Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 51, 2003


........................
Vin-aktuelt i uge 51
15. december -21. december 2003
........................

VinAvisen uge 48VinAvisen uge 49VinAvisen uge 50

Ud med garageimportørerne
B.T.s redaktion retter avisen ind efter sin målgruppe, og det har medført nye retningslinier for den ugentlige vintest.
Fremover vil bladet kun teste almindelig bordvin til under 70 kr. og mousserende vin og hedvin til under 120 kr.
Yderligere vil man kun omtale vine fra supermarkeder, købmandskæder og vinhandlere med et stort og bredt geografisk salg – idet Philipson Wine dog er en undtagelse fra denne regel.
Det betyder, at B.T. ikke mere vil teste vine fra små, mellemstore eller store lokale ”garageimportører”.

Kun vine på tilbud
B.T. indfører også en regel om, at testvine skal være på tilbud fredag-lørdag i den uge, de omtales i bladet, og/eller i den følgende uge.
Bladet går således fuldt og helt ind i det udbredte tilbudssystem, hvor vinen benyttes som lokkevare i de store supermarkedskæder. Gode vine til normale priser - det lidt ekstraordinære, anderledes, overraskende - mener redaktionen åbenbart ikke interesserer læserne.

Sammenhæng med annonceringen?
De nye regler har fremkaldt harme hos de mindre importører, der uden store annoncebudgetter har været glade for muligheden for at få deres ofte fremragende vine eksponeret i B.T.
Ole Møller fra Wine Group International siger lige ud til VinAvisen: - Folk med ond tro kunne måske få den tanke, at der er en sammenhæng mellem den nu udvalgte skare og deres annoncering i Det Berlingske Hus.
- I den forbindelse er det påfaldende, at B.T. finder tilstrækkelig geografisk bredde hos Philipson Wine, der kun har et enkelt udsalgssted, siger Ole Møller.

Systembolaget ved vingebenet
Den svenske kanal TV4 sendte forleden endnu et Kalla Fakta-program, der tog Systembolaget ved vingebenet. Og denne gang handlede det ikke kun om bestikkelserne ude i butikkerne, men også om forholdene i hovedkontorets indkøbsafdeling.
Flere store leverandører blev udpeget i programmet, og hos dem vokser der nu en vilje til én gang for alle at få løst alle knuderne i Systembolaget. Det må medføre, siger de, at Systemet holder op med at diktere vilkårene.
Importørerne holder dog en lav profil. Ingen ønsker at lægge sig ud med den eneste kunde, de har, nemlig Systembolaget.

Groft fejlagtige påstande
Kun to timer efter Kalla Fakta-programmet kom Systembolagets første pressemeddelelse, der dog kun beskæftiger sig med den første del af programmet – den om korruptionen mellem leverandører og butikschefer.
Programmets anden halvdel, der handlede om hovedkontorets indkøbsrutiner, bliver blot affærdiget som ”groft fejlagtige påstande”.

Reklamepenge brugt til bestikkelser
Ifølge oplysninger til WOW FaxNews fra branchefolk, der ”har været med længe”, begyndte dette netværk med bestikkelser, da reklamer for vin blev forbudt i Sverige i 1970’erne.
Pludselig havde de udenlandske producenter markedsførings-penge tilovers, og i stedet for at annoncere begyndte de at bearbejde først og fremmest restauranterne, men også Systembutikkerne.

Falder ideen med Systemet?
I Kalla Fakta-programmet oplyste en butiksansat, at tusinde personer har været indblandet i skandalen. En anden forsvarede sig med, at ”vi har bare gjort, hvad ledelsen ønskede”.
Jo mere, der graves frem, desto nærmere kommer man toppen i foretagendet, mener en assisterende butikschef i Stockholm.
En anden mener, at hvis de ting, der afsløres i det svenske tv-program, er sande, så falder hele ideen med et Systembolag.

7100 flasker god dansk vin
I fredags den 12.12, kl 12.12 blev den danske rødvin Nordlund 2002 frigivet på vingården i Avedøre Landsby, og folk stod i kø for at komme til.
Ud over de 3000 flasker, der var reserveret på forhånd, solgte man 1000 flasker, hvilket må siges at være en succes. I alt er der produceret 7100 flasker.
I mere end tyve år har Michael Gundersen arbejdet på at skabe en vin på dansk grund, og man må sige, at det er lykkedes. Vinen Nordlund er overraskende god, virkelig en oplevelse, og blandt denne uges smagte vine (se nedenfor) får den fem velfortjente stjerner.
...........................


Tillæg for godt dansk håndværk
Fredag aften var Nordlund på vinkortet på en række af landets bedre restauranter og vinbarer. Den kan naturligvis købes i Dansk VinCenters butik i Avedøre Landsby, men yderligere distribueres den i hele landet af Kjær & Sommerfeldt. Prisen er 299 kr. inkl. tillæg for godt dansk håndværk og sjældenhed.
På billedet til venstre sætter Anne Tange etiketter på i hånden. I midten skriver den stolte vinbonde, Michael Gundersen, sin autograf på en flaske, og til højre er de tre vingårdsejere, Søren Beck, Michael Gundersen og Torben Andreasen, i gang med salget.

Pris til Gallo-brødrene
Ernest og Julio Gallo er blevet hædret med en fornem pris fra Wine Enthusiast Magazine. Julio dog posthumt, idet han døde for nogle år siden.
I 1933 grundlagde de to brødre firmaet Gallo i Sonoma, der har udviklet sig til verdens største vinhus med et salg på 720 millioner flasker om året.
Prisen er givet for en livslang og enestående indsats, når det gælder vinproduktion.
Gallo har gennem de sidste 70 år forstået løbende at forny sig i bestræbelsen på at skabe stadig bedre vine.
Og den gode linje fortsætter under tredje generation. Hele tolv børnebørn med Gina Gallo i spidsen arbejder i vinhuset.

Hvordan bliver årets Amarone?
Amarone-vinene fra distriktet Valpolicella i nærheden af Italiens Gardasø er blevet utroligt populære. Men hvordan bliver årgangen 2003 – med al den hede, der har været?
Det ved Rune Weischer fra Vino Fino noget om. Et af hans specialer er netop Amarone, og han siger, at alle, han har talt med dernede, lover, at det bliver en af de helt store årgange.
- Det gør vinproducenterne jo altid, tilføjer han, - men denne gang synes argumenterne at holde vand.

Amarone direkte ud af druerne
- Den meget varme sommer i Mellem- og Sydeuropa gav problemer de fleste steder, men i Veneto, hvor de har masser af vand og et lidt mere svalt klima, er det gået godt.
Solen modnede druerne ufattelig hurtigt, og de nåede derfor ikke samme størrelse og antal pr. klase, som de plejer. Faktisk blev høstudbyttet kun cirka 70% af sidste år.
- Hvad druerne manglede i antal og størrelse, havde de til gengæld i smag og intensitet, siger Rune Weischer. - Man kunne næsten klemme færdig Amarone ud af dem, som en lokal restauratør sagde til mig.
- Høsten fandt i år sted cirka en måned før normalen, og på grund af den megen sol blev indholdet af sukker i druerne meget højt. Så vi har mørke, fuldfede Amaroner i vente med en særdeles høj alkoholprocent. Årgang 2003 bliver helt sikkert et stort år for Amarone, og vinene vil givetvis kunne gemmes noget nær uendeligt.

Omgivelsernes duft i vinen
I sidste nummer af VinAvisen fremsatte vi den teori, at vinen tager duft efter omgivelserne på marken. Er der fx en lavendelmark i nærheden, kommer vinen til at dufte af lavendler.
Vi udviklede teorien, da vi hørte om de australske vine, som måtte kasseres, fordi skovbrande havde lagt et røgtæppe ind over vinmarkerne, og vinene havde fået en tydelig duft og smag af røg.
Dette bekræfter vores læser Jesper Hedegaard os i. Han skriver:

Klassiske dufte
Jeg har selv overvejet denne teori, især efter at jeg var i Châteauneuf-du-Pape sidste sommer. Det interessante var, at de klassiske dufte, som findes i mange af områdets vine - krydderier, peber, herbes de Provence og "garigue" - faktisk fandtes som dufte i luften dernede.
I de forløbne uger har jeg holdt en del foredrag, hvor både jeg selv og deltagerne medbragte vine, som blev blindsmagt. Og ved flere lejligheder gættede jeg helt korrekt, at der var Châteauneuf-du-Pape i glasset – og måtte forklare, hvorfor og hvordan jeg så sikkert kunne gætte vine fra dette område.
Hvis andre kan berette om lignende oplevelser, hører vi meget gerne. Skriv til anker@vinavisen.dk.

Stor rød vinsø i Vestaustralien
Der er opstået en sand vinsø i det vestlige Australien. Og det gælder om at komme af med den, før der igen skal høstes i 2004.
De opbevaringstanke, som skal rumme den nye høst, er nemlig fyldt op med rødvin – i alt omkring 5 millioner liter.
Afsætningsmulighederne på hjemmemarkedet er ifølge Decanter ikke for gode i øjeblikket, så nu må der satses kraftigt på eksport.
At der er opstået en vinsø i Vestaustralien skyldes ikke mindst, at det areal, der er dækket af vinmarker, er blevet mere end fordoblet fra 1998 til 2002.
Hovedparten af de nye vinmarker er blevet beplantet med rødvinsdruer. Og det er meget uheldigt og lidt af et paradoks. Der er nemlig ligefrem efterspørgsel på hvidvine – frem for alt på Chardonnay – fra denne del af Australien.
.......................
    Ny bog af Erik Olaf-Hansen
    De danske vinskribenters nestor, Erik Olaf-Hansen, har i en alder af 89 år skrevet endnu en af sine små bøger, ”Vinens hemmeligheder” (Forlaget Sesam, 128 sider, 129 kr.). Og denne gang er det nærmest blevet lidt af en selvbiografi – dog kun om forfatterens vinøse karriere og liv. Og der er nok at fortælle om fra de næsten 70 års liv i vinens verden – om de mange oplevelser, han har haft, og om de overvejelser han gjorde sig undervejs. Men der er tillige talrige interessante facts om vin.
    Erol (hans pennenavn) skriver meget let, og man læser de mange kapitler med fornøjelse. Det er hyggelæsning, dette her.
    De, der husker hans vinartikler i Politiken, vil mindes deres store underholdningsværdi. De var elegant skrevet, de fangede læserne, ofte med en god historie – og så var de prisværdigt korte.

Bordvin skal være uden årgang
I sidste nummer af VinAvisen skrev vi om en italiensk vino da tavola (bordvin), at "denne rødvin er uden årgang, hvilket jo i princippet er noget uorden."
Vi mener stadig, det er noget uorden, men vor gode læser Preben Nielsen skriver – helt korrekt – at en af de ting, der karakteriserer en vino da tavola, netop er, at den skal være uden årgang. Så det er altså lige præcis i orden. Rent lovmæssigt.
Man kan dog støde på vino da tavola med årgang, hvilket nok måtte tilskrives den velkendte italienske anarkisme.

En lov er på vej
Ifølge Preben Nielsen arbejder EU på en lov, der skal forsyne alle vine med en produktions- eller aftapningsdato og/eller en "smager bedst inden"-dato.
- Det kan vi jo så gå og glæde os til, skriver Preben Nielsen. - Personligt har jeg især savnet dette på mousserende vine.
Preben Nielsen redigerer i øvrigt sammen med sin kone, Helle, en netside om vin, der er et besøg værd. Adressen er vinsiderne.dk.
.......................
    Vin på plasticflasker
    Enhver, der har fløjet, kender den let klirrende lyd, der på hyggelig vis fortæller, at nu er vognen med de små 18,7 cl vinflasker på vej. Den lyd er måske snart kun nostalgi.
    Ifølge Wine Spectator har flyselskabet Air New Zealand indført vinflasker af plastic på nogle af ruterne. Og det er der flere årsager til:
    Tilsammen udgør de mange små glasflasker en betydelig vægt, der tærer på flyets brændstof. Glasflaskerne går også let i stykker, og et skrapt glasskår kan bruges som våben af diverse flykaprere.

    Patent på flaskerne
    De nye flasker, der kun vejer 32 g imod glasflaskerne på 154 g, er udviklet i et samarbejde mellem Air New Zealand, en plastvirksomhed og New Zealands største vinhus Montana, der også leverer vinen til flyene.
    Samarbejdspartnerne stiler mod at kunne udtage patent på opfindelsen og sælge ideen til andre vinhuse og flyselskaber rundt om i verden.

Skandinaviske vinbønder holder messe
Stadig flere skandinavere har slået sig ned som vinbønder rundt om i Europa og USA. Nu får de deres egen vinmesse, der løber af stabelen den 7. februar 2004 i Den Svenske Klub i Paris.
Cirka 30 vinproducenter samt andre folk fra vinbranchen vil være repræsenteret på messen. Af danske producenter kan blandt andet nævnes Peter Sisseck, der fremstiller kultvinen Pingus, og prins Henrik med sin Château de Caïx.
Scandinavian Wine Fair, der er åben for publikum, arrangeres af Britt Karlsson fra firmaet WineTastings, og yderligere informationer om messen kan fås på hjemmesiden www.bkwine.com.

Markedsføringen af skrueproppen
Blot til orientering for de af vore læsere, der er MEGET interesserede i vine med skruepropper: På newzealænderen Sue Courtneys webside Wine of the Week er der netop lagt en større rapport om markedsføringen af disse vine. Adressen er: www.wineoftheweek.com.

Chilensk vin går sin sejrsgang
Der er stigende salg i chilensk vin. I perioden fra januar til oktober i år har Chile eksporteret vin for 660 millioner dollars (cirka 4 milliarder dkr.).
Dette svarer, ifølge Just Drinks, til en forøgelse på hele 10%, sammenlignet med samme periode sidste år.
Mens de øvrige sydamerikanske lande tilsammen kun importerer chilensk vin for cirka 203 millioner dkr., ligger Storbritannien helt i top. I løbet af det sidste års tid har briterne importeret vin for cirka 639 millioner dkr.. USA følger lige i hælene med en import på cirka 624 millioner dkr.
..........................
    Hvilken vin til maden?
    Et nemt lille redskab er det nye "vinhjul" af format som et kreditkort, der er lige til at tage med på indkøb.
    På kortet er der en cirkelskive, der kan drejes rundt, så en pil kan pege på forskellige retter. Og i to aflange vinduer står så navnet på egnede typer vin, til venstre en lidt mildere type (drue) og til højre en kraftigere.
    Hjulet koster 29,95 kr., og man kan læse mere om det på www.vinhjulet.dk.

Campari satser på vin
Den italienske virksomhed Campari, der er bedst kendt for sin røde bitter af samme navn, vil nu for alvor satse på vin.
Campari har allerede en fod inden for i vinens verden, blandt andet med Sella & Mosca på Sardinien, et vinhus der giver firmaet en omsætning på 30 millioner euro (cirka 223 millioner dkr.).
Men nu, med 500 millioner euro (cirka 3,7 milliarder dkr.) på bankkontoen, skal der investeres i mellemstore italienske vinhuse med et godt ry og rygte.
Pengene til at ekspandere for er ifølge Wein Reporter kommet fra en økonomisk vækst på 34% i år 2002. Og kurven fortsætter opad for Campari.
.......................
    Diktatorer på etiketterne
    VinAvisen har tidligere omtalt de oprørende etiketter på nogle vine fra Andrea Lunardelli i Norditalien.
    Allerede for flere år siden begyndte vinhuset at sætte billeder af diverse diktatorer på etiketterne. Mussolini, Stalin, Mao, Göring og Hitler for blot at nævne nogle enkelte.
    Og det har med rette vakt forargelse i både Italien og Tyskland og nu også i Belgien, hvor den slags vine blandt andet bliver solgt som kuriositeter på loppemarkeder.

    Brud på EU's anti-racisme lov
    Selv om Lunardelli har været trukket i retten en gang før, blev vinhuset ikke dømt.
    Ifølge Centret for Anti-racisme i Belgien er det ikke ulovligt at vise et billede af fx Hitler på flaskerne. Men når diktatoren, som på en etiket for nylig, strækker armen frem i et ”Sieg Heil”, og sloganet "Ein Volk, ein Reich, ein Führer" kan læses på etiketten, er der tale om et brud på EU’s anti-racisme lov. Så i Belgien har man nu tænkt sig at retsforfølge vinhuset.
    Andrea Lunardelli forsvarer sig med, at billederne og teksterne blot skal minde om berømte historiske personer ...
...........................
    .
    Nyheder fra den danske vinbranche
    * Gravesen Vine er en ny vinbutik, som Thomas Mortensen og Brian Gravesen netop har åbnet på Gørtlervej 9c ved Østre Allé i Aalborg.
    * AtomWine har fået importen af portugisiske vine fra Quinta do Vale D. Maria, Quinta do Vallado og Wine & Soul i Douro samt Quinta de Chocapalha i Estremadura.
    * Slagelse Vinkompagni har fået agenturerne på vine fra Lyngrove (Sydafrika), Borgo Salcetino (Chianti), Conti Zecca (Puglia), Château Haut Nivelle og Château de Crain (Bordeaux) samt Domaine de la Jasse (Sydfrankrig).
.......
.......................
    .VinAvisens Online Auktioner
    Med et klik på denne bjælke åbner du et nyt vindue med auktionssiderne
    - og husk: Det er GRATIS at udbyde en vin og GRATIS at byde på den!
    .
    .
.......................
    Plakat for dansk livsglæde
    Der var engang, da FDB brugte danske kunstnere til plakater og emballager. Kunstnere som Sikker Hansen, Arne Ungermann, Mogens Zieler og Maggi Baaring. Det var en guldalder i dansk reklame.
    En af kunstnerne var Ib Spang Olsen. I 1946 indsendte han en flot plakat til en konkurrence. Den fik en fin anden præmie, men blev aldrig brugt. Først nu er den blevet trykt og kan købes for 75 kr. (inkl. forsendelse).
    Plakaten pryder forsiden af det nye nummer af Vinbladet, der fortæller, at den kan købes hos Postservice, Pederholmparken 6, 3600 Frederikssund.

Vinbranchens blå bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
.......................................................
..
.
    Per Pallesen (f. 1942) hævder selv, at han i vinens verden kun er amatør. Men han kunne lige så godt have kaldt sig ambassadør, for få har som han medvirket til at udbrede interessen for vin i Danmark – og gjort det med så stor en gennemslagskraft.
    Siden 1997 har han hver anden tirsdag smagt vine sammen med Tim Vollerslev og Michael Meyerheim i TV2, og på Nørrebros Teater, hvor han er direktør, arrangerer han vinsmagninger på scenen. Han holder cirka 25 vinforedrag om året og har besøgt de fleste vinproducerende lande – Australien, Chile, Californien og hele Europa.
    Sammen med Tim Vollerslev forbereder han en bog om vin, og hans bog ”Spis i det gamle Rom” sælger stadig godt. Den er oversat til norsk og udkommer på svensk i 2004.
    At han derhjemme har en velforsynet vinkælder siger sig selv. Det er jo hans hobby, siger han – en hobby, han har haft siden 1962. Så det er blevet til en del flasker og læsning om de gyldne dråber.
    Som skuespiller behøver han egentlig ikke nogen præsentation. Alle kender ham. Han er født i Aars, og efter en uddannelse til sparekasseassistent i Sparekassen Himmerland kom han i 1962 ind på Aalborg Teaters elevskole. Siden har han haft travlt. Han har medvirket i cirka 30 spillefilm og iscenesat tre af dem. Han har optrådt i næsten 150 teaterforestillinger – og iscenesat cirka 50. Han har været med i cirka 1800 tv- og radioudsendelser og iscenesat cirka 80 tv-udsendelser. Og dertil kommer revyerne – omkring 50 i tal og 40 iscenesættelser.
    Han er optaget i vinbroderskaber i Bordeaux, Bourgogne, Cahors, Armagnac og Alsace. Han er Chevalier de Confrèrie des Chevaliers du Tastevin, medlem af Ordre Mondial des Gourmets Degustateurs og æresmedlem af Fédération Cuisinier Exclusive d´Europe.
    Adresse: Nørrebros Teater, Ravnsborggade 3, 2200 København N, tlf.: 35 20 09 26, e-mail: per@nbt.dk.

Fire julevine i fjernsynet
Nu på tirsdag d. 16. kl. cirka 08.15 smager Tim Vollerslev, Per Pallesen og Michael Meyerheim rødvine til juleaften. Det sker i TV2’s ”Go’morgen, Danmark”, og følgende fire vine smages:
* Takun Estate, Carmenère, Colchagua Valley, Chile 2002 til 120 kr. for tre flasker fra Gobi Vin.
* Campillo, Crianza, Rioja, Spanien 1998 til 95 kr. fra Maxxium Danmark.
* Stonewell, Shiraz, Peter Lehmann, Barossa Valley, South Australia 1999 til 275 kr. fra Kjær & Sommerfeldt.
* Buglioni, Ripasso, Valpolicella Classico, Italien 2000 til 159 kr. fra Furesø Vin Engros.
Næste gang, tirsdag d. 30., gælder det skum til nytårsaften.
.......................
    Ugens vinøse billede
    Willy Pedersen i Bordeaux har sendt os dette billede, der er taget for få dage siden, og som vidner om, at Solen stadig skinner varmt og dejligt et eller andet sted i denne verden.
    Willy Pedersen er slotsherre på Château la Corne i byen Le Pian sur Garonne – ikke ret langt fra Château Malromé, hvor maleren Toulouse-Lautrecs mor boede, og hvor han selv døde i 1901.
    I over hundrede år har der været dyrket vin på det lille Château la Corne, der oprindelig var på 12 hektar, men i dag kun er på 3 ha.
    - Jeg købte vingården i 1996, fortæller Willy Pedersen. – Faktisk vidste jeg ikke noget om vindyrkning – jeg er ingeniør af uddannelse – men ved venlige naboers hjælp kom jeg efter det. Og så hjalp det selvfølgelig også, at min kone er fransk. I alt laver jeg omkring 13.000 flasker om året, hvoraf en tredjedel er hvidvin.
    På billedet er Willy Pedersen i gang med beskæringen af de cirka 8500 vinstokke. – Der er jo flere danske vinbønder her i Bordeaux-området, siger han, - men jeg er vist den eneste af dem, der udfører alt arbejdet helt alene i mark og kælder.
    I Danmark sælges hans vine gennem PH Vinimport, Bakkesvinget 23, 3350 Slangerup, tlf.: 47 38 18 19 og 23 48 37 54, e-mail: JNKL@mail.tele.dk.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.

Alkoholforbruget stiger i Norge
Ifølge Norges Statistik er nordmændenes alkoholforbrug steget i løbet af de sidste par år.
Fra januar til september i år har de drukket 946.000 liter spiritus. Det svarer til en stigning på cirka 14% i forhold til samme periode i år 2002.



Denne uges stjerner i VinAvisen
Som sædvanligt får de smagte vine stjerner efter det gængse system med fem som maksimum. Vine, der kun får én eller to stjerner, bliver dog ikke omtalt. I vores bedømmelser indgår også prisen til en vis grad som en parameter.
Husk, at vine med fire eller tre stjerner også er værd at drikke. Man behøver jo ikke at drikke topvine hver dag!

I den forløbne uge har vi smagt i alt 27 vine. Heraf var der 21, som fik mere end to stjerner, og hele 11 fik fem stjerner.
........................
...
Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
.....


Nordlund, Bordvin, Danmark 2002
299 kr., Dansk Vincenter
Overordentlig elegant og dejlig fadlagret rødvin med frisk frugt, hindbær, peber, lidt chokolade. Meget vellykket. Selvfølgelig er den dyr. Der er et tillæg for håndarbejde og sjældenhed. Men faktisk er vinen en oplevelse. Og så er den tilmed udelukkende lavet på dansk dyrkede druer af sorterne Rondo, Léon Millot, Regent og Castel. Her er ikke noget med tilsat druekoncentrat af udenlandsk oprindelse, hvilket ellers er tilladt med bordvin. Dansk Vincenter skal have tak – og stjerner – for at have frembragt så dejlig en vin på dansk jord.


Bùcaro, Montepulciano d’Abruzzo, Italien 2000
89,95 kr., SuperBest
Vellavet og meget indtagende rødvin med fylde og frugt, harmonisk og dejlig.


Graham Beck, The Ridge Syrah, Robertson, Sydafrika 2000
195 kr.,, Excellent Wine
Alle tiders rødvin. En vin helt i top. Kompleks og harmonisk, med varme og charme, sorte frugter, valnødder, vanille. Kræver en kraftig og lige så velsmagende mad.


Cascina Cucco, Cerrati, Barolo, Italien 1996
En af i alt 12 forskellige Barolo’er i en kasse til 2000 kr., Carlo Merolli
En rødvin helt i top, moden, kompleks, harmonisk. Den må være mindst 250-300 kr. værd – men de andre flasker i kassen til 2000 kr. er jo også gode. I hvert fald dem, vi indtil nu har smagt ...


Libertad, Malbec / Bonarda, Argentina 2003
33,95 kr. ved tolv flasker, Philipson Wine
Denne rødvin smager virkelig godt. Den er harmonisk, med god fylde og lang eftersmag. Der blev ikke spyttet under smagningen! Til prisen er vinen et fund.


Duas Quintas, Douro, Portugal 2001
75 kr., Østjysk Vinforsyning/Vignoble
Blød og lækker rødvin med et bredt smagsspektrum. En meget anvendelig vin – også som husets vin på en restaurant.


Jester, Shiraz, McLaren Vale, Australien 2002
135 kr., Vinens Verden
Fabelagtig dejlig rødvin med lakrids, chokolade, frugt … hele det store spektrum. Og så har den bevaret sin friskhed, fordi flasken er forsynet med skruelåg. Fint, at man tør bruge skruelåg til en topvin til hele 135 kr.!


Bailly Lapierre, Blanc de Noirs, Crémant de Bourgogne, Frankrig 2000
89,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Fint duftende, mousserende vin med små og stadige bobler. Vinen er lavet udelukkende på de blå Pinot Noir-druer. Smagen er blid og dejlig med tilpas syre og sødme. En champagne af samme kvalitet kan godt koste 150-200 kr.


Domaine la Montagnette, Côtes du Rhône Villages, Frankrig 2001
50 kr., The Wine Company
Meget vellavet rødvin, harmonisk, let krydret – og til en yderst rimelig pris i forhold til den fornemme kvalitet.


Simonsig, Shiraz, Stellenbosch, Sydafrika 2001
99 kr., Østjysk Vinforsyning/Vignoble
Fantastisk dejlig rødvin, harmonisk, blød, afrundet med god frugt og toner af chokolade. Kan sagtens drikkes nu, men også gemmes fire-fem år.


Candela, Inspiration, Unoaked Chardonnay, Mendoza, Argentina 2002
49,75 kr., 45 kr. ved 12 flasker, Østjysk Vinforsyning/Vignoble
Fed, dejlig, frugtagtig hvidvin, som man drikker med stor fornøjelse. I modsætning til så mange andre Chardonnay’er er den ikke fadlagret.


Gazur, Ribera del Duero, Spanien 2000
69,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Vellavet rødvin med god frugt og et lille bittert bid i slutningen.


Castillo de Molina, Merlot, Reserva, San Pedro, Lontue Valley, Chile 2001
39,95 kr., Fakta
Krydret og fyldig rødvin med god struktur og harmoni og en lille charmerende sødme. Den fjerde stjerne får den for den meget rimelige pris.


Domaine de Villemajou, Corbières, Frankrig 2000
69,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
God sydfransk rødvin med fyldig frugt og let sødme.


Beau-Rivage, Borie-Manoux, Bordeaux, Frankrig 2000
59 kr., Kjær & Sommerfeldt
Let og pæn rødvin med god smag af Bordeaux. Altså typisk for det store distrikt, her i light-udgave. Nem at drikke.


Il Barco, Riserva, Brindisi, Italien 2000
39,95 kr., Fakta
Kraftig rødvin med god frugtfylde og et let krydderi. Det er en god idé at plaske den over i en karaffel et par timer før måltidet.


Domaine Madeloc, Banyuls, Frankrig 2002
149 kr. for 50 cl, Østjysk Vinforsyning/Vignoble
En perfekt hedvin fx til julens riz à la mande. Typisk Banyuls, om end med ret markant alkohol.


Domaine de la Charbonnière, Châteauneuf-du-Pape, Frankrig 2000
135 kr., A Vinstouw
Ganske flot rødvin, men med en meget fremtrædende smag af alkohol (15%).


Pipers Brook Vineyard, Pinot Noir, Tasmanien 2001
165 kr., Maxxium Danmark
Ret let og saftig rødvin med god Pinot Noir-smag. Efter smagen burde den have fire stjerner, men den fjerde stjerne røg på grund af prisen.


La Putere, Cabernet Sauvignon, Recas, Rumænien 2002
34 kr., Rienta Vine
En pæn og vellavet rødvin med en kvalitet i overensstemmelse med prisen.


Glen Ellen, Zinfandel, Reserve, Californien 2000
29,95 kr. i december, herefter 39,95 kr., Fakta
Pæn hverdags-rødvin til en yderst rimelig pris – især i denne måned.
.
Disse vine fandt de danske vinskribenter
Her kommer listen over nogle af de vine, som de forskellige vinskribenter har fremhævet.
I kolonnen længst til højre ses navnet på importøren. Er dette blåt, kan du klikke på det og åbne en side i vores database med importørens adresse, telefonnummer etc.
En liste over bladenes vinskribenter finder du ved at klikke her.

Alt for Damerne
La Chablisienne, Crémant de Bourgogne, FrankrigMousserende89,95 kr.Philipson Wine
.
Berlingske Tidendes Nyhedsmagasin
Flere vine fra Marchese Antinori, Toscana, ItalienRødvin109-999 kr.Maxxium Danmark
.
B.T.
Caliterra, Reserva, Cabernet Sauvignon, Colchagua Valley, Chile 2001Rødvin69,95 kr.SuperBest, Prima m.fl.
Plaisir de Merle, Paarl, Sydafrika 2001Rødvin145 kr.SuperBest, Prima m.fl.
.
ErhvervsBladet
Los Vascos, Grande Reserve, Domaines Barons de Rothschild, Chile 2000Rødvin99,75 kr.Skjold Burne
.
Frederiksborg Amts Avis
L'Esprit de Saint André, Côtes du Rhône, Frankrig 2001 (3 liter boks)Rødvin175 kr.GrandVin
Dolcetto Diano d'Alba, Bricco Maiolica, Italien 2000Rødvin99 kr.A Vinstouw
Barbera d'Alba, Italien 2001Rødvin44 kr. (v12)A Vinstouw
Elsa, Malbec, Mendoza, Argentina 1998Rødvin69,75 kr.H.J. Hansen
Barbaresco, Produttori del Barbaresco, Italien 1999Rødvin99,95 kr. (v12)Philipson Wine
.
Hjemmet
Agramont, Crianza, Cabernet Sauvignon / Tempranillo, Navarra, Spanien 2000Rødvin34,95 kr.Fakta
Finca Flichman, Cabernet Sauvignon, Mendoza, Argentina 2002Rødvin49,95 kr.SuperBest, Prima m.fl.
Albada, Garnacha, Calatayud, Spanien 2001Rødvin60 kr.Føtex
.
Nordjyske Stiftstidende
Plaisir de Noël, Vin de Pays d'Oc, Frankrig (u.å.)Rødvin43,50 kr.Sigurd Müller
.
Smag & Behag
Gradiva de Raventós Rosell, Brut, Segle XXI, Cava, Spanien (u.å.)Mousserende215 kr.Ki-Ma Vinimport

Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.