Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 45, 2006





Vin-aktuelt i uge 45
6. til 12. november, 2006
...............

...............
Vil du have vores løbeseddel?
Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden.
Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.


VinAvisen uge 44
VinAvisen uge 43
VinAvisen uge 42
...............
...............

.............
Egesmagen kan tilføres enten med ristede træspåner eller stave. Spånerne ligger i et net og holdes på plads på tankens bund af et par klodser af rustfrit stål. Stavene er monteret i et særligt stativ, så vinen kan bevæge sig op og ned i tanken. Vinmageren kan selv afgøre, om han vil sætte få eller mange stave i stativet.
    For og imod egespåner
    I flere EU-lande diskuterer man brugen af spåner og stave af egetræ til at give vinen en smag af fadlagring.
    Nogle er stærkt imod teknikken. Det gælder blandt andet den franske vinmyndighed INAO.
    Andre er meget positive over for, at EU-kommissionen endelig har givet grønt lys for teknikken – hvilket EU først og fremmest har gjort for at imødegå den hårde konkurrence fra de oversøiske vinlande, hvor man i vid udstrækning benytter spåner og stave.
    Teknikken er med til at billiggøre vinen, og det er et faktum, at mange vine fremstillet på denne måde henter både guld- og sølvmedaljer i internationale smagninger.

    Kan spånerne smages?
    Smager vinen bedre, når den har ligget på fad, end når den har ligget på spåner?
    Det er faktisk umuligt at smage forskel. Det viser en undersøgelse, som et forskningsinstitut i Tours i Frankrig gennemførte for et par år siden.
    Et panel af smagere bekræftede også, at spånerne tilfører vinen lige så meget struktur og stabilitet som egetræsfadene – panelet gav samme point til fadvinene som til spånvinene.

    Bedre hygiejne, renere vine
    Til forsvar for spånerne tjener også, at hygiejnen i en ståltank er væsentligt bedre end i et træfad, hvilket giver renere vine.
    Vinen vil ganske vist ikke få den samme iltning i en ståltank som i et træfad, der hele tiden skal toppes op. Der er visse komponenter, som ikke vil opstå, og vinen vil måske blive mindre nuanceret. Men vi vil samtidig se færre deciderede fejl.
    Endelig er der spørgsmålet om økologi. Når alt kommer til alt, så sparer man jo på egetræet.
    (fortsættes)
...............
45
...............
(fortsat)
Også de berømte slotte
Man har hævdet, at de store, berømte slotte aldrig vil gå over til spåner eller stave.
Det skal man nu ikke være så sikker på. I 2000 "forstærkede" Château Giscours i Bordeaux egesmagen i sin andenvin med spåner. Det kostede slottet en bøde på cirka 100.000 kr., og tre cru bourgeois-slotte fik lignende bøder.
I dag vil slottene kunne gøre det uden at bryde nogen lov – og hvorfor skulle de ikke gøre det?

Pinocchio-vine
Kritikerne af den nye teknik hævder, at en gammel vinkultur vil gå til grunde, hvis fadlagringen erstattes af smagstilsætning. Fx bruger nogle italienske vinfolk ordet Pinocchio-vine om spånvinene, og de mener, at den slags ikke hører hjemme i italienske vine, der er kendt for deres høje kvalitet.
Helt slemt er det efter deres mening, at brugen af spåner ikke vil blive angivet på etiketterne – så kan man jo ikke skelne skidt fra kanel, siger de. De kræver, at den italienske regering tager affære og lægger pres på EU.

Hvad mener VinAvisens læsere?
Ovenfor har vi efter bedste overbevisning fremlagt de væsentligste argumenter pro et contra, så det kunne være interessant at høre, hvad vore mange kyndige og kritiske læsere mener om sagen.
Hvis vi nu holder os til de vine mellem 50 og 100 kr., som de fleste af os drikker til daglig, hvordan stiller vi os så til brugen af egespåner og -stave? Er vi for eller imod?
Vær med til at stemme. Sæt din prik i skemaet herunder, og tryk på Send-knappen. Resultatet bringer vi i næste uge.

...............

40/45/49/02
...............
Wolf Blass på besøg i København
Den legendariske australske vinmand Wolf Blass fra Barossa Valley er i øjeblikket på Europa-turné, og i torsdags var turen kommet til Danmark, hvor han sammen med Vintappergaarden præsenterede en stribe af sine meget flotte vine.
Den 72-årige Wolf Blass ejer ikke mere sit vinhus. Det har han solgt til bryggerigiganten Foster’s. Men han er en slags ambassadør for firmaet, og det er han med både rustik charme og veltalende vægt.
I den efterfølgende "Hall of Fame" fortæller vi mere om hans eventyrlige succes, men lad os her blot nævne, at vinhuset Wolf Blass allerede for mange år siden begyndte at bruge skruelåg, og at samtlige dets årlige 60 millioner flasker til næste år vil være med skruelåg. – Skruelåget er kommet for at blive, siger Wolf Blass. Hvilket vi noterede med tilfredshed.

En lille demonstration
Jo, vi må for resten også lige nævne, at Wolf Blass under smagningen rejste sig for at udføre en lille demonstration – som vist på billedet til højre.
Han rev tre strimler af en hvid papirserviet og dyppede dem i henholdsvis årgang 1974, 1986 og 1994 af sin rødvin Black Label – i øvrigt fantastiske vine til 600 kr. stykket.
Papiret med den ældste og den nyeste årgang fik en koncentreret mørk rød farve, mens den midterste, 86-årgangen, var blegrød.
– Kan I se, sagde han. – Denne her vin har ikke saft og kraft nok til at kunne gemmes i lige så mange år som de to andre. Den skal drikkes først.
I ugens smagekommentarer nederst i denne VinAvis er der en kaskade af stjerner til alle de smagte vine.
...............
44-46
...............
Vinens Hall of Fame
Vi kører i høj grad videre med "Vinbranchens Blå Bog", men ind imellem bringer vi også sider til "Vinens Hall of Fame" – en "blå bog" om vinverdenens store personligheder: Mondavi, Hugh Johnson, Catena, Robert Parker, og hvad de nu alle hedder. I denne uge er det den aktuelle Wolf Blass' tur. På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.
............
..
    Wolf Blass (f. 1934) er et af de helt store navne i den australske vinverden. Han blev født i Østtyskland og blev 1952 udlært som vinmager i Vesttyskland, hvorefter han i en årrække fungerede som vinkonsulent og kældermester for diverse vinhuse i Tyskland og Storbritannien.
    I 1961 immigrerede han til Australien, hvor han turede rundt på landevejene som landets første freelance-konsulent inden for vin.
    I 1966 slog han dørene op for eget vinhus i Barossa Valley, South Australia. Bilyara kaldte han det, et australsk navn for ”Eaglehawk” (ørnehøg). Vinhuset var indrettet i et gammelt militæranlæg, og første årgang var på 3000 flasker.
    Herefter gik det slag i slag. Teknologien og vinkvaliteten kom i top. Vinhuset fik vokseværk, og i 1973 skiftede det navn til Wolf Blass Wines og flyttede til nye store lokaler. I dag har vinhuset 4500 ansatte og en årlig produktion af 60 millioner flasker.
    Det er vinproducenter som Wolf Blass, der har æren for den positive vending, som den australske vinindustri tog for 40 år siden. Da han ankom til Australien, talte man hverken om druesorter eller vinkvalitet. Han viste blandt andet, hvordan man ved at blande vine på forskellige druer og lagre dem på fade af nøje udvalgt egetræ kunne skabe vine af topkvalitet – noget som mange australske vinhuse har taget til sig. Gennem årene har Wolf Blass og hans vine høstet i alt 3000 medaljer og priser.
    I 1996 blev vinhuset opkøbt af den store øl-koncern Foster’s, men Wolf Blass spiller stadig en aktiv rolle som rejsende ambassadør for sine brands. Derudover nyder han livet med sin hustru, Shirley, samt børn og børnebørn.
    Adresse: Wolf Blass Wines, 97 Sturt Highway, Nuriootpa, South Australia 5355, Australien, tlf.: 00 61 8 85 68 73 11, e-mail: visitorcentre@wolfblass.com.au, www.wolfblass.com.au.
..........
15/07
............
Igen sejr til Australien
Hvert år udnævnes en årets vinmager i forbindelse med International Wine and Spirit Competition i London – en af vinverdenens mest anerkendte konkurrencer.
Wolf Blass modtog den eftertragtede titel i 1992, og i år gik den til hans landsmand Peter Lehmann, hvis vinhus af samme navn ligger i Barossa Valley.
Det er anden gang, Peter Lehmann kan bryste sig af titlen – også i 2003 løb han af med sejren.

Australien plaget af frost og tørke
Vejrguderne er ikke ligefrem i kridthuset hos australierne i øjeblikket. Forårets frost hærger i de østlige distrikter, og det er til stor skade for den kommende vinhøst.
Det hjælper heller ikke på det, at myndighederne har indført strenge vand-restriktioner, så vinmarkerne ligeledes plages af tørke.
Ifølge Decanter kan de katastrofale forhold betyde, at hele 500.000 tons druer, en fjerdeldel af den normale høstmængde, forgår. Det vil så igen medføre store tab for drueavlerne – flere af dem må måske ligefrem dreje nøglen om.

Dårlig høst skærer ned på vinsøen
Selv om det ser sort ud for de australske drueavlere, så er der ikke noget, der er så skidt, at det ikke også er godt for noget. Australien lider nemlig af en kolossal overproduktion af druer og en deraf følgende vinsø på 900 millioner liter vin. Så den mindre høst vil kunne formindske den store vinsø med en god sjat – formodentlig hele 375 millioner liter vin, hvilket svarer til 40%.
Det er de køligste regioner i Australien, der er hårdest ramt af frosten – blandt andet Limestone Coast, det nordlige Tasmanien og King Valley. Og det er faktisk også herfra, den største del af de alt for mange druer kommer.
.............
18-17
............

...........
Etienne Montès flankeret af Flemming Deichmann og Helge M.L. Sidor fra Compagniet.
...........

...........
I de to år, den søde vin lå udendørs på fade, blev den fulgt nøje og smagt med jævne mellemrum. Men fadene blev ikke fyldt efter. Vinen blev lavet på druerne Grenache Blanc og Macabeu.
    En stjerne-leverandør
    I tirsdags havde Compagniet besøg af en af deres stjerne-leverandører, Etienne Montès fra Roussillon. Han har været her før, sidst for tre år siden, men det er altid en fornøjelse af være med til en smagning af hans vine.
    Vi smagte i alt tolv vine. To af dem er ikke i handelen i Danmark, og andre har vi smagt før i de samme årgange. Men det gjorde ikke noget. Det gav os lejlighed til at konstatere, at det er vine, der udvikler sig meget langsomt, og at de meget gerne må have lov til at ligge i op til ti år fra høståret.

    Naturligt søde vine
    Én ting er Etienne Montès’ rødvine. Det er prægtige vine. En anden ting er hans søde vine, de såkaldte vins doux naturels – dvs. vine, hvis gæring er stoppet ved tilsætning af spiritus, så ikke alt sukkeret er omdannet til alkohol.
    En af dem er en Rivesaltes Ambré (ravfarvet), som har fået navnet "15/10", fordi druerne blev stukket sammen den 15. oktober.
    Før denne dato blev vinen lagret to år på fade, som lå udendørs i al slags vejr, inklusive snevejr – en fin, gammel teknik i Roussillon. Fadene blev ikke fyldt op for at kompensere for fordampningen med det resultat, at vinen har fået en spændende iltet smag.
    Som det fremgår af vore smagenotater og stjerner længere nede, var det lidt af en drømmesmagning. Næsten alle slottets vine fik fem stjerner.
...............
>30/07
...........

...........
De to vindere, Henrik Ravnemose og Rasmus Kliim fra Restaurant Horizonten i Køge, og deres vinderdessert, "Efterår med Ambré". Dommerkommiteen var sammensat i samarbejde med køkkenchefernes forening og sommelierforeningen. På Sopexa's website kan man læse yderligere om arrangementet og se flere billeder. (Fotos: Anders Hviid).
    Usædvanlig dessert-konkurrence
    I mandags havde vinproducenterne i Roussillon i samarbejde med Sopexa arrangeret en ret usædvanlig konkurrence.
    Den gik ud på, at en sommelier og en dessertkok sammen skulle kreere en dessert, som passer til en sød Rivesaltes Ambré eller Tuilé fra Roussillon.
    Fem hold deltog i finalen. De havde hver fire timer til at fremstille deres dessert og tyve minutter til at servere for dommerne og argumentere for deres valg af vin og dessert.
    Førsteprisen gik til Henrik Ravnemose og Rasmus Kliim fra Restaurant Horizonten i Køge, og vinen, de havde valgt, var netop den Château la Casenove "15/10", som vi fortæller om ovenfor.
    Den dygtige dessertkok og hans sommelier-makker kan glæde sig til præmien, der er en rejse til Roussillon med vinsmagning og kursus hos den kendte franske dessertkok og chokolademager Olivier Bajard. Og ud over denne rejse skal holdet til Perpignan i januar for at deltage i den internationale Roussillon Dessert Trofæ konkurrence i forbindelse med en konference om Muskat fra Middelhavsområdet.
    2. pladsen gik til brødrene Alexander og Jonathan Berntsen fra Jan Hurtigkarls restaurant, og 3. pladsen gik til Daniel Kruse og Alden Vazquez fra restaurant Saison.

    En særlig dato
    Med til ovenstående to historier hører, at netop den 15. oktober 2004, da dessertvinen "15/10" blev stukket sammen af vinen fra de fem udendørs fade, var sommelieren Henrik Ravnemose og hans kone, Charlotte, på Château La Casenove for at besøge Etienne Montès. De deltog i sammenstikningen, og efter endt arbejde spiste de middag sammen i Perpignan.
    Under middagen kom det frem, at det netop den dag var (1) Etienne Montès’ fødselsdag, (2) Henriks fødselsdag og (3) datoen, hvor Charlotte og Henrik i sin tid mødte hinanden. Det skålede de på – og blev enige om, at vinen skulle hedde "15/10".
    Præcis et år efter fik kronprinsparret deres førstefødte, Prins Christian, så der må jo være et eller andet ved den dato.
...............
>33/07
.............
14 postkort fra
LOMBARDIET
...............
      For nogle uger siden var vi på vinrejse i det norditalienske Lombardiet, og fra turen sender vi i disse uger i alt fjorten postkort. De første fire bragte vi i sidste uge. Her kommer de næste tre, der handler om Franciacortas fremragende boblevine.
...............

.......
Den store udstilling af Franciacortas mousserende vine blev afholdt i det gamle 1500-tals kloster Abbazia Olivetana i byen Rodengo Saiano. Det vrimlede med mennesker.
.......
    Postkort nr. 5 fra Lombardiet:
    Stor vin på linje med Champagne og Cava
    Vi var netop i distriktet Franciacorta, da vinhusene havde deres store årlige præsentation af mousserende vine. Her havde vi mulighed for at smage 99 vine fra 52 producenter, inklusive den berømte Ca’ del Bosco samt Bellavista og Cavalleri, der i sin tid var bannerførere for den fornemme boblevin, der kun har eksisteret i 30 år.
    Franciacorta er den eneste italienske vin lavet efter champagnemetoden, der har fået den højeste appellation, DOCG, og man lægger vægt på, at dette er ikke spumante. Det er en stor vin på niveau med champagne og cava og en vin, der laves efter strengere regler end nogen anden mousserende vin i hele verden. Blandt andet skal den lagres mindst 25 måneder, men mange lader den ligge i op til 36-48 måneder.
    Eneste problem: Der er ikke så meget af vinen, og den er derfor ikke så kendt. Mens franskmændene producerer næsten 300 millioner flasker champagne, producerer Franciacorta kun lidt over 6 millioner flasker. Champagne er 50 gange så stor!
    Men som de sagde dernede: – Det tog champagne-folket 300 år at skabe deres distrikt. Vi har kun haft 30.
    .......

.......
Kældermesteren Pierguiseppe Manessi demonstrerer en af de to gyropaletter i den fornemme vingård Lo Sparviere. Den ejes af familien Beretta, der også fremstiller skydevåben.
.......
    Postkort nr. 6 fra Lombardiet:
    Efter champagne-metoden
    Franciacorta – det lyder, som om det har noget med Frankrig at gøre, men det er ikke tilfældet. Man mener, at distriktets navn stammer fra Franchae curtes (dvs. Fritagne gårde), idet små samfund af Benediktiner-munke i middelalderen var fritaget for skat.
    Franciacorta har to appellationer. I Franciacorta DOCG laves de mousserende vine, og i Terre di Franciacorta DOC laves rød- og hvidvine.
    Boblevinene skal ifølge vinloven fremstilles af Chardonnay, suppleret af Pinot Bianco og Pinot Nero, og det skal ske efter champagne-metoden og med en meget lang flaskelagring. Nogle steder benytter man de skråtstillede reoler, pupitres, når bundfaldet gennem stadige bevægelser skal bundfældes på en midlertidig kapsel, men andre steder benytter man de såkaldte gyropaletter, hvor 504 flasker samles i store metalkurve og bevæges på én gang – helt automatisk.
    .......

.......
Silvia Sabotti, der er administrator på Lo Sparviere, står foran nogle af vingårdens 100.000 flasker mousserende vin, der lagres i flere år. I hænderne holder hun en trykmåler, der viser, at der er 6 atmosfæres tryk i flasken.
    Postkort nr. 7 fra Lombardiet:
    En silkeblød boblevin
    En Franciacorta-vin har 6 atmosfæres tryk i flasken – altså næsten tre gange så meget som i et bildæk. Men man fremstiller også en særlig udgave, som man har givet navnet Franciacorta Satèn, dvs. Silke.
    Det er et godt navn, for vinen har en vidunderlig silkeblød, cremet og meget lækker smag. Vi faldt pladask for denne vin.
    Satèn laves udelukkende på de hvide druer Chardonnay og Pinot Bianco og med højst 15 gram sukker pr. liter. Vinen er altså brut. Og frem for alt har den ikke 6, men kun 4,5 atmosfæres tryk i flasken. Den fås både med og uden årgang.
    .......
.......
34/07

...........
Protester i Bordeaux mod EU’s forslag
Ifølge Just Drinks blev EU’s landbrugskommissær Mariann Fischer Boel ikke just mødt af klapsalver, da hun for et par dage siden besøgte Bordeaux – blandt andet for at holde møde med Bordeaux’s producentforening.
Hendes forslag om at komme EU’s vinsø til livs ved at nedlægge store arealer med vinmarker har vakt harme blandt producenterne, og de var derfor trukket i protesttøjet. De mener, at løsningen er en skærpet markedsføring af deres vine frem for ødelæggelse af deres levebrød.

Undersøgelse af miljøproblemer ved fremstilling af vin
Forskere på universitet i Palermo har gået et vinhus efter i sømmene for at finde frem til nøjagtigt hvor megen forurening, der følger i kølvandet på fremstillingen af en enkelt flaske vin.
Forskningsobjektet var ifølge Decanter det sicilianske vinhus Milazzo, der fremstiller vinen Terra della Baronia. Og resultatet af undersøgelsen ville nok kunne få mange miljøfolk op af stolen.
Det viste sig, at for hver eneste flaske, vinhuset fremstiller, bliver naturen forurenet med 0,5 kg miljøskadeligt affald og luften med 16 g svovldioxid.
Milazzos årlige produktion på 100.000 flasker resulterer i 5000 kg papiraffald, store mængder spildevand og hele 10.000 kg plasticaffald.
Det vil ejerne af vinhuset ikke lade sidde på sig, så nu har de lagt kursen om. De har blandt andet indført systemer til genbrug af såvel plastic som vandingsvand og har fundet på en ny og mere miljøvenlig måde at trykke deres vinetiketter på.

Château Pichon Longueville solgt
I 30 år har Château Pichon Longueville Comtesse de Lalande i Bordeaux været i May-Eliane de Lencquesaings eje. Nu er det slut. Slotsejeren, der har rundet de 80 år, har ifølge Decanter valgt at sælge slottet, og køberen er champagnehuset Louis Roederer.
Familien Rouzaud, der ejer de berømte bobler, har i det hele taget været på storindkøb både i og uden for Frankrig. Til besiddelserne hører nemlig også Château Haut Beausejour og Château de Pez, begge i Bordeaux. Derudover ejer familien Maison Délas, Domaines Ott, Champagne Deutz samt Roederer Estate og Scharffenberger i Californien og Ramos Pinto Port i Portugal.

Kinesere på indkøb i Bordeaux
To kinesiske forretningsfolk med pengepungen i orden har et godt øje til Bordeaux-slottene Château la Tonnelle og Châteaux Lamothe-Cissac.
For nogle uger siden bekendtgjorde ejeren af slottene, der begge har cru bourgeois status, at det nu vil være muligt for private investorer formedelst 20.000 euro (cirka 150.000 dkr.) at købe en andel i vinmarkerne. Til andelen hører så også et hjørne af slotsbygningerne.
Kineserne har dog ikke tænkt sig at nøjes med en mindre bid af kagen, men satser ifølge avisen SudOuest på storindkøb, så de kommer til at eje hovedparten af andelene.
..............
44-43/07
...........
...........
Det var den spanske ambassadør, Melitón Cardona, der overrakte Michael Laudrup årets Cava-pris. Den er på 100 flasker Cava, men ambassadøren slap med at frembære en enkelt kæmpeflaske.
    Cava-prisen til Laudrup
    Fredag var den store Cava-dag, som blev fejret på Operaens Takkelloft.
    Der var en stor smagning, organiseret af Cava-instituttet i Barcelona og den spanske ambassadens handelsafdling i samarbejde med Vinens Hus.
    Der var et Cava-seminar ledet af den formanden for den katalanske sommelierforening, Jordi Bort.
    Der var 50 Cava-mærker, som blev smagt af cirka 250 professionelle vinfolk og cirka 200 forbrugere.
    Og til slut var der en stor middag i Operaens banket med en Cava-buffet, hvor man selv kunne teste kombinationerne af mad og cava..
    Og så var der ikke mindst uddelingen af årets Cava-pris, som denne gang gik til Michael Laudrup. Den gives hvert år til en person, som gennem sit virke har beriget os danskere med fornøjelige stunder, og det har Laudrup jo gjort så overbevisende, at han er blevet en af fodboldverdens største legender.
...........
Epokegørende nyt om resveratrol
Vi har flere gange skrevet om, hvordan et par glas vin om dagen er godt for helbredet. Det skyldes blandt andet stoffet resveratrol, der findes i druernes skind og frem for alt i skindet på de blå druer og dermed i temmeligt store mængder i netop rødvin. Visse planter danner også resveratrol som et værn mod blandt andet svampeangreb.
Det har vist sig, at stoffet forlænger livet hos bananfluer med 30% og hos fisk med op til 60%. Nu afslører helt nye undersøgelser på Harvard Medical School i Boston, at også mus lever betydeligt længere, hvis de får resveratrol. Og det er epokegørende nyt, da mus jo er pattedyr ligesom os.

Overfede mus levede længere
I de amerikanske forsøg indgik et større antal overfede mus, der holdt vægten oppe via en særlig kalorierig diæt. Halvdelen af musene fik derudover resveratrol, og ifølge videnskabsmagasinet Nature viste det sig, at de fleste af disse mus levede tre til fire måneder længere end den halvdel, der kun havde fået mad.
Sidstnævnte udviklede – ligesom overvægtige mennesker – diverse fedmerelaterede sygdomme så som sukkersyge og hjertelidelser, mens "resveratrol-musenes" helbred var langt bedre og vævet i deres hjerte og lever betydeligt sundere.
...............
    Vinbog sejrer i svensk konkurrence
    I forrige weekend var det svenske madcenter Grythyttan rammen om en række begivenheder, hvori indgik præmiering af Sveriges 26 bedste bøger om mad og vin.
    Bøgerne var blevet bedømt af en jury nedsat af Måltidsakademiens biblioteksstiftelse, og den bedste bog inden for alle kategorier var en bog om vin: "Vinets magi: En kulinarisk resa runt jorden", skrevet af Bengt-Göran Kronstam og Claes Löfgren og udgivet af Bokförlaget Max Ström.
    Bogen, der koster 266 skr., sælges af flere netboghandlere.
...............
>07/07
.............
...........
Margrit og Robert Mondavi.
    82 år og helt i front
    Fra Salzburg Jazz Festival har Ruth Tilgaard fra De Danske Vinrejser sendt os en mail om en vinsmagning ud over det sædvanlige – otte vine til 1500 deltagere.
    Vinene var fra Mondavi, der er sponsor for Count Basie Orchestras deltagelse i festivalen, og Robert Mondavis kone, Margrit, var smagningens kransekagefigur.
    Selv om hun er fyldt 82, var hun helt i front. Hun introducerede orkesteret, hun fortalte om fremtidsplanerne for Mondavi Winery – og efter en middag var hun ikke af dansegulvet før hen ad ét om natten.
    Den store smagning blev afholdt for de 1500 tilskuere til koncerten, og i forbindelse med smagningen bortauktionerede man sjældne flasker. De 7500 euro, der kom ind, gik til musikerne.
    – Alt i alt var det et usædvanlig fint arrangement, skriver Ruth Tilgaard, – et arrangement, der efterlader det bedst tænkelige indtryk af Mondavi og Constellation, som sidste år overtog Mondavi.
...........
Uenighed om vodka-fremstilling
Gennem længere tid har vodkaens traditionelle hjemlande som Sverige, Finland og Polen banket EU på døren. Landene vil ifølge Just Drinks have en fast regel om, at man udelukkende må bruge korn og kartofler til fremstilling af vodka.
Men EU’s landbrugskommissær, Marianne Fischer Boel, er overbevist om, at en sådan afgørelse ville kunne ende med en international handelsstrid. Hun mener, at enhver råvare må kunne anvendes som basis for vodka – så længe den bare er angivet på flasken.
Det er der mange, der er enige med hende i – blandt andet den britiske spirituskoncern Diageo. Den ejer nemlig vodkamærket Cîroc, som fremstilles på basis af druer.
..........
45-46
...............
--...............--.
    Den danske vinbranche
    * Oxholm Vin har optaget importen af vine fra champagnehuset Raymond Henriot.
    * Gravesen Vine har fået importen af vinene fra Domaine Armand i Cairanne i Rhônedalen.
    * International Business Partners / Epicur Vin har fået importen af vinene fra fire Bordeaux-slotte: Château Montlabert (Saint-Émilion Grand Cru), Château Maurac (Haut-Médoc Cru Bourgeois), Château Trigant (Pessac-Léognan) og Château Guillot-Clauzel (Pomerol).
    * Jysk Vin har optaget importen af tyske vine fra Weingut J. Rosch og Weingut Kirsten (begge i Mosel), italienske vine fra Velenosi (Marche) og Rocca di Fabbri (Montefalco), spansk vine fra Bodega Abel Mendoza (Rioja) samt argentinske vine fra Renacer (Mendoza).
    * Vinodan har optaget importen af vine fra det chilenske vinhus Viña Ventisquero.
    * Langhe Vine har optaget importen af vine fra Cascina Luisin i det italienske Barbaresco.
    * Toscavini har optaget forhandlingen af vinene fra Vinosia fra det italienske Puglia.
    ........--....
    Karberg kan
    I Berlingske Nyheds Magasin’s Guld-nummer, der netop er udkommet, er der en oversigt over de største danske firmaer med drikkevarer, og her handler fire af disse firmaer med vin og spiritus: V&S Danmark, Flemming Karberg, Taster Wine og Bacardi-Martini Danmark.
    Overskriften lyder "Karberg kan", og Flemming Karberg og familiens firma, Hans Just, har da også sidste år fået en overskudsgrad på 16%, mens omsætningen voksede med 18% til 505 mio kr., og netto-resultatet landede på 143 mio kr.
    V&S Danmark har sidste år haft en omsætning, der er hele tre gange så stor som Karbergs, nemlig 1,5 milliarder kr., og et netto-resultat på 69 mio kr.
    Taster Wine har haft en omsætning på 368 mio kr. og et netto-resultat på 31 mio kr.
    Og Bacardi-Martini Danmark har haft en omsætning på 307 mio kr. og et netto-resultat på 4 mio kr.

    18,6% af vores vin er i boks
    V&S Danmark er en gren af den store svenske V&S Group, og hele gruppen klarer sig også fint - også i år. I årets første ni måneder steg netto-omsætningen med 13% til knap 6,1 mia kr. sammenlignet med samme periode i 2005, mens driftsresultatet steg med 18% til godt 1,3 mia. kr..
    På det danske marked opleves fortsat vækst for bag-in-box-vine, der fortsætter med at tage markedsandele fra den traditionelle vinflaske. Alene i tredje kvartal er den samlede markedsandel for bag-in-box ifølge ACNielsen steget fra 17% til 18,6%, svarende til en vækst på næsten 10%.
    Derudover oplever Kjær & Sommerfeldt en markant kundetilgang på et meget presset HoReCa-marked.
    .................
      Vil du have vores løbeseddel?
      Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
      vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
      pr. e-mail hver uge. Klik her!
      Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
      vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
    ...............
    03-02/07
    .........
      Ugens vinøse billede
      Else Christensen har været på besøg på Schloss Johannisberg i det tyske Rheingau og tog dette billede af budbringeren, der i 1775 skulle give klarsignalet til årets høst.
      Johannisberg var på det tidspunkt et kloster, og munkene var underlagt den regel, at fyrste-abbeden i Fulda hvert år skulle give sin tilladelse til høsten.
      Men i 1775 kom kureren ikke med abbedens brev. Fortvivlede ventede munkene i både dage og uger. Bønderne rundt omkring havde for længst høstet, men på Johannisberg hang druerne og blev mere og mere overmodne. Til sidst begyndte de at skrumpe og blev dækket af grå skimmel – det vi i dag kalder den ædle råddenskab.
      Endelig – med ugers forsinkelse – kom sendebudet. Han var blevet tilbageholdt af røvere (eller af svirebrødre eller fruentimmere – alt efter hvem der fortæller historien). Men da var høsten allerede ødelagt. Mismodige gik munkene i gang. Druerne blev indsamlet og presset og vinen lagt på fad.
      Men da tiden var inde, og vinen skulle smages, fik munkene deres livs overraskelse. For her stod de – ikke med en udrikkelig vin, men med en sød og meget aromatisk nektar, som skimmelsvampene havde givet en særlig tone. Den store, tyske ædelsøde vin var skabt.
      I Danmark forhandles vinene fra Schloss Johannisberg af Pedersborg Vin i Skive.

      Hvem kommer med det næste billede til os?
      Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.
    ......................................
    34-07
    ...............
    Smagte vine i denne uge
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 43 vine. Af disse vine var der 36, som fik mere end to stjerner, og 22, som fik fem stjerner altså lige ved halvdelen. I alt blev det til 159 stjerner og i gennemsnit 3,9 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her.
    ...........
      ...
      Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
      .....
    ...........
    Smagningen af Wolf Blass' vine


    Wolf Blass, Red Label Sparkling, Chardonnay / Pinot Noir, Barossa Valley, Australien
    75 kr., Vintappergaarden
    Et dejligt brus med elegante små bobler fylder munden, når man smager på denne mousserende vin. Den er fyldig med en fin smag af blandt andet modne pærer. Den femte stjerne får den for prisen.


    Wolf Blass, Black Label, Cabernet Sauvignon, Barossa Valley, Australien 1998
    599 kr., Vintappergaarden
    En rødvin med en stor koncentration af sød, frisk frugt samt toner af violer og chokolade. Eftersmagen er uendelig blød og rund.


    Wolf Blass, Black Label, Cabernet/Shiraz, Barossa Valley, Australien 2000
    599 kr., Vintappergaarden
    Denne rødvin er en lækkerbisken med lugt og smag af søde brombær, vanille, chokolade, trøffel og alt muligt andet godt. Nyd den fx til modne oste.


    Wolf Blass Black Label, Shiraz / Cabernet, Barossa Valley, Australien 2002
    599 kr., Vintappergaarden
    Modne jordbær og andre søde bær præger smagen af denne skønne rødvin. Der er ingen skarpe kanter. Vinen slutter rundt og blødt med et strejf af eg.


    Wolf Blass, Gold Label, Riesling, Barossa Valley, Australien
    109 kr., Vintappergaarden
    En utrolig blød hvidvin, med moden frugt og afrundet syre. Der er lidt toast og mineraler – især i duften. Ifølge vinhuset er denne hvidvin optimal om ti år eller mere. Det må komme an på en prøve – umiddelbart tror vi, den så må være toppet.




    Smagningen af Etienne Montès' vine


    Château La Casenove, La Garrigue, Vin de Pays Catalans, Frankrig 2004
    70 kr., Compagniet
    Mourvèdre, Grenache, Carignan og Syrah mødes i denne ganske dejlige rødvin, afrundet og lækker. Vi har tidligere smagt den i to andre årgange, men denne er nok en tak bedre. Vinen er under udvikling og må meget gerne ligge endnu et år eller to.


    Château la Casenove, Cuvée Commandant François Jaubert, Côtes du Roussillon, Frankrig 1998
    210 kr., Compagniet
    En prægtige og meget lækker rødvin, som udmærker sig ved et bredt smagsspektrum, fyldig frugt, fin sødme og bløde tanniner. Den er egnet til mange kødretter og må gerne plaskes over i en karaffel et par timer før måltidet. Eller dagen før, siger Etienne Montès. Vi smagte yderligere årgangen 2000, som stadig er ung og gerne skal ligge nogle år. Også et herligt bekendtskab.


    Pla del Rei, Domaine Saint Luc, Côtes du Roussillon, Frankrig 2000
    595 kr., Compagniet
    Navnet Pla del Rei betyder Kongens Lejrplads – et sted, der er populært i Katalonien, for det var der, den franske kong Philip le Hardi blev stoppet i 1200-tallet, da han forsøgte at indtage Barcelona for at underlægge sig området. Vinen er fantastisk med en intens rød farve, en stor og rig duft og en fyldig smag med mange facetter – peber, mørk chokolade ... En stor og perfekt vin. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet. Der er kun lavet 5000 flasker samt 600 magnumflasker af denne vin.


    Château la Casenove 15/10, Rivesaltes Ambré, Frankrig 1998
    185 kr., Compagniet
    Den ravfarvede, søde vin, der blev tappet den 15. oktober 1998. Den har en herlig duft og en ren smag af svedsker og figner – samt af den iltning, den har fået ved at ligge to år i fade udendørs i al slags vejr. En vanvittigt lækker vin.


    Château la Casenove, Vin Doux Naturel, Rivesaltes, Frankrig 2001
    125 kr., Compagniet
    En elegant, sød og rød hedvin – men ikke sliksød – med en indsmigrende duft, en let teglstensrød farve og en smag af figner og brændte svedsker – og af vin. Vinen er lavet på 100 procent Grenache Noir. Vi har ladet os fortælle, at vinen ikke ændrer sig særligt meget, hvis man gemmer resten af flasken i køleskabet i op til fjorten dage.


    S’Arena, Château la Casenove, Vin de Table, Frankrig, uden årgang
    185 kr. for 50 cl, Compagniet
    En vidunderlig sød vin med Muskat-druens aromatiske duft og smag og med de mange facetter i fin balance. Koncentreret er den – der er druer fra mere end halvanden vinstok i hver flaske – men den er ikke alkoholisk. Den er kun på 11,5%.


    Château la Casenove, Macabeu / Torbat, Vin de Pays Catalan, Frankrig 2000
    110 kr., Compagniet
    To ret usædvanlige druer, der mest bruges til søde vine, mødes i denne tørre hvidvin. Den første, Macabeu, indgår dog også i den spanske cava. Også vinen her er usædvanlig. Den er meget blød og afrundet med tilpas fadlagring. Men er den lige ved at være lidt vel aldrende?


    Masia M, Etienne Montès, Vin de Pays des Côtes Catalanes, Frankrig 2004
    60 kr., Compagniet
    Kraftig og saftig rødvin på Syrah-druen med en fin, ren druesmag.




    Hvidvin


    Neiss, Chardonnay, Trocken, Pfalz, Tyskland 2005
    105 kr., Vinum Bonum
    Noget så interessant som en tysk hvidvin på den store Bourgogne-drue Chardonnay. Den er virkelig tør, trocken, med god frugt og en meget livlig syre. Mere tysk end Bourgogne, men bestemt af høj kvalitet. Udpræget til mad.


    Devois des Agneaux d’Aumelas, Coteaux du Languedoc, Frankrig 2004
    57,50 kr. ved 2 flasker, Kvickly
    En strågul hvidvin med en dejlig frisk smag af citrus, orangeskal og melon. Den har en behagelig fedme og slutter med et tørt bid.


    Caspia, Buller, Chardonnay, Victoria, Australien 2005
    79,75 kr., indtil 31. oktober 69,75 kr., H.J. Hansen og Magasin
    Dejligt læskende og frugtagtig hvidvin med en ren smag med toner af citrus. Flasken har skruelåg.


    Cycles Gladiator, Chardonnay, Central Coast, Californien 2005
    70 kr., i denne uge (uge 45): 50 kr., SuperBest
    Kan man lide en hvidvin med en ret udtalt smag af egetræ, så er dette sagen. Og til 50 kr. er vinen – i så fald – lidt af et fund.


    Angove’s Chardonnay, Bear Crossing, South Australia, Australien 2004
    54,95 kr., Amka
    En flot og typisk Chardonnay med smag af moden frugt og mirabelle. Alkoholindholdet er på 14%, så det er ikke en hvidvin, man drikker til en let frokost. Men til en kraftig fiskesuppe om aftenen vil den gøre sig rigtig godt.




    Rødvin


    La Pennita, Sangiovese di Romagna Superiore, Italien 2005
    65 kr., Rexwine
    Saftig og fint afrundet rødvin med en smag, som fylder munden med frugt og varme. Glimrende til pasta og kødretter.


    3 Pomares, Douro, Portugal 2004
    59,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
    Flot og dejlig rødvin med bred frugt og fint krydderi – og til en yderst rimelig pris.


    Oenodea, Macedonia, Grækenland 2003
    114,75 kr., H.J. Hansen og Magasin
    Igen en dejlig græsk rødvin, denne gang på Cabernet Sauvignon og Merlot. Den har en god duft og en smag, der breder sig blødt i munden med mørke sorte bær – brombær, hyld – chokolade og vanille.


    Cycles Gladiator, Pinot Noir, Central Coast, Californien 2005
    70 kr., i denne uge (uge 45): 50 kr., SuperBest
    En virkelig god Pinot Noir med alle de kendte facetter i fin harmoni. Skænk den let afkølet. Et fund til tilbudsprisen.


    Justin Cuvée Piquemal, Domaine Piquemal, Vin de Pays des Côtes Catalanes, Frankrig 2004
    59,75 kr., Vinmonopolet
    Skovbund og østershatte er det første, man tænker på, når man lugter til denne rødvin. Smagen er kraftig og krydret med toner af aromatisk peber og med en anelse mild lakrids til slut.


    Uccelliera, Brunello di Montalcino, Italien 2001
    332 kr., Fiasco-Vine
    Hold dog op, hvor er den god – hammergod, forfinet, elegant, moden, blød og lækker. Og den må være typisk for distriktet, for to i smagepanelet gættede, hvad der var i glassene.


    Longridge, Merlot, Coastal Region, Sydafrika 2004
    99 kr., i denne uge (uge 45): 74,50 kr. ved 2 flasker, Kvickly
    Vellykket rødvin med en bred og blød frugt. Merlot i en ny og spændende udgave. Den skal ubetinget skænkes til en lidt kraftig kødret.


    Señorio de Vilarrica, Crianza, Rioja, Spanien 2003
    63,75 kr. ved 12 flasker, SpanskeVine
    At lugte til denne rødvin er som at gå en tur i skoven en efterårsdag. Friske svampe, brombær, muld og grønne blade møder næsen. Smagen byder på aromatisk peber og moden frugt. Vinen har en flot syre, der gør den yderst velegnet til kraftige og lidt fede retter.


    Pierre Amadieu, La Paillousse, Châteauneuf du Pape, Frankrig 2003
    169,95 kr. ved 12 flasker, Wine Group
    Fyldig og flot rødvin, harmonisk og med god struktur, mørke rosiner, kaffe ... En vin, som man faktisk ikke behøver mad til, men som kan bruges til meditationsvin.


    Mas Nicot, Coteaux du Languedoc, Frankrig 2003
    69 kr., Rungsted Vinhandel
    En hverdags-rødvin med god frugt og struktur.


    Cuyum Mapu, Barbera, Mendoza, Argentina, 2003
    49,50 kr. ved 12 flasker, Norton Vinimport
    En Piemonte-drue på gæstespil i Argentina – og i en rigtig god rødvin med god, frisk og varm frugt og tilpas syre og garvesyre. Det er en vin, der skal ledsage mad – og meget gerne plaskes over i en karaffel et par timer før måltidet.


    Domaine de Cristia, Côtes-du-Rhône, Frankrig 2005
    59,95 kr., The Wine Company
    Ganske flot rødvin med frugt og krydderi i fin harmoni. En god Rhône-vin til en rimelig pris.


    Viu Manent Reserve, Cabernet Sauvignon, Colchagua Valley, Chile 2003,
    49,50 kr. ved 12 flasker købt online, Philipson Wine
    En meget ren Cabernet-lugt af solbær præger denne rødvin. Smagen er intens, fyldig og fuld af søde bær i eftersmagen. Det er en perfekt julevin, som mange vil kunne lide, og som kan hamle op med både rødkål og fed mad.


    Tarapaca, Cabernet Sauvignon / Merlot, Central Valley, Chile, uden årgang
    179,75 kr., indtil jul: 149,75 kr. for boks med 3 liter, Skjold Burne
    Dette er, hvad man får for 37,44 kr. pr. helflaske – en ret god rødvin til daglig brug. Det er fint, at der på boksen er stemplet både tappedato og "holdbar til". Og yderligere står der "Keeps for 6 weeks after opening".


    Baron d’Arignac, Vin de Pays d’Oc, Frankrig 2005
    35 kr., 23,33 kr. ved 6 flasker, Merko og Aktiv Super
    En lille, let og saftig hakkebøffe-rødvin, der er nem at drikke. Og billig er den jo.


    Rutherford Ranch, Merlot, Napa Valley, Californien 2003
    89 kr., Kvickly
    Amerikansk mainstream-rødvin med en let sødme og toner af vanille fra fadlagringen.




    Sød vin


    Niepoort, Late Bottled Vintage Port, Portugal 2001
    159,75 kr., indtil jul: 129,75 kr., Skjold Burne
    En rigtig god portvin med bred frugt og tilpas sødme. Tilbudsprisen er meget attraktiv.




    Eftertryk er tilladt i trykte medier
    Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.