Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 10, 2007





Vin-aktuelt i uge 10
5. til 11. marts 2007
...............

VinAvisen uge 09........VinAvisen uge 08........VinAvisen uge 07

...............
    .......
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Klik her! På samme side kan du ændre din adresse eller melde fra. Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
    .......
    .......
    Søg i næsten 500 tidligere VinAviser

.......
...............
...............
Et glas vin om dagen forlænger livet
I den forløbne uge har American Heart Association holdt kongres i Florida, og under kongressen fremlagde hollandske forskere resultaterne af en undersøgelse, der viser, at et glas vin om dagen forlænger livet.
Den lille daglige dosis alkohol nedsætter risikoen for at dø af en hjerte-kar-sygdom og i det hele taget at dø af en hvilken som helst årsag.
Og netop vin beskytter bedre end andre typer alkohol.
Undersøgelsen omfatter 1373 mænd, født mellem 1900 og 1920 og alle fra byen Zutphen i det østlige Holland, og personerne er blevet fulgt igennem 40 år.

Hellere vin end noget andet
Forskerne fandt, at et dagligt forbrug af mindre end 20 gram alkohol resulterede i en 34% lavere risiko for at dø af en hjerte-kar-sygdom og en 36% lavere risiko for at dø af anden årsag – sammenlignet med et forbrug på nul genstande. Og hvis forbruget lægges på vin, sænkes risikoen med henholdsvis 48% og 40%.
Ifølge forskerne vil de, der drikker vin, leve 3,8 år længere end afholdsfolkene. Hvis man i stedet drikker anden alkohol, vinder man kun 1,6 år.
En længere beskrivelse af undersøgelsen ligger på American Heart Association’s hjemmeside.
...............
V&S vil lukke spritfabrik
Den endnu statsejede V&S Group har besluttet at lukke sin produktion i den svenske by Sundsvall og forventes at flytte produktionen til sine virksomheder i henholdsvis Aalborg og Svendborg.
Lukningen, der vil gøre 80 medarbejdere arbejdsløse, er et led i en plan, der skal spare koncernen 70 millioner skr. i løbet af de næste to år.
Til Just Drinks siger en talsmand fra V&S Group, at lukningen må ses i sammenhæng med det faldende salg af spiritus i Sverige, hvor forbrugerne henter billigere flasker i Danmark.

Tilbage til 1932
I tirsdags afgjorde en ret i Bordeaux, at den seneste Cru Bourgeois-klassifikation fra 2003 skal annulleres. Så nu er man tilbage til den oprindelige klassifikation fra 1932, og næsten 200 slotte kan atter kalde deres vine Cru Bourgeois.
87 af slottene kan yderlige smykke sig med titlen Cru Bourgeois Supérieur og 9 med Cru Bourgeois Exceptionnel.
...............
Niels Lillelund som vinhandler
For to uger siden fortalte vi, at Berlingske Tidende ikke mere vil bruge sin vinskribent til at anbefale vin, som avisen sælger til sine abonnenter.
Et lignende salg har Jyllands-Posten imidlertid ikke noget imod. Ifølge flere e-mails fra vore læsere har avisen i længere tid solgt vin, udvalgt af vinskribenten Niels Lillelund.
I de store annoncer i avisen nævnes Niels Lillelund ikke, men det gør han til gengæld på avisens hjemmeside. Her står der:
Hver måned udvælger Jyllands-Postens vinskribent Niels Lillelund en række særligt gode vine fra forskellige vinimportører. Alle udvalgte vine prøvesmages og beskrives i detaljer eksklusivt for JP Master abonnenterne, som også får konkrete serveringstips.
I denne måned er det dog ikke lykkedes Niels Lillelund at finde vine fra flere forskellige vinimportører. Alle vinene er fra en og samme importør, hvis navn ikke nævnes.

Mere norsk grænsehandel
Nordmændenes grænsehandel i Sverige sætter ifølge avisen Aftenposten ny rekord. Sidste år hentede nordmændene varer fra det svenske Systembolag til en melodi af mellem 9,5 og 10 milliarder norske kroner. Det er 10% mere end i 2005. Varerne omfatter dog ikke kun vin, spiritus og øl. Der er også tobak, snus og kød med i bilernes bagagerum.
Købet af øl er steget med næsten 11% – nordmændene hentede næsten 7,2 millioner liter. Vin og hedvin er øget med 5,3%, mens spiritus viser en svag nedgang på 0,19%.
Den norske Vin- og Brennevinleverandørenes Forening mener, at også købet af vin fra Danmark og den taxfree handel er øget.
Norske beregninger viser, at handelen flytter 8-9000 arbejdspladser over grænsen til Sverige.
...............
Tre fjerdedele kigger på appellationen
Hvad betyder appellationen for dig? Sådan spurgte vi vore læsere i sidste uge. Kigger du på appellationen, når du står over for en flaske på butikshylden, eller betyder den kun lidt?
I alt 2650 satte en prik i spørgeskemaet, og fordelingen af svarene ses i skemaet til højre.
690 læsere, lige over en fjerdedel, har ikke noget specielt forhold til det med appellationer, mens resten opfatter dem som en hjælpende hånd eller helt afgørende.
...............
    Løfter fra en præsident-kandidat
    Nicolas Sarkozy, der kandiderer til posten som Frankrigs præsident, lover at lempe den forkætrede Evin-lov, hvis han bliver valgt.
    Frankrig har siden 1991 haft loven, der blandt andet sætter begrænsninger for reklamer for vin.
    Loven forbød først reklamer, men i 2005 blev den ændret, så det blev tilladt for landets vindistrikter at reklamere for deres vine. Det skete dog under betingelse af, at reklamerne kun indeholdt objektive henvisninger i forbindelse med produktets kvalitet, og disse henvisninger skulle være i overensstemmelse med hensigten om at begrænse forbruget.
    Det blev således tilladt tørt og objektivt at nævne vinens smag, hvordan den er fremstillet samt egenskaber ved druesort eller vinmark – men ikke noget subjektivt med, at vin er en dejlig drik og en nydelse til et godt måltid i gode venners lag. Og billeder af mennesker, der nyder vin ... uha!

    Holder han løftet?
    Forleden var Sarkozy på besøg i Sancerre, hvor han havde et møde med vinfolk. Ifølge avisen L’Express sagde han her, at man ikke kan forlange, at fransk vin skal kunne konkurrere med hele verden, hvis den ikke havde lov til at kæmpe med lige våben.
    Ved et efterfølgende møde i et osteri, der fremstiller Sancerre-osten Crottin de Chavignon, trak Sarkozy lidt i land. Så de skal nok få deres diskussioner dernede.
    Sarkozy, der selv er afholdsmand, står fast på at opretholde de strenge love om alkohol og bilkørsel love, som han selv har bragt til vedtagelse. Han siger, at hans politik har reddet 10.000 menneskeliv og 100.000 kvæstelser.
...............
    De ligger på gulvet!
    Man kan just ikke påstå, at den nye hjemmeside for Bordeaux’s vin holder sig tilbage.
    Her er der i høj grad mennesker, der ser ud til at være glade for vin. De skåler og griner og LIGGER PÅ GULVET!
    Nå, men hjemmesiden er på engelsk og henvender sig slet ikke til de stakkels franskmænd, der ifølge loven ikke kan tåle at se den slags udskejelser. Så den overtræder ikke nogen lov.
    Bordeauxs vinøse hjemmeside er i øvrigt absolut et besøg værd. Den er fuld af oplysninger om byen, regionen og vinen, om de 57 appellationer, om klassifikationer og årgange, om at læse etiketter og købe vin, om vinveje samt om vinsmagning – der præsenteres under rubrikken "Wine Tasting, a Joy for the Senses".
................
    Sherry får sin egen vinvej
    Så har Sherry-distriktet også fået en vinvej, der føjer sig til de sytten andre vinveje i Spanien. Disse vinveje, der fører turister rundt mellem vinhuse og seværdigheder, omfatter i alt 150 byer og 600 vinhuse.
    I gennemsnit er der 35 vinhuse knyttet til en spansk vinvej. I Sherry er der 80, og flere ønsker at være med.
    Nu mangler der så bare en side på internettet med svar på alt, hvad den nysgerrige turist har brug for at vide. Men den skulle være på vej, ligesom man planlægger en række aktiviteter.
    Man har oven i købet bestilt et stykke musik, som skal ledsage distriktets vin og brandies. Mon det bliver en drikkevise?
...............
    Chambertin med skruelåg
    Bourgogne-vinhuset Jean-Charles Boisset har besluttet at forsyne halvdelen af sin Grand Cru Chambertin 2005 med skruelåg.
    Det en vin, der typisk sælges for cirka 1500 kr. eller mere, og det bliver første gang, at en kostbar fransk grand cru-rødvin får skruelåg.
    Tidligere er blandt andet Domaine Laroche i Chablis, Domaine Paul Blanck i Alsace og Château Couhins-Lurton i Bordeaux gået over til skruelåg på grand cru-vine, men kun på hvidvine.
    Boissets beslutning kom efter en smagning af flasker, som vinhusets grundlægger forsynede med henholdsvis korkpropper og skruelåg for 40 år siden.
    Til Wine Spectator siger Boissets vinmager, Gregory Patriat, at vinene med skruelåg havde bevaret deres friskhed og frugt bedre end vinene med korkprop. Og endnu mere vigtigt: Vinen i skruelågs-flaskerne var konsistent med samme kvalitet fra flaske til flaske, hvorimod kork-vinene varierede markant.
    I diskussionen, der fulgte, blev det klart, at kvalitet og konsistens måtte gå forud for tradition.
    – For de store vine er skruelåget fremtiden, siger Gregory Patriat til Wine Spectator.

    < Øverst ses Jean-Charles Boisset og vinmageren Gregory Patriat med flasken.
...............

..............
I 1992 var det danskeren Per Kirkebys tur til at illustrere slottets etiket. Samtlige slottets kunstneretiketter kan ses ved at klikke her.
    Mouton indtager New York
    I den forløbne uge har Château Mouton Rothschild indtaget New York. På Sotheby’s’ galleri åbnede slottet en udstilling af de originale kunstværker, der siden 1945 har været gengivet på slottets etiketter.
    Men ikke nok med det. Philippine de Rothschild udbød samtidig nogle flasker fra slottets vinkælder på en auktion, der indbragte rekordpriser.
    Den samlede vurderingspris var 848.000 dollars (4,8 mio dkr.), men omsætningen blev på 2.223.417 dollars (12,6 mio dkr.).
    Højeste pris indbragte en Jeroboam-flaske (4,5 liter, 6 normale flasker) Mouton Rothschild 1945. Den blev solgt pr. telefon for 310.700 dollars (1,8 mio dkr.), dvs. 442% over vurderingen.
    En Nebuchadnezzar (15 liter, 20 normale flasker) Mouton Rothschild 2000 gik for 119.500 dollars (675.000 dkr.).
...............
Vindrikkere lever sundere end øldrikkere
En gruppe forskere ved Center for Alkoholforskning ved Institut for Folkesundhed har gennemgået en masse boner fra 98 Bilka og Føtex supermarkeder for at se, hvad henholdsvis vin- og øldrikkere lægger i indkøbsvognene.
Undersøgelsen bekræfter udenlandske erfaringer: Vindrikkerne køber sundere mad end øldrikkerne.
Vindrikkerne vælger frugt, grønsager, fisk, fjerkræ, madolie og kalorielette oste.
Øldrikkerne vælger færdigretter, svinekød, chips, pålæg, smør og sodavand.
Analysen er offentliggjort på Ugeskrift for Lægers hjemmeside.
...........

.................
Plantesygdommen Pierce’s disease spredes af insektet den glasvingede skarpskytte, og det er ikke kun vinstokkenes stilke, insektet suger saft fra. Det henter næring og formerer sig på over 130 forskellige planter og træer, blandt andet mandler, citrus, stenfrugter og oleander.
    Skarpskytte i Napa
    Hidtil er Napa Valley gået fri for angrebet af den glasvingede skarpskytte, men forrige tirsdag fandt man det første voksne eksemplar af insektet i en sending af planter fra en stor planteskole i Orange County.
    Ifølge fagbladet Wines & Vines var det heldigvis en kold morgen, så insektet var ret ubevægeligt, men det var i høj grad i live, da det i et lille prøveglas kom ned i den varme lomme hos en inspektør fra Agricultural Commissioner's Office.
    Planterne er straks blevet returneret til planteskolen, og man håber, at der ikke er sket nogen skade. Temperaturerne lå hele dagen på under 12 grader, og den glasvingede skarpskytte kræver13-16 grader, før den gider lette på vingerne.
..........
Chile verdens femtestørste vineksportør
Det er utroligt at se, hvordan Chile i løbet af kun ti-femten år er blevet verdens femtestørste eksportør af vin.
Dette har naturligvis medført en stor tilførsel af kapital, og vinfirmaer og andre fra især Tyskland, Frankrig, Spanien, Italien USA og Colombia har investeret meget store summer.
Også Australien er med. Her har Lindemann under bryggerikoncernen Foster’s indgået i joint ventures og strategiske alliancer for at fremme salget af chilenske kvalitets-vine.
Ifølge Andes Wines Communications vil denne type investeringer tage til i de kommende fem år, blandt andet takket være Chiles gode klima og lave omkostnings-niveau.

5% af vinen går til Danmark
En del af investorerne begynder med at købe druer rundt omkring og få dem vinificeret hos eksisterende vinerier. Senere investerer de i vinhuse eller køber simpelt hen et.
Et eksempel er franske Michèle Laroche, der lejede sig ind i et vineri i Elqui-dalen for at lave sine egne vine – for siden at købe Villard Estate i Colchagua for 2 millioner dollars.
Fra Italien kan nævnes familien Marone Cinzano og fra Frankrig familierne Lurton, Rothschild og Marnier Lapostolle.
5% af den chilenske vineksport går til Danmark. Største aftager er Storbritannien (16,7%). Derefter kommer USA (15,4%), Canada (5,8%), Tyskland (5,6%), Holland (4,3%), Irland (4%), Brasilien (3,8%), Japan (3,2%) og Belgien (2,8%).

Træerne vokser ikke ind i himlen
Men et er succes, noget andet er fortsat succes. For Chile ser det ud til, at kurven er ved at knække – blandt andet på grund af peso’ens stigende værdi i forhold til dollars.
Den største af eksportørerne, Concha y Toro, melder således om faldende indtægter. I 2005 havde bodegaen et udbytte på, hvad der svarer til 204 millioner kr. Sidste år blev udbyttet kun 175 mio kr. – et fald på lige ved 17%
I løbet af de sidste tolv måneder er Chiles vineksport steget med 15,5% i volumen, men kun 9,4% i værdi, og denne forskel illustrerer problemerne. Produktionen øges simpelt hen hurtigere end salget ude og hjemme, og lagrene har aldrig været så fyldte. Prisen på druer er i år faldet med 50%, nogle steder med 80%, og ud af Chiles 115.000 hektar vinmarker er de 20-25.000 hektar ikke rentable. Man er begyndt at tale om at nedlægge nogle af dem.
......................
    Protester over ny grand cru
    Som nævnt i uge 7 er marken Kaefferkopf i Alsace blevet udnævnt til grand cru. Fra marken kommer fornemme vine lavet på blandinger af flere druer, og fordi man tidligere ikke syntes, at det var fint at blande druer, kom marken ikke med i det fine selskab – før nu.
    Hele marken på 68 hektar blev imidlertid ikke grand cru. 15 hektar blev ekskluderet. Men det betyder også, at 37 producenter, der dyrker druer på de 15 hektar, ikke mere må skrive på etiketterne, at vinen kommer fra Kaefferkopf. Det taber de penge ved, siger de.
    Ifølge avisen Dernières Nouvelles d'Alsace har de 37 producenter nu indbragt sagen for en ret i Colmar, der mandag vil træffe en afgørelse.
    Det er første gang, at en ny grand cru i Alsace har medført en retssag.
...............
    En duft af eukalyptus
    Vi har af og til syntes, at en australsk vin duftede af eukalyptus, og åbenbart er der noget om det.
    I hvert fald har vineriet Yanmah Ridge i Western Australia fået kommunen til at forhindre, at der bliver oprettet en 26 hektar stor eukalyptus-plantage kun 16 meter fra deres marker.
    De påviser, at træerne udsender en olieagtig tåge, der kan forurene vinmarkerne og ødelægge vinen.
    Great Southern Plantations, der vil anlægge plantagen, vil nu appellere afgørelsen til en højere instans.

    < Træerne, der skal plantes, er Tasmanian bluegum, Eucalyptus globulus Labill (foto: Invasive Species).
............
    Anthony Barton årets mand
    Hvert år udnævner det velrenomerede britiske vinmagasin Decanter en Man of the Year, og i år er valget faldet på Anthony Barton fra Château Leoville-Barton i Bordeaux.
    Den 76-årige Barton, der er født i Irland, har boet i Bordeaux i 55 år og har drevet Leoville-Barton og naboen Langoa-Barton, siden hans onkel, Ronald Barton, døde i 1984.
    Her er alle de tidligere
    årets mænd (og damer)
    1984 Serge Hochar (Libanon)
    1985 Laura and Corinne Mentzelopoulos
    (Bordeaux)
    1986 Piero Antinori (Firenze)
    1987 Alexis Lichine (Bordeaux)
    1988 Max Schubert (Australien)
    1989 Robert Mondavi (Californien)
    1990 Emile Peynaud (Bordeaux)
    1991 José Ignacio Domecq (Jerez)
    1992 André Tchelistcheff (Californien)
    1993 Michael Broadbent (London)
    1994 May-Eliane de Lencquesaing
    (Bordeaux)
    1995 Hugh Johnson (London)
    1996 Georg Riedel (Østrig)
    1997 Len Evans (Australien)
    1998 Angelo Gaja (Piemonte)
    1999 Jancis Robinson (London)
    2000 Paul Draper (Californien)
    2001 Jean-Claude Rouzaud (Champagne)
    2002 Miguel Torres (Penedès)
    2003 Jean-Michel Cazes (Bordeaux)
    2004 Brian Croser (Adelaide Hills)
    2005 Ernst Loosen (Mosel)
    2006 Marcel Guigal (Rhône)
...............
    Den vinøse bibel på udsalg
    Fredag så vi i en Gad-boghandel Jancis Robinsons "Oxford Vin Leksikon" på udsalg til 145 kr. Tidligere har bogen kostet 499 kr.
    Det er muligt, at bogen er sendt på udsalg, fordi en ny revideret udgave er på vej, men allerede denne 2. udgave er en revision og et yderst pålideligt opslagsværk på 814 tættrykte og illustrerede sider. Køb et par stykker, og brug dem som gave.
.........................
    Hitlervinen sikkert fup
    I sidste uge fortalte vi om en flaske "Führerwein" med Hitler på etiketten, der blev solgt i et britisk auktionshus for 44.000 kr.
    Vinen var angiveligt en gave fra diktatoren til en nazispids på Hitlers 54 års fødselsdag i 1943. Men ifølge avisen Evening Standard er der blevet sat et stort spørgsmålstegn ved flaskens ægthed.
    Sir Ian Kershaw, der er professor i moderne historie ved Sheffield University og forfatter til en biografi om Hitler, udtaler, at han i meget høj grad er skeptisk.
    Flasken indeholder Schwarzer Tafelwein (sort bordvin), men det var en billig vin, der selv i 1943 ikke var en særlig passende gave – selv om man ser bort fra Hitlers manglende forstand på vin.
    Yderligere blev en tidligere flaske med et billede af Hitler eller i det mindste med et nazi-emblem af samtiden erklæret for kitsch.
    En anden historiker, Felix Pryor, siger til avisen, at ideen om, at Hitler skulle gå rundt og give soldater vin, er en ren farce. Manden var afholdsmand.

Brut udtales bryt
En af vore læsere, Carsten Seeger, skriver til os: – Hvordan skal jeg kunne overbevise ekspedienter i vinforretninger, tjenere på restauranter og gæster i mit eget hjem om, at brut på fransk udtales bryt (med t)?
Det hjælper ikke at komme med en længere udredning af ordets oprindelse. Ordbogsopslag overbeviser heller ingen. Jeg forsøger ofte med: Er der en franskmand til stede? Det er der desværre alt for sjældent. Hvad er der at stille op?
Nu er det jo ikke verdens største problem. Men næste gang, du skænker en flaske champagne eller cava, kan du jo sige: Der står selv i VinAvisen, at brut skal udtales brytttt, og så må det jo være rigtigt. ;-)
...............
    Endnu en skruelågs-side på listen
    Det begyndte for to uger siden, da Erik Sørensen Vin på sin hjemmeside indlagde en speciel side med tyve vine, der alle har skruelåg. En virkelig god idé, som andre tager op.
    I sidste uge kom Pedersborg Vin til, og i denne uge melder Vinspecialisten, H.J. Hansen Vinhandel i Aalborg, sig under skruelågets faner. Nu er der tre links på vores liste:
    Erik Sørensen Vin
    Pedersborg Vin
    Vinspecialisten
    Vi optager gerne andre importører på listen, hvis de på deres hjemmeside har en særlig side med mindst ti skruelågs-vine. Skriv venligst til anker@vinavisen.dk.
...............
Kvindesmagning i Rungsted
Rungsted Vinhandel inviterer til kvindesmagning. Men bare rolig! Der skal ikke smages på kvinder, men på vin.
– Vores kvindelige kunder spørger ofte, om ikke vi kunne afholde en vinsmagning, som kun var henvendt til kvinder, siger Lars Bergø. – De synes, at vinsmagninger tit bliver lidt "nørdede" og handler alt for meget om druesammensætninger og lignende.
– Det har vores kvindelige medejere nu taget op, og den 14. marts afholder de her i butikken i Rungsted en gratis smagning kun for kvinder og ledet af kvinder.
Denne smagning er blot et af de cirka 60 arrangementer, der netop nu indbydes til rundt omkring i landet, og som er medtaget i VinAvisens Aktivitetskalender.
. ...............
    Tillykke til Flemming Karberg
    Mandag d. 5 fylder Flemming Karberg 70 år. Han er en af de store personligheder i dansk vin, fjerde generation i det 140 år gamle familieejede firma Hans Just.
    I 1959 kom han, 22 år gammel, til Hans Just, hvor han i 1965 blev medindehaver og i 1979 eneindehaver. I dag arbejder han snævert sammen med sønnerne Peter og Thomas, der er medejere af firmaet.
    Flemming Karberg er naturligvis portrætteret i Vinbranchens Blå Bog, hvor man vil kunne læse mere om ham.
    Mandag kl. 15-17 er der reception og vinsmagning for venner og forretningsforbindelser hos Hans Just i firmadomicilet på Østerbro i København – i Århusgade 88, 7. sal i Salle Gaveau.
...............
--...............--.
    Den danske vinbranche
    * Oxholm Vin har optaget importen af vinene fra Château Pradeaux i det franske Bandol og fra Azienda Pietro Benevelli i det italienske Barolo.
    * The Wine Company har optaget importen af Bourgogne-vine fra Domaine Jayer-Gilles i Nuits Saint Georges.
    ........--....
...........
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
................
    Ugens vinøse billeder
    Tina og Karsten Hartvig har sendt os disse billeder af deres vinmark i Vanløse. Foran deres hus har de plantet 180 vinstokke, og det giver familien en høst på et kvart ton om året, svarende til cirka 200 flasker.
    For deres vin har de blandt andet vundet tre bronzemedaljer ved det danske vinskue. Dem fik de for deres rødvine på druesorterne Pinot Noir, Rondo og Leon Millot. I alt har parret 22 forskellige druesorter.
    Tina og Karsten Hartvigs parcelhusgrund er på 750 kvadratmeter, og der er vinstokke overalt med syv rækker i forhaven og resten op ad mure, i potter, på pergola og i drivhus.
    Det er kun for sjov, siger de, men de går op i deres hobby med stor iver. Kun en lille græsplæne er fredet til sønnen Kaspers boldspil.
    "Domaine Esmeralda", som de kalder vingården, vækker berettiget opsigt, når folk kommer forbi på den lille hyggelige villavej i Vanløse.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.
.............
.....
Ugens gode spørgsmål
Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere. Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål og svaret på det.
...........
    < Vinseglet findes i tre forskellige farver, hvor det gule segl står for tørre vine, det grønne for halvtørre og det røde for sødlige. Det røde segl blev indført i 1949, mens de to andre kom til i 1970’erne.
..........
Hvad står vinseglet for?
Mads Christensen har på en flaske tysk vin set en lille etiket, der forestiller et laksegl og med teksten Deutsches Weinsiegel. Hvad betyder den? spørger han.
Det er et garantimærke, der udstedes af organisationen Deutsche Landwirtschafts-Gesellschaft (DLG), og det betyder, at vinen er blevet bedømt af en uafhængig kommission.
Vinen skal under alle omstændigheder først have været igennem den obligatoriske smagning i det regionale system for at få et AP-nummer og dermed en godkendelse til salg. Her vurderes det, om vinen er autentisk og typisk i forhold til det, der står på dens etiket. Hvis ikke, afvises vinen. Hvis den går videre, vurderes dens kvalitet efter en 5-pointskala med halve point. Hvis vinbonden derefter ønsker at få vinseglet, skal vinen mindst have opnået 2,5 point.
Ifølge Michael Gundersen fra Tysk Vinkontor er vinseglet gået af mode igennem det sidste årti. I 1993 var 63 millioner flasker forsynet med seglet. Sidste år var det kun knap 8 millioner.
Vinseglets problem er formentlig, at budskabet omkring det ikke har kunnet trænge igennem til dagens forbrugere. Det er for indviklet. Endvidere er tysk vin inde i en rivende udvikling, hvor det ikke nødvendigvis er så respekteret kun at være traditionel, men hvor det for mange forbrugere tæller mere, at en vin er innovativ og fantastisk.

Hvad hedder en 18 liters flaske?
Lisbeth Maag skriver, at der i VinAvisens VinABC ikke er nævnt, hvad en 18 liters vinflaske hedder.
Det er faktisk rigtigt. Det må vi have med, så vi har straks været inde og tilføje navnet Melchior, en af de hellige tre konger.
Flasken på de 18 liter – altså svarende til 24 normale flasker – er meget usædvanlig, men den laves blandt andet til Bordeaux-vin.
.....................
...........
Smagte vine i denne uge
I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 29 vine. Af disse vine var der 22, som fik mere end to stjerner, og 12, som fik fem stjerner. I alt blev det til 99 stjerner og i gennemsnit 3,4 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
...........
    ...
    Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    .....
...........
Hvidvin


Haag, Vallée Noble, Riesling, Alsace, Frankrig 2005
Klubpris ved 6 flasker: 55,49 kr., ikke-medlemmer: 125 kr., NordicWineClub.com
En meget elegant hvidvin med en fin blomsterduft og en lækker blød og samtidig frisk druesmag. Oplagt til en lige så elegant fiskeret, gerne med en lidt fed, cremet sauce.


GG, Riesling, Mosel-Saar-Ruwer, Tyskland 2005
64,95 kr., Kvickly
En typisk tysk hvidvin med denne lette, charmerende sødme og fine citrussyre. Den slags vine er der også brug for. Vinen har god frugt og vil være fin til et ostebord eller som terrassevin. Eller til en fiskeret.


Château Marguerite de Bourgogne, Clos du Château, Chardonnay, Bourgogne, Frankrig 2005
80 kr., LMT Vinimport
En rigtig rar hvidvin, blød og nem at drikke – med ren frugt, en lille sødme og diskrete fadtoner.


Soltane, Sauvignon Blanc, Mornag, Tunesien 2005
58,33 kr. ved 6 flasker, Vinmand
En dejlig frisk hvidvin med et strejf af halm og smør i duften. Smagen er blød med en behagelig tørhed i eftersmagen. Den vil egne sig glimrende som frokostvin – fx til en let skaldyrsret.




Rødvin


Messias, Douro, Grande Escolha, Colheita, Portugal 2003
67 kr., AB-Vin.com
En harmonisk rødvin med en dejlig kraftig og krydret duft og smag. Den har en blød og rund eftersmag med toner af moden frugt, bitter mandel og mild lakrids.


Gran Familia, Rioja, Spanien 2003
49,95 kr., ViniPortugal
Rødvin med den klassiske Rioja-smag, men samtidig en ret let vin. Til prisen en glimrende vin. Den femte stjerne får den for den lave pris.


Steenberg, Cabernet Sauvignon, Costal Region, Sydafrika 2004
94,75 kr.; indtil 25. marts: 75 kr. ved 2 flasker, Skjold Burne
Koncentreret Cabernet i både duft og smag. Næsten et lærestykke: Sådan er Cabernet. Den flotte vin skal have selskab af en stor og kraftig bøf med rødvinssauce. Det vil være en god idé at plaske den over i en karaffel et par timer før måltidet.


Scrubby Rise, Wirra Wirra, Shiraz / Cabernet Sauvignon / Petit Verdot, South Australia 2003
119 kr., Australian Wine Room
Lækker rødvin med alt i harmoni – frugt, sødme, syre, tanniner, krydderi. Vinen, der har ligget tolv måneder på franske egetræsfade, vil være oplagt til en elegant kødret.


Domaine des Bosquets, Gigondas, Frankrig 2001
139,95 kr., Brdr. D’s Vinhandel
Denne fornemme rødvin demonstrerer, at de gode vine fra Rhône-appellationen Gigondas har fine udviklingsmuligheder. Vinen er seks år gammel, og den har fået en blød og meget kompleks karakter og er blevet en stor nydelse. Man drikker den med største fornøjelse, fx til vildt, fugl, kalv …


Tavignano, Piceno, Italien 2004
65 kr., Carlo Merolli
En flot rødvin med en intens og vidunderlig duft og smag af friske mørke bær. Den er fyldig, blød og med et strejf af sød lakrids i den meget lange eftersmag.


Pierre Ponnelle, Juliénas, Frankrig 2005
69,50 kr., Irma
En god og typisk Beaujolais i den noble ende – vellavet, saftig, blød og nem at drikke. En nydelse.


Schild Estate, Shiraz, Barossa, Australien 2005
109,75 kr., ved 12 flasker: 99,75 kr., Vintjeneren.dk
Stor, flot og meget lækker rødvin, der breder sig i munden med mange spændende facetter. Flasken har skruelåg.


Cerro de la Retama, Vino de la Tierra Contraviesa-Alpujarra, Spanien 2004
145 kr., Søhøjlandets Vinlager
Vidunderlig rødvin. Fantastisk. En herlig duft og en elegant smag med toner af brombær og andre sorte bær og af integreret fad. 15%, ja, ja, det er meget, men her ikke for meget. Vi bøjer os for procenterne.


Down Under, Central Ranges Shiraz, Conowindra, Australien 2003
39 kr. ved 12 flasker, Skovgaard Vine
En dejlig uhøjtidelig, blød og rund rødvin med god frugtsmag og tilpas syre. En vin, som vil være sagen til den store fest – også på grund af den meget rimelige pris, som den har fået den fjerde stjerne for.


Tupun, Reserva, Malbec, Valle de Tupungato, Argentina 2004
59 kr., Vinens Verden
En spændende rødvin, der dufter af en blanding af sød chokolade og egetræ. Smagen er fuld af friske grønne krydderurter og slutter med et strejf af hvid peber.


Melipal, Reserve, Malbec, Mendoza, Argentina 2004
129,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Kraftig, ganske flot og vinøs rødvin med kraftig duft og en bred frugtsmag med krydderi.


Méditation, Syrah / Egiodola, Vin de Pays Cité de Carcassonne, Frankrig 2004
65 kr., Emilie Vin
Rødvin med en dejlig duft og en kraftig og frugtagtig smag med krydderi, tobak og markante tanniner. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet. Vinen er lave på økologisk dyrkede druer.


Etim, Negre, Montsant, Spanien 2004
69,95 kr. ved 12 flasker, Wine Group
Meget lækker rødvin med flot duft og en smag i fornem balance. Blød frugt og fine fadtoner.


Les Cranilles, Les Vins de Vienne, Côtes du Rhône, Frankrig 2005
89 kr., indtil 20. april 69 kr., Østjysk Vinforsyning/Vignoble
God og fyldig Rhône-rødvin med let krydderi.


Henry’s Drive, Shiraz, Padthaway, Australien 2005
159 kr., A Vinstouw
En stor, kraftig og meget spændende rødvin. Lidt en bamsevin, bestemt flot, men ærligt talt: 16%, er det ikke for meget? Det vil være en god idé at plaske vinen over i en karaffel et par timer før måltidet.


Domaine Grand Estagnol, Corbières, Frankrig 2005
36,75 kr., Oxholm Vin
Udmærket hakkebøffe-rødvin med fyldig frugt og let krydderi.




Sød vin


Peller, Vidal, Oak Aged Icewine, Niagara-on-the Lake, Ontario, Canada 2004
495 kr. for 37,5 cl, Interbrands
Lækker sød hvidvin med duft af både fad og den ædle råddenskab. I smagen er der pære og abrikos og en vidunderlig sødme, der balanceres af den fine syre. Vinen fås også sammen med to andre canadiske icewines i en "triple pack" à 3 x 20 cl til 715 kr. Den ene vin smagte vi sidste uge. Den tredie vender vi tilbage til i næste uge.

Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.