Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 44. 2011



Nyheder i uge 44, 2011

Læs uge 43.......Læs uge 42.......Læs uge 41


Til_37/09





< Lisa Francioni havde gang i power point'en under det velbesøgte seminar.



Milliarder af bæredygtige flasker
I vinens verden taler man mere og mere om bæredygtighed – om hensynet til miljøet, til planternes og arbejdernes trivsel, til forbruget af ressourcer som energi, vand, kemikalier osv. Og ikke mindst i Californien gør man noget ved sagen.
Det fik vi et indtryk af, da organisationen California Wines i tirsdags bød på et seminar i Hotel- og Restaurantskolens auditorium i København.
Seminaret blev ledet af Lisa Francioni, der er master of science i miljøstyring og en af ildsjælene i California Sustainable Winegrowing Alliance (CSWA).
Denne alliance for bæredygtig vinfremstilling blev grundlagt af fremsynede folk i 2002, og den omfatter i dag 65% af produktionen i Californien, svarende til 1,8 milliarder årlige flasker.
Det er noget, der betyder noget – hvis Californien var en selvstændig nation, ville staten være verdens fjerdestørste vinproducent. Statens 3400 wineries står for 90% af al amerikansk vin.

227 tiltag fra drue til glas
CSWA arbejder blandt andet med en "workbook", der på 500 sider beskriver "227 bæredygtige tiltag fra drue til glas", og heri kan de tilsluttede 1680 vingårde og organisationer måle, hvor langt de er kommet på hvert enkelt punkt.
Vinfolkene skal teste sig selv, men de skal også lægge deres resultater frem og samarbejde med deres naboer. Og foreningen følger op og publicerer forløbet på den enkelte vingård i rapporter og på sin hjemmeside (hvor der i øvrigt ligger en interessant lille film).
Det er ikke som i den danske folkeskole. I de californiske vingårde er karaktererne offentlige. Her kan man måle sig med gennemsnittet og lære af de bedste.
Man kan fx læse, hvor mange tons CO2, der er blevet elimineret, hvor mange kilowatttimer, der er sparet – og at 4792 biler er taget væk fra vejene på blot et år.
Der er hele tiden noget, man kan gøre for at blive bedre. Som Lisa Francioni sagde: Bæredygtighed er en rejse, ikke et endemål.






Alligevel ikke gårdsalg i Sverige
Sidste år kom vi med det glade budskab, at en tilladelse til gårdsalg af vin og spiritus i Sverige endelig var på vej – hvis altså alt gik efter planen. Men det ser det ikke ud til at gøre til stor ærgrelse for de svenske vin- og brændevinsproducenter. I årevis har de kæmpet for at få lov til at sælge deres flasker direkte til besøgende – hvilket jo er en helt naturlig ting i de fleste vinproducerende lande inklusiv Danmark.
Efter at et flertal af partierne fandt fælles fodslag sidste år, blev der udfærdiget et lovforslag. Alt så lyst ud, men nu har et af partierne, Folkpartiet, ifølge www.wownews.se fået kolde fødder.

Frygt for lukning af Systembolaget
Årsagen til Folkpartiets kovending er højst sandsynligt den stadige debat om, at gårdsalget vil skade Systembolagets salg af vin og spiritus. Modstandere af en tilladelse mener endog, at monopolet kan ende med at måtte lukke og slukke – hvilket lyder absurd, da undersøgelser viser, at hovedparten af svenskerne er rigtig glade for Systembolaget.
I Norge, hvor man ligeledes har monopolhandel via Vinmonopolet, har regeringen netop besluttet at tillade gårdsalg af alkoholdrikke fra og med det nye år. Dog gælder tilladelsen kun drikke med højst 4,7% alkohol, altså øl og cider, men det er da et skridt på vejen.




En klase af den Krydrede Garnache (Grenache) drue fra en spansk vinmark. Foto: Wikipedia / Josh McFadden.

Grenache under luppen
Grenache er en af verdens mest udbredte rødvinsdruer. Den dyrkes i Frankrig i Rhône, hvor den blandt andet lægger most til de berømte vine fra Châteauneuf du Pape. Man finder den også i flere andre lande og ikke mindst i Spanien, hvor den er kendt under navnet Garnacha og er udbredt i Rioja og Priotat.
I år er der for første gang blevet afholdt et symposium til druens ære samt en Grenache-dag med masser af smagninger.
Men hvor stort er forbrugernes kendskab til druen? Og hvor populær er Grenache-vinene i forhold til vin på andre druer? Det viser en ny global undersøgelse fra det britiske firma DoILikeIt, hvor flere tusinde forbrugere fra en lang række lande er blevet udspurgt. Nedenfor bringer vi nogle af de interessante resultater.

En drue for vinkendere
* Adspurgt om, hvilket land man forbandt Grenache med, svarede 79% Frankrig. Spanien kom ind på en andenplads og Australien på tredjepladsen.
* Når det gjaldt en popularitetsskala over rødvinsdruer, kom Pinot Noir ind på en førsteplads, efterfulgt af Shiraz og dernæst Grenache.
* Grenache hittede især hos forbrugere med et professionelt eller bare et stort kendskab til vin, mens Merlot scorede højst hos dem, der kun drak vin en gang imellem.
* Halvdelen af de adspurgte forbandt Grenache med vine i det mellemste prisleje, mens kun 27% forbandt druen med finere og dermed dyrere vine.






Mineselskaber i Australiens vinland
I uge 35 sidste år fortalte vi om planerne om en stor kulmine midt i det australske vindistrikt Margaret River, der leverer en perlerække af glimrende vine. Det er et canadisk firma, Western Coal, der står bag mineprojektet.
Distriktets vinproducentforening, Margaret River Wine Industry Association, kastede sig ud i kampen for at få sat en stopper for planerne – som man var sikker på ville skade både vinturismen og vinenes gode image. Og kampen er langt fra slut endnu. Sagen er endt i retten – første retsmøde endte i dødvande og næste møde er først til marts næste år.

Også gal i Hunter Valley
I Australien er det ikke kun Margaret River, der risikerer at blive invaderet af minedrift. I det lige så berømte vindistrikt Hunter Valley har et australsk energifirma, AGL Energy, planer om en mine til udvinding af gas. Og i den forbindelse har firmaet købt to vinhuse, Poole's Rock og naboen Yellow Rock Estate, hvor gasudvindingen skal foretages.
Også her frygter områdets vinproducenter, at det vil skade den lokale vinindustri, og de har nu ligeledes indledt en kamp for at bremse projektet – og for at få Hunter Valleys myndigheder til at beskytte området mod fremtidig udnyttelse. Det har myndighederne i en række af Australiens øvrige vinområder gjort.



Gyselige vine
Gru og uhygge bredte sig i mange danske hjem under weekendens fejring af Halloween, en tradition, som vi – til stor glæde for forretningslivet – har taget til os fra USA.
Men mens vi skærer lidt i græskar, og børnene klæder sig ud som hekse, så forstår amerikanerne virkelig at give den gas. Der har endda bredt sig en mode blandt brudepar for bryllupper med Halloween-tema, hvor brud og brudgom er forvandlet til grev Dracula og hans offer, og hvor bordene er dækket med uhyggeligheder i lange baner.
Og selvfølgelig har Halloween også sine egne vine, hvoraf nogle ses til venstre – en af dem leveres i egen kiste.








Når proppen skal op
Det er ikke spor sjovt at glæde sig til et glas af en dejlig vin og så opdage, at man ikke har nogen proptrækker. Der er mange bud på, hvad man så kan gøre for at få proppen op – et par af dem kan ses i en sjov, men også pædagogisk lille film fra Howcast, som er lagt ud på YouTube. Her bruges der både søm, hammer, skruetrækker, hobbykniv, viskestykke og væg.
Det er selvfølgelig meget lettere at købe en vin med skruelåg …


Stor vineksport til Hong Kong
Hong Kong aftager stadig mere vin fra denne verdens mange vinlande. I løbet af de første otte måneder af 2011 steg importen til den kinesiske region med hele 65% i forhold til samme periode sidste år. Og den nåede dermed op på et beløb svarende til cirka 4,6 milliarder kr. Handelsudviklingsrådet i Hong Kong regner med, at importen af vin vil runde 5 mia. kr., inden året er omme.
Det er frem for alt fransk vin, der bliver skænket i de kinesiske glas. Indtil videre har franskmændene i år eksporteret vin til Hong Kong for et beløb, der svarer til 1,8 mia. kr. Også Storbritannien, Schweiz og Singapore er storeksportører til regionen.



Prøveflaske før køb
Det er jo ærgerligt at købe en dyr flaske vin for blot at finde ud af, at den slet ikke falder i ens smag.
Det problem har man gjort op med hos det amerikanske vinfirma TastingRoom. Her giver man kunderne mulighed for først at smage en række vine via prøveflasker på 50 ml.
Flaskerne bliver ikke sendt af sted enkeltvis, men består af 50 smagesæt med seks prøveflasker i hver. Så man får altså fem andre vine med i sendingen. Sættene er sammensat ud fra forskellige temaer, som fx "de bedste vine fra Argentina", "rigtige mandevine", "vine fra samme vinhus" og "hvide topvine".
Man kan blandt andet smage seks røde topvine fra Californien, der i almindelige flasker på 75 cl til sammen ville koste 282 dollars (cirka 1500 kr.). Pakken med prøveflaskerne koster derimod 33 dollars (cirka 177 kr.).
Man kan også blive medlem af en vinklub og få tilsendt prøveflasker hver måned.




.




Claude Fonquerle har 12 hektar vinmarker og fremstiller cirka 40.000 flasker om året.

 


Sydfranske frugtbomber
Robert Parker har kun lovord for den franske vinbonde Claude Fonquerle, der forleden var på besøg hos sin danske importør, Philipson Wine. Sammen med sin kone, Isabel, laver Fonquerle nemlig intense frugtbomber med alkoholiske muskler, der er helt i Parkers smag.
Vinene fra Fonquerles lille vingård, L'Oustal Blanc (Den hvide Hytte), i distriktet Minervois i Languedoc er dog ikke kun "bomber". De er samtidig vine af høj kvalitet, og de bedste af dem er harmoniske og komplekse – trods de 14½ procent alkohol. Fonquerle er for ingenting uddannet som vinmager i Châteauneuf du Pape.

Skænkes let afkølede
Som det fremgår af vore smagenotater længere nede, er det udprægede vine til mad, og Claude Fonquerle siger, at vinene kommer til deres fulde ret, hvis de skænkes let afkølede ved 15-17 grader.
Hvortil vi vil føje, at det også kan være en god idé at plaske dem over i en karaffel et par timer før måltidet, så de kan åbne sig og vise nogle facetter – og ikke kun fremtræder som intense frugtbomber.
Dette gælder især de billigste af vinene. Det havde man desværre ikke gjort forud for smagningen.

Årgang på snedig vis
Ægteparret Fonquerle gør en stor indsats for Languedocs gamle druer, Carignan, Cinsault og Grenache, og en af deres vine, Cuvée K, laves på 100% Carignan (som man åbenbart staver med K dér på egnen).
Kun at bruge én drue må man ikke ifølge reglerne for appellationen Minervois, så derfor er vinen "degraderet" til blot at være en Vin de Table – en bordvin.
Dette gælder tillige vinen Naick, hvis druesammensætning også er "forkert".
Hidtil har det i Frankrig været forbudt at skrive årstal på bordvine, men det klarede Fonquerle på snedig vis. Han opkaldte vinen efter en af sine tre sønner, Naick, der blev født i 2001. Så i årgangen 2007 hedder vinen ganske enkelt Naick 7 – osv.
De dyrere vine har musikalske navne, inspireret af familiens gode ven Jacques Adnet, der er solohornist i Pariseroperaen. De hedder Giocoso (Munter), Maestoso (Majestætisk) og Prima Donna.







<Tysklands nye vindronning, Annika Strebel, flankeret af vinprinsesserne, Ramona Sturm (tv.) og Elisabeth Born.


Ny tysk vindronning
Så har tyskerne fået deres vindronning nr. 63 efter en tæt slutspurt ved finalen i byen Neustadt. I alt deltog kandidater fra Tysklands tretten vindistrikter i den årlige konkurrence, men det blev Annika Strebel på 23 år, der vandt den ærefulde titel. Hun kommer fra Rheinhessen, Tysklands største vindistrikt, der ikke har vundet siden 1999.
Annika Strebel får nu travlt i det næste år med at repræsentere tysk vin såvel på hjemmebane som i det store udland.

Store glas og store kroner
Traditionen med de tyske vindronninger går tilbage til 1949, hvor den første af slagsen, Elisabeth Kuhn fra Pfalz, blev kronet. Hvert eneste år er de nye dronninger blevet foreviget i et officielt portræt, og det er sjovt at se udviklingen – som kan ses i et særligt galleri over fem sider oprettet af Deutsches Weininstitut.
Den første vindronning har scepter og krone og kunne godt minde lidt om en ung dronning Elisabeth. I de glade 60’ere får kvinderne nogle ordentlige pokaler med masser af vin i hånden, men glassene bliver mindre for hver dronning – det samme gør kronerne.
I 1990’erne er det helt slut med vin-nydelsen, ligesom nogle af vindronningerne også har smidt kronerne. Nedenfor ses en stribe dronninger, der er kronet med nogle års intervaller.




Fra den første vindronning, Elisabeth Kuhn, til sidste års dronning, Mandy Grossgarten. Resten af dronningerne kan ses på Deutsches Weininstituts hjemmeside.








En af de gamle danske æblesorter fotograferet på Frilandsmuseet i Lyngby.

Danmarks første æble-isvin
I Canada har man nu i en del år fremstillet isvin på æbler, og her er vinen – som i realiteten ikke er vin, da den ikke er lavet på druer – blevet en stor eksportvare.
Nu har Danmarks første æble-isvin, Malus Danica 2010, set dagens lys. Og det har den hos Villa Skovgaard ved Randers, hvor der i forvejen fremstilles rigtig vin på hobbyplan samt "vin" på en lang række forskellige bær.
For Jens Skovgaard Pedersen, der ejer Villa Skovgaard, var det oplagt at lave æble-isvin herhjemme, da Danmark jo er kendt for et af verdens bedste æblelande. Og han har som mål, at hans isvin på æbler bliver en af verdens bedste dessertvine inden for de næste ti år.

Kræver en iskold vinter
Før Jens Skovgaard Pedersen satte produktionen i gang, besøgte han og hans samarbejdspartner, frugtavler Flemming Jørgensen, en række canadiske vinhuse for at blive klogere på fremstillingen af isvinen.
Og så var det ellers med at komme i gang – og krydse fingre for, at vinteren 2010 blev iskold under danske himmelstrøg. Æblerne – Ingrid Marie, Belle de Boskoop, Ildrød Pigeon, Jonagold, Cox Orange og Elstar – fik lov til at hænge ekstra længe på træerne og blev dernæst presset til i alt 10.000 liter æblesaft. Saften blev sat ud i frostvejret i en måneds tid, hvorefter den fik lov til at tø en anelse. Mens vandet forblev frossent, kunne sukker- og aromastofferne tappes fra.
Denne søde most blev tilsat gær, så den kunne blive til æble-isvin.
I alt er det blevet til 2100 flasker af denne første årgang af Malus Danica, og de kan købes hos flere specialvinhandlere. Prisen ligger på omkring 195 kr.
Man kan læse mere om Villa Skovgaard og æble-isvinen ved at klikke her.

...

..



Fade fyldt med whisky. Foto Scotch Whisky Association.

Whisky - en god investering
Whisky kan, ligesom vin, være en rigtig god investering.
Sjældenhed har stor betydning i den sammenhæng, og når whiskydestillerierne indimellem lancerer en whisky, som der kun er lavet få flasker af, vil den uværgerligt stige i værdi. Jo færre flasker, der bliver med tiden, des højere værdi får ens egen flaske. Dog kræver disse flasker, at man i første omgang lægger en god portion penge på bordet.
Har man ikke tænkt sig at ofre de store summer her og nu, kan det bedre betale sig at gå på jagt efter gode whiskyer fra destillerier, som ikke længere eksisterer. I 1980'erne måtte en række skotske whiskydestillerier som følge af den økonomiske krise dreje nøglen om. Det drejede sig blandt andet om Glen Mhor, Milburn, Glen Albyn og Port Ellen. Whiskyen fra sidstnævnte er af mange whiskykendere blevet anset for at være en af de bedte whiskyer fra Islay. Der er stadig flasker i omløb fra disse destillerier, men hver gang en flaske bliver åbnet, stiger de øvrige i værdi.

Flere muligheder
Ifølge Decanter blev en flaske whisky fra destilleriet Brora for nylig solgt for 1200 pund (cirka 10.300 kr.) hos auktionshuset McTear's i Glasgow. I 1980 – kort før destilleriet lukkede – blev samme whisky ved lanceringen solgt for omkring 20 pund
(cirka 170 kr.). Så hvis man har næse for at opkøbe og tålmodighed til at vente, så er der så afgjort penge i den slags flasker.
Endnu en mulighed er at købe en nummereret single cask whisky. Her kommer whiskyen i flasken fra ét og samme fad og er dermed ikke sammenstukket af indholdet fra flere fade. Antallet af fremstillede flasker er således begrænset - og dermed igen en god investering.

..

..




.
    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * JH Vin har optaget importen af vinene fra Azienda Agricola Franco Roero i Montegrosso d'Asti.
    * Vinens Verden har fået agenturet på Viña Bujanda-vinene fra Pilar og Carlos Martinez Bujanda.

.. ....


    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr, e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.


Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.


.
.

    Sara Jansen (f. 1979) er professionel vinmager, uddannet på landbrugsskolen i Blanquefort i Bordeaux.
    Med en frankofil far i vinbranchen skulle et sprogkursus i fransk selvfølgelig foregå på universitetet i Bordeaux, men hvad der skulle have været et år med sprog blev til syv år med vin.
    Ud over at uddanne sig til vinmager med overbygning i salg og markedsføring af vin og spiritus arbejdede Sara Jansen også i vinmarkerne på Château de Haux og deltog i vinifikationen af 2003 Château Grand-Puy Ducasse.
    Efter at have fordybet sig i alle de tekniske aspekter i vinproduktionen fik lysten til at se mere af verden hende til at tage et job som eksportsælger for Cru Bourgeois-slottet Château Rollan de By. Men hendes interesse for vin fra andre dele af verden voksede, og selv om Frankrig altid vil have en helt særlig plads i hendes hjerte, fik de stærkt begrænsede muligheder for at arbejde med vine fra andre dele af verden hende til at tage tilbage til Danmark.
    Efter to år som marketingkoordinator hos Taster Wine arbejder hun nu som presseansvarlig i marketingsafdelingen hos Philipson Wine, og ved siden af arbejdet er hun i gang med en vin-uddannelse med det eftertragtede WSET’s Diploma som mål (WSET = Wine & Spirit Education Trust).
    Adresse: Philipson Wine, Kokkedal Industripark 10, 2980 Kokkedal, tlf.: 70 22 68 88, mobil: 51 36 88 06, skype: sara.jansen.pw, e-mail: sj@philipsonwine.com.

    .....................
    Ugens gode spørgsmål
    Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere. Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte – det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål – og svaret på det.
    Hvorfor står årgangen ikke på flasken?
    Jens A. Andersen skriver: – Af og til står man med en flaske boblevin uden årgang på etiketten. Hvorfor undlader man denne gode forbrugeroplysning?
    På sin vis er det irriterende, men der kan være en grund til det. Almindelig champagne er – i modsætning til årgangs-champagne (vintage) – ofte blandet af flere årgange for at holde en ensartet kvalitet fra år til år. Her kan man ganske enkelt ikke angive en årgang.
    Almindelig champagne skal drikkes, mens den er ung og levende, men dette er naturligvis let at sige, når man ikke ved, hvor længe flasken har stået hos forhandleren eller ligget hjemme hos den glade giver.
    Der cirkulerer faktisk champagneflasker, som bliver givet til fødselsdage, og som vandrer videre til de næste fødselsdage eller jubilæer.




.

Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vore læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. ..Billede 105-130. ..Billede 131-156

...............................
    .....................
    144 Shafer Vineyards Winery i distriktet Stags Leap, Napa Valley, er et af de californiske vinhuse, som går ind for bæredygtig produktion (foto © CSWA).
    ..............................







Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 33 vine. Af disse vine var der 24, som fik mere end to stjerner, og hele 13, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 104 stjerner og i gennemsnit 3,2 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Hvidvin


Doural White Branco, Portugal, 2010, lav alkohol (12,5%)
39,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
Prisen for denne hvidvin gælder kun ved 12 flasker. Men de 12 flasker skal nok få ben at gå på. Det er nemlig en rigtig god og harmonisk vin med frisk frugt i både duft og smag og med et lækkert strejf af krydderhonning. Flasken har skruelåg.


Domaine Costeplane, Vermentino, Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2010, lav alkohol (13%)
60 kr., Godsets Vin
,Troels V. Østergaard
Her er en hvidvin helt uden tilsat svovl. Der er kun den ganske lille smule svovl, som gæren producerer. Jamen, kan vinen så holde? Åbenbart. Den er helt frisk og fint duftende i glasset med alle Vermentino-druens aromatiske dyder. Vinen er lavet på økologisk dyrkede druer.


Le Gravillas Blanc, Cave des Vignerons à Sablet, Côtes du Rhône Villages, Sablet, Frankrig, 2010, lav alkohol (13%)
79 kr., pris ved 6 flasker: 71 kr., La France Shop
Frisk hvidvin med en fint krydret duft og en god, let tør druesmag. En vin, der ganske enkelt smager godt, og som er anvendelig til mange retter.


Naick 9 Blanc, L'Oustal Blanc, Vin de Table, Frankrig, 2009, høj alkohol (15%)
199,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
En dejlig, kompleks og aromatisk hvidvin på druen Grenache Gris, assisteret af 5% Macabeu. Vinen har en blød, afrundet frugtsmag, tilpas fadlagring og blid citrussyre.

Rødvin


Carato, Erik Banti, Toscana IGT, Italien, 2009, lav alkohol (13%)
49,95 kr., Strandgaarden
En let og vellavet rødvin på druen Sangiovese, assisteret af Merlot og Cliegiolo. Glimrende hverdags-vin. Til den lave pris lidt af et fund.


Fontana del Fongo, Luciano Arduini, Valpolicella Classico, Italien, 2009, lav alkohol (13%)
60 kr., Søhøjlandets Vinlager
En rigtig god og typisk Valpolicella med dejlig frugt og god mundrensende syre.


Pétalos, Bierzo, Spanien, 2009, høj alkohol (14,5%)
129,95 kr., H.J.Hansen Vin
Denne rødvin er rigtig lækker. Den er fyrig, fyldig, med blød frugt, varm krydring og tilpas syre.


Lammershoek, Roulette, Swartland, Sydafrika, 2007, høj alkohol (14,5%)
139 kr., Vinkrogen
Denne flotte rødvin har en druesammensætning efter opskriften på en god Rhône-rødvin. Den smager da også, som om den kom fra den nordlige Rhônedal. Fyldig, meget kompleks - en rigtig madvin til kraftigt smagende kødretter.


Giocoso, L'Oustal Blanc, Minervois, Frankrig, 2007, høj alkohol (14,5%)
139,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
Flot rødvin der er født med saft og kraft fra druerne Grenache (65%), Syrah og Carignan. Den har i dag fire år på bagen og er begyndt at åbne sig, så den viser lidt kompleksitet bag al frugten og alkoholen og har opnået blødhed og fint integrerede tanniner og fadtoner. Denne vin smagte vi også i 2008-årgangen (samme pris, 14%, 4 stjerner), men vi foretrækker denne.


Castello di Ama, Chianti Classico, Italien, 2007, middel alkohol (13,5%)
220 kr., på tilbud til 159 kr., Jysk Vin
En typisk Chianti-rødvin - smagepanelet gættede straks, hvad der var i glassene. Det er en fremragende vin i fornem balance og helt på toppen, fire år gammel. En ren og dejlig smag.


Maestoso, L'Oustal, Minervois, Frankrig, 2006, høj alkohol (14,5%)
229,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
Fornem rødvin på lige dele Grenache, Syrah og Carignan. Vi smagte også 2007-årgangen (samme pris, 14%, 4 stjerner), men foretrak så langt denne årgang, der smager godt. Den har stadig sin ungdommelige intense frugtsmag, men også fine facetter - kirsebær, krydderurter, peber og gode fadtoner.


Prima Donna, L'Oustal Blanc, Minervois La Livinière, Frankrig, 2006, høj alkohol (15%)
229,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
La Livinière er et lille område i Minervois med særligt gode vine, og denne rødvin er da også vinhusets topvin. Vi smagte tillige 2008-årgangen (samme pris, 15%, 4 stjerner), men foretrækker denne to år ældre og mere udviklede vin. Vinen har en intens frugtsmag, men den er blød med sorte bær og tilpas fadlagring.


Grande Passolo, Rocca, Rosso Salento IGT, Italien, 2009, høj alkohol (14,5%)
59,95 kr., Amka
Denne rødvin smager ganske enkelt godt. Den har ikke det store vingefang, men er en god hverdags-vin. Fin til pasta, frikadeller osv.


Pietralia, Sangiovese, Chianti, Italien, 2009, lav alkohol (12,5%)
64 kr., DK Wine
En udmærket rødvin med en næsten parfumeret duft og en behagelig smag med god frugt, tørhed og et strejf af anis. Prisen er i overkanten.


Cuvée K, L'Oustal Blanc, Carignan, Vin de Table, Frankrig, 2010, høj alkohol (15%)
69,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
Kraftig rødvin med intens frugt, men ikke særlig kompleks. Ved en lidt for varm temperatur optræder den som ren, koncentreret frugtsaft. Men den har en god syre til mad og virker ikke sprittet trods de 15% alkohol. I smagen anes sorte bær, lidt krydderi og svage toner af fadlagring. Plask gerne vinen over i en karaffel et par timer før måltidet, og skænk den ved cirka 15 grader.


Les Gamay d'Antan, Didier Cornillon, Gamay, Chatillon en Diois, Frankrig, 2010, lav alkohol (13%)
70 kr., pris ved 6 flasker: 58,33 kr., Vinmand
En ligefrem og okay rødvin med god saft, tilpas syre og lang eftersmag.


The High Trellis, d'Arenberg, Cabernet Sauvignon, McLaren Vale, Australien, 2008, høj alkohol (14,5%)
89,95 kr., pris ved 6 flasker, Erik Sørensen Vin
Vild og voldsom rødvin, men ganske flot med kraftig Cabernet-smag. Eftersmagen er ret ensporet. Flasken har skruelåg.


Naik 7, L'Oustal Blanc, Vin de Table, Frankrig, 2007, høj alkohol (15%)
109,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
På mange måder en flot rødvin, men den skal skænkes køligt i glasset (16-17 grader) og meget gerne plaskes over i en karaffel et par timer før måltidet. Er vinen varmere, oplever man mest den heftige frugtsmag og de høje procenter, der næsten slår én omkul. Vi smagte både 2007- og 2008-årgangene; de er nogenlunde ens - i hvert fald ved de 20 grader eller sikkert mere, som vi havde i glassene under smagningen.


Callia Alta, Shiraz, Valle de Tulum - San Juan, Argentina, 2010, middel alkohol (13,5%)
65 kr., pris ved 6 flasker: 45 kr., Holte Vinlager
Til den lave pris ved seks flasker en udmærket hverdags-rødvin med god frugt. Flasken har skruelåg.


Miali, Primitivo, Salento IGT, Italien, 2009, lav alkohol (13%)
75 kr., pris ved 6 flasker: 55 kr., Propperiet
En lidt rå og robust rødvin med en kvalitet i overensstemmelse med den lave pris på seks flasker.


Le Quare, Agricola GA MA, Valpolicella, Italien, 2010, lav alkohol (12%)
85 kr., pris ved 6 flasker, Wine Group
En meget mild, men lidt tynd rødvin - nærmest vandig - og med en lidt spids syre til slut. Billlig er den ikke.


Pasqua, Amarone della Valpolicella, Italien, 2008, høj alkohol (15%)
98,95 kr., Rema 1000
Ikke nogen spidsfindig Amarone, men en ret enkel rødvin med en kvalitet i overensstemmelse med den lave pris.


Pulp Rouge, Clos des Nîmes, Vin de Pays d'Oc, Frankrig, 2010, lav alkohol (12,5%)
100 kr., Vin&Vin
En meget enkel rødvin med frugt og toner af grape i syren. Smagepanelet gættede på en markant lavere pris.





...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.