Nyheder i uge 28, 2013

VinAvisen fylder 15 år
Vi ønsker os selv tillykke
Det var vinmanden Flemming Hvelplund, der i 1998 fik ideen og fik Anker med på den. Det skulle være en ugentlig avis, og den skulle ud på det nye medie, internettet.
Anker havde været på et kursus og havde snuset til nettet. Det var et kursus, hvor den eneste hjemmeside, man kunne se, var den fra Det hvide Hus i Washington samt en side med et billede af en mand i Oslo. Men det tændte gnisten.
Anker fandt ud af det med html-koder – med fremragende hjælp fra Thorkil Johansen, der var edb-mand hos Chris Wine i Glostrup – og fra starten var Anker og Flemming enige om, at det var indholdet, der talte.
Indholdet og den faste udgivelses-rytme – VinAvisen er udkommet hver eneste uge i de femten år, og ikke en uge har været uden nyheder fra vinens verden.
I 2006 overtog Ankers datter, Mariette, roret og det daglige arbejde med VinAvisen, og i dag er det far og datter, der formidler de mange nyheder.

Med tusinder af facts
Indholdet er udvidet betydeligt gennem årene. Alle numrene ligger frit tilgængelige i vores arkiv, og de første årgange er unægteligt tynde. Men hen ad vejen udvidede vi kredsen af kilder og informanter, og en lang række services kom til – services, der sætter læserne i stand til at orientere sig i vinens verden.
VinAvisen er nemlig ikke kun nyheder og debat. Det er også et nyttigt opslagsværk med tusinder af facts. En række af dem ses i boksen til højre.

I dag har vi 9434 læsere
Da vi grundlagde VinAvisen i 1998, var det ikke forbudt at udsende spam på nettet – altså uopfordret reklame – så det gjorde vi uden blusel. Flemming og Anker lagde sig i selen for at finde frem til mail-adresser på vininteresserede mennesker, og i løbet af få måneder havde de 300 læsere.
Denne kreds er i dag vokset til 9434 læsere (ifølge den seneste måling fra uge 24).
Det skal ikke nægtes, at det er vigtigt for os at have de mange vininteresserede læsere. VinAvisen er jo en "gratis-omdelt avis", der lever af sine annoncer, og jo flere læsere desto mere får vores trofaste annoncører for deres annoncekroner.
Så tak til vores læsere, fordi I så flittigt klikker ind på VinAvisen uge efter uge (og bliver talt med).
Og tak til vores annoncører, fordi I gør det muligt for os at udgive VinAvisen – og forhåbentligt at gøre det i endnu mange år.
Services i VinAvisen
* En søgefunktion, så man kan finde frem til femten års artikler om alt mellem drue og flaske.
* En aktivitetskalender over aktuelle smagninger, udstillinger, vinrejser osv.
* En database med samtlige danske vinimportører.
* En side med links til vinimportørernes websider.
* Vinens ABC, der for nylig blev suppleret med Carlo Merollis leksikon "Italiens Vine".
* En database, hvori man kan finde de over 4000 vine, vi har smagt siden november 2009. Her kan man søge efter en lang række kriterier.
* VinAvisens Blå Bog med beskrivelser og fotos af over 400 danske vinfolk.
* Mere end 200 af de store, flotte billeder, som vi bringer i den ugentlige VinAvis.






Stort dyk for dansk vinsalg
I flere år har vinsalget i Danmark ligget nogenlunde stabilt på mellem 173 mio. og 175 mio. liter. Men i 2012 tog salget et ordentligt dyk - her blev der kun solgt 143 mio. liter vin. Det svarer til et fald på hele 17%.
Sådan lyder nye tal fra Danmarks Statistik over sidste års vinsalg på dansk jord.

Sænk nu de afgifter
En væsentlig årsag til nedgangen i vinsalget i Danmark er højst sandsynligt de nye afgifter, som vin blev pålagt pr. 1. januar 2012 - afgifter, der forårsagede en stigning på 4,54 kr. pr vinflaske.
Danskerne er derfor valfartet over grænsen til Tyskland for at fylde indkøbskurvene med de noget billigere vinflasker.
Også ølafgifterne fik samtidig et spark opefter - men her har den danske regering valgt igen at skrue ned for blusset og sænke afgifterne med 15%.
Gad vide, hvornår vi mon får en sænkning af afgifterne på vin - det er i hvert fald hårdt tiltrængt.




Ved små borde med vinflasker, glas, spyttespande og laptops blev der indgået et hav af aftaler mellem vinbranchefolk på det netop afholdte Vinexpo.

32% flere danskere besøgte Vinexpo
Efter et vel overstået Vinexpo i Bordeaux har arrangørerne nu gjort tallene op over de mange besøgende. De har også sammenlignet dem med tallene fra den forrige udgave af udstillingen, der blev afholdt i 2011.
I alt gæstede 48.858 vinbranchefolk fra hele verden dette års Vinexpo - en stigning på 1,5% i forhold til for to år siden.
Og i år besøgte også langt flere danskere udstillingen - nemlig hele 32% flere.
Nedenfor bringer vi en nogle af de øvrige besøgstal fra årets Vinexpo.

Stigende antal asiatere
* De franske gæster på Vinexpo udgjorde hele 62,2% af de besøgende, mens antallet af gæster fra andre lande steg med 3% og dermed nåede op på 18.462, hvilket er en hidtidig rekord.
* Et stigende antal asiatere besøgte ustillingen (+13,9% i forhold til 2011). Heraf var 3388 kinesere, hvilket gjorde Kina til det land, der tegnede sig for det næst største antal besøgende efter Frankrig. Derudover steg antallet af gæster fra Japan med 17,6%, fra Indien med 32,7%, og fra Vietnam med 20,4%.
* Med 1433 besøgende kom USA ind på en tredjeplads, når det gjaldt besøgsantallet. Herefter fulgte Storbritannien, Belgien og Tyskland.


Vin pr. glas frem for flasker
C10, et fransk firma, der distribuerer drikkevarer til hoteller og restauranter, har ifølge avisen Le Figaro lavet en undersøgelse, der viser, at 64% af franskmændene foretrækker at bestille vin glasvis frem for en hel flaske, når de er på restaurant.
Det er især restaurantgæster under 25 år, der foretrækker glas-serveringen, mens dem over 50 år er trofaste over for de hele flasker.
Der er flere årsager til, at så mange franskmænd hellere vil bestille vinen pr. glas. 74% af de adspurgte ytrede, at det hjalp dem til at drikke mere moderat. Kun 20% svarede, at det gav dem mulighed for at smage flere forskellige vine til måltidet - hvilket jo er et vigtigt argument for glasserveringen fra restauranternes side.
Undersøgelsen viser også, at 65% af de unge franskmænd foretrækker hvidvin, når de er på restaurant eller café.
Flertallet af de adspurgte foretrak fransk vin, når de var i byen. På andenpladsen kom italiensk vin, mens tredjepladsen blev indtaget af spansk vin.



Prosecco-politiet kommer
"O solo mio" lyder det hen over de mange gondoler, som fragter turister ad Venedigs maleriske kanaler. Sangen sørger gondoliererne for, mens de ror gondolerne frem gennem det skvulpende vand.
Det er meget romantisk alt sammen, men der er et stigende antal turister, som har fået ødelagt romantikken af temmelig beduggede gondolierer. Stadig flere klager lander hos myndighederne, og for nylig fik en enkelt episode bægeret til at flyde over.
En temmelig beruset flok gondolierer underkastede en aspirerende gondoliere en optagelsesceremoni, som blandt andet indebar, at den unge mand skulle springe splitternøgen i Canal Grande. Det skete midt mellem vaporettoer og vandtaxaer proppet med venetianere og turister.
Myndighederne har kaldt hændelsen for forkastelig og en foragt over for byens verdensberømmelse. De har derfor udnævnt en "Prosecco-politimand", opkaldt efter Veneto-regionens berømte boblevin, og hans opgave bliver at holde lov og orden i Venedigs flydende verden.
Samtidig vil der blive udført stikprøver, hvor gondoliererne bliver alkoholtestet.




.




Den fjernstyrede helikopter er på størrelse med en motorcykel. Foto: UC Davis.

Napa kopierer Japan
I den senere tid har debatten raset om den stigende anvendelse af fjernbetjente fly til spionage og militære formål.
Men den slags små fly kan også bruges til yderst fredelige formål - som fx at spraye en rismark med skadedyrsbekæmpende midler.
I de sidste 20 år har man i Japan brugt små fjernbetjente 500 RMAX helikoptere, der er på størrelse med en motorcykel, til at spraye 40% af landets rismarker.
Nu er et hold forskere ved University of California’s vininstitut i Davis i færd med at teste, om man kan bruge sådanne ubemandede helikoptere til at spraye vinmarkerne med pesticider.
I øjeblikket vil man således kunne se en 500 RMAX flyve flittigt hen over et par af Napa Valleys vinmarker. Helikopteren har fået monteret to beholdere, der hver kan rumme 8 liter spraymiddel - dog anvendes der på nuværende tidspunkt kun vand til forsøget.
Der er flere fordele ved at bruge den fjernbetjente helikopter. Den ringe størrelse gør, at den kan flyve meget tættere på de stejle vinmarker og ind og ud nogle af de steder, hvor en bemandet helikopter ikke kan komme.

En effektiv arbejdsbi
Indtil videre ser forsøgene yderst lovende ud. Helikopteren har vist sig i nogle situationer at være mere sikker og effektiv end både et bemandet fly og de traktorer med sprøjte-applikationer, som mange vinproducenter også anvender. Og når den lille helikopter er tæt på vinstokkene, sørger luftstrømmen fra dens vinger for, at det sprayede vand også lander på bagsiden af vinstokkenes blade.
Ud over at kunne spraye vinmarkerne vil helikopteren også kunne fotografere markerne og dermed afsløre, om nogle områder har brug for ekstra behandling med spray. Billederne vil ligeledes kunne bruges, når man skal bestemme det optimale høsttidspunkt for de enkelte vinmarker.
Det kribler sikkert allerede i fingrene hos nogle af Napas vinproducenter for at få lov til at lege med sådan en fjernstyret helikopter …
For god ordens skyld er forskerne blevet pålagt at give myndighederne i Napa et praj, hver gang de sender helikopteren op for en forsøgs-flyvetur - netop på grund af al snakken om droner og spionage.
En lille film på YouTube fortæller om helikopterens arbejde i vinmarken.


Gode tider for italiensk eksport
Der er penge i den italienske vinindustri. I første kvartal af 2013 steg eksporten af italiensk vin med 10% i værdi sammenlignet med tallene for samme periode i 2012. Det svarer til, at der blev eksporteret vin for omkring 1,1 milliarder euro (cirka 8,2 mia. kr.).
Til gengæld faldt mængden af den eksporterede vin i samme periode med 1,9% til 4,7 hektoliter.
51% af al den vin, der blev sendt ud over Italiens grænser, endte i EU’s medlemslande.



< Såvel den gamle facade som det fine gamle interiør er bevaret hos Legrand Filles et Fils i Paris - se også denne uges STORE billede.


Japaner køber berømt vinbutik
Vininteresserede asiatere er ikke kun på jagt efter franske slotte - også vinforretninger har interesse.
For nylig købte den japanske forretningsmand Amane Nakashima, der er præsident for fødevaregruppen Nakashimato, 78% af aktierne i den berømte, gamle vinforretning, Legrand Filles et Fils (Legrand Døtre og Sønner) i Paris. Købssummen skulle ifølge Decanter ligge på omkring 16 millioner euro (cirka 119 mio. kr.).
Gérard Sibourd-Baudry, som har været direktør for forretningen siden år 2000, beholder sit job - og de 22% af aktierne.
Legrand Filles et Fils, der ligger i Galerie Vivienne, slog dørene op i 1800-tallet og har bevaret et fornemt gammelt interiør fra omkring år 1900. Under forretningen er der vidtstrakte vinkældre.
15% af forretningens årlige omsætning på 25 mio. euro (cirka 187 mio. kr.) stammer fra salg til det japanske marked. I alt tegner ikke-franske aftagerlande sig for 80% af salget.
Derfor har den nye ejer også planer om at åbne endnu en Legrand Filles et Fils uden for Frankrigs grænser - og højst sandsynligt i Japan.


Til_37/09






I skyggen under pavillonerne bydes der på smagsprøver af vine fra små og mindre kendte vinproducenter.

Vinmesse i en dansk vinmark
Hvis man vil nyde et godt glas vin midt i en dansk vinmark, der bugner af drueklaser, bør man lægge vejen forbi 11. udgave af vinmessen Garagevin, der netop nu er under forberedelse.
Det er Foreningen af Danske Vinimportører, der står bag vinmessen, som afholdes hos Dansk VinCenter i Avedøre d. 25. august.
Med garagevine menes der vine fra små uafhængige producenter med fokus på kvalitet. Det er typisk vine med personlige historier fra vinbønder, der har lagt al deres sjæl og nerve i vinfremstillingen.
Smagsprøverne deles ud fra en række pavilloner i Dansk VinCenters vinmarker. Og i år byder Garagevin også på stande med kulinariske fristelser, så man kan få stillet sulten. Man kan læse mere om vinmessen, billetpriser osv. ved at klikke her.


Vinslot forvandlet til luksushotel
Som nævnt i uge 18 er Château Loudenne i Médoc blevet solgt til det kinesiske vin- og spiritusfirma Moutai, der ejer 30 forretninger i Kina - og planlægger at åbne nummer 100 inden slutningen af 2013.
Nu forlyder det, at firmaet har tænkt sig at omdanne slottet til et luksushotel, der frem for alt skal tiltrække de mange velhavende kinesere, som besøger Bordeaux. Det bliver slottets nuværende gæstehus, der må lade livet til fordel for hotellet - hvis altså myndighederne i Bordeaux godkender byggeplanerne.
Hotellet vil omfatte 22 værelser, restaurant, svømmepøl og en spa samt 14 mindre hytter, der gør det ud for suiter.
Den nye ejer planlægger også at bruge 5 millioner euro (cirka 37 mio. kr.) på opførelsen af et nyt vineri.

To års jagt efter et slot
Hos Moutai havde man været på jagt i to år og set på mere end 30 vinslotte, før valget faldt på Château Loudenne. Ifølge Decanter blev slottet købt for omkring 20 mio. euro (cirka 149 mio. kr.) af den nu tidligere ejer, familien Lafragette.
Slottet vil fortsat fungere som vinhus, og Moutai planlægger at sælge omkring halvdelen af produktionen til Kina og den anden halvdel til de traditionelle aftagerlande.
Mens det stadig er franskmænd, der tager sig af slottets vinfremstilling, har ti kinesiske medarbejdere overtaget arbejdet, når det gælder vinsalget og turismedelen.




Venus fra Willendorf. Foto: Wikipedia / MatthiasKabel. Og Jeff Koons emballage til champagneflasken.

Champagne i en frodig dame
Hvis man godt kan lide champagne og kunst af Jeff Koons, er chancen der nu for at erhverve en skøn forening af begge dele.
Champagnehuset Moët & Chandon har valgt at lancere 100 flasker af Dom Pérignon rosé årgang 2003 i en meget opsigtsvækkende emballage skabt af den amerikanske provokunstner.
Emballagen består af en hul figur, hvis forbillede er frugtbarhedsgudinden Venus fra Willendorf - den 25.000 år gamle statuette, som blev fundet i 1908 tæt ved den østrigske by Willendorf. Jeff Koons har døbt sin udgave "Ballon Venus", og den er ikke af ler men af skriglilla plastic - og endnu mere yppig end sit forbillede.
Når man åbner kvinden, åbenbares champagneflasken.
En festlig sag - til en pris svarende til 115.000 kr. Men så kan man jo også nyde sit eget Jeff Koons kunstværk, mens man skåler i ædle bobler.


Franskmændene er til AOC og rødvin
FranceAgriMer - den instans, som står i spidsen for franske landbrugs- og fiskeriprodukter - er kommet med en række tal for salget af vin på fransk jord i 2012. Vi bringer et lille udvalg:
* Sidste år blev der solgt rød-, hvid- og rosévin til i alt 23 millioner franske husstande - svarende til 86,5% af samtlige af landets husstande.
* Supermarkederne tegnede sig for 63% af de solgte vinflasker.
* Gennemsnitsprisen for den vin, der blev solgt, lå på 3,29 euro (cirka 25 kr.) pr. liter, hvilket er en stigning på 5,8% i forhold til gennemsnitsprisen i 2011.
* Rødvin dominerede salget med 56% - dernæst kom rosé med 26% og hvidvin med 18%.
* 51% af al den vin, der blev solgt i Frankrig sidste år, var AOC-vin. Salget af vine i den lidt mindre fine kategori IGP (Indication Géographique Protégée) udgjorde 15%, mens den laveste kategori, Vins de France, tegnede sig for 11% af salget.




En spand med Sauvignon Blanc Kettle, som bør nydes med et glas af samme hvidvin til.

Vinøse popcorn
Sidste uge omhandlede bl.a. diverse hybrider inden for vin og spiritus. Der var verdens første vin med Coca-Cola smag og en forening af gin og saké.
Nu kan man også læne sig tilbage i biografen og gumle vinøse popcorn - en nyskabelse, der er blevet til via et samarbejde mellem det amerikanske popcornfirma Populence og den newzealandske vinproducent Kim Crawford.
Popcornene er blevet tilsat vinen under fremstillingen, og der er nu to udgaver på markedet: Pinot Noir Drizzle og Sauvignon Blanc Kettle. På Populences hjemmeside opfordrer man til, at popcornene nydes sammen med et glas af den vin, som indgår i opskriften. Og den går selvfølgelig ikke i en biograf …

...




Etiketten på Spirits of the Tsars Goden Vodka er dekoreret med 24 karat guld.

Tyveri af kostbar vodka
Spirits of the Tsars Golden Vodka fremstilles efter en gammel russisk opskrift, som i flere hundrede år har været i zarernes eje. Først efter den russiske revolution og Romanov-familiens fald i 1917 blev opskriften tilgængelig, og i dag fremstilles vodkaen af et ukrainsk destilleri.
Det er en af verdens mest kostbare vodkaer, og for nylig lykkedes det tyve i nattens mulm og mørke at stjæle 4500 flasker fra et toldlager i Miami. Det lyder måske ikke af så meget, men når der er tale om en vodka, der på det amerikanske marked sælges for 250 dollars (cirka 1447 kr.) flasken, så beløber tyveriet sig til hele 1,1 millioner dollars (cirka 6,5 mio. kr.).

24 karat guld på etiketten
Der er selvfølgelig tale om en rigtig god vodka, men det, der gør den så kostbar, er ikke mindst etiketten. På den er der både skrift og et logo i 24 karat guld.
Alt tyder på, at tyvene har vidst, hvor i lagerhallen vodkaen befandt sig. De har nemlig lavet et hul i muren tæt ved de reoler, hvor kasserne med flaskerne befandt sig, og det var gennem dette hul, de fik kasserne ud til en ventende lastbil.
Tyvene har højst sandsynligt også vidst, hvor alarmerne befandt sig, for der lød ingen alarmer om natten for indbruddet.
Til gengæld vidste tyvene ikke, at tyveriet blev opfanget af nogle videokameraer, der var installeret i og udenfor lageret.
Her kunne man tydeligt se nogle af tyvene ankomme til lagerbygningen i en dyr Mercedes-Benz, mens andre kom med varevognen. Desværre havde tyvene masker på, så man ikke kunne se deres ansigter.
Jagten på forbryderne er sat ind, og der er udlovet en dusør på 5000 dollars (cirka 29.000 kr.) til den, der kan komme med oplysninger, der fører til pågribelse af tyvene.




    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Der er ingen nyheder i den danske vinbranche i denne uge.



    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.







Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.

,

    Troels Ambo (f. 1979) drømte oprindelig om en fodboldkarriere i Herfølge Boldklub. Men hans stigende interesse for vin (samt efter eget udsagn manglende evner og seriøsitet) slog bolden af banen, og i år 2000 kom han i lære hos Erik Sørensen Vin, hvor læretiden blev udstået i butikken på Bernstorffsvej i Hellerup.
    Som udlært ønskede Troels Ambo at prøve kræfter med opsøgende salg til virksomhedens erhvervs- og HoReCa kunder. Det fik han lov til, og det viste sig hurtigt, at han var havnet på rette hylde. I 2007 blev han udnævnt til salgschef inden for netop disse to kundeområder, og i 2012 blev det næste skridt taget, da han fik jobbet som salgsdirektør for firmaet.
    2012 blev også året, hvor Troels Ambo blev optaget som partner og medejer i Erik Sørensen Vin, hvilket længe havde været et brændende ønske fra hans side.
    Interessen for mad og vin samt kombinationen af disse lever fortsat i bedste velgående, og der tilbringes meget tid foran grillen og i køkkenet og helst med et glas i hånden.
    Troels Ambo bor i sin barndomsby Køge, hvor han forsøger at finde tid til golf og lidt cykling. Ellers bruges tiden på familien, der består af hans norske kone, Anne Marit, den 2-årige datter Alba, og til oktober kommer der så endnu et familiemedlem til verden. Når ferietiden melder sig, er Frankrig en af de foretrukne destinationer, men der bruges naturligvis også mange ferietimer i Norge hos svigerfamilien.
    Adresse: Erik Sørensen Vin, Fredensborg Kongevej 57, 2980 Kokkedal, tlf.: 43 46 99 00, direkte: 43 48 00 35, mobil: 40 88 98 30, e-mail: taj@eriksorensenvin.dk, www.eriksorensenvin.dk.

.....
Ugens gode Spørgsmål

Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål - og svaret på det.

Hvilken ende af proppen?
Bent Kaspersen skriver, at han fandt historien i sidste uge om spraydåsen med den inaktive luftart interessant: Man giver blot et pust ned i en halvfuld flaske og skynder sig at sætte proppen på – hvorefter vinen stadig kan drikkes efter måneder.
– Men jeg spekulerer på, fortsætter Bent Kaspersen, – hvilken ende af proppen, der skal ned i flasken. Den ende, der fra starten var nede i flasken, er svær at få ned igen. Med den anden ende går det meget lettere. Men det er jo den ende, der var øverst, og som måske er snavset.
Vi forstår spekulationerne, men problemet bør nu ikke være så stort. Den øverste ende af proppen har jo været beskyttet af kapslen, og vinen i flasken behøver slet ikke at få kontakt med proppen, idet flasken med det beskyttende lag af den inaktive luftart udmærket kan opbevares stående.

..............
...... .............



    Ugens vinøse tegning, 4
    I 1825 skrev den franske gastronom Brillat-Savarin disse ord i sin bog "Smagens fysiologi":
    "De, der forspiser sig eller drikker sig fulde, har hverken forstand på at drikke eller på at spise." En aforisme, som passende kan illustreres med denne gamle tegning, udført i 1848 af kunstneren Bertall til en udgave af bogen.
    I otte uger holder vi en pause i de ugentlige vinøse fotos, som venlige læsere deler med os, og i stedet bringer vi Bertalls tegninger. Imens kan de flittige fotografer jo tage nogle gode billeder til os, når de nu rejser af sted på en vinøs sommerferie – og bagefter sende dem til anker@vinavisen.dk.




.

Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234

...............................
    .....................
    230 Fornemme magnumflasker i vinduet hos Legrand Filles et Fils i Paris (foto © Anker Tiedemann).
    ..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 32 vine. Af disse vine var der 23, som fik mere end to stjerner og hele 19, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 108 stjerner og i gennemsnit 3,4 stjerner til alle de smagte vine inkl. de ni, vi ikke gav stjerner, og som derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Mousserende


Concerto Lambrusco, Medici Ermete, Reggiano, Italien, 2011, lav alkohol (11,5%)
89 kr., Haller Vine og Vin&Vin
Denne mousserende rødvin er i kvalitet milevidt fra den lyserøde boblevin, som mange i Danmark traditionelt forbinder med Lambrusco. Det er en meget lækker vin med en dybrød farve, en blød og cremet mousse og en let, læskende og elegant smag med tilpas syre. En rigtig sommersag, der kan nydes på terrassen eller til lettere grillmad.

Hvidvin


Da Luca, Sicilien, Italien, 2012, lav alkohol (12,5%)
48 kr., ViniPortugal
I denne hvidvin har Pinot Grigio og Chardonnay indgået ægteskab - og det er et vellykket et af slagsen. Vinen dufter dejlig aromatisk med strejf af appelsinblomster. Smagen er tør, men ikke knastør, og den har fine noter af krydderhonning. Flasken har skruelåg.


Pacifico Sur, Reserva, Chardonnay, Casablanca, Chile, 2012, middel alkohol (13,5%)
59 kr., VinDanmark Lagersalg
God, frisk Chardonnay-hvidvin med smag af drue, citrus og grape samt en let fedme. Udpræget madvin. Flasken har skruelåg.


Domaine Horgelus, Famille le Menn, Côtes de Gascogne IGP, Frankrig, 2012, lav alkohol (11,5%)
59 kr., A Vinstouw
Let hvidvin på druerne Colombard og Sauvignon Blanc, hvor den sidste markerer sig tydeligst i duft og smag. Vinen har en god, frisk syre, der gør den velegnet til gerne lidt fede fiskeretter. Flasken har skruelåg.


Château des Eyssards, Bergerac, Frankrig, 2012, middel alkohol (13,5%)
59,95 kr., Erik Sørensen Vin
Let og læskende hvidvin på druerne Sauvignon Blanc og Sémillon - en vin, der smager rigtig godt med sin gode, rene druesmag og bløde syre. God både til lettere retter og som terrassevin.


Grasmuck, Morillon, Südsteiermark, Østrig, 2011, lav alkohol (13%)
60 kr., Fur Vinimport
Morillon er et østrigsk navn for Chardonnay, og denne hvidvin er lavet på denne drue af en vingård, der også er en "drueskole". Det er en superlækker, blød hvidvin med en bred smag, der fylder munden godt ud og bliver der længe. Vinen har tilpas syre. Fin til lettere retter og som terrassevin. Flasken har skruelåg.


Elio Filippino, Arneis, Langhe, Italien, 2011, lav alkohol (12,5%)
76 kr., SB-Vinimport
Dejlig hvidvin med god, bred og blød frugt og en lille honningsødme, som spiller op til et fint bid af grape.


Pear Tree White, Bellingham, Western Cape, Sydafrika, 2012, lav alkohol (13%)
79,75 kr., på tilbud i juli: 69,75 kr.; ved 6 flasker 59,75 kr., Skjold Burne
Denne gode hvidvin på druerne Chenin Blanc (Steen i Sydafrika) og Viognier fylder godt i munden med sin friske frugt og lette fedme. Fin til lettere retter, fisk og skaldyr - en udpræget madvin. Flasken har skruelåg.


Baumann Zirgel, Riesling, Alsace, Frankrig, 2010, lav alkohol (12,5%)
99 kr., Vinkrogen
Vellavet hvidvin med en god og karakteristisk Riesling-duft og -smag, mineralske toner, tilpas syre og en lang eftersmag.


Héroes, Santa Rita, Chardonnay, Central Valley, Chile, 2011, middel alkohol (13,5%)
49 kr., Rema 1000
Pæn, enkel og frisk hvidvin med markante fadtoner og god frugtfylde. Slutter lidt tørt i munden.


Maybach, Riesling, Rheinhessen, Tyskland, 2012, lav alkohol (12%)
69,95 kr., på tilbud i denne uge (uge 28) i EuroSpar: 44,50 kr. ved 2 flasker, Spar Supermarked
Let og forfriskende hvidvin. Tilbudsprisen må nok siges at være den rigtige.

Rosévin


Château Guiot, Costières de Nîmes, Frankrig, 2012, middel alkohol (13,5%)
55 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company
Vellavet rosévin med en blød og imødekommende smag med noter af røde bær, en lille fedme, en god syre og en lang eftersmag. Dertil en pebret krydring, der afbalancerer den lille sødme. Velegenet både til mad og som terrassevin. Flasken har skruelåg.


Casa Maria, Castilla y Leon, Spanien, 2012, lav alkohol (12,5%)
59,95 kr., pris ved 3 flasker: 43 kr., Smile Marketing Group
En mørk rosévin med en dejlig duft af modne hindbær og en god frugtsmag med noter af blommer. Vinen har et lille bittert bid, der gør den velegnet som ledsager til lette sommerretter. Flasken har skruelåg.

Rødvin


Viu Manent, Gran Reserva, Cabernet Sauvignon, Colchagua Valley, Chile, 2011, middel alkohol (14%)
59,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
God Cabernet-duft, god Cabernet-smag. En rødvin, der hænger fint sammen. Den er kraftig og udpræget en madvin.


Vega Libre, Utiel-Requena, Spanien, 2012, lav alkohol (12%)
69 kr., på tilbud indtil 17. august: 49 kr., Vinoble
En jernnæve i en fløjlshandske lød det fra smagepanelet. Og, ja, den har en kraftig frugtsmag med godt krydderi, men også blødhed. Til tilbudsprisen en rigtig god vin.


Big Oak Red, Belllingham, Western Cape, Sydafrika, 2011, middel alkohol (14%)
79,75 kr., på tilbud i juli: 69,75 kr.; pris ved 6 flasker: 59,75 kr., Skjold Burne
En udpræget madvin på druerne Shiraz og Cabernet Sauvignon - en rødvin med en intens smag af sorte bær, der vil gå fint til sommerens grillmad. Den femte stjerne gælder tilbudspriserne. Flasken har skruelåg.


Les Quatre, Fitou, Frankrig, 2009, middel alkohol (14%)
99 kr., Lago Import
Tæt rødvin, fire år gammel og dejlig med sin brede frugt og fine krydderi. Plask den over i en karaffel, så åbner den sig blødt og lækkert.


10H, Arabarte, Rioja, Spanien, 2004, middel alkohol (14%)
99 kr., DK Wine
10H, som der angives på etiketten, står for diez hectareas (10 hektar) - hvilket hentyder til den vinmark, denne rødvin stammer fra. Det er en rigtig dejlig vin med en fantastisk aromatisk og frugtrig duft med modne brombær, hyldebær og jordbær. Smagen er tør, behageligt krydret, saftig og koncentreret med tilpas syre. En perfekt vin til en god oksesteg eller til lammekølle.


La Fermade, Domaine Maby, Lirac, Frankrig, 2011, middel alkohol (14%)
130 kr., Kolding Vinhandel / Vestergaard Wines
En dejligt afrundet, fløjlsblød og moden rødvin med en forjættende duft, fint krydderi - masser af peber - og en lang eftersmag.


Monte del Frá, Lena di Mezzo, Valpolicella Ripasso Classico Superiore, Italien, 2010, middel alkohol (14%)
150 kr., Propperiet
En rigtig god rødvin med en bred, kompleks og harmonisk smag. Dertil en lille sødme, en god syre og en lang eftersmag. Den koster 150 kr., men man får vin for pengene.


Clarendon Hills, Syrah, Clarendon, Australien, 2010, høj alkohol (14,5%)
200 kr., H.J.Hansen Vin
Dette må være en af Australiens bedste vine, en elegant, blød og lækker rødvin, men også en monumental vin med en næsten sort farve i glasset og en intens frugtsmag med bløde tanniner og diskrete fadtoner. Gem den gerne endnu nogle år.


Grazia, Sangiovese, Brunello di Montalcino, Italien, 2008, høj alkohol (14,5%)
289 kr., på tilbud fra 1. august: 149 kr. ved 6 flasker, Jysk Vin
Fem år gammel og fint afrundet - en dejlig rødvin med ren frugt, bløde tanniner, kirsebær, peber, en god syre og lang eftersmag.


Campo San Vito, Villa Monteleone, Valpolicella Classico Superiore, Ripasso, Italien, 2010, lav alkohol (13%)
160 kr., pris ved 12 flasker: 126 kr., Solarex
Rødvin med en intens frugtsmag - især kirsebær - og ikke så meget syre.








...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.