Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 48. 2013



Nyheder i uge 48, 2013

Følg os på Facebook









En krig om retten til vinsalg
Der der krig på kniven mellem det svenske statsejede Systembolaget og supermarkedskæden City Gross, der har butikker i 34 svenske byer.
Som vi fortalte i uge 34, har City Gross indgået et samarbejde med internet-vinforretningen Winefinder.se om levering af kasser med vin til supermarkedets kunder med alt, hvad der er brug for til fem middage til henholdsvis to eller fire personer. Winefinder.se leverer således vin, der står til "madkasserne".
Kun et par timer efter, at supermarkedskæden og vinforretningen havde lanceret deres samarbejde, politianmeldte Systembolaget City Gross.
Internethandel med vin er blevet tilladt for nogle år siden i Sverige. Til gengæld har Systembolaget monopol på al fysisk handel med vin og spiritus. Hos det statsejede monopol mener man, at samarbejdet mellem City Gross og vinforretningen svarer til, at City Gross nu også sælger alkohol - og det er jo i strid med monopol-politikken.
En forundersøgelse blev iværksat af den svenske kammeradvokat - som nu ifølge www.wownews.se har valgt, at der ikke skal gøres mere ved den sag. Hermed kan supermarkedskæden uhindret fortsætte sit vinsalg.

Skæbnesvangert for folkesundheden
Dette kan måske lyde som en banal sag, men det er det langt fra. At en svensk supermarkedskæde vinder over Systembolaget, når det gælder salg af vin, er grænseoverskridende. Det er David, der har vundet over Goliat, og nu vil andre supermarkeder og vinhandlere højst sandsynligt kaste sig ud i lignende samarbejdsprojekter. Og det er bestemt noget, som man frygter hos Systembolaget.
Herfra kræver man, at den svenske alkohollov nu bliver gået efter i sømmene, og man advarer om, at afgørelsen i City Gross-sagen kan få "skæbnesvangre konsekvenser for folkesundheden".
Ejeren af Winefinder.se, Ole Nielsen, har tidligere udtrykt, at Systembolaget graver sin egen grav med den politianmeldelse.
Med hensyn til folkesundheden kan han ikke se noget galt i samarbejdet med City Gross. Det handler jo om at sælge vin til mad, og at opfordre forbrugerne til at nyde vinen til maden er jo kun fornuftigt.



Foto: Wikipedia / Mick Stephenson
Gode tal for årgang 2013
Der er blevet skrevet meget om, hvordan tidlig frost, haglbyger og oversvømmelser har gjort et godt indhug i de europæiske vinproducenters druehøst.
Nu er årets høst i hus de fleste steder, og faktisk er der rigtig gode nyheder til denne verdens vinentusiaster.
Ifølge de nyeste tal fra OIV (Office International de la Vigne et du Vin) har EU’s 28 medlemslande til sammen fremstillet cirka 164 millioner hektoliter vin af årgang 2013. Det er en stigning på hele 11% i forhold til 2012.
Hermed er Europas vinproduktion tilbage på samme gode niveau som i 2009 - efter de seneste par års ringe mængder.
En af årsagerne til fremgangen er, at EU i 2011 stoppede med at give økonomisk støtte til nedlæggelse af vinmarker - en støtte, der i sin tid blev givet på grund af overproduktion af vin. I alt har vinstokke på 270.000 hektar marker ladet livet.
OIV har endnu flere gode tal at byde på for årgang 2013. Vi bringer et udpluk nedenfor.

Italien, verdens største vinproducent
* Spanien tegner sig for den største stigning i årets vinproduktion. I alt blev det til 40 mio. hl vin - hele 23% mere end i 2012.
* Italien er stadig verdens største vinproducent med 45 mio. hl - en stigning på 2% i forhold til sidste år. Frankrig indtager andenpladsen med 44 mio. hl, hvilket er en stigning på 7%.
* Til sammen står Italien, Frankrig og Spanien for to tredjedele af EU’s vinproduktion i år og 45% af al den vin, der er fremstillet på verdensplan - hvilket er 281 mio. hl.
* Tyskland har i år produceret 9 mio. hl vin - stort set det samme som i 2012.
* Kroatien, som blev medlem af EU i juni i år, kan byde på 1,4 mio. hl af årgang 2013.






24 postkort fra Georgien
VinAvisens Anker har rejst rundt i Georgien for at få et indtryk af landets vin, og fra turen sender han 24 postkort. De første fire postkort kommer her, og de følgende 20 postkort bringer vi i ugerne frem til nytår.
................


...........
Der fremstilles vin flere steder rundt omkring i Georgien, men produktionen af kvalitets-vin er koncentreret i provinsen Kakheti i landets østlige del...

    1. postkort fra Georgien
    Det var her, det begyndte
    Georgien er vinens vugge. Det var her – i Kaukasus mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav – at det hele begyndte for cirka 8000 år siden.
    Nord for Georgien ligger den store nabo, Rusland, der i århundreder har udøvet sin magt over det lille land – og aftaget dets vin.
    I 2006 ragede Georgien uklar med Rusland. Georgierne ville gerne i nærmere kontakt med Vesteuropa og søge optagelse i EU og Nato og samtidig bringe to løsrevne områder – Syd Ossetien og Abkhazeti (der er lyse på kortet) – tilbage som dele af landet, men det blev russerne vrede over. Der var en kortvarig krig. Russerne invaderede landet, og georgierne tabte. De to områder er i dag selvstændige.

................


...........
Stalin var georgier. Han blev født i byen Gori, og her findes et museum til massemorderens ære. I museets butik kan man købe vine med hans billede på etiketten.....

    2. postkort fra Georgien
    Sovjet: Skidt med kvaliteten
    I 1921 blev Georgien besat af Rusland og indlemmet i Sovjetunionen, og landet blev tvunget til at lægge sin vinproduktion om. Nu gjaldt det ikke mere om at lave vin af kvalitet, men rødvine i så store mængder som overhovedet muligt.
    Skidt med kvaliteten. Skidt med, at man blandede forskellige druesorter, gode og dårlige, blå og grønne i det samme store kar. Bare der kom en masse alkoholisk vin ud af det.
    I 1991 blev Sovjetunionen opløst. Georgien blev et frit land og kunne gå i gang med at restaurere sin vinindustri.
    Det er op ad bakke. En stejl bakke. Men landet ligger på samme breddegrad som Bordeaux, og det har potentiale til at blive et betydeligt vinland – som Argentina, Chile og New Zealand er blevet det i de sidste 25 år.
    I 2011 steg eksporten af vin med 38%, og i 2012 steg den yderligere med cirka 10%.




...........
Den lille bronzefigur findes på et museum, men flere steder sidder den drikkende mand som en statue i stor størrelse, her på en gade i Georgiens hovedstad Tbilisi........

    3. postkort fra Georgien
    Manden med drikkehornet
    Georgiske arkæologer har fundet talrige vidnesbyrd om vindyrkning i den fjerne oldtid, og meget tyder på, at det var i dette land, man begyndte at fremstille vin. Herfra spredtes vinen til Egypten og videre til Grækenland, Italien og Frankrig.
    Man har fundet flere ruiner af vinhuse med bassiner, hvor druerne blev trampet, og hvor vinen blev opsamlet i store krukker.
    Under en udgravning i den gamle kongeby Mtskheta fandt arkæologerne i 2006 en lille bronzefigur. Den er cirka 3000 år gammel, og den forestiller en mand, der sidder og drikker vin af et kohorn.
    Den lille mand er blevet en slags ikon for georgisk vin. Måske har han været en tamada – en leder af et drikkelag.








...........
Georgiens elskede naivist-maler Niko Pirosmani (1862-1918) har skildret drikkegildet. Endnu et maleri af Niko Pirosmani ses længere nede som denne uges STORE billede.....

    4. postkort fra Georgien
    En helt speciel vinkultur
    Den dag i dag har georgierne en helt speciel kultur omkring nydelsen af vin. Under vores rundtur oplevede vi den flere gange.
    Efter gammel skik ledes et drikkegilde (supra) af en forstander (tamada), og det er forstanderens opgave at holde lange taler og udbringe skåler.
    Den første skål er for værten og hans familie. Derefter følger skåler for moderlandet Georgien, for afdøde nationalhelte og for forældre – specielt mødre. Så kommer der skåler for venner, slægtninge og Georgiens fremtid.
    Som regel tømmer deltagerne deres glas efter hver skål. Mellem skålerne drikker de ikke noget. Og når tamada'en har udbragt den sidste skål, er det tegn på, at festen er slut.
    På billedet her står tamada'en og holder tale, og på gulvet foran bordet ligger et sammensyet dyreskind med vinen, de drikker.



Glemt drue får nyt liv
Rødvinen Grans Muralles er en af topvinene fra den store spanske vinproducent Torres i Penedès. Den nyeste årgang 2009 er netop kommet på markedet, og den er fremstillet på de kendte druer Garnacha Tinta, Cariñena, Monastrell og Garró - samt den ukendte drue Querol.
Torres har gennem de sidste 20 år gjort en stor indsats for at opspore lokale druer, der næsten er forsvundet, og dernæst genplante dem på egne vinmarker. Og rødvinsdruen Querol, som man har opkaldt efter den landsby, hvor vinstokkene blev fundet, er en af disse druer.
Querol er helt sin egen og ikke en klon af en kendt drue. Det er en lidt besværlig drue at dyrke, og høstmængden er lille. Til gengæld har druerne en koncentreret aroma.
Der er gået seks år, siden man fandt den gamle lokale drue. De glemte vinstokke er blevet renset, formeret og genplantet, og i dag breder Querol sig over cirka 15 hektar af Torres’s vinmarker. Og disse marker repræsenterer således det eneste kendte eksempel på denne glemte drue.

En fremtid med vægt på lokale druer
I de mange år, vinhusets "drue-redningsprogram" har stået på, er det blevet til en håndfuld genfundne rødvinsdruer, hvoraf vinhuset vil lade flere indgå i fremstillingen af Grans Muralles i de kommende år. Vinen bliver således en slags samlings-vin for disse glemte druer.
Det er ifølge Torres vigtigt at genfinde de gamle lokale druer og dyrke dem på ny. Vinproducenterne i Spanien må - ligesom i mange andre lande - indrette sig på en fremtid med klimatiske ændringer, og her kan netop de lokale druer komme til at spille en vigtig rolle. Mange af dem er mere modstandsdygtige over for fx tørke end nogle af de kendte internationale rødvinsdruer.



De to flasker vin, der var med til at "forme Amerika".
Vinflasker på fornem liste
Det amerikanske flag, Barbie-dukken, Abraham Lincolns høje hat, Neil Armstrongs rumdragt og to flasker californisk vin synes ikke umiddelbart at have det store til fælles. Men det har de. De er en del af en liste på 101 genstande, der har "formet Amerika", og samtlige genstande er nu udstillet på det store museum Smithsonian Institution i Washington.
Man kan undre sig over, at to flasker vin er kommet med på listen, men de var sammen med en række andre vine med til for alvor at sætte californisk vin på det vinøse verdenskort.
Den ene flaske er en Chateau Montelena Chardonnay og den anden en Stag’s Leap Wine Cellars Cabernet Sauvignon - begge årgang 1973. Og begge deltog de i den berømte blindsmagning i 1976, der er blevet kendt som Paris Tasting. Her blev californiske vine smagt blindt op mod nogle af de mest berømte vine fra Bordeaux.

En sjælden og kostbar flaske
Det var den britiske vinhandler Steven Spurrier, der havde arrangeret smagningen, og dommerpanelet bestod af vinkyndige franskmænd, som var ved at falde bagover, da resultatet blev offentliggjort. Flere af de californiske vine - blandt andet de to hos Smithsonian Institution - vandt over de franske.
Blindsmagningen er siden hen blevet filmatiseret i hele to film, "Bottle Shock" og "Judgement of Paris".
Der er sandsynligvis kun ganske få flasker Chateau Montelena Chardonnay 1973 tilbage på verdensplan, og lad os håbe, at museet passer godt på sin flaske. Den en nemlig kostbar. I 2010 blev der solgt en af de legendariske flasker på en amerikansk auktion for det, der svarer til 65.400 kr.







<<Der blev smagt og indgået aftaler under det netop afholdte Friuli-arrangement.

<Fra venstre: Direktøren for vinkonsortiet Friuli Venezia Giulia DOC, Pierpaolo Penco, Jens Winther Simonsen og Luca Gardini.


Italiensk besøg i Valby
Torsdag i sidste uge summerede Hotel- og Restaurantskolen i Valby af liv. Nogle af de bedste vinproducenter fra den italienske vinregion Friuli-Venezia Giulia gæstede skolen og skænkede smagsprøver i glassene til den danske vinbranche.
Arrangementet var led i Friulano on Tour, hvor producenterne har været på rundtur til i alt syv europæiske storbyer. Jens Winther Simonsen fra Simonsen Selected Wines var en af samarbejdspartnerne på dansk jord, og han var godt tilfreds med dagen, hvor flere hundrede gæster lagde vejen forbi for at smage på de gode vine og nyde dejlige friulanske delikatesser.
Nogle af vinproducenterne havde allerede danske importører, mens andre søgte en mulighed for at eksportere til Danmark. For flere af disse lykkedes det at få en aftale i stand, så deres vine snart er at finde på de danske hylder.

Fremstiller også gode rødvine
Dagen var også krydret med to seminarer afholdt af ingen ringere end Luca Gardini, der i 2011 blev kåret til verdens bedste sommelier. Under seminarerne kombinerede Gardini syv vine med både friulanske og danske retter.
Vinene fra Friuli-Venezia Giulia er måske ikke så kendte herhjemme, og det er en skam, for der fremstilles glimrende vine i denne region i det nordøstlige Italien.
Friuli-Venezia Giulia er frem for alt kendt for sine hvidvine af meget høj kvalitet, men der laves også mange rigtig gode rødvine i områdets 14 appellationer.
Vinene fremstilles på i alt 30 forskellige internationale og lokale druer, der breder sig over cirka 20.000 hektar marker, som igen ejes af omkring 1500 vinhuse.




Dette er ikke en ny model inden for vaskemaskiner men en tank til gæring af vin.

Vinmager med egen tank
Der findes utroligt mange forskellige vinkit, og alle appellerer de til forbrugere, som har en vinmager i maven.
Nu har en amerikaner, Greg Snell, lanceret det ifølge ham første computerstyrede vinkit nogensinde. Faktisk lancerede han WinePod, som vinkittet hedder, allerede i 2007 og nåede at sælge 150 styk, før han måtte lukke og slukke på grund af den verdensomspændende økonomiske krise. Men nu har han så pustet nyt liv i ideen.
WinePod kan fremstille 48 flasker vin ad gangen, og udstyret omfatter en 75 liter digital ståltank, der bruges til både presning af druerne, gæring og modning af vinen.
Druerne får man fra nogle af de forhandlere, Snell anbefaler, og man kan i modsætning til en rigtig vinmager lave vin året rundt, da der tilbydes både friske og frosne druer.
Når druerne er kommet i tanken, forbindes denne til ens computer - der først har fået installeret softwaren WineCoach.

Kan følge med på skærmen
Når programmet på computeren startes, vil tanken automatisk begynde at presse druerne og dernæst gå i gang med gæringen.
Undervejs i forløbet guider programmet én gennem vinfremstillingsprocessen, ligesom man nøje kan følge temperaturen og syreindholdet på skærmen og foretage diverse justeringer.
Den enkleste model af WinePod koster 1999 dollars (11,000 kr.), mens flagskibet kan fås for 8999 dollars (cirka 50.000 kr. Sidstnævnte omfatter også et 30 liters fransk egetræsfad.
Man kommer uvilkårligt til at tænke på en af disse brødbagemaskiner, hvor man tilsætter ingredienserne for senere at få færdigbagte brød ud i den anden ende ...
Man kan læse mere om udstyret på firmaets hjemmeside.




.


Lille mængde, stort hammerlag
I uge 45 nævnte vi, at den forestående Hospices de Beaune auktion - der hvert år afholdes i den franske by Beaunes gamle hospital - med kun 333 fade under hammeren ville blive den mindste siden 1981.
Nu er auktionen overstået, og utroligt nok blev det samlede hammerslag på 6,3 millioner euro (cirka 47 mio. kr.), hvilket er det højeste siden år 2000. Til sammenligning blev der sidste år solgt 516 fade til 5,9 mio. euro (cirka 44 mio. kr.). Gennemsnitsprisen pr. fad var da også hele 26,6% højere end ved auktionen i 2012.
Årsagen til, at den lille mængde vin blev solgt til så stort et hammerslag, er ifølge direktøren for Hospices de Beaune, Roland Masse, vinens høje kvalitet.

Præsidentens Fad fik kinesisk ejer
Al vinen var af den nye årgang 2013, og før auktionen kunne deltagerne få lov til at smage på de mange vine, så de vidste, hvad de gik ind til, når de bød.
Hvert år sælges der også et særligt fad, Præsidentens Fad, hvor pengene, det indbringer, går til et velgørende formål.
I år gik fadet, der indeholdt Mersault Genevrieres Premier Cru, Cuvée Philippe Le Bon, for første gang til en kineser. Yan-Hong Cao, som hun hedder, ejer flere teplantager og jademiner i Kina. Så hun havde råd til at byde fadet op til 131.000 euro (cirka 977.000 kr.).




De smarte solbriller er fremstillet af træ fra gamle vinfade.

Solbriller af gamle vinfade
Vi har tidligere fortalt om firmaer, der forvandler gamle vinfade til borde, stole og andre møbler.
Nu har verdens første solbriller fremstillet af brugte fade set dagens lys. De er blevet til via et samarbejde mellem det californiske vinhus Robert Mondavi Winery og solbrilleproducenten Woodzee - der er kendt for sine solbriller af genbrugstræ. Firmaet har blandt andet lavet solbrillestel af gamle skateboards.
De fade, der er brugt til brillestellene, har indeholdt Robert Mondavi Private Selection Coastal Crush Red, og vinens navn er da også præget på indersiden af den ene brillestang.
Der er kun fremstillet et begrænset antal af solbrillerne, som sættes til salg d. 1. december på Woodzees hjemmeside. Prisen er 120 dollars (662 kr.), og det er muligt at få et par sendt til Danmark. Måske en julegaveidé til vinnørden ...






CBS Wine har brug for hjælp
VinAvisen har løbende fulgt holdet fra CBS Wine - vinklubben på Copenhagen Business School - når det har dystet i internationale vinkonkurrencer i det store udland.
I foråret 2014, skal det fire mand stærke hold deltage i tre konkurrencer for studerende, LBBC, SPIT og den nye Millesime (læs om dem nedenfor). Og holdet er derfor i fuld gang med træningen med ambitionen om at erobre podiepladser i alle tre konkurrencer. Hidtil er det blevet til bronze i LBBC i 2012 og 2013 og en andenplads i SPIT, resultater som holdet ikke mener, det kunne have opnået uden støtte fra vinvenner over hele landet.
Til træningen skal holdet smage så meget vin som muligt fra hele verden, men som studerende i en frivillig, non-profit organisation kan det godt være en bekostelig affære. Og de fire studerende håber derfor på hjælp fra vinbranchen.

Alt har interesse
- Vi mangler kort sagt at smage vin som hold, lyder det fra Peter Hansen, grundlægger af CBS Wine. - Så hvis nogle vinimportører eller -forretninger ligger inde med flasker, som de synes, vi skal smage, kommer vi med glæde forbi og henter dem. Alt har interesse - røde, hvide, søde og bobler.
- Det kan også være beskadigede flasker med fx flossede etiketter, som det er svært at komme af med.
- Derudover kommer vi også gerne til større vinsmagninger, hvis vi bliver inviteret.
Til gengæld vil CBS Wine i et vist omfang omtale leverandørerne og vinene på deres blog. Hvis man er interesseret i at sponsorere holdet med vine, er man velkommen til at kontakte Asbjørn May på asbjorn@cbswine.dk eller direkte på 28 30 43 68.


De tre konkurrencer
LBBC (Left Bank Bordeaux Cup) har været afholdt hvert år siden 2002, og anses som den mest prestigefyldte konkurrence for studerende. CBS Wine har deltaget to gange og begge gange besteget podiet med en tredjeplads ud af over 40 deltagende hold fra hele verden. Her dystes der udelukkende på røde, hvide og søde vine fra venstrebredden i Bordeaux samt Sauternes og Barsac.
SPIT (Science Po International Tasting) arrangeres af vinklubben på Science Po universitet i Paris og afholdes hos champagnehuset Bollinger. CBS Wine tog andenpladsen i 2013. Vinene i konkurrencen kommer fra hele verden og har naturligvis ekstra fokus på Champagne.
Millesime arrangeres af studerende på Ecole hôtelière de Lausanne i Schweiz. Det bliver første gang, CBS Wine skal deltage i denne konkurrence, når den afholdes i 2014. Vinene kommer fra hele verden.

...




Læg mærke til bæltet om maven på flasken. Det er håndflettet af palmeblade.

Rom fremstillet over skyerne
I 2300 meters højde - over skyerne og med udsigt til bjergtoppe - ligger romhuset Zapacas rom på fade og modner. Heroppe i den kølige bjergluft modnes rommen perfekt - og uden den sædvanlige fordampning af spiritussen, som kaldes for "englenes andel".
Zacapa ligger over byen af samme navn i Guatemala, og huset fremstiller noget af verdens fineste og dyreste rom. Og nu har det lanceret en meget fornem rom, Zacapa Reserva Limitada 2013, hvoraf der kun er fremstillet 32.000 flasker. Kun fem lande har fået tildelt et antal flasker - et af dem er Danmark, hvor rommen kan købes fra og med mandag i denne uge hos Vinoble til en pris af 599 kr. Men man skal nok skynde sig, da der kun er 2000 flasker i alt.
Længere nede på siden har vi anmeldt den ny rom.

Bruger sukker og ikke melasse
Zacapa Reserva Limitada består af rom, der er fadmodnet mellem seks og 24 år i et solera-system - ligesom det, der anvendes ved fremstillingen af sherry. Vi fortalte om dette særlige system i vores postkort-serie fra Sherry-distriktet i uge 46.
Også til sine øvrige rommærker anvender Zacapa solera-systemet. Det gælder blandt andet Centenario - en berømt rom, der flere år i træk fra og med 1998 blev kåret som verdens bedste rom ved den internationale romfestival. Til sidst blev den succesfulde rom udelukket fra konkurrencen, så også andre rommærker havde en vinderchance.
Til Zacapas rom anvendes det rene sukker fra sukkerrørene. Stort set al anden rom fremstilles på melasse - en slags sukkersirup, der bliver til overs efter udvindingen af sukkeret fra rørene.
Årsagen til, at Zacapa kan benytte sukkeret, er, at huset har egne sukkerplantager - normalt får romhusene melassen, efter sukkerproducenterne har udvundet sukkeret.
Anvendelsen af rigtig sukker gør, at Zacapas rommer har en lidt sødere og mere krydret smag end megen anden rom.





Til_37/09



    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * TwinWine har optaget importen af vin fra MW Jürgen von der Mark, Baden, Weingut Georg Müller Stiftung, Rheingau og Ciabot Berton, Piemonte, Italien.
    * Vinova har optaget importen af vinene fra Domaine Charvin i Châteauneuf du Pape og Domaine Font Sarade i Vacquerays.
    * Køge Vinhandel har optaget importen af Portvine og Rødvine fra Quinta do Estanho, Portugal.



    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.


Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
.

,

    Carsten Flint Hunneche (f. 1964) begyndte så småt at interessere sig for vin for nogle årtier tilbage, da han var i Minho-regionen i det aller nordligste Portugal for at kortlægge landbrugsafgrøder. Dataindsamlingen var en del af det varierende feltarbejde, der skulle til for at blive landbrugsgeograf.
    For at kunne vandre frit rundt og kortlægge vinplanter, æbletræer og majs i det typiske blandingslandbrug skulle der bankes på en hel del døre for først at spørge om lov. Mødet med de portugisiske (vin)bønder var og er altid kendetegnet ved en fantastisk og betingelsesløs gæstfrihed; - og helt sikkert et glas lokal vin, før arbejdet skal påbegyndes.
    For Carsten Flint Hunneche handler vin utroligt meget om mennesker. Både de mange passionerede vinbønder, som dedikerer deres liv til at frembringe til tider guddommelige dråber og alle de mange mennesker, som enten nyder et godt glas vin alene, eller endnu bedre i selskab med andre. Historier opstår, og de skal fortælles.
    En god kollega fik for vane at tage to flasker vin med på arbejde hver fredag. Tilbuddet lød: Drik, og betal kun, hvis du kan lide, hvad jeg serverer. Skæbnen var beseglet. Den første kærlighed faldt på ædelsøde, tyske hvidvine, en kærlighed som varer ved, men som siden hen er blevet voldsomt udbygget.
    For et par år siden valgte Carsten Flint Hunneche at få mere struktur på sine vinkundskaber ved at tage sommelieruddannelsen på Vinakademiet, og i dag forkæler han sine kunder i garagefirmaet Druen i Flasken med direkte importerede kvalitetsvine fra Tyskland og Spanien.
    Han bruger primært sin tid på at afholde kommenterede vinsmagninger og tager ud over egne importerede vine jævnligt vine med fra andre dygtige, danske vinimportører. Alsidighed og velsmag til fornuftige penge er den røde ledetråd.
    Adresse: Druen i Flasken, Anlægsvej 5, 4171 Glumsø, tlf.: 22 44 04 61, e-mail: flint@drueniflasken.dk, www.drueniflasken.dk.





    .......
    Ugens gode Spørgsmål
    Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
    Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål - og svaret på det.

    Hvordan er det muligt?
    Søren Eriksen har i sin avis set en annonce for en vin, der beskrives som følger:
    "Sorte og meget modne kirsebær, pibe-tobak, lidt trøffel, kaffe, solvarm pinjebark og et strejf af tørret viol."
    Søren Eriksen spørger: – Hvordan i alverden er det menneskeligt muligt at genkende alle de aromaer? Solvarm pinjebark … jamen!
    Der er ingen tvivl om, at nogen – måske nogen med en ekstraordinær god næse – har kunnet opfatte alle disse aromaer. En god vin er kompleks – altså rig på mange duftmæssige facetter.
    Men "nogen" behøver ikke at være en enkelt person. Ofte er den slags opremsninger af aromaer resultatet af mange smagninger – eller en smagning med flere deltagere. Producenten har måske også bidraget med et par forslag.
    I et smagepanel kan én sige "solvarm pinjebark", og straks mener alle de andre omkring bordet at kunne opfatte den solskoldede pinjebark. De sidder bogstaveligt talt og hidser hinanden op i jagten på interessante aromaer.
    Man kan synes, at det er lidt overdrevent med disse opremsninger af aromaer, men egentlig er det ganske uskadeligt, måske ligefrem morsomt – når man nu ikke bare vil nøjes med at skrive: Denne vin smager godt!
..............





Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260

...............................
    .....................
    250 Druerne gror på høje vinstokke i Niko Pirosmanis naivistiske maleri (foto © Anker Tiedemann).
    ..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 34 vine. Af disse vine var der 24, som fik mere end to stjerner og hele 19, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 114 stjerner og i gennemsnit 3,4 stjerner til alle de smagte vine inkl. de ti, vi ikke gav stjerner, og som derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Mousserende


Vigne Rare, Vinchio-Vaglio Serra, Moscato, Piemonte, Italien, 2012, lav alkohol (5,5%)
65 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company
Moscato-hvidvinene fra Piemonte er ikke egentlig mousserende, men frizzante, let perlende. Og søde og aromatiske. Sådan er denne vin også, og vurderet på dens egne præmisser er det en rigtig god moscato. En let vin (5,5%), som man nyder i store slurke. Selv mindreårige børn vil kunne lide den. Det får de bare ikke lov til. Den drikker vi selv.


Cuvée Capucine, Chaudron, Champagne, Premier Cru, Brut, Frankrig, lav alkohol (12%)
194 kr., Irma
En meget lækker champagne med små, livlige bobler og en afrundet, blød smag. I smagen er der noter af brød/gær og citrus. Prisen er attraktiv for så god en boblevin.

Hvidvin


Fantinel, Borgo Tesis, Pinot Grigio, Friuli Grave, Italien, 2012, lav alkohol (12,5%)
89,95 kr., Strandgaarden
En dejlig hvidvin, frisk og saftig, med let krydderi og en frisk, let prikkende citrussyre. Der kommer skam glimrende hvidvine fra det øverste, højre hjørne af Italien.


Bain's Way, Wamakersvallei, Chenin Blanc, Wellington, Sydafrika, 2013, middel alkohol (13,5%)
90 kr., Premier Cru
Sydafrikanerne kalder Loire-druen Chenin Blanc for Steen, men på flasken her bruges det franske navn. Der er tale om en frisk, fint krydret hvidvin med vegetale (grønne) og mineralske noter. En god vin udpræget til mad, fx fed fisk. Flasken har skruelåg.


The Islander, Jacques Lurton, Kangaroo Island, Australien, 2011, middel alkohol (13,5%)
129 kr., pris ved 6 flasker: 89 kr., A Vinstouw
En elegant hvidvin på druerne Viognier, Sémillon og Sauvignon Blanc. Den har en dejlig, let cremet druesmag med fine, krydrede toner og en blød syre. Flasken har skruelåg.

Rødvin


Uxmal, Catena, Malbec, Mendoza, Argentina, 2012, lav alkohol (13%)
49,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
En rigtig god hverdags-rødvin til en rimelig pris. Den har en god, ren frugtsmag med noter af peber og tilpas syre. Et udmærket glas vin, pengene værd.


Domaine Alary, Côtes du Rhône Villages Cairanne, Frankrig, 2011, høj alkohol (14,5%)
95 kr., Jysk Vin
Fortræffelig rødvin - en Rhône-vin, som man nyder med største fornøjelse. Den har en lækker smag af de tre druer Grenache, Syrah og Carignan.


Votum, Pinot Nero, Sicilien IGP, Italien, 2010
99 kr., pris ved 6 flasker: 65 kr., Holte Vinlager
Druen Pinot Noir får et andet udtryk, når den kommer fra Alsace og Tyskland til det varme Sicilien. Den medbringer sin dejlige smag, men får mere krop. Det er en anden vin, men stadig dejlig. Her til en yderst attraktiv pris (ved 6 flasker).


Cerro do Santo, Quinta do Pégo, Douro, Portugal, 2010, middel alkohol (13,5%)
99,95 kr., Amka
Superdejlig rødvin fra portvinens dal. Den er harmonisk og kompleks, udvikler sig fint i munden og er glimrende til mad. Men også anvendelig som meditations-vin.


Quinta do Judeu, Douro, Portugal, 2012, middel alkohol (14%)
105 kr., pris ved 6 flasker, Herning Vin Center
Denne fornemme rødvin er fra portvinens dal og fremstillet på portvinens druer. Den kan godt smage lidt af portvin, men er en tør vin til mad. Den har bred, blød frugt og en lækker sødme.


Fattoria del Cerro, Vino Nobile di Montepulciano, Italien, 2010, middel alkohol (13,5%)
119,95 kr., på tilbud ved 6 flasker året ud, Erik Sørensen Vin
En dejlig rødvin fra det noble distrikt ved den toskanske by Montepulciano. Den er tør, med blød frugt, fint krydderi og en lang eftersmag. En udpræget madvin.


Weingut Schneider, Spätburgunder, Baden, Tyskland, 2010, lav alkohol (13%)
120 kr., Vinbutikken.dk
Herlig Pinot Noir-rødvin fra det tyske Baden. Den har en blød, afrundet smag med lækker frugt i mængder.


Simon Alexandre, Côtes du Rhône Villages Cairanne, Frankrig, 2009, middel alkohol (14%)
135 kr., Herning Vin Center
Fyldig rødvin med bløde tanniner, fint krydderi og en lang eftersmag. En rigtig god Rhônevin fra det lille distrikt Cairanne.


Centenaria, Bodegas Aragonesas, Garnacha, Campo d Borja, Spanien, 2012, høj alkohol (14,5%)
175 kr., på tilbud til 99 kr., Smile Marketing Group
Stor og meget lækker rødvin med bred, fyldig frugt og dejlige fadtoner, der spiller fint sammen med frugten. En vin med personlighed.


Vega Real, Tempranillo, Ribera del Duero, Spanien, 2012, middel alkohol (13,5%)
55 kr., Rema 1000
En rødvin med en aromatisk duft og en dejlig bærsmag. Den er saftig uden det store vingefang - men bestemt udmærket til prisen.


Château Robin, Bordeaux, Frankrig, 2011, lav alkohol (13%)
69 kr., pris ved 6 flasker: 50 kr., Holte Vinlager
En pæn og let rødvin, der til prisen ved 6 flasker er rigtig god som hverdags-vin.


Lorca Fantasia, Mauricio Lorca, Malbec, Mendoza, Argentina, 2012, middel alkohol (14%)
85 kr., på tilbud i denne uge (uge 48): 50 kr., Malbeck
Til 85 kr. skal denne rødvin kun have tre stjerner, men til 50 kr. får den fire. Det er en pæn, lille hverdags-vin - og madvin - med en vis tørhed, god frugt og syre.


Tarapacá, Cabernet Sauvignon, Valle del Maipo, Chile, 2011, høj alkohol (14,5%)
99,75 kr., Skjold Burne
Ingen tvivl om, at dene rødvin er lavet på druen Cabernet Sauvignon. Det er Cabernet hele vejen, måske lidt kantet ... Udpræget en vin til kraftige kødretter.


William Randell, Thorn-Clarke, Shiraz, Barossa Valley, Australien, 2008, høj alkohol (16,4%)
299,75 kr., Skjold Burne
16,4% alkohol - nej, det er for meget! Unægtelig en flot rødvin, men, men, men ... Smagen af frugt og drue er for så vidt god, men den forsvinder mærkeligt nok hurtigt i eftersmagen.

Sød vin


RP.LBV, Ramos Pinto, Late Bottled Vintage Port, Portugal, høj alkohol (19,5%)
179 kr., på tilbur året ud: 159 kr., Vinoble
En ualmindelig lækker, sent aftappet portvin. Den har en fyldig, cremet og afrundet smag, men også en stærk smag.

Andet


Holger Danske Guld Akvavit, Oskar Davidsen & Co. Eftf., Danmark, høj alkohol (40%)
94,75 kr., Skjold Burne
Sikke en dejlig akvavit. Den har en tilpas krydret smag med noter af anis, en behagelig sødme og en rund og blød eftersmag. Det vil næsten være synd at smide den i fryseren før åbning - ved stuetemperatur kommer alle de fine smagsnuancer til deres ret.


Zacapa Reserva Limitada, Zacapa, Guatemala, 2013, høj alkohol (40%)
599 kr., Vinoble
En herlig oplevelse venter den, der skænker sig et glas af denne rom. Den dufter af rosiner og mørk karamel, mens smagen er kraftig og fyldig med noter, der udvikler sig i munden - kandiserede frugter, korender og et tilpas bid af egetræ til slut. Nyd den, som den er, eller til en kop sort kaffe.





...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.