Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 22. 2014



Nyheder i uge 22, 2014

Følg os på Facebook


34/09





Foto: Wikipedia / André Karwath.
Fælles alkoholpolitik i EU
I flere år har cigaretpakkerne ud over advarende tekster været forsynet med billeder af syge lunger og sorte tænder til skræk og advarsel for dem, der ryger indholdet. Det er et EU-direktiv, der har bestemt, at der skal sådanne billeder på pakkerne.
Nu har flere grupper i Europa-Parlamentet ifølge DR krævet, at der også indføres en fælles alkoholpolitik for medlemslandene.
Et nyt direktiv er derfor højst sandsynligt på vej, og selv om indholdet endnu ikke er på plads, forlyder det, at direktivet blandt andet skal indeholde strammere regler for alkoholreklamer og krav om advarsler på flaskerne à la dem på cigaretpakkerne.

På vej mod franske tilstande?
Bare det nu en dag ikke ender som i Frankrig. Her har man siden 1991 haft den strenge og forældede alkohollov, Loi Évin, der direkte forbyder reklamer for vin og anden alkohol, og som gør det umuligt for franske aviser at skrive positivt om en god flaske vin.
Tanken om, at vinbranchen herhjemme en dag ikke må reklamere for et godt vintilbud, virker absurd - men desværre er der nogle gange ikke så langt fra stramninger til forbud …
Der er bestemt ræson i både skræmmebilleder og skærpede regler, når det gælder tobaksindustrien. Det er jo slået fast med syvtommers søm, at cigaretter og anden tobak er skadeligt for helbredet. Endog passiv rygning, hvor man indånder andres tobak-os, er skadelig.
Når der drejer sig om vin og anden alkohol i moderate mængder, er sagen jo en helt anden - her er der ikke rigtig noget at komme efter.


Svindel-fabrikker indrettet i skibe
Kina svømmer i forfalskninger af fornemme Bordeaux-vine. Fx er mindst halvdelen af alle de flasker Château Lafite, der hvert år sælges på kinesisk jord, uægte.
Ifølge Decanter foregår svindelen i vid udstrækning på skibe, der er fortøjet i internationalt farvand - et godt stykke vej væk fra det kinesiske fastland.
Skibene er indrettet som fabrikker, hvor billig vin af ringe kvalitet tappes på tro kopier af ædle Bordeaux-flasker - eller på brugte flasker, der engang har indeholdt den ægte vare. Disse flasker opkøbes typisk fra fine restauranter i de kinesiske storbyer.

En garanti-mærkat fra regeringen
Kina er i dag verdens største marked for Bordeaux-vin - i 2013 gik 20% af den samlede eksport af vin fra det franske vindistrikt til kineserne. Og jo mere begejstrede kineserne bliver for Bordeaux-vin, desto mere ivrige bliver svindlerne for at fremstille forfalskninger.
Den kinesiske regering ønsker at få sat en stopper for svindelen, før den kommer helt ud af kontrol, og den har derfor lanceret en særlig sikkerhedsmærkat, der kan sættes på de fine flasker, som importeres fra udlandet - og især fra Bordeaux.
Mærkaten skal fungere som regeringens garanti over for de kinesiske forbrugere for, at vinene er ægte.
Protected Eco-origin Product (PEOP) kaldes mærkaten, der er forsynet med et større antal både synlige og usynlige koder samt en Quick Response kode, som forbrugerne kan skanne med deres iPhones og derigennem få oplysninger om vinproducenten m.m.
En række franske vinslotte har allerede vist interesse for den nye mærkat.






Vin, et glimrende investeringsobjekt
Hvis man har lidt penge til overs på kistebunden, kan det være en rigtig god idé at investere dem i fine vine.
Det viser en ny undersøgelse, udført af tre professorer i økonomi fra henholdsvis University of Cambridge, Vanderbilt University i Nashville og det franske universitet HEC Paris.
Fine Wine Cellar Research, som undersøgelse hedder, har kortlagt 36.271 personers investeringer i vin fra år 1900 til 2012.
Investeringerne er ifølge The Drinks Business dels sket via auktioner hos Christie’s dels via køb hos den flere hundrede år gamle vinforretning Berry Bros & Rudd i London. Og man har valgt udelukkende at medtage køb af de fem 1. cru Bordeaux-vine: Haut-Brion, Lafite-Rothschild, Latour, Margaux og Mouton-Rothschild. Disse vine tegner sig nemlig - sammen med endnu tre fornemme Bordeaux-vine - for 80% af alle vininvesteringerne.

Større afkast end på statsobligationer
Professorerne har sammenlignet det afkast, som investeringerne i vinene årligt har givet i gennemsnit med afkastet fra andre investeringsemner. Det fremgår af undersøgelsen, at de personer, der har investeret i vin, i gennemsnit har haft et årligt afkast på 4,1%, mens fx investeringer i frimærker har givet et afkast på 2,8% og kunst et afkast på kun 2,4%. I bunden ligger britiske statsobligationer med et afkast på 1,5% i gennemsnit i den 112-årige periode.
Vin som investeringsemne blev kun overgået af britiske aktier, hvis afkast i perioden i gennemsnit har ligget på 5,2% årligt.
Alt tyder på, at det også frem over vil være en god idé at investere sine penge i fornemme vine. Dog mener den ene af professorerne, Elroy Dimson fra University of Cambridge, at man også bør begynde at skele lidt til whiskyens verden, da fornem whisky meget vel kan gå hen og blive det næste store og indbringende investeringsobjekt.



Stor tema-smagning:
Sauvignon Blanc fra Marlborough
Med jævne mellemrum bringer VinAvisen en tema-smagning i stedet for den almindelige liste over vine, som det faste smagepanel har smagt i ugens løb. Tidligere har vi smagt stribevis af rødvine fra det spanske Ribera del Duero (uge 6), det italienske Barbaresco (uge 10) og det franske Châteauneuf du Pape (uge 16).
I denne uge gælder det hvidvine på Sauvignon Blanc-druen fra Marlborough på New Zealand - frugtrige og ofte elegante vine, der blandt andet er sagen til årstidens mange retter med asparges.
Stjerner og smagekommentarer finder man længere nede på siden. Nogle af vinene har fået fem stjerner, andre fire eller tre, mens andre igen ikke er sluppet gennem nåleøjet.
Her kommer en lille introduktion til området i form af tre postkort, og dernæst følger en anmeldelse af en ny bog med masser af informationer om vin fra Marlborough og resten af New Zealand.




På kortet er Jordens to halvdele vendt samme vej, så man tydeligt kan se, at New Zealand har samme udstrækning som Italien, og at Marlborough befinder sig på samme breddegrad som Rom.

1. Postkort fra Marlborough:
Stedet med hullet i skyerne
New Zealand ligger omgivet af vand - dels af det Tasmanske hav og dels af Stillehavet. Landet består af to hovedøer, Nordøen og Sydøen, som vinøst er inddelt i ti forskellige distrikter og en række underdistrikter.
Det er på Sydøen, man finder Marlborough, New Zealands største vindistrikt, som tegner sig for knap 75% af al den vin, der fremstilles i det oversøiske vinland.
Distriktet befinder sig på 41. breddegrad - ligesom Rom - og det er begunstiget med et tørt og meget solrigt klima med omkring 2500 solskinstimer om året. Til sammenligning havde Danmark 1674 timer med solskin i 2012.
Faktisk er Marlborough et af de områder på New Zealand, hvor Solen skinner allermest, hvorfor de lokale maorier for længe siden har givet området navnet Kei puta te Wairau - stedet med hullet i skyerne.




Så smukt tager landskabet i Koura Bay i underdistriktet Awatere Valley sig ud. I dette vinområde fremstilles nogle af Marlboroughs mest fremragende hvidvine på Sauvignon Blanc.

2. Postkort fra Marlborough:
En skotte plantede de første vinstokke
Vinlandskabet i Marlborough er underskønt. Hvor end man vender sig, er der betagende udsigter over snorlige rækker af vinstokke, søer og bjerge. Det store vinområde er inddelt i tre underdistrikter: Wairau, Southern Valleys og Awatere Valley.
Det var den skotske landmand, David Herd, der plantede de første vinstokke i Marlboroughs jord i 1873. Der skulle dog gå hundrede år, før en egentlig vinindustri kom i gang i området, men så gik det også stærkt. I dag er distriktet verdenskendt for sine glimrende vine - og især hvidvine på Sauvignon Blanc-druen - og dets vinmarker breder sig over 23.232 hektar, som til sammen ejes af 152 vinhuse. For blot 40 år siden var der ikke mange uden for New Zealands grænser, der havde hørt om Marlborough.




En klase Sauvignon Blanc-druer. Druen er ideel til Marlboroughs tørre og kølige klima. Foto: Wikipedia / Nathan.

3. Postkort fra Marlborough:
Et perfekt klima for Sauvignon Blanc
Der dyrkes både Chardonnay, Pinot Gris, Gewürztraminer, Riesling, Pinot Noir og Syrah i Marlborough. Men ingen af druerne er så udbredt som Sauvignon Blanc, der i 2013 udgjorde 83% af al den vin, distriktet fremstillede.
Netop denne hvidvinsdrue stortrives da også i Marlboroughs tørre, solrige og forholdsvist kølige klima. Om sommeren ligger gennemsnitstemperaturen på omkring 24 grader, og nætterne er kølige. Det giver druerne en lang modningstid og et højt syreindhold, hvilket igen afspejles i hvidvinene.
Verden har for alvor fået øjnene op for Sauvignon Blanc-vinene fra Marlborough og resten af New Zealand. I 2013 blev der således eksporteret 135 millioner liter af denne vin til alverdens lande - i 2007 lå tallet på omkring 40 mio. liter.
Disse hvidvine er skabt til at blive drukket unge og friske, så gem dem ikke for længe, men nyd dem godt afkølede til en god let sommerret.









16 newzealandske vinmagere
Ligesom i andre vinlande er det at fremstille vin et mands-domineret erhverv på New Zealand. Men der er alligevel en skare af kvinder, der står for vinfremstillingen i landets ti vinregioner. Og seksten af disse kvinder kommer nu til orde i en ny engelsk e-bog, "Passion, Pinot & Savvy" af Kirsten Rødsgaard-Mathiesen. Hun er uddannet journalist og rev i 2002 teltpælene op af den danske muld og flyttede til New Zealand. Man kan læse mere om hende i ugens Blå Bog længere nede på siden.
Bogen indledes med et overblik over den newzealandske vinproduktion krydret med masser af oplysende tal og grafik.
Man får fx at vide, at New Zealand kun fremstiller en halv procent af al den vin, der laves på verdensplan, og at landet ligger som nummer atten på listen over vinproducerende lande, når det gælder mængden af vin.
Fra 2003 til 2012 er det totale vinmarksareal på New Zealand fordoblet, ligesom antallet af vinhuse er steget fra 421 til cirka 700. Og det er i nogle af disse 700 vinhuse, man finder de kvinder, som Kirsten Rødsgaard-Mathisen har interviewet i bogen.

Velskrevet og fri for nørderi
De kvindelige vinmagere i bogen omfatter både indfødte kiwier og tilflyttere fra andre lande, vinmagere i førende vinhuse og producenter under eget tag og unge kvinder i 30’erne og mere garvede vinmagere over de 60 år.
I de korte interview møder man fx Sarah Burton, der fortæller om, hvordan det var som en meget ung kvinde at efterfølge den anerkendte og garvede Kevin Judd i jobbet som vinmager hos det berømte vinhus Cloudy Bay. Og så er der Tracy Haslam, der sammen med sin mor og bedstemor grundlagde vinhuset Ti Point i 1999.
Interviewene efterfølges af en række interessante kapitler, hvor de seksten kvinder udtaler sig om emner som korkpropper versus skruelåg (i dag er cirka 95% af al vin fra New Zealand under skruelåg), om hvad der skal til for at blive en god vinmager, om deres forhold til New Zealands to store druer, Pinot Noir og Sauvignon Blanc, om den globale opvarmnings betydning for fremstillingen af newzealandsk vin osv.
Bogen er velskrevet, interessant og vidunderligt befriet for nørderi - de vinøse udtryk i kapitlerne forklares fx i en lille ordliste bagest i bogen.
Desuden er teksten krydret med fine billeder af de portrætterede kvinder og af det smukke newzealandske vinlandskab. Et af billederne ses som denne uges STORE billede længere nede på siden.
Bogen, der koster 55 kr., kan købes og downloades ved at klikke her.




.




Hver eftermiddag afholder La Winery l'heure rosé - rosé-time - hvor man kan smage stribevis af rosévine fra hele verden.

La Winery skifter ejer
I 2007 slog vinproducenten og vinhandleren Philippe Raoux dørene op for La Winery i Médoc - et byggeprojekt, der havde kostet ham 20 millioner euro (cirka 149 mio. kr.).
Den 1000 kvadratmeter store bygning af stål og glas rummer en kolossal vinforretning med 40.000 vinflasker fra alverdens vinlande - hvilket gav anledning til flere hævede øjenbryn i Bordeaux, hvor vinbutikkerne traditionen tro stort set kun sælger fransk vin.
Raoux svarede igen med, at udvalget af vine ville give franske vinproducenter og vinbranchefolk en enestående chance for at smage, hvad de oversøiske konkurrenter fremstiller – og måske endog lære noget af det.
La Winery er mere end en vinforretning. Der afholdes også vinsmagninger, seminarer og koncerter i den store bygning, ligesom der er en restaurant og en tilhørende 26 hektar stor park. Og både inde og ude er der masser af moderne kunst, hvilket afspejler Raouxs store kunstinteresse.
Nu er etablissementet sat til salg, idet Raoux ønsker at hellige sig andre projekter.
Det forlyder, at køberne allerede er fundet, og at det skulle være ægteparret Claire Villars-Lurton og Gonzague Lurton, der i forvejen tre slotte i Bordeaux, Château Ferrriere, Château Domeyne og Château La Gurgue, og Claire Villars-Lurtons onkel, Antoine Merlaut, der ligeledes ejer flere Bordeaux-slotte.


Lovforslag vækker undren i Californien
Mælk er Californiens største industri. Men dernæst kommer vinindustrien, der indbringer 4,4 milliarder dollars (cirka 24 mia. kr.) til statskassen hvert eneste år.
Derfor har et nyt lovforslag, som tilsynsrådet i Los Angeles County netop har vedtaget, også vakt undren i dele af den californiske vinverden.
Forslaget går ud på at forbyde plantning af nye vinmarker i Santa Monica Mountains - et område, der ligger vest for byen Los Angeles. Og det gælder kun vinmarker - der må stadig godt anlægges nye marker med roer og andre afgrøder.

Forbereder demonstration
Det er ikke fordi, der fremstilles særligt megen vin i Santa Monica Mountains - kun omkring 180.000 flasker årligt fordelt på 50 små vinproducenter. Men producenterne kæmper netop for at gøre sig bemærket på det vinøse landkort. For nylig ansøgte de således sammen med producenter fra tilstødende områder om at få deres vinmarker anerkendt som en selvstændig appellationen - eller AVA (American Viticultural Area), som man kalder det i USA - med navnet Malibu.
Som årsag til lovforslaget nævner tilsynsrådet blandt andet det tab af lokalt dyreliv, som nye vinmarker giver, samt en bekymring for sprøjtning med pesticider.
Pjat, lyder det fra en af områdets vinproducenter, Dom Schmitz, til Wine-Searcher. Ifølge ham anvender vinmarkerne mindre vand og gødning og gør mindre skade på miljøet end andre former for landbrug.
Vinproducenterne i Santa Monica Mountains er nu ved at arrangere en demonstration, der skal afholdes snarest - og før lovforslaget måske endeligt får det blå stempel af den højere instans, California Coastal Commission, i løbet af juli.







Deltag i den store sherry-festival
International Sherry Week - den store årlige festival for den berømte spanske vin - nærmer sig med hastige skridt. Startskuddet lyder d. 2. juni, hvorefter det går løs med sherry-arrangementer i stribevis en hel uge i træk.
Som vi fortalte i uge 17, er det kun anden gang, festivalen afholdes. Sidste år var der 300 arrangementer i 29 forskellige lande - en flot start, som dog overgås stort i år, hvor 19 lande byder på til sammen 650 arrangementer.
Der vil være smagninger, seminarer, cocktails med sherry som ingrediens, mad- og sherrymatch krydret med flamenco-dans osv.
Også Danmark er med på vognen med fire arrangementer rundt om i landet.
Hos Lyngdal Hotel i Gl. Rye er der fx d. 3. juni sherry- og ostesmagning, mens restaurant Le Sommelier i København d. 8. juni afholder Sherry Fiesta med sherry og tapas. Man kan læse mere om de danske arrangementer ved at klikke her og under "Event Search" skrive "Denmark" i feltet "Address".

...


....................

    ....................
      Drambuie sat til salg
      Efter at have været i familien MacKinnons eje i mere end hundrede år, er det skotske likørmærke Drambuie ifølge The Spirits Business nu sat til salg.
      Salgsprisen er ikke oplyst, men mærket har en markedsværdi på omkring 100 millioner pund (cirka 922 mio. kr.).
      Der er sikkert rigtig mange unge mennesker der ikke kender Drambuie. Likøren havde sin storhedstid i 1950’erne, hvor den var en vigtig ingrediens i cocktailen The Rusty Nail - en cocktail, som både Frank Sinatra, Dean Martin og Sammy Davis Junior yndede at drikke.
      Og herhjemme var der stadig mange - især damer - der i 1980'erne i de finere restauranter bad om en Drambuie med knust is til kaffen.
      Men siden da, er salget gået nedad - dog har en ihærdig kampagne givet det et lille spark opad rundt om i verden i de senere år.

      Prinsens egen opskrift
      Ifølge legenden har Drambuie rødder helt tilbage til 1746. I dette år flygtede Prince Charles Edward Stuart – Bonnie Prince Charlie – efter et mislykket forsøg på at generobre den britiske trone til den skotske ø Skye. Her fik han husly hos kaptajn John MacKinnon, og da prinsen skulle forlade øen, gav han kaptajnen opskriften på sin egen hjemmelavede hofdrik. Og det var så den, der senere blev sat i produktion og fik navnet Drambuie.
      John MacKinnon tilhørte en anden MacKinnon-familie, end den, der købte likørmærket i begyndelsen af forrige århundrede. Midt imellem de to MacKinnon-familier har mærket været ejet af den skotske hotelejer James Ross.
      Navnet Drambuie er afledt af de gæliske ord "dram buidheach", der betyder "en drik, der tilfredsstiller". Det gør den stadigvæk. En flaske koster cirka 222 kr. hos Ludv. Bjørns Vinhandel.
      .................

    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Jysk Vin har optaget forhandlingen af vine fra følgende producenter: Murphy-Goode Winery i Californien, Domaine Aureto i Côtes de Ventoux, Domaine la Bastide Saint Dominique i Sydrhône og Domaine Sangliere i Provence.



    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.








    Ugens vinøse billede
    På sin ferie i Spanien besøgte Carl Nielsen og hans kone flere bodegaer i distriktet Ribera del Duero.
    – Det er naturligvis muligt at aftale et besøg på forhånd, fortæller Carl Nielsen, – men vi valgte en anden taktik. Vi kørte simpelt hen til de især mindre bodegaer, som vi gerne ville besøge og spurgte, om det var muligt at se stedet.
    – Vi ønskede især at besøge de mindre producenter, som ikke bare laver masseproduktion, og hvor der er plads til individuelle hensyn, og hvor den enkelte vinbonde sætter sit personlige præg på vinen.
    – Generelt var de meget flinke, søde og rare, og de ville rigtig gerne fortælle om deres vine.
    – Og så hjælper det naturligvis, hvis man køber et par flasker.
    – Billedet her med de mange fade tog vi dog på en af de store bodegaer, Bodegas Protos i Peñafiel.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er velkomne til at sende os vinøse billeder. Send dem digitalt og i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.





Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286

...............................
    .....................
    274 Fårene hygger sig mellem vinstokkene i en mark i Marlborough i området The Golden Mile (foto © Kirsten Rødsgaard-Mathisen).
    ..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen store smagning af
    Sauvignon Blanc fra Marlborough!
    I de forgangne uger har vi smagt os gennem 36 vine på Sauvignon Blanc-druen - alle fra distriktet Marlborough på New Zealand. Af disse vine var der 25, som fik mere end to stjerner og hele 22, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 122 stjerner og i gennemsnit 3,4 stjerner til alle de smagte vine inkl. de elleve, vi ikke gav stjerner, og som derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Smagningen af Sauvignon Blanc fra Marlborough


Block 88, Auntsfield Estate, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2013, middel alkohol (13,5%)
79 kr., VinDanmark Lagersalg
Frisk hvidvin med god duft, god smag og god eftersmag. I den fyldige smag er der både stikkelsbær, passionsfrugt og citrus, måske også lidt pære. Fin til mad og som terrassevin. Pengene værd. Flasken har skruelåg.


Sileni, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2013, lav alkohol (12,5%)
84,95 kr., pris ved 6 flasker, Erik Sørensen Vin
Hvidvin med en god og meget karakteristisk duft af Sauvignon og en blød og meget lækker smag i fin balance mellem frugt, krydderi, syre og sødme. Flasken har skruelåg.


Ara, Pathway, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2013, lav alkohol (12,5%)
95 kr., H.J.Hansen Vin
En god hvidvin med liflig duft og en frisk smag med noter af stikkelsbær og grønne æbler. I den citrusprægede eftersmag er der også et lille strejf af honning - synes vi. Flasken har skruelåg.


3 Wooly Sheep, Paul Sapin, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2013, lav alkohol (13%)
95 kr., Kjær & Sommerfeldt
Denne meget elegante hvidvin har en forjættende duft og en blød, bred og lækker smag med en lille honningsødme. Kræs! Flasken har skruelåg.


Peter Yelands, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2013, lav alkohol (13%)
99 kr., på tilbud i denne uge (uge 22): 74,50 kr. ved 2 flasker, Kvickly
Glimrende hvidvin med en frisk, kraftig duft og en karakteristisk, ren Sauvignon-smag. Flasken har skruelåg. Vinen fås også i SuperBrugsen.


Craggy Range, The Muna Road Vineyard, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2012, lav alkohol (13%)
99,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
Æble, citrus, orientalske frugter ... Et orgie i frugt og mineralske noter - mineraliteten ikke mindst i duften. En dejlig hvidvin. Flasken har skruelåg.


The Straits, Sileni Estates, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2012, lav alkohol (13%)
99,95 kr., pris ved 6 flasker, Erik Sørensen Vin
Sileni, som vinhuset bag hvidvinen hedder, er ifølge den romerske mytologi navnet på de svirebrødre, som vinens gud, Bacchus, omgav sig med. Og både vinguden og hans kammerater ville helt sikkert have nydt denne liflige vin, hvor fine honningnoter blander sig med tropiske frugter i både duften og smagen. Vinen har en god fylde og fedme og en meget lang eftersmag, der munder ud i en fin og forfriskende citrussyre. Flasken har skruelåg.


Whale's Tale, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2013, lav alkohol (13%)
100 kr., pris ved 6 flasker: 85 kr., Holte Vinlager
En meget harmonisk og frisk hvidvin med en liflig blomsterduft og en herlig smag af modne citrusfrugter. Vinen har en vis fedme, der bevarer smagen længe i munden. Flasken har skruelåg.


Saint Clair, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2012, lav alkohol (13%)
109,75 kr., pris ved 12 flasker: 89,75 kr., Bichel Vine
Dette var den sidste vin, vi smagte i denne store Sauvignon-smagning, og den var lige så god som næsten alle de andre - frisk duft, bred druesmag med blød syre, stikkelsbær, græs, papaya, citrus, hyldeblomst ... Lang, frisk eftersmag. Flasken har skruelåg.


Greywacke, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2013, middel alkohol (13,5%)
109,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
En dejlig hvidvin med duft af kærlighedsfrugt og en elegant, let krydret smag. Nyd den fx til smørdampede grønne asparges. Flasken har skruelåg.


Soho, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2013, middel alkohol (13,5%)
119 kr., Vinslottet
Blid, blød og lækker - en virkelig dejlig hvidvin med ren, frisk frugtsmag. Smagepanelet spyttede slet ikke. Flasken har skruelåg.


Babich, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2013, lav alkohol (13%)
119,75 kr., på tilbud indtil 22. juni: 99,75 kr., Skjold Burne
Blid og venlig hvidvin - en meget anvendelig vin, som mange vil kunne lide. Flasken har skruelåg.


Ribbonwood, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2013, lav alkohol (13%)
119,95 kr., Strandgaarden
En lækker hvidvin med duft af mango og en cremet smag med noter af kærlighedsfrugt og melon. Flasken har skruelåg.


Momo, Seresin Estate, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2012, lav alkohol (12,5%)
125 kr., H.J.Hansen Vin
Elegant og meget charmerende hvidvin med en liflig duft og en blød, mild og lækker smag. Vinen er lavet på organisk dyrkede druer - og flasken har skruelåg.


Staete Landt, Annabel, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2013, middel alkohol (13,5%)
128 kr., Jysk Vin
Duften er, som når man stikker næsen ned i en kasse med citrusfrugter. Smagen er Sauvignon Blanc med alle druens dyder - stikkelsbær, hyldeblomst, grape. En herlig hvidvin. Flasken har skruelåg.


Astrolabe, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2012, lav alkohol (13%)
128 kr., Sigurd Müller
Duften af denne hvidvin er fuld af frugt, men har også noter af smør. Smagen er fyldig med strejf af citrusfrugter og en fedme, der bevarer smagen længe i munden. Flasken har skruelåg.


Peter Yealands, Reserve, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2011, middel alkohol (13,5%)
129,95 kr., på tilbud i denne uge (uge 22): 99 kr., Kvickly
Herlig hvidvin med en fin, blomstrende duft og en lækker, blid og frisk smag med noter af passionsfrugt og citrus. Flasken har skruelåg. Vinen sælges også i SuperBrugsen.


Stella, Soho Wine, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2012, middel alkohol (13,3%)
159 kr., Vinslottet
Fortræffelig hvidvin med en fin drueduft og en frisk, ret tør smag, dog med en lille sødme i eftersmagen. Med sin gode syre er den oplagt til lidt fede fiskeretter. Flasken har skruelåg.


Mount Nelson, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2012, lav alkohol (12,5%)
159,95 kr., på tilbud til 109 kr., Theis Vine
En frisk og ret kraftig duft af hyldeblomst møder næsen, og en blød, lækker druesmag møder munden. En herlig hvidvin med noter af hyldeblomst og - i eftersmagen - stikkelsbær. Flasken har skruelåg.


The Ned, Marisco Vineyards, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2013, lav alkohol (12,5%)
178 kr., pris ved 12 flasker: 134 kr., Laudrup Vin
Let og mild hvidvin, der har en både bred og lang smag. De 134 kr. ved 12 flasker er nok nærmere den rigtige pris. Flasken har skruelåg.


Villa Maria, Reserve, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2012, lav alkohol (13%)
179 kr., Wine.dk
Villa Maria er måske det første newzealandske vinhus, der rigtig markerede sig på verdensmarkedet, i hvert fald i Danmark. Det er 53 år gammelt og i dag et af New Zealands største vinhuse. Siden år 2000 har det produceret vin i Marlborough, og herfra kommer denne fortræffelige og meget lækre hvidvin med en flot duft og en bred smag med noter af stikkelsbær og lime. Skænk den fx til en fin fiskeret - eller brug den som terrassevin. Flasken har skruelåg.


Clos Henri, Sauvignon Blanc, Marlblorough, New Zealand, 2011, middel alkohol (14%)
249 kr., på tilbud til 175 kr., Theis Vine
En blød, harmonisk og meget lækker hvidvin med fyldig frugt, en vis cremet fedme og forfriskende syre. Vingården blev grundlagt midt i 90'erne af den franske familie bag Domaine Henri Bourgeois. Familien holder til i Sancerre og bragte ti generationers erfaringer med til det fjerne New Zealand. Vinen er da også i klassisk, fransk Sancerre-stil. Flasken har skruelåg.


Private Bin, Villa Maria, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2012, middel alkohol (13,5%)
119 kr., Wine.dk
Det er næsten som at drikke saft af kærlighedsfrugter tilsat alkohol. Også duften af denne hvidvin er domineret af kærlighedsfrugt, så man skal virkelig kunne lide frugten for at kunne lide vinen. Men det er der jo også mange, der kan. Flasken har skruelåg.


Clearwater Cove, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2013, lav alkohol (12,5%)
125 kr., Premier Cru
En udmærket hvidvin med en fin citrusduft og en frisk frugtsmag. Den er dog en anelse spinkel. Flasken har skruelåg.


Ant Moore, Antmoore Wineworks, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2011, lav alkohol (12,5%)
135 kr., Hustedvin
Denne hvidvin må endelig ikke drikkes køleskabskold. Lad den stå lidt og lune sig i glasset - så kommer de fine duft- og smagsnuancer til deres ret. Det er en vin med en fin duft af melon men også mineralske toner. Smagen er tør uden at knase og med en fin citrus syre. En ret elegant vin, hvis pris dog nok er lige i overkanten. Flasken har skruelåg.





...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.