Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 23. 2014



Nyheder i uge 23, 2014

Følg os på Facebook






"Kultvinen", der blev solgt som bulk
I 2012 hyrede Jean-Noel Fourmeaux, der ejer Chateau Potelle i Napa Valley, vinkonsulenten Denis Malbec. Målet var, at der med konsulentens hjælp skulle fremstilles en kultvin navngivet Fourmeaux efter vinhusejeren. Den skulle kunne sælges for 200 dollars (cirka 1000 kr.) og være flagskibet i vinhusets nye smagerum.
Ifølge The Drinks Business blev resultatet dog alt andet end godt, og i øjeblikket bliver de 15.000 liter "kultvin" solgt som bulk til billige penge.
Fourmeaux har nu lagt sag an mod Malbec med påstand om kontraktbrud og forsømmelse. Og han kræver intet mindre end 1,6 millioner dollars (cirka 8,9 mio. kr.) i erstatning. I anklageskriftet står der blandt andet, at Malbec tog på en ti dages ferie på et kritisk tidspunkt i vinens tilblivelse. Mens han var væk, gik det galt, og da han kom tilbage, var det umuligt at rette op på skaderne. Det var endda nødvendigt at filtrere vinen hele fem gange, før den overhovedet kunne sælges som bulk.




Nogle vinslotte i Bordeaux kan fås for 1 mio. euro, mens andre koster 12 mio. euro. Slottet på billedet er Château Margaux - og det er ikke til salg. Foto: Wikipedia / Sir Gawain.

Seminar om køb af Bordeaux-slotte
Kineserne er begejstrede for Bordeaux - og ikke bare for vinen, men også for distriktets mange slotte.
Det sås tydeligt, da Vinexpo Asia Pacific for nylig løb af stabelen i Hong Kong. I forbindelse med vinudstillingen blev der afholdt et seminar om, hvordan man finder og køber et vinslot i Bordeaux. Og salen, hvor seminaret foregik, var pakket til bristepunktet af interesserede kinesere.
Antallet af Bordeaux-slotte, der har fået kinesiske ejere, har været støt stigende i de senere år. I 2011 kom 21 slotte på kinesiske hænder, året efter var tallet steget til 26, og sidste år nåede det op på 36, og skal man dømme efter den proppede seminar-sal, er der flere handler på vej.
Decanter talte med nogle af de ejendomsmæglere, som afholdt seminaret, og ifølge dem er der forskel på den typiske kinesiske slots-køber i dag i forhold til for blot nogle år siden.
Tidligere var det især et slots romantiske udseende eller beliggenhed, der trak - nu er målet for de kinesiske købere i stigende grad at fremstille og sælge vin.

Store prisforskelle
Af seminaret fremgik det, at der var noget for enhver pengepung, når det gjaldt Bordeaux-slottene.
I den billige ende havde en af ejendomsmæglerne et slot med 14 hektar vinmarker og yderlige 11 ha uplantet jord til salg for 1 million euro (cirka 7,5 mio. kr.) - hvilket vel er cirka halvdelen af, hvad en strandsvejsvilla herhjemme koster. Samme mægler havde også et 1800-tals slot med en årlig produktion på 1 mio. flasker til salg for 12 mio. euro (cirka 90 mio. kr.).
Jordpriserne varierer også kraftigt afhængig af, hvilken appellation man vil investere i.
Hvis man vil have et stykke jord i det store almindelige AOC Bordeaux-område, kan det lade sig gøre for mellem 12.000 og 40.000 euro (cirka 90.000 og 300.000 kr.) pr. ha. Stikker man lidt dybere i tegnedrengen, kan man få jord i Saint-Estèphe for 300.000 euro (cirka 2,2 mio. kr.) pr. ha.
Og tager man det helt store kreditkort frem, er det muligt at erhverve jord i den dyreste appellation overhovedet, nemlig Pauillac. Her skal man hoste op med 2 mio. euro (cirka 15 mio. kr.) pr. ha.


Rødvin, hvidvin - og orangevin
Der findes rødvin, hvidvin og rosévin. Men der findes også orangevin, hvilket mange herhjemme nok ikke har hørt om.
Vinen har intet med appelsiner at gøre - det er udelukkende farven, der hentydes til. Og netop denne farve vin er noget af det mest hotte i USA i øjeblikket, ligesom flere andre lande er hoppet på trenden.
Orangevin fremstilles ligesom hvidvin på grønne druer. Men i stedet for at fjerne skindene med det samme, som man gør, når man laver hvidvin, så lader man druemosten trække tanniner og farve ud af de grønne skind. Denne udblødning kan vare meget længe - nogle gange uger eller måneder - og både før og efter gæringen. Resultatet er en vin, hvis farve kan variere i en række lysere eller mørkere orange toner. Smagen har tanniner, og orangevin er da også blevet kaldt for hvidvinsdrikkernes rødvin.

Ønsker forbud mod betegnelsen
Orangevin har rødder i Georgien, men fremstilles i dag også i Italien, Tyskland og Slovenien samt flere andre steder i verden.
Men nu er det ifølge The Drinks Business måske snart slut med at betegne den gyldne vintype som orangevin.
Australiens vinindustriforening, Wine Australia, er ude med riven på vegne af vinregionen Orange i New South Wales. Foreningen har i en officiel erklæring meddelt, at vinproducenter, der kalder deres vine "orange", uden at vinen har noget med regionen at gøre, risikerer alvorlige konsekvenser, da det er forbudt at bruge den geografiske betegnelse på sådanne vine.
I stedet for at skrive "orangevin" på fx bagetiketten, vil foreningen have, at producenterne skriver "vin med en orange farve".
Den forlanger også, at man fremover holder sig fra udtryk som "vin i orange-stil" på etiketterne og i omtaler af vinene - på samme måde, som udtrykket "champagne-stil" ikke længere er en godkendt beskrivelse for mousserende vine.




.

19 postkort fra Langhe
VinAvisens Mariette har været på en tur til vinområdet Langhe i det italienske Piemonte. Her deltog hun i Nebbiolo Prima, den store årlige smagning af den nye årgang af rødvine på Nebbiolo-druen fra appellationerne Barolo, Barbaresco og Roero. Men hun kom også rundt til en håndfuld af Langhes mange gode vingårde.
Såvel smagningen som vingårdsbesøgene er blevet til en serie på i alt 19 postkort, som vi tager hul på nedenfor med de fem første. Her kan man læse om Nebbiolo Prima, hvor 92 vinskribenter fra hele verden i fem dage smagte sig gennem flere hundrede rødvine.



.......
Barolo og Barbaresco i Langhe er måske nok Piemontes mest berømte appellationer, men de er ikke store i forhold til naboen Monferrato, Piemontes største appellation, der er vist med en blå stiplet linje.

1. Postkort fra Langhe
Et mekka for livsnydere
Piemonte, der ligger i det nordvestlige Italien, er et smørhul, når det gælder store vine og høj gastronomi. Og noget af det bedste af begge dele finder man i regionen Langhe, der var målet for denne rejse.
Her er man så afgjort i rødvinsland - ligesom i resten af Piemonte, selv om der også fremstilles lidt hvidvin og mousserende vin.
Langhe, hvis hovedby er Alba, er blandt andet hjemsted for de berømte DOCG’er (Denominazione di Origine Controllata Garantita) Barolo og Barbaresco - samt den mindre kendte DOCG Roero.
Vine, der ikke lever op til de strenge produktionskrav i disse appellationer, må sætte det mindre fine Langhe DOC (Denominazione di Origine Controllata) på etiketterne. Det kan fx være, at druerne til vinene dyrkes uden for appellationens grænser, eller at fremstillingsmetoden ikke lever op til kravene for en DOCG-vin.
Det giver til gengæld vinproducenterne mulighed for at eksperimentere med forskellige druer og teknikker, hvilket der bestemt kan komme spændende vine ud af.



.......
De mange rødvine er linet op til dagens smagning. De smages blindt og er derfor pakket ind i sorte poser.

2. postkort fra Langhe
Vinsmagning med 90 vine hver morgen
Når VinAvisen var inviteret til Langhe, var det frem for alt for at deltage i den store årlige smagning, Nebbiolo Prima. Her smages den netop frigivne årgang af rødvinene på Nebbiolo-druen fra Barolo, Barbaresco og Roero.
Arrangøren er vinproducentforeningen Albeisa, og i alt var 92 vinskribenter fra 24 forskellige lande inviteret til smagningen, der strækker sig over fem dage.
De ugentlige vinsmagninger, VinAvisen afholder på hjemmebane, er peanuts i forhold til det antal vine, der smages hver dag under Nebbiolo Prima.
Smagningen foregik fra kl. 8.30 til 12, og VinAvisens udsendte havde meldt sig til det "bløde program", der bestod af cirka 60 vine hver dag - altså godt og vel 240 vine i løbet af de fire dage. Det "hårde program" omfattede mere end 90 vine dagligt …









.......
Med sikker hånd skænker tjeneren den næste "flight" i glassene fra de anonyme flasker. I alt blev der i de fem dage, Nebbiolo Prima varede, brugt 2300 vinglas - sikke en opvask …

3. postkort fra Langhe
Dygtige tjenere med styr på smagerækken
Vinene blev skænket i glassene fem ad gangen. Og det var op til tjenerne at holde øje med, hvor langt de enkelte vinskribenter var kommet i smagningen. Nogle tog sig jo lidt mere tid til morgenkaffen, før det hårde smage-arbejde, og startede derfor senere end andre.
Det eneste, der adskilte de mange indpakkede flasker fra hinanden, var en lille rund mærkat for oven med et tal på, så tjenerne kunne se, hvilke vine, der skulle i glassene.
Nu skal man jo ikke tro, at de mange rødvine, som blev smagt hver formiddag, var bløde og afrundede og klar til servering til en god bøf. Det var ikke de store og herlige modne baroloer og barbarescoer, som man med glæde skænker i glasset.
Det var jo de nye årgange - Barolo 2010 og Barbaresco og Roero 2011. Det var unge og stadig umodne vine, hvor frugt, syre, eg, tanniner og alkohol endnu ikke havde indgået det store kompagniskab.



.......
Hver dag bød på en ny liste over vine, som blev krydset af, efterhånden som man arbejdede sig gennem den. De "blå vine" var de ekstra vine, som skribenterne på det "hårde program" skulle smage.

4. postkort fra Langhe
Som at stå med et nyfødt barn
De 92 vinskribenter - heriblandt italienere, briter, franskmænd, svenskere, asiater, amerikanere, polakker, en inder og en tyrker - smagte, spyttede og gav karakterer i ét væk.
Munden fik et grundigt tanninbad af de unge vine, og når man nåede til vin nummer 30, begyndte det at blive svært at finde de finere nuancer.
Efter dagens smagning kunne man så hente en liste, der afslørede, hvilke vine man havde smagt.
Meningen med den fem dage lange smagning er jo, at de mange vinskribenter skal udbrede budskabet om, hvordan de nye årgange af Barolo, Barbaresco og Roero er - hvilke vine, der er værd at satse på.
Men det er jo lidt som at stå med et nyfødt barn og skulle fortælle om, hvordan ungen bliver som voksen - en nærmest umulig opgave …







.......
Fra byen La Morra i Barolo er der en fantastisk udsigt over landskabet, der er inddelt i et kludetæppe af vinmarker.

5. postkort fra Langhe
Et kludetæppe af vinmarker
Selv om tanninerne stadig buldrede frem i de fleste af de rødvine, vi smagte, var det alligevel overraskende, så store forskelle der kunne være i smagsnuancerne på de unge vine fra ét og samme vinområde. Årsagen er blandt andet de rigt varierede jordbunds- og klimaforhold, som præger ikke bare Langhe men også de enkelte appellationer og kommuner.
Alene i Barolos i alt 11 kommuner er der betydelige forskelle mellem vinene. Der er fx de kraftigt krydrede og aromatiske baroloer fra Serralunga d’Alba og de elegante og frugtrige vine fra kommunen Castiglione Falletto.
Der kan endda være forskel fra vinmark til vinmark - og der er rigtig mange vinmarker i Langhe. Områdets navn kommer af langa - der på piemontesisk betyder en lang lav bakke, og Langhe består da også af bølgende bakker beklædt med et kludetæppe af vinmarker - lidt à la Bourgogne.
Det oplevede vi, da vi hver dag efter den store smagning tog ud i vinlandskabet for at besøge nogle af de vingårde, der havde skabt vinene. Ugens STORE billede viser endnu en udsigt, nemlig fra vinhuset Ceretto i Alba.




Penfolds har kun kreeret 12 eksemplarer af Ampoule, der indeholder Kalimna Block 42 Cabernet Sauvignon 2004.

En rejse for oliesheiker og lottomillionærer
Vi har løbende nævnt nogle af de vanvittigt kostbare vine og drinks, som bliver kreeret og sat til salg rundt om i verden.
Nu tilbyder det britiske rejsebureau Holidaysplease en jordomrejse, hvor deltagerne undervejs smager på en række af disse kostbarheder.
I Melbourne besøger man fx Crown’s Club 23 og får serveret en Winston - verdens dyreste cocktail, der blev kreeret af barens chefbartender, Joel Heffernan, i 2013. Den koster det, der svarer til 72.400 kr. glasset - men det tager da også Heffernan 16 timer inklusiv forberedelse at kreere drinken.
I Monaco står den på champagne, og det er intet mindre end champagnehuset Armand de Brignacs "Dynastie", som deltagerne bliver præsenteret for. Det er en unik samling af ni champagner i forskellige flaskestørrelser, alle indeholdende Armand de Brignacs flagskib Brut Gold NV. Samlingen af champagner koster 2,9 mio. kr.

Smagsprøve på vin til 1 mio. kr.
Den øvrige del af turen byder blandt andet på Bourgogne-kultvinen Henri Jayer Richebourg Grand Cru 1978 (138.000 kr.), verdens dyreste Riesling, Egon Müller Trockenbeerenauslese (27.600 kr.) og Penfolds Ampoule (1 mio. kr.).
Verdens dyreste dråber bliver selvfølgelig ledsaget af verdens dyreste hoteller, ligesom deltagerne rejser på business class hele vejen. Man overnatter et par dage hvert sted, så der også bliver tid til sightseeing.
Og prisen for en sådan rejse? Ja, den er 750.000 pund (6,9 mio. kr.) pr. par. Der står ikke noget om enlige …
Mon ikke der er et par lottomillionærer, der melder sig til den rejse.
Man kan læse mere om turen ved at klikke her.




.




Vinspecialist Henrik Christensen, der fremover vil vurdere vine i Aarhus en gang om ugen.

Auktionshus udvider vin-service
Vinauktionerne har stigende succes - også på dansk jord. Derfor har Bruun Rasmussen besluttet at åbne op for vurderinger af vine vest for Storebælt - hidtil har vurderingerne udelukkende fundet sted i auktionshusets vinafdeling i København.
Fremover vil Henrik Christensen - der har mere end 25 års erfaring fra vinens verden - hver onsdag fra kl. 10 til 17 være til stede i auktionshusets afdeling på Søren Frichs Vej 34D i Aarhus.

Kig efter på hylderne
- Vi har især specialiseret os i at udbyde eksklusive vine på vores net-auktioner hver anden søndag fra blandt andet Frankrig, Spanien, Italien, Australien og USA, fortæller leder af Bruun Rasmussens vinafdeling, Anders Gudmundsson.
- Vi oplever i disse år en stadig stigende international efterspørgsel og et marked, der tørster efter flere flasker. Det er især købestærke asiatere, der har fået smag for de europæiske vine, men velhavende europæiske og amerikanske vinkunder byder også med på vores vinauktioner.
- Der er god grund til at se godt efter på vinhylderne, for vi oplever virkelig flotte hammerslag på vores auktioner.
- Vi vurderer vin i forhold til slottet, årgangen og den generelle stand, hvor væskeniveauet spiller en væsentlig rolle især for de ældre flasker. Derudover lægger vi vægt på vinens opbevaringsforhold. Vin holder sig bedst, hvis den ligger mørkt ved ca. 13°C, tilføjer Gudmundsson.







Spaniernes røde reje
Gambero Rosso – Den røde Reje – er en internationalt kendt og respekteret vinguide, som omtaler alle Italiens bedste vine.
Mindre kendt er det, at spanierne har en lignende guide, men den er ikke desto mindre lige så respekteret, detaljeret og aktuel som italienernes røde reje.
Den spanske vinguide hedder Guía Peñín de los Vinos de España, og ligesom den italienske guide udkommer den også i en engelsk udgave: PeñínGuide To Spanish Wine.
José Peñín er den mest indflydelsesrige vinpersonlighed i Spanien. Med næsten 40 år helt tæt på spanske vine betragtes han som den, der ved mest om, hvor Spanien befinder sig vinmæssigt, og hvor man er på vej hen. I 2007 vandt guiden prisen for den bedste vinguide ved Gourmand World Cook Book Awards.

Svært at få top-point
I 2014-udgaven, som er 24. årgang, er der omtale og bedømmelse af 10.200 aktuelle vine fra 2100 bodegaer. Der er også et kort over Spaniens mange appellationer.
Til bedømmelse af de enkelte vine benyttes Robert Parkers 100 point-skala, som naturligvis kun giver mening, hvis man læser de fyldige kommentarer.
De vine, der har opnået 95 points og derover, omtales som exceptionelle. I 2008-udgaven gjaldt det kun 25 vine - i årets guide er tallet krøbet op på 176 vine. Så helt let er det ikke at score top-point. Derudover har 3328 vine fået mere end 90 point.
Guiden fås blandt andet hos Amazon.com, hvor den koster 21,61 (cirka 120 kr.) plus forsendelse.








Casa Madronas drone er på vej med to flasker boblevin til hotellets suite.

En drone leverer champagnen
Vi har tidligere skrevet om, hvordan en række Bordeaux-slotte er begyndt at anvende droner - små ubemandede, fuldautomatiske helikoptere. Udstyret med kameraer og måleinstrumenter kan de komme ind mellem rækkerne af vinstokke og tage billeder og foretage målinger, som sladrer om fx druernes tilstand.
Men dronerne tjener også vinens verden på andre måder. Hos hotel Casa Madrona i Sausalito i Californien har man et ganske særligt tilbud til de gæster, der bor i hotellets suite til 10.000 dollars (cirka 55.000 kr.) pr. nat.
Hvis de hos room service bestiller champagne eller anden mousserende vin, er det ikke en tjener, der leverer boblerne ved døren, men derimod en drone, der kommer flyvende og forsigtigt sætter flasken - eller flaskerne, da den kan bære flere ad gangen - på et bord på suitens balkon. Måske en idé for vores danske hotel d'Angleterre?
Næste skridt bliver en drone, der kommer flyvende med kager - lyder det fra luksushotellet.

...



Et glas fristende grappa. Foto: Wikipedia / Carsten Tolkmit.
Et biprodukt til at varme sig på
En af vores læsere, Anette Larsen, har netop været en tur i Italien, og her fik hun for alvor øjnene op for, hvor godt grappa smager. Nu spørger hun, om ikke VinAvisen kan fortælle lidt om den dejlige spiritus. Det gør vi gerne:
Den italienske druebrændevin, der i dag går sin sejrsgang overalt i verden, har rødder tilbage til middelalderen – til byen Bassano del Grappa i Veneto-regionen, som ligeledes har lagt navn til den stærke drik.
Oprindelig blev grappa udelukkende fremstillet af vinbønderne på landet som et biprodukt, så de havde noget at varme sig på om vinteren.
Grappaen destilleres – ligesom franskmændenes marc og tyskernes Trester – på bundfaldet efter gæringen. Bundfaldet er presset for at udvinde den kraftige pressevin, og den tørre kage, der bliver tilbage, går til producenten af grappa. Her bruger man et kraftigt damptryk til at frigøre alkoholen.
Smagen er i høj grad afhængig af, hvilken druesort, der er brugt, ligesom lagring på egetræsfade – hvilket bliver stadig mere udbredt – kan have betydning for farve, duft og smag.

Storindustri og håndværks-grappa
I Italien er der to former for grappa, den industrielle og den håndværksmæssige. De store grappa-fabrikker gemmer druematerialet i op til seks måneder i siloer, så det mister en hel del aromastoffer. Håndværks-producenterne laver derimod deres brændevin på helt friskt bundfald, der ikke er over 24 timer gammelt.
Grappa-fabrikkerne destillerer i en uafbrudt (kontinuerlig) proces, hvor der stadigt føres materiale til kedlen. Håndværks-producenterne destillerer i en afbrudt proces – hver lille portion for sig. Hvilket også gør, at de kan lave mange forskellige grappaer alt efter hvilken vingård, der har afleveret rester fra hvilke druer.

Bør nydes af små glas
For at få den fulde fornøjelse af grappaens duft og smag bør den drikkes afkølet og af et lille glas på stilk.
Uanset, hvilken grappa, der er i glasset, kan den godt lugte lidt sprittet, når den lige er hældt op. Men hvis man lader den stå et øjeblik, så vil den fyldige aroma komme én i møde for fuld udblæsning.
I Italien drikkes grappa for det meste efter et større måltid – enten ren som en slags "fordøjer" eller i form af en "Café Corretto" (korrekt kaffe), hvor den er blandet i en espresso. Denne lille stærke, sorte sag nydes også som "morgen-opkvikker".

    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * OM Nielsen Vinimport åbner ny forretning d. 1. juni på adressen H.C. Ørstedsvej 38 på Frederiksberg. Forretningen bliver rammen om såvel salg af vine som vinsmagninger.



    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.






Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.


,

    Annai Salazar (f. 1986) stammer fra Mexico, hvor hendes far har en vingård. I 2005 flyttede hun til Frankrig og tog en uddannelse som fødevareingeniør ved L’Ecole Superieure d’Agriculture d’Angers. I de sidste to år af studiet specialiserede hun sig i ønologi og vindyrkning og havde sideløbende arbejde i det lille familieejede vinhus Domaine du Pont du Livier i Loire.
    Vinstudierne fortsatte, da Annai Salazar i 2008 fik et Erasmus Mundus Scholarship og dermed kunne tage den internationale kandidatuddannelse "Wine, Vine and Terroir". Hendes studier foregik ved tre forskellige universiteter i henholdsvis Frankrig, Spanien og Italien, og hendes kandidatprojekt bestod i at udvikle en ny rosévin for Gruppo Italiano Vino - en af Italiens største vinproducenter.
    Udviklingen af den nye vin foregik i vineriet hos Castello Monaci i Puglia, og efter endt eksamen fortsatte hun med at arbejde endnu et år for vinhuset.
    De mange ophold i forskellige lande har medført, at Annai Salazar taler flydende spansk, engelsk, fransk og italiensk - og nu også dansk. I 2011 flyttede hun nemlig til Danmark med sin mand, der havde fået et scholarship af den danske regering, så han kunne tage sin kandidatgrad i fødevarevidenskab ved Københavns Universitet.
    Vinens verden har hun dog ikke sluppet. Efter kun tre måneder på dansk jord fik hun job hos vinfirmaet OM Nielsen Vinimport, hvor hun i dag arbejder som projektleder.
    Jobbet består blandt andet i at hjælpe med at finde frem til vine af god kvalitet, som kan sælges på dansk jord til fornuftige priser. Og så tager hun aktivt del i de mange vinsmagninger, som OM Nielsen Vinimport afholder i eget regi.
    Annai Salazar er også i færd med at udvikle teambuilding-kurser for vinglade danskere, hvor kursisterne kan købe vinene direkte af vinfirmaet.
    Adresse: OM Nielsen Vinimport, Gøgevang 15, 2970 Hørsholm, tlf.: 30 45 15 05, e-mail: annai.salazar@gmail.com, www.omnielsen.dk.



    Ugens vinøse billede
    Da Svend og Hanne Stysiek boede i den lille tyske vinby Zell, havde de denne flotte udsigt over til de stejle vinmarker på den modsatte bred af Mosel-floden.
    – Vi boede hos Weinhaus Mayer, skriver de, – og det var et rigtigt godt sted. Både vinhus og hotel. Og så laver de ikke mindst nogle fortræffelige vine.
    Vi her på VinAvisen siger tak for billedet – og husker adressen på det gode sted.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er velkomne til at sende os vinøse billeder. Send dem digitalt og i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.





Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286

...............................
    .....................
    275 Udsigten fra vinhuset Ceretto i Alba byder på vinmarker og frugtplantager, der afløser hinanden i ét væk, så langt øjet rækker. (foto © Mariette Tiedemann).
    ..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 36 vine. Af disse vine var der 25, som fik mere end to stjerner og hele 21, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 119 stjerner og i gennemsnit 3,3 stjerner til alle de smagte vine inkl. de elleve, vi ikke gav stjerner, og som derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Mousserende


Brut Cattin, Crémant d'Alsace, Frankrig, lav alkohol (12%)
100 kr., pris ved 6 flasker: 80 kr. flasken, Holte Vinlager
En rigtig dejlig mousserende vin med en fyldig duft og smag af modne frugter og en anelse karamel til slut. Den kan bruges som aperitif, men er med sin fylde mere velegnet som madvin til fx en god fiskeret.

Hvidvin


Viña Tarapacá, Chardonnay, Valle Central, Chile, 2013, lav alkohol (13%)
69,75 kr., på tilbud indtil 22. juni: 59,75 kr. ved 6 flasker., Skjold Burne
En herlig hvidvin med duft af moden frugt og nyslået græs og med en fyldig frugtrig smag med fint krydrede noter. Flasken har skruelåg.


Paololeo, Chardonnay, Salento, Italien, 2012, lav alkohol (12,5%)
75 kr., pris ved 12 flasker: 67,50 kr., YouAndWine
Denne dejlige hvidvin kommer fra Salento i det syditalienske Puglia. Den har en fin citrus-duft og en fyldig, næsten cremet smag med god frugt, en fin syre og en lang og liflig eftersmag.


Constantia Glen, Sauvignon Blanc, Constantia, Sydafrika, 2012, middel alkohol (13,5%)
99 kr., pris ved 6 flasker: 69 kr., A Vinstouw
Den er rigtig god, denne hvidvin på druen Suvignon Blanc. Lige så god som mange af de bedste Sauvignon'er fra New Zealand. Den har en blød, men også frisk druesmag med noter af grape og tropiske frugter. Fin til mange lettere retter, til ost og som terrassevin.


Weingur Roth, Silvaner, Franken, Trocken, Tyskland, 2012, lav alkohol (12%)
99 kr., Den lille Vinkælder i Fredericia
Fortræffelig hvidvin på økologisk dyrkede druer. Den har en liflig duft og en smag af friske druer og æbler, der snakker godt sammen. Bocksbeutel-flasken har skruelåg.


Fantasi, Vila Nova de Gaia, Douro, Portugal, 2011, middel alkohol (13,5%)
109,75 kr., på tilbud indtil 22. juni: 79,75 kr. ved 6 flasker., Skjold Burne
Den fine etiket på denne hvidvin går hele vejen rundt om flasken og viser næsten tro gengivelser af H.C. Andersens papirklip. Men det er jo indholdet, der tæller - og det fejler bestemt ikke noget. Vinen dufter af citrusfrugter og eg og har en tør, fyldig og let krydret smag med en lille sødme til slut. En meget lækker vin, som vil være sagen til sommerens lidt kraftigere skaldyrsretter.


Hengst, Cave de Turckheim, Gewurztraminer, Alsace Grand Cru, Frankrig, 2011, lav alkohol (13%)
119 kr., Irma
Lækker og fyldig hvidvin med Gewurztraminer-druens fine krydderi og i dette tilfælde en sødme lidt kraftigere end sædvanligt med denne drue. Så hvis man kan lide søde vine, er denne dejlige vin sagen.


Sbronzo, Lazio, Italien, 2012, lav alkohol (13%)
99 kr., pris ved 6 flasker: 79 kr., Gallovini
Denne hvidvin har egentlig en behagelig, let krydret duft og en smag med god frugt - men også med nogle ret markante og ikke helt så behagelige noter af vingummi.

Rosévin


Santa Rita, Rosé, Cabernet Sauvignon, Valle Central, Chile, 2013, middel alkohol (13,5%)
49,95 kr., Amka
Rigtig god rosé. Frisk, frugtagtig, delikat. Fin til mad og som terrassevin. Flasken har skruelåg. Fornuftig pris.


Alouette, Cave Aureto, Ventoux, Frankrig, 2013, lav alkohol (12,5%)
85 kr., Jysk Vin
Frisk, fyldig og let cremet rosévin med noter af hindbær og måske rabarber. Fortræffelig til lettere retter.


Tramontane, Aureto, Vaucluse IGP, Frankrig, 2013, lav alkohol (13%)
129 kr., Jysk Vin
Med sin tørhed er denne rosévin afgjort til mad. Man nyder den ikke fx som terrassevin. Vinen har den ganske lyse, gylden-rosa farve, som franskmændene kalder oeil de perdrix - agerhøne-øje. Smagen er fint krydret med frisk frugt og tilpas syre.


Alamos, Catena, Malbec, Mendoza, Argentina, 2013, middel alkohol (13,5%)
49,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
En udmærket rosé med duft af modne bær og en behagelig tør og vinøs smag med noter af kirsebær. Flasken har skruelåg.

Rødvin


Silverboom, Swartland, Sydafrika, 2013, høj alkohol (15%)
44,95 kr., Taster Wine oplyser nærmeste forhandler
Med den meget lave pris, den dejlige frugt og fine sødme er dette en rødvin, som mange vil være glade for. Den er faktisk lidt af et scoop.


Apanillo, Tempranillo, Vino de la Tierra de Castilla, Spanien, 2012, middel alkohol (13,5%)
79,95 kr., på tilbud i denne uge (uge 23): 43 kr. ved 3 flasker, Kvickly
Vil man have en rødvin, der er blød, lækker og indladende, så er denne vin sagen. Mange vil være glade for dens sødme - og for dens usædvanligt lave pris på tilbud. I smagen er der både hindbær og jordbær. Den femte stjerne gælder tilbudsprisen.


Domaine Labruyère, Gamay, Moulin-à-Vent, Frankrig, 2008, lav alkohol (13%)
100 kr., pris ved 6 flasker, BrdrDsVinhandel
En dejlig, kompleks og harmonisk Beaujolais med god frugtfylde og en charmerende sødme, som mange vil kunne lide. Den er seks år gammel, men vital og ungdommelig.


Barco Realde, Enrico Pierazzuoli, Carmignano, Italien, 2011, middel alkohol (14%)
109 kr., pris ved 12 flasker: 75 kr., Kassen med vin
Carmignano er et lille toskansk distrikt og et af de første distrikter, der blev afgrænset som en slags appellation. Det skete i 1716. Allerede da fandt man på at blande den traditionelle, toskanske drue, Sangiovese, med Cabernet Sauvignon - en praksis, der først i nyere tid blev populær med de såkaldte supertoskanere. Denne rødvin er da også lavet på denne blanding af de to druer, og det er en fortræffelig vin, der breder sig i munden med en fin tørhed, blød frugt og krydrede noter.


I Corsi, Le Marognole, Valpolicella Ripasso, Italien, 2009, høj alkohol (14,5%)
110 kr., pris ved 6 flasker: 95 kr., Helbo Vine
En lækker og blød rødvin - intens og koncentreret og med noter af svesker i duft og smag, men også med tilpas tanniner til at opveje sødmen.


La Segreta, Planeta, Sicilien, Italien, 2012, lav alkohol (13%)
115 kr., på tilbud indtil 14. juni: 85 kr., Vinoble
Glimrende rødvin på druerne Nero d'Avola, Merlot, Syrah og Cabernet Franc. Vinen har en herlig, saftig smag med noter af chokolade og tobak. Dertil bløde tanniner. Flasken har skruelåg.


Christian Bernard, Gamay, Fleurie, Frankrig, 2012, lav alkohol (13%)
129,75 kr., på tilbud indtil 22. juni: 79,75 kr. ved 6 flasker., Skjold Burne
En rigtig dejlig Beaujolais. En fortræffelig rødvin med et godt billede af druen Gamay. En vin med substans, gode tanniner og frisk syre. Skænk den til milde oste, eller brug den til lettere retter - eller som terrassevin.


Paquito el Chocolatero, Cella la Muntanya, Vi Negre - Muro, Spanien, 2009, høj alkohol (15%)
149,95 kr., pris ved 6 flasker: 119,95 kr., Vinmonopolet
Under den højst besynderlige prop af plastic kommer en meget flot, interessant og kompleks rødvin. I smagen er der mørke bær, chokolade og kakao samt en charmerende sødme.


Clearwater Cove, Yealands Estate, Pinot Noir, South Island, New Zealand, 2012, middel alkohol (13,5%)
155 kr., Premier Cru
Let og saftig rødvin med den dejlige Pinot Noir-drue i fint spil. Vinen er fint krydret med en lille sødme og tilpas syre. Flasken har skruelåg.


Heritage, Convento de Las Claras, Ribera del Duero, Spanien, 2011, høj alkohol (14,5%)
199 kr., pris ved 6 flasker, D’Wine
En rødvin med en dejlig frugtrig duft og en lækker krydret smag med noter af aromatisk peber og modne blå blommer.


Faces of Africa, Douglas Green, Western Cape, Sydafrika, 2013, middel alkohol (14%)
34,95 kr., Aldi
En rødvin, der trods de 14% alkohol er forholdsvis let i smagen. Den har god frugt og en let krydret eftersmag. En udmærket vin, der ikke kalder på de store ord, men er sagen til sommerens grillretter. Den lave pris indbringer den fjerde stjerne. Flasken har skruelåg.


Chocolate Box, Rocland Estate, Mataró, Barossa Valley, Australien, 2012, høj alkohol (14,5%)
100 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company
Kraftig rødvin, der næsten er tyktflydende med sin intense frugt. I slutningen et lille, alkoholisk bid. Skænk den gerne ret afkølet. Vinen er lavet på druen Mataró, der er identisk med den franske Mourvèdre. Flasken har skruelåg.





...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.