Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 8, 2017



Eben Sadie blandt sine vinstokke.

Minedrift i top-vinområde

Når man taler om sydafrikansk kultvin, kan man ikke komme uden om Swartland-regionen i Western Cape. Her - på skråningerne og i dalene ved Paardeberg (hollandsk for hestebjerget) - dyrkes der druer, som lægger most til nogle af Sydafrikas absolutte topvine.

For 30 år siden var Paardeberg ikke særligt kendt som vinområde, men så begyndte nogle unge, dygtige vinproducenter at plante vinstokke i den rå granitjord. Blandt de første var Eben Sadie, og det er ikke mindst vinene fra Sadie Family Wines, der har sat Paardeberg og Swartland på det internationale vinkort.
Der er stadig masser af uopdyrket jord ved Paardeberg - jord, der er som skabt til vindyrkning. Men nu truer minedrift med at ødelægge mulighederne for, at endnu flere vinmarker kan brede sig i dette gunstige område.

To års kamp


Myndighederne i Swartland har netop givet to firmaer tilladelse til at udføre sandminedrift i Paardeberg-dalene Aprilskloof og Siebritskloof, hvor vinmarkerne ligger side om side - heriblandt Eben Sadies marker.
I to år har områdets anerkendte vinproducenter kæmpet for at få myndighederne til skåne Paardeberg og lade bjerget og dalene forblive et attraktivt område for vindyrkning, hvor endnu flere vinproducenter vil få lyst til at slå sig ned.

Lastbiler og sandgrave


Hvis først lastbiler fyldt med sand larmer afsted på vejene, og dale og bjergskråninger bliver forvandlet til store sandgrave, vil interesserede producenter og folk, der vil investere i vinturismen, holde sig væk, mener Paardeberg-producenterne. Også vinturisterne vil sikkert hurtigt få nok af larmen. Man frygter ligeledes, at myndighedernes tilladelse til to firmaers minedrift blot er starten - at flere firmaer vil få lov til at følge trop.
Med Eben Sadie i spidsen har vinproducenterne dannet en forening, Protect The Paardeberg Coalition, der nu, som et sidste forsøg på at få myndighederne til at ombestemme sig, er gået i gang med en underskriftindsamling.

Vinstokke på stejle terrasser


I 2006 besøgte VinAvisen Eben Sadie, der tog os med til sine vinmarker i 500 meters højde. Heroppe gav han os et glimrende indtryk af de mange års hårde arbejde, der lå bag plantningen af vinstokkene. Marken var anlagt på gamle stejle terrasser, og der blev ikke kunstvandet. Sadie satsede på regnen og vejrguderne og lagde tørrede vinplanteskud ud mellem vinstokkene for at holde på den sparsomme fugtighed.
Sadie fremstiller en række fantastiske vine - heriblandt rødvinen Columella, en af Sydafrikas store kultvine.

Øko-vin i stærk vækst hos Coop

2017-udgaven af verdens største øko-vinmesse, Millésime Bio, er slut. Men lige før messen slog dørene op d. 30. januar, fik arrangørerne, Sudvinbio, et interview med kategoriplanlægger Steen Jepsen fra Coop.
Det var anden gang, han besøgte den årlige branchemesse for at blive inspireret og møde nye potentielle leverandører af økologiske vine.
Det var vigtigt for ham, at eventuelle nye leverandører kunne levere en større mængde vine, da Coop, som ejer Kvickly, Brugsen, Dagli’Brugsen, Irma og Fakta, i dag tegner sig for 1200 forretninger i Danmark.
I interviewet spørger Sudvinbio, hvordan det står til med markedet for økologiske vine i Danmark. Ifølge Steen Jepsen er det i meget hurtig vækst - faktisk er salgsvæksten inden for øko-vine i Coops forretninger næsten fordoblet i løbet af det seneste år. For bare nogle få år siden udgjorde disse vine blot en ubetydelig del af salget.

10% af det totale vinsalg


Det øgede salg af økologiske vine skyldes selvfølgelig forbrugernes stigende interesse for øko-varer som helhed. Men som Steen Jepsen siger, så har vinproducenterne også indset, at de ikke kan sælge et produkt kun på økologien:
- Vinen skal være kommerciel og være i stand til at konkurrere på lige fod mod ikke-økologiske vine. Økologien skal blot være en ”tillægsværdi”.
Fremover vil Coop i endnu højere grad fokusere på øko-vine, og målet er, at certificerede økologiske vine skal tegne sig for 10% af butikkernes totale vinsalg i år 2020.


Kom til fransk vinfest

Igen i år afholder Sopexa, det franske bureau for markedsføring af franske produkter, Franske Vindage i Politikens Hus i København. Datoen er den 24. og 25. februar, og alle er velkomne - såvel branchefolk som vinglade forbrugere.
Der vil være røde, hvide og boblende vine fra Alsace i øst til Bordeaux i vest - landvine og dyre slotsaftapninger.

Tag glasset med hjem


Når man ankommer til smagningen, får man udleveret et program, hvor man kan se listen over de i alt 200 forskellige vine og deres importører - samt et vinglas, som man kan tage med hjem.
Ud over brød til at rense ganen med mellem vinene vil det også være muligt at købe små lækre franske anretninger til yderst rimelige priser.
Billetter til den store smagning kan købes ved at klikke her.


Etiketten på den særligt sunde rødvin. Vinen er i første omgang målrettet det kinesiske marked.

En ekstra sund rødvin

Det er efterhånden en kendt sag, at rødvin indeholder helsebringende antioxidanter.
Nu har en italiensk vinproducent, Roberto Pasqua, fremstillet en rødvin, som han påstår er ekstra sund, idet den indeholder 50% flere procyanidiner - antioxidanter, som består af fortættede tanniner - end en gennemsnitlig rødvin. Disse procyanidiner har blandt andet en gunstig virkning på hjertekarsystemet.
Årsagen til, at vinen skulle være ekstra sund, er, at den er fremstillet på Cabernet Sauvignon, Merlot, Bovale og Tannat - alle druer, der har et særligt højt indhold af procyanidiner. Druerne stammer fra henholdsvis det sydvestlige Frankrig og Sardinien.

Målrettet det kinesiske marked


Det har taget Roberto Pasqua fem år at udvikle vinen, og det er gjort i samarbejde med vinuniversitetet i Verona. Selv om druerne i forvejen udmærker sig ved at have et meget højt procyanidin-indhold, har man gjort et større forarbejde for at finde frem til områder, hvor druerne udvikler ekstra mange fortættede tanniner.
Pasqua har døbt sin vin Vitis Vitae, der betyder ”livets vin”, og det eneste problem har været at opnå en balance i vinen på grund af det meget høje tanninindhold.
Men selv om rødvinen skulle snerpe lidt, skal den nok finde afsætning. I første omgang vil Pasqua målrettet sælge den på det kinesiske marked. Rigtig mange kinesere er konstant på jagt efter alkoholiske drikke, hvor sundheden har mere at skulle have sagt end selve smagen.


Jan Franse Verzijl: "En ung mand som Bacchus", 1600-tallet.

Den beslaglagte vingud

Der er malet rigtig mange billeder af den romerske vingud Bacchus, men et enkelt billede har for nylig fået ekstra stor opmærksomhed.
Det drejer sig om et maleri af den hollandske 1600-tals maler Jan Franse Verzijl med titlen ”En ung mand som Bacchus”.
I 1930’erne tilhørte det den tysk-jødiske kunstsamler og galleriejer Max Stern, men maleriet blev - sammen med resten af hans kunstsamling - beslaglagt af nazisterne. Selv måtte Stern flygte - medbringende intet andet end en lille kuffert - først til London og siden hen til Canada. Her boede han til sin død i 1987 og fortsatte som galleriejer.

Maleriet, der vendte hjem


Senere har Max Sterns efterkommere i USA ihærdigt forsøgt at finde frem til - og erhverve - de kunstværker, som blev beslaglagt af nazisterne. Og Bacchus-maleriet er det seneste værk, der er returneret til Max and Iris Stern Foundation i New York.
Maleriet har haft mange ejermænd, siden Max Sterns flugt, og det var udelukkende på grund af et tip, at FBI kunne spore det til en kunstmesse i New York.
Her havde en italiensk galleriejer, der intet anede om Max Stern og nazisternes beslaglæggelse af hans kunstværker, taget maleriet med for at sælge det. Han blev kontaktet af FBI og gav straks afkald på kunstværket, da han havde hørt dets historie.
Det er på mange måder en typisk afbildning af Bacchus med vinglasset i hånden og vinløv om hovedet. Men det må siges at være en meget ung Bacchus, Jan Franse Verzijl har afbildet.


Ny boblevin: ProGrigio

En ny boblevin har indtaget den britiske supermarkedskæde Asda. ProGrigio hedder den, og den er fremstillet på hvidvinsdruen Pinot Grigio og Glera-druen, der anvendes til fremstilling af den let mousserende italienske prosecco. ProGrigio er Asdas egen opfindelse, men vinen er fremstillet på italiensk jord. Præcis hvor i Italien oplyser etiketten ikke noget om.
Ifølge Asda minder boblevinen til forveksling om prosecco, og den sælges for kun 5 pund (cirka 40 kr.).
Briterne elsker bobler. Som en ny undersøgelse fra UNY Hacker Young viser, så drak de fra maj 2015 til samme måned sidste år 191 millioner flasker. Det er en stigning på gigantiske 80% sammenlignet med 2010. Og det er ikke mindst salget af den liflige let drikkelige prosecco, der er årsag til fremgangen.

Prisstigning efter Brexit


Som det er nu, koster en flaske prosecco hos Asda mellem 6 og 11 pund (cirka 50 og 100 kr.), men det vil højst sandsynligt ændre sig efter Brexit.
Ifølge den britiske brancheorganisation Wine and Spirit Trade Association (WSTA) vil Brexit kombineret med inflation og diverse alkoholafgifter om føje tid få priserne på prosecco - og på champagne - til at stige. Og så er det jo godt at have introduceret et billigere alternativ til den populære italienske vin.
Der er selvfølgelig også Storbritanniens egne bobler - engelsk mousserende vin - som allerede nu har et stigende salg på hjemmemarkedet og sikkert vil få ekstra vind i sejlende i de kommende år.

Øl som for 5000 år siden

En professor i kinesisk arkæologi, Li Liu, ved Stanford University i USA har udført et interessant eksperiment.
Som led i et større forskningsprojekt omkring oldtidens alkoholfremstilling har Liu sammen med sit hold af studerende brygget øl, som man gjorde det i Kina for flere tusinde år siden.
Viden om ingredienser og fremgangsmåde har Liu fået via en analyse af ølrester i en 5000 år gammel lerkrukke. Krukken blev fundet i en udgravning i det nordøstlige Kina, og resterne er det hidtil ældste bevis på ølfremstilling i det asiatiske land.

En lind grød


Analysen viste, at brygget var lavet på hirse, byg og græsarten Jobs tårer, ligesom man fandt spor af liljerødder. Der var også rester fra gæringen, hvilket betyder, at øllet ikke blev filtreret.
Ud fra analysen gik de studerende igang med at brygge, og resultatet blev noget anderledes end det bryg, man skænker i glassene i dag.
Øl i oldtidens Kina mindede mere om en lind grød og var også sødere og mere frugtagtig. Ifølge Li Liu blev brygget drukket gennem et rør - som jo så må have været verdens første sugerør.


Fra smagningen Tastin'France, der løber af stabelen i en række europæiske lande. Her bliver der delt smagsprøver ud i Holland.

Smag på Frankrig

Længere oppe har vi nævnt Franske Vindage, en smagning for såvel forbrugere som vinbranchefolk. Den 7. marts står den også på fransk vin til en ganske særlig smagning udlukkende for vinbranchen. Rammerne er Hotel d’Angleterre i København, og arrangøren af smagningen, som hedder ”Tastin’France”, er Den Franske Ambassades Handelsafdeling.
Under vinsmagningen, som afholdes for sjette år i træk, vil det rent bogstaveligt være muligt at smage på næsten hele det vinøse Frankrig. Der vil være vine fra blandt andet Alsace, Aquitaine, Bourgogne, Beaujolais, Bordeaux, Champagne, Korsika, Languedoc-Roussillon, Loire, Provence og Rhône. Og de vil blive præsenteret af i alt 28 vinproducenter - listen over producenterne kan ses ved at klikke her.

Producenter søger importører


Samtlige producenter søger importører på dansk jord, så der vil være rig lejlighed til at indgå aftaler og finde nye gode franske vine til forretningshylderne. Der vil være en hel del økologiske og biodynamiske vine blandt de mange flasker, og hvis man er på jagt efter champagne til sortimentet, er der i alt otte udstillere fra små kvalitetsbevidste champagnehuse.
Hvis man tilhører den danske vinbranche og har lyst til at deltage i smagningen, kan man tilmelde sig ved at klikke her.

Rekord eksport for Californien

Ifølge de nyeste tal fra Californian Wine Institute har eksporten af californisk vin - der udgør mere end 90% af den samlede amerikanske vinproduktion - slået alle rekorder i 2016.

I alt blev der sendt 551 millioner flasker vin fra Californien af sted til alverdens lande - i værdi lød eksporten på 1,6 milliarder dollars (cirka 11 mia. kr.).
EU-landene aftog californisk vin for 685 mio. dollars (cirka 4,8 mia. kr.) og er dermed Californiens største marked. På andenpladsen kommer Canada med en import for 431 mio. dollars (cirka 3 mia. kr.) og dernæst Hong Kong med 99 mio. dollars (cirka 697 mio. kr.). De efterfølgende største importører er Japan, Kina, Mexico, Sydkorea, Schweiz og Singapore.
2016 er blot den foreløbige kulmination på en konstant vækst i eksporten af californisk vin. I alt er statens vineksport steget med hele 78% inden for de sidste ti år.



En af de sprælske kunstetiketter på den nye årgang Obsession 2013.

Vignamaggios kunstetiketter

Niels Oxfeldt Christensen læste i sidste uges VinAvis om udsmykningen af den nye årgang rødvin fra den italienske vinproducent Tenuta dell’Ornellaia. Hvert år vælger vingården en ny kunstner til at dekorere et begrænset antal flasker.
- Det med årlige kunstetiketter er ikke nyt i Italien, skriver vores læser, der har ejet Oxfeldt Vinimport. - I 1990’erne importerede vi vine fra Vignamaggio i Toscana, hvor deres vin Obsession havde nye kunstetiketter for hver årgang. Niels Oxfeldt Christensen mener, at Vignamaggio var den første italienske vingård, der bragte den idé ud i livet.

Seks kunstnere og én årgang


Om vingården var først på banen, har vi ikke kunnet finde frem til, men Obsession bliver stadig forsynet med kunstetiketter, og flotte er de i hvert fald.
Til hver årgang får seks forskellige kunstnere lov til at dekorere hver sin etiket, og Obsession sælges dernæst både enkeltvis og i kasser med de seks forskelligt dekorerede flasker.
Vi har forsøgt at finde en webside, hvor man kan se samtlige af de kunstetiketter, Vignamaggio har fået fremstillet gennem årene, men mærkværdigvis nok ser det ikke ud til, at en sådan findes.


Her får danske Malene Smidt Hertz overrakt sit diplom af den berømte sommelier Gerard Francis Claude Basset.

Seks nye DipWSET

Seks nye kandidater fra Danmark kan smykke sig med titlen DipWSET og bliver dermed blandt de 9000 DipWSET på verdensplan siden 1969. Kandidaterne er vinkyper Malene Smidt Hertz, Hans Werge fra Juuls Vinhandel og Lyngby Vinhandel, Tomas Kierkegaard fra L’esprit du Vin, Annette Jørgensen fra Vinens Verden, Marie Gulstad og Christian Crown.
Og hvad er så DipWSET? Det står for Diploma in Wines and Spritis og er den højeste kvalifikation og anerkendelse globalt, som tilbydes af WSET (Wine & Spirit Education Trust). Via uddannelsen får man et indgående kendskab til vin og spiritus - fra produktion, regioner og vin-stile til viden om den globale handel med vin og spiritus.
I alt seksten danskere har gennemført den krævende uddannelse.

Gode tal for Pernod Ricard Danmark

Det går rigtig godt for Pernod Ricard Danmark - den danske arm af det store franske vin- og spiritusfirma.
Datterselskabet har netop præsenteret halvårsregnskabet for perioden juli til december 2016, og i alt blev der på det danske marked solgt 1,8 millioner flasker spiritus, vin og champagne. Det er en stigning i salget på 14,7% i forhold til samme periode i 2015.
De gode tal skyldes især et voksende marked for kvalitetswhisky, et boom i salget af gin og en blomstrende cocktailscene.
Nedenfor bringer vi nogle af de øvrige interessante tal fra præsentationen.

Luksusspiritus er en sællert


* Salget af Pernod Ricard Danmarks whiskymærker steg med 17% fra juli til december 2016 sammenlignet med samme periode i 2015. Og det var mærket Jameson, der tegnede sig for den største vækst (24%).
* Firmaets portefølje af dyr luksusspiritus - hvilket blandt andet omfatter Martell Cordon Bleu, The Glenlivet og Chivas Regal - rundede i perioden 7 millioner kr. - en stigning på 36%.
* Når det gælder firmaets ginmærker, voksede salget med hele 39% - hvilket især skyldes de mange nye cocktailbarer og trenden for at lave cocktails på hjemmebane.
* Salget af G.H. Mumm, som er firmaets største champagnemærke, steg med 22%, mens mærket Perrier Jouet Belle Epoque solgte 56% bedre end i samme periode i 2015. Sidstnævnte skyldtes ikke mindst et øget salg i de danske restauranter.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Leif William Petersen.

VinAvisens Blå Bog

Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.

Leif William Petersen (f. 1944) voksede op i sin fars vinhandel Ved Vesterport 9 i København. Som barn og ung var Leif William Petersen med til at prøvesmage mange af vinene i farens forretning, og allerede her lagdes kimen til hans interesse især for fransk vin. Yderligere havde han en mor, der talte flydende fransk. Det smittede også af. Som Niels Brock’er læste han fransk på højt niveau og fortsatte studiet til ensproglig korrespondent i fransk og engelsk på Handelshøjskolen i København.
Læretiden blev udtjent hos Commercial Wine Co. i Store Kongensgade og suppleret med nogle år i farens forretning. Efter nogle års ansættelse hos Gutenberghus fulgte han undervisningen i engelsk på Københavns Universitet og afsluttede studierne på exam.art. niveau.
I 1990 etablerede Leif William Petersen eget importfirma under navnet William Petersen Vin samtidig med sin ansættelse som redaktør hos henholdsvis Gutenberghus og Lademanns Leksikon, der netop var blevet overtaget af Gutenberghus. Da koncernen ændrede navn til Egmont, lykkedes det ham at få en aftale i hus med Bordeaux-négocianten Mähler-Besse om eneretten på salget af en vin til Egmont Gruppen fra et slot, som Frank Mähler-Besse netop havde købt, nemlig crus bourgeois-slottet Château Egmont i Ludon-Médoc. Det blev til stor glæde for både Egmont og for Leif William Petersen.
Han har også virket som forlagsredaktør, senest hos Gads Forlag, som blandt andet har udgivet den danske udgave af det berømte Oxford Vin Leksikon af Jancis Robinson.
Hos Gads Forlag var han ligeledes med til at udgive den hidtil eneste danske vinbog om ”Vinene fra Languedoc-Roussillon” af Morten Brink Iversen og Søren Juhl.
Tidligere har Leif William Petersen blandt andet været fagredaktør på Politikens Vinbog af Flemming Hvelplund. Her stod han for en gennemgribende ajourføring af bogen, der på et tidspunkt var Danmarks mest populære vinbog målt efter salgstallene.
Siden 1991 har han jævnligt skrevet artikler i Vinbladet, ligesom han i mange år deltog som dommer i den årlige Coupe des Crus Bourgeois, der afholdtes af L’Alliance des Crus Bourgeois på Relais de Margaux.
I 2002 blev han udnævnt til Commandeur i Grand Conseil du Vin de Bordeaux. Desuden har han i en lang årrække deltaget i den store vinmesse Vinexpo i Bordeaux.
I dag er importvirksomheden afløst af rådgivning til mindre vinimportører i nærområdet. Derudover har Leif William Petersen i de sidste femten år været frivillig medhjælper på Erik Sørensen Vins to årlige vinsmagninger i Hesselrød.
Privat har han i snart 50 år været gift med Dorte, og sammen har de to børn på henholdsvis 40 og 44 år samt fire børnebørn. I sin fritid spiller han golf, og er desuden en inkarneret vinterbader - jo koldere, desto bedre.
Adresse: Leif William Petersen, Skovvænget 8A, 2970 Hørsholm, tlf.: 45 86 05 20, e-mail: wpvin@mail.tele.dk.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.
Harold Olmo. foto: US Davis.

Er Symphony en vin?

Kim Lassen var for nylig i Californien, og her smagte han en hvidvin ved navn Symphony. Han er dog i tvivl, om Symphony er navnet på vinen eller på en drue.
Det er navnet på en drue, som er en krydsning af druerne Muscat de Alexandria og Grenache Gris. Og fødselshjælperen i 1981 var dr. Harold Olmo (1909-2006), som var professor ved University of California, Davis.
I sin mere end 50 år lange karriere udviklede dr. Olmo over 30 nye druesorter, blandt andet Ruby Cabernet (en krydsning af Cabernet Sauvignon+Carignan), Carnelian (Carignan+Cabernet Sauvignon/Grenache), Rubired (Tinto Cão+Alicante Ganzin), Royalty (Trousseau+Alicante Ganzin) og Symphony.
Vine på druen Symphony har en let krydret smag med aroma af citrus, abrikos og fersken.
Druen bruges først og fremmest i blandinger med andre druer, men man kan også få den som enkeltdrue-vin, hvilket vores læser åbenbart har fået.


Ugens vinøse billede

Vagn Jørgensen var for nylig med sin familie i den tyske by Aschaffenburg i Bayern. På væggen i en italiensk restaurant så han dette ”prop-skilderi”. Han snuppede et billede af det, og nu vil han kopiere det sjove skilderi hjemme på køkkenvæggen.
Og det er jo meget enkelt - de korkpropper, der udgør ”rødvinen”, vender ”vin-siden” opad. I alt er der brugt 93 propper, men mindre kan selvfølgelig gøre det, hvis man halverer dem.
Vi vil være glade for billeder af lignende proppede kreationer til væg, bord eller gulv. Måske er der nogle af vores læsere, der har skabt fx Colosseum ud af brugte propper - eller måske bare et fint kort over Frankrig.

Hvem kommer med det næste billede til os?


Hvis I har taget nogle interessante eller sjove vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286 Billede 287-312
Billede 313-338 Billede 339-364 Billede 365-390 Billede 391-416


415 På det franske marked hænger rullen med etiketter klar til aftappede flasker (foto © Anker Tiedemann).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 23 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Le Grand Noir, Chardonnay, Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2015, lav alkohol (13%)

89,95 kr., pris ved 6 flasker: 79 kr., Steiniche Wine

En rigtig god hvidvin på druerne Chardonnay (85%) og Viognier (15%) - en vin, der lever i spændingsfeltet mellem surt og sødt, frugt og krydderi. Med netop de krydrede noter og syren er vinen en glimrende madvin. Flasken har et elegant skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Foster Mariengarten, Eugen Spindler, Lindenhof, Riesling, Pfalz, Tyskland, 2015, lav alkohol (12,5%)

98 kr., pris ved 6 flasker: 88 kr., Jysk Vin

Pragtfuld hvidvin med en frisk og karakteristisk Riesling-smag. Fin krydring, mineralske noter, en lille frugtsødme og en lang eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Desmonta, Pinot Grigio, Arcole, Italien, 2015, lav alkohol (12,5%)

99,75 kr., på tilbud indtil 12. marts: 69,75 kr., Skjold Burne

Lækker hvidvin med en lliflig duft og frisk smag med diskrete noter af citrus, mango og banan. Dertil en lang eftersmag. Oplagt til mad, men også som apéritif og terrassevin.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Terroir, Viña Tarapaca, Chardonnay, Leyda Valley, Chile, 2014, lav alkohol (13%)

99,75 kr., på tilbud indtil 12. marts: 59,75 kr., Skjold Burne

Vellavet hvidvin med en god duft med et strejf af eg og en harmonisk smag med god krydring. Ikke så meget en vin til apéritif, men en udpræget madvin. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Lerchenberg, Mark Kreudenweiss, Pinot Gris, Alsace, Frankrig, 2015, middel alkohol (13,5%)

199,95 kr., pris ved 6 flasker: 169,95 kr., Erik Sørensen Vin

En meget lækker hvidvin med en fint krydret duft og en harmonisk druesmag. Vinen, der er biodynamisk, har en charmerende, lille sødme, men også en frisk syre. Fortræffelig til mad, men også som apéritif og sommerlig terrassevin.

Rødvin

stjernestjernestjernestjerne

Clos de Nit, Cofama Wines, Montsant, Spanien, 2015, middel alkohol (13,5%)

39 kr., pris ved 6 flasker, Barrique Vin

Til prisen 39 kr. er dette en udmærket hverdags-rødvin. Den har god, fyldig frugt, men også en lidt stilket og "rå" eftersmag. Den fjerde stjerne får den for prisen. Vinen er lavet på druerne Merlot, Ull de Ilebre, Garnatxa og Samsó.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Fantini, Farnese, Sangiovese, Terre di Chieti IGT, Italien, 2015, lav alkohol (12%)

59 kr., pris ved 6 flasker, Høj Larsen Vinimport

En let og meget venlig rødvin med saftig frugt, bløde tanniner, tilpas syre og en let sødme ... nem at drikke og til prisen en rigtig god hverdags-vin.

stjernestjernestjernestjernestjerne

I Muri, Vigneti del Salento, Negroamaro, Puglia IGP, Italien, 2015, lav alkohol (13%)

59 kr., pris ved 6 flasker, Høj Larsen Vinimport

Til prisen en af de rigtig gode rødvine. Den har en flot, inviterende duft og en ren frugtsmag i god balance - en smag, der fortsætter ud i den lange eftersmag. I smagen en lille, charmerende sødme.

stjernestjernestjernestjerne

Domaine de la Vallée des Prives, Famille Payon, Côtes du Rhone Villages, Valréas, Frankrig, 2012, middel alkohol (13,5%)

En lidt robust, men udmærket hverdags-rødvin til prisen. Vinen er lavet på druerne Grenache, Mourvèdre og Carignan.

stjernestjernestjerne

Villa degli Olmi, Chianti, Italien, 2014, lav alkohol (12,5%)

En meget enkel og ret uinteressant rødvin, men okay som frikadelleskubber. Ret billig er den jo også.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Il Morino, Vignamaggio, Toscana IGT, Italien, 2015, middel alkohol (14%)

69 kr., pris ved 6 flasker, Gallovini

Til prisen en rigtig god rødvin med lækker frugt og bløde tanniner. Lang eftersmag.

stjernestjernestjerne

Starve Dog Lane, Cabernet Sauvignon, Clare Valley, Australien, 2012, middel alkohol (14%)

69,95 kr., ViniPortugal

Frugt og frugt og frugt, alkohol og sødme. Sådan er denne rødvin. En lille vin uden større vingefang. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Zuazo Gaston, Torres de Anguix, Tempranillo, Ribera del Duero, Cosecha, Spanien, 2014, middel alkohol (14%)

79,75 kr., Multi Wine

Vellavet rødvin med en god og bred smag. Der er dejlig frugt, fin krydring, bløde tanniner og en lang eftersmag. Alt i god balance.

stjernestjernestjernestjernestjerne

La Source, Domaine les Yeuses, Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2014, middel alkohol (13,5%)

95 kr., pris ved 6 flasker: 75 kr., Holte Vinlager

En rigtig god Languedoc-rødvin på druerne Merlot og Syrah. Den har en god duft og en ret kaftig smag med bred frugt og krydring. Den åbner sig fint, hvis den bliver plasket over i en karaffel et par timer før måltidet.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Cuvée Médicis, Les Vignerons de la Suzienne, Côtes du Rhône, Frankrig, 2011, middel alkohol (14%)

En rigtig god Rhône-rødvin på druerne Grenache, Syrah og Carignan. Der er alt, hvad man kan forvente af en fem år gammel Rhône-vin - god frugt, fin krydring, bløde tanniner og en lille, venlig sødme. I dette tilfælde yderligere fint integrerede fadnoter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Epicuro, Zinfandel, Puglia IGT, Italien, 2014, middel alkohol (14%)

99,95 kr., på tilbud i denne uge (uge 8): 49,83 kr. ved 6 flasker, SuperBrugsen

Til tilbudsprisen 50 kr. er dette en virkelig god rødvin. Den har god, bred frugt, bløde tanniner og en sødme, som mange vil kunne lide.

stjernestjernestjerne

Antale, Natale Verga, Veneto IGT, Italien, 2013, middel alkohol (14%)

109,95 kr., pris ved 12 flasker: 69,95 kr., Skovgaard Vine

Kraftig rødvin med en lidt robust og massiv smag. Dertil en lille spritkant. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet. Vinen er bedømt ved prisen på 12 flasker.

stjernestjernestjerne

Les Alcusses, Celler del Roure, Valencia, Spanien, 2013, høj alkohol (14,5%)

139 kr., pris ved 6 flasker: 79 kr., D’Wine

En lidt enkel rødvin med en kort frugtsmag og et krydret bid. En hverdags-vin.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Horst & Janosch, Scheiblhofer, Burgenland, Østrig, 2014, middel alkohol (13,5%)

139 kr., pris ved 12 flasker: 125 kr., YouAndWine

Østrigerne fremstiller rigtig gode hvidvine og søde vine. Men de kan bestemt også lave gode rødvine. Et eksempel er denne vin, der er fremstillet på druerne Zweigelt og Blaufränkisch. Den er elegant, har en dejlig duft af modne blå druer med herbale strejf og en saftig frugtrig smag med fine krydrede noter. Nyd den til ikke alt for kraftige kødretter. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Les Larmes des Syrus, Domaine Serre Saint Vincent, Corbières, Frankrig, 2014, middel alkohol (14%)

149,95 kr., pris ved 6 flasker: 119 kr., AndrupVin.dk

Flot rødvin på druerne Syrah og Grenache. Den har bred, blød og moden frugt, der holder hele vejen igennem ud i eftersmagen. Dertil noter af mørke bær og tobak. Franskmændene holder sig ikke tilbage fra at drikke den til chokoladekage. Jah, hvorfor engentlig ikke ...?

stjernestjernestjernestjernestjerne

Buró, Bodegas Pascual, Tempranillo, Ribera del Duero, Crianza, Spanien, 2011, middel alkohol (14%)

159 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr, D’Wine

Her synger englene! En liflig rødvin med en blød og kompleks smag. I smagen mørke bær, enebær, blommer, peber, chokolade ... Lang eftersmag. Prisen ved de seks flasker er et scoop.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Eremo San Quirico, Nativ, Aglianico, Irpinia Campi Taurasini, Italien, 2013, høj alkohol (14,5%)

210 kr., pris ved 6 flasker: 175 kr., AndrupVin.dk

En stor, flot og meget lækker rødvin med en fin bærduft og en bred frugtsmag, bløde tanniner og en god krydring. Udpræget en vin til dem, der kan lide de tunge, kraftige og sødlige vine - her en vin med kvalitet. Skænk den gerne let afkølet - 14 grader.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Fontalpino, Cresti, Chianti Classico, Riserva, Italien, 2010, middel alkohol (14%)

269,95 kr., pris ved 6 flasker: 189,95 kr., Supervin

Elegant og meget lækker rødvin. Den har en liflig duft og en blød og harmonisk smag med fint integrerede fadnoter fra de 20 måneder på små fade. En meget anvendelig vin.

Sød vin

stjernestjernestjernestjernestjerne

J., Joostenberg Wines, Coastal Region, Sydafrika, 2014, høj alkohol (14,5%)

150 kr., pris for ½ flaske, Lago Import

En vidunderlig, sød hvidvin på senthøstede druer - en af de bedste i den søde gade. En fantastisk duft og en vidunderlig smag, hvor syren afbalancerer sødmen. I smagen noter af den ædle råddenskab. Lang eftersmag.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen