Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 29, 2017



Château Smith Haut Lafitte.

Natron fra berømt vinslotDel på Facebook

Der udvikles stadig flere såkaldte CO2-fangst teknologier - altså metoder, hvormed man kan fange det miljøskadelige CO2-udslip og i mange tilfælde forvandle det til noget brugbart.

En sådan teknologi har det berømte Bordeaux-slot Château Smith Haut Lafitte fået installeret på de store gæringstanke i den kælder, hvor slottets andenvine fremstilles.
Den CO2, der ”fanges”, bliver her forvandlet til otte tons bikarbonat (natron) - en mængde, der gerne skulle stige til hele 20 tons i løbet af nogle få år.

Ender som bagepulver


Hovedparten af bikarbonatet videresælger slottet til brug i alt fra bagepulver til rengøringsmidler, men en lille del finder anvendelse i slottets hotel, Les Sources de Caudalie.
Smith Haut Lafitte er det første Bordeaux-slot, der har installeret en sådan CO2-fangst teknologi - men ikke det sidste, hvis det står til distriktets vinråd, CIVB (Conseil Interprofessionnel du Vin de Bordeaux). Hos CIVB ser man gerne, at lignende miljøvenlige initiativer breder sig som ringe i vandet blandt Bordeauxs vinproducenter.


Foto: Wikipedia/Bot.

Vinskribent giver rosé hård medfartDel på Facebook

I uge 13 nævnte vi, hvordan klummeskribenten på DR’s hjemmeside, Kasper Harboe, under titlen ”Mit problematiske forhold til hvidvin”, gav hvidvin over én kam fingeren nedad og gav udtryk for, at hvidvin er ”en fesen drik”, der ”smager af tis”.
For nylig var det så Berlingske Tidendes vinskribent, Søren Frank, der gav rosévin en lignende hård medfart under titlen ”Rosévin er som et afbrudt samleje”.
Det blev for meget for Signe Wulff, der på sin glimrende vinblog, Kvindevin, gav svar på tiltale. Nedenfor kommer et par udpluk fra hendes indspark.

Ikke bare arrogant, men også dumt


- Det er svært at forestille sig, hvad Berlingskes læsere skal få ud af Søren Franks klumme. Her er en vinanmelder, der er totalt fastlåst i sin holdning til vin. Læserne ved nu med sikkerhed, at de ikke kan få et råd om rosé i deres avis til trods for, at det er den vintype, der i øjeblikket oplever størst fremgang. I stedet kan de kvindelige såvel som mandlige rosédrikkere sidde og skamme sig over deres platte og vulgære smag.
Og længere nede i Signe Wulffs tekst:
- Det er fair nok, at Søren Frank ikke kan få den op at stå over rosé. Men at skære al rosévin over én kam er ikke bare arrogant, men også dumt. Det er netop for at undgå de dårlige vine, at folk har brug for en fordomsfri og dygtig vinanmelder, som kan hjælpe dem med at navigere i deres vinindkøb.
Hvis man vil læse hele hendes meget velskrevne tekst, kan det gøres ved at klikke her.

Postkort fra AlsaceDel på Facebook

VinAvisen har været på rejse i Alsace. Vi har været højt til vejrs i vinmarkerne og dybt nede i vinkældrene. Og vi har besøgt alt fra små biodynamiske vinproducenter til berømte gamle vinhuse og store kooperativer. De mange oplevelser videregiver vi nu til vores læsere i form af en serie på 24 postkort, som vi bringer over de næste mange uger. Nedenfor kommer de fem første postkort.


Alsace er et langt smalt bælte på grænsen til Tyskland, og hele vejen fra nord til syd løber den 64 år gamle vinrute. På vejen kommer man forbi 800 vingårde, hvoraf rigtig mange inviterer indenfor.

Postkort nr. 1 fra Alsace: Et gastronomisk smørhulDel på Facebook

Hvert år pakker 5 millioner turister kufferten for at tage en tur til Alsace, og den nordøstfranske region har bestemt også rigtig meget at byde på.

Alsace er et gastronomisk smørhul med et hav af hyggelige restauranter og med fantastiske vine. Og følger man den 170 kilometer lange vinrute, bliver man ført gennem mere end hundrede charmerende gamle vinbyer. Ved at klikke her kan man læse mere om vinruten, der har eksisteret siden 1953.
Og så er der klimaet. Alsace ligger som midten i en sandwich mellem Rhinen og Vogeserne. Bjergkæden giver læ mod vind og vejr, hvilket gør, at der er lunt og mindre regn end de fleste andre steder i Frankrig.
Alsace er i det hele taget lidt for sig selv. I gamle dage har området været kastebold mellem Tyskland og Frankrig. Og selv om indbyggerne i Alsace betragter sig som franskmænd til fingerspidserne, så er Alsace en smeltedigel af fransk og tysk kultur. Ikke kun bynavnene, men også flere af navnene på vinhusene og vinene klinger tyske.



Små nye druer på hvis spidser man stadig kan ane lidt af blomsterne.

Postkort nr. 2 fra Alsace: 150 millioner flasker vinDel på Facebook

VinAvisen besøgte Alsace i juni, netop da de spæde druer var begyndt at dukke op på vinstokkene. Druerne forvandles hvert år til omkring 150 millioner flasker vin, hvoraf de 90% indeholder hvidvin - tørre, søde og boblende (Crémant d'Alsace). Men glem endelig ikke rødvinene. De laves på Bourgognes store rødvinsdrue, Pinot Noir, og mange af dem er af ualmindelig høj kvalitet.
Riesling er den mest udbredte drue - den dækker 21,9% af Alsaces vinmarksareal. Dernæst kommer Pinot Blanc (21,2%), Gewurztraminer (19,4%), Pinot Gris (15,4%), Pinot Noir (9,9%), Sylvaner (7,5%) og Muscat (2,3%). Ud over disse syv druer, der er de vigtigste i regionen, dyrkes der også lidt Chardonnay, Chasselas og Savagnin Rose.
Franskmændene drikker selv de 74% af al den vin, der årligt fremstilles i Alsace. Resten går til eksport - og heldigvis for det, for det gør, at vi også herhjemme kan skænke de dejlige vine i glassene.


Ud over at se selve Riquewihr bør man også tage op i de bagvedliggende bjerge og kigge ned på byen gennem rækkerne af vinstokke.

Postkort nr. 3 fra Alsace: Tag en overnatning i RiquewihrDel på Facebook

De fleste, der har besøgt Alsace, har været i Riquewihr, en af distriktets mest berømte vinbyer. Det er en god idé, før man indtager byen, at køre op i de bagvedliggende bjerge. Herfra er der en betagende udsigt over vinmarkerne, der vælter ned mod de gamle husrækker.

Hvis man vil opleve Riquewihr fri for alle de andre turister, skal man overnatte der. Om dagen indtager rejsegrupper fra hele verden de krogede gader, men i løbet af eftermiddagen tynder det ud, og man har byen lidt mere for sig selv.
Læg mærke til de mange festlige butiksskilte i smedejern. De er skabt af Hansi, og i Riquewihr finder man et fantastisk museum over denne Alsace-kunstner. Museet, kunstneren og skiltene kan man læse mere om ved at klikke her.
Men vi skal ikke på museum - vi skal besøgte det gamle vinhus Dopff Au Moulin, der ligger i yderkanten af byen.
Denne uges STORE billede længere nede på siden viser endnu en bjergtagende udsigt over Riquewihr.



Flere af Alsaces gamle familieejede vinhuse kan fremvise et imponerende stamtræ - dog få er lige så imponerende som familien Dopffs. Her er det 14. generation, Etienne Arnaud Dopff, der stolt viser stamtræet frem.

Postkort nr. 4 fra Alsace: En meget gammel vinfamilieDel på Facebook

Siden 1574 har familien Dopff fremstillet vin i Riquewihr. I dag er det 13. og 14. generation, Pierre Etienne og Etienne Arnaud, der sidder i direktørstolen, og næste generation, Arnaud Hugo, er også kommet til verden. Læg mærke til, hvordan sønnerne overtager deres fars andet navn. Sådan er det gået for sig i umindelige tider i familien Dopff.
Når man står foran vinhuset Dopff Au Moulin, kan man på den anden side af gaden se et andet vinhus, Dopff & Irion.
Og ja, de to Dopff-vinhuse har så afgjort noget med hinanden at gøre:
- Oprindelig var der kun et vinhus med navnet Dopff, fortalte Etienne Arnaud. - Efter anden verdenskrig blev min oldefar og hans bror, René, uvenner. René forlod vinhuset og grundlagde et nyt vinhus - lige ovre på den anden side af gaden, og han gjorde det sammen med Madame Irion, der var et kendt navn dengang i den alsaciske vinverden.
Etienne Arnauds oldefar tilføjede efterfølgende et "Au Moulin" (ved møllen) til sit vinhus - bare for at understrege, at der her var tale om et helt andet vinhus. Navnet var dog ikke grebet ud af luften. Det område af Riquewihr, hvor vinhuset ligger, er netop kendt som "Au Moulin".


Eksportdirektør Philippe Durst skænkede i glassene af husets top-Crémant'er.

Postkort nr. 5 fra Alsace: Bobler - fra Champagne til AlsaceDel på Facebook

Hos rigtig mange vingårde i Alsace kan man få smagsprøver og købe vine med hjem. Sådan er det også hos Dopff Au Moulin, der har et meget hyggeligt smage- og salgsrum. Det var her, vingårdens eksportdirektør, Philippe Durst, skænkede Crémant d’Alsace for os i lange baner.

Hos Dopff Au Moulin har man nemlig hele tolv forskellige mærker af den mousserende vin, hvilket er usædvanligt i Alsace, hvor Crémant kun udgør 25% af regionens samlede vinproduktion.
Men der er tradition for bobler hos Dopff Au Moulin. Faktisk var det forfaderen Julien Dopff, der, som den første i Alsace, begyndte at fremstille mousserende vin efter champagnemetoden. Han havde fået metoden demonstreret på verdensudstillingen i Paris i år 1900 og lærte den for alvor at kende under et efterfølgende toårigt ophold i Champagne.
Man laver bestemt fantastiske bobler - og stillevine - hos Dopff Au Moulin, hvis vine herhjemme forhandles af Excellent Wine.

Vores serie af postkort fortsætterDel på Facebook

I næste uge fortsætter vi serien af postkort fra Alsace. Her skal vi på besøg hos det gamle vinhus Trimbach i Ribeauvillé, hvor 13. generation viser rundt.

Mini-tornado i BeaujolaisDel på Facebook

Sidste år blev Beaujolais hårdt ramt af et kraftigt uvejr, der resulterede i en reduceret høstmængde.

Og nu igen - i den forgangne uge - hærgede stormvejr og haglbyger det nordlige Beaujolais. Ifølge The Drinks Business var der ligefrem tale om en mini-tornado, der forårsagede mudderskred og rev træer op med rode. Flere steder blev vinstokkene også efterladt stort set uden løv og små nye druer.
Uvejret ramte faktisk nøjagtig det samme område som i 2016, og værst er det gået ud over appellationerne Fleurie, Chénas, Moulin-à-Vent, Villié-Morgon, Régnié og Chiroubles.
Igen i år må vinproducenterne i den nordlige del af Beaujolais derfor regne med en noget mindre druehøst - hvor meget mindre kan man først overskue om et par dage, når skaderne er gjort op.

Del på Facebook



En etiket på en af de meget gamle flasker madeira fortæller, at vinen blev tappet på flasken i sommeren 1798.

Vinflasker bag falsk murDel på Facebook

I New Jersey ligger Liberty Hall, en fornem ejendom, der blev opført i 1772 som hjem for William Livingston, New Jerseys første guvernør. I dag er den et museum, hvor man kan nyde de fine gamle stuer.
Gennem det sidste halve år har ejendommen været gennem en større restaurering, og for nylig kom man så til kælderen. Man vidste fra gamle optegnelser, at der et eller andet sted befandt sig noget vin. Men stor var overraskelsen, da arbejderne brød gennem en falsk mur midt i et rum. Bag muren afsløredes et hemmeligt rum fyldt med et hav af vin- og spiritusflasker.

USA's ældste samling gamle madeira'er


En meget stor samling madeira-vine, der faktisk har vist sig at være den til dags dato ældste samling af sin art i USA, kom også for dagens lys. Og der var tale om meget gamle flasker - man fandt blandt andet tre kasser madeira fra 1796 og en enkelt flaske dateret helt tilbage til 1769.
Madeira var den amerikanske gentlemans favoritvin i 1700-tallet, og man ved, at både USA’s første præsident, George Washington, og den tredje præsident, Thomas Jefferson, var store nydere af den portugisiske hedvin.

En meget holdbar vin


Ud over de mange flasker fandt man også 42 demijohns fra 1820’erne. En demijohn er en stor flaske i glas eller stentøj, der som regel er pakket ind i pileflet, så den er mindre sart over for stød til søs i hårdt vejr.
Den falske mur ind til rummet med de mange vine var blevet rejst under forbudstiden - og så har man åbenbart aldrig fået fjernet den igen efter forbudstidens ophør i 1933.
Nu er kælderen færdigrenoveret og åbnet for publikum, så man kan se de mange gamle flasker.
En enkelt af de gamle madeira-vine er blevet åbnet og smagt på af museumsfolkene, og de kunne melde om, at den stadig var en stor nydelse. Madeira er da også verdens måske mest holdbare vin.

Del på Facebook

Del på Facebook

En af sidste års deltagere i konkurrencen i færd med at kreere en opsigtsvækkende cocktail.

En meget kreativ konkurrenceDel på Facebook

I 2016 afholdtes første udgave af ”World’s Most Experimental Bartender” - en cocktailkonkurrence, der giver denne verdens bartendere mulighed for at give kreativiteten fuld skrue.
Det er Glenfiddich, der står bag konkurrencen, og det verdensberømte skotske whisky-mærke skal derfor selvsagt være hovedingrediensen i de dystende cocktails.
Bartenderen får dog ikke lov til at være alene om at eksperimentere - cocktailen skal nemlig skabes i samarbejde med en person fra en helt anden branche.

Spændende makkerskaber


Ved sidste års konkurrence var der fx en bartender, der samarbejdede med en poet, mens andre deltagere havde indgået makkerskab med en brygger, glasmager, botaniker, ostemager, chocolatier osv.
Der er frit valg på alle hylder - målet er blot at skabe de mest opsigtsvækkende, eksperimentelle og selvfølgelig også velsmagende cocktails.
I 2016 blev det amerikansk sejr til bartender Nathan O’Neill fra NoMad Hotel i New York. Han vandt med noget så specielt som en stribe kogte cocktails, der blev skabt via en særlig vakuumteknik, sous-vide, som anvendes inden for madlavningen. Hans samarbejdspartner var da også en kok, John Taube.
En lille film på YouTube giver et indtryk af de fantastiske serveringer, finalisterne bød på.

Bliv deltager i konkurrencen


Nu gælder det årets konkurrence, og før finalen i Skotland skal der afholdes nationale udtagelseskonkurrencer.
Det er Hans Just, der importerer Glenfiddich til Danmark, som står bag den danske konkurrence. Og bartendere, der kunne tænke sig at deltage, kan få mere at vide hos Morten Barndorff Simonsen på mbs@hansjust.dk.
Man kan også med det samme sende en ansøgning. Fristen er d. 10. september, og ansøgningen skal omfatte et billede af den cocktail-servering, man har tænkt sig at deltage med sammen med sin makker, og en beskrivelse på højst 250 ord.

Et kursus oven i hatten


Udtagelseskonkurrencen afholdes i slutningen af september, og i november skal det danske vinderpar så deltage i den internationale finale, hvis rammer er Glenfiddich Experimental Bartender Academy i Skotland.
Før finalen deltager finalisterne i tre intense dage på akademiet, hvor de lærer at lave whisky fra bunden af og vil kunne suge viden til sig fra Glenfiddichs dygtige destilleri-specialister.
Derefter får de mulighed for at forfine deres innovative cocktail-ideer ud fra deres nye viden, inden ideen skal præsenteres for dommerpanelet på finaledagen.
Man kan læse mere og se endnu en lille inspirerende film på på Glenfiddichs hjemmeside.


Vil du have vores løbeseddel? Del på Facebook

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbrancheDel på Facebook

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Arnaud de Villeneuve.

Vinens Hall of FameDel på Facebook

Vi kører i høj grad videre med "Vinbranchens Blå Bog", men ind imellem bringer vi også sider til "Vinens Hall of Fame" – en "blå bog" om vinverdens store vinpersonligheder: Mondavi, Hugh Johnson, Catena, Robert Parker, og hvad de nu alle hedder, nulevende såvel som afdøde. I denne uge er turen kommet til Arnaud de Villeneuve. På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.

Arnaud de Villeneuve (1238-1313) var sandsynligvis spansk af oprindelse, selv om også franskmændene og italienerne påberåber sig hans slægtskab. Sikkert er det i hvert fald, at han var en af sin tids største læger. Han beskæftigede sig også med kemi, alkymi, astrologi og teologi og talte både latin, hebraisk og arabisk.
Og hvad Dom Pérignon var for champagne, var Arnaud de Villeneuve for vin doux naturel. Han fandt nemlig ud af, at man kunne afbryde vinmostens gæring ved at tilsætte alkohol – den metode, som man også i dag fremstiller den søde vin efter. Gærcellerne dør bogstaveligt talt af druk og når ikke at fortære al sukkeret i mosten – med det resultat, at vinen bevarer en stor del af sin naturlige sødme samt al aroma og frugt.
Som læge blev Arnaud de Villeneuve ansat ved hofferne i både Spanien, Frankrig og Italien, og hans patienter talte blandt andet tre konger og tre paver.
I 1285 plejede han den døende konge Peter d. 3. af Aragonien og fik som belønning et slot i Tarragona og en stilling ved universitetet i Montpellier.
Ikke mindst i Paris nåede hans ry berømmelsens tinder. Men da han ofte udtrykte sine bramfrie meninger, når det gjaldt teologi, pådrog han sig Kirkens harme, blev anklaget for kætteri og fængslet i hele to omgange. Hans højtstående venner sørgede dog for hver gang at få ham løsladt igen.
Til sidst flygtede han dog til Sicilien, hvorfra pave Clemens d. 5., der var blevet alvorligt syg, hidkaldte ham i 1313.
Arnaud de Villeneuve tog straks af sted med skib, men skibet sank undervejs, og han nåede aldrig frem.
Portrættet til venstre findes i Den Schedelske Verdenskronik (Nürnberg, 1493).

Del på Facebook



Ugens vinøse billedeDel på Facebook

Rigtig mange af vores læsere indsender betagende eller dramatiske billeder fra vinmarker rundt om i verden.

Men vinbilleder behøver jo ikke altid at vise vinstokke på snorlige rækker, som bugter sig i bakkedal, mener Jørgen Olsen, der har sendt os ugens vinøse billede. Det viser blot halvdelen af et enkelt blad på en vinstok i hans ”have” på anden sal i Slagelse. Han mener, at druesorten er Solaris. Et fint og ret malerisk billede, synes vi.

Send endelig billeder til os!


Nu starter sommerferien, og rigtig mange af VinAvisens læsere rejser uden tvivl til nogle af denne verdens mange vindistrikter. Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billedeDel på Facebook

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:


Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286 Billede 287-312
Billede 313-338 Billede 339-364 Billede 365-390 Billede 391-416 Billede 417-442


436 Fra de stejle skråninger bag Riquewihr er der en betagende udsigt over den fine gamle by (foto © Mariette Tiedemann).


Ugens smagte vineDel på Facebook

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 19 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Source de Passion, Château Sainte-Marie, Entre-Deux-Mers, Frankrig, 2015, lav alkohol (12,5%)

85 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

I denne lækre Bordeaux-hvidvin er druen Sauvignon Blanc "tæmmet" af to andre druer, Sémillon og Muscadelle, og resultatet er blevet en blød, blid og aromatisk vin - og en meget anvendelig vin, både som apéritif, til alt godt fra havet, til en frokost ...

stjernestjernestjernestjernestjerne

Légende, Domaine Baron de Rothschild, Lafite, Bordeaux, Frankrig, 2015, lav alkohol (12%)

99,75 kr., på tilbud indtil 28. august, Skjold Burne

En rigtig god hvidvin på druerne Sémillon og Sauvignon. Den er frisk og blid, men samtidig med karakter og fin krydring - samt en god, lang eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Domaine du Bouxhof, Francois Edel & Fils, Gewurztraminer, Alsace, Frankrig, 2012, lav alkohol (12%)

105 kr., pris ved 6 flasker, Alsacevinene.dk

Lækker, lækker hvidvin med Gewurztraminer-druens aromatiske krydring. Dertil en fin sødme og tilpas syre.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Arido, Bodega Vistalba, Torrontés, Mendoza, Argentina, 2015, høj alkohol (14,5%)

110 kr., pris ved 3 flasker: 69 kr., Propperiet

Vellavet hvidvin med en aromatisk duft og smag. Vinen har god krop og fin krydring - samt en lang eftersmag. Den femte stjerne får den for tilbudsprisen. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

Balancines, Pago los Balancines, Ribera del Guadina, Spanien, 2016, lav alkohol (13%)

119 kr., pris ved 6 flasker: 79 kr., D’Wine

Fyldig hvidvin på druerne Sauvignon Blanc og Chardonnay. Aromatisk, let krydret, måske ikke helt i balance, men okay. Udpræget til mad.

Rosévin

stjernestjernestjerne

Relax Pink, Schmitt Sohne, Spansk Rosévin, Spanien, lav alkohol (11%)

65 kr., Premier Cru

Helt unge mennesker vil sikkert være glade for denne rosévin, der skænkes fra en flaske, betrukket med pink plastic. Smagen er sødlig, og procenterne lave.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Familie Lafage, Domaine Lafage, Côtes Catalanes IGP, Frankrig, 2016, lav alkohol (12,5%)

69,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine

Ganske lys rosévin med en frisk smag i fin balance og med delikat frugt, der følger med helt ud i eftersmagen. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Tinetta, La Bollina, Nebbiolo, Monferrato, Chiaretto, Italien, 2016, lav alkohol (13%)

119,95 kr., pris ved 6 flasker: 75 kr., AndrupVin.dk

En let rosévin - en venlig vin til timer på altan eller terrassen. Den er frisk og med en lang eftersmag. Den femte stjerne får den for prisen ved seks flasker.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Les Églantiers, Brotte, Tavel, Frankrig, 2016, middel alkohol (14%)

129,75 kr., på tilbud indtil 27. august: 99,75 kr., Skjold Burne

Vellavet rosévin med en god, tør, fint krydret og let cremet smag. Lang eftersmag. Udpræget madvin.

Rødvin

stjernestjernestjernestjerneØ

Adobe, Emiliana, Pinot Noir, Valle de Colchagua, Chile 2015, 2015, middel alkohol (14%)

59 kr., pris i denne uge: 39 kr., Kvickly

Denne rødvin er måske ikke særlig typisk Pinot Noir, men økologisk og til en overordentlig rimelig tilbudspris. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

BZ, Winzer Krems, Blauer Zweigelt, Niederösterreich, Østrig, 2016, lav alkohol (13%)

69,5 kr., Irma

En lækker, fløjlsblød rødvin, der samtidig er let og elegant. Dejlig frugt, fin krydring, en lille sødme og lang eftersmag. En virkelig nydelse. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Delicato Family Vineyards, Zinfandel, Californien, USA, 2014, middel alkohol (13,5%)

84,95 kr., på tilbud indtil 23. juli: 50 kr., SuperBrugsen

Til 50 kr. en forbavsende flot rødvin. Ren lokkevare. Også en macho!-vin. Den har kraftig frugt, bløde tanniner, chokolade, tobak ... og en lang eftersmag. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Barossa Vineyards, Kellermeister, Shiraz, Barossa Valley, Australien, 2013, høj alkohol (14,5%)

99,95 kr., pris ved 6 flasker: 79 kr., AndrupVin.dk

En udpræget australier. En flot rødvin med en kraftig, afrundet frugtsmag med noter af chokolade og kaffe samt en god sødme. I forhold til prisen er kvaiteten helt vin. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjerne

Tornatore, Tornatore Wine, Etna, Italien, 2015, middel alkohol (14%)

110 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

Denne rødvin på de lokale druer Nerello Mascalese og Nerello Cappuccio er lidt vel hurtigt færdig i glasset. Frugten overtages af noget tørt og ikke så interessant.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Beefsteak, Beef Steak Club, Malbec, Mendoza, Argentina, 2015, lav alkohol (13%)

113 kr., Premier Cru

Glimrende rødvin med lækker frugt, bløde tanniner, tilpas syre og en dejlig sødme - alt i fin balance. Smagen fortsætter længe ud i eftersmagen. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

Papale, Varvaglione, Primitivo, Manduria, Italien, høj alkohol (14,5%)

139,95 kr., Amka

Igen en Primitivo fra Maduria nede på hælen - en af disse varme, fyldige rødvine med noter af chokolade og en indtagende sødme. Helt billig er den ikke.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Syrah 17, Regia Maestà, Sicilien IGT, Italien, 2015, høj alkohol (16,5%)

165 kr., VinMedMere.dk

En fyrrig rødvin med duft af mørk chokolade og sveskeblomme. I smagen er der god koncentreret frugt, en behagelig syre og en lang kompleks eftersmag. Og ja, der er også alkohol og det er en kraftig vin, men alkoholen bider ikke på nogen måde.

stjernestjernestjerne

14 Vertente, Niepoort, Douro, Portugal, 2014, lav alkohol (12,5%)

169,75 kr., på tilbud indtil 27. august: 129,75 kr., Skjold Burne

Let og saftig rødvin med en en venlig og blid smag. Helt billig er den ikke. Ikke til for kraftig mad.

Sød vin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Carmens de Rieussec, Domaine Barons de Rothschild, Sauternes, Frankrig, 2013, middel alkohol (13,5%)

339,75 kr., på tilbud indtil 27. august: 299,00 kr., Skjold Burne

Vidunderlig dessertvin med en kompleks og lækker smag med noter af honning, kamille, abrikos og figner. Ikke så meget "ædel råddenskab", men tilpas syre til afbalancering af sødmen. Prøv den fx til en skive gåselever eller en god, tør ost.