Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 14, 2018



Toppen af den nye flaske mousserende vin med navnet Louis Pommery England.

Første champagnehus med engelsk vin

Så har den første engelske mousserende vin, skabt af et champagnehus, set dagens lys. Det drejer sig om Vranken-Pommery og vinen Louis Pommery England, som er fremstillet på druer fra Hampshire, Essex og Sussex i Sydengland. Fremstillingen er sket i samarbejde med vinhuset Hattingley Valley i Hampshire, hvis faciliteter champagnehuset har fået lov til at låne. Druerne stammer fra en række forskellige drueavlere.

Vranken-Pommery har også købt en 40 hektar stor vinmark med navnet Pinglestone, ligeledes i Hampshire. Marken er blevet tilplantet med de tre champagnedruer, Pinot Noir, Pinot Meunier og Chardonnay, og man regner med, at første høst vil finde sted i 2021. Og det er af druer fra denne vinmark, fremtidige årgange af Louis Pommery England skal fremstilles.

Taittinger følger efter i 2023


Projektet er således kun i sin spæde start, men hos Vranken-Pommery forventer man sig en fremtid med en større produktion af engelske bobler.
Til The Drinks Business har champagnehusets britiske CEO, Julien Lonneux, udtalt, at klimaet i Sydengland endnu ikke er helt det samme gunstige som i Champagne. Men det regner man med vil ændre sig i løbet af de næste 10 til 30 år som følge af den globale opvarmning.
Der er indtil videre kun fremstillet 20.000 flasker af Louis Pommery England, der er opkaldt efter Pommerys grundlægger, og prisen pr. flaske er 40 pund (cirka 342 kr.).
Der er stadigvæk kun to champagnehuse, der har plantet vinmarker i britisk jord. Ud over Vranken-Pommery drejer det sig om Taittinger, der ejer vingården Domaine Evremond i Kent med tilhørende 20 hektar Chardonnay, Pinot Noir og Pinot Meunier. Herfra forventes første årgang mousserende vin at tilflyde det britiske marked i 2023.


Sake-brygning hos producenten Gekkeikan. Foro: Wikipedia.

Tag en sake-uddannelse

Vinakademiet, der er den førende skole for vinuddannelser i Danmark, lancerer nu en uddannelse, som kun tilbydes af nogle få vinskoler i Europa. Det drejer sig om WSET (Wine & Spirit Education Trust) niveau 3 i japanernes nationaldrik, sake.
Det vil sige, at man får mulighed for at blive uddannet og eksamineret i sake på et højt internationalt niveau.
Kurset tilbydes i samarbejde med Åke Nordgren, som er en af Europas fremmeste specialister inden for japansk mad- og drikkevarekultur. Han er uddannet sake-sommelier, WSET Level 3 Sake Educator, sake-dommer og udnævnt til Sake Samurai af The Sake Samurai Association i Japan.

En drikkevare på vej frem


- Vi er enormt glade for og stolte over at kunne tilbyde denne uddannelse i Danmark, lyder det fra Vinakademiets leder, Thomas Ilkjær.
- Sake er en drikkevare på vej frem - ikke mindst i restaurantsegmentet - og derfor er det vigtigt, at der findes veluddannede folk til at videreformidle oplevelsen til gæster og kunder.
Det nye kursus finder sted fra 30. maj til 1. juni i år og består af to en halv dags undervisning og en afsluttende eksamen. Efter bestået eksamen får man diplom og nål som bevis for sin uddannelse.
Man kan få mere at vide om uddannelsen på Vinakademiets hjemmeside eller ved at kontakte Thomas Ilkjær på info@vinakademiet.dk eller tlf. 61 46 74 01.



Opråb til vinimportører

Hvad enten man sælger kartonvin fra sin kælder eller importerer containervis af Chardonnay til salg over nettet, skal vinsalget være registreret hos Fødevarestyrelsen - noget, som både hobbysælgere og halvprofessionelle har det med at glemme.
Det fremgår af en stikprøvekontrol blandt især små vinimportører, som Fødevarestyrelsens Rejsehold har gennemført. En samkøring af oplysninger i CVR-registret med Fødevarestyrelsens smiley-database afslørede, at ikke en eneste af de cirka 25 detail- og engrosvirksomheder, som Rejseholdet besøgte, havde orden i papirerne.

En mellemfornøjet smiley


- Det er helt afgørende for fødevaresikkerheden, at vi ved, hvem der handler med vin i Danmark, lyder det fra chef fra Fødevarestyrelsens Rejsehold, Michael Rosenmark - der understreger, at alle de besøgte vinimportører efterfølgende har registreret sig, sådan som fødevarelovgivningen kræver det. De virksomheder, der ikke havde styr på registreringerne, har alle fået indskærpet reglerne, og det vil udløse en mellemfornøjet smiley på deres første kontrolrapport.
Hvis tallene fra Fødevarestyrelsens stikprøvekontrol er repræsentative for situationen i hele landet, skønner Rosenmark, at der kan være op mod 200 ikke-registrerede vinimportører skjult i kældre, udhuse og garager.
Hvis man handler med vin og endnu ikke har registret sin vinbutik eller engrosvirksomhed, kan man gøre det ved at klikke her.

Postkort fra verdens største vinbranchemesse

VinAvisen har besøgt verdens største vinbranchemesse, ProWein, og har smagt alt fra peruviansk rødvin til hvidvin med saltvand, har deltaget i et spændende vinglas-eksperiment og fået snakket med en lang række udstillere. De mange oplevelser er foreviget i en serie på 10 postkort, hvoraf vi bringer de første fem nedenfor og resten i uge 15.


Det er tidlig morgen, og de mange vinimportører og andre vinbranchefolk er netop strømmet ind i den messehal, som huser de mange tyske udstillere.

Postkort nr. 1 fra ProWein:
Ti haller fyldt med vin, udstillere og gæster

ProWein, der hvert år afholdes i den tyske by Düsseldorf, slår både VinExpo, VinItaly og alle de andre store vinbranchemesser, når det gælder størrelsen.
Da dette års udgave af ProWein lukkede og slukkede d. 20 marts, var det efter tre hektiske dage, hvor hele 60.000 vinbranchefolk fra 133 forskellige lande havde smagt, spyttet, diskuteret og indgået aftaler ved standene hos i alt 6870 udstillere.
Standene fordelte sig i hele ti store haller - det største antal nogensinde i messens 24-årige historie. Og det er en messe med konstant vokseværk. I 2010, hvor VinAvisen besøgte den for første gang, var der 3300 udstillere og 36.000 besøgende. (Fortsættes ...).


Midt imellem standene med udstillere var der smage-arealer, hvor man i fred og ro kunne smage på vine fra et bestemt distrikt og læse om dem på sedler ved hver vin. Her er det smage-arealet for vine fra Provence, der jo er berømt for sine roséer.

Postkort nr. 2 fra ProWein:
38.185 skridt og 26,3 kilometer

Selvfølgelig var der rigtig mange tyske udstillere - 990 i alt - men det var Italien, der havde førertrøjen på med 1700 udstillere. Dernæst kom Frankrig og så Tyskland. Når det gjaldt de oversøiske lande, lå antallet på 700.
ProWein virker overvældende - især, hvis det er første gang, man besøger messen. Og man får gået en hel del i forsøget på at nå hele vejen rundt - hvilket alligevel er umuligt. I løbet af de tre dage, messen varede, fik VinAvisens udsendte gået 26,3 kilometer (38.185 skridt). Under vandringen fra hal til hal kunne man blandt andet smage pragtfulde rødvine fra det spanske Ribera del Duero, fornemme Bordeaux’er, fuldblods italienere og sprøde tyske hvidvine.
Man kunne stoppe op og få en god snak med en vinproducent, mens man smagte vedkommendes vine, eller selv skænke i glassene ved de mange ”smage-arealer” helliget vine fra bestemte vinområder.


Tsushima Kitahara præsenterede sin families mousserende sake, der var fremstillet efter champagnemetoden. Den slags boble-sake er stadig noget af en sjældenhed i Japan.

Postkort nr. 3 fra ProWein:
Sake på champagne-metoden

VinAvisen havde besluttet sig for også at gå på jagt efter de lidt anderledes vinoplevelser. Og første offer for jagten blev en stor stand med sake.
Her kunne man smage noget så specielt som mousserende sake, hvilket er lidt af en nyhed på japansk jord.
Boble-saken kom fra bryggeriet Shichiken, der blev grundlagt af familien Kitahara i 1749. Vi talte med 13. generation og direktør for bryggeriet, Tsushima Kitahara:
- Det har taget os fem år og nøje studier hos en japansk producent af mousserende vin at finde frem til, hvordan vi kunne overføre champagnemetoden til sake, fortalte han og tilføjede, at der endnu kun er to producenter af mousserende sake i Japan.
Shichiken fremstiller flere forskellige boble-saker - blandt andet en tør, delikat og sprød udgave med en mild smag af sake, en livlig mousse og en lang eftersmag. Vinen havde kun 11% alkohol og var bestemt et velsmagende alternativ til almindelige mousserende vine.


Key Account Manager hos Premium Beers, Diana de la Fuente, præsenterede både øl og hvidvin indeholdende saltvand fra Middelhavet.

Postkort nr. 4 fra ProWein:
Hvidvin med saltvand

I den store hal, hvor spanierne holdt til, var der en lille stand, der straks fangede opmærksomheden via et stort skilt, hvor der på engelsk stod ”Hvidvin med saltvand”.
Vi fik at vide, at der var 2% saltvand fra Middelhavet i en flaske - og jo, der var faktisk lidt frisk havvand over eftersmagen.
Det hele var startet med øl med saltvand, og nu havde firmaet bag brygget, Premium Beers, så forsøgt sig med hvidvin.
Det er faktisk ikke nogen ny idé at komme saltvand i vin. Det gjorde man allerede i oldtidens Grækenland i en særlig vin, Coan, fremstillet på øen Kos.
Coan siges at være opfundet ved et tilfælde, da en vinmager forsøgte at strække vinen ved at komme saltvand i. Den lidt specielle smag blev dog hurtigt populær, og snart blev der fremstillet Coan-vin på flere af de græske øer. Og fra og med 300-tallet f.Kr. begyndte man at eksportere vinen i store mængder.


Ved "Champagne loungen" stod der sommelierer parat til at skænke i glassene og fortælle om de enkelte champagner.

Postkort nr. 5 fra ProWein:
Som i en fornem smykkebutik

I den hal, hvor de franske vinproducenter udstillede deres vine, holdt champagneproducenterne til i et særligt område. Og når man stod på tærsklen til dette område, var man ikke i tvivl om, at man nu trådte ind i mere fornemme rammer.
Det rustikke messegulv blev pludselig erstattet af et væg til væg tæppe med en kridhvid blød luv, og de festlige og farverige stande blev afløst af elegante piedestaler med montrer, hvor de ædle champagner var udstillede. Det var næsten som at træde ind i en fornem - og meget stor - smykkeforretning.
Alle de store og kendte champagnehuse, som fx Deutz, Taittinger, Jacquesson, Ayala, Laurent-Perrier og Louis Roederer, havde hver deres fine stande. Derudover var der en ”Champagne lounge”, hvor man kunne få smagsprøver på 60 forskellige kendte og mindre kendte champagner. Denne lounge var så afgjort et trækplaster, og det var ikke mindst spændende at smage boblerne fra de mange små producenter.


Et billede fra den kommende Somm-film af sommelier Dlynn Proctor - der også medvirkede i den første film i serien fra 2012.

Ny Somm-film på trapperne

I 2012 lanceredes den amerikanske dokumentarfilm ”Somm” om fire sommelierers forsøg på at bestå den ekstremt svære Master Sommelier eksamen. I 2010 var der fx kun tre ud af 84 kandidater, der bestod.

I 2015 kom så en efterfølger til filmen, "Somm: Into the Bottle", hvor man hører vinmagere og sommelierer snakke om alt fra vins farverige historie til fremstilling og markedsføring. Begge film har fået rigtig gode anmeldelser, men har også skabt debat. De kan i dag ses på Netflix.
Nu brygger instruktøren bag filmene, Jason Wise, på endnu en Somm-film, som måske får premiere allerede senere i år.

Tre af vinverdenens sværvægtere


I den nye "Somm 3" er hovedrolleindehaverne tre sværvægtere inden for vinens verden, nemlig de to vinskribenter Jancis Robinson og Steven Spurrier (som man kan læse mere om i denne uges Hall of Fame) samt master sommelier Fred Dame. Derudover medvirker en række andre sommelierer og vinmagere.
Jason Wise vil ikke røbe ret meget om filmen, men man vil ifølge Decanter blandt andet opleve de tre ”stjerner” sidde over for hinanden og smage nogle af verdens fineste vine - og selvfølgelig diskutere frem og tilbage omkring vinene. Men man vil også komme vidt omkring til såvel Bourgogne, London, New York og Napa Valley.
Der findes endnu ikke nogen trailer til den nye film.


Vinhuset O. Fournier er en arkitektonisk perle, der ligger midt i Uco-dalens smukke vinlandskab.

O. Fournier har skiftet ejer

Et af Argentinas førende vinhuse, O. Fournier i Uco-dalen i Mendoza, har fået ny ejer efter otte måneders forhandlinger.
Den nye ejer er den argentinske familie Agostino, der består af fire brødre, Vincenzo, Rosalía, Sebastian og Miguel, og sælgeren er José Manuel Ortega - der også ejer to andre vinhuse i henholdsvis Chile og Spanien.
O. Fournier blev grundlagt i år 2000, og Ortega har efter sigende investeret mere end 20 millioner euro (cirka 149 mio. kr.) i vinhuset, der i dag fremstår som en super moderne arkitektonisk perle. Til vinhuset hører 263 hektar vinmarker og et vineri med kapacitet til fremstilling af 1,2 mio. liter vin.
De fire Agostino-brødre er alt andet end novicer i vinens verden. Familien har siden 2005 lavet vin i eget vinhus, Finca Agostino, i Mendoza.
Købssummen er ikke offentliggjort.


Et høstbillede fra Camel Valley.

Vinen til det kongelige bryllup

Til maj skal der være kongeligt bryllup i Storbritannien, når prins Harry gifter sig med Meghan Markle. Og så snart bryllupsplanerne var lanceret, begyndte de britiske medier at gætte på såvel brudekjolens udseende, som hvilken vin og mad, der skal nydes til begivenheden.
Når det gælder vinen, har de fleste medier spået Storbritanniens største vinhus, Chapel Down, størst chancer som leverandør. Men nu lader det til, at et andet britisk vinhus måske har overhalet førstnævnte indenom.

Første kongelige hofleverandør


Det drejer sig om Camel Valley i Cornwall, der nu - efter i flere år at have været en af de regelmæssige vinleverandører til det engelske hof - er blevet udnævnt til kongelig hofleverandør. Vinhuset er det første i Storbritannien, der kan prale af den fornemme titel, og så vil det jo nok være oplagt at sætte nogle flasker Camel Valley på bordet til bryllupsfesten ...
Vinhuset, der fremstiller både stillevine og mousserende vine, var også det første vinhus i Storbritannien, der fik en Protected Designation Origin (PDO) fra EU. Den beskyttede geografiske oprindelse gælder udelukkende Camel Valleys 11 hektar store vinmark, Darnibole.


Taransauds smukke æggeformede vinfad findes i to forskellige udgaver.

Vinfad i påskehumør

Det er oplagt at fortælle om det æggeformede vinfad Ovum nu i denne søde påsketid.
Stadig flere vinhuse verden over anvender æggeformede vintanke af beton til gæring og opbevaring af vinen. Det berømte franske bødkerfirma Taransaud har med Ovum også gerne villet være med på ægge-trenden.
Det mere end mandshøje fad, der kan rumme 2000 liter vin, koster det, der svarer til omkring 200.000 kr. Det er det første æggeformede fad i verden skabt i egetræ.

Fordele ved den særlige form


Der skulle være flere fordele ved denne særlige æggeform, når det gælder betonudgaverne. Der er langt mindre variation i vinens temperatur og en mere jævn fordeling af dens mange komponenter. Desuden foregår der en mikrooxidering – den moderate iltning, der udvikler vinen – som svarer til den i egetræsfadene. Og så er der næsten ingen tab af vin via fordampning.
Opholdet i de æggeformede betonfade skulle også påvirke vinens smag i en gunstig retning. Man har blandt andet udført et forsøg med rødvin på druen Sankt Laurent, hvor vinen blev opbevaret i henholdsvis rustfrit stål, eg og beton. Det viste sig at den vin, der havde været i de æggeformede betontanke var rundere og mere fyldig og kompleks end den, der havde opholdt sig i de to andre beholdere. Hvor stor en del af æren, der skyldtes æggeformen, melder historien ikke noget om.
Den fornemme krystalkaraffel med trøffel-infuseret vodka.

Vodka på trøfler og kaviar

Jean-Charles Boisset, der er præsident for det familieejede vinfirma Boisset, er gift med Gina Gallo, som ligeledes er en vigtig del af sit familieejede firma, E. & J. Gallo Winery.
Jean-Charles Boisset besluttede for femten år siden at gøre en afstikker til spiritussens verden. Lige siden da har han løbende arbejdet sammen med en master destiller i Nuits-Saint-Georges i Bourgogne for at skabe en serie spiritusser af topkvalitet.
Helt almindelig er serien med navnet JCB Spirits bestemt ikke. Den omfatter en trøffel-infuseret vodka med trøfler fra Périgord, en kaviar-infuseret vodka med kaviar fra det sydvestlige Frankrig og en gin destilleret på vin af henholdsvis Pinot Noir og Chardonnay fra Côte d’Or i Bourgogne. Ja, og så er der lige en ganske almindelig klassisk vodka.
Boisset ejer en fornem samling karafler fra 1600- og 1700-tallene, og her har han fundet inspiration til de fine krystalkarafler, som indeholder de fire nye spiritusser.
Serien sælges udelukkende i USA til priser mellem 125 og 150 dollars (cirka 752 og 900 kr.).


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Der er ingen nyheder i vinbranchen i denne uge.


Steven Spurrier.

Vinens Hall of Fame

Vi kører i høj grad videre med "Vinbranchens Blå Bog", men ind imellem bringer vi også sider til "Vinens Hall of Fame" – en "blå bog" om vinverdens store vinpersonligheder: Mondavi, Hugh Johnson, Catena, Robert Parker, og hvad de nu alle hedder, nulevende såvel som afdøde. I denne uge er turen kommet til Steven Spurrier. På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.

Steven Spurrier (f. 1944) er en af Storbritanniens mest anerkendte vinskribenter. Han blev født i Derbyshire og begyndte i en alder af 20 år sin vinøse karriere som elev i Londons ældste vinforretning, Christopher & Co.
I 1970 slog han sig ned i Paris og åbnede kort tid efter Les Caves de la Madeleine, en vinforretning, der hurtigt fik succes i den franske hovedstad. Blot tre år efter grundlagde han den første private vinskole i Frankrig, L’Academie du Vin, som eksisterer den dag i dag.
Men hjemlandet kaldte, og i 1988 rykkede Steven Spurrier teltpælene op og flyttede tilbage til Storbritannien, hvor han siden da har haft travlt både som fast vinskribent for Decanter og som vinkonsulent for Singapore Airlines.
Derudover har han været direktør for Christie’s Wine Course, som han selv grundlagde i 1982, og formand for vinskribentforeningen, Circle of Wine Writers. Han er også præsident for Wine and Spirits Education trust (WSET) og dommer ved adskillige internationale vinkonkurencer.
Bøger er det også blevet til – blandt andet den kendte Clarke and Spurrier’s Fine Wine Guide. Og så fremstiller han - sammen med sin hustru Arabella og sin datter Kate - mousserende vin i eget vinhus, Bride Valley Vineyard, i Dorset.
Steven Spurriers berømmelse blev for alvor slået fast i 1976, da han afholdt den såkaldte Paris Tasting – en blindsmagning, hvor californiske vine vandt over nogle af de mest berømte franske Bordeaux-vine. Den legendariske smagning er endt på det hvide lærred med filmen "Bottle Shock", hvor Alan Rickman, der spillede professor Snape i Harry Potter-filmene, har hovedrollen som Steven Spurrier.
I 2017 blev Steven Spurrier udnævnt til Man of the Year af det britiske vinmagasin Decanter.
Adresse: Bride Valley Vineyard, Litton Cheney, DT2 9AW Dorset, England, tlf.: (+44) (0)1308 482 367, email: mail@bridevalleyvineyard.com, www.bridevalleyvineyard.com.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286 Billede 287-312
Billede 313-338 Billede 339-364 Billede 365-390 Billede 391-416 Billede 417-471


471 På vejen fra Bourges lover vejskiltet liflig hvidvin til osten "Crottin de Chavignol" (foto © Hans-Torben Andersen).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 33 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Mousserende

stjernestjernestjerneØ

Marchese Manodori, Venturini Baldini, Lambrusco, Italien, lav alkohol (12%)

129 kr., Quist Wine

En venlig, lille økorødvin med beskedne bobler. Ikke typisk lambrusco, men forfriskende. Helt billig er den ikke.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Paul Mas, Viognier, Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2016, middel alkohol (13,5%)

59 kr., pris på tilbud: 50 kr., Amka

Til kun 50 kr. en rigtig god hvidvin med en let cremet smag med noter af pære og fersken. I smagen og især i eftersmagen et lille, krydret bid, der gør vinen god til mad.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Antonutti, Pinot Grigio, Friuli, Grave, Italien, 2017, lav alkohol (12,5%)

79 kr., pris ved 6 flasker, Høj Larsen Vinimport

Flot hvidvin med en både frisk og bred smag og fin krydring - en smag, der fortsætter ud i den lange eftersmag. En meget anvendelig vin både til mad og som terrassevin.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Miquel Jané, Sauvignon Blanc, Penedès, Spanien, 2016, lav alkohol (11,5%)

Lækker hvidvin med fyldig, let cremet druesmag og god krydring. I slutningen et lille bid, der gør vinen til en oplagt madvin.

stjernestjernestjernestjerne

Praelatenberg, Cave les Faitières, Riesling, Alsace Grand Cru, Frankrig, 2016, lav alkohol (12%)

119 kr., på tilbud til 85 kr. (kun online-salg), Skjold Burne

Denne hvidvin er med sin karakteristiske Riesling-smag en tør, tør vin. Den har mineralske noter og en markant syre, der er god til det ofte fede, alsaciske køkken.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Domaine de Saint-Pierre, Pierre Prieur & Fils, Sauvignon Blanc, Sancerre, Frankrig, 2016, lav alkohol (13%)

119 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

Lækker hvidvin med en ren, frisk druesmag, fin krydring og mineralske noter. I smagen nektarin og citrus. Lang eftersmag.

stjernestjernestjerne

Praelatenberg, Cave les Faitière á Orschwiller, Gewurztraminer, Alsace Grand Cru, Frankrig, 2015, lav alkohol (12,5%)

129 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr. (sælges kun online), Skjold Burne

Indtrykket er først og fremmest honning og sødme. Næsten så sød som en dessertvin. Først hen mod eftersmagen fremkommer Gewurztraminerens krydrede noter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Sommos, Gewurztraminer, Somontano, Spanien, 2016, middel alkohol (13,5%)

149,95 kr., pris ved 6 flasker: 79 kr., Smile Marketing Group

Måske ikke så karakteristisk Gewurztraminer, men bestemt en glimrende hvidvin, kompleks, med en god krydring og syre og sødme i fin harmoni.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Schiferterrassen, Weingut Stadt Krems, Riesling, Kremstal, Reserve, Trocken, Østrig, 2016, middel alkohol (13,5%)

200 kr., pris ved 2 flasker: 150 kr., Erik Sørensen Vin

Spændende og kompleks hvidvin, der udvikler sig i munden med friskhed, noter af fyrrenåle og mineralitet. Flasken har skruelåg.

Rosévin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Le Due Arbie, Dievole, Sangiovese, Rosato Toscana IGT, Italien, 2016, lav alkohol (13%)

99 kr., pris ved 6 flasker: 89 kr., Vinovida

Denne vellavede rosévin er med sin smag af grape og fersken, sin gode krydring og lange, harmoniske eftersmag en oplagt ledsager til mad. I smagen vanille.

Rødvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Hachón, Ribera del Duero, Selección Especial, Spanien, 2014, middel alkohol (14%)

69 kr., Lidl

En dejlig, vellavet rødvin med en fin balance mellem frugt, fadsmag, syre og sødme. Med sin blødhed og sødme er det en vin, der er nem at drikke, og som mange vil kunne lide. God til prisen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Vega, Rioja, Cosecha, Spanien, 2016, middel alkohol (13,5%)

69,5 kr., Irma

Vellavet og læskende rødvin med god frugt, bløde tanniner, en fin sødme og et strejf af fad.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Tarapacá, Cabernet Sauvignon, Valle Central, Chile, 2017, middel alkohol (13,5%)

69,75 kr., på tilbud indtil 29. april: 60 kr. ved 2 flasker, Skjold Burne

En rødvin med en dejlig ren Cabernet-smag med koncentreret solbærmost og bløde tanniner. En vin, mange vil kunne lide - og en vin til en god pastaret.

stjernestjernestjerne

1692 Spier, Pinotage, Western Cape, Sydafrika, 2016, middel alkohol (14%)

79,95 kr., pris på tilbud 6.-12. april ved 6 flasker: 33,17 kr., SuperBrugsen

Denne rødvin er ret enkel og kort i munden, men unægtelig også meget billig. Flasken har skruelåg. Udpræget en madvin.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Geyser Peak, Geyser Peak Winery, Zinfandel, Californien, USA, 2015, middel alkohol (14%)

79,95 kr., pris på tilbud 6.-12.april ved 2 flasker: 39,98 kr., SuperBrugsen

En venlig og yderst billig rødvin uden noget større vingefang, men nem at drikke. En sjældent god kvalitet til den lave pris. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Andronaco, Nero d'Avola, Sicilien IGP, Italien, 2015, middel alkohol (13,5%)

91 kr., Premier Cru

En rigtig god rødvin med tilpas tørhed, tilpas sødme, tilpas frugt, tanniner ... osv. Kort sagt en tilpas rødvin, der er anvendelig til mange retter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Caterina Zardini, Guiseppo Campagnola, Valpolicella, Classico Superiore, Italien, 2015, middel alkohol (14%)

96 kr., pris ved 12 flasker, Køge Vinhandel Webshop

Harmonisk og lækker rødvin med en blød, afrundet smag, noter af røde sommerbær og kirsebær, en fin krydring og en samarbejdsvillig tørhed.

stjernestjernestjernestjerne

Poggio Capponi, Chianti, Italien, 2015, middel alkohol (13,5%)

99 kr., pris ved 6 flasker: 69 kr., A Vinstouw

En tør madvin på druerne Sangiovese, Canaiolo Nero og Colorino. Den har moden frugt med noter af tobak og tjære. Udpræget en madvin. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Adone, Rosso Toscano IGT, Italien, 2016, middel alkohol (14%)

99,95 kr., VinMedMere.dk

En rigtig god toskaner med masser af solskin, blid frugt, fine kryddderier og noter af kirsebær. En sand italiener.

stjernestjernestjerne

Yakut, Kavaklidere, Østlige Anatolien, Tyrkiet, 2016, middel alkohol (13,5%)

99,95 kr., pris på tilbud: 66,99 kr., Anatolien Vinimport

Denne tyrkiske rødvin er lavet på druerne Bogazkere, Carignen, Alicante og Öküzgözü. Den har et ret smalt smagsbillede med en frugt, der meget hurtigt går over i noget tørt og bittert.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Quattro Passi, Villa Degli Olmi, Rosso Veneto IGT, Appassimento, Italien, 2016, middel alkohol (14%)

99,95 kr., pris ved 6 flasker: 69 kr., AndrupVin.dk

Fra den buttede flaske skænkes en rødvin, som vi tidligere har smagt i 2015-årgangen, om hvilken vi skrev: "Denne rødvin, der er lavet på halvt indtørrede druer, er rent guf. Den har en koncentreret duft af moden frugt og mørke rosiner og en fyldig let krydret frugtsmag, der holder længe i munden. En intens og lækker vin, der vil egne sig til såvel krydrede kødretter som til det store ostebord." Denne beskrivelse gælder også denne årgang.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Cutio, Garnacha, Cariñena, Spanien, 2016, høj alkohol (14,5%)

109 kr., pris ved 6 flasker: 69 kr., D’Wine

En god rødvin - og til 69 kr. en rigtig god rødvin. Den har mediumfyldig frugt, fin krydring, tilpas syre og noter af chokolade og krydderurter. Giv den gerne lidt luft.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Légende, Domaines Baron de Rothschild (Lafite), Bordeaux, Frankrig, 2016, lav alkohol (12,5%)

119,75 kr., pris på tilbud indtil 24. april: 99,75 kr., Skjold Burne

En let og ukompliceret rødvin på druerne Cabernet Sauvignon og Merlot. Den har god frugt, fine strejf af fad og en lang eftersmag. En meget anvendelig vin, som er nem at drikke.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Foglio Cinquanta, Feudo Solaria, Nero d'Avola, Sicilien, Italien, 2014, lav alkohol (13%)

Denne rødvin smager rigtig godt! Den har, hvad der skal til, og det sidder, hvor det skal - god frugt, fin krydring og sødme samt en lang eftersmag. Kun 13% alkohol - uden at det går ud over fyldigheden.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Château L'Argenteyre, Philip og Gilles Reich, Médoc, Cru Bourgeois, Frankrig, 2015, lav alkohol (13%)

139 kr., pris ved 6 flasker: 119 kr., Jysk Vin

En let og til prisen rigtig god Bordeaux-rødvin. Den har en mellemfyldig frugtsmag, en vis tørhed, noter af solbær og cigarkasse samt en lille sødme.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Amancaya, Domaines Barons de Rothschild (Lafite), Mendoza, Gran Reserva, Argentina, 2014, høj alkohol (14,5%)

159,75 kr., pris på tilbud hele april: 99,75 kr., Skjold Burne

Lækker rødvin på druerne Malbec og Cabernet Sauvignon. Vinen har blød og fyldig frugt med noter af blommer og figner og fint integrerede fadnoter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Sinforiano, Tempranillo, Cigales, Reserva, Spanien, 2014, høj alkohol (14,5%)

159,95 kr., pris på tilbud ved 6 flasker: 99,95 kr., Megavin.dk / Kvickly Odder

En herlig, lækker rødvin, der bare har alt, hvad der skal til - god frugt, en vis tørhed, men også fin sødme og ikke mindst vanille fra to år på franske egetræsfade. Alle pengene værd - ved seks flasker.

stjernestjernestjernestjerne

Diablo, Viña Concha y Toro, Valle de Maule, Chile, 2015, middel alkohol (13,5%)

169,95 kr., på tilbud indtil 31. maj: 74,50 kr. ved 2 flasker; sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Vellavet, ukompliceret rødvin med god frugt, sødme og noter af kirsebær, der holder sig ud i eftersmagen. En vin, der er nem at drikke, og som mange vil kunne lide.

stjernestjernestjernestjerne

I Comuni, Nebbiolo, Barolo, Italien, 2013, middel alkohol (14%)

179 kr., på tilbud: 99 kr. ved 6 flasker (sælges kun online), Skjold Burne

Fem år gammel rødvin og måske ved at være over toppen. Fremtrædende syre og tanniner maskerer til en vis grad frugten, og smagen er ikke særlig kompleks. Vinen er bedømt ved tilbudsprisen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Le Seuil de Mazeyres, Château Mazeyres, Bordeaux, Pomerol, Frankrig, 2014, lav alkohol (13%)

199 kr., på tilbud: 159 kr.(sælges kun online), Skjold Burne

En spændende Bordeaux-rødvin - der sker noget hele tiden. En elegant, fløjlsblød smag i fin balance og med en dejlig, lang eftersmag. Vinen kan nydes nu men også gemmes i endnu nogle år.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Hillside, Kay Brothers, Amery Vineyards, Shiraz, McLaren Vale, Australien, 2006, høj alkohol (15,5%)

229,95 kr., 169,95 kr., Supervin

Australien med stort A. En maskulin rødvin med moden frugt, god krydring og noter af læder, cigar og egetræ. En vin, der hænger sammen og kalder på store bøffer. Flasken har skruelåg.

Andet

stjernestjernestjernestjernestjerne

Malfy con Arancia, Vergnano Family, Gin, Sicilien, Italien, høj alkohol (41%)

250 kr., Lahvino

En spændende gin med appelsinsmag. Trods sin alkoholiske styrke er den blød og lækker med en fyldig smag af modne appelsiner. I den fine blanding indgår enebær (naturligvis, det er jo en gin), koriander, kvan, cassia-bark og violrod. Endvidere skal af grape og citron og sicilianske blodappelsiner. Kom med en god indian tonic og nogle isterninger, så har du en fortræffelig longdrink.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen