Når man klikker sig ind på VinCooperativet.dk, kan man vælge mellem cirka 1100 vine, købe vintibehør og vinrejser.
Nyt online vinunivers hos Coop
80% af al den vin, danskerne drikker, købes i supermarkeder og discountbutikker. Og Danmarks største vinforhandler er Coop, hvis mange butikker rundt om i landet tegner sig for 44% af al den vin, der bliver solgt årligt i dagligvarehandelen. Med en ny stor online-satsning er målet for Coop at opnå samme position på nettet i løbet af de kommende fire år.Satsningen hedder VinCooperativet, hvor man kan klikke sig ind og bestille cirka 1100 forskellige vine og spiritusmærker fra hele verden. Det er ifølge Coop dels de bedste vine, som i dag kan fås i Irma og Kvickly, dels flere hundrede vine, både store kendte klassiske vine og nye ukendte vine, som Coop importer enten direkte fra producenten eller via parallelimport.
De flasker, man har bestilt, leveres ved døren uanset, hvor i Danmark man bor - med mindre man bor på en ø, hvortil der ikke er nogen bro.
Alt fra vinglas til champagnesabler
Ud over, at man på den nye side kan søge på de forskellige vintyper samt på økologiske vine og tilbudsvine, kan man også søge på fx tørre eller halvsøde vine, vine, der egner sig som apéritif, til and, vildt, sushi osv.
Men VinCooperativet er andet og mere end salg af vin og spiritus. Der er også artikler om vin - og så er der link til køb af vintilbehør lige fra glas og karafler til champagnesabler og vinkøleskabe.
Man har også mulighed for at tilmelde sig forbrugermesser, smagninger og middage med kendte vinmagere. Og man kan ligeledes, via et samarbejde mellem Coop og rejsebureauet Albatros, bestille vinrejser - der er krydret med flere oplevelser ud over dem i vinglasset.
Weekend med kokkeskole
Man kan fx komme med på en oplevelsestur til Californien, der starter med sightseeing i San Francisco, hvorefter turen går ud i vinlandet med besøg hos førende producenter. Der er også en forlænget weekend i Sydfrankrig med besøg hos vingårde og deltagelse i kokkeskole med kokken Claus Holm.
VinCooperativets hjemmeside er i øvrigt overskuelig, let at finde rundt i og yderst inspirerende. Så klik ind, og gå på opdagelse.