Nyheder for uge 46, 2019

På International Space Station bor der i dag tre amerikanere, to russere og en italiener. Foto: Wikipedia/NASA.
Bordeaux-vin på rumrejse 
Flere firmaer er i fuld gang med at udforske rummet som en fremtidig turistdestination. Et eksempel er californiske Orion Span, der har verdens første luksushotel i rummet i støbeskeen - et hotel, som - hvis alt går vel - vil stå færdigt i 2021. Andre firmaer har ligeledes søsat mere eller mindre ambitiøse projekter.
Der er ingen tvivl om, at fremtidens rumturister vil have et spækket kreditkort - billetter til rummet vil ikke ligge i den billige ende lige foreløbig. Og disse rige turister vil naturligvis kræve ordentlig mad og vin på bordene i ”rum-restauranterne”.
I den forgangne uge sendte NASA tolv flasker Bordeaux-vin 400 kilometer op i rummet til rumstationen International Space Station (ISS). Flaskerne blev pakket forsvarligt i hver sit metalrør, og de vil nu ligge og modne i rummet ved 18 grader og i vægtløse omgivelser.
Sammenlignes med kontrolvine
Efter et års modning sendes flaskerne tilbage til jorden, hvor indholdet analyseres og sammenlignes med kontrolvine af samme mærke og årgang, der har modnet under almindelige forhold men ved samme temperatur.
Målet er at undersøge, hvordan de vægtløse omgivelser og rumstrålingen påvirker vinenes modningsproces. Resultatet har selvfølgelig forskningsmæssig interesse. Men det er også vigtigt at vide, om man - når den tid kommer - vil kunne servere et glas velsmagende ædel Bordeaux-vin af ældre dato for de kræsne rumturister. Der er endnu ikke oplyst noget om, hvilken Bordeaux-vin, der har fået æren som forsøgskanin.
En særligt designet bageovn
Bag projektet står et nyt luxembourgsk firma, Space Cargo Unlimited, samt flere franske og tyske universiteter.
Ud over vin rummer den 3700 kilo tunge last, der er sendt af sted til ISS, flere andre jordiske fornødenheder - heriblandt en brødbageovn, der er specielt designet til at kunne anvendes i vægtløse omgivelser.
Space Cargo Unlimited planlægger i alt seks rummissioner i løbet af de næste tre år. Og alle missionerne har til formål at undersøge, hvordan forskellige landbrugsprodukter påvirkes af rumopholdet.
Det er ikke første gang, Bordeaux-vin har erobret rummet - allerede i 1985 tog en astronaut en halv flaske Château Lynch-Bages 1975 med på rumrejse. Flasken nåede velbeholdent tilbage til jorden og er i dag udstillet på vinslottet.

En af Château Musars vinmarker. Som man ser på billedet, dyrkes vinstokkene som buskvine uden opbinding, hvilket er det mest almindelige syn i Libanon.
Lille land med store vine
Lidt over en tredjedel af Libanons vinproducenter gæstede Danmark i den forgangne uge. En tredjedel! Det lyder jo af meget, men det er det ikke, når det gælder Libanon. 50 vinproducenter - det er alt, hvad der er i dette lille mellemøstlige land, hvis areal er cirka en fjerdedel af Danmarks.
Til sammen fremstiller de libanesiske vinhuse cirka 9 millioner flasker årligt - et antal, som et enkelt stort vinhus i mange andre lande med lethed overgår.
Men småt kan være bragende godt - hvilket smagningen i København, som VinAvisens udsendte deltog i, var et bevis på.
Libanon er ideelt til vindyrkning. Her er varme, vand og læ i rette mængder - og en dejlig kølig havbrise fra Middelhavet.
Vinmarkerne er plantet mellem 900 og 1800 meters højde, hvilket gør dem til nogle af de højest beliggende på den nordlige halvkugle. Heroppe i de køligere højder forlænges druernes modning, hvilket medfører denne fine og elegante syre, som er karakteristisk for både hvid- og rødvinene.
Libanon er så perfekt et vinland, at stadig flere unge franske ønologer slår sig ned her for at lave vin. Men nu skal man ikke tro, at det er lutter idyl at være vinproducent i det mellemøstlige land.
Inddelt i fire vinregioner
Libanon ligger midt i en politisk meget usikker zone. Det grænser op til Israel og Syrien, og så har det været gennem femten års borgerkrig. Da den sluttede i 1990, havde landet kun sølle otte vinhuse.
Men så gik det løs. Der, hvor man hidtil havde dyrket kartofler, begyndte man nu at dyrke vin, og mange libanesere, der havde tjent gode penge i udlandet, vendte tilbage efter borgerkrigen og åbnede vinhuse.
Libanon har fire vinregioner, hvoraf Bekaa-dalen tegner sig for 80% af produktionen.
Landets ældste vinhus er Château Ksara. Det blev grundlagt i Bekaa-dalen i 1857 af jesuitiske munke, der havde brug for altervin til deres messer. I 2018 frigav Ksara verdens første enkeltdruevin på Merwah - en lokal grøn drue, der har været dyrket i Libanon i de sidste 1000 år, og som udelukkende har været brugt i blandings-hvidvine.
Vi smagte Ksaras Merwah-vin, og sikke en dejlig vin - tør, men med frugtfylde, fine krydrede noter og en lang blød eftersmag, der blev ved med at udvikle sig. (Fortsættes nedenfor ...).
Projekt lokale druer
Langt de fleste af de libanesiske vine er fremstillet på internationale druer - Chardonnay, Viognier, Cabernet Sauvignon, Syrah, Cinsault osv. Men der er et projekt i gang med gamle lokale druer.
Bag projektet står det libanesiske landbrugsministerium og Joe-Assaad S. Touma, der underviser på Saint Joseph universitet i Beirut. For cirka ti år siden begyndte han at sende sine studerende på jagt efter glemte vinstokke i baggårde, nedlagte vinmarker osv.
Vinstokkene er blevet til en forsøgsmark, og i dag eksperimenteres der med vin på omkring 45 forskellige lokale druer.
Nogle af disse druer vil måske vise sig at være velegnede til enkeltdrue-vine. Andre vil give vinhusene en endnu større palet af druer at vælge imellem, når de skal fremstille blandings-vine - hvilket er det, der laves flest af i Libanon.
Obeidy er ligesom Merwah en lokal grøn drue, der i dag bliver brugt til enkeltdrue-vine - førhen endte den som anis-spiritussen arak. Som hvidvin gør den sig fortræffeligt med sin fine blomsterduft og sin lette fyldige tørre smag - og faktisk med en anelse anis til slut.
Blandt rødvinene brillerede blandt andet Jardin Secret fra Château Cana på den lokale drue Sabbaghieh - en vildt aromatisk og forførende vin.
Der var også mange perler blandt blandings-vinene - friske, sprøde og liflige hvidvine og elegante rødvine med en stringens à la Bordeaux-vin og en krydrethed som i Rhône.
Søger danske importører
En af de mange danske vinimportører, der var mødt op, var Kenneth Korsbæk Olsen fra KKWine:
- Kvaliteten af vinene er høj - især blandt rødvinene. Og de vine, der er fremstillet 100% på en enkelt drue, er ret interessante.
- Jeg har fundet et par producenter, som jeg vil arbejde videre med, og i første omgang forsøge at få deres vine ind på restauranternes vinmenuer.
- Danskerne kender jo ikke til libanesisk vin, så vinmenuerne er en perfekt måde at introducere dem til vinene på, så de er mere åbne over for dem, når de en dag lander på forretningshylderne.
Man kan læse mere om Kenneth Korsbæk Olsen i denne uges Blå Bog længere nede på siden.
På nær en enkelt, Château Musar, søgte samtlige af de 20 vinhuse en dansk importør, og man kan kun håbe, at nogle flere af de interessante og dejlige libanesiske vine vil gøre deres indtog på dansk jord. Mere information om libanesisk vin og de enkelte vinhuse kan fås ved klikke her.

Logoet for den britiske kampagne "Dry January".
"Tør januar" vækker vrede i Frankrig
Nogle danskere vælger - efter julens vinøse udskejelser - ikke at røre en dråbe alkohol i januar måned. I Storbritannien er det hele sat mere i system i form at en årlig offentlig ”Dry January” kampagne, lanceret af landets sundhedsministerium. På kampagnens hjemmeside kan briterne tilmelde sig initiativet, læse om, hvor mange penge man sparer, downloade en guide, der kan hjælpe én gennem den tørlagte periode, osv.
Nu svirrer rygterne i Frankrig om, at den franske sundhedsminister, Agnès Buzyn, vil lancere en lignende landsdækkende kampagne - hvilket ikke falder i god jord hos den franske vinindustri.
Selvom Buzyn endnu ikke er kommet med et officielt udspil, har hele otte franske vinorganisationer sendt et fælles protestbrev til den franske premierminister, Édourd Philippe. Man venter nemlig kun det værste fra Buzyns side, og vil derfor komme et eventuelt udspil i forkøbet.
Upopulær sundhedsminister
Den franske sundhedsminister er en svoren afholdskvinde og har offentligt udtrykt, at ”jo mindre alkohol, der bliver drukket, desto bedre”.
Sidste år fremsatte hun et lovforslag om, at franske vinflasker skal forsynes med to 2 cm brede røde advarselslogoer, der advarer gravide kvinder og mindreårige mod at drikke alkohol, og logoerne skulle placeres på forsiden af flaskerne.
Og tidligere i år gjaldt det en overvejelse om at forbyde champagne i VIP-boksene på fodboldstadierne. Begge forslag vakte harme i den franske vinverden.
Blandt de otte brevskrivere er blandt andet betydningsfulde organisationer som Vin & Société, La Confédération Nationale des producteurs de vins et eaux de vie de vin à Appellations d'Origine Contrôlées (CNAOC) og Le Comité National des Interprofessions des Vins à appellation d'origine et à indication géographique (CNIV).
Hvad med de elleve andre måneder?
I brevet giver vinorganisationerne udtryk for, at man selvfølgelig bør oplyse om vigtigheden af mådenholdenhed, når det gælder vinnydelse. Men en officiel opfordring til afholdenhed i en enkelt måned er en absurd idé. For hvad så med de elleve andre måneder? Kan folk så bare drikke løs, som de lyster?
Organisationerne anser også en sådan opfordring for et direkte angreb på vinens verden, og dermed på en vigtig del af den franske kultur.
Hvis en sådan kampagne bliver lanceret på fransk jord, vil det også være dråben, der får vinbægeret til at flyde over, lyder det fra organisationerne. De mener, at den franske vinindustri har nok at kæmpe med i øjeblikket - heriblandt usikkerheden omkring Brexit og dermed vineksporten til Storbritannien, USA's beslutning om at sætte afgifterne på fransk vin i vejret og den reducerede eksport af fransk vin til Kina.

En vinflaske, der fungerer som sæbedispenser.
Vinflaske som sæbedispenser 
Søren Søgaard Jensen er en del af et team af designere, psykologer og ingeniører, der opfinder dimser og brugsgenstande under mærket UNICOW. Og uanset, hvad de opfinder, er udgangspunktet genbrug og bæredygtighed.Nu har teamet kreeret et samlekit, der gør det muligt at genbruge vinflasker og andre glas- og plasticflasker som vægmonterede sæbedispensere. Dog gælder det kun flasker med skruelåg.
Kittet består af en lille pumpe, som skrues på toppen af flasken - der forinden er fyldt med flydende sæbe. Flasken fastgøres med hovedet nedad i en gummiring, hvorefter hele herligheden monteres på badeværelsesfliserne med den medfølgende sugekop.
Samtlige gummidele i kittet er lavet af nedbrydeligt silikonegummi.
En bæredygtig løsning
I øjeblikket har teamet gang i en Kickstarter-kampagne for at rejse penge til en produktion af kittet. Hvis det lykkes, vil produktet komme på markedet til maj næste år.
På kampagnesiden oplyses det, hvor stor miljømæssig betydning det vil have, hvis kittet bliver en realitet.
Alene i USA kasserer 300 millioner forbrugere hvert år 1,4 milliarder tomme sæbedispensere af plastic - og mindre end 10% af dem bliver genbrugt!
Men hvis nu amerikanerne kunne genbruge vinflasker (med skruelåg) svarende til halvandet års produktion af vin på New Zealand som sæbedispensere, ville der slet ikke være behov for at bruge en eneste af de mange plastic-dispensere - har teamet regnet ud.
Man kan læse mere om kampagnen og støtte teamet økonomisk ved at klikke her - selvfølgelig mod at modtage et eller flere kit.
Julemesse på Hotel d'Angleterre
Så er der nedtælling til årets store Julevinmesse på Hotel d’Angleterre. I år løber den af stabelen d. 16. november, og foregår traditionen tro i den store og stemningsfulde Palmehave.Her kan man smage sig gennem flere hundrede vine fra alverdens lande og få sig en snak om vinene med de danske importører. Der vil også være stande med delikatesser og vintilbehør, og det bedste af det hele er, at alle herlighederne - inklusiv vinflaskerne - kan købes med hjem.
Det er også muligt at kombinere smagningen med frokost eller aftensmad på en af Københavns gode restauranter. Læs mere, og bestil billetter ved at klikke her.

Foto: Wikipedia/FAEP.
Historisk ændring af reglerne for Cava DO
Hos vinrådet Consejo Regulador del Cava er man i gang med en større ændring af reglerne for Cava DO - den appellation i Catalonien, hvor 95% af den berømte mousserende vin fremstilles. Der er faktisk tale om den største ændring af regelsættet i appellationens 30-årige historie.
Det overordnede mål er at højne cavaens kvalitet og gøre vinen mere konkurrencedygtig på eksportmarkederne - som omfatter 100 forskellige lande, der tilsammen aftager 60% af al den cava, der fremstilles årligt.
Reserva-vine skal være økologiske
Vinrådet har blandt andet sidste år indført Cava de Paraje Calificado - en ny klassifikation, der ligger over Gran Reserva, som hidtil har været det højeste niveau. Paraje knytter sig alene til vinmarkerne og vinene, og det er kun den tørre ”brut”, som kan opnå klassifikationen.
Og for nylig har vinrådet hyret seks vinprofessionelle - heriblandt to Master of Wines og champagnespecialisten Richard Juhlin - til at hjælpe med en underinddeling i zoner af Cava DO.
Derudover vil vinrådet indføre et krav om, at fremstillingen af Reserva, Gran Reserva og Paraje skal være økologisk certificeret.
Længere modningstid
En af årsagerne er, at eksportmarkederne i stigende grad efterspørger økologiske vine. Det bliver nok ikke svært for cava-producenterne at opfylde dette krav - Catalonien er i forvejen den region i Spanien, der har det største antal økologiske vinproducenter. Og stadig flere lægger om til økologi. I 2017 var der således 205 øko-producenter - sidste år var antallet steget med 17,5% til 241.
Af øvrige nye regler på trapperne hos vinrådet kan nævnes, at den tid, Reserva cavaerne minimum skal modne før frigivelse til salg vil stige fra 15 til 18 måneder. Og at cavaer, der har modnet, skal fremstilles af druer fra vinstokke, der er mindst ti år gamle.

Château La Tour de Mons i Margaux har fået ny ejer.
Årets største slots-salg
60 millioner euro (cirka 448 mio. kr.) har den franske familie Perrodo måttet give for Château La Tour de Mons i Margaux.Handelen er netop afsluttet, og sælger var den franske bank Crédit Agricole, der har ejet vinslottet siden 1995.
For Perrodo-familien, der ejer et af verdens største olie- og gasfirmaer, Perenco, har det store beløb blot været et greb i lommen. Familien har en personlig formue på det, der svarer til 30 milliarder kr.
Château La Tour de Mons er et Cru Bourgeois slot med rødder tilbage til 1200-tallet. Med i købet har den nye ejer fået slottets i alt 58 hektar vinmarker.
Familien Perrodo ejer i forvejen fire andre Bordeaux-slotte. Det første købte den i 1989 - det var Château Labégorce. Dernæst fulgte L’Abbé Gorsse de Gorsse, Labégorce Zédé og i 2006 Château Marquis d’Alesme.
Godt nyt fra Californien
Vinproducenter og andre indbyggere i Sonoma County kan ånde lettet op. Den altødelæggende ildebrand, der i de sidste fjorten dage har ædt sig gennem 31.000 hektar land, er omsider 100% under kontrol. Men det har krævet en indsats fra flere tusinde brandfolk, som ud over Californiens egne brandkorps har omfattet korps fra en række andre stater - heriblandt Colorado, Montana, Idaho, Oregon og Washington.Kincade, som branden er døbt, er ifølge The Drinks Business den største brand, der nogensinde har hærget Sonoma County. Heldigvis har den ikke krævet nogle dødsofre. Men 374 bygninger er gået op i røg - heriblandt vinhusene Soda Rock og Field Stone i Healdsburg - og man har foretaget den største masseevakuering i Californiens historie.
6000 naturbrande i 2019
Ifølge en professor ved Pennsylvania State University, Richard B. Alley, bør Californiens mange vinproducenter - der jo netop har deres vinhuse i naturen uden for storbyerne - forberede sig på et stigende antal brande à la Kincade.
Den globale opvarmning har medført et varmere klima og længerevarende tørkeperioder, hvilket gør det lettere for naturbrandene at opstå og brede sig med lynets hast.
Ifølge professoren er antallet af årlige naturbrande i Californien femdoblet siden starten af 1970’erne. Alene i 2019 har staten været udsat for hele 6000 større og mindre naturbrande.

Ejer af The Wine Company, Steen Rasmussen, med sin "gudfar" ved optagelsen, Gustavo Devesas fra portvinshuset DOW's.
Danske riddere af portvinsbroderskabet 
For nylig gæstede portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto, Danmark for første gang nogensinde. Og i den forbindelse blev en række danske vinbranchefolk optaget som ”Cavaleiro” (ridder) af broderskabet.Denne anerkendelse tildeles personer, der har gjort en særlig stor indsats for at fremme kendskabet til portvin gennem deres arbejde.
En af de nykårede riddere er Steen Rasmussen, der ejer The Wine Company, og som i de sidste cirka 20 år har været blandt de importører, der har forsynet det danske marked med portvin - blandt andet fra DOW’s Port.
Kapper, hatte og diplomer
Portvinsbroderskabet - der også fungerer som det portugisiske portvinsinstitut - har eksisteret siden 1964, og medlemmerne omfatter handlende, producenter og direktører inden for portvinsindustrien. Derudover er der 44 æresbrødre - heriblandt præsidenter, konger og prinser fra flere forskellige lande.
Optagelsen af de danske riddere foregik - som det ses på billedet til venstre - med kapper, hatte og uddeling af smagekopper og diplomer.
Længere nede på siden kan man - som denne uges vinøse billede - se et af de fine diplomer og en af de andre nykårede riddere.

Tim viser et trick midt i sin fortælling om sin flaskesamling. Fra den lille YouTube-film.
En mand og hans vanvittige flasker
På YouTube kan man se en serie af små film med titlen Grand Illusions. De er lagt på nettet af en brite, der kalder sig Tim, og som i mere end 30 år har samlet på underfundige og mærkelige dimser og legetøj.En af filmene viser en lille del af hans samling af sjove og anderledes tomme flasker - især vinflasker - og glas.
Der er fx et vinglas, der kan forvandles til en karaffel, en flaske, hvor der på den fine etiket står Château Migraine - og hvor der medfølger en hovedpinetablet, skæve vinflasker og flasker, som ikke har indeholdt vin men andre lækkerier.
Tim viser undervejs i fortællingen om sin samling også på et trick med en vinflaske og en pengeseddel. Man kan se den lille film (12 min.) ved at klikke her.

Smart coaster med tilhørende app
Det amerikanske firma Barsys, som gør det i drinks-tilbehør, har lanceret en intelligent coaster, der gør det nemmere at kreere cocktails og andre drinks.
Coasteren er forbundet til en app med hele 2000 forskellige drinks, som man kan downloade til sin mobil eller iPad. Når man har valgt en drink på appen, toner opskriften frem på skærmen. Dernæst hælder man ingredienserne i drinksglasset - der er placeret på coasteren - hvorefter coasteren lyser op, hver gang, der er kommet tilstrækkeligt af den enkelte ingrediens i glasset. Altså ikke noget med målebægre osv.
Lige så nemt som med vin
Man kan også selv tilføje ingredienser til de enkelte opskrifter - eller kreere nye drinks, som man så kan gemme, tage billeder af og dele med andre.
Målet for Barsys er, at det skal være lige så nemt at lave sig en cocktail som at skænke sig et glas vin eller snuppe en øl.
En ret sjov opfindelse - som dog foreløbig kun kan erhverves i USA.

Vil du have vores løbeseddel? 
Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Kenneth Korsbæk Olsen.
VinAvisens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.Kenneth Korsbæk Olsen (f. 1968) blev som 20-årig færdigudlært som bager. Et liv med kringler og kryddere blev det dog ikke til – allerede under læretiden var han blevet godt træt af al det natteroderi, som bagerjobbet indebærer. I stedet satsede han på en karriere i militæret, og her forblev han lige indtil 2007.
Året inden, Kenneth Korsbæk Olsen lagde militæruniformen på hylden, havde han realiseret en drøm om at give sin store fritidsinteresse, vin, lidt mere solide ben at gå på. Han havde åbnet sin egen vinforretning, KKWine, med speciale i amerikanske vine – hans hjertebarn, når det gælder vinens verden.
Han lagde ud med vinene fra tre californiske vinhuse, men forretningen fik hurtigt vokseværk, og i dag importerer KKWine kvalitetsvine fra alle væsentlige vinområder i USA.
Sideløbende med, at han etablerede sit firma, arbejdede han hos Mærsk McKinney Møller. Men i 2013 blev han fuldtids vinimportør.
I sortimentet finder man også kultvine, der er så sjældne, at man skal lede længe for at finde dem på det amerikanske marked.
Kundekredsen er fortrinsvis restauranter rundt om i Danmark, men også private kan handle i forretningens webshop.
Kenneth Korsbæk Olsen har ikke kun travlt med at sælge vin, men også med at fortælle om den som foredragsholder, og så skal der også være tid til familien, der omfatter hustruen Victoria og tre døtre samt en Jack Russell terrier.
Adresse: KKWine, Fredensvej 48 kld, 2920 Charlottenlund, tlf.: 35 10 20 17, e-mail: mail@kkwine.dk, www.kkwine.dk.
Ugens gode spørgsmål
Lisbeth Therkildsen vil gerne vide, om man altid lagrer vin på egetræsfade og i så fald hvorfor? Og har man ikke forsøgt sig med fade af andre træsorter? Spørger hun. Jo, man har brugt mange andre træsorter, men generelt er man nået frem til, at egetræet er det bedste til vin. Igennem historien har man bl.a. brugt kastanie, kirsebær, fyr, akacie og æble, men der har altid været problemer.
Kastanie, der har været anvendt af italienske og portugisiske vinmagere samt i Beaujolais og Rhône, afgiver en masse tanniner og er så porøs en træsort, at man måtte behandle fadene med paraffin, for at ikke al vinen skulle fordampe. Det gør man efter sigende stadig nogle få steder i Rhônedalen.
I Chile har man traditionelt brugt raulitræ (Nothofagus alpina), der kan give vinen en moskusagtig duft. Denne træsort er man derfor næsten gået væk fra.
Akacie, som bl.a. østrigerne har brugt i gamle dage, giver vinen en gullig farve, og æble afgiver en kraftig og forkert aroma.

Ugens vinøse billede
Længere oppe på siden nævner vi den fornemme optagelse af danske vinbranchefolk som riddere i portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto.Lene Nielsen, der står i spidsen for Vinoble-butikkerne i både Ringe og Svendborg, var også blandt dem, der blev optaget som ridder. Hun fik den ærefulde titel for at være en top-ambassadør for portvinshuset Pamos Pinto, der forhandles af Vinoble-butikkerne.
Ligesom de øvrige nykårede riddere modtog hun en smagekop og et fint bevis på optagelsen. Begge dele forevigede hun i et billede og sendte til os - sammen med et andet billede af hende selv og Jorge Rosas fra Ramos Pinto.
Send endelig billeder til os!
Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.
Ugens store billede
Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

554 Sneen maler terrasserne i sort og hvidt på Moseldalens stejle skiferbjerge (foto © Deutsches Weininstitut).

Ugens smagte vine
Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 21 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.
VinAvisens Smagenoter
Mousserende

Hvidvin



Rosévin

Rødvin















Sød vin
