Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 10, 2020



Der er lidt Olsen Bande over metoden, som indbrudstyvene har brugt til at komme ind i Formel B's vinkælder.

Tyveri i dansk top-restaurantDel på Facebook

Det var et trist syn, der mødte personalet hos Formel B mandag morgen i den forgangne uge. I løbet af natten var restauranten, der ligger på Frederiksberg og har en stjerne i Guide Michelin, blevet ”lettet” for cirka 60 kostbare vinflasker.

Tyvene er kommet ind i vinkælderen gennem muren i den butik, der ligger ved siden af restauranten. Med en hammer havde de brudt murstenene ned og lavet et hul, der lige netop var stort nok til, at en lille person kunne komme gennem det.

En nærmest uerstattelig samling vine


Antallet af flasker, der er blevet stjålet, er ikke så stort, men der er tale om nogle af verdens mest kostbare vine, så i alt beløber tyveriet sig til en værdi af 1,5 millioner kr. Men for ejerne af Formel B, Rune Jochumsen og Kristian Arpe-Møller, er det ikke kun et tab i kroner og ører. Som de skriver på restaurantens Facebook-side, er de utroligt kede af det og berørte over situationen, da det er en nærmest uerstattelig samling vine, som de har brugt mange år på at opbygge.

Vær' på vagt


Der er ingen tvivl om, at tyvene har vidst, hvad de gik efter - måske er der ligefrem tale om et bestillingsarbejde. Blandt de stjålne vine er samtlige af restaurantens flasker fra det berømte Bourgognehus Domaine de la Romanée Conti, hvor ældste årgang er en Romanée-Saint-Vivant "Marey-Monge" Grand Cru 1999. Også vinene fra Domaine du Comte Liger-Belair og Domaine Leroy har tyvene taget med sig.
Ved at klikke her kan man se listen over de stjålne flasker. Og får man tilbudt nogle af disse vine uden for normal handel - og måske til priser, der ligger under markedsværdien - skal man selvfølgelig kontakte politiet.

Endnu et tyveri


Politiet havde dårligt nok nået at skrive rapport over tyveriet hos Formel B, før der tikkede endnu et vintyveri ind ad døren. Blot to dage efter det første tyveri meldte luksus-sushirestauranten Sushi Anaba i Nordhavn, at den havde fået stjålet et antal fornemme champagner - heriblandt Pol Roger, Krug, Taittinger og Perrier Jouët - samt vine fra blandt andet den berømte Alsace-producent Zind Humbrecht.
I alt beløber de stjålne vine sig til en værdi af cirka 60.000 kr. Og igen har tyvene vidst lige præcis, hvad de skulle gå efter. Politiet er nu ved at undersøge, om der er en sammenhæng mellem de to tyverier.

Man skal sikre sig


Det er et nyt fænomen herhjemme, at tyve går målrettet efter sjældne og dyre vine og udfører tyverier i den størrelsesorden som hos Formel B, lyder det fra brancheorganisationen Horesta - hvis erhvervsjuridiske chef, Kaare Friis Petersen, kommer med følgende gode råd: - Man må sikre sin vinkældre fornuftigt med alarmer og overvågning. Især hvis man har et dyrt vinlager - det er jo det, de går efter. Så man skal gøre det samme, som hvis man har dyre designermøbler stående: Sikre sig, så det er svært at komme til.

ProWein aflyst på grund af Covid-19Del på Facebook

Verdens største vinbranchemesse, ProWein, løber hvert år af stabelen i marts måned i messecentret i Düsseldorf. Omkring 60.000 vinbranchefolk fra mere end 130 forskellige lande og cirka 7000 udstillere flokkes i de i alt ti store messehaller.
Nu er årets udgave af ProWein blevet aflyst, og årsagen er den fortsatte udbredelse af Covid-19. Som det lyder fra arrangøren, Messe Düssedorf, så har man valgt at følge anbefalingerne fra den tyske regering og aflyse samtlige af forårets messer. Håbet er, at man kan finde nye datoer til afholdelse af de mange begivenheder. Men gad vide, om det vil kunne lade sig gøre? Man risikerer jo også at komme for tæt på næste udgave af ProwWein i marts 2021 ...


Druerne fyldes i pilefletkurvene, hvorefter de sænkes ned i havet. Fra traileren til dokumentarfilmen om fremstillingen.

Sænker druerne ned i havetDel på Facebook

Vi har tidligere nævnt, hvordan nogle vinproducenter sænker vin i flasker og amforaer ned på havets bund i en god rum tid. Ifølge diverse kontrolsmagninger med selvsamme vine modnet på traditionel vis får ”hav-vinene” en blødere og mere moden smag.
Men at sænke selve druerne ned i havet, før vinen fremstilles, det er nyt for os. Metoden er dog ikke ny men går helt tilbage til oldtidens Grækenland. Fra gamle latinske skrifter ved man, at det var sådan, grækerne på øen Chios fremstillede deres søde, kraftige hvidvin.
Nu har den italienske vinproducent Antonio Arrighi, der har sin vingård på øen Elba, fremstillet en vin efter nøjagtig samme fremgangsmåde som de gamle grækere. Og han har fået hjælp fra professor i vitikultur ved universitetet i Milano, Attilion Scienza, der netop har forsket i oldtidens vinfremstilling.

Modner i terrakotta krukker


Hele vejen igennem fremstillingsprocessen er det foregået, som de gamle skrifter dikterer. Druen, som Antonio Arrighi har anvendt til eksperimentet, er den grønne Ansonica. Den har de samme egenskaber, som de druer, der blev anvendt til grækernes vin, nemlig Rhoditis og Sideritis. Og det samme tykke skind, som gør, at den ikke tager skade af opholdet i havet.
De hele klaser, der blev høstet i 2018, er blevet lagt ned i pilekurve formet som fiskeruser, som dernæst er blevet sænket ned i ti meters dybde i havet ud for Elba. Her har druerne opholdt sig i fem dage, hvorefter de er blevet hejst op og har fået lov til at tørre i solen. Til sidst er de blevet presset og mosten hældt i store terrakotta krukker.

Kun 40 flasker


Efter gæring og modning i krukkerne er vinen tappet på flasker, hvorefter den har modnet endnu et år.
Det viste sig ifølge Antonio Arrighi, at en anelse af saltet trængte ind gennem druernes skind - hvilket havde en desinficerende og konserverende effekt, så det ikke var nødvendigt at tilsætte svovldioxid, som man ellers normalt gør for at konservere vin. Desuden skulle saltet have givet en særlig pikant smag til vinen.
Der er fremstillet i alt 40 flasker af denne eksperiment-hvidvin, som er døbt Nesos. Hvordan vinen smager, og hvornår flaskerne bliver sat til salg er endnu uvist. Men endnu 120 flasker er på vej.
Der er lavet en dokumentarfilm om vinens tilblivelse - traileren kan ses ved at klikke her.


Glasset til venstre er et almindeligt tulipanformet vinglas, mens det til højre er fra 1800-tallets Danmark. Så små var rødvinsglassene dengang.

Ønsker forbud mod store vinglasDel på Facebook

I mange restauranter har man glas i forskellige former og størrelser - mindre tulipanformede vinglas til friske yngre hvidvine, større glas med høje slanke kummer til Bordeaux-vin og glas med ekstra store runde kummer til visse Bourgogne-vine.

Nu vil sundhedsorganisationen Public Health England have den britiske regering til at indføre et loft over, hvor stort et vinglas må være - mindre glas i restauranterne vil ifølge organisationen være med til at forhindre overforbrug og dermed alkoholrelaterede sygdomme.
Public Health England tager udgangspunkt i en undersøgelse fra University of Cambridge. Her fandt et hold forskere frem til, at når man i en række udvalgte restauranter øgede glasstørrelsen fra 30 cl til 37 cl, steg vinsalget i restauranterne med 7,3%. Og når restauranterne serverede vinen i mindre glas på 25 cl, faldt det tilsvarende med 9,6%.

En mening med glasstørrelserne


Med andre ord må det betyde, at folk drikker mere vin, når de får den serveret i store glas, konkluderede forskerne - og sundhedsorganisationen.
Den blotte tanke om en lov, der dikterer, hvor stort et vinglas må være, har fået flere førende britiske restauratører og sommelierer på barrikaderne. For der er jo en mening med de mange forskellige glasstørrelser, som ikke kun er skabt til diverse vintyper men også til vine på forskellige druer. Målet er at give de enkelte vine den optimale mulighed for at udfolde deres særlige aroma til glæde for vinnyderen.

Aldrig mere end 7,5 cl i glasset


Som David Moore, der ejer Michelin-stjerne restauranten Pied à Terre i London, har udtalt til The Telegraph, så drejer vinforbruget sig jo ikke om glassets størrelse men om, hvor meget vin, der kommer i glasset, og en veluddannet sommelier i en restaurant vil jo sørge for, at glasset ikke på noget tidspunkt indeholder mere end 7,5 cl vin.
Og det med, at mindre vinglas i restauranterne skulle kunne skære ned på alkoholisme, får også fingeren nedad fra lederen af livsstilsøkonomi ved Insitute of Econnomic Affairs, Christopher Snowdon. Som han udtrykker det, så har ”de mennesker, som er mest udsatte for at få alkoholrelaterede sygdomme, ikke penge nok til at drikke vin i en restaurant.”
Public Health England ville sikkert med glæde skrue tiden tilbage til 1800-tallet - til dengang, hvor der ikke skulle mange mundfulde til, før man havde tømt et glas vin. Og det var selv om, der blev skænket til kanten. På det tidspunkt var vinglassene nemlig ikke meget større end nutidens snapseglas.

Covid-19 og flere aflyste vinmesserDel på Facebook

De første tilfælde af Corona-virus - eller, som virusset nu er døbt, Covid-19 - dukkede op i det sydlige Kina i december sidste år. Og siden da har sygdommen bredt sig til store dele af landet - noget, der også har haft konsekvenser for vinens verden.

En række store vinudstillinger og -messer i Kina er - ligesom nu også ProWein (se længere oppe på siden) - blevet aflyst, og gennem de sidste par måneder har der været en markant nedgang i salget af vin til de kinesiske forbrugere - hvilket er gået ud over eksporten til det store asiatiske land.

Et dyk i salget på 90%


Når det gælder fx salget af australsk vin i Kina, er det faldet med hele 90% i januar og februar sammenlignet med samme periode sidste år, og ligeledes Chile, som eksporterer en tredjedel af sin vin til kineserne, kan mærke det svigtende salg.
Hos spanske Torres indstiller man sig ifølge Forbes på et drastisk fald i salget af vinhusets vine i Kina på 80% i februar og 50% i marts. Og der er også bekymring hos luksuskoncernen LVMH (Louis Vuitton Moët Hennessy). Kina har i de senere år været et yderst gunstigt marked for salget af champagne - i 2018 steg eksporten af den fornemme boblevin til kineserne med 9% til 4,7 millioner flasker. LVMH ejer flere forskellige champagnemærker, og der er en vis risiko for, at Covid-19 kan bremse den ellers så positive udvikling.
Men disse økonomiske problemer er selvfølgelig intet sammenlignet med de bekymringer og de dødsfald, som selve virusset forårsager.


Foto: Wikipedia/bgvjpe.

Prosecco-glæde i FrankrigDel på Facebook

Franskmændene fremstiller verdens mest berømte mousserende vin, champagne. Og så er der den lige så sprudlende crémant, som laves i Alsace, Bordeaux, Bourgogne og Loire.
Man skulle således tro, at de franske forbrugere ikke ligefrem havde brug for bobler fra andre lande - ligesom man ofte hører, at man i Frankrig stort set kun drikker fransk vin. I de franske supermarkeder er der da også meget langt mellem de importerede flasker.
Alligevel er landet nu ifølge The Drinks Business verdens fjerde største marked for Prosecco.

Andre bobler end forældrene


I 2019 importerede franskmændene 18,9 millioner flasker af den italienske mousserende vin - en stigning på 35% i forhold til året før. Dog er der stadig langt til verdens største aftager af vinen, Storbritannien, hvor der var en stigning i importen på 7% sidste år til 115,4 mio. flasker.
Ifølge CEO fra Wine Intelligence, Richard Halstead, som The Drinks Business har talt med, har franskmændene altid været store yndere af mousserende vin. Og at Prosecco hitter, skyldes frem for alt en glæde for den italienske boblevin hos den unge generation - der gerne vil adskille sig fra den ældre ved at vise, at de hælder til nogle helt andre bobler.


Wake Up Wine.

Karaffel modner vinen på få minutter Del på Facebook

Vi har ofte omtalt nye skænkepropper og dimser, der efter sigende kan få en ung og lidt rå rødvin til at åbne sig og smage som en mere moden vin.
Nu har det amerikanske firma NutriBullet lanceret en elektronisk karaffel, der skulle kunne få en ung vin til at smage som en velmodnet syv til ti år ældre vin. Eller, som firmaet udtrykker det på sin hjemmeside - forvandle en billig vin til 40 kr. til vin, der smager af 200 kr. mere.
Wake Up Wine hedder nyskabelsen, der påstås at udføre modningen i løbet af ganske få minutter. Med karaflen følger en guide over, hvor længe forskellige vine på forskellige druer skal behandles. For vinen opholder sig ikke bare stille og roligt i karaflen - den bliver hvirvlet kraftigt rundt og dermed iltet samtidig med, at den bliver behandlet med patenterede ”modnings-bølger”.

Musik mens vinen ilter


På karaflens sokkel er der et digitalt display, hvor man kan indstille behandlingstiden. En rødvin på Pinot Noir skal fx kun hvirvles rundt og påvirkes af bølgerne i 6 minutter, en rødvin på Negroamaro er færdigbehandlet på 5 minutter, mens en hvidvin på Assyrtico kun kræver 1 til 4 minutter.
Den elektroniske Karaffel skulle også virke på whisky og andre typer spiritus, der har lidt rå kanter. Selv saké skulle kunne have glæde af en tur i "blenderen".
Karaflen fås i to udgaver, hvor luksusmodellen koster 300 dollars (cirka 2000 kr.) plus forsendelse til Danmark. Men så er soklen også udstyret med højtalere, så man via sin iPhone kan spille musik i ventetiden, mens vinen suser rundt. Den ”billige” model koster 200 dollars (cirka 1360 kr.) plus forsendelse - her holder batteriet også i kun fire timer, før det skal genoplades, mod otte timer i den dyre model.
Man kan læse mere om karaflen og bestille den ved at klikke her. Og ved at klikke her kan man se en lille film om, hvordan den virker.


Etiketten på Château Latours førstevin.

Første årgang til salg i otte årDel på Facebook

Om en måned valfarter en stor del af den internationale vinbranche til Bordeaux for at deltage i primeur-ugen - den uge, hvor man har mulighed for at smage den nye og endnu umodne årgang fra distriktets mange slotte. I år gælder det årgang 2019, og vinen sælges som altid også som primeur-vin til forhandlerne - altså mens den stadig ligger og modner på fade.
Det er således også den måde, de fornemme 1. cru slotte sælger deres nye årgang på - dog ikke Château Latour. I 2012 meddelte slottet, at 2011 ville blive den sidste årgang, som blev solgt som primeur-vin. For som det lød fra slottet, så blev dets vine ofte drukket alt for unge af forbrugere, der er vant til vine, som kan drikkes her og nu. Eller de bliver opbevaret under skiftende forhold, mens de ligger og udvikler sig på flaskerne – hvilket går ud over vinenes kvalitet. Og det giver i sidste ende vinene og vinslottet et dårligt image – lyder det altså fra Château Latour.
Slottet har siden da kun frigivet vine til salg, når det har skønnet, at årgangen af den pågældende vin var drikkemoden. Sidste gang, man frigav en årgang af slottes førstevin - altså flagskibet "Grand Vin" - var for otte år siden. Men d. 18. marts sker det igen. Årgangen er 2012, og den bliver sat til salg hos markedspladsen La Place de Bordeaux.

Prisen kan blive afgørende


Når der går så længe imellem, at Château Latour frigiver en årgang af sin førstevin, bliver der selvfølgelig lagt ekstra megen mærke til det. Og vinskribenterne står parat til at smage, vurdere og give point.
Hvor let salget af vinen vil gå er i høj grad afhængig af prisen - og den har slottet ikke frigivet endnu. Hvor primeur-vinene fra de fornemme slotte sælges til favorable priser, så er priserne noget højere på ældre og drikkemodne årgange. Fx koster en flaske af førstevinen fra Château Latour årgang 2011 i dag cirka 5000 kr.
Samtidig med førstevinen i årgang 2012 vil også andenvinen, Les Forts de Latour, i årgang 2015 og tredjevinen, Pauillac de Latour - sådan én har slottet nemlig også - ligeledes blive sat til salg gennem andre salgskanaler.
Ofte er Bordeaux-slottenes andenvine et rigtig godt køb, når det gælder kvalitet i forhold til pris - også selv om priserne når et godt stykke deropad. Disse vine laves på nøjagtig de samme druer fra de samme marker, men blot druer, der ikke er anset for helt fine og gode nok til førstevinen. En flaske Les Forts de Latour 2013 koster i omegnen af 1800 kr.


Vingården Monteverros vinmarker i Maremma, Toscana. Foto: www.monteverro.com.

Fra IGT til DOC - en succesDel på Facebook

Omkring 70% af Toscanas vinmarksareal lægger druer til vine under klassifikationen DOC (DOC Denominazione di Origine Controllata) eller det endnu finere DOCG (Denominazione di Origine Controllata e Garantita).
I 2011 blev arealet udvidet, da appellationen Maremma Toscana, der dækker stort set hele Grosseto-provinsen, blev forfremmet til DOC efter i 16 år at have været det mindre fine IGT.
Siden da har appellationens vinmarksareal haft vokseværk til cirka 1200 hektar, og den er nu - ifølge appellationens vinproducentforening - den tredjestørste DOC i Toscana, kun slået af Chianti og Chianti Classico. Medlemsantallet i foreningen er ligeledes steget, så det nu er på 314 medlemmer.

Vermentino på fremmarch


Der fremstilles næsten enhver tænkelig vintype i Maremma Toscana DOC - lige fra rød, hvid og rosé til sød vin og bobler. Dog laves der mest rødvin, og de to førende blå druer er Sangiovese og Cabernet Sauvignon.
Men hvidvinsproduktionen i den store appellation er på fremmarch, og det gælder ikke mindst hvidvinene på Vermentino. I 2019 blev der fremstillet hele 1,6 millioner flasker vin på den grønne drue i Maremma Toscana DOC, hvilket svarede til 28% af DOC’ens totale vinproduktion. Og i dag fremstilles mere end en tredjedel af alle Toscanas DOC-vine på Vermentino i netop denne appellation.
Flasken med den kostbare japanske whisky - og den lille netsuke, der er udskåret i ben. Som regel har netsuker to små huller, som snoren kunne løbe igennem.

Whiskey fra rottens årDel på Facebook

Når Sotheby’s i London d. 18. marts afholder sin næste store auktion over vin og spiritus, bliver det med en yderst eftertragtet flasker i blandt. Den ene, en flaske Karuizawa 52 Old Zodiac Rat Cask 1960, indeholder den ældste japanske whiskey, der nogensinde er tappet på flaske, og den har en højeste vurdering på 220.000 pund (cirka 1,9 millioner kr.).
Den anden flaske er en Macallan 72 Year Old Lalique Genesis Decanter, og den er ligeledes den ældste skotske whisky, der er tappet på flaske. Højeste vurderingen lyder her på 100.000 pund (cirka 876.000 kr.).
År 1960, hvor den japanske whiskey blev fremstillet, var ifølge den japanske astronomiske kalender rottens år - hvilket ordet ”Rat” i whiskeyens navn hentyder til. I år er det igen rottens år, hvorfor ejeren af den kostbare flaske har valgt at sætte den til salg.

En fin lille figur


Læg mærke til den lille figur af en rotte, der hænger rundt om flaskehalsen. Det er en såkaldt netsuke (udtales netske), som i det gamle Japan havde et praktisk formål.
Den traditionelle japanske klædedragt, kimonoen, er en smuk og enkel kåbe. Den er faktisk så enkel, at den ikke har en eneste lomme - hvilket jo er upraktisk, hvis man skal have sin pung, piller eller andre småting med i byen.
Man kunne selvfølgelig bære tingene i en kurv, men så havde man ikke begge hænder fri, hvilket også var upraktisk - tænk blot på samuraierne, der hurtigt skulle kunne gribe sværdet, hvis der lurede en fare.
Løsningen blev at hænge en lille stofpose eller taske ned fra bæltet, der holdt kimonoen sammen rundt om maven. Snoren blev stukket op bag om bæltet, og for at den ikke skulle falde ud, blev den forsynet med en modvægt i den anden ende. Oprindelig bestod modvægten i et lille stykke rod - på japansk betyder ”ne” rod og ”tsuke” at fastgøre. Senere gik man over til de fint udskårne figurer. Æstetikken har altid været i højsædet hos japanerne.


Vil du have vores løbeseddel? Del på Facebook

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbrancheDel på Facebook

* Dahls Vinhandel er blevet optaget i VinAvisens database over vinimportører.


Abraham Izak Perold.

Vinens Hall of FameDel på Facebook

Vi kører i høj grad videre med "Vinbranchens Blå Bog", men ind imellem bringer vi også sider til "Vinens Hall of Fame" – en "blå bog" om vinverdens store vinpersonligheder: Mondavi, Hugh Johnson, Catena, Robert Parker, og hvad de nu alle hedder, nulevende såvel som afdøde. I denne uge er turen kommet til den sydafrikanske professor i vindyrkning Abraham Izak Perold. På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.

Abraham Izak Perold (1880-1941) voksede op i Cape-regionen i Sydafrika. Han læste matematik, fysik og kemi ved Victoria College i Stellenbosch og fortsatte senere studierne i Tyskland, hvor han opnåede en doktorgrad.
Han var også lidt af et sproggeni, der foruden flydende tysk og engelsk også lærte at tale fransk, portugisisk, spansk og italiensk.
Efter at have rejst Europa tyndt vendte Abraham Izak Perold tilbage til Sydafrika og til en stilling som professor i kemi ved universitetet i Cape Town. Men snart gik turen igen til Europa – denne gang på mission for den sydafrikanske regering. Hans opgave var at finde europæiske druer, som kunne trives i Sydafrika, så man kunne udvide antallet af grønne og blå druer. Han vendte hjem med 177 forskellige druer og denne gang til et nyt job som professor i vindyrkning ved universitetet i Stellenbosch. Senere blev han også dekan ved samme universitet.
Men det, som Abraham Izak Perold bedst huskes for, er frembringelsen af den blå drue Pinotage, der regnes for Sydafrikas nationaldrue.
Den kom til verden i 1925 som en krydsning mellem Pinot Noir og Cinsault. Sidstnævnte drue kaldtes i Sydafrika for Hermitage - derfor Pinotage. Professoren frembragte fire stiklinger, som han plantede i sin have. Da han tre år senere forlod sin embedsbolig, groede haven til. En dag gik universitetets havefolk i gang med at rydde den, og hvis ikke det havde været for en ung lektor, der tilfældigvis kom forbi og reddede vinstokkene, havde sydafrikanerne højst sandsynligt ingen Pinotage-druer i dag.
Abraham Izak Perold var gift med Martel Walters, der overlevede ham og i 1991 kunne fejre sin 100 års fødselsdag.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk,
og få svaret her.

Ændres vinens smag gennem et sugerør?Del på Facebook

- Jeg er medarbejder på TV-Glad og interesseret i vin, skriver Daniel Qvist. - Som handikappet bruger jeg sugerør til at drikke med, og i den forbindelse er jeg nysgerrig på forskellen af smagen i et sugerør og uden.
Der er jo nok lidt forskel, da man automatisk får lidt luft med ind i munden, når man ikke drikker af et sugerør. Men læge og vinskribent Erik Skovenborg har et par gode råd til Daniel og andre, der er nødt til at bruge sugerør:
- Jeg er ret sikker på, at man kan få en tilfredsstillende smageoplevelse ved for det første af snuse til vinen, inden den indtages. Og for det andet at holde den mundfuld vin, man har indtaget med sugerør, i munden og så ånde ud gennem næsen. Dermed opnår man både en anterograd og retrograd (fremadgående og bagudgående, red.) påvirkning af lugtecellerne i næsen. Det kræver blot, at man husker at trække vejret dybt, inden man bruger sugerøret.

Ugens store billedeDel på Facebook

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469-494Billede 495-570
Billede 521-546Billede 547-572


570 Prado-museet i Madrid ejer dette herlige maleri af Gerrit van Honthorst, ca. 1624 (foto © Anker Tiedemann).


Ugens smagte vineDel på Facebook

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 18 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Cave Robert & Marcel, Chenin Blanc, Saumur, Val de Loire, Frankrig, 2018, lav alkohol (13%)

99,75 kr., pris på tilbud indtil 29. marts 80 kr., Skjold Burne

Vellavet hvidvin i god balance. Den har en frisk druesmag med noter af grønne sommeræbler og grapefrugt. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Franzen, Reinhold Franzen, Riesling, Mosel, Tyskland, 2018, lav alkohol (11,5%)

119 kr., pris ved 3 flasker: 85 kr., Mr. Ruby

Lækker hvidvin med et rent og klart billede af druen Riesling og med en indtagende sødme. Lang og fyldig eftersmag. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Is Argiolas, Vermentino, Sardinien, Italien, 2018, middel alkohol (14%)

129 kr., Gallovini

Aromatisk hvidvin, der fylder munden med et bredt spektrum af noter - stødte æbler, abrikos, fersken og hvid peber. Lang eftersmag. Udpræget en madvin.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

The Yellow Wood, Spier, White Blend, Coastal Region, Sydafrika, 2019, middel alkohol (13,5%)

149,95 kr., pris på tilbud indtil 12. marts: 79 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Lækker og aromatisk hvidvin, som fylder godt helt ud i eftersmagen. Den er økologisk og lavet på druerne Chenin Blanc og Viognier, og i smagen er der noter af citrus, pærer og fersken samt et strejf af muskatnød. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjerne

Levert Frères, Chardonnay, Chablis, Frankrig, 2018, lav alkohol (12,5%)

149,95 kr., pris ved 6 flasker i trækasse: 69,95 kr., Megavin.dk / Kvickly Odder

En enkel hvidvin med et forholdsvis smalt smagsbillede og bitre og syrlige noter, men forfriskende. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Stoney Range, Sherwood Estate Wines, Sauvignon Blanc, Waipara Valley, New Zealand, 2019, lav alkohol (12,5%)

159 kr., pris på tilbud: 79 kr., Kjær & Sommerfeldt

Fint krydret hvidvin, typisk newzealandsk Sauvignon med mange smagsnuancer og en lang eftersmag. Helt klart en madvin. Vinen er økologisk, og flasken har skruelåg.

Rosévin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Santa Rita, Limited Release, Viña Santa Rita , Cabernet Sauvignon, Valle Central, Chile, 2019, lav alkohol (12,5%)

59,95 kr., Amka

Vellavet rosévin med en let cremet smag og fin balance mellem syre og sødme. Noter af jordbær, men først og fremmest smager den af druer. Med sit lille bid i eftersmagen fin til mad. Flasken har skruelåg. Prisen er attraktiv.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Los Vascos, Domaine Barons de Rothschild (Lafite), Valle de Colchagua, Chile, 2019, middel alkohol (13,5%)

119,75 kr., pris på tilbud indtil 29. marts ved 2 flasker: 80 kr., Skjold Burne

En kraftig og krydret rosévin, der udpræget er en madvin. Den er tør og i fin balance med noter af hindbær og stikkelsbær. Druerne er Cabernet Sauvignon, Syrah, Tempranillo og Mourvèdre. Flasken har skruelåg.

Rødvin

stjernestjernestjernestjerne

Les Balmes, Domaine des Bernardins, Côtes du Rhône, Frankrig, 2016, middel alkohol (13,5%)

85 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

En stærkt krydret rødvin med markante tanniner og et lidt smalt smagsbillede. Vinen er fremstillet på basis af 90% Grenache og 10% Syrah.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Giol, Cabernet Sauvignon, Venezia, Italien, 2016, lav alkohol (13%)

99,95 kr., SPS Wine

Plask gerne denne rødvin over i en karaffel et par timer før måltidet. Så bliver den helt perfekt med sin gode Cabernet-smag, sin fine krydring, sine gode tanniner samt tilpas syre og sødme. Vinen er økologisk og vegansk.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Rue dell' Inchiostro, Nativ, Aglianico, Campania IGP, Italien, 2018, middel alkohol (13,5%)

99,95 kr., pris ved 6 flasker: 79 kr., AndrupVin.dk

Dybrød, fint duftende og kraftig rødvin med noter af kirsebær og med bløde tanniner. En rigtig god vin til mange retter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Orion, Masseria Li Veli, Primitivo, Salento IGT, Italien, 2018, middel alkohol (14%)

99,95 kr., pris ved 6 flasker: 85 kr., AndrupVin.dk

Helt klart en Primitivo, men ikke helt så bamset, som andre vine kan være på samme drue. Der er fyldig frugt, god krydring og bløde tanniner.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Canaja, Villa Annaberta, Corvina, Veronese IGP, Italien, 2014, middel alkohol (13,5%)

99,95 kr., pris på tilbud indtil 12. marts ved 6 flasker: 46,50 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Denne rødvin kunne såmænd være en pæn Valpolicella, men den er en IGP - hvad vi tidligere kaldte en "landvin". Den har god frugt med noter af kirsebær og tilpas med tanniner. En vin, der er nem at drikke, og som mange vil kunne lide - og utrolig billig ved køb af seks flasker.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Collin-Bourisset, Côtes du Rhône, Frankrig, 2016, høj alkohol (14,5%)

109 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., YouAndWine

Dette er indbegrebet af en rigtig god Rhône-rødvin. Duften er en skøn forening af læder, stald og modne brombær, mens smagen er fuld af moden frugt og varme krydderier samt et lille bid af anis til slut. Der er lidt overflødighedshorn (på den gode måde) over denne dejlige vin. Drik den til en kød-simreret.

stjernestjernestjerne

Canaja Gold, Villa Annaberta, Rosso Verona IGP, Italien, 2013, middel alkohol (14%)

109,95 kr., pris på tilbud indtil 12. marts ved 2 flasker: 54,50 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Syv år gammel rødvin, der møder munden med frugt og sødme, men hurtigt glemmer det til fordel for noget tørt og uspændstigt.

stjernestjernestjernestjerneØ

La Cattura, Famiglia Castellani, Poggio al Casone, Toscana IGT, Italien, 2016, lav alkohol (12,5%)

129 kr., pris på tilbud indtil 29. marts: 99,75 kr., Skjold Burne

Pæn, økologisk hverdags-rødvin på druerne Toreldego og Syrah. Lidt kort og smal i smagen, men ellers okay. Plask den gerne over i en karaffel, så den får lidt luft.

stjernestjernestjernestjernestjerne

PS, Spier, Western Cape, Grand Reserve, Sydafrika, 2018, høj alkohol (14,5%)

139,95 kr., pris på tilbud indtil 12. marts ved 6 flasker: 49,83 kr., SuperBrugsen

En rigtig god madvin med fin krydring og noter af kirsebær og sorte bær i en blanding af druerne Shiraz, Cabernet Sauvignon, Merlot og Pinotage. Til den lave tilbudspris lidt af et kup.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Senda, Las Moradas de San Matín, Garnacha, Vinos de Madrid, Crianza, Spanien, 2015, høj alkohol (14,5%)

169 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., D’Wine

Denne superlækre og veganske rødvin har vi smagt i fem tidligere årgange, og den skuffer heller ikke i denne. Den har bred, blød frugt og et krydret spektrum - fint integreret fadsmag, eukalyptus, timian, mandler og vanille. En tungesmækkende vin. Lad den få lidt luft før måltidet.