Nyheder for uge 2, 2020



Vin til veganere

En vegetar spiser ikke kød, men kan godt nedsvælge et glas mælk. En veganer derimod skyr ethvert produkt af animalsk oprindelse, ligesom dyr ikke på nogen måde må have været indblandet i fremstillingsprocessen.

Umiddelbart skulle man jo ikke tro, at en veganer ville rynke på næsen af et godt glas vin. Men jo, mange vine anses ikke for veganske, da der fx er anvendt produkter, som stammer fra dyr, til klaring eller filtrering af vinene. Sidstnævnte drejer sig fx om gelatine, æggehvide eller kasein. Selv om der er tale om minimale mængder - nærmest sporstoffer - i vinene af disse ingredienser, er det nok til, at mange veganere holder sig langt væk fra vin.
Men der kommer stadig flere veganske vine på verdensmarkedet - og også på det danske marked - og disse vine er typisk klaret med lerarten bentonit.

En fantastisk hjemmeside


Hvor mange veganske vine, der fremstilles i dag, får man et indtryk af på den canadiske webside Barnivore. Her er fyldige lister over mere end 48.000 vine og andre alkoholiske drikke, der kan blåstemples som veganske.
Nogle af vinene findes på det danske marked - andre ikke - og der er flere søgemuligheder. Man kan fx ganske enkelt skrive navnet på en vin og se, om den er vegansk. Hvis det er tilfældet, vil der på den side, der dukker op, være beviser i form af daterede e-mails fra vinhuset. Det gælder fx vinene fra Spier, hvor der står nøjagtig, hvilke af vinene fra det store sydafrikanske vinhus, der er veganske. Herhjemme forhandles Spiers vine af Coop's butikker.

En app i støbeskeen


Man kan også søge på de enkelte vinlande og se, at der fx er 1922 australske, 760 franske, 502 spanske, 214 newzealandske, 17 japanske og to finske veganske vine i Barnivores database.
Som noget nyt arbejder Barnivore på at få fremstillet en app med alle listerne, så man hurtigere og lettere kan tjekke en vin, når man er ude at handle.


Georges Duboeuf.

Georges Duboeuf er død

”Kongen af Beaujolais”, Georges Duboeuf, er død af et slagtilfælde i en alder af 87 år. Dermed har vinens verden mistet en af sine store personligheder.
Han blev født i Pouilly-Fuissé i Beaujolais i en familie med vinproducent-rødder helt tilbage til 1700-tallet. Og allerede i en alder af seks år var han med til at fremstille sin første vin.
Senere slog han sig ned som vinkøbmand i Pouilly-Fuissé, og i 1964 grundlagde han virksomheden Les Vins Georges Duboeuf i Pouilly-Fuissé.
Georges Duboeuf endte som Beaujolais’s største négociant med kontrakter med omkrog 400 vinproducenter og en årlig produktion på cirka 30 millioner flasker vin.
Han var også manden som startede det berømte Beaujolais Nouveau-kapløb, som finder sted, hvert eneste år, den nye vin kommer på gaden. Man kan læse mere om ham ved at klikke her.

De 10 største nyheder i vinens verden i 2019

I det forgangne år har VinAvisen bragt flere hundrede nyheder fra vinens verden. Hvis vi nu skal nævne de ti væsentligste begivenheder og tendenser fra ind- og udland, som vi har behandlet i 2019, må det blive disse her:

1. Naturens rasen


Vejret har rundt om i verden vist sig fra en ualmindelig barsk side med oversvømmelser og ildebrande til følge.
* I foråret blev Californien udsat for de værste oversvømmelser siden 1995. Især Russian River i Sonoma fik vandmasserne at føle. I efteråret blev flere vinhuse flammernes bytte i alt ødelæggende ildebrande.
* Et uvejr "uden fortilfælde" med kraftig nedbør og hagl på størrelse med golfkugler ramte dele af Frankrig og Schweiz og forårsagede store skader i vinmarkerne.
* Da Venedig blev oversvømmet, gik det også ud over vinhuset Bisols berømte vinmark på øen Mazzorbo.
* Voldsomme ildebrande i Australien har blandt andet reduceret vinmarksarealet i distriktet Adelaide Hills med en tredjedel.

2. Mere hvidvin på verdenskortet


Flere af de traditionelle europæiske rødvinsdistrikter fremstiller stadig mere hvidvin. Det gælder fx Rioja og Ribera del Duero i Spanien og det sydfranske Rhône. I 2019 har der været ekstra mange markedsførings-fremstød netop for hvidvinene fra disse distrikter.

3. Første danske Master of Wine


Danmark fik sin første Master of Wine i form af Jonas Tofterup. Han er nu en af kun 384 MW’er på verdensplan. Hans hovedopgave er den første forskning i vinfragt nogensinde.

4. Alvorlige svindelsager


I foråret blev tre personer anholdt i Italien og anklaget for at have fremstillet 11.000 forfalskede flasker af supertoskaneren Tignanello. De mange flasker, der indeholdt billig rødvin af ringe kvalitet, skulle have været solgt i Italien, Tyskland og Belgien.
Senere på året blev Italien ramt af en endnu større svindelskandale, hvor myndighederne afslørede hele 30 millioner liter forfalsket DOC og IGT vin i Puglia, fremstillet af en række forskellige vinhuse (fortsættes nedenfor ...).

5. Danskere på sejrsskamlen

Sommelier Nina Højgaard blev den første dansker nogensinde, der kom i finalen i verdensmesterskab for sommelierer. Hun vandt en flot sølvmedalje - en placering, som kun en enkelt kvindelig sommelier har opnået før hende. Og den danske restaurant Clou vandt for anden gang den prestigefyldte sherry- og gastronomikonkurrence Copa Jerez.

6. Sammenhold om Notre Dame


I april brændte en stor del af den berømte kirke Notre Dame i Paris. Den franske vinverden stod på spring for at hjælpe til med genopbygningen. Flere slotsejere i Bordeaux donerede store beløb, og tre førende franske bødkerier vil genskabe kirkens gigantiske trætag.

7. Robert Parkers farvel


2019 blev også året, hvor den amerikanske vinguru Robert Parker satte et endeligt punktum for sit arbejde for The Wine Advocate - det indflydelsesrige vinmagasin, han selv grundlagde for 41 år siden.

8. Nyt om vin og sundhed


Også 2019 bød på ny forskning, når det gælder forbindelsen mellem vin - og især rødvin - og et godt helbred.
* En stor amerikansk undersøgelse tyder på, at folk, der i hele deres voksenliv har et moderat vinforbrug, lever længere end fx afholdsfolk. (uge 33).
* Amerikansk-kinesisk forskning har vist, at resveratrol - et stof, som findes i rødvin - er i stand til at reducere stress ved at hæmme aktiveringen af et bestemt enzym i hjernen, som øger stressniveauet. (uge 34).
* Britiske forskere har fundet frem til, at folk, der drikker rødvin, har en langt mere varieret bakterieflora i tarmen end dem, der drikker andre former for alkohol. Forskerne fandt også frem til, at rødvins-drikkerne havde mindre risiko for at blive overvægtige og få forhøjede kolesteroltal - hvilket igen hang sammen med den mere varierede bakterieflora. (uge 36).
* Svensk forskning tyder på, at et moderat vinforbrug nedsætter risikoen for at få KOL (Kronisk Obstruktiv Lungesygdom). (uge 47).

9. Til kamp mod plasticsugerøret


2019 blev året, hvor hotelkæder og barer for alvor meldte krig mod plasticsugerøret.
Også Dansk Bartender Laug har besluttet at forbyde det miljøskadelige rør hos sine medlemmer.
Alternativer fremstillet i fx silikone, metal og agavefibre har set dagens lys.

10. Godt år for britiske pubber


Efter ti år med nedgang i antallet af britiske pubber, steg antallet for første gang i 2019 med 350 styk, så der i dag er 39.145 pubber.


Christian den Fjerde var den første konge, der drak vinen.

Nytårstaffel med Rosenborgvin

Som sædvanlig, når hoffet holder nytårstaffel, nævner aviser og fjernsyn Rosenborg-vinen. Christian den Fjerde drak den – og hele kongerækken efter ham. Hvert nytår til taflet. Således også i år.
Man fortæller, at vinen smager aldeles rædselsfuldt, og at de fornemme medalje-behængte gæster altid får en skål sukker ved siden af glasset. Men det er nu ikke rigtigt. Ikke mere.
I 1978 blev den gamle hvidvin filtreret, og siden er den blevet blandet op med ny, frisk vin fra Rhinens bred. Gæsterne får således i hvert fald nogle molekyler fra den vin, som salig fjerde Christian også drak.
V
inAvisens gamle redaktør har smagt vinen, og han var helt sikker på, at han kunne genkende et par af molekylerne.
Historien om Rosenborg-vinen er længere, end aviserne har plads til at fortælle. Men det er faktisk en meget spændende historie. VinAvisen har den liggende på sin server, og har man lyst til at kigge dybt i den kongelige flaske, har man chancen ved at klikke her.


En lille del af loftet i The Grenadier i London. Hele pubbens loft er tilklistret med pengesedler fra gæster, der forsøger at give Cedrics genfærd fred ved at betale hans spillegæld.

Besøg dem, hvis du tør

2019 har som nævnt ovenfor bragt godt nyt for de britiske pubber, da antallet af dem for første gang i ti år er steget.

Men gennem de seneste ti år har rigtig mange pubber måttet lukke og slukke - det årlige gennemsnit har lydt på 732 styk.
Der findes dog et større antal gamle pubber, som aldrig har været i farezonen for at lukke. Og det skyldes ikke kun deres hyggelige interiører men også, at de efter sigende er hjemsøgt af genfærd - mennesker, der aldrig er faldet til ro efter at have mødt en frygtelig død i eller i nærheden af pubben.
Nogle af pubberne er så hjemsøgte, at spøgelsesjægere med jævne mellemrum valfarter til dem for om muligt med særlige apparater at opfange lyde og lys fra genfærdene.
Nedenfor fortæller vi om tre af de mest hjemsøgte britiske pubber. Besøg dem, hvis du tør, kære læser …

Ye Olde Man and Scythe i Bolton


Pubben åbnede i 1251, og dens mure har gennem århundrederne været vidne til lidt af hvert.
Fra 1642 til 1651 hærgede den engelske borgerkrig mellem parlamentet og royalisterne. Soldaten James Stanley, der også var den syvende jarl af Derby, hørte til sidstnævnte. Han boede i Ye Olde Man and Scythe, som på det tidspunkt var i hans families eje, før han blev henrettet ved halshugning på torvet lige ude foran kroen.
I pubben kan man stadig se den stol, han sad i de sidste timer før henrettelsen, som fandt sted d. 15. oktober 1651.
Det siges, at James Stanleys genfærd for tid og evighed går hvileløst rundt i pubbens lokaler, og en dag for nogle år siden vågnede den nuværende ejer, Tony Dooley, op til knuste glas på gulvet i pubben - selv om alt havde set fint ud om aftenen, og døren havde været låst.
Da han tjekkede overvågningskameraet, så han imidlertid en mærkelig diffus skygge bevæge sig gennem lokalet …

Ostrich Inn i Berkshire


En pub, der siden sin opførelse i 1106 har været rammen om hele 60 mord, hvoraf hovedparten skete i 1600-tallet, da ægteparret Jarman ejede pubben.
Parret myrdede over en årrække adskillige overnattende, velhavende gæster og stjal deres penge.
Når en sådan gæst indfandt sig, fik han altid et særligt værelse, hvor der under sengen var en lem, som førte ned til pubbens køkken.
Bunden i sengen kunne trækkes ud med et tov, og når gæsten sov, åbnede parret lemmen, hev i tovet og lod den stakkels gæst falde direkte ned i et stort kar med kogende øl.
Omsider blev ægteparret arresteret og henrettet.
Endnu et mord fandt sted, da den legendariske landevejsrøver og morder Dick Turpin, som havde skjult sig i pubben, stak af ved at hoppe ud gennem et vindue. Men før han hoppede ud, skød han pubbens husholderske i hovedet.
Såvel gæster som medarbejdere i pubben har inden for de senere år rapporteret om nogle meget aktive genfærd.

The Grenadier i London


I gamle dage var denne pub mødestedet for Hertugen af Wellingtons tropper. Her nød soldaterne øl og spillede kort - og sidstnævnte fik en september aften (året er ukendt) en drabelig udgang for en af de unge soldater. Cedric hed han, og ifølge sine medspillere snød han under spillet. Da han nægtede at betale dem de penge, de mente, han skyldte dem, slæbte de ham ned i pubbens kælder og bankede ham til døde.
Lige siden da har Cedrics genfærd efter sigende hærget pubben. Borde og stole skramler rundt om natten i pubbens tomme restaurant, og både personalet og overnattende gæster har set en mørk skikkelse bevæge sig hvileløst rundt i etablissementet. Og fra kælderen lyder der med jævne mellemrum grusomme klagende lyde. Værst er fænomenerne hvert år i september, den måned, hvor Cedric blev myrdet.
I 1982 - under optagelserne til et program om Englands mest hjemsøgte pubber - tog filmholdet også nogle almindelige billeder inde i pubben. Og på et af dem kunne man ane en ung mand med moustache, der kiggede ind ad et vindue i et værelse i pubbens øvre etager, hvilket vil sige i cirka fire meters højde …


Foto: Wikipedia/bgvjpe.

En meget stor boble-konkurrence

Der fremstilles mange skønne mousserende vine, og i slutningen af 2019 mødtes 564 af dem i den store internationale konkurrence Effervescents du Monde i Dijon.

Champagne, crémant, prosecco, cava, spumante, hvide, rosé og røde, tørre og søde bobler dystede mod hinanden. Boblerne kom fra 22 forskellige lande - dog var 60% af dem fra Frankrig, fra Champagne, Alsace, Bourgogne, Limoux og Bordeaux.

Danmark var også med


De spanske og italienske bobler var selvfølgelig også rigt repræsenteret, men der var også vine med fra Ungarn, Brasilien, Portugal, Schweiz, Belgien, Ukraine, Peru, Japan samt flere andre vinlande, som man måske ikke lige forbinder med mousserende vin.
Også Danmark var repræsenteret i form af Dons Cuvée Brut 2018 fra Skærsøgaard Vin - vinen modtog en af de i alt 165 sølvmedaljer, som blev uddelt. Kun 23 vine opnåede guldmedaljer.
Dommerpanelet bestod af mere end 100 internationale vinspecialister, og for første gang i konkurrencens 17-årige historie var der også briter blandt dommerne.

To vinder-cava'er


Nedenfor bringer vi de ti mousserende vine, der blev kåret som konkurrencens absolut bedste. Listen omfatter dog hele tretten vine, da nogle af vinene opnåede nøjagtig samme point.
De fleste vine på top-ti listen er franske - hvilket jo ikke kan forundre, da hovedparten af de deltagende vine netop kom fra Frankrig. Til gengæld er der ikke en eneste champagne med på listen - men derimod to cava'er og en ungarsk vin.
Ved at klikke her kan man se samtlige sølv- og guldvindere. Vi hører gerne på info@vinavisen.dk, hvis nogle af vinene på top-ti listen forhandles i Danmark.

De ti bedste boblevine


* Crémant de Bourgogne Valenger Brut, Castel, Frankrig
* Hungaria Rosé Extra Dry, Torley Pezsgopinceszet KFT, Ungarn
* Crémant d'Alsace Dopff & Irion Egérie Chardonnay Brut 2017, Château de Riquewihr - Domaines Dopff et Irion, Frankrig
* Crémant d’Alsace Arthur Metz, Réserve de l’Abbaye Chardonnay Brut, Arthur Metz, Frankrig
* Crémant de Bourgogne Patriarche Père & Fils Brut, Kriter Brut de Brut, Frankrig
* VMQ, Roche Mazet Chardonnay Brut, Terra Vitis, Castel Frères, Frankrig
* Crémant de Bourgogne, La Maison du Crémant, Prestige Brut, N13608117249, François Martenot, Frankrig
* Cava Elyssia Gran Cuvée Brut, Comercial Grupo Freixenet, Spanien
* VMQ Impérial Palace Blanc de Blancs Brut, SVM, Frankrig
* Cava Jaume Codorniu Gran Reserva Brut 2013, Raventos Codorniu, Spanien
* Crémant d’Alsace Bestheim, Grand Prestige Rosé Brut 2017, Bestheim, Frankrig
* Crémant d’Alsace Bestheim, Brut Rosé, Bestheim, Frankrig
* Crémant d’Alsace Cave de Beblenheim, Black Rose Brut Rosé, Cave Vinicole de Beblenheim, Frankrig


Et glas med 75 cl vin

Det viste Wine Bottle Glass er en rigtig "glas-flaske" med ordlyden "Endelig et glas, der passer til mit behov".
Og det behov skal være stort, da flasken kan rumme 75 cl ligesom en almindelig flaske vin.
Det sjove glas er en amerikansk opfindelse - og findes vist ikke i Danmark. Men det kan købes online hos en forretning med et lige så sjovt navn, Shut Up And Take My Money. Prisen er cirka 135 kr. plus forsendelse.

En tegning, der viser, hvordan det ombyggede Port Ellen destilleri vil tage sig ud, når det står færdigt.

Nyt liv i gamle destillerier

I 1983 måtte nogle af Skotlands mange whisky destillerier dreje nøglen om som følge af, at salget af den gyldne nationalspiritus faldt på verdensplan.

Et af dem var Port Ellen på Islay - en ø, hvor flere berømte whiskydestillerier har til huse, heriblandt Lagavulin og Ardbeg. Et andet var Brora i det skotske højland ved Sutherland.
I 2017 - og sikkert på grund af whiskyens igen stigende salg - fik det verdensomspændende spiritusfirma Diageo den idé, at det ville puste nyt liv i de to destillerier. Årsagen var dels, at det igen gik rigtig godt med salget af skotsk whisky, dels, at de gamle fade, der stadig lå i de to destillerier, var yderst efterspurgte af denne verdens whiskysamlere.

Første flasker i 2032


Diageo øremærkede 35 millioner pund (cirka 308 mio. kr.) til de to byggeprojekter, og i 2018 modtog firmaet tilladelse til restaureringen af Broras gamle bygninger fra 1819.
Og nu har firmaet - på falderebet til 2020 - fået tilladelse til den meget flotte ombygning af Port Ellen. Når de nye faciliteter står færdige, vil de give mulighed for både at bevare den traditionelle Islay-stil og for eksperimenter med nye whiskyer med en anderledes smagsprofil.
Hvis alt går vel, vil begge destillerier kunne fremstille whisky allerede om to år - de første flasker forventes dog først at indtage verdensmarkedet i 2032. Sådan er det med whisky - det tager tid at fremstille.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Peter Gago.

Vinens Hall of Fame

Vi fortsætter i høj grad med "Vinbranchens Blå Bog", men ind imellem bringer vi også sider til "Vinens Hall of Fame" – en "blå bog" om vinverdens store vinpersonligheder: Mondavi, Hugh Johnson, Catena, Robert Parker, og hvad de nu alle hedder, nulevende såvel som afdøde. I denne uge er turen kommet til Peter Gago, der fremstiller en af verdens mest berømte vine. På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.

Peter Gago (f. 1957) er manden, der har ansvaret for fremstillingen af den australske rødvin Penfolds Grange - en af verdens mest berømte og kostbare vine.
Han er født i England og kom til Australien med sin familie, da han var seks år gammel. Senere tog han en bachelor i naturvidenskab ved universitetet i Melbourne og fik job som gymnasielærer i kemi og matematik.
Peter Gagos stigende vininteresse fik ham dog til efter otte år at bytte lærerrollen ud med skolebænken - denne gang for at læse til ønolog ved Roseworthy College i Adelaide.
Han var så heldig efter endt uddannelse i 1989 at blive en del af vinmager-holdet hos det berømte vinhus Penfolds. Hans første opgave var at deltage i fremstillingen af husets mousserende vine, men snart blev han flyttet over på det hold, der tog sig af Penfolds fornemme rødvine.
Peter Gagos dygtighed og entusiasme medførte, at han i 2002 efterfulgte John Duval som Penfolds chefvinmager - en stilling, som kun tre andre vinmagere havde bestredet før ham.
Den første af disse chefvinmagere var Max Schubert, manden, der skabte rødvinen Penfolds Grange, som i dag koster omkring 5000 kr. flasken.
Det er fremstillingen af denne rødvin - samt alle Penfolds’s andre vine - som Peter Gago i dag står for.
Ud over, at han nøje følger såvel vinmarksarbejdet som vinfremstillingen hos Penfolds, er han også en efterspurgt foredragsholder og underviser. Og han er i høj grad en dygtig ambassadør for såvel Penfolds som for australsk vin som helhed.
Også via sine tre vinbøger har han været med til at udbrede kendskabet til australsk vin. Den første, "Discovering Australian Wine: A Taster’s Guide", udkom i 1995. To år senere fulgte "Australian Wine: From the Vine to the Glass" og i 2002 kom så "Australian Wine: Styles and Tastes".
Peter Gago har også høstet flere priser for sin indsats for australsk vin - i 2005 blev han udnævnt til Winemaker of the Year af Wine Enthusiast Magazine og i 2012 modtog han titlen som Winemaker’s Winemaker fra Institute of Masters of Wine i London.
Privat er han gift med Gail Gago, der er medlem af partiet Labor i South Australian Legislative Council.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.
Den gamle tavle til undervisningsbrug viser udviklingen fra blomst til kerner. Blomsterne spirer frem som små opretstående klaser (A), et frugtlegeme med støvdragere udvikles (B) og frugtlegemet vokser sig stort og saftigt (C og D). Hvad vi mennesker er interesserede i, er druerne (E), hvis frugtkød kan opdeles i tre zoner.

Er der 100 dage fra blomst til høst?

Alma P. har hørt, at der er præcis 100 dage mellem vinens blomstring og vinhøsten, og at man derfor helt præcist kan planlægge, hvornår man skal høste druerne. Men er det virkelig rigtigt?
Nej, det er det ikke. Der er cirka 100 dage, men det kan svinge fra 80 til 120 dage alt efter, hvordan vejret over sommeren arter sig.
I ekstremt varme vækstperioder blomstrer vinstokkene tidligere end normalt, og så vil man måske allerede efter 80 dage kunne høste druerne.
Det er i øvrigt ikke nogen lille udvikling, der foregår i dette tidsinterval – som det fremgår af den gamle tavle til venstre.
Hvad vinplanten er interesseret i er naturligvis kernerne, men dem er vi mennesker bestemt ikke interesserede i. Knuses de under vinifikationen, vil de give vinen en bitter smag. Det er frugtkødet og drueskindet, vi bruger.
I frugtkødet er der i princippet tre zoner – en tæt omkring kernerne og en knyttet til skindet samt en zone mellem de to, og det er fra den mellemste zone, at den bedste most næsten af sig selv løber fra under presningen. Mange steder bruger man den til den bedste vin.


Ugens vinøse billede

Hans Christian Larsen har taget dette fine billede af et dåbsfad under et besøg i museet på Sønderborg Slot. Det er fremstillet i Tyskland omkring 1650 - muligvis i Nürnberg, hvor man ligefrem havde en masseproduktion af sådanne fade.
Mange danske dåbsfade har været brugt til andre formål, fx til frugt, men det var en skik, at velhavende mennesker skænkede fadene som gaver til kirken.
Dette fad har et vinøst motiv. Rundt langs kanten er der vinløv og stiliserede drueklaser, og i midten ser man to mænd, der bærer en kæmpemæssig vindrueklase på en stang. Kæmpeklasen var et populært motiv, der henviste til Fjerde Mosebog, kapitel 13, hvor Moses sender tolv mænd ind i Kana’an for at se, om det forjættede land var frugtbart.
– De kom ind i Eshkol-dalen, står der i Biblen, – og her skar de en vinranke med en enkelt drueklase af; der måtte to mand til at bære den på en stang ... Dette sted blev kaldt Eshkol-dalen på grund af den drueklase, som israelitterne skar af dér.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469-494Billede 495-562
Billede 521-546Billede 547-572



562 Et kludetæppe af små og større vinmarker breder sig i Verzenay i Champagne (foto © CIVC/Michel Guillard).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 8 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.


Hvidvin

Lafogliola, Giacomo e Filippo, Marche IGT, Bianco, Italien, 2017, lav alkohol (12,5%) 90 kr., pris ved 6 flasker, Vinmonopolet En enkel, økologisk hvidvin, hvor en markant bitterhed hurtigt tager over. Helt billig er den ikke.
Mont'Albano, Garganega, Soave, Italien, 2018, lav alkohol (11,5%) 99 kr., pris ved 3 flasker: 65 kr., Mr. Ruby Denne økologiske hvidvin er til prisen 65 kr. rigtig god. Den har en liflig duft og en smag af drue, pære, citrus og mandler. Den har også en diskret krydring og skal ikke slås med en alt for kraftig madret.

Rødvin

Estampa, Viña y Bodega Estampa, Valle de Colchagua, Chile, 2017, middel alkohol (14%) 69,95 kr., pris ved 12 flasker: 49,95 kr., Jysk Vin En rigtig god rødvin og et fund for 50 kr. (ved 12 flasker). Den er lavet af Chiles nationaldrue Carmenère (90%) og lidt Merlot. Den har fyldig, mørk frugt og fin krydring. Flasken har skruelåg.
Gran Maestoso, Cantina Museo Albea, Primitivo, Puglia IGP, Italien, 2017, middel alkohol (13,5%) 99 kr., pris ved 3 flasker: 90 kr., Supermarco En af de gode Primitivo-vine med en varm, fyldig smag - mørke bær, jordbær, cigarkasse, chokolade, bløde tanniner og fint integrerede fadnoter efter seks måneder på franske egefade. Et ret markant bid i eftersmagen gør vinen til udprægtet en madvin
Time Waits For No One 6M, Finca Baraca, Monastrell, Jumilla, Spanien, 2017, høj alkohol (14,5%) 99,95 kr., pris ved 6 flasker: 85 kr., AndrupVin.dk Bag den psykedeliske etiket gemmer sig en rødvin med en smag, der ikke hænger helt godt sammen. Udpræget en madvvin.
Asenjo & Manso, am3, Bodegas Asenjo & Manso, Tempranillo, Ribera del Duero, Cosecha, Spanien, 2018, lav alkohol (13%) 119 kr., pris ved 6 flasker: 75 kr., D’Wine Lækker rødvin med et bredt smagsspektrum - mørke bær, fin krydring, bløde tanniner og en lang eftersmag. Giv den gerne lidt luft ved at plaske den over i en karaffel.
Rully, Gabriel Billard , Pinot Noir, Rully, Frankrig, 2015, lav alkohol (13%) 150 kr., pris ved 12 flasker, Køge Vinhandel Webshop Enkel rødvin. Fire år gammel og en lille smule træt. Man genkender dog Pinot-druen, og vinen kan godt drikkes - hvis man har lyst til at betale 150 kr. for den.

Sød vin

Frederiksdal, Kirsebær, Dansk Vermouth, Danmark, 2018, høj alkohol (15,5%) 189 kr., pris for 50 cl, Frederiksdal En fantastisk lækker drik. Du får den i munden, og midt på tungen lægger sig en vifte af smage - citrus, kanel, kaffe, anis, malurt og rancio - den særlige smag, der opstår, når en vin har været lagret på gasballoner udendørs i længere tid. Og uden om alle disse smage lægger sig så smagen af modne kirsebær. Flasken har skruelåg.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen