Nyheder for uge 33, 2020

"Rene vine" indtager USA

Der findes naturvine, økologiske vine og biodynamiske vine - og nu også ”rene vine”, eller "clean wines", som amerikanerne kalder dem. Og det er netop i USA, trenden for rene vine florerer.

De første clean wines kom på markedet for et par år siden, og nu popper begrebet op i forbindelse med lanceringen af stadig flere vine. Clean wines har uden tvivl også fået mere vind i sejlene, efter at Hollywood-stjernen Cameron Diaz for nylig lancerede to clean wines med navnet Avaline. Det drejer sig om en hvidvin og (selvfølgelig) en rosé, som jo er favoritten hos stjerner, der vil gøre sig som vinproducenter.

Et andet ord for naturvin


Men hvad er så clean wines? Ja, det er vine uden de naturlige tilsætningsstoffer - sulfitter, gær osv. - som findes i rigtig mange andre vine - og druerne skal selvfølgelig være økologisk dyrkede. Men er det så ikke bare et andet udtryk for naturvine? Jo - hvilket de kendiser og firmaer, der har lanceret clean wines også har fået skudt i skoene.
Ifølge San Francisco Chronicle er der også en del naturvin-producenter, der er irriterede over lanceringen af de ”rene vine”. Gennem flere år har disse producenter kæmpet for at oplyse verden om, hvor naturlige og rene deres vine er - vine, som fremstilles med mindst mulig indblanding fra vinmagerens side. Og så kommer der nogen ind fra sidelinjen og lancerer vine med en betegnelse, som nok for nogle lyder lidt mere smart - især når det er berømtheder som Cameron Diaz, der bruger den.


Når man står på perronen i Shiojiri og venter på toget, har man en frodig vinmark over hovedet. Foto: Shiojiri City Tourism Association.

Togstation med egen vinmark

Der findes vinmarker, som breder sig smukt over bakker og dale - og så findes der dem, der ikke er helt så idyllisk beliggende. Som nu fx ”vinmarken” i den japanske by Shiojiri, som med garanti er verdens eneste vinmark på en togstation. Druerne - den blå Merlot og den grønne Niagara - dyrkes i et meget højt Pergola-system over to af stationens perroner.
Shiojiri, der har cirka 67.000 indbyggere, ligger i Nagano-regionen, der er kendt for sin vinproduktion - og netop i denne by har nogle af de mest anerkendte vinproducenter til huse. Vinmarkerne finder man i den nærliggende Kikyogahara-dal, som er et af Japans ældste vindistrikter.
Og det var for at gøre tilrejsende til Shiojiri opmærksom på, at de nu var ankommet til en vinby, at byens myndigheder i 1988 plantede vinstokkene på byens togstation.

Første årgang "tog-vin"


Det er frivillige i Shiojiri og togstationens personale, der passer og plejer vinstokkene - gøder dem, binder dem op og høster druerne. Alt sammen under vejledning af et par lokale vinproducenter. Dog kan det nogle gange være svært at give vinstokkene den optimale pleje, når passagererne iler frem og tilbage på perronerne.
Druerne doneres hvert år til en lokal ønologi-skole, som bruger dem i undervisningen, og gives til turister, som ankommer til byen. Men sidste år blev der for første gang lavet vin på druerne i et af Shiojiris vinhuse. Rød- og hvidvinen er netop blevet tappet på i alt 100 flasker, som vil blive drukket, når byen senere i år fejrer sit 60 års jubilæum.


Foto: Wikipedia/Mick Stepheson.

Fra to til en genstand i USA

Hvert femte år udgiver de amerikanske sundhedsmyndigheder en ny udgave af Dietary Guidelines for Americans, som vejleder amerikanerne i en sund levevis, når det gælder kosten.
En videnskabelig komité har nu lagt sidste hånd på anbefalingerne til udgaven for 2020. Og indtil d. 13. august kan offentligheden give deres input til resultatet, hvorefter anbefalingerne sendes til endelig godkendelse hos sundhedsmyndighederne.
I det nye forslag har komitéen overraskende valgt at halvere den anbefalede grænse for et moderat alkoholforbrug for mænd, så den nu - ligesom for kvinder - lyder på maksimalt en genstand om dagen. Og det har fået flere videnskabsfolk til at fare i blækhuset - heriblandt Dr Monica Gourovitch.
I et åbent dokument sætter hun spørgsmålstegn ved, hvordan komitéen er nået frem til en halvering af genstandsgrænsen for mænd.

Intet belæg for ændring


I hver eneste udgave af guiden siden 1980 er et moderat alkoholforbrug blevet defineret som op til to glas vin om dagen for mænd og et glas for kvinder. Og i flere udgaver mellem 1990 og 2010 blev det endog understreget, at et moderat forbrug af vin og anden alkohol var forbundet med færre hjerteanfald og en lavere dødelighed - og desuden kunne bidrage til, at den kognitive funktion (evnen til at huske) forblev intakt med alderen.
Som Monica Gourovitch skriver, så har de hidtidige grænser for mænd og kvinder blandt andet taget udgangspunkt i forskning fra selveste National Institutes of Health - USA’s regerings eget center for sundhedsforskning.
Ifølge komitéen skulle der nu pludselig være ”vægtige” beviser til støtte for en nedskæring af den anbefalede grænse for mænds alkoholforbrug. Men ifølge Gourovitch er der i komitéens rapport kun henvisning til en enkelt - og ikke særlig troværdig - undersøgelse. Og der er ingen nye beviser, der understøtter, at anbefalingerne skal ændres inden for de 60 andre alkohol-undersøgelser, komitéen også har taget udgangspunkt i. Tværtimod, så understreger samtlige af disse undersøgelser, at folk, der har et moderat alkoholforbrug generelt lever længere, end afholdsfolk. (Fortsættes nedenfor ...).

En skeptisk holdning

Monica Gourovitch gør i dokumentet desuden opmærksom på, at flere medlemmer af den videnskabelige komité er kendte for deres skeptiske holdning til forskningens resultater om en gavnlig effekt af et mådeholdent alkoholforbrug . Og at medlemmerne overvejende citerer deres egne, noget ensidige, analyser i rapporten.
Gad vide, hvordan de danske sundhedsmyndigheder for nogle år siden kom frem til deres nedsættelse af den anbefalede grænse for alkoholforbruget for såvel mænd som kvinder ...
Debatten raser således i videnskabelige kredse i USA, og fra den modsatte skyttegrav lyder det blandt andet, at når deltagere med et moderat alkoholforbrug i diverse undersøgelser viser sig at leve længere, så skyldes det, at de generelt har en sundere livsstil - hvorfor det ikke absolut har noget med alkoholen at gøre.

Ikke kun en markør for en sund livsstil


Det problem har New York Times stillet skarpt på i en artikel, hvor de blandt andet har talt med den danske læge og vinskribent Erik Skovenborg - der også er medlem af International Alcohol Forum, en international gruppe af videnskabsfolk, som forsker i alkohol og helbred. Og ifølge ham er et moderat alkoholforbrug mere end blot en markør for en sund livsstil. Som han har udtalt til avisen, så har alkohol blodfortyndende egenskaber, og især rødvin indeholder polyfenoler, der blandt andet har en gavnlig effekt på sammensætningen af vores tarmbakterier - hvilket igen har stor betydning for vores helbred og velbefindende.
Så hvis man har en generel sund livsstil og supplerer den med et moderat alkoholforbrug, så øges mulighederne ifølge Skovenborg for et langt liv og færre helbredsmæssige problemer.
Skovenborgs generelle råd til et sundt liv lyder: ”Drik lidt vin til måltiderne, drik langsomt, nyd vinen, og lad være med at drikke for at blive fuld. Motioner regelmæssigt, undgå rygning, spis næringsrig mad og hold en normal vægt.”


Ud over Chardonnay er Adobe-vinene fra Emiliana fremstillet på en lang række andre druer.

Chiles bedst sælgende øko-vin

Der fremstilles rigtig megen økologisk vin i Chile. Det sydamerikanske land har da også et stabilt tørt klima uden de store udsving fra år til år - og det er fri for de store mængder nedbør, der kan medføre diverse svampesygdomme, som der skal sprøjtes imod.
Emiliana, der har sine vinmarker i hele fem forskellige vindistriker, er ikke kun Chiles største økologiske vinhus men verdens største. Af en nylig undersøgelse fra det uafhængige analysefirma Nielsen fremgår det, at vinserien Adobe, som fremstilles af Emiliana, nu er blevet det bedst sælgende økologiske vinmærke i Chile. Fra maj 2019 til samme måned i år øgedes salget af Adobe-vinene med 5,4%, så mærkets markedsandel i dag ligger på 60%.

Læs vores portkort-serie


Adobe omfatter vine på en lang række forskellige druer - heriblandt Cabernet Sauvignon, Syrah, Chardonnay, Viognier og Sauvignon Blanc. Serien sælges i 35 forskellige lande - heriblandt Danmark, hvor den forhandles af Coop.
VinAvisen har besøgt Emilianas vinhus i Colchagua Valley, hvor lamaer luger ukrudt i vinmarkerne, og hønsene spiser skadelige biller fra vinstokkene. Det kan man læse mere om i vores serie af postkort fra Colchagua.
Vinhuset har haft vokseværk i de senere år og ejer i dag 922 hektar vinmarker og får yderligere druer fra 334 hektar ejet af drueavlere. Samtlige af Emilianas vinmarker er økologisk certificerede og en stor del af dem også biodynamisk certificerede.

Opkaldt efter en mursten


Adobe er et lidt besynderligt navn for en vin - nogle vil sikkert forbinde det med Microsofts Adobe Photoshop og ligende programmer. Men faktisk er adobe et gammelt byggemateriale fremstillet af strå, ler, sand og vand, der formes til mursten, som tørres i solen.
Mange traditionelle gamle bygninger ude på landet i Chile er netop opført i adobe - og det samme er murene i Emilianas bæredygtige vinkælder i dets vinhus i Ros Roblos. For at hædre dette gamle fine byggemateriale, valgte Emiliana at opkalde en vinserie efter det.


I 20 containere har Cass Winery i Paso Robles indrettet et lille luksushotel.

Vinhus-hotel af containere

Genbrug er oppe i tiden - og det gælder også hos vinproducenterne rundt om i verden, når de bygger større eller mindre hoteller i forbindelse med deres vinhuse.

For nylig slog fx Cass Winery i det californiske Paso Robles dørene op for hotellet Geneseo Inn, der er opført af 20 brugte containere, sådan nogle som typisk bruges til at fragte druer eller vin i.
Det er arkitektfirmaet Ecotech, der har stået for byggeriet - og som også har inkorporeret andre genbrugsmaterialer i det så som metalrester samt brugte vinfade og fliser. Fra samtlige værelser i Geneseo Inn er der udsigt til vinhusets Cabernet Sauvignon mark.
På vinhusets hjemmeside kan man se flere billeder fra både det ydre og indre af det lille hotel. Og ved at klikke her kan man se en fin film om skabelsen af Geneseo - om hvordan containerne hejses ned på plads. Det ser faktisk ud til at være ret enkelt at bruge containere som ”byggeklodser”.



Fra sidste års afholdelse af Dansk Vindag hos de tre vingårde på Røsnæs.

Kom til Dansk Vindag 2020

Her i august er sommeren pludselig kommet bragende med sol og høje temperaturer. Og man kan kun håbe, at vejrguderne er lige så mildt stemte d. 19. september, hvor vingårde over alt i landet afholder Dansk Vindag.

Arrangøren er Foreningen Dansk Vin, og det er 17. gang, vingårdene lukker dørene op og inviterer vininteresserede danskere indenfor. Mere end 50 vingårde har meldt sig til arrangementet, og de fleste af dem byder på en guidetur i vinmarken, et kig ind i vineriet og efterfølgende smagsprøver og - hos erhvervsproducenterne - mulighed for at købe vinene.
Ved at klikke her kan man se et kort over de mange danske vingårde, læse om dem, se hvem der deltager i arrangementet og lægge sin egen rute på dagen.

Tre vingårde slår sig sammen


Dansk Vindag er også en mulighed for enhver, der overvejer at blive vinbonde, til at få en snak med en professionel om vindyrkning og -fremstilling.
Den officielle åbningstid er fra kl. 13 til 15 - men mange af vingårdene holder længere åbent. Og så er der dem, der slår sig sammen og holder et stort fælles arrangement. Det gælder fx de tre vingårde på Røsnæs, der byder på en rundtur i veteranbusser til gårdene, et indblik i vinproduktionen og smagsprøver hvert sted - samt frokost hos Café Dyrehøj med tre vine fra Dyrehøj Vingaard. Man kan læse mere om arrangementet og købe billetter til 450 kr. ved at klikke her.


Klaser med fuldmodne Gamay-druer, Beaujolais's næsten eneherskende blå drue. Foto: Wikipedia/Viking59.

Stort opsving i salget af Beaujolais

Ifølge en artikel i The Drinks Business er eksporten af Beaujolais-vin steget med gigantiske 120% i mængde og 102% i værdi i maj i år sammenlignet med samme måned i 2019. Og hos en af Storbritanniens største vinforretningskæder, Majestic Wine, lyder stigningen på 77% i værdi fra april til juli - igen i forhold til samme periode sidste år.

Opsvinget er en glædelig nyhed, da Beaujolais stort set altid har levet i skyggen af de andre appellationer i Bourgogne og er mest kendt for Beaujolais Nouveau – den friske, men også mindre interessante rødvin, som hvert år i november frigives under masser af festivitas.
Men der sker da også meget i Beaujolais i disse år, som i høj grad kan være med til at skabe større interesse for appellationens vine.

En stribe af gode årgange


I cirka 700 år har Gamay-druen været stort set eneherskende i Beaujolais. 98% af vinmarkerne er således beplantet med denne blå drue, der giver aromatiske og let krydrede rødvine. Og netop rødvin er det eneste, som Beaujolais hidtil har været kendt for. Men nu er et stigende antal vinproducenter begyndt at fremstille rosévin på druen - og rosé er, som vi ofte har nævnt i VinAvisen - blevet stadig mere populær i de senere år.
Klimaændringerne har også - indtil videre - været et gode for Gamay-druen. Hvor druen tidligere kunne have problemer med at opnå fuld modenhed, er det gået langt bedre i de sidste cirka ti år, hvilket har givet en stribe af rigtig gode årgange. (Fortsættes nedenfor ...).

Eksperimenter med Syrah og Pinot Noir

Netop klimaændringerne og de stigende temperaturer har fået stadig flere Beaujolais-producenter til at eksperimentere med Syrah-druen - som jo normalt hører til længere sydpå i Frankrig. Ikke mindst i underdistriktet Les Pierre Dorées (de gyldne sten) i den sydlige del af Beaujolais dukker der stadig flere Syrah-vinstokke op i vinlandskabet. Distriktet, som også kaldes for ”lille Toscana”, har de jordbundsforhold og det klima, der skal til, for at druen stortrives.
Bourgognes store blå drue, Pinot Noir, har også gjort sin entré i Les Pierre Dorées, og den dyrkes ikke kun af de lokale producenter - enkelte Bourgogne-producenter har også opkøbt jord i Les Pierre Dorées for at plante druen og ”udvide” produktionen.
Nogle steder i underdistriktet ser man ligefrem producenter, der river Gamay-vinstokke op for at plante Pinot Noir og Syrah i stedet for - et syn, der nok havde været utænkeligt for 30 år siden.

De første spæde skridt


Såvel i Les Pierre Dorées som i resten af Beaujolais plantes der også stadig flere vinstokke med Bourgognes store hvidvins-drue, Chardonnay.
Men det er stadig ikke mange flasker Chardonnay, Pinot Noir og Syrah fra Beaujolais, der rammer forretningshylderne. Drue-revolutionen har kun taget sine første spæde skridt, og Gamay vil uden tvivl dominere appellationens vinmarker mange år ud i fremtiden. Hovedparten af Beaujolais’s vinproducenter ønsker fortsat kun at lave vin på denne drue, som nærmest er et synomym for Beaujolais og med til at understrege appellationens særpræg i forhold til resten af Bourgogne. Om Gamay så vil være i stand til på længere sigt at tilpasse dig klimaændringerne er en helt anden sag …

Nedgang på 28% i salget hos LVMH

Den franske luksuskoncern Louis Vuitton Moët Hennessy (LVMH) har haft en nedgang i salget i årets første seks måneder på hele 28% sammenlignet med samme periode i 2019.
Årsagen er naturligvis corona-krisen, idet forbrugerne har holdt kreditkortene tættere ind til kroppen end normalt. Og netop luksusgenstande koster jo ofte kassen.
LVMH ejer blandt andet champagnehusene Dom Pérignon og Krug, Château d’Yquem i Bordeaux og cognacmærket Hennessy, og når det gælder vin- og spiritusmærkerne, lyder nedgangen i salget på 23%. Det er andet kvartal, der tegner sig for den største del af procenterne - det var her, nedlukningen af restauranter og barer for alvor tog fart på verdensplan.
Værst ser det i øvrigt ud med salget af LVMH’s ure og smykker - her har der været et dyk på 40% sammenlignet med de første seks måneder af sidste år.
Men hos luksuskoncernen er man ved godt mod og satser nu på at øge salget igen i anden halvdel af 2020.
Holdet af dykkere, der i 1987 fandt nogle af flaskerne fra SS Politician. Foto: Grand Whisky Auction.

En utrolig whisky-historie

I 1941 var det britiske skib SS Politician på vej til Jamaica med en last bestående af 264.000 flasker whisky.
Men skibet nåede ikke særligt langt - en kraftig storm medførte, at det sank nær den skotske ø Eriskay i ø-gruppen Hebriderne. Besætningen blev reddet, og øboerne tog sig pænt af dem og fik at vide, hvad skibet var ladet med.
Der gik ikke lang tid, før øboerne fandt ud af at samarbejde om at hamstre de mange flasker ved en række natlige udflugter til skibsvraget. Også beboere fra andre øer i Hebriderne hjalp til, da de hørte om whiskyen.
På udflugterne bar mændene kvindetøj, så deres eget tøj ikke blev indsmurt i afslørende olie fra vraget. Hamstringen af flaskerne var jo dybt ulovlig.

En roman og to film


Da tolderne omsider dukkede op, havde øboerne nået at bjerge omkring 24.000 flasker. En storstilet razzia blev sat i gang, og det lykkedes at finde en del flasker og bringe de skyldige for retten. Men rigtig mange flasker blev aldrig fundet; de var skyndsomst drukket eller skjult så godt, at myndighederne ikke kunne finde dem.
Da man ikke ønskede, at nogen skulle fristes af de mange resterede flasker whisky i skibsvraget, valgte man at sprænge hele molevitten i luften - til stor ærgrelse for øboerne.
Skibsforliset og hele historien om øboerne og whiskyflaskerne blev siden foreviget i en roman af Compton MacKenzie og efterfølgende i hele to film med navnet Whisky Galore i henholdsvis 1949 og 2016.

En af flaskerne på auktion


Nu er en af disse legendariske whiskyflasker kommet under hammeren på en online-auktion hos Grand Whisky Auction, der har vurderet den til 15.000 pund (cirka 124.000 kr.),
Flasken er en af flere flasker, der blev fundet på havets bund i 1987 af et hold dykkere, og det er en af dykkerne, George Currie, der nu har valgt at sætte sin flaske til salg. Med i vurderingen hører også den dykkerhjelm Currie havde på under fundet samt en original Whisky Galore filmplakat.

Ballantine's og Johnnie Walker


I 1997 blev en anden flaske fra SS Politician fundet af en beboer på Eriskay, mens han var i færd med noget gravearbejde i sin have. Den blev solgt på auktion i 2014 for ”kun” 1300 pund (cirka 11.000 kr.), så det er langt fra sikkert, at buddene på Curries flaske når den noget højere vurdering.
Etiketterne er naturligvis forsvundet for længst på de ellers intakte flasker, det i tidens løb er lykkedes at bjerge fra havets bund. Men ud fra flaskernes form og fra de flasker, der har et præget navn i glasset, har man fundet frem til nogle af de whiskymærker, der var ombord på fragtskibet.
Det drejede sig blandt andet om The Antiquary, Haig Pinch, Ballantine’s Amber Concave, White Horse og Johnnie Walker Red og Black Label. Hvilken whisky, Curries flaske indeholder, vides dog ikke.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Otto Martinus Nielsen.

Vinbranchens Blå Bog

Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt...,...

Otto Martinus Nielsen (f. 1952) begyndte allerede i sin studietid på DTU at interessere sig for vin, og sammen med sine studiekammerater afholdt han adskillige vinsmagninger. Efter en bourgognesmagning, der omfattede en Chambertin Clos de Beze 1972, var interessen for Bourgogne vakt.
I 1986 begyndte han - som et sideerhverv til sit job som selvstændig rådgivende ingeniør - at importere vin. Fokus var fra starten kvalitetsvine fra Bourgogne, og vinene blev leveret til flere af den tids gode restauranter, heriblandt Erwin Lauterbachs Saison i Hellerup.
I en årrække kørte vinfirmaet O.M. Nielsen på lavt blus med salg af vine til den nærmeste omgangskreds. Men i 2012 besluttede Otto Martinus Nielsen sig for at intensivere importen i samarbejde med sine to sønner. Sidstnævnte står blandt andet for vinsmagninger og andre vinøse oplevelser, som man kan bestille hos firmaet.
Vinsortimentet er blevet udvidet, og vine fra Spanien findes nu også i kataloget ved siden af de franske vine. Firmaet sælger også vine til vinbarer og restauranter samt business to business.
Adresse: O.M. Nielsen Vinimport, Gøgevang 15, 2970 Hørsholm, tlf.: 30 45 15 05, e-mail: mail@martinus-nielsen.com, www.omnielsen.dk.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.

Hvad er omstikning?

Per Mortensen stødte for nylig på begrebet omstikning og vil godt høre, hvad man helt præcist forstår ved dette ord.
Det er et gammelt ord i vinbranchen, og det beskriver, at man flytter den klare vin væk fra bundfaldet i en tank eller et fad.
Omstikningen kan ske med en pumpe. Man kan også bruge hævert-princippet, eller man kan have en speciel tank, hvorfra vinen tappes fra en hane, som er anbragt lige over, hvor bundfaldet plejer at ligge.
Omstikning fra små fade (barriques) er særlig besværlig. Her overføres vinen fra fad til fad. Det nye fad skal være gjort rent, og bagefter skal det gamle fad tømmes for bundfald og også gøres rent. Det koster penge.
Et ord i familie med omstikke er sammenstikke. Det vil sige, at man blander (stikker) to eller flere forskellige vine sammen, fx vine på forskellige druer.


Ugens vinøse billede

Når foråret pibler frem i vinmarkerne hos det californiske vinhus Ampelos Cellars, ser det ud som på billedet. Det er ejeren af vinhuset, Peter Work, der har taget det, og den spæde drueklase er Pinot Noir, der har taget sine første skridt på den lange rejse til vinflasken.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469-494Billede 495-520
Billede 521-546Billede 547-568
Billede 569-594



593 På Ghirlandaios maleri (udsnit) af Johannes Døberens fødsel fra ca. 1490 serveres der vin, mens nye forsyninger i bastflasker bringes ind til højre i billedet. (foto © Anker Tiedemann).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 23 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
............
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.


Mousserende

Lanson, Champagne Black Label Brut, Frankrig, lav alkohol (12,5%) 299,75 kr., Wineshop Meget fine bobler og god mousse i munden - sådan møder Lansons champagne sin nyder! Den er tør, og der er noter af citrus og sommeræbler og en lille sødme. Den er meget velegnet som velkomstdrik.

Hvidvin

TO, Torre Oria, Valencia, Spanien, 2019, lav alkohol (11%) 79,95 kr., pris ved 6 flasker: 59,95 kr., Supervin Her er en hvidvin med frisk syre og en lille, støttende sødme, der smager af honning og blomster. God til terrasse og spisebord. Vinen er lavet på druerne Viura og Sauvignon Blanc, og flasken har skruelåg.
Fontanafredda, Chardonnay, Langhe, Italien, 2018, lav alkohol (12,5%) 99,95 kr., pris på tilbud indtil 13. august: 50 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen Her er en hvidvin til mad, lidt enkel, uden de store armsving, men en udmærket hverdagsvin til tilbudsprisen. Flasken har skruelåg.
Gotas de Mar, Hammeken Cellars, Godello, Ribeiro, Spanien, 2017, lav alkohol (13%) 104,95 kr., pris på tilbud indtil 12. august: 79 kr., Irma Fint krydret og meget lækker hvidvin. I den gode smag er der noter af eksotiske frugter og en fin balance mellem syre og sødme. I vinen er der mange facetter, der fortsætter i den lange eftersmag.
Lucanto, Torre Raone, Trebbiano, Abruzzo, Italien, 2017, middel alkohol (13,5%) 105 kr., pris ved 12 flasker: 95 kr., Noer & Kofod Wines Denne økologiske hvidvin er lidt enkel. Den har krydring, men også bitre noter. En udpræget madvin. Helt billig er den ikke.
Charles Sparr Tradition, Riesling, Alsace, Frankrig, 2018, lav alkohol (12%) 110 kr., pris på tilbud indtil 26. august: 90 kr., Skjold Burne Lækker Riesling med en afrundet og moden druesmag. Anvendelig både som apéritif og til en let sommerfrokost med fisk. Flasken har skruelåg.
Forster Mariengarten, Spindler Lindenhof, Riesling, Pfalz, Tyskland, 2019, lav alkohol (12,5%) 112 kr., pris ved 6 flasker: 98 kr., Jysk Vin En gedigen og lækker Riesling-hvidvin med et langt smagsbillede og med en frejdig syre, der holder sødmen i skak. Flasken har skruelåg.
Duck 'N' Pheasant, Sauvignon Blanc, Marlborough Reserve, New Zealand, 2019, lav alkohol (12,5%) 149,95 kr., pris ved 6 flasker: 119 kr., AndrupVin.dk En meget lækker hvidvin, der åbner sig med en ren og fuld smag af druen Sauvignon Blanc med dens noter af modne stikkelsbær og lime. Smagen holder sig frisk og længe. Flasken har skruelåg.

Rosévin

Rosin, Podere Ruggeri Corsini, Langhe, Italien, 2019, lav alkohol (13%) 90 kr., pris ved 6 flasker: 75 kr., Vinovida Lækker rosévin på druerne Nebbiolo (95%) og Barbera (5%). Ikke den sædvanlig rosésmag, men smagen af røde sommerbær og moreller - en forfinet rosé med mange facetter, der udvikler sig i munden. Vinens navn er dansk: Rosin. På italiensk hedder rosin uvetta.

Rødvin

Dosterras Vermell, Montsant, Spanien, 2014, høj alkohol (14,5%) 75 kr., pris ved 6 flasker, Vinmonopolet Lækker rødvin på druerne Garnacha og Cariñena. Appellationen Montsant omgiver det nok så berømte distrikt Priorat. Vinen er seks år gammel, men bærer sin alder med ynde. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.
Ruelas, Quinta do Gradil, Lisboa IG, Portugal, 2018, middel alkohol (13,5%) 79 kr., Vinimondo Vellavet og dejlig rødvin med moden frugt og noter af blommer og brombær og en fin krydring. Vinen er lavet på portvins-druerne Tinta Roriz og Touriga Nacional med 20% Syrah. Ikke underligt, at den mindede os om portvin - og om Portugal. Flasken har skruelåg.
Marqués del Atrio, Rioja Cosecha, Spanien, 2018, middel alkohol (13,5%) 85 kr., pris på tilbud indtil 26. august ved 6 flasker: 70 kr., Skjold Burne Skøn spansk rødvin på druerne Tempranillo og Graciano. Vinen har en lang eftersmag og mange facetter, fx blomme, mørke bær, cigarkasse og læder.
Harlow Ridge, Cabernet Sauvignon, Lodi, Californien, 2017, lav alkohol (12,5%) 89 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company Lækker rødvin til en overkommelig pris. Den har noter af cigarkasse, vanilje og karamel. Dejlig frugtrig og med en lang, insisterende eftersmag.
Rio Albo, Ca' Rugate, Valpolicella, Italien, 2018, lav alkohol (12,5%) 89 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company Vellavet rødvin med en fyldig druesmag med noter af moreller og granskov. Lang og god eftersmag.
Smiling Donkey, Barão de Vilar, Douro, Portugal, 2018, middel alkohol (14%) 99 kr., pris ved 6 flasker: 75 kr., AndrupVin.dk Fyldig og tæt rødvin med en bred vifte af smagsnoter - blommer, kirsebær, lakrids og strejf af egetræ fra ni måneder på franske fade.
Roulepierre, Pierre Amadieu, Côtes du Rhône, Frankrig, 2018, middel alkohol (14%) 100 kr., pris ved 6 flasker: 85 kr, Erik Sørensen Vin Meget lækker og fløjlsblød Rhônevin - vanedannende! Mange smagsnoter arbejder sammen: Blommer, blåbær, jordbær og lakrids. Flasken har skruelåg.
Rinero, Desmonta, Merlot, Rosso Veneto IGT, Italien, 2014, middel alkohol (14%) 100 kr., pris på tilbud indtil 26. august: 75 kr., Skjold Burne Merlot-druen lægger most og blødhed til denne udmærkede rødvin. Den har en lækker sødme fra gæringen på tørrede druer og et strejf af træ fra modningen på små fade.
Los Intocable, Finca las Moras, Cabernet Sauvignon, Valle del Zonda, Argentina, 2018, middel alkohol (13,5%) 109,95 kr., pris på tilbud indtil 13. august ved 2 flasker: 54,50 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen Her sker der noget. En flot og lækker rødvin til en utrolig lav tilbudspris (ved to flasker). En vin med god frugtfylde og noter af mørke bær, chokolade og honning og vanille fra modningen i egefade. Luksus til hverdagspris.
Hauteval, Carignan, Saint Guilhem le Désert IGP, Frankrig, 2018, middel alkohol (13,5%) 119 kr., pris ved 3 flasker: 79 kr., Propperiet En pæn madvin uden de store prætentioner. I den ret korte smag er der noter af kirsebær, hindbær, svesker, violer og peber. Flasken har skruelåg.
Fontanafredda, Barbera d'Alba, Italien, 2018, middel alkohol (14%) 119,95 kr., pris på tilbud indtil 13. august: 50 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen 50 kr., og der er valuta for alle kronerne. Dette er en vellavet rødvin med syre og sødme i balance og med en god eftersmag. Den femte stjerne får den for prisen.
Hélianthe, Ogier, Rasteau, Frankrig, 2016, høj alkohol (15,5%) 129 kr., Wineshop Fire år gammel Rhônevin, moden og lige til at plukke. Den er netop nu på toppen. Vinen er frugtrig med noter af brombær og jordbær og en vifte af krydderier: peber, timian og lyng. Vinen er lavet på 74% Grenache, 10% Syrah, 8% Carignan og 8% Mourvedre. 15,5 % alkohol, men ingen spritkant.
Des Complicados, Syrah, Valle del Maule, Chile, 2016, høj alkohol (14,5%) 199 kr., PL Vinimport Denne rødvin er - i forhold til prisen - ikke særlig kompleks, men ellers smager den udmærket. Der er god frugt, sødme og markante tanniner. Udmærket madvin.

Andet

Davidsen's, Oscar Davidsen & Co., Rom Superior Release, Danmark, 2019, høj alkohol (40%) 399 kr., pris på tilbud indtil 26. august: 399 kr., Skjold Burne En lækker rom, cremet og fuld af smag. I smagen er der noter af orange og honning. Velegnet til en stille stund i husets bedste stol.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen