Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 34, 2020



Tre "vin-døre", som nu benyttes efter deres oprindelige funktion. Foto: Associazione Buchette del Vino.

Corona-sikre "vin-døre"

Vi har tidligere nævnt Firenzes buchette del vino (små huller til vin), som dukker op på husmurene hist og pist i den berømte italienske by. Disse ”vin-døre”, der er omkring 500 år gamle, blev brugt til salg af vin i kander og flasker direkte fra vinproducenternes ejendomme. Rigtig mange af dem er i dag lavet om til vinduer, målerskabe og postkasser - eller er blevet udsat for graffiti.

Der findes en forening til bevarelse af ”vin-dørene”, Associazione Buchette del Vino, og af dens hjemmeside fremgår det, at nogle af dørene igen er blevet anvendt til deres oprindelige formål under Covid-19 pandemien. Det drejer sig om de døre, der sidder i husmure, som tilhører barer, caféer og restauranter, og det er jo sandt nok en perfekt måde at servere et glas vin eller en drink på og samtidig overholde afstandskravet.

Desinficeret i vineddike


Allerede i 1630’erne, da pesten den sorte død hærgede Italien, nævnte lægen Francesco Rondinelli i en rapport om smittespredning, hvordan ”vin-dørene” i Firenze gav et sikkert salg af vin uden kontakt mellem sælger og kunde. Og man tog også visse forholdsregler, når der skulle betales for vinen. Sælgeren rakte en lille metalbakke ud gennem hullet, hvorpå køberen lagde mønterne - som så straks blev desinficeret med vineddike på den anden side af ”vin-døren”. Om det også foregår sådan i dag, melder historien ikke noget om.
Der findes omkring 140 ”vin-døre” i Firenze, og blandt andet hos restauranterne Osteria Della Brache og Babae kan man få serveret vin og drinks - samt is, sandwich osv. - gennem hullet i muren.


En af de smukke udsigter over det sydafrikanske vinlandskab, der i alt breder sig over 120.000 hektar.

Ophæv forbuddet nu!

- Den sydafrikanske vinindustri er på katastrofekurs, og hvis ikke der gribes ind her og nu, vil en af Sydafrikas ældste landbrugsindustrier ikke overleve. Sådan lyder de barske ord fra Rico Basson, der er direktør for de sydafrikanske vinproducenters brancheorganisation, Vinpro. Og det han henviser til er de svære vilkår, den sydafrikanske regering byder landets vinindustri, som følge af Covid-19 restriktioner.
Som vi tidligere har nævnt, så indførte regeringen et forbud mod salg, indtagelse og eksport af vin og anden alkohol d. 26. marts. Det forbud har siden da kun i korte perioder været ophævet for så igen at blive indført - altså en ren slingrekurs.

80 vinhuse vil dreje nøglen om


Status quo er, at salg og indtagelse af alkohol i Sydafrika fortsat er bandlyst, mens der for nylig blev åbnet op for eksporten.
Landet er verdens ottende største vinproducent, har 533 vinhuse og et større antal drueavlere. Her og nu står 80 vinhuse og 350 drueavlere over for en konkurs - hvilket betyder et tab på 21.000 arbejdspladser. Og tallene vil selvsagt stige, jo længere forbuddet varer.
Når den sydafrikanske regering i første omgang indførte et forbud mod hjemligt salg og indtagelse af alkohol, skyldtes det, at man var bange for, at vold forårsaget af for megen alkohol ville tære på kapaciteten på hospitalerne - en kapacitet, der skulle bruges til Covid-19 ofre.

Argument uden tyngde


Men ifølge Vinpro har dette argument ingen tyngde i dag, hvor smittetallet er faldet i Sydafrika, og der er rigeligt med ledige sengepladser på hospitalerne.
Omverdenen opfordrer også på det kraftigste den sydafrikanske regering til at ophæve forbuddet øjeblikkeligt. Således har SpiritsEUROPE - en forening på EU-niveau, der repræsenterer medlemslandenes vin- og spiritusproducenter - udtrykt stor bekymring over den ubalance, forbuddet medfører, når det gælder handelen mellem Sydafrika og EU.

Det er bare ikke fair


EU er Sydafrikas største handelspartner, når det drejer sig om vin og spiritus, og ifølge en handelsaftale, som blev underskrevet i 2016, kan Sydafrika toldfrit eksportere 110 millioner liter vin til EU-regionen. Modsat har EU stor glæde af at eksportere især spiritus til sydafrikanerne.
Som det er nu, kan Sydafrika jo godt eksportere vin til EU, mens forbuddet for salg og indtagelse af alkohol på sydafrikansk jord jo sætter en stopper for eksporten af spiritus den anden vej. Og det er naturligvis ikke en holdbar situation.
De sydafrikanske vinproducenter kan også komme til at stå med et akut problem, når næste års druehøst bringes i hus til februar. En stor del af den vin, der ikke er blevet solgt i de seneste par måneder, ligger stadig i vineriernes ståltanke. Den skal væk, og tankene være renset, før næste årgang kan fremstilles.


Den første del af den tyske druehøst bruges til den mælkeagtige Federweisser. Foto: DWI.

Federweisser i glassene

Så har startskuddet for druehøsten i Tyskland lydt. Det skete d. 10. august i regionen Pfalz, og de første hold druer bliver forvandlet til Federweisser - den friske og endnu gærende druemost, som typisk laves på tidligt modne druer som Bacchus, Solaris, Ortega og Siegerrebe.
Federweisser nydes gerne i rigelige mængder under de mange vinfester, som i de kommende uger afholdes rundt om i de tyske vinbyer. Den næsten mælkeagtige most skulle i øvrigt være meget sund. Den indeholder en masse B-vitaminer, og både ens krop, blod, nerver, fordøjelse, hud og hår skulle have godt af drikken.

Tidligt på færde


Som noget helt specielt nåede Solaris-druernes sukkerindhold op på hele 100 Oechsle-grader (se VinAvisens ABC), hvilket er en hidtidig rekord. Og det til trods for, at druerne blev høstet cirka en uge tidligere end normalt.
Hoved-høsten af druer - de druer, der går til alle de andre dejlige tyske vine - forventes ligeledes at starte tidligt i år, nemlig allerede i slutningen af august.
Årsagen til den tidlige tyske høst er et varmt og solrigt forår, hvor vinstokkene i de varmeste områder begyndte at blomstre i slutningen af maj, hele otte til ti dage før gennemsnittet i de sidste 30 år.

Frost og tørke


Den tidlige høst kommer ikke bag på vinproducenterne - de ved nemlig, at der typisk går mellem 90 til 100 dage efter blomstringen, før druerne er modne.
Kvaliteten af druerne er ifølge Deutsches Weininstitut i top, så nu krydser producenterne bare fingre for, at den sidste tid før høsten byder på en tilpas mængde nedbør og et derefter tørt og solrigt høstvejr.
Til bagsiden af medaljen hører, at nattefrost i det sene forår og en længere tørkeperiode har gjort et pænt indhug i høstmængden, så om man når op på høst-gennemsnittet på 8,7 millioner hektoliter for de sidste ti år, får tiden vise. Denne uges store billede længere nede på siden er fra årets første høst.


68% flere dåsevin

Vinsalget i USA er steget med 11% det seneste år sammenlignet med året før, og helt fantastisk ser tallene ud, når det gælder dåsevin. Her har der ifølge Wine Spectator været en stigning på gigantiske 68% til 189 millioner kr. (cirka 1,2 milliarder kr.) - og det til trods for Covid-19, der jo har lagt en dæmper på de store inden- og udendørsbegivenheder. Dåsevin er jo som skabt til koncerter, sportsarrangementer og andre begivenheder, hvor glasflasker er bandlyst.
I mængde svarer salget af dåsevin i USA i det seneste år til 21 mio. flasker vin. Selvfølgelig er udgangspunktet for salget blot en brøkdel af det samlede vinsalg, men dåserne vinder terræn med stormskridt. Til sammenligning lå salget på kun 2 mio. dollars (cirka 13 mio. kr.) i 2012.

Et stigende antal kvalitets-vine


I starten var det stort set kun den unge generation, der købte dåserne, men nu er amerikanere i alle aldre begyndt at købe dåsevin, som da også har nogle oplagte fordele. De vejer mindre end glasflaskerne og kræver ikke proptrækker. Hvidvin i dåse afkøles hurtigere end i glasflaske, og så kan man nyde en mindre mængde vin, uden at skulle knappe en hel flaske op. Med den stigende interesse for dåsevin blandt en lidt mere moden forbrugerskare er der også kommet stadig flere kvalitets-vine i dåseformat på det amerikanske marked med både AVA-navn (appellationens navn) og årgang på dåsen.

Koster mindre end flaskerne


Dåserne fås også i adskillige størrelser - fra 18,7 cl til 50 cl. Indtil videre er det dog kun ganske bestemte størrelser, som må sælges individuelt - resten skal sælges i form af tre- og sekspakker. Men det er den amerikanske alkoholmyndighed Alcohol and Tobacco Tax and Trade Bureau (TTB) nu ved at ændre på, hvilket uden tvivl vil få endnu flere små vinhuse til at hoppe med på dåse-vognen.
For producenterne er der også fordele ved dåseformatet - blandt andet prisen, da dåserne koster mindre end flaskerne.

Bedst til ukomplicerede vine


Og hvordan ser det så ud i Danmark? Dåsevinene slås jo ikke ligefrem om pladsen på vinhylderne. Men enkelte mærker har gjort sin entré herhjemme - heriblandt det amerikanske mærke Underwood fra Union Wine Company i Oregon. Dåserne kan blandt andet købes hos Deluxlife.dk. Også Suenson Vin fører dåsevin fra det ligeledes amerikanske Francis Ford Coppola.
Af et interview i Euroman med sommelier, forfatter og partner i Victoria Vine, Nana Wad, fremgår det, at dåsevin nok vil blive et hit i Danmark men dog forblive et nicheprodukt. Og at dåserne er bedst egnede til ukomplicerede vine. Ifølge Wad vil bare lidt kompleksitet i vin dø eller aldrig vågne i en dåse.


Plakaten fra SGV.

Snup en radise til champagnen

De fleste nyder et glas champagne til østers, caviar eller andre lækkerier - eller bare som det er. Det er nok de færreste, der har matchet de ædle bobler med rå radiser. Men det bør man ifølge Decanter bestemt forsøge sig med - det skulle være en himmelsk kombination. Sådan lyder det blandt andet fra Christian Holthausen, der er eksportdirektør hos Champagne Lenoble - og som prikken over i’et serverer usaltet smør til radiserne.
Også Didier Depont, der er præsident for champagnehusene Delamotte og Salon Champagne, er begejstret for champagne-radise kombinationen. Han er nu begyndt at dyrke radiser i sin have udelukkende for at kunne nyde dem til boblerne - der gerne må komme fra en flaske blanc de blancs (hvid af hvide), hvilket vil sige champagne udelukkende på hvidvinsdruen Chardonnay.

Plakat med matchet


Hos champagne-foreningen Syndicat Général des Vignerons de la Champagne (SGV) er man ligeledes med på radise-trenden. Her har man ifølge den franske avis L’Union for nylig lavet en kampagneplakat, hvor man ser et glas champagne side om side med en pose radiser. Det er dog kun en ud af en række plakater, der alle viser boblerne i ledtog med pizza, doughnuts osv. - altså fortæller, at man kan nyde champagne til stort set enhver almindelig spise.


Verdens ældste flaske vin - hvis indhold ikke just ser appetitligt ud ... Foto: Historisches Museum der Pfalz, Speyer.

Verdens ældste flaske vin

Verdens ældste flaske uåbnede vin befinder sig i Historische Museum der Pfalz i byen Speyer. Flasken blev fundet i 1867 under udgravningen af en romersk adelsmands grav fra år 325 lidt uden for den tyske by, og det mest utrolige er, at der er en betydelig mængde vin i flasken, og at den ifølge museets ansatte ikke er blevet mindre i de sidste 25 år. Men flasken er også grundigt forseglet med et massivt vokssegl, som har hindret den helt store fordampning af indholdet.

Det klør i fingrene på forskerne


Ud fra den viden, man har om vinfremstilling i romertiden, er vinen i den gamle flaske højst sandsynligt lavet på lokale druer iblandet forskellige krydderurter, men det er kun en formodning. Forskerne er vilde for at få lov til at undersøge det nærmere - måske ved at stikke en nål ind gennem forseglingen og suge bare en ganske lille smule ud af flasken, som man så kunne gennemanalysere. Ad den vej ville man kunne finde frem til en helt nøjagtig datering af vinen, hvilke druer den er lavet på, osv.

Niks pille


Men den går ikke. Museet frygter, hvad der kan ske, hvis der på nogen måde pilles ved indholdet. Alene det at røre ved den gamle flaske holder museets personale sig langt fra - med undtagelse af den museumsinspektør, der står for den romerske afdeling, hvor flasken har befundet sig i de sidste 150 år.
De fleste forskere er enige om, at man nok ikke ville dø af at tage en slurk af den 1695 år gamle vin - men nogen nydelse ville det nok heller ikke være …

Et tip til sjatterne

Når man har samlet familie og venner til grillparty, bliver der ofte en masse sjatter tilbage i vinflaskerne - og de smager som regel ikke særlig godt, når de har stået på bordet i de åbne flasker i flere timer.
Men i stedet for at hælde dem ud, så hæld dem i et par isterningbakker, og frys dem til terninger. Kom dem derefter i poser, og gem dem, til der en dag skal laves rødvinssovs eller dampes fisk i hvidvin.
Hos America’s Test Kitchen har man smagt rødvinssovs på vin-isklumper mod den samme sovs lavet på traditionel vis, og der var ingen forskel i smagen. En lille film på YouTube giver tip til, hvordan vinen - samt en række andre råvarer - gemmes og genbruges i isterningbakkerne.

Den nye japanske gin, der er destilleret på overskuds-øl.

Japansk samarbejde

Over alt i verden søsættes der små og større initiativer for at hjælpe de virksomheder, der har været hårdest ramt af corona-krisen. I Japan har tre store firmaer inden for drikkeindustrien slået sig sammen om at give den japanske kultur- og underholdningsindustri - der har mistet indtægter for 175 milliarder JPY (cirka 10 mia. kr.) - en tiltrængt økonomisk håndsrækning.

Da Covid-19 for alvor bredte sig i Japan, gik det hårdt ud over øl-salget på det japanske hjemmemarked. Alene i april måned faldt det med 52% sammenlignet med samme måned i 2019. Det har resulteret i en meget stor mængde overskuds-øl, som er lige til at kassere.

Har trukket med bøgetræ


Hos AB InBev Japan, som ejer Budweiser Japan og er verdens største ølproducent, fik man den idé at anvende ølsøen til noget positivt - og man har gjort det i samarbejde med Gekkeikan Sake Company og The Ethical Spirits & Co.
Gekkeikan Sake Company har destilleret 20.000 liter overskuds-øl fra AB InBev Japan til en ny gin med navnet Revive Gin. Før destilleringen fik øllet lov til at trække sammen med japansk bøgetræ, og blandt de botanicals, der er tilsat, er (selvfølgelig) enebær samt citronskal og humle.
Det tredje firma, The Ethical Spirits & Co, vil stå for markedsføringen af ginnen, når den frigives til salg d. 1. september. Prisen bliver 5500 JPY (cirka 325 kr.) pr. flaske med 36 cl, og indtægterne fra salget vil så gå til virksomheder inden for kultur- og underholdningsindustrien.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Sprit & Co. er blevet optaget i VinAvisens database over importører.


Sven Moesgaard.

Vinbranchens Blå Bog

Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt...,...

Sven Moesgaard (f. 1952) er en af grundlæggerne af erhvervsmæssig vinavl i Danmark og er som ejer af Skærsøgaard Vin landets mest præmierede vinbonde.
Han startede sin karriere som lærer og højskoleforstander og nåede at grundlægge et medicinalfirma, inden han i 1995 kastede sig over dansk vinavl.
På Skærsøgaard Vin, der med registreringsnummeret 1 er den første registrerede og autoriserede vingård på dansk jord, dyrker Sven Moesgaard sammen med fem ansatte de i alt 9 hektar med vinstokke. Han har hvert år – siden EU i efteråret 2000 accepterede Danmark som et vinland – fremstillet både hvid- og rødvin, mousserende vin, dessertvin og rosévin.
Sideløbende har han været et yderst aktivt medlem i Foreningen af Danske Vinavlere og Foreningen Danske Vingårde og været formand for erhvervsvinavlerne fra 2004 til 2011. Her har han blandt andet været med til at udforme de danske vinregler og bestemmelserne for regional vin, der indebærer ekstern afprøvning inden frigivelse.
Samtlige årgange af Sven Moesgaards vine har modtaget medaljer – i 2020 rundede han de 230 medaljer. Særligt bemærkelsesværdigt er det, at han har modtaget over 110 medaljer i internationale blindsmagnings-konkurrencer – især for de mousserende vine med navnet DON'S. Men der er også givet internationale guldmedaljer til rødvin, dessertvin, hedvin og frugtvinen Æbleau samt Brandy af æbler og druer.
Hele seks gange - i årene 2005, 2008, 2009, 2013, 2015 og 2016 - har han desuden modtaget hæderstitlen "Årets Vinbonde".
Sven Moesgaard ansøgte i 2011 Fødevareministeriet om kvalitets-vinsbetegnelsen Beskyttet Oprindelses Betegnelse (BOB) for vinene DON'S ud fra en snæver produktbeskrivelse, og har som den første i Danmark fået BOB-betegnelsen accepteret i 2018 af EU.
Vinområdet DONS er Europas nordligste og Danmarks første appellation på lige fod med de kendte vinområder Bordeaux og Champagne. Det dækker 500 hektar af smeltevandsdalen i det indre Kolding Fjord.
Sven Moesgaard har således ført Danmark frem som et vinland fra den spæde start med Bordvine til egentlige Kvalitetsvine fra egen appellation.
I 2007 etablerede han et mikrodestilleri, hvor han eksperimenterer med dansk "grappa", "calva" og "brandy". En del af produktionen på Skærsøgaard er certificeret økologisk.
Adresse: Skærsøgaard Vin, Nørresøvej 12, Dons, 6051 Almind, tlf.: 75 55 44 73, fax: 75 55 44 93, e-mail: sm@dansk-vin.dk, www.dansk-vin.dk.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.

Bliver man hurtigere beruset af champagne?

Sådan spørger Maria Larsen., og svaret lyder: Ja, det gør man. For en del år siden konstaterede forskere ved University of Surrey, at boblerne går lige til hovedet.
Under forsøget gav man tolv forsøgspersoner de samme vine henholdsvis med og uden bobler, og det viste sig, at boble-drikkerne efter fem minutter havde i snit 0,54 milligram alkohol pr. milliliter blod, mens drikkerne af den "flade" vin kun havde 0,39 milligram.
Forsøgspersonerne blev testet med to champagnemærker over to uger, og hver fik den samme mængde alkohol pr. kg. legemsvægt. Og ikke kun målte man indholdet af alkohol i blodet, men også reaktionsevnen, der hos boble-drikkerne blev nedsat markant mere end hos de "flade" drikkere.
Hvorfor det forholder sig sådan, er svært at sige. En teori er, at boblernes kuldioxid påvirker tarmen, så alkoholen optages hurtigere.


Ugens vinøse billede

Denne uges vinøse billede har vi for en gang skyld selv taget. Og det gjorde vi under et besøg hos Urmageren i Dronningens Tværgade i København. Det forestiller toppen af et fint, lueforgyldt kaminur med mere end 200 år på bagen. Den slags ure stod typisk på en gesims over pejsen - eller på et skrive-, konsol- eller sengebord i hjemmene i 1700- og 1800-tallene.
Der er tale om rene udstyrsstykker, hvor urskiven af hvid emalje får hård konkurrence af figurer og forgyldte ornamenter.
Som det ses, er dette ur prydet med en bødker, der hamrer på et fad. Der er endda blevet plads til en kurv med to flasker vin oven på urskiven.

Et opråb!


Vi er godt klar over, at vores læsere ikke har rejst så meget rundt i vinens verden og fotograferet i den seneste tid. Covid-19 har jo lagt en dæmper på rejseaktiviteten. Men måske ligger nogle af jer inde med smukke, sjove eller interessante vinøse billeder fra tidligere rejser. Hvis det er tilfældet, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469-494Billede 495-520
Billede 521-546Billede 547-568
Billede 569-594


594 Den 10. august blev de første druer høstet i Tyskland med rekord over 100 Öchsle-grader sukker (foto © Wines of Germany).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 17 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
............
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Reguengo de Melgaco, Alvarinho, Vinho Verde Colheita, Portugal, 2018, lav alkohol (13%)

95 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

En vellykket, aromatisk hvidvin med god balance mellem syre, sødme og noter af græs, kløver og hyldeblomst. Som en forårsdag i haven.

stjernestjernestjernestjerne

Grand Marrenon, Luberon, Frankrig, 2018, høj alkohol (14,5%)

Denne venlige hvidvin har haft en god lagring på delvis nye fade, og det har givet den en markant note af træ. I den lidt korte smag er der noter af vanille og honning samt tropiske frugter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Rapaura Springs, Sauvignon Blanc, Marlborough Reserve, New Zealand, 2019, middel alkohol (13,5%)

149,95 kr., pris ved 6 flasker: 129 kr., AndrupVin.dk

De kan noget, de folk i det newzealandske Marlborough. Her er igen en vellykket hvidvin på druen Sauvignon Blanc. I smagen mandariner og passionsfrugt. Flasken har skruelåg.

Rosévin

stjernestjernestjerneØ

Domaine Soleyrade, Côtes du Rhône, Frankrig, lav alkohol (12,5%)

69,95 kr., SPS Wine

Denne økologiske rosévin på druerne Grenache og Cinsault har et smalt og kort smagsbillede med en druesmag, sødme og syre, der lidt hurtigt mister pusten.

Rødvin

stjernestjernestjernestjerne

L'Opera, Barbanera, Vino Rosso, Italien, 2017, middel alkohol (14%)

49 kr., Gallovini

En pæn "bællevin" med frugt og sødme - og en tilsvarende lav pris. Udmærket fx til grillmad.

stjernestjernestjernestjerne

Fat Bastard, Cabernet Sauvignon, Pays d'Oc, Frankrig, 2019, middel alkohol (13,5%)

69,95 kr., pris på tilbud indtil 19. august ved 3 flasker: 43 kr., Irma

Ikke nogen stor, men venlig rødvin med noter af mørke bær, brombær og solbær og en fin eftersmag. Og så er den unægtelig meget billig (på tilbud ved tre flasker). Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Domaine de Cristia, Grenache, Côtes du Rhône, Frankrig, 2017, høj alkohol (14,5%)

79 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

Plask denne vellavede, økologiske rødvin over i en karaffel et par timer før måltidet. Så får den rundhed og blødhed. I smagen er der mørke kirsebær og blommer og noter af cigarkasse og vanilje.

stjernestjernestjernestjerne

Paololeo, Salice Salentino DOP, Italien, 2015, middel alkohol (13,5%)

85 kr., pris ved 6 flasker: 69 kr., YouAndWine

En udmærket rødvin med en fin krydring i duft og smag og med en syre, der kræver mad til - og gerne en lidt fed en af slagsen, som fx paté eller kød med flødesauce.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Trivento, Malbec, Mendozan Reserve, Argentina, 2018, middel alkohol (13,5%)

99,95 kr., pris på tilbud indtil 20. august: 50 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Meget vellavet rødvin, rig på frugt og facetter - blommer, hindbær og vanilje efter seks måneder på franske egefade. Flasken har skruelåg. Tilbudsprisen er overraskende lav.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Domaine des Verchères, Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig, 2017, lav alkohol (12,5%)

100 kr., Køge Vinhandel

En god Bourgogne med en klar og ren Pinot-smag med noter af kirsebær og jordbær. Ikke nogen stor Bourgogne, men heller ikke så dyr, som mange Bourgogner godt kan være. Den har alle Pinot-druens dyder.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Giordano, Giordano Vini, Primitivo, Puglia IGT, Italien, 2018, middel alkohol (14%)

109,95 kr., pris på tilbud indtil 19. august ved 6 flasker: 50 kr., Irma

Her går man ikke fejl: En god Primitivo for en halvtredser. Vinen har alle Primitivo-druens dyder: sødme, fylde og eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Capo Zafferano, Fossalta di Piave, Puglia IGT Appassimento, Italien, 2019, høj alkohol (14,5%)

119,95 kr., pris ved 6 flasker, AndrupVin.dk

Der er, hvad der skal være, og det sidder osse næsten, hvor det skal. En flot rødvin fra Italiens støvlehæl. Den er lavet på druerne Negroamaro, Merlot og Primitivo, og i den fyldige, lækre smag er der modne frugter, krydderier og vanilje samt sødme fra Appassimento-metoden med de lufttørrede druer.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Why Not?, Puglia IGT, Italien, 2019, høj alkohol (14,5%)

129 kr., pris på tilbud indtil 20. august ved 6 flasker: 49,83 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Saftig, fyldig, økologisk og superlækker rødvin til en yderst attraktiv tilbudspris. Vinen er lavet på druerne Negroamaro og Zinfandel.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Domaine de la Cômbe, Var IGP, Frankrig, 2015, middel alkohol (14%)

Kraftig, økologisk Rhône-rødvin, fem år gammel, men uden rynker. Vinen er lavet på druerne Cabernet Sauvignon, Syrah og Mourvèdre, og i smagen er der noter af solbær, chokolade og krydderier. Endvidere et strejf af egetræ fra fadlagringen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Marqués del Atrio, Rioja Crianza, Spanien, 2016, middel alkohol (14%)

175 kr., pris på tilbud indtil 26. august: 140 kr., Skjold Burne

Fortræffelig rødvin med blød, moden frugt og en "støvet" tørhed i eftersmagen. Vinen er lavet på druerne Tempranillo og Graciano og har et strejf af egetræ fra modningen på små fade. Bør nydes let afkølet.

stjernestjernestjerne

A l'Encre de tes Yeuz, Vellas Pere et Fils., Vin de France, Frankrig, lav alkohol (13%)

179,95 kr., pris ved 6 flasker: 149 kr., AndrupVin.dk

Denne franske bordvin når i forhold til prisen ikke rigtigt ud over rampen. Dertil er den for enkel, for syrlig og for fuld af tanniner. Den får det dog lidt bedre, hvis den får lidt ilt.

Sød vin

stjernestjernestjernestjerne

Delaforce, Quinta and Vineyard Bottlers, Late Bottled Vintage Port, Portugal, 2013, høj alkohol (20%)

179,95 kr., pris ved 6 flasker: 129,95 kr., Supervin

Portvin er jo dejlig, og denne her smager også godt, men den mangler måske lidt rundhed og blødhed.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen