Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 36, 2020



En vinmark i Veneto, hvor stormvejr og kraftige haglbyger har rippet vinstokkene for løv. Foto: CIA Veneto.

Valpolicella ramt af kraftigt uvejr

Mens ilden rasede i Californien i sidste uge, blev Valpolicella i den italienske Veneto-region ramt af et alt ødelæggende uvejr med kraftige haglbyger.

Uvejret gik kun ud over 400 hektar af Valpolicella-distriktets i alt 8000 hektar vinmarker. Men den kraft, hvormed det ramte, har medført alvorlige skader for de berørte vinproducenter. Nogle af vingårdene har således mistet mellem 70 og 100% af deres kommende høst.
Ifølge The Drinks Business gik uvejret ikke kun ud over Valpolicella - adskillige vinmarker i området omkring Padua blev ligeledes beskadiget. Byerne i Veneto blev også ramt med oversvømmede gader og pladser. Situationen er så alvorlig, at Venetos præsident, Luca Zaia, har erklæret nødtilstand for regionen.

Udsigt til mere uvejr


Det er ikke første gang i år, at Valpolicella, hvor den berømte amarone-vin fremstilles, er blevet udsat for kraftigt uvejr - også i begyndelsen af juni bombarderede haglbyger flere af vinmarkerne. I Valpolicella forventer man da også, at høsten i år bliver omkring 8% mindre end i 2019. Og de skader, som det nylige uvejr har medført, vil også få konsekvenser for høsten i 2021. I alt løber skaderne i distriktets vinmarker op i omkring 6 millioner euro (cirka 45 mio. kr.).
Desværre er der udsigt til mere hagluvejr i den kommende tid ifølge de italienske meteorologer - hvilket selvsagt kan resultere i yderligere skader.


Tre stolte vindere af DM i vinsmagning (fra venstre): Thor Mårup, Peter Buch Hansen og Asbjørn May. Foto: Flemming Gernyx.

Tre venner vandt DM i vinsmagning

Seks år i træk har Vinakademiet i samarbejde med Gastro afholdt danmarksmesterskab i blindsmagning på Hotel- og Restaurantskolen i København. Og i år var ingen undtagelse.
For nylig kæmpede 54 tremands-hold om æren og en plads i det efterfølgende VM, og det blev ”Hold 18” - Peter Buch Hansen (holdkaptajn), Asbjørn May og Thor Mårup - der løb med sejren. De tre deltagere har kendt hinanden længe og grundlagde sammen Danmarks største vinklub, mens de læste på Copenhagen Business School tilbage i 2010. Gennem klubben har de konkurreret i en lang række konkurrencer i blandet andet Bordeaux, Champagne og Lausanne. Og her på VinAvisen har vi fulgt dem og skrevet om deres mange sejre gennem årene.
For tre år siden fik holdet en fin tredjeplads til DM, men nu endte det altså med en plads på sejrsskamlen!

10 minutter til hver vin


Startskuddet til DM lød kl. 13 d. 23. august, hvor den første af hovedrundens i alt tolv vine blev skænket i glassene. Blandt vinene var en række klassikere som årgangs-Champagne, ung Barolo og tysk Riesling Auslese, men også vine som fx Silvaner fra Franken og en Dolcetto d’Alba, der voldte deltagerne noget mere besvær.
Hvert 10. minut blev der skænket en ny vin, og så skulle svararket være udfyldt med holdets bud på vinland, region, distrikt, druesort(er), årgang og producent.
De tre bedste hold gik videre til finalen, hvor de blev præsenteret for endnu tre vine: Meursault 1. Cru Perrieres, Bouchard Père & Fils 2016, Saint Joseph, Jean-Louis Chave 2014 og Vintage Port fra Niepoort årgang 2009, før afgørelsen faldt, og vinderne kunne modtage deres diplomer og præmier.
I år bestod en del af førstepræmien af 10.000 kr. sponsoreret af Coravin til dækning af rejse- og opholdsudgifter i forbindelse med VM.

Trænede flere gange om ugen


Peter Buch Hansen, som man kan læse mere om i ugens Blå Bog længere nede på siden, mener, at det, at han og de to øvrige deltagere på "Hold 18" kender hinanden så godt, er en meget stor fordel. Det gør dem blandt andet i stand til at springe noget analyse af vinene over, hvis tiden er knap.
I ugerne op til DM trænede holdet tre til fire gange om ugen, og foruden at smage en masse vine, blev der også trænet teoretisk og nørdet omkring druer og områders særlige karakteristika.
Men selv de dygtigste ganer kan tage fejl - fx gættede vinderholdet på, at en Muscat-vin var lavet på Gewurztraminer-druen. En vin fra Bordeaux-appellationen Margaux voldte også problemer - her kunne holdet ikke komme det nærmere end, at det var en Bordeaux-vin eller måske en vin fra Napa i Californien.
Arrangørerne af danmarksmesterskabet i blindsmagning lover, at konkurrencen vender tilbage i 2021.

Ny AVA i Santa Barbara

Der er rigtig mange appellationer i USA - eller American Viticultural Area (AVA), som amerikanerne kalder det. Og nu er der føjet endnu en til listen, som ligger i den større AVA Santa Barbara i Californien.
Alisos Canyon hedder den nye appellation, og i ansøgningen til USA’s vinøse myndighed, The Alcohol and Tobacco Tax and Trade Bureau (TTB), skulle områdets vinproducenter redegøre for alt det, der adskiller Alisos Canyon fra de øvrige seks AVA’er i Santa Barbara. Det blev blandt andet påpeget, at området er kendt for sine elegante vine i Rhône-stil, og det er da også druerne fra det sydfranske distrikt, der frem for alt breder sig i de i alt 2337 hektar vinmarker - det vil sige Syrah, Grenache og Grenache Blanc.

Kølig havgus


Desuden ligger Alisos Canyon ved kanalen San Antonio Creek, der løber ud i Stillehavet, og som bærer en kølig havgus og vind med sig ind over landet. Det medfører, at området har en af de laveste gennemsnitstemperaturer i Santa Barbara - noget der igen giver vinene en særlig elegance og frisk frugt.
De seks andre AVA’er i Santa Barbara er Santa Maria Valley, som i 1981 var distriktets første AVA - og i øvrigt USA’s tredje AVA - Santa Ynez Valley, Santa Rita Hills, Happy Canyon of Santa Barbara, Ballard Canyon og Los Olivos District, der kom til i 2016, som den seneste AVA.


Foto: Wikipedia/Agne27.

Forskellige farver rosé

Sommeren går på hæld, og som altid er der blevet nydt rigtig megen rosévin. Måske er der nogle af vores læsere, der har undret sig over, hvor mange forskellige nuancer, den populære vin findes i - den spænder jo fra næsten hvidvinsagtig over sart lyserød og laksefarvet til en mørk farve lidt à la en lys rødvin.
Rosé fremstilles ved, at man lader druemosten ligge og trække farve fra de blå drueskaller - det man med et fint fransk ord kalder for maceration, hvilket betyder udblødning.
Næsten samtlige grønne og blå druer, der bruges til vinfremstilling, har nemlig et totalt farveløst frugtkød, så farven kommer udelukkende fra skallerne.

Trends spiller en rolle


Alt efter, hvor længe vinproducenten lader macerationen vare, bliver roséen mere eller mindre mørk i farven. Og beslutningen om, hvornår udblødningen skal stoppes, er blandt andet afhængig af, hvor mange smagsstoffer og tanniner, man ønsker, mosten skal trække ud af drueskallerne.
Derudover er der de verserende trends, når det gælder farven, som bestemt også kan spille en rolle, og for nogle år siden satte forskere ved det franske forskningscenter Centre du Rosé i Vidauban sig for at undersøge udviklingen af rosévins farve.

Kun halvt så meget farve


Forskerne undersøgte farveintensiteten på 1000 rosévine fra hele verden og kom frem til, at roséernes farve generelt var blevet 50% lysere inden for de sidste cirka ti år.
Spanien fremstiller og har altid fremstillet de mørkeste rosévine, mens franske og tyske roséer er blandt verdens lyseste.
Inden for Frankrigs grænser er det Bordeaux, der tegner sig for de mørkeste roséer, mens Provence står for den lyse - og mest populære - ende af farveskalaen.

Jackson Family Wines på indkøb

Jackson Family Wines er et af Californiens største og et af verdens førende familieejede vinfirmaer. Det ejer i alt 36 vinhuse i såvel USA som i Toscana, Saint-Émilion, Chile, Sydafrika og Australien. Og når det gælder sidstnævnte land, har Jackson Family Wines netop købt endnu et vinhus, nemlig Giant Steps i Yarra Valley, som er kendt for sine prisvindende vine på Chardonnay og Pinot Noir.
Salget omfatter 75 hektar vinmarker, og købsprisen er ikke offentliggjort. Men sikkert er det, at såvel Phil Sexton, der grundlagde Giant Steps i 1997, og chefvinmageren, Steve Flamsteed, fortsætter deres arbejde i vinhuset - førstnævnte som daglig leder.


Så glad så Jonas Tofterup ud, da han sidste år havde fået overrakt sit bevis på titlen Master of Wine. Foto: Institute of Master of Wine.

Seksten nye MW'ere

Institute of Masters of Wine, som har sin base i London, har netop udklækket seksten nye MW’ere, hvilket bringer antallet af personer, der har den prestigefulde titel, op på 409. De mange Masters of Wine kommer fra i alt 30 forskellige lande - også Danmark har en enkelt MW’er, Jonas Tofterup, som bestod den afsluttende eksamen sidste år.
Når det gælder resten af Skandinavien, har Sverige tre styk, Finland fire og Norge nu seks, idet en af de nye MW’ere er nordmand. De øvrige femten kommer fra Storbritannien (som har flest MW’ere), USA, Australien, Canada, Frankrig, New Zealand, Israel og Forenede Arabiske Emirater.
Den afsluttende eksamen består af både teoretiske og praktiske del-eksamener samt en større afhandling på mellem 6000 og 10.000 ord. Og titlerne på disse afhandlinger vidner om en vis sværhedsgrad og en meget stor spændvidde.

Relevante emner


Titlen på belgiske Christophe Heynens afhandling var fx ”En analyse af brugen af crowdfunding-metoder som et redskab for finansiering af nye vinmarks- og vinhusprojekter på verdensplan set ud fra vinentreprenørernes perspektiv”.
Ido Lewinsohn fra Israel havde valgt at skrive en afhandling med titlen ”Blandrullevirus-krisen i Israel. Hvordan den har påvirket vinindustrien, og hvad industrien gør for at bekæmpe sygdommen.” Og så var der britiske Adam Porter med sin afhandling ”Kan premiumvine markedsføres i dåse på det britiske detailmarked?”
Endelig var der Louise Wilson fra Canada med titlen ”En undersøgelse af forbrugernes holdning til veganske og vegetariske vine i Canada”.
Som det fremgår af titlerne, så omhandler flere af afhandlingerne emner, der er yderst relevante for vinens verden her og nu.


To af etiketterne på de mange vine dedikeret til forskellige helgener.

Helgener i vinens verden

Helgener er nok noget, de fleste tænker hører til i den katolske kirke. Men helgenerne har også indtaget vinens verden.
En katolsk præst i Wisconsin, Dominic Roscioli, nærede et ønske om at vække folks interesse for de katolske helgener og bringe dem ind i deres stuer og hjerter. Og han valgte at gøre det med et strejf af humor.
Sammen med to venner og i samarbejde med vinhuset Windsor Vineyards i Sonoma har Roscioli fået fremstillet en serie vine med navnet Holy Spirits Wines med hver sin helgen på etiketterne. Meningen er, at indholdet i flaskerne skal matche den enkelte helgens personlighed og gerninger på jorden.

Helgernes egen vinklub


På bagetiketten fortæller helgenen, hvorfor han eller hun har valgt netop den vin.
Indtægterne fra salget af vinene, som i USA kan købes online, i flere butikker samt i restauranterne i Wisconsin, går til en række velgørenhedsorganisationer.
Dominic Roscioli har også lanceret en vinklub, Saint Wine Club, hvor man får leveret et større eller mindre antal flasker om året afhængig af, hvor meget man vil betale.
Man kan læse mere om vinene - og helgenerne - ved at klikke her.


Monfortino Barolo Riserva 2013 fra Giacomo Conterno er ifølge Liv-ex den mest efterspurgte at de fine italienske vine på verdensmarkedet.

Fine italienske vine har optur

Ifølge den italienske landbrugsorganisation Coldiretti har eksporten af italiensk vin oplevet et dyk for første gang i 30 år. I de første fem måneder af 2020 blev der således eksporteret 4% mindre vin fra Italien end i samme periode sidste år. Og det skyldes ikke mindst nedlukningen af restauranter rundt om i verden som følge af Covid-19 pandemien.
Til gengæld går det rigtig godt, når det gælder markedet for fine og dyre italienske vine. Ifølge nye tal fra den London-baserede internetvinhandel Liv-ex er handelen med de fornemme flasker steget med historiske 70% i værdi fra januar til og med juli i år sammenlignet med samme periode i 2019.

Piemonte har førertrøjen på


Interessen for de kostbare italienske vine kommer frem for alt fra denne verdens vinsamlere, der gerne betaler kassen for at få fat i bestemte årgange.
Den mest eftertragtede af vinene i øjeblikket er Monfortino Barolo Riserva 2013 fra Piemonte-producenten Giacomo Conterno - en vin, der koster i omegnen af 7000 kr. På andenpladsen ligger supertoskaneren Sassicaia 2017 fra Tenuta San Guido.

Denne destilleringskedel er kun 47 cm høj og 45 cm bred. Det var sådanne små kedler, der blev brugt til den illegale whisky-fremstilling. Foto: National Trust for Scotland.

Skotlands ulovlige whiskyproduktion

I 1644 indførte den skotske regering afgifter på whisky - og det blev startskuddet til en omfattende illegal produktion og handel med den skotske nationalspiritus.
Den ulovlige destillering fandt sted over alt i Skotland - i skure og små stenhuse, der blev opført i skovene eller i andre stort set øde områder.
Regeringen tog alle midler i brug for at stoppe den illegale produktion. Der blev indført en lov, der påbød, at man skulle have myndighedernes blå stempel i form af en licens, hvis man ville destillere whisky. Man forbød også destillering i kedler med en kapacitet på mere end 450 liter - netop de små kedler var jo lettere at skjule. Man truede også med hårde straffe, hvis reglerne ikke blev efterlevet.

Et nyt projekt


Men forgæves - den illegale produktion fortsatte med at stortrives, og rigtig mange skotter brugte indtægterne fra salget af whiskyen til at betale husleje med.
I starten af 1820’erne konfiskerede myndighederne hele 14.000 illegale destilleringskedler om året, og på det tidspunkt var omkring halvdelen af den whisky, skotterne drak, ulovligt fremstillet.
I 1823 halverede den skotske regering afgiften på whisky, og langsomt men sikkert ebbede den illegale produktion ud.
Man ved meget om den ulovlige whisky-fremstilling, men hos det berømte skotske destilleri The Glenlivet i Speyside vil man gerne vide endnu mere.
Grundlæggeren af destilleriet, George Smith, fremstillede nemlig oprindelig sin whisky illegalt, indtil han i 1824 fik overrakt en licens og blev lovlydig.
Nu har destilleriet lanceret Pioneering Spirit - et projekt, der skal grave dybere ned i denne periode, der har så stor betydning for den skotske kultur.

Et større nationalt gravearbejde


Projektet, der foregår i samarbejde med National Trust for Scotland - den organisation, der beskytter og varetager historiske områder i Skotland - starter faktisk rent bogstaveligt med gravearbejde i form af en række arkæologiske udgravninger på steder, hvor man ved, der har ligget illegale destillerier. Og det er såvel i området rundt om The Glenlivet som flere andre steder i Skotland. Selv om The Glenlivet har en naturlig interesse i at vide mere om den ulovlige produktion og handel med whisky, er meningen, at projektet skal være landsdækkende.
Ifølge National Trust for Scotland skulle der dybt nede i den skotske muld - fra nord til syd - ligge adskillige gamle destilleringskedler, som blev brugt til den ulovlige whiskyfremstilling.
Der er afsat et år til projektet - som dog kan forlænges - og lokale beboere vil også blive inddraget i arbejdet med at finde kedler og små ulovlige destillerier.
Den nye blå sake fra Sato Sake.

Flot blå sake

Blå vin med og uden bobler dukkede op på verdensmarkedet for nogle år siden. Nu har en blå sake også set dagens lys.
Det er det japanske bryggeri Sato Sake i byen Nagahama, der har lanceret Seilan, som saken er døbt, og den flotte blå farve skyldes tilsætning af Blomster fra Sommerfugle Ært (Clitoria ternatea). Trods den kraftige farve har blomsterne en neutral aroma, så sakens karakteristiske smag ikke påvirkes.
I øvrigt, så ændrer farven sig fra blå til lilla, hvis man anvender saken som ingrediens i en cocktail og tilsætter citronsaft.
Blomsterne fra Sommerfugle Ært har længe været brugt i det asiatiske køkken til at give farve til forskellige retter.
Hvad saken koster på det japanske marked, melder historien ikke noget om.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Peter Buch Hansen.

Vinbranchens Blå Bog

Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.

Peter Buch Hansen (f. 1985) voksede op i København i et hjem, hvor der ikke blev drukket meget andet end klassisk Bordeaux, og det var også her, hans interesse for vin spirede.
Interessen blev til mere end blot en fritidsbeskæftigelse, da han startede med at læse på Copenhagen Business School i København i sommeren 2010. Han havde glædet sig til at slutte sig til universitetets vinklub, men fandt hurtigt ud af, at sådan en slet ikke eksisterede. Derfor tog han samme år initiativ til at oprette vinklubben CBS Wine sammen med tre andre medstuderende.
Ideen med CBS Wine er at lade de danske vinimportører komme tættere på de studerende, og herigennem blandt andet afmystificere vinsmagninger, der for mange, og specielt for unge studerende, er noget svært forståeligt og noget, mest gamle mænd deltager i.
I starten var kendskabet til CBS Wine internt på CBS, men også eksternt i det danske vinmiljø, meget lille, og det var svært at få solgt billetter nok til en vinsmagning.
I dag er CBS Wine Danmarks største vinklub for studerende samt største non-profit studieorganisation på hele Copenhagen Business School. Peter Buch Hansen og resten af holdet bag bestyrelsen i CBS Wine modtog også Student Prize of the Year 2013, der tildeles af the Dean’s office på CBS til studerende, som har bidraget til studievenlige aktiviteter på CBS.
Udover at planlægge månedlige vinsmagninger for medstuderende har CBS Wine med Peter Buch Hansen i spidsen også deltaget i en række internationale vinsmagningskonkurrencer i blandt andet Bordeaux, Champagne, Lyon og Lausanne i Schweiz. Her er det blevet til en lang række podiepladser: en førsteplads i Sciences Po International Tasting 2015 hos Bollinger i Champagne, andenpladser i Défi de Bacchus 2015 og i Millésime EHL - Wine Tasting Contest i Lausanne samt to tredjepladser i Left Bank Bordeaux Cup i 2012 og 2013, der afholdes på Château Lafite Rothschild.
I dag er CBS Wine blevet en af de mest populære studieorganisationer på skolen, og målet er klart: Vinklubben skal også være der om 100 år.
Peter Buch Hansen blev færdig med sin masteruddannelse i International Business i 2015 og arbejder i dag i sin egen konsulentvirksomhed, Salvador, et kreativt bureau med speciale i skræddersyede brandingløsninger. Det er blandt andet hans firma, der har udgivet et 320 siders værk om sild for Restaurant Palægade, Sild a la Palægade, i 2019. Han har dog ikke helt sluppet vinens verden. Samme år blev han den øverste ansvarlige for den danske afdeling af den hæderkronede Champagneorden, Ordre des Coteaux de Champagne, her i Danmark.
Med sit DM-hold, 'Hold 18’, som han kalder det, blev det til en tredjeplads til danmarksmesterskabet i blindsmagning i 2017 - den plads blev i 2020-konkurrencen byttet ud med en flot førsteplads.
Adresse: Salvador, Frederiksgade 7, 3. Sal, 1265 København K, tlf.: 40 94 19 29, e-mail: kontakt@salvador.dk, www.salvador.dk.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.

Hvad er forskellen mellem Amarone og Ripasso?

Magnus Mogensen ved, at de to vintyper Amarone og Ripasso kommer fra det italienske distrikt Valpolicella, og at de begge er kraftige rødvine med stor frugtsødme. - Men hvad er forskellen på dem? Spørger han.
* Amarone er en vin på druer, der har ligget til tørre spredt ud på hylder eller måtter eller hængt op i særlige tørrerum. Under tørringen mister druerne cirka halvdelen af deres saft, så mosten, der gæres ud til vin, er kraftig med en masse farve, smag og garvesyre.
* Ripasso er det italienske ord for "passeret igennem igen", og vinen er almindelig Valpolicella-rødvin, der har fået lov til at gære igen på resterne af drueskallerne fra Amarone-produktionen. Derved udtrækkes der ekstra krop og karakter af de brugte skaller. Problemet er bare, at meget af de gode stoffer allerede er trukket ud af Amarone-druerne ved deres første gæring, så der mest kommer bitre garvesyrer ud af dem.
Til nogle gode Ripasso-vine tilsætter man dog tørrede druer, der ikke først har været igennem Amarone-processen.
Begge vintyper fremstilles på druerne Corvina og Molinara samt på den mindre ædle Rondinella, som nogle producenter prøver at undgå.
Og så er der også en tredje vintype:
* Recioto er en Amarone-type, der ikke er komplet udgæret, så en del af sukkeret er bevaret. Den anbefales ofte som en god ledsager til desserter med chokolade.


Ugens vinøse billede

Dette billede har Kenneth Norling taget under et besøg i Sydafrika, hvor han turede rundt og så en masse vinmarker og vingårde - blandt andet Klein Constantia (Lille Constantia), hvorfra billedet stammer.
Vingården er blandt andet kendt for at have genoptaget produktionen af den legendariske Vin de Constance – en sød vin, der var berømt viden om i 1700- og 1800-tallene, og som var den vin, Napoléon foretrak at drikke i sit eksil på øen St. Helena. Oprindelig blev vinen fremstillet på vingården Constantia, der 31 år efter sin grundlæggelse i 1685 blev delt i to. Den anden vingård kaldes for Groot Constantia (Store Constantia).

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469-494Billede 495-520
Billede 521-546Billede 547-568
Billede 569-596


596 Kirken i en landsby i Tysklands tredje største vinregion, Baden, skimtes nedenfor en vinmark. Foto: DWI.


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 22 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
........
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Mousserende

stjernestjernestjernestjernestjerne

Centro, Treviso, Prosecco DOC Extra Dry, Italien, lav alkohol (11%)

75 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

Ved et bord i skyggen af Campanilen i Venedig venter der to glas på denne udmærkede Prosecco. Den skal forenes med Aperol, en appelsinskive og et par isterninger. Samme procedure gælder i Danmark. Vinen er tør, med fine bobler, god mousse i munden og en let sødme.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Calmel & Joseph, Blanquette, Limoux Brut, Frankrig, lav alkohol (12%)

149,95 kr., pris ved 6 flasker: 119 kr., AndrupVin.dk

Her er vinen, der kom før Champagnen. Ifølge overleveringen var det brødrene i klostret Saint-Hilaire i byen Limoux syd for Carcassonne, der i 1531 skabte den mousserende vin. Altså en historisk vin. Druen kalder man sædvanligvis Blanquette. Det er en tør og forfriskende vin med fin mousse i munden, noter af citrus og med en lang eftersmag.

stjernestjernestjernestjerne

Philippe d Nantheuil, Champagne Brut, Frankrig, lav alkohol (12%)

269 kr., pris på tilbud: 179 kr., Kjær & Sommerfeldt

En ok Champagne med fine bobler og blød mousse. Den har en ren druesmag, men mangler måske det helt store smagsbillede, men så havde prisen også været højere. Fin til apéritif, når man er mange.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Michel Armand, Chenin Blanc, Vouvray, Frankrig, 2018, lav alkohol (11,5%)

59,95 kr., pris ved 6 flasker: 55 kr., Vincooperativet

Lækker hvidvin, der vil være meget velegnet som terrassevin - smager godt og er nem at drikke. I smagen noter af tørrede frugter, fersken og abrikos i fin harmoni. Nyd den vel afkølet.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Moselland, Riesling Trocken, Mosel, Tyskland, 2019, lav alkohol (12%)

80 kr., pris på tilbud indtil 1. november ved 2 flasker: 65 kr., Skjold Burne

Riesling, når den er bedst - med mineralske noter og en fin druesmag. Dog overrasker den ved at være mere tør end de fleste Mosel-vine. Den står fint og klar i glasset og vil være elegant som apéritif. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Gustave Lorentz, Pinot Blanc, Alsace Reserve, Frankrig, 2019, lav alkohol (13%)

129 kr., pris ved 6 flasker: 99,95 kr., Supervin

En hvidvin, man nyder med stort velbehag. Syren giver vinen en god rygrad uden at gøre vinen sur. Der er citrus, eksotiske frugter og mynte i smagen. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Château l'Ermitage, Costieres de Nîmes, Frankrig, 2019, middel alkohol (14%)

En meget dejlig hvidvin på druerne Rousanne, Viognier og Grenache. Vinen er aromatisk og med utroligt mange facetter i den fine krydring. I smagen et strejf af træ fra tre måneder på egetræsfade.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Heitlinger, Pinot Blanc Baden Trocken, Kraichgau, Tyskland, 2019, lav alkohol (12,5%)

159 kr., pris på tilbud: 89 kr., Kjær & Sommerfeldt

Man går sjældent galt i byen med druen Pinot Blanc (på tysk Weissburgunder). Den er som skabt til mad, ikke mindst det tyske og alsaciske køkken. Den er tør, men der er også en lille forsonende sødme. Vinen er økologisk og flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerneBoksvin

120, Santa Rita, Chardonnay, Hvidvin fra Chile, Reserva Especial, Chile, 2019, lav alkohol (13%)

159,95 kr., pris for 300 cl. i boks, Amka

Smagen af Chardonnay-druen går godt igennem i denne vin. Og det er forbavsende, at man kan få sådan en vin til under 40 kr. (i boks), for det, der svarer til en enkelt flaske. I den let cremede og lidt kraftige smag er der tropiske frugter: citrus, fersken, abrikos og banan.

Rosévin

stjernestjernestjerneØ

Grau i Grau, Merlot, Pla de Bages, Spanien, 2019, lav alkohol (12,5%)

69,95 kr., SPS Wine

En enkel, økologisk rosévin uden kompleksitet og med et bittert bid i eftersmagen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Siris, Montemajor, Aglianico, Basilcata Rosato IGP, Italien, 2018, lav alkohol (12,5%)

99,95 kr., pris ved 6 flasker: 79 kr., AndrupVin.dk

En atypisk, men lækker rosé med noter af rabarber, muskatnød og vanille. I smagen en charmerende sødme. Nok mere til spisebordet end til terrassen.

stjernestjernestjernestjerne

La Vie en Rosé, Domaine de Palayson, Var IGP, Frankrig, 2019, middel alkohol (13,5%)

Pæn og ligefrem madvin på druerne Syrah og Viognier. Lidt kort i smagen og rosé-smagen er ikke tydelig. Helt billig er den ikke.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Le Pavillon, Château Beauchêne, Côtes du Rhône, Frankrig, 2019, lav alkohol (13%)

129 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., YouAndWine

En let, tør og elegant rosévin med frisk drue og drueskal i duft og smag. Eftersmagen er tør med noter af ribs.

Rødvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Mills Lake, Zinfandel, Californien, USA, 2018, høj alkohol (15%)

89,95 kr., pris på tilbud indtil 3. september ved 6 flasker: 38,17 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Når man trækker en amerikansk Zinfandel op, har man nogle bestemte forventninger: Saftighed, en vis sødme og uden al for meget forstyrende syre. Her er en god Zin, der ikke kun smager godt, men som også sælges til en meget lav tilbudspris. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Baronello, Vino Pellegrino, Rosso Toscano IGT, Italien, 2017, middel alkohol (13,5%)

99 kr., pris ved 3 flasker: 83,33 kr., Supermarco

Her har vi en ægte Barol.....nåh nej, ikke en Barolo. Ikke Piemonte, men Toscana. Det skal nu ikke lægges den til last, for den smager faktisk udmærket med sin fyldige frugt, krydring og lette sødme. I smagen er der mørke bær, søde krydderier og vanilje. Vinen er lavet på druerne Sangiovese, Merlot og Cabernet.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Il Cadre, Puglia IGT Appassimento, Italien, 2019, høj alkohol (14,5%)

100 kr., pris på tilbud indtil 1. november: 70 kr., Skjold Burne

"Årets jagtvin" fra Skjold Burne træder ind på scenen i et meget flot udstyr: forgyldt og med smuk etiket og våbenskjold i flaskens glas. Alt er gjort for at fejre efteråret og dets aktiviteter, og flaskens indhold lever helt op til det fornemme ydre. I smagen er der en indtagende sødme fra brugen af appassimento-metoden - den med de tørrede druer. Man genkender chokolade, tørrede frugter, modne sorte bær ... Og hele fornøjelsen kan fås for en havfjerdskroneseddel.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Masso Antico, Cantine di Ora, Primitivo, Salento IGT, Italien, 2019, middel alkohol (14%)

109,95 kr., pris ved 6 flasker: 79,95 kr., Supervin

En klassisk og meget lækker Primitivo, som med sin sødme og bløde tanniner er nem at drikke - og holde af. I smagen mørke bær, kirsebær og sødme fra Appassimento-metoden - den med de tørrede druer.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Sartori, Valpolicella Ripasso, Italien, 2017, middel alkohol (13,5%)

109,95 kr., Amka

Appassiomente-metoden - den med de tørrede druer - har givet denne rødvin sin lækre, sødmefulde smag. I smagen genkender man rosiner, figner og andre tørrede frugter, men også blommer og mørke bær: brombær, modne kirsebær og solbær. Fylder godt i munden, og smagen varer ved længe.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Tarapacá, Cabernet Sauvignon, Valle del Maipo Gran Reserva, Chile, 2018, middel alkohol (14%)

140 kr., pris på tilbud indtil 1. november ved 2 flasker: 110 kr., Skjold Burne

Her har vi en rødvin med en flot dybrød farve. Den er fyldig og meget facetteret med noter af tobak og tørre bær. I smagen er der krydderier, bl.a. lakrids og mentol. Der er også et strejf af træ efter 12 måneder på franske og amerikanske egefade. Dejlig vin!

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Heritage, Spier, Cabernet Sauvignon, Groenekloof, Sydafrika, 2018, høj alkohol (14,5%)

189 kr., pris på tilbud indtil 2. september: 139 kr., Irma

Denne veganske rødvin koster mange penge, men den er ikke dyr i forhold til kvalitet. Den har en intens bærsmag og noter af en bred vifte af krydderier - samt en lang og vedvarende eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Santa Vittoria, Nebbiolo, Barolo, Italien, 2016, middel alkohol (14%)

199 kr., pris på tilbud indtil 3. september: 99 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Nu kan man få en Barolo til under en hund - og den er ikke så ringe endda. Den har alle Nebbiolo-druens dyder og lidt oveni. Hele Italiens frugthave samler sig i flasken, den er bare lækker. Sødmen forenes med en tør afslutning. Den peaker nu, så drik den med god samvittighed.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen