Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 42, 2020



Libanesiske høstarbejdere. Fra filmen "Wine and War".

Vinfremstilling til lyden af bomber

Libanon er et lille vinland med kun cirka 50 vinproducenter, der til sammen fremstiller omkring ni millioner flasker årligt. Men det er et land, der er ideelt til vindyrkning og til fremstillingen af absolutte top-vine. Her er varmt, tilpas med vand og en dejlig kølig brise fra Middelhavet. Alt ville være perfekt for de libanesiske vinproducenter - hvis ikke det var, fordi landet ligger i så politisk en usikker zone, med Israel og Syrien som naboer, en borgerkrig, der med jævne mellemrum blusser op og med de senere års trussel fra Islamisk Stat (ISIS).

Nu kan man se en dokumentarfilm, ”Wine and War”, om dette mellemøstlige vinland - om det at fremstille vin midt i en borgerkrig og med bomberne som baggrundsmusik til vinmarksarbejdet.

Otte år undervejs


Det har taget de to amerikanske filmproducenter Mark Ryan og Mark Johnston otte år at lave filmen, hvor de har rejst Libanon tyndt og fulgt otte årgange vin hos en lang række vinhuse. Og de har interviewet et hav af vinproducenter - heriblandt landets mest berømte, Serge Hochar fra Chateau Musar, der døde i 2015.
Årsagen til, at det har taget så mange år at lave ”Wine and War”, er blandt andet besvær med at få tilladelser fra de libanesiske myndigheder til at besøge bestemte områder, filme med drone osv. Det var heller ikke ufarligt for filmfolkene at udføre deres arbejde med bomber, der faldt i Damaskus og ISIS, der kæmpede kun få kilometer væk.
Ved at klikke her kan man se filmen for 12 dollars (cirka 75 kr.). Beløbet går ubeskåret til medicinsk behandling af børn, som kom til skade under eksplosionerne i Beirut i august i år, og hvor forældrene ikke har råd til en forsikring.


Et af rummene i den fornemme vinforretning Les Caves de Taillevent i Paris.

Ren Olsenbande-stil

I sidste weekend blev den fornemme vinforretning Les Caves de Taillevent i Paris udsat for et tyveri, der leder tankerne hen på Olsenbandens snedige metoder.

Tyvene trængte ind i naboejendommen og borede dernæst et hul i muren ind til vinforretningen. Med en lang stang, hvorpå der må have været et eller andet griberedskab, hentede de udvalgte vinflasker tilbage gennem hullet. Tyvene stjal kun 20 flasker - hvilke vine, det drejer sig om, er endnu ikke offentliggjort. Men da de stjålne flasker beløber sig til en samlet værdi på 50.000 euro (cirka 372.000 kr.), må der have været adskillige kult-bourgogner og top-bordeauxer imellem.
Ved at udføre tyveriet fra naboejendommen undgik tyvene at alarmen i vinforretningen gik i gang eller, at de blev ”fanget” på overvågningskameraet. Ganske smart …



Noget tyder på, at aroma-oplevelsen af en vin bliver mere intens med alderen - og at årsagen er ændringer i vores spyt. Foto: Unsplash/Ales Me.

Spyttet påvirker vinoplevelsen

Spanien er ifølge OIV verdens tredjestørste vinproducent. Alligevel udgør spaniernes vinforbrug kun 18% af landets totale årlige alkoholforbrug. Det er frem for alt den ældre aldersgruppe, der skænker vin i glassene. Mens yngre spaniere under 35 år tegner sig for kun 4,5% af vinforbruget, lyder tallet på 73,5%, når det gælder deres landsmænd over 55 år.
Det kan der naturligvis være flere årsager til - blandt andet, at mange unge spaniere synes, at vin er noget for "de gamle". En anden årsag kan være en bedre økonomi blandt ældre spaniere.
Et hold spanske forskere har dog et helt andet bud, nemlig at opfattelsen af vins smag ændrer sig - bliver mere intens - jo ældre man bliver, hvilket igen kan være afhængig af ændringer i konsistensen og sammensætningen af ens spyt.

Forsøg med røg- og peberaromaer


Forskerne udførte for nylig et forsøg med 22 deltagere, hvoraf halvdelen var mellem 18 og 35 år og den anden halvdel mellem 55 og 71 år. Og der var lige mange mænd og kvinder i de to grupper.
Før forsøget gennemgik deltagerne et undervisningsforløb, der gjorde dem i stand til at genkende to forskellige aromaer i vin: røg og sort peber.
Til forsøget havde forskerne valgt en rødvin på 84% Tempranillo netop på grund af dens markante røgede og pebrede noter.
Inden smagningen af vinen blev der indsamlet spytprøver fra samtlige deltagere, og spyttets indhold af proteiner, dets pH-værdi osv. blev analyseret.
Vinen blev skænket i glassene, og da deltagerne havde haft den i munden og smagt på den i fem sekunder, blev de bedt om at spytte den ud.

En mere intens oplevelse


Det viste sig, at samtlige af de ældre deltagere opfattede røg- og pebernoterne som værende langt mere intense og langvarige end de yngre deltagere.
Spyt-analyserne viste, at de yngre deltageres spyt var mere tyndtflydende og havde et lavere proteinindhold end de ældres, hvilket forskerne igen kæder sammen med den mindre intense og kortere aroma-oplevelse.
Noget kunne således tyde på, at jo ældre, man bliver, desto større fornøjelse får man af de mange forskellige smagsnuancer i en vin. Dog skal der ifølge forskerne flere forsøg med flere deltagere og andre aroma-noter til, før man kan komme med en så skråsikker påstand. Man kan læse undersøgelsen i sin helhed ved at klikke her.


Forsiden på den danske udgave af Hugh Johnsons populære referenceværk.

Nu udkommer Vin 2021

”The Pocket Wine Book” af den førende britiske vinskribent Hugh Johnson er verdens bedst sælgende vinbog. For nylig udkom den 44. udgave - som nu er blevet oversat til dansk af Thomas Ilkjær. Bogen, hvis titel er Vin 2021, udkommer 15. oktober, og den er en oplagt julegave til enhver vinentusiast.

Det er utroligt så megen information, denne lille bog indeholder. Johnson omtaler og vurderer mere end 6000 forskellige vine, vindistrikter og vinproducenter fra både kendte og mindre kendte vinlande - som fx England og Danmark. Og i starten af bogen er der en række nyttige små afsnit om den rette serveringstemperatur for de enkelte vintyper, om gode og mindre gode årgange fra verdens mange vinlande, om hvilke vine, der bør drikkes her og nu, og hvilke, der med fordel kan gemmes osv.
Vin 2021 kommer (selvfølgelig) også rundt i druernes verden. Og så giver Johnson sit bud på ti vine, som man bør smage i 2021. Den danske udgave er desuden suppleret med anbefalinger til danske vine, udvalgt af Ilkjær.

To små anker


Det er ikke en "kaffebords-bog" med flotte billeder - der er faktisk ingen billeder, kun tegnede kort over de enkelte vinlande. Bogen er derimod et udmærket referenceværk, som bestemt fortjener at blive oversat til dansk.
Der er dog to små anker. Afsnittet om Frankrig og franske vine og producenter fylder næsten en fjerdedel af bogen, hvilket nok er lidt i overkanten. Der er rigtig mange af de andre vinlande, som godt kunne have fået et par sider mere. Fx fylder kapitlet om Spanien kun 17 sider, mens Frankrig breder sig over 79.
Anden anke går på skriftgraden. Vi ved godt, at der skal være plads til rigtig megen information på de i alt 320 sider, men en anelse større skrift havde gjort teksten mere læsevenlig. Vin 2021 udgives af Politikens Forlag til en vejl. pris på 150 kr.


Fra gaveæske til vinreol

Til receptioner står der ofte gaveæsker med vine på stribe - smarte æsker af pap med en strop foroven til at bære vinen i. Når vinen bliver hevet op, bliver æsken som regel smidt ud.
Hos det portugisiske vinfirma Pinhal da Torre har man fået en god idé, og man har fået designfirmaet Think BIG til at føre den ud i livet.
Det drejer sig om en æske lavet af 4 mm krydsfiner til en enkelt flaske vin. Øverst er der en strop - ligesom på dem af pap - men denne æske kan forvandles til en mini-vinreol.
På krydsfineren er de enkelte stykker, der skal bruges til reolen, graveret med laser. Når vinen er taget op af æsken, kan man trykke stykkerne ud og hurtigt sammensætte reolen. Der er endog to stykker, der kan bruges som brikker under vinglassene.
Æsken - der nu har en masse dekorative huller - kan stadig bruges til at bære en flaske vin i.
Man kan se flere billeder af Pinhal da Torre Wine Box Gift ved at klikke her.


Den stolte vinder af årets SM i snapseviser, Hasse Nilsson, med diplom og snaps i hænderne.

Vand, vin, Jesus og djævelen

For nylig afholdt Spritmuseum i Stockholm for 25. gang konkurrencen om de bedste nye snapseviser.
Enhver svensker med kærlighed til nubben, som snaps hedder på svensk, kan deltage, og det tre mand store dommerpanel sang hver eneste af de i alt 240 indsendte bidrag, før det kårede de tre bedste. Det var dog en overkommelig opgave, da kravet til snapseviserne er, at de skal være korte, aktuelle og vittige.
Rigtig mange af bidragene tog udgangspunkt i corona-situationen - dog ikke den vise, der løb med førstepladsen, og det var ”Trolleritrick” af Hasse Nilsson fra Växjo, som vi bringer nedenfor.

Årets vinder-snapsevise


(Melodi: Skånska slott och herresäten)
”När Jesus förvandlade krusen med vatten
Och fick hela stan att bli glada i hatten
Då ropa den lede i helvetets mull
Min gud vilket trick, jag blir helt andaktsfull”
Ved at klikke her kan man se de ti bedste bidrag ved årets konkurrence - samt klikke sig videre ind på alle vinderviserne fra de foregående 24 år.

Et svensk fænomen


Snapseviser er faktisk udelukkende et svensk fænomen, og den mest berømte af dem, ”Helan går” er omkring 150 år gammel. Og viserne har altid været ultra korte, så de var lettere at huske og gengive for andre, hvorved endnu flere kunne synge med.
På Spritmuseum har man en database med omkring 12.000 snapseviser - og den vokser relativt hurtigt, da de mange bidrag fra konkurrencen hvert år bliver tilføjet.
I 1994 udgav museet også en bog om emnet, ”Stora Snapsviseboken”, som indtil videre er blevet trykt i 40.000 eksemplarer.


Ratonero Bodeguero Andaluz. Foto: Wikipedia/Torsten Dickmann / Fotomann.de

Hund er en del af Jerezs kulturelle arv

Man møder ikke mange mus og rotter i vinkældrene i den spanske by Jerez, hvor denne verdens forskellige typer sherry bliver til. Og det skyldes frem for alt hunderacen Ratonero Bodeguero Andaluz (den andalusiske vinhus’s musvåge), som jagter de uønskede skadedyr mellem kældrenes vinfade.

D. 30. september opnåede racen officielt beskyttet status i Jerez og er samtidig af myndighederne blevet erklæret en del af byens kulturelle arv. Det er aldrig før overgået en spansk hunderace (eller nogen hunderace for den sags skyld ...).
Men Ratonero Bodeguero Andaluz har da også været en del af medarbejderstaben i vinhusene - eller bodegaerne, som man siger i Spanien - i meget lang tid.

Englænderne medbragte hunde


Racen har rødder tilbage til 1700-tallet - til dengang, hvor engelske vinkøbmænd slog sig ned i Jerez for at fremstille sherry og grundlagde flere af de nuværende bodegaer. Med sig bragte de Fox Terrierer fra England, som de krydsede med lokale rotte-jagende hunde, og hermed var Ratonero Bodeguero Andaluz en realitet. Racen er således skabt med det ene formål at holde bodegaerne fri for mus og rotter, og i år 2000 blev den af det spanske landbrugsministerium anerkendt som en oprindelig spansk hunderace.

Ilden aftager i Napa

I sidste uge sendte Henrik Poulsen, der ejer Release Winery i Napa, os en rapport om tingenes tilstand i det brændende amerikanske vindistrikt. Ifølge endnu en mail fra ham, ser det nu ud til, at det værste er drevet over i denne omgang:
- Det brænder fortsat, men tingene udvikler sig bestemt i en positiv retning. Det er endnu ikke muligt at danne sig et overblik over ødelæggelserne, da de fleste veje fortsat er spærrede.
Poulsen har ligeledes sendt os en rapport fra den lokale avis Napa Valley Register, og ifølge den er ilden nu 58% under kontrol og breder sig kun langsomt.
I alt har den seneste ildebrand, The Glass Fire, brændt sig gennem cirka 27.200 hektar land i Napa og Sonoma, og da det så værst ud, blev mere end 13.000 indbyggere i Napa beordret til at forlade deres hjem. 340 kommercielle bygninger er brændt i Napa - heriblandt flere vinhuse.


Et lille udpluk af etiketter fra hjemmesiden for projekt "Label This".

En mand og hans 5200 etiketter

I 1935 fik Maynard Amerine, der var professor i vitikultur og ønologi ved det berømte vinuniversitet UC Davis i Californien, noget af en opgave. Han skulle hjælpe med at bringe den californiske vinindustri på fode igen efter forbudstiden, som havde varet fra 1920 til 1933. Og han skulle skabe et fundament for fremstilling af kvalitets-vine i Californien.
For at kunne løse opgaven tog han på en rejse gennem Californien og Europa med det mål at besøge vinhuse og smage deres vine - og ikke mindst smage nogle af Europas aller bedste vine. Under hele turen tog han omhyggeligt noter om hver enkelt vin, gav dem point og skrev også ofte, hvor og med hvem, han havde drukket vinen.
Og så gemte han samtlige etiketter fra de i alt 5200 vine, han smagte på sin lange rejse - vine, hvoraf de ældste var fra 1800-tallet.

Søgemuligheder på kryds og tværs


Etiketterne befinder sig i dag i UC Davis’s vinbibliotek i de mange notesbøger med spiralryg, som Maynard Amerine indsatte dem i. Professoren inddelte etiketterne efter landenavne og ind imellem også efter region, rød- eller hvidvin.
Disse mange etiketter har stor værdi for forskere i vinhistorie, ønologer, vinskribenter osv. verden over. Men som det er nu, må man møjsommeligt bladre alle notesbøgerne igennem for at finde de etiketter, man leder efter.
Derfor har UC Davis søsat projekt ”Label This”, hvor Amerines notesbøger skal digitaliseres, og hvor man skal kunne søge på etiketterne på kryds og tværs af forskellige emner. Det skal fx være muligt at søge på etiketter med illustrationer i sorthvidt, etiketter fra Pinot Noir-vine eller etiketter, der viser dyr.

Giv UC Davis en hjælpende hånd


Etiketterne er nu alle scannet ind, men for at kunne søge på dem efter en lang række søgekriterier, kræver det, at al tekst på etiketterne og Maynard Amerines håndskrevne noter - samt ord, der beskriver illustrationerne - også bliver lagt ind digitalt. Og til det arbejde har universitetet bedt offentligheden om hjælp. Enhver er således mere end velkommen til at klikke ind på projektets hjemmeside og hjælpe til med det store arbejde. Før man går i gang, gives der en introduktion til, hvordan man skal gribe sagen an.
Uanset, om man vil hjælpe UC Davis med arbejdet eller ej, så er det sjovt at klikke ind og bladre i de 166 online-sider med de utroligt mange etiketter.
Jim Murray i sit whisky-laboratorium. Foto: Wikipedia/David Rankin.

Sexisme i Whisky Bible

Hvert år siden 2003 har Jim Murray udgivet sin Whisky Bible - en sand bibel for enhver, der holder af god whisky. Den nye 2021-udgave er lige på trapperne med anmeldelser af flere tusinde whisk(e)yer fra Skotland, Irland, Japan, Canada, England osv.
Som altid har whiskyguruen udnævnt ”verdens bedste whisk(e)y”, og årets vinder, canadiske Alberta Primium Cask Strength Rye, er allerede offentliggjort.
Men spændingen omkring årets vinder og selve offentliggørelsen er druknet i anklager om, at Murray er sexistisk i den nye udgave af "biblen".

Et angreb på det frie ord


I spidsen for anklagerne er ifølge The Drinks Business spiritusskribenten Becky Paskin. På de sociale medier skriver hun, at hun har fundet hele 34 referencer til, at whisky er sexet i den nye udgave af Whisky Bible - og et endnu større antal sammenligninger mellem det at drikke whisky og at have sex med kvinder.
Ifølge Paskin skriver Murray blandt andet følgende om whiskeyen Canadian Club: "Har jeg haft så megen sjov med en sexet 41 år gammel canadier før? Ja, det har jeg. Men det er en del år siden nu, og det var ikke whisky."
Paskin påstår, at 98% af den feed back, hun har fået på de sociale medier, har givet hende medhold i hendes kritik.
Murray har givet svar på tiltale og kalder Paskins kritik for et angreb på den frie tanke og tale - et sammenstød mellem det frie ord og humorforladt puritanisme.

Spiritusfirma i kovending


Det er også interessant at se, hvordan nogle af whiskydestillerierne nu pludselig tager afstand fra Jim Murray og hans Whisky Bible. Det gælder fx Beam Suntory, der ejer det førnævnte vindermærke, Alberta Primium Cask Strength Rye.
Da mærket blev kåret som årets whisk(e)y, lød det fra Beam Suntory, at det var ”en stor ære at blive udnævnt til World Whisky of the Year af Jim Murray”.
Efter anklagerne om sexisme fra Paskin og enkelte andre skibenter fik piben blot en uge senere en anden lyd: ”Vi vil gerne takke de skribenter, som så rigtigt har rejst bekymring om tingsliggørelsen af kvinder i mange af Mr. Murrays anmeldelser”. Firmaet understreger desuden, at det nu vil reevaluere den planlagte markedsføring” i forbindelse med anerkendelsen af whiskymærket."


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Den Sidste Flaske er blevet optaget i VinAvisens database over vinimportører.


Livio Felluga.

Vinens Hall of Fame

Vi fortsætter i høj grad med "Vinbranchens Blå Bog", men ind imellem bringer vi også sider til "Vinens Hall of Fame" – en "blå bog" om vinverdens store vinpersonligheder: Mondavi, Hugh Johnson, Catena, Robert Parker, og hvad de nu alle hedder, nulevende såvel som afdøde. I denne uge er turen kommet til Livio Felluga, der i høj grad var med til at sætte hvidvinene fra Friuli på det vinøse verdenskort. På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.

Livio Felluga (1914-2016) har om nogen været med til at sætte Friuli-regionen i det nordøstlige hjørne af Italien på det vinøse verdenskort.
Han voksede op i Isola i det nuværende Slovenien, hvor hans familie dyrkede vin og havde et lille trattoria.
I 1930’erne flyttede familien til Rosazzo i Friuli. Anden verdenskrig meldte sig ved døren, og Livio Felluga gjorde tjeneste i tre år i Libyen, var krigsfange i Cap Bon og fortsatte endnu tre år inden for militæret, denne gang i Skotland.
Han vendte hjem til Friuli, der var blevet mere eller mindre affolket. Områdets vinbønder havde efter to verdenskrige opgivet deres vinmarker og var søgt mod byernes fabrikker.
Men Livio Felluga var fast besluttet på at slå sig ned i Rosazzo som vinbonde - og han var overbevist om, at der i Friuli kunne fremstilles vine af ypperste kvalitet.
Igennem 1950’erne kravlede han rundt på bjergskråningerne og restaurerede de gamle vinmarker. Han plantede også nye marker, og han rådede andre vinbønder, der efterhånden slog sig ned i området, til at satse på hvidvin i stedet for som førhen på rødvin.
Han introducerede også nye og bedre fremstillingsmetoder, og ved at gengive et kort på sine vinetiketter med angivelse af Rosazzo, viste han omverdenen, hvorfra de gode vine stammede.
Gennem sit lange liv gjorde Livio Felluga også en stor indsats for at anspore den yngre generation i de familieejede vingårde til at blive i Friuli og fremstille vin - hvilket i høj grad er årsag til, at området i dag har en blomstrende vinproduktion.
Hans eget vinhus er vokset fra ingenting til at omfatte 135 hektar vinmarker og en årlig produktion på 800.000 flasker vin, der eksporteres til alverdens lande.
Livio Felluga døde i 2016 i en alder af 102 år og efterlod hustruen Bruna, broderen Marco og børnene Maurizio, Elda, Andrea og Filippo, der i dag viderefører vingården, som bærer hans navn.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.

Er nogle druer bedre egnede til lagring?

Charlotte Christensen vil gerne vide, om en vins levetid er afhængig af, hvilken druesort den er fremstillet på.
Det er rigtig nok, at fx druesorterne Merlot og Cabernet Sauvignon ofte giver vine, der vinder ved at ligge i kortere eller længere tid. Det samme gælder for mange kvalitets-vine fremstillet på druen Syrah (Shiraz), og der er flere andre blå druer end de her nævnte.
En vins levetid er dog i høj grad også afhængig af årgang, vinproducent og fremstillingsmetode samt de forhold, flasken opbevares under. For at få et godt og langt liv bør flasken opbevares mørkt og køligt, ved en konstant temperatur og et sted, hvor der er ro – altså fx ikke lige op og ned ad en tørretumbler.

Fra kraftige rødvine til søde vine


Når det kommer til de enkelte typer vine, så er store og kraftige rødvine som Italiens Nebbiolo-vine samt fornemme rødvine fra de store slotte i Bordeaux typisk lagrings-egnede. En kostbar slotsvin kan man fx udmærket lade ligge i en veltempereret kælder i de næste 25 år.
Fyldige og tunge hvidvine har som regel også en lang levetid – det samme gælder søde vine fra stort set hele verden.
Kort fortalt er de konserverende faktorer alkohol, sukker, syre (pH-værdi), tanniner, ekstrakt (salte), SO2 (svovlilte), temperatur og lysforhold.


Ugens vinøse billede

Kristian Hartvig Stiesmark og hans familie ejer en lille vingård, Casa Stiesmark, i Toscana, og ugens billede er taget, netop som dette års druehøst var kommet i hus. Stiesmark har også sendt os følgende ord:
- Vinåret 2020 har været bøvlet ud over alle grænser, så det er et under, at det faktisk lykkedes os at få lavet en forholdsmæssig god høst.
- Først så lukkede Corona-pandemien Italien helt ned, hvilket betød, at forårsarbejdet i vinmarken var svært at gennemføre. Dernæst blev det et ret vådt forår efterfulgt af en meget varm og tør sommer. Alt så dog godt ud indtil en uge inden høsten, hvor Toscana nærmest druknede i regn. Mange druer, specielt vores hvide Procanico blev angrebet af mug på grund af fugten. To dage med nogenlunde godt vejr reddede høsten takket være Claus, Frederik, Jakob og undertegnede, som står her med de sidste tre kurve.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469-494Billede 495-520
Billede 521-546Billede 547-568
Billede 569-602


602 Umbrien har et lige så betagende vinlandskab som det mere berømte nabo-distrikt, Toscana. (foto © Mariette Tiedemann).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 19 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
....
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Mousserende

stjernestjernestjernestjernestjerne

Gran Barón, Cava Semi Seco, Spanien, lav alkohol (11,5%)

79,95 kr., pris på tilbud 16. - 22. oktober ved 2 flasker: 64,50 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Vinen er en cava, en charmetrold fra Spanien. Den har fine, vedholdende bobler i glasset og fin mousse i munden. Uden at være sød har den en fin sprød sødme. Lang eftersmag med noter af druer og modne pærer. Prisen må siges at være attraktiv.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Verdicchio dei Castelli di Jesi, Casalfarneto, Autentico Marchigiano Classico Superiore, Italien, 2019, lav alkohol (13%)

60 kr., Supermarco

Her slås et slag mellem syre og sødme, der dog ender med en meget aromatisk fred. Engang for længe siden var hvidvinen Verdicchio dei Castelli di Jesi meget populær i Danmark. Så gik den af mode - eller blev for dyr. Og det er synd, for det er en glimrende vin. I smagen er der noter af æbler, pærer og citrus.

stjernestjernestjerne

Karl Erbes, Riesling, Mosel Trocken, Tyskland, 2019, lav alkohol (12,5%)

129 kr., prisen er for 1 liter. Prisen for 75 cl. er: 96,75 kr., Propperiet

En Riesling fra Mosel plejer at have en fin sødme. Her er sødmen noget vandet og syren lidt for nævenyttig. Smagen er kort og tør og lever ikke op til forventningerne og prisen. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Meulenhof, Weingut Meulenhof, Riesling, Mosel Spätlese, Tyskland, 2018, lav alkohol (8,5%)

Sent høstede druer, som har nået at samle en masse sødme, har givet most til denne lækre hvidvin. En typisk Mosel-vin fra en bestemt afgrænset mark, som hedder Sonnenuhr (soluret i byen Wehlen). Lav alkoholprocent. Flasken har skruelåg.

Rosévin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Scarànto, Bardolino Chiaretto, Italien, 2019, lav alkohol (12%)

69,95 kr., pris ved 6 flasker: 59 kr., AndrupVin.dk

Ved Gardasøens sydligste ende ligger der et lille distrikt med den forfriskende rosé (Chiaretteo), Bardolino. Det er vinen, som turisterne læsker ganen med, mens de nyder solen, akkompagneret af bølgernes klukken. En dejlig vin! Tænk at føle sig ved Gardasøens bred for 59 kr.

Rødvin

stjernestjernestjernestjerne

Domaine de la Baume, Merlot, Pays d'Oc IGP., Frankrig, 2019, middel alkohol (14%)

69,95 kr., pris på tilbud 16. - 22. oktober: 59 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Det er en ok rødvin, som dog ikke efterlader specielt muntre minder. I smagen er der solbær og krydderier. Den er lidt robust og skal gerne have luft før måltidet. En mellemvin til en mellempris.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Reserve de l'Aube, Père Anselme, Vin de France, Frankrig, 2018, lav alkohol (12,5%)

75 kr., pris på tilbud indtil 1. november ved 6 flasker: 60 kr., Skjold Burne

Her har vi en pæn og let hverdagsvin på druerne Syrah og Merlot. Den er saftig og udvikler sig fint ud i eftersmagen. I smagen er der noter af moden rød frugt og krydderier. Den femte stjerne får den for tilbudsprisen.

stjernestjernestjernestjerneØ

La Forcada, Rioja Crianza, Spanien, 2015, høj alkohol (14,5%)

79 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

Rødvinen på druerne Tempranillo, Garnacha og Graciano har en fin Rioja-smag. Men den er robust, lidt til den sure side og med mærkbare tanniner. Giv den lidt luft før måltidet. Vinen er økologisk.

stjernestjernestjerne

Les Grands Cyprès, Andéol Salavert, Lirac, Frankrig, 2018, høj alkohol (15%)

79,95 kr., pris på tilbud 16. - 22. oktober: 50 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Der var engang, hvor det lille distrikt Lirac i Rhône-dalen var det sted, hvorfra man hentede lidt uinteressante, kooperativ-vine. Sådan er det måske stadigvæk, tænker man, når man smager denne vin. Men prisen er unægtelig også lav i denne uge.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Domaine Valand, Côtes du Rhône Villages Plan de Dieu, Frankrig, 2018, høj alkohol (14,5%)

89,95 kr., SPS Wine

En udmærket, vellavet og tilmed økologisk vin på druerne Grenache og Syrah. Ikke kun en almindelig Côtes du Rhône. Men en CdR Villages, Plan de Dieu, et kvalitets mærke. Der er noter af blommer og kirsebær i smagen og en dejlig lang afslutning.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Caveja, Conte Zardi, Sangiovese, Rubicone IGP, Italien, 2017, høj alkohol (15%)

99,95 kr., pris ved 6 flasker: 69,95 kr., AndrupVin.dk

En vellavet rødvin med mange krydderier: kanel, nelliker, kaffe, skovfrugt, tobak og læder, en rigtig julevin. Den komplekse smag holder sig langt ud i eftersmagen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Milbrandt, Syrah, Columbia Valley, Washington State, 2016, høj alkohol (14,5%)

Det er dog en herlig oplevelse til en helt fair pris. Vinen er blød som moden frugt, fri for generende tanniner og imødekommende, så flasken skal nok blive tømt. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Flavabom, Shiraz, South Australia, Australien, 2018, høj alkohol (16%)

134,95 kr., pris ind imellem til 89 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En stor og flot rødvin fra Australien. På 16 % så den kan klare de store kængurubøffer. Trods alle musklerne er det en charmerende vin med en indtagende sødme og et strejf af eg og sorte kirsebær. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Domaine Sauger Vielles Vignes, Domaine Sauger, Cheverny AOC, Frankrig, 2018, høj alkohol (14,5%)

149 kr., pris ved 6 flasker: 119, YouAndWine

En dejlig rødvin, der dufter og smager af modne mørke kirsebær med fine krydrede strejf. Smagen er fyldig og koncentreret og har en perfekt syre til slut, der gør vinen oplagt til lidt fede og kraftige kødretter.

stjernestjernestjerne

La Colline, Château de Palayson, Côtes de Provence, Frankrig, 2012, høj alkohol (14,5%)

Denne rødvin er otte år gammel, og det har gjort den bitter over livets korthed. Den er lavet på druerne Syrah og Cabernet Sauvignon og har ligget tolv måneder på ny egefade.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Rodney Strong, Cabernet Sauvignon, Sonoma County, Californien, 2013, middel alkohol (13,5%)

215 kr., pris på tilbud indtil 1. november: 180 kr., Skjold Burne

En moden, men stadig lækker vin. Dejlige smagsnoter af sorte kirsebær, sort peber og krydring fra lagringen på eg. Prisen ligger i den dyre ende.

stjernestjernestjernestjerne

Rutini, Cabernet Sauvignon, Maipu Mendoza, Argentina, 2013, høj alkohol (14,5%)

250 kr., pris på tilbud indtil 1. november: 215 kr., Skjold Burne

En udmærket vin, som er nem at drikke. For seks år siden var den ung, frisk, og med roser på kinden. Den har bevaret sin gode smag, men mangler lidt spænstighed, fylde og evne til leve op til den høje pris.

Sød vin

stjernestjernestjerne

Síbio, Real Companhia Velha, LBV portvin, Portugal, 2015, høj alkohol (20%)

99 kr., Gallovini

En enkel portvin, der er lidt kort i smagen og uden større oplevelser, men også ret billig.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Bioma, Niepoort, Porto Vintage, Portugal, 2016, høj alkohol (19,5%)

850 kr., pris på tilbud indtil 1. november: 700 kr., Skjold Burne

Denne kostbare årgangs-portvin kan fint ligge mindst 10 år, og det vil være synd at åbne den allerede nu. Den vil i liggetiden kunne udvikle sig med utallige facetter og en delikat sødme med noter af chokolade og kandiserede frugter.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen