Hvidvinsdruen Chasselas, som er udbredt i Schweiz, er en af de 52 druesorter, der dyrkes i VitAdapt. Billedet viser, hvordan nyhøstede Chasselas-druer bliver analyseret i et laboratorium. Foto: INRAE.
Bordeaux-vin på druen Liliorila
Når det gælder druer og Bordeaux-vin, tænker de fleste nok på Cabernet Sauvignon, Merlot og Cabernet Franc for rødvinenes vedkommende og Sémillon og Sauvignon Blanc, når det drejer sig om hvidvinene. Men fra og med næste forår vil de i alt 4500 vinproducenter i appellationerne Bordeaux og Bordeaux Supérieur også kunne dyrke de blå druer Arinarnoa, Castets, Marselan og Touriga Nacional samt de grønne druer Alvarinho og Liliorila. For tre uger siden godkendte den franske appellationsmyndighed INAO nemlig de seks druer til vinfremstilling i de to appellationer.Men druerne kommer til at leve et ret anonymt liv - Det vil fx ikke fremgå af ordlyden på en flaske rødvin, at vinen indeholder Arinarnoa eller Marselan. Og de netop godkendte druer må også maksimalt udgøre 10% af druesammensætningen i en rød- eller hvidvin. Det areal, producenterne tilplanter med druerne, må heller ikke udgøre mere end 5% af al den jord, der hører til vinhuset.
52 druesorter i én vinmark
Forud for godkendelsen af de seks druer ligger der ti års forsøg og forskning udført af to forskningsinstitutioner i Bordeaux, INRAE (Institut national de la recherche agronomique) og ISVV (Institut des Sciences de la Vigne et du Vin).
Bag sidstnævnte institution i byen Villenave-d’Ornon ligger der en lille forsøgsvinmark på en hektar med navnet VitAdapt, hvor der er plantet i alt 52 forskellige grønne og blå druesorter fra blandt andet Languedoc, Italien, Spanien, Portugal, Grækenland, Bulgarien og Georgien. Målet er at finde druer, der er bedre egnet til fremtidens klimaændringer i Bordeaux - det vil sige druer, der blandt andet er tørkeresistente og modstandsdygtige over for visse svampesygdomme. Samtidig skal de egne sig til jordbundsforholdene i distriktet og - selvfølgelig - give vin af god kvalitet.
Druerne analyseres, og vinen smages
Vinstokkene i forsøgsmarken er udstyret med sensorer, der døgnet rundt sladrer om planternes trivsel og vækst. De forskellige druer høstes hvert år og analyseres i et laboratorium. Man har også løbende fremstillet vin på dem og tappet den på flasker. Dog bliver det kun til nogle få hundrede flasker årligt, og vinen bliver - ligesom druerne - underkastet diverse analyser. Forskerne afholder også med jævne mellemrum smagninger, så de kan følge vinenes udvikling.
Foreløbig har man så fundet frem til de seks nævnte druer, og flere kommer måske til i løbet af de næste par år.
Ved at klikke her kan man se listen over samtlige af de 52 druesorter, der dyrkes i VitAdapt. Nogle er kendte, mens andre har navne som BX 9216 og MPT 3156-26-1 - hvilket jo ikke lyder særligt vinøst …