Forsiden af Erik Jacobsens bog fra 1944 - og illustrationen fra bogen, der viser, hvor hurtigt man bliver påvirket alt efter, hvordan man indtager alkoholen.
Druk - eller en lille fjer
Filmen ”Druk” af Thomas Vinterberg var en ren magnet, da der for nylig blev uddelt priser ved European Film Awards.
I filmen afprøver fire venner en ganske særlig teori, fremsat af den norske psykiater Finn Skårderud. Den går ud på, at vi mennesker er født med en halv alkoholpromille for lidt i blodet. En let rus kan få hjernen til at koble fra, gøre os mindre bekymrede, mere kreative og mere åbne over for omverdenen, lyder det ifølge teorien.
De fire venner forsøger derfor dagligt at drikke nøjagtig så meget alkohol, at de konstant har en promille på 0,5, og eksperimentet er da også en succes - til at begynde med…
Filmen har inspireret lægen og vinskribenten Erik Skovenborg til at skrive en glimrende og meget interessant artikel, ”Rusens drejebog, en yndig lille fjer eller druk”, om sammenhængen mellem genstande og promiller. Artiklen er offentliggjort i Ugeskrift for Læger, og den kan læses i sin helhed ved at klikke her. Nedenfor bringer vi nogle af oplysningerne fra den.
Ensbetydende med rusdrikkeri
Alle kender sikkert til den ovenfor nævnte behagelige lette rus. Men hvor megen alkohol skal der så til for at opnå denne muntre tilstand? Erik Skovenborg henviser til en interessant undersøgelse med 61.043 deltagere fra 21 forskellige lande. Den viste, at de mandlige deltagere i gennemsnit skulle drikke 87,55 g alkohol for at opnå den ønskede grad af beruselse, mens der kun skulle 70,16 g til for de kvindelige deltageres vedkommende. I genstande svarer det til, at mændene drak cirka syv genstande og kvinderne knap seks - hvilket ifølge Sundhedsstyrelsens genstandsgrænser er ensbetydende med rusdrikkeri.
Hurtigere beruset med bobler
Hvor hurtigt, man bliver beruset, er også et spørgsmål om bobler eller ikke bobler.
Her henviser Erik Skovenborg til et andet forsøg, der viser, at når der er bobler i vinen - som fx i champagne - stiger den hurtigere til hovedet end, hvis man drikker den samme vin uden bobler.
I forsøget fik tolv kvinder og mænd 20 minutter hver til at tømme tre glas champagne. Senere blev deltagerne bedt om igen at tømme tre glas af den samme champagne - dog havde man denne gang først pisket boblerne ud af vinen. Målinger 5 minutter efter afslutningen af de to seancer viste, at promillen efter den sidste slurk champagne med bobler lå på 0,52, mens den efter den ”flade” version var på kun 0,40.
Fik så hatten passede
Erik Skovenborg citerer også fra en underholdende bog fra 1944, ”Omgang med alkohol” af Erik Jacobsen (opfinderen af antabus).
I bogen remses det blandt andet op, hvor mange vine, læsernes forældre og bedsteforældre krævede til en større middag (det vil sige omkring 1800-tallets slutning): ”Der blev serveret to glas sherry til suppen, to til tre glas Rhinskvin, Mosel eller Sauternes til fisken, to glas Bourgogne til saltmaden, et par glas champagne til stegen og to til tre glas portvin til is, frugt og konfekt. Ved hver herres kuvert stod der desuden en hel flaske rødvin for det tilfælde, at han skulle blive tørstig under måltidet”. Efter måltidet kom der ”kaffe med tilhørende oceaner af årgangscognac”. Den bog må vi have fat i…
Alkohol med og uden mad
Netop det med at drikke alkoholen til maden og ikke før eller efter har stor betydning for alkoholpromillen i blodet.
I sin artikel gengiver Erik Skovenborg en interessant illustration fra den gamle bog, der - via tre kurver - viser alkoholpromillen i blodet efter indtagelse af den samme mængde spiritus på tre forskellige måder. På tom mave går det hurtigt - under en time efter indtagelsen når promillen sit maksimum på 1,3 og aftager derefter. Når spiritussen indtages til en stort måltid, går der cirka halvanden time, før promillen topper med kun 0,8. Og så er der den tredje måde, hvor mængden af spiritus fordeles på en drink hvert femte kvarter. Her overstiger promillen ikke 0,2.
Vi viser illustrationen øverst til venstre i lille format. Hvis man vil se den i et mere læsbart format, kan man
klikke her.
Sundhedsstyrelsens definition på rusdrikkeri er et indtag på mere end fem genstande ved samme lejlighed. Men, som Skovenborg skriver, så mangler der jo to helt afgørende dimensioner: rytme og tempo i drikkeseancen - og om man indtager føde eller ej sammen med alkoholen.
Det har Sundhedsstyrelsen således ikke taget højde for …
Nicolas Feuillattes flotte nye hovedsæde fra 2017. Foto: Benjamin Segura/CV-CNF.
To champagne-giganter fusionerer
Champagnes største producent, kooperativet Nicolas Feuillatte, og Castelnau, der ligeledes er et af distriktets store kooperativer, har meddelt, at de fusionerer.
Kooperativerne, der tilsammen repræsenterer hele 6000 drueavlere - hvoraf Nicolas Feuillatte bidrager med de 4500 - skal dog lige have godkendt beslutningen ved deres respektive generalforsamlinger i juni næste år. Men de to bestyrelser regner det nærmest for en formsag.
Og så skal de fusionerede kooperativer finde et fælles navn. Deres nuværende lange officielle navne er henholdsvis Centre Vinicole – Champagne Nicolas Feuillatte (CV-CNF) og Coopérative Régionale des Vins de Champagne Castelnau (C.R.V.C). Så det bliver spændende at se, hvad det kommende gigant-kooperativ kommer til at hedde …
Kostbare kultvine konfiskeret
”Århundredets konfiskering” har franske medier kaldt resultatet af en storstilet razzia, som for nylig fandt sted i Bordeaux og Loire.
76 politibetjente slog til flere forskellige steder på én gang, ransagede hjem og lagre og beslaglagde mere end 900 stjålne kultvine til en værdi af 5 millioner euro (cirka 37 mio. kr.). Blandt vinene var Cheval Blanc, Petrus, Lafite Rothschild, Domaine de la Romanée Conti og Château d’Yquem i flaskestørrelser op til Methusalem (6 liter eller 8 almindelige flasker).
25 arresterede
25 personer blev arresteret - heriblandt en 55-årig mand af asiatisk herkomst med bopæl i Bordeaux, som menes at være bandelederen. Han har tidligere arbejdet i restaurantbranchen og er i forvejen kendt af politiet.
Flaskerne er stjålet fra adskillige restauranter, négocianter og vinforretninger rundt om i Frankrig. Det vides endnu ikke, om nogle af vinene stammer fra det spektakulære tyveri i oktober sidste år i den fornemme vinforretning Caves de Taillevent i Paris.
Ud over vinene har politiet også konfiskeret mere end 300.000 euro (cirka 2,2 mio. kr.) samt biler, som er blevet brugt under tyvetogterne.
Plaisir de Merle.
Plaisir de Merle solgt
I 45 år har det store sydafrikanske vin- og spiritusfirma Distell ejet Plaisir de Merle i vindistriktet Franschhoek. Men fra 1. april næste år er det slut - firmaet har solgt vingården til familien Jordaan, der i forvejen ejer Bartinney Wine Estate i Stellenbosch. Salgsprisen er ikke offentliggjort.
Plaisir de Merle er en stor ejendom på hele 961 hektar, hvoraf de 400 er tilplantet med vinstokke. Og så er vingården - og det distrikt, den ligger i - fuld af historie.
Vingården er grundlagt i 1688 af Charles Marais - en af de mange franske huguenotter, der flygtede til Sydafrika i slutningen af århundredet.
Flere af de franske flygtninge var vinbønder, og de fik tildelt et landområde, ”det franske hjørne” - eller på afrikaans, Franschhoek.
Myrdet på grund af en vandmelon
Charles Marais var en dygtig vinproducent, men efter sigende en ubehagelig arbejdsgiver, og han endte da også med at bliver myrdet af en indfødt fra Khoikhoi-stammen, der arbejdede for ham. Manden, der led i varmen, bad om at få en vandmelon, men det ville Marais ikke høre tale om, hvorpå manden kastede en sten i hovedet på ham.
Plaisir de Merles hovedbygning, der blev opført af Marais' barnebarn, er et fornemt eksempel på den hollandsk- og filipinsk-inspirerede arkitektur, som næsten samtlige af Sydafrikas gamle vinhuse er opført i. De er altid kridhvide og med en svungen gavl, hvis udformning varierer. Hver bygmester havde nemlig sine krummelurer, og kender man dem, kan man se, hvem der byggede husene.
Foto: Chelsea Pridham/Unsplash.
En skarpere hjerne med ost og rødvin
Ost og rødvin er en populær kombination, og selv om nytårsforsættet lyder på skrump til januar, bør man ikke droppe lige netop de to fødevarer. De har nemlig begge en positiv indflydelse på, hvor skarpe vores hjerner er, når vi ældes. Det viser et nyt og fire år langt forskningsprojekt fra Iowa State University. Forskerne har taget udgangspunkt i en stor biomedicinsk database med meget detaljerede helbredsinformationer om 500.000 briter. Ud fra databasen har de så kortlagt og gennem årene fulgt op på spise- og drikkevanerne hos 1787 personer i alderen 46 til 77 år.
Tog en FIT test
Deltagerne blev også bedt om at tage en såkaldt Fluid Intelligence Test (FIT) - en test, der viser, hvor hurtig ens tankevirksomhed er. De blev ligeledes udspurgt om deres forbrug af specifikke fødevarer - heriblandt forskelligt slags kød, rå og kogte grøntsager, frisk frugt eller tørret, ost, brød, mælkeprodukter, te, kaffe, øl, rødvin, hvidvin og mousserende vin. Målet var at finde ud af, om visse fødevarer kan påvirke de kognitive funktioner - de mentale processer i hjernen, der gør, at vi kan tænke og opfatte - i negativ eller positiv retning.
Lam er godt, salt er skidt
Ifølge forskerne viste ost sig at være den mest beskyttende fødevare, når det gælder den aldersrelaterede nedsættelse i de kognitive funktioner. Et dagligt moderat forbrug af alkohol - og især rødvin - var ligeledes forbundet med forbedringer i deltagernes kognitive evner. Så man kan altså med god samvittighed sætte sig til et veldækket oste-rødvins-bord.
I øvrigt skulle det også forbedre de små grå celler at spise lam en gang om ugen, mens man bør lade saltbøssen stå i skabet. Et stort forbrug af salt kan give kognitive problemer senere i livet - dog tyder det på, at det kun gælder for personer, som allerede har en risiko for at udvikle Alzheimer’s.
Forskningsresultaterne er offentliggjort i
Journal of Alzheimer’s Disease.
Sådan plejer det at se ud under den årlige Hospices de Beaune auktion. I år var der en hel del færre deltagere i salen ... Foto: Christie's.
Stor succes for årets auktion
Årets udgave af den berømte vinauktion i Hospices de Beaune fandt sted d. 13. december. Auktionen afholdes ellers pr. tradition den tredje søndag i november, men det satte Covid-19 en bremse for, da det var for svært at opfylde sikkerhedsreglerne. Siden da har den franske regering lempet reglerne tilstrækkeligt til, at auktionen kunne løbe af stabelen.
Den blev en bragende succes - hvilket var godt, da det var en jubilæumsauktion. Det var nemlig 160. gang, det gamle hospital i Beaune lagde rammer til denne auktion, hvor vinimportører og -handlende fra hele verden køber ind af nyeste årgang.
Vinen, som sælges i fade, kommer altid fra hospitalets egne vinmarker, og det beløb, fadene indbringer, går til velgørende formål. I år blev der solgt 630 fade - 474 med rødvin og 156 med hvidvin - og det samlede hammerslag lød på 13.438.700 euro (cirka 100 mio. kr.).
Rekord for "præsidenternes fad"
Det mest spændende øjeblik under auktionen er salget af pièce des Prèsidents (præsidenternes fad), hvor det beløb, fadet indbringer, hvert år går til forskning i forskellige sygdomme.
I år indeholdt fadet Clos de la Roches Grand Cru, og efter en halv times ivrig budkrig faldt hammerslaget. Det lød på hele 660.000 euro (cirka 5 mio. kr.), hvilket er en hidtidig rekord. Den seneste rekord var på 480.000 euro (cirka 3,6 mio. kr.), og den blev opnået i 2015 for et fad Corton Renardes Grand Cru.
En ret utrolig vinbog
Hvis man mangler en julegave til vinnørden - og har et velspækket kreditkort - så kunne man jo købe “The Impossible Collection of Wine: The 100 Most Exceptional Vintages of the Twentieth Century”. Dette mesterværk af en vinbog måler 42 x 35,5 cm og vejer 4,5 kg - og 7 kg, når den befinder sig i den fine trææske, man får med i købet. Ikke lige sagen til senge-læseren …
Bogen er skrevet af Enrico Bernado, der i 2004 blev kåret som verdens bedste sommelier, og den er udgivet af det amerikanske forlag Assouline.
På de i alt 200 sider beskrives 100 af verdens mest legendariske vine fra forrige århundrede - vine, som enten ikke er til at få mere eller er så kostbare, at de fleste ikke har råd til dem. Men derfor kan historien om deres tilblivelse jo være spændende nok at læse om.
6000 kr. for 200 sider
Enrico Bernado kommer ud over fortællingerne bag vinene også med smagekommentarer - hvilket jo betyder, at han har haft den sjældne fornøjelse af smage alle de fornemme dråber.
Blandt de hundrede vine er der flest franske - og flest fra Bordeaux. Det er fx vine som Mouton Rothschild, Cheval Blanc og Haut-Brion. Og fra Bourgogne er det Jayer og Domaine de la Romanée-Conti - alle sammen i sjældne årgange.
Fra resten af verden er der blandt andet Vega Sicilia Unico Gran Reserva 1970 - en vin til ca. 5000 kr. - Penfolds Grange Bin 95 1951 og Gaja Barbaresco 1989.
Layoutet er meget flot med mange helsides fotos. Prisen er også flot - bogen koster nemlig intet mindre end 6520 kr., og den kan købes hos Saxo ved at
klikke her.
Bogen er ud af en serie bøger af samme forfatter, og hvis prisen virker lidt voldsom, så tænk bare på prisen for "The Impossible Collection of Bentley", den koster 13.000 kr.
En høstmoden klase Tempranillo-druer, Ribera del Dueros store blå drue.
Smagningen af vine fra Ribera del Duero
I denne uge afslutter vi vores store smagning af de i alt 30 rødvine fra Ribera del Duero, som skulle have været repræsenteret på den spanske vinmesse i Politikens Hus i november.
Det har været en spændende smagning, hvor vi indtil videre har anmeldt de unge og for det meste ikke-fadmodnede Cosecha’er og de let modnede Crianza-vine. Nu gælder det de velmodnede Reserva - og Gran Reserva, der skal have modnet i fem år, før de frigives fra vinhuset, og hvor mindst to af årene skal have været på fad.
Det er intense, komplekse og krydrede vine, hvoraf hovedparten kan drikkes nu eller gemmes i endnu nogle år. Og så er det vine, der for de flestes vedkommende er yderst velegnede til andestegen juleaften.
Anmeldelserne af Reserva- og Gran Reserva-vinene findes længere nede på siden.
Dette parti på tre flasker Domaine de la Romanée-Conti 1990 blev solgt for det, der svarer til 2,9 mio. kr. på en auktions hos Sotheby's.
Succes-år for Sotheby's
Det går rigtig godt for salget af vin og spiritus hos det amerikansk-britiske auktionshus Sotheby’s. I 2020 har salget rundet 92 millioner dollars (cirka 559 mio. kr.)
Det er ikke mindst Sotheby’s stigende antal af online-auktioner, der har vist sig at være en succes. Sidste år lå salget her på 28 mio. dollars (cirka 170 mio. kr.) - i år udgjorde online-hammerslagene hele 60 mio. dollars (cirka 365 mio. kr.). Ud af årets i alt 41 auktioner var de 17 af dem online.
Mere end 15.000 partier kom under hammeren i USA, Storbritannien og Asien, hvor auktionerne afholdes. Og det var en stigning i antallet på næsten 50% i forhold til 2019.
Årets tre absolutte top-sællerter, når det gælder partierne, var
The Macallan Red Collection, der gik for 977.496 dollars (cirka 6 mio. kr.).
The Macallan 50 Year Old in Lalique, 6 Pillars, som indkasserede et hammerslag på 507.819 dollars (cirka 3 mio. kr.).
Og så et parti på tolv flasker
Domaine de la Romanée-Conti 1990, som gik for 483.413 dollars (cirka 2,9 mio. kr.).
Gigantisk svindel-netværk afsløret
Det er ikke kun fine vine, der bliver forfalsket - også kendte spiritusmærker er attraktive for denne verdens svindlere.
Ifølge Food Safety News har de spanske myndigheder afsløret det måske største netværk nogensinde for produktion og distribution af forfalsket whisk(e)y. Og der er tale om et bestemt whisk(e)ymærke, men hvilket kan ikke oplyses på grund af retslige forhold - ej heller, om det er et skotsk eller amerikansk mærke.
Det spanske politi har indtil videre konfiskeret cirka 40.000 flasker af den forfalskede spiritus og 11.200 liter, som var parat til at blive tappet på flasker. Dertil kommer 300.000 tomme flasker importeret fra Kina, 9550 liter ren alkohol, som skulle bruges til produktionen, 171.000 forfalskede toldstempler, 18.400 kapsler og 27.000 papkasser med whisk(e)ymærkets logo på.
Arbejdede fra tre baser
Hvis de mange allerede tappede flasker forfalsket whisk(e)y var blevet solgt som den ægte vare, havde de indbragt svindlerne mere end 800.000 euro (cirka 6 mio. kr.).
Operation Fuco, som efterforskningen er døbt, har indtil videre ført til arrestationen af fjorten svindlere i alderen 37 til 52 år. Svindlerne arbejdede fra tre baser i henholdsvis Rioja, Jaén og Campo de Criptana i Ciudad Real.
Legalt distributionsfrima
Sidstnævnte base blev ledet af en asiatisk forretningsmand, som importerede de falske etiketter, kapsler og toldstempler fra Asien. I Rioja blev den forfalskede whisk(e)y fremstillet, tappet på flasker og sendt til Ciudad, hvor flaskerne blev forsynet med etiketter m.m.
Svindlerne samarbejdede med et fuldstændig legalt distributionsfirma, når det gjaldt om at få sendt de forfalskede flasker videre ud i verden.
Vil du have vores løbeseddel?
Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge.
Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.
Nyheder fra den danske vinbranche
* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.
Philippe de Rothschild.
Vinens Hall of Fame
Vi kører i høj grad videre med "Vinbranchens Blå Bog", men ind imellem bringer vi også sider til "Vinens Hall of Fame" – en "blå bog" om vinverdens store vinpersonligheder: Mondavi, Hugh Johnson, Catena, Robert Parker, og hvad de nu alle hedder, nulevende såvel som afdøde. I denne uge er turen kommet til en af de helt store, Philippe de Rothschild, der døde i 1988. På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.
Philippe de Rothschild (1902-88) blev, tolv år gammel under den første verdenskrig, sendt i sikkerhed i Médoc, hvor hans kærlighed til vin blev vakt. I Pauillac havde hans familie lavet vin siden 1853, men hverken hans far eller bedstefar havde interesseret sig for vinproduktion.
I 1922 fik han, kun tyve år gammel, overladt Château Mouton Rothschild, som han i de næste 60 år skulle føre frem i vinverdenens første division.
Mouton Rothschild var dengang kun 2. cru i 1855-klassifikationen. Det protesterede Philippe de Rothschild kraftigt imod. Det var en gammel uretfærdighed, sagde han og beviste, at hans vin solgtes til samme høje priser som 1. cru-slottenes. Hans skrev breve og indlæg, han hvervede forbundsfæller og fik fjender. Men hans indsats lykkedes: I 1973 blev slottet ophøjet til 1. cru, og sagens akter vejede da 68 kg.
Philippe de Rothschild var i det hele taget en farverig person. Samtidig med, at han bragte slottet på fode, byggede han Théâtre Pigalle i Paris og producerede teaterstykker. Han stod for den første rigtige talefilm i Frankrig og kørte med i de store bilvæddeløb gennem Europa i 20’erne og 30’erne – i en Bugatti, naturligvis. Han oversatte elizabethansk poesi til fransk og skrev librettoen til en opera. Alt dette gjorde han under pseudonymet Georges Philippe.
Han blev arresteret som jøde af Vichy-regeringen i krigens begyndelse, men undslap og flygtede til Spanien sammen med en bande smuglere. Han var med de frie franske i London, deltog i invasionen af Normandiet – og vendte hjem til et ødelagt Mouton, hvis kældre ved et mirakel ikke var blevet tømt af tyskerne.
Allerede i 1924 startede Philippe de Rothschild med selv at tappe sin vin – i stedet for at overlade arbejdet og ansvaret til vinkøbmændene inde i Bordeaux. Andre var begyndt før ham, men han fandt på at skrive det på etiketten: Mis en bouteille au château – tappet på slottet.
Under høsten i 1932 konstaterede han, at nogle af druernes kvalitet ikke levede op til hans krav og til slottets navn, og han brugte dem derfor til en billigere vin, som han kaldte Mouton Cadet (Lillebror Mouton). Den blev så stor en succes, at han i de følgende år udvidede produktionen med druer, som han købte rundt omkring i Bordeaux, og i dag er lillebroderen blevet til et af vinverdenens store mærkevarer.
I 1933 udvidede han slottets arealer ved køb af naboslottet Château d'Armailhacq. I 1934 fik han endnu en god idé: Han nævnte antallet af flasker, der var tappet, og nummererede etiketterne. Og fra og med 1945 lod han hvert år en berømt kunstner dekorere årets etiket.
Ved hans død overtog hans datter,
Philippine de Rothschild, roret i det efterhånden store vinimperium. En søn, Charles Henri, var død i 1937, mens Philippes hustru blev dræbt af Gestapo i 1945 i koncentrationslejren Ravensbrück. I 1954 giftede han sig med amerikaneren Pauline Fairfax Potter, der i 1962 sammen med ham grundlagde slottets enestående museum med vinøs kunst.
Endelig indgik han i 1980 i et samarbejde med
Robert Mondavi og grundlagde Opus One Winery i det californiske Napa.
Adresse: Et eller andet sted i en vinøs himmel. Men hans slot og firma lever videre: Baron Philippe de Rothschild S.A., B.P. 117 – 33250 Pauillac, Frankrig,
www.bpdr.com.
På en mark uden for Champagne-byen Hautvillers dækkes kridtet kun at et tyndt lag jord.
Hvad er kridtet godt for?
Niels K. har ofte hørt, at en kridt-rig undergrund har stor betydning for Champagnes vinstokke. Men hvad er kridtet egentlig godt for?
Kridt er en form for kalksten, som består af sammenpressede skaller og plader fra ganske små organismer i urtidshavet. Vi kender det blandt andet fra Møens Klint, hvor det stikker frem under jordlagene.
Vindyrkerne er glade for en undergrund med kridt, fordi den er god til at dræne og kan oplagre en masse vand, som vinstokkene kan nyde godt af i tørre perioder.
Kridt må ikke forveksles med kalkholdig jord, og det er faktisk ikke så mange steder i verden, at vinmarkerne ligger oven på kridtlag. Ud over i Champagne ses det også i visse områder i Sydengland.
Ugens vinøse billede
Flemming Storgaard har taget dette billede på en rejse til Siena i Toscana. Det viser Enoteca Italiana i Medici-paladset Fortezza Medicea.
Under de gamle hvælvinger er der over tusinde forskellige vine fra hele Italien, og de er fornemt udstillede på store, nummererede reoler. Der er også en vinbar og salg af både flasker og vinbøger.
Udstillingen blev oprettet i 1960 for at promote italiensk vin, og den er absolut et besøg værd.
Send endelig billeder til os!
Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til
mariette@tiedemann.dk.
Ugens store billede
Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:
612
Det topmoderne vinhus Zuccardi i Argentinas Valle de Uco ligger med Andesbjergene som bagtæppe. (foto © Zuccardi).
Ugens smagte vine
Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 28 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at
klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at
klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via
VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af
Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.
Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen