Nyheder for uge 28, 2021



Foto: CIVC.

Kun russiske bobler er champagne!

En ny russisk lov, som er udstedt af præsident Vladimir Putin, har vakt harme i det franske Champagne-distrikt.

Loven går ud på, at det herefterdags kun er russisk mousserende vin, der må sælges som champanskoïé, som champagne hedder på russisk.
Det betyder, at hvis en champagneproducent vil eksportere sine ædle bobler til Rusland, må der nu kun stå ”mousserende vin” på engelsk på etiketten. Dog gælder dette kun, hvis producenten anvender det kyrilliske alfabet - altså det russiske skriftsprog. Det er stadig tilladt at skrive "champagne" med latinske bogstaver, som vi jo bruger.

Stop eksporten til Rusland


Betegnelsen Champagne har via EU en beskyttet status i 120 forskellige lande – men ikke i Rusland. Det har den russiske regering ikke villet gå med til.
Champagnes vinproducentforening, Comité Champagne (CIVC), der med næb og klør værner om distriktets og vinens prestigefulde navn, kalder den nye russiske lov for skandaløs, og foreningen opfordrer på det kraftigste sine medlemmer til at stoppe al eksport af champagne til Rusland.

Det lukrative russiske marked


En del af medlemmerne har dog ifølge Wine-Searcher ikke tænkt sig at følge opfordringen - dertil er Rusland for lukrativt et marked. Hvert år importerer russerne 50 millioner liter mousserende vin, hvoraf de 13% er champagne, og eksporten af de ædle bobler til østlandet er steget hele 30% siden 2011. Endda i 2020, hvor pandemien satte sine spor på eksportmarkedet, steg salget af (fransk) champagne på det russiske marked med 9%. Så hellere ændre lidt på etiketterne end at undvære den gyldne russiske mammon.

En ren provokation


Sådan forholder det sig i hvert fald hos Moët Hennessy. Straks efter, at den nye lov var trådt i kraft, truede det berømte champagnehus med at stoppe sin eksport af champagne til Rusland. Men nu har man ifølge The Guardian bøjet sig og vil forsyne de flasker, der eksporteres, med særlige etiketter, som lever op til den nye lov.
Loven er en ren provokation – og hvad værre er, så er hovedparten af de russiske mousserende vine, som fremover er de eneste, der må markedsføres som champagne, billige, søde masseproducerede vine, der sælges for det, der svarer til omkring 25 kr. flasken. De fleste af disse boblevine er fremstillet i den sydlige del af landet i regionerne Krasnodar og Roslov.

Hvad så med skotsk whisky?


Sagen er nu endt på regeringsniveau i Frankrig, hvor man overvejer at lade den indgå i de bilaterale forhandlinger med den russiske regering.
Det er ikke kun i Champagne, i resten af Frankrig og i EU, at Vladimir Putins nye lov har vakt opsigt – også de russiske vinimportører og -handlende ser problemer forude, hvis champagneproducenterne stopper eksporten af deres populære og berømte bobler.
Og hvad bliver det næste? Lyder det fra nogle af Putins politiske modstandere. Bliver det et krav om, at kun russisk ”whisky” må markedsføres som whisky og ikke den kendte skotske udgave?


Foto: Wikipedia.

Drik rødvin til slankekuren

Et godt (og glædeligt) råd til VinAvisens mange læsere: Drop ikke vinen, hvis du vil tabe dig!
Rigtig mange lægger vinen på hylden under slankekuren - vin er jo ”tomme kalorier”, siges der. Men det er nu ikke helt rigtigt, hvilket en spansk professor i fødevarevidenskab ved universitetet i Barcelona, Rosa M. Lamuela-Raventós, for nylig gjorde op med i et webinar.
Ifølge professoren kan vin - og især rødvin - ligefrem hjælpe med til at få has på de overflødige kilo. Men det gælder kun, hvis vinen drikkes til måltidet og ikke før eller efter.

Vindrikkerne havde lavere BMI


Rosa Lamuela-Raventós tog udgangspunkt i flere tidligere undersøgelser - blandt andet i den spanske Prevención con Dieta Mediterránea (PREDIMED). Det er den største undersøgelse nogensinde af påvirkningen fra den kost, som spises i Middelhavslandene, på hjertekarsygdomme. Man kan læse mere om den undersøgelse ved at klikke her.
7500 personer indgik i undersøgelsen, og ifølge Lamuela-Raventós havde de deltagere, der havde et moderat vinforbrug (7-14 glas vin om ugen), generelt et lavere BMI (Body mass index) end afholdsfolkene (hvis man har et BMI på over 30, er man overvægtig). Og det til trods for, at vindrikkerne ikke spiste en sundere kost eller indtog færre kalorier via maden end de deltagere, der ikke rørte en dråbe vin.

Øger mængden af brunt fedt


Vin og især rødvin indeholder polyfenoler (antioxidanter) - og det er ifølge Rosa Lamuela-Raventós netop disse stoffer, som har den godgørende virkning, når det gælder om at holde vægten nede. Der er flest polyfenoler i rødvin, hele 200 mg i 10 cl, mens der kun er 30 mg i den samme mængde hvidvin.
Til polyfenolerne hører stoffet resveratrol - som især findes i de blå druers skind og dermed i rødvin. Vi har ofte nævnt stoffets mange gode helbredende egenskaber, og det er også det stof, der frem for alt gør underværker i forbindelse med slankekuren.
Resveratrol hjælper kroppen med at øge mængden af det gode brune fedtvæv. I modsætning til det hvide fedt omdannes det brune fedt til varme, som igen hjælper med at forbrænde de kalorier, man indtager gennem såvel vinen som maden.


Sådan tager høsten sig ud i en vinmark tilhørende Skærsøgaard Vin.

20 års jubilæum for dansk vin

I år 2000 fik Danmark EU’s blå stempel som vinland. Og selv om der allerede dengang blev produceret en hel del vin på hobbyplan, var det kun to vinavlere, der fik myndighedernes tilladelse til at sælge deres vine på det danske marked - i dag har vi omkring 100 professionelle vinbønder.
Den ene af de to var Lars Hagerman fra Ålsgårde i Nordsjælland og den anden Sven Moesgaard, der ejer vingården Skærsøgaard Vin i Dons ved Kolding – den første registrerede og autoriserede vingård herhjemme.
I 2001 høstede de to vinbønder druerne til deres første officielle årgang, så i år er et jubilæumsår for dansk vin!
VinAvisen nævnte selvfølgelig nyheden om, at de første danske vine havde set dagens lys – i alt 1500 flasker. Og siden da har vi løbende fulgt dansk vin og ikke mindst Skærsøgaard Vin, som med 223 medaljer fra konkurrencer i ind- og udland er Danmarks mest præmierede vingård.

Danmarks første BOB


Sven Moesgaard plantede oprindelig 2 hektar vinstokke på Skærsøgaard – i dag har han 8 hektar med i alt 25.000 vinstokke. Og han fremstiller enhver tænkelig vintype – fra hvid- og rødvine til rosé, mousserende vin og søde dessertvine. Stærkere dråber som æblebrandy, frugtbrændevin og likører er også kommet til.
Moesgaard har også sørget for, at Danmark har fået sin førte BOB (Beskyttet Oprindelses Betegnelse), en kvalitetsbetegnelse for produkter fremstillet efter faste metoder inden for et nærmere bestemt geografisk område. Det svarer til franskmændenes AOC (Appellation d’Origine Contróllée) og italienernes DOC (Denominazione di Origine Controllata).

Støtte fra EU efterlyses


Det tog syv år, fra Sven Moesgaard sendte ansøgningen til EU, og indtil BOB’en, som udelukkende gælder for Skærsøgaard Vins mousserende vine, var i hus i 2018.
Det er i øvrigt ikke kun den første vin, men også den første fødevare overhovedet på dansk jord, der har opnået denne betegnelse.
Ting tager tid, og vi kan kun håbe, at også Danmark – ligesom andre vinlande i EU – en dag får støtte til sin vinproduktion, så de efterhånden mange professionelle danske vinbønder får en chance for at blive konkurrencedygtige.
I denne uges vinanmedelser længere nede på siden har vi anmeldt hele to gode danske vine.


I dyb koncentration bag hver sin corona-sikrede skærm, blindsmagte og bedømte dommerne de enkelte vine. Foto: Nic Crilly-Hargrave.

DWWA med rekord mange vine

Startskuddet til 2021-udgaven af verdens største og mest betydningsfulde vinkonkurrence, Decanter World Wine Awards (DWWA), lød d. 14. juni.
Arrangøren af konkurrencen er det britiske vinmagasin Decanter, og det var i magasinets egne lokaler i London, at de 165 internationale dommere mødtes for at blindsmage sig gennem hele 18.000 forskellige vine – det største antal siden første udgave af konkurrencen for atten år siden.
Dommerne, der blandt andet talte 44 Masters of Wine og elleve Master Sommelierer, gav point efter 100-pointskalaen til de mange vine, som var indsendt fra 56 forskellige lande.

Fra Albanien til Sverige


Der var (selvfølgelig) flest vine fra alle de kendte gamle og nye vinlande. Men vinproducenter fra fx Bolivia, Indien, Albanien og Marokko – samt fra vores nabo, Sverige – deltog ligeledes.
Top-prisen er ”Best in Show” – dernæst kommer medaljer i metallerne platin, guld, sølv og bronze.
Resultaterne fra årets DWWA er netop offentliggjort, og nedenfor bringer vi nogle få af dem. Ved at klikke her kan man selv søge på vinlande, distrikter, vintyper, årgang og priser. Der er ingen tvivl om, at flere af vindervinene findes på det danske marked, så det er bare med at gå på jagt.

Fire facts


* Spanien blev en af de store overraskelser. Hele ni af konkurrencens ”Best in Show” gik til spanske vine fordelt på distrikter fra stort set hele landet, heriblandt Rioja, Priorat, Rías Baixas, Sherry, Ribeira Sacra, Aylés og Conca de Barberà. Dermed har Spanien fordoblet sit antal af ”Best in Show” priser i forhold til konkurrencen årgang 2020.
* Som altid ved denne konkurrence dominerede Frankrig med ”Best in Show”-priser – hele femten blev det til.
* Endnu et land føjede sig i år til listen af deltagerlande, og det var Liechtenstein, som indkasserede en bronzemedalje.
* Fra Sverige deltog flere vinproducenter med vine, og det blev til i alt en medalje af sølv og seks af bronze. Godt gået Sverige!


Den kostbare flaske, som der netop nu bydes på hos auktionshuset Langton's. Øverst på etiketten kan man skimte Max Schuberts signatur.

Signeret Penfolds Grange under hammeren

Rødvinen Penfolds Grange er Australiens dyreste vin, og når en flaske af den aller første årgang, 1951, dukker op på en auktion, bydes den altid tårnhøjt op.
Man regner med, at der kun findes 35 flasker tilbage af denne årgang, og netop nu kan man byde på en af disse yderst sjældne vine på en online-auktion hos det australske auktionshus Langton’s. Og ikke nok med, at det er en årgang 1951 – flasken er også signeret af vinhusets legendariske chefvinmager, Max Schubert, manden der skabte Grange-vinen. Han har også selv omproppet flasken i hånden. Begge dele er med til at øge værdien af den i forvejen kostbare flaske.

En mulig rekord


Vurderingen ligger på mellem 120.000 og 160.000 AUD (cirka 566.000 og 755.000 kr.), og hvis hammerslaget bare når op på mindste vurderingen, er der tale om en rekord, når det gælder salg af en flaske australsk vin.
Den nuværende rekord blev sat i 2020, da en lignende flaske Penfolds Grange 1951 blev solgt på en auktion for 103.000 AUD (cirka 486.000 kr.).
Hvis man vil byde med på online-auktionen - eller bare se salget skride fremad ad, indtil hammerslaget lyder d. 18. juli - kan man klikke her.
Længere nede på siden bringer vi en Hall of Fame om Max Schubert og den fantastiske historie om skabelsen af Penfolds Grange.


En nylavet qvevri fragtes forsigtigt ud fra et værksted i Georgien. Foto: Green Parrot Media.

Verden er vild med qvevri vin

I mere end 8000 år har vinbønderne i Georgien udgæret, modnet og opbevaret deres vin i de såkaldte qvevri – traditionelle lerkrukker, der kan rumme mellem 50 og 4000 liter.

Krukkerne anvendes fortrinsvis til fremstilling af hvidvin, og på grund af den lange kontakt, mosten har med drueskallerne, får vinen en ravagtig farve.
I forbindelse med den stigende interesse for naturvine og orange vine har qvevri vin fået en gevaldig genopblomstring – til stor glæde for de georgiske vinproducenter.
Alene til USA er eksporten af georgiske qvevri vine steget med 34% inden for de sidste fem år.
Populariteten har medført, at producenter i en række andre lande – blandt andet i Italien og Slovenien – også har taget qvevri-teknikken op.

Qvevri med egen PDO


I 2013 blev de store krukker og den ældgamle teknik optaget på Unescos verdensarvsliste. Og nu har qvevri’erne så fået deres egen PDO (Protected Designation of Origin) – ligesom fx Champagne. En sådan beskyttet oprindelses-betegnelse understreger en gang for alle, at qvevri'erne med deres særlige form og rummelighed er en georgisk opfindelse, og at det kun er Georgien, der kan bruge betegnelsen qvevri om disse krukker.
Det er det georgiske patentkontor, der har udstedt PDO’en efter EU-forbillede, og den skulle gerne være med til at promovere de georgiske qvevri vine yderligere – og selvfølgelig forhindre andre lande i at anvende navnet på egenproducerede krukker.

Byggeglæde i Bourgogne

Der er gang i byggeriet i vinens tegn i Bourgogne i disse år. I foråret 2022 åbner det nyopførte Cité internationale de la gastronomie et du vin i Dijon. Denne ”by” for vin og gastronomi omtalte vi i uge 23.
Dernæst gælder det hele tre nye centre, der fortæller de besøgende om vindyrkningens historie i Bourgogne og om distriktets berømte ”climats”, som i 2015 blev optaget på Unescos verdensarvsliste. Alle tre centre skulle have åbnet i år, men pandemien bremsede projektet.
Det største og mest iøjnefaldende af centrene vil slå dørene op i Bourgognes vin-hovedstad, Beaune, i begyndelsen af 2023. Selve arkitekturen er inspireret af de slyngtråde fra vinstokkene, som griber fat om den udspændte ståltråd i vinmarkerne.

180.000 årlige gæster


I centret i Beaune bliver der udover udstillingsarealet plads til alt fra konferencefaciliteter til vinsmagerum, bar, café og boghandel. Øverst oppe vil der være en stor udsigtsterrasse beplantet med 1600 vinstokke.
I spidsen for projektet står Bourgognes vinproducentforening, BIVB, og den har øremærket et budget på 22 millioner euro (cirka 164 mio. kr.) til opførelsen af de tre centre. De to øvrige centre vil få til huse i Chablis og Mâcon, og de vil begge kunne tage imod gæster fra og med sommeren 2022.
Det forventes, at centret i Beaune vil modtage 180.000 gæster årligt, mens dem i Chablis og Mâcon ”kun” vil få omkring 30.000 gæster.
Ovenfor kan man se illustrationer af de tre nye vincentre. Fra venstre til højre: Centret i Chablis, det i Beaune og så det i Mâcon.
I ti dage er det forbudt at sælge alkohol i de tusindvis af barer og restauranter, der gemmer sig i Tokyos mange skyskrabere og i gaderne mellem dem. Foto: Wikipedia/Morio.

Nul alkohol i Tokyo

VinAvisen har fulgt, hvordan den sydafrikanske regering ad flere omgange har forbudt salg af alkohol inden for landets grænser under pandemiens hærgen. Man vil simpelt hen undgå, at folk, der fx har været oppe at slås eller er faldet på grund af for megen alkohol, optager de senge, man skal bruge til de corona-ramte patienter.
Nu er Japans regering fulgt trop, når det gælder hovedstaden Tokyo. Der har været en markant stigning i Covid-19 tilfælde af Delta-varianten, og der er erklæret undtagelsestilstand i byen fra d. 12. til 22. juli.
Al udskænkning af alkohol er forbudt i samme periode i samtlige af Tokyos barer og restauranter - dog må byens 14 mio. indbyggere stadig gerne købe alkohol til hjemmeforbrug.
Japan er vært for årets OL, som afholdes fra d. 23. juli til 8. august - hvilket bliver uden tilskuere.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Wineconsult er blevet optaget i VinAvisens database over vinimportører.


Max Schubert.

Vinens Hall of Fame

Vi fortsætter i høj grad med "Vinbranchens Blå Bog", men ind imellem bringer vi også sider til "Vinens Hall of Fame" – en "blå bog" om vinverdens store vinpersonligheder: Mondavi, Hugh Johnson, Catena, Robert Parker, og hvad de nu alle hedder, nulevende såvel som afdøde. I denne uge er turen kommet til Max Schubert. På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.

Max Schubert (1915-1994) var manden, der for alvor gjorde Australien berømt på den internationale vinscene.
Han voksede op i Barossa og fik i 1930’erne efter endt skolegang et job hos vinhuset Penfolds, hvor han gjorde rent på kontorerne, løb med beskeder og hjalp til under vinhøsten.
Den kvikke dreng fik dog snart lov til at arbejde med i laboratoriet, hvor han lærte mangt og meget om vinkemi. Det var her, spiren blev lagt til hans fremtidige karriere som vinmager, og i 1948 kunne den forhenværende stik-i-rend dreng indtage pladsen som Penfolds chef-vinmager.
Efter en rejse til Bordeaux i 1950 kom Max Schubert hjem med bagagen fuld af nye ideer om vinfremstilling. Han havde set, hvordan franskmændene gærede og modnede rødvinen på små egetræsfade af ny eg og ville nu forsøge at lave vin efter nogenlunde samme fremgangsmåde. Den slags var uhørt i Australien, og hans australske kolleger rystede på hovedet.
To år senere kunne han præsentere sin nye vin, Penfolds Grange Hermitage. Den fik tommelfingeren nedad. Udrikkelig, lød det fra hans chefer, der forlangte, at han straks stoppede sine eksperimenter.
Det ville Max Schubert ikke, og han fortsatte i al hemmelighed med forsøgene.
I 1955 sendtes udgave nummer to af vinen på markedet, og denne gang faldt den i langt bedre jord. I dag er Penfolds Grange en af verdens mest berømte – og kostbare – vine, og den er blevet hædret med hele 51 guldmedaljer og 12 trofæer.
Max Schubert var også manden bag mange af Penfolds øvrige top-vine, og den lærdom han gennem årene videregav til unge vinmagere, har sat sig præg på mange gode australske vine.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.

Hvilke retter til halvsøde hvidvine?

Paula Hansen er rigtig glad for tyske Riesling-hvidvine, men det skal være dem, der har noget sødme - uden at de er rigtig søde. Normalt nyder hun disse vine uden for måltiderne, da hun har lidt svært ved at finde ud af, hvilke retter, de egner sig til. Nu vil hun gerne vide, om VinAvisen har et bud.
Når det gælder de halvsøde hvidvine, fx Spätlese eller Auslese, kan de bestemt være gode ledsagere til retter med skaldyr, der ligeledes har et touch af sødme - fx kammuslinger, fjordrejer eller jomfruhummer. Retter med svinekød er et andet bud, og så er der en række forskellige kinesiske eller thailandske retter, som har en krydret sødme, der kan matche vinene.


Ugens vinøse billede

Det sydafrikanske vinlandskab er blandt verdens smukkeste.
Billedet, som er taget af Martin Svendsen, viser udsigten over de vinmarker, der hører til den legendariske vingård Klein Constantia. Vingården fremstiller den berømte søde vin Vin de Constance, som i 1700- og 1800-tallene har været flere kongers og kejseres favoritvin.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469.494Billede 495-540
Billede 521-546
Billede 622-648
Billede 547-568Billede 569-594Billede 595-621



641 Fra borgen, der knejser over den alsaciske by Kaysersberg er der en fantastisk udsigt over byen. (foto © Mogens Bergmann).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 14 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.


Hvidvin

Los Amantes, Albariño, Rías Baixas DO, Spanien, 2020, lav alkohol (11,5%) 92 kr., pris ved 6 flasker: 79,95 kr., Jysk Vin Med denne hvidvin er vi oppe i det nordvestlige hjørne af Spanien - i Galicien, hvor Albariño-druen breder sig over det største vinmarksareal. Det er en dejlig vin med en meget ren og frisk æbleduft og -smag, men også med tilpas tørhed og fine mineralske noter i den lange eftersmag. Flasken har skruelåg.
Bernkastel-Kues Riesling Kabinett Feinherb, Peter Mertes, Riesling, Mosel, Tyskland, 2020, lav alkohol (10%) 99 kr., pris ved 3 flasker, Mr. Ruby En hvidvin med en aromatisk og typisk Riesling-duft og en delikat smag med en fin og forførende frugtsødme og en frisk syre, der giver modspil til sødme. Med sine kun 10% alkohol er vinen oplagt til en frokost en varm sommerdag - fx til retter med kammuslinger, rejer eller jomfruhummer. Flasken har skruelåg.
Tenuta Santori, Pecorino, Offida DOCG, Italien, 2019, lav alkohol (13%) 189 kr., Wineshop Offida DOCG er en relativt nye appellation fra 2011 i den italienske Marche-region (højt oppe på bagsiden af støvleskaftet). Og druen Pecorino, som vinen er lavet på, er en af Offidas hoveddruer. Det er en interessant - og rigtig dejlig - hvidvin med duft af smørblomster og flint. Smagen er kompleks, fyldig, har god frugt og er fint krydret med noter af fennikel. En vin, der bestemt er sine 189 kr. værd.
Arwen, Lilleø Vin, Danmark, 2019, lav alkohol (11,5%) 250 kr., pris ved 2 falsker: 175 kr., Erik Sørensen Vin Denne hvidvin er fremstillet på Solaris, der er en førende hvidvinsdrue i Danmark, og som også anvendes til søde vine. Men vinen indeholder også Riesling, Sauvignon Blanc og Pinot Gris, som jo ellers kun dyrkes længere sydpå. Men på Lilleø er der stort set ikke nattefrost - det sørger nærheden til havet for. Desuden dyrkes druerne på sydskråninger, hvilket er optimalt for modningen. Og så til vinen, der bestemt er en nydelse: Den dufter af syrlige modne æbler og honning og har en fylig, let cremet smag med kvæde, pære og en anelse mineralitet. Prisen ved 2 flasker er fordelagtig.

Rosévin

Primavera Rosé, Caves Primavera, Portugal, 2020, lav alkohol (12%) 49,95 kr., Amka En uhøjtidelig og liflig rosévin med en dejlig smag af hindbær og strejf af mirabelle. I den lange smag er der noter af friske jordbær. Flasken har skruelåg.
Sunrise Rosé, Concha y Toro, Valle Central, Chile, 2020, lav alkohol (12%) 59,95 kr., pris på tilbud indtil 22. juli: 35 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen Denne rosé dufter mest af alt af søde jordbær. I smagen er der igen søde modne jordbær og ikke så mange andre smagsnoter. Eftersmagen er også lidt kort. Men til tilbudsprisen på 35 kr. er vinen ok godt afkølet en varm sommerdag. Flasken har skruelåg.
Fat Bastard, Languedoc IGP, Frankrig, 2020, lav alkohol (12,5%) 69,95 kr., pris på tilbud fra 15. til 29. juli: 43 kr. ved 3 flasker, Irma En rigtig god og let drikkelig rosévin med duft af ribs og friske jordbær og med en fyldig og behegeligt tør frugtsmag. Et absolut kup til tilbudsprisen ved 3 flasker. Flasken har skruelåg.
Cuvée Pierre Martin, Domaine St. Felix, Pays d'Hérault IGP, Frankrig, 2020, lav alkohol (12,5%) 79 kr., pris ved 6 flasker: 55 kr., Holte Vinlager Druerne i denne gode rosévin er Grenache og Cinsault. Det er en meget tør vin med noter af pichonæbler og et lille bittert men forfriskende bid i eftersmagen. Sagen til lyse fiskeretter og skaldyr. Flasken har skruelåg.
Skærsøgaard Rosé, Skærsøgaard Vin, Regional vin fra Jylland, Danmark, 2020, lav alkohol (11,5%) 200 kr., Skærsøgaard Vin En meget elegant rosévin med en flot laksefarve og en let og fin duft af friske bær. Smagen er tør og let men fuld af delikate noter af friske jordbær, hindbær og ribs, som holder ud i den lange eftersmag. Det er en nordisk vin præget af den kølighed, vi har på vores breddegrader. Nyd den ikke køleskabskold – lad den lige få et par grader i glasset, så folder den sig ud i al sin ynde. 200 kr. er helt ok for så høj en kvalitet.

Rødvin

Adobe Reserva Pinot Noir, Emiliana, Pinot Noir, Valle del Bio-Bio, Chile, 2020, middel alkohol (13,5%) 59,95 kr., pris på tilbud fra 9. til 22. juli: 40 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen Det er ikke kun Bourgogne og New Zealand, der fremstiller dejlige og elegante rødvine på Pinot Noir-druen. Det gør Chile også, hvilket denne glimrende økologiske rødvin er et bevis på. Den friske bærduft er typisk for druen. Smagen er saftig, har god fylde og frugt og er fint krydret. De milde frugtnoter holder længe ud i eftersmagen. Et kup til tilbudsprisen. Flasken har skruelåg.
Passo del Sud, Puglia IGP, Italien, 2018, middel alkohol (14%) 99 kr., pris på tilbud fra 16. til 18. juli: 69 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne Online Her får man en rigtig dejlig rødvins-oplevelse til en meget rimelig normalpris - og til en meget lav tilbudspris ved 6 flasker. Vinen dufter mildt af mørke rosiner, mens smagen er kompleks og med god frisk frugt og en hel kurvfuld af Sydens krydderurter. De krydrede noter udvikler sig hele vejen gennem den lange eftersmag, som slutter rundt og blødt.
Roma Rosso Collezione Privata, Vini Federici, Roma DOC, Italien, 2018, middel alkohol (13,5%) 129 kr., pris på tilbud d. 14. juli (KUN DENNE ENE DAG): 59 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne Der er syltede kirsebær over duften af denne gode rødvin. Smagen er frugtrig og blød og med en fin rosinagtig sødme – uden at vinen på nogen måde er sød. Det er en blød, venlig og imødekommende vin – som dog mangler lidt struktur i smagen.
Bonterra, Cabernet Sauvignon, Californien, USA, 2018, middel alkohol (14%) 149,95 kr., pris på tilbud fra 15.-29. juli: 89 kr., Irma En rigtig dejlig og frugtrig økologisk rødvin med en intens og ren duft af modne solbær. Smagen er indtagende og igen med noter af modne solbær - og brombær. Det er en vin med frugten i front, en god truktur og med en eftersmag der slutter blødt og rundt.
Laurent Perrachon Corcelette, Laurent Perrachon & Fils, Gamay, Morgon AOC, Frankrig, 2019, lav alkohol (13%) 150 kr., på tilbud indtil 29. august: 100 kr., Skjold Burne Morgon er den største af Beaujolais's ti cru'er, og det er herfra denne skønne rødvin kommer. Den har en aromatisk og sart duft af mørke rosiner og en elegant og saftig smag med frisk frugt og en fin krydring. Det er Morgon i topgear! Nyd den let afkølet, som den er eller til lette kødretter.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen