Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 38, 2021



En af de 22 producenter, som poserer foran fotograferne, før han lægger sine vinflasker ned i trådnetkassen. Bagved ses de papkasser, som indeholder de mange vinflasker fra producenterne. Fra den lille film på YouTube.

Flod-modning af græske vine

Der er flere vinproducenter, der havmodner deres vine ved at efterlade flaskerne i havet i kortere eller længere tid - en proces, der er døbt aquaoir (et ordspil over terroir).

Trenden tog fart, da man i 2010 fandt et større antal champagneflasker i et skibsvrag i Østersøen. Skibet var sunket i 1839, og analyser og smagsprøver af indholdet i flaskerne viste, at det var ualmindeligt velbevaret og havde udviklet sig på bedste vis.
Nu har 22 græske vinproducenter i byen Naoussa nedsænket i alt 500 flasker vin i Arapitsa-floden. En sådan flod-modning har VinAvisens redaktion ikke hørt om før.

En større begivenhed


Nedsænkningen foregik under behørig festivitas - hvilket fremgår af en lille film på YouTube. Her ser man, hvordan producenterne en efter en lægger deres flasker ned i en stor trådnetkasse, mens fotograferne snupper billeder og traditionel græsk musik lyder i baggrunden. Til sidst hejses kassen ned i vandet højt oppe fra en klippetop. Det er noget af en karruseltur flaskerne får sig…
Vinene, der alle er lavet på den blå drue Xinomavro, skal flod-modne i mindst 12 år, og hvert år vil man undersøge, hvordan flodens konstant strømmende og kølige vand (cirka 16 grader) påvirker dem.


Den nye organisations logo.

Ny global organisation for bæredygtighed

Vinhuse verden over lægger om til en bæredygtig drift - hvilket omfatter såvel en generel hensyntagen til miljøet som bedre arbejdsvilkår for medarbejderne.
Når det gælder miljøet, er initiativerne mangfoldige - der installeres solcellepaneler, omlægges til økologisk vindyrkning, opsættes bistader osv. Producenterne søsætter enten selv uafhængige projekter eller de lader sig indrullere i et større program, som - når det er fuldført - munder ud i en certificering inden for økologi eller bæredygtighed.
Der findes således globalt et hav af foreninger, programmer og certificeringer - og dermed et hav af forskellige logoer på vinflaskerne, som forbrugerne skal forholde sig til.
Nu har en ny organisation, The Sustainable Wine Roundtable (SWR), set dagens lys. Og dens mål er yderst ambitiøst, nemlig at skabe globale standarder for bæredygtighed inden for vinindustrien.

En imponerende liste


Initiativet til SWR er britisk - og det samme er organisationens formand, Master of Wine Richard Bampfield. Det er en NGO organisation, og bag den står en bred vifte af 49 grundlæggere - førende vinhuse, små producenter, vinhandlere, miljøorganisationer osv. Blandt grundlæggerne er fx Concha y Toro, CIVB (Conseil Interprofessional du Vin de Bordeaux), JancisRobinson.com, Wines of South Africa, The Fairtrade Foundation og det svenske Systembolaget. På organisationens hjemmeside kan man se hele den imponerende liste.

En entydig vejledning


Nu skal SWR i gang med arbejdet. Der skal nedsættes arbejdsgrupper, som skal diskutere diverse klimaudfordringer, tørke, oversvømmelser og stigende temperaturer, og arbejderes rettigheder - og hvordan vinindustrien bedst kan takle dem. Ud fra de mange input, fra organisationens medlemmer, skal der udarbejdes en klar og entydig vejledning i, hvad bæredygtighed omfatter, og hvordan den kan implementeres i vinhusene på globalt plan.
Det lyder som et fantastisk - men også meget omfattende - projekt, SWR har kastet sig ud i...


Entre-deux-Mers ligger mellem floderne Dordogne og Garonne - deraf appellationens navn, "mellem to have". Foto: Wikipedia/Henri Salomé.

Rødvin fra Entre-deux-Mers

Bordeaux-appellationen Entre-deux-Mers er kendt for sine tørre, sprøde hvidvine. Men faktisk består hele 85% af distriktets vinproduktion af rødvin.

Årsagen er, at det kun er hvidvinene, der må bære betegnelsen Entre-deux-Mers AOC, og sådan har det været lige siden 1937. Rødvinene derimod hører ikke ind under appellationen og bliver derfor solgt under den mindre fine betegnelse Bordeaux eller Bordeaux Supérieur - Bordeaux-distriktets største og bredeste appellation. Det er da også hvidvinene fra Entre-de-Mers, der kvalitetsmæssigt har førertrøjen på.
Men hvis alt går vel, vil der ifølge Wine Business International fra og med 2023 også findes rødvine med et Entre-de-Mers AOC på etiketten.

Kvaliteten skal højnes


Organisme de Défense et de Gestion (ODG), en organisation, der håndhæver appellationsreglerne i de enkelte franske vindistrikter, har sendt en ansøgning til appellationsmyndigheden Institut National de l'Origine et de la Qualité (INAO). Ansøgningen går ud på at få godkendt en AOC-betegnelse for rødvin fra i alt 5800 hektar af Entre-deux-Mers's 23.000 hektar store vinmarksareal. I øjeblikket er det som nævnt kun de 1441 hektar med hvidvinsdruer, der indgår i appellationen.
For at få ønsket om et AOC på rødvine fra Entre-deux-Mers opfyldt er det nødvendigt, at vinenes kvalitets får et løft. Og det vil ODG give dem ved at håndhæve de dyrkningsregler, der gælder for distriktets AOC-hvidvine.


Bad i champagne og guld

De fleste af os nyder champagne ved at drikke den, men der er også dem, der gennem tiderne har taget bad i de ædle bobler - fx Marilyn Monroe, som efter sigende skulle have badet i 350 flasker champagne!

Hvis man vil gå den berømte Hollywood-diva i bedene, har man nu chancen hos det britiske hotel The Dial House i Norfolk. I håb om, at folk har hang til lidt ekstra luksus efter pandemi og nedlukninger, har hotellet lanceret en meget kostbar spa-seance med titlen ”Champagne and 24K Gold Pamper Experience”. Som titlen antyder, er badekarret ikke kun fyldt op med champagne men også med flager af 24 karat guld.

Også champagne i glasset


Med til seancen hører en flaske champagne, som man kan skænke et glas af, mens man plasker rundt i boblebadet. Resten af flasken kan man så drikke, mens man efter badet får lagt en ansigtsmaske af bladguld.
Det lyder måske nok alt sammen af lidt for meget - og synd for al den champagne, der ender som badevand. Men ifølge visse skønhedsklinikker skulle antioxidanterne, syrerne, mineralerne og vitaminerne i champagnen kunne forlænge hudens aldringsproces.
Og guldet? Ja, det skulle blandt andet kunne beskytte huden mod frie radikaler, som er årsag til rynker.
Luksus-seancen koster 6000 pund (cirka 52.500 kr.) for to personer - dog omfatter prisen også middag samt en overnatning på hotellet.


Et udvalg af vine fra Château Canon i flere flaskestørrelser deltager i auktionen. Foto: Sotheby's/Thilde Raison.

Auktion over vine fra to fornemme slotte

Chanel har haft betydeligt vokseværk siden Coco og ”den lille sorte” og er i dag et verdensomspændende firma. Det er familien Wertheimer, der ejer modehuset, og siden 1990’erne har den også ejet to Bordeaux-slotte, Rauzan-Ségla og Canon.
Slottene ligger på hver sin bred af Gironde-floden - i henholdsvis Margaux (Rauzan-Ségla) og Saint-Émilion, og hvor Canon har klassifikationen 1. Grand Cru Classé, er Rauzan-Ségla et 2. Cru Classé slot.
Nu kommer et større udvalg af vine direkte fra de to slottes vinkældre under hammeren hos Sotheby’s i London d. 29. oktober. Det, at flaskerne aldrig har forladt kældrene, er et stort plus, når det gælder værdien. Så ved man, at de gennem årene har været opbevaret på bedste vis og ikke er blevet rystet under transport.

900 partier vurderet til 6,5 mio. kr.


Vinene spænder over 60 forskellige årgange og små hundrede år - fra 1917 til 2020 - og flaskerne fra almindelige 75 cl’s til flaskestørrelsen Melchior (18 liter eller 24 normalflasker). En flaske Canon 2019 i dette kæmpe format har en højeste vurdering på 2200 pund (cirka 19.240 kr.).
Der er i alt 900 partier, og ud over de mange flasker vil man også kunne byde på et fad Rauzan-Ségla 2020, der er vurderet til 27.000 pund (cirka 236.000 kr.). Nogle af partierne omfatter også oplevelser - som fx et ophold for op til seks personer på hvert af slottene med frokoster og middage samt et besøg i Coco Chanels lejlighed i Paris. Vurdering: 16.000 pund (cirka 140.000 kr.).
Hvis samtlige partier bliver solgt til vurderingen, vil de indbringe i alt 739.000 pund (cirka 6,5 millioner kr.).
Man kan læse mere om den celebre auktion ved at klikke her.


Nye flasker med mousserende vin i tappeanlægget hos Gusbourne i Kent.

Stort set kun mousserende vine

I sidste uge efterlyste vi engelske vine på det danske marked. Vi har fået nogle få tilbagemeldinger, og en søgning på Google giver da også kun et sparsomt resultat.

De engelske vine, der findes på danske hylder, er stort set alle mousserende. Og det er da også med disse vine, de britiske vinproducenter har størst succes - endog så stor succes, at nogle af vinene har vundet i blindsmagninger, hvor de har været oppe imod champagne. Af samme årsag har champagnehuse, der ønsker at udvide deres vinproduktion, et godt øje til England, og enkelte har også opkøbt jord og har plantet vinstokke. Nedenfor bringer vi en lille liste over danske vinimportører, der forhandler engelske vine.

Engelsk vin på danske hylder


Korsholm Vin: Gusbourne i Kent, mousserende vine og en enkelt hvidvin på Chardonnay.
VinMedMere og Slagelse Vinkompagni: Camel Valley i Cornwall, mousserende vine.
Østjysk Vinforsyning/Vinoble: Rathfinny Wine Estate i East Sussex, mousserende vine.
H.J. Hansen/Vinspecialisten: Nyetimber i Sussex, mousserende vine.
Supervin: Ambriel i West Sussex, mousserende vine.


Vinder-matchet (fra venstre):
* Kammusling med østersemulsion, citrus, æble og mandelcreme/ La Panesa Fino fra Bodegas Emilio Hidalgo.
* Due med brombær, rødbeder, og svampe/ Oloroso VORS fra Bodegas Tradición.
* Chokolade, vanilje og dadel/
La Bota de Pedro Ximénez Jerez 76 fra Equipo Navazos.

En ganske særlig sherry-konkurrence

D. 9. november i år finder den internationale konkurrence Copa Jerez (sherry-pokalen) traditionen tro sted i sherryens hovedstad, Jerez de la Frontera.
Der findes et hav af forskellige konkurrencer, som kokke og sommelierer kan deltage i inden for hver deres metier. Men en konkurrence, hvor en kok og en sommelier danner makkerpar for sammen at kæmpe om gunst og medaljer, er lidt af en sjældenhed.
En sådan konkurrence er Copa Jerez, hvor det gælder om at frembringe det bedste match mellem retter i tapas-størrelse og forskellige typer sherry.
De hold, der deltager i konkurrencen, kommer fra nogle af verdens bedte restauranter, og forud for finalen i Spanien har deltagerlandene afholdt udtagelseskonkurrencer for at finde frem til det hold, der skal repræsentere deres land.

Nu venter Jerez og finalen


I Danmark arrangeres den nationale konkurrence hvert år af Spaniens Ambassades handelsafdeling, og årets udgave fandt sted for nylig med tre deltagende hold og med et fem mand stort dommerpanel. Med i panelet var Jonathan K. Berntsen, ejer af restaurant The Samuel, der netop har fået en stjerne i Michelin-guiden!
Dommerne smagte sig gennem en lang række salte og søde tapas med udvalgte sherry-typer til, før vinderen blev fundet. Og det blev makkerparret Alan Bates fra restauranten Connection by Alan Bates og sommelier Peter Pepke fra Esmée, der løb med sejren og nu kan glæde sig til at repræsentere det rødhvide flag til finalen i Jerez. VinAvisen ønsker dem al mulig held og lykke!
I en lille film på YouTube fortæller Wolfgang F. Rothe om sammenhængen mellem whisky og religiøs spiritualitet - og skåler på seernes gode helbred i den gyldne spiritus.

Whisky og religiøs spiritualitet

Wolfgang F. Rothe er præst i en romersk katolsk kirke i München - og så har han en stor viden om skotsk whisky. Og hvilket må siges at være yderst utraditionelt for en katolsk præst, så ser han en uløselig forbindelse mellem den skotske nationalspiritus og religiøs spiritualitet.
Denne særlige forbindelse videreformidler han blandt andet i whiskysmagninger og i en række små YouTube film. En af dem kan man se ved at klikke her. I denne lille film gør Rothe op med myten om, at Jesus var afholdsmand - tværtimod gik han ifølge præsten ind for nydelsen af alkohol i relativt store mængder.
Rothe henviser til brylluppet i Kana, hvor Jesus forvandlede 600 liter vand til vin, og da der var 600 bryllupsgæster, sørgede han dermed for, at de hver havde en hel liter til rådighed! Det beviser - ifølge præsten - at Jesus generelt havde et åbent forhold til alkohol.

Jesus fortæller whisky-vittigheder


Og når det gælder whisky blev drikken - ligesom vin - opfundet inden for klostrenes mure, så også her er der en forbindelse til det spirituelle. Ordet whisky kommer jo også af uisce beatha, som betyder ”livets vand”, og liv er lig med sjæl og ånd - ifølge præsten.
Wolfgang F. Rothe har også skrevet et par bøger om emnet - ”Wasser des Lebens - Einführung in die Spiritualität des Whiskys” og ”Whisky-Witze” (whisky-vittigheder), hvor han blandt andet lader Jesus fortælle vittigheder om den gyldne spiritus.

Opbakning fra paven


Derudover arrangerer ”whisky-præsten”, som Wolfgang F. Rothe bliver kaldt i Tyskland, rejser til Skotland, hvor deltagerne besøger både whiskydestillerier og hellige steder.
Rothe bakkes i øvrigt op af selveste paven, som offentligt har hyldet whisky under et besøg i 2019 i præsteskolen Scots College i Rom. De studerende gav ham en rigtig god flaske skotsk whisky, hvorpå paven hævede flasken og sagde ”Questa e la vera acqua santa” - hvilket er italiensk for ”dette er det sande hellige vand”. Ordene blev dog efter sigende sagt med et glimt i øjet.
E-Sens, et nyt redskab til afsløring af forfalsket whisky, er ikke større end en fjernbetjening.

Nyt redskab afslører forfalsket whisky

Hvert år mister den europæiske vin- og spiritusindustri en pæn del af indtægterne til forfalskninger af deres produkter. Ifølge en rapport fra EUIPO (European Union Intellectual Property Office) drejer det sig om et tab på 1,3 milliarder euro (cirka 7,4 mia. kr.), hvilket svarer til 3,3% af det årlige salg af vin og spiritus. Derfor forsøger teknologifirmaer og laboratorier rundt om i verden at udvikle metoder til afsløring af forfalskningerne. Der er som regel tale om tidskrævende metoder, hvor resultatet lader vente på sig. Men nu har et britisk teknologifirma, Eluceda, udviklet et håndholdt redskab, som efter sigende i løbet af kort tid kan afsløre, om en bestemt whisky nu også er den ægte vare.

Hurtigere og billigere


E-Sens, som det nye redskab hedder, er i stand til at identificere en whiskys særlige kemiske sammensætning - dens unikke fingeraftryk - i løbet af et øjebliks kontakt med whiskyen i glasset.
Når redskabet har informationerne i hus, sammenligner man dem med oplysningerne om den kemiske sammensætning af en tilsvarende og helt sikker autentisk whisky. Sammenligningen foregår via en database, som Eluceda har etableret i samarbejde med Scotch Whisky Research Institute (SWRI). Og det tager kun få minutter, før man har et resultat. Metoden er ikke kun hurtigere end de gængse metoder til afsløring af forfalsket vin og spiritus - den er også langt billigere.

Skal lige finpudses


Firmaet søger i øjeblikket efter flere samarbejdspartnere inden for spiritusindustrien, så databasen kan udbygges med flere whiskyer - og på et tidspunkt også med andre typer spiritus.
Selv om E-Sens ligner noget, enhver whiskysamler kunne have glæde af, så er redskabet i første omgang målrettet whiskyforhandlere og myndigheder.
Redskabet er netop blevet præsenteret ved konferencen Worldwide Distilled Spirits Conference, og det skal lige finpudses, før det kommer på markedet. Man kan læse mere om E-Sens ved at klikke her.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i

vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Uncorkmywine er blevet optaget i VinAvisens database over vinimportører.


Louis Gaspard d'Estournel.

Vinens Hall of Fame

Vi kører i høj grad videre med "Vinbranchens Blå Bog", men med jævne mellemrum bringer vi også sider til "Vinens Hall of Fame" – en "blå bog" om vinverdens store vinpersonligheder: Jancis Robinson, Hugh Johnson, Catena, Robert Parker, og hvad de nu alle hedder, nulevende såvel som afdøde. I denne uge er turen kommet til Louis Gaspard d'Estournel. På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.

Louis Gaspard d'Estournel (1762-1853) viede sit liv til sit vinslot, Cos d’Estournel i Saint-Estèphe i Médoc.
Slottet arvede han fra sin far i en alder af 29 år, og han gik straks i gang med at opkøbe vinmarker i området, ligesom han med tiden erhvervede to andre vinslotte, Château Cos Labory og Château Pomys.
Dengang var Pauillac, Saint-Julien og Margaux længere mod syd langt mere anerkendte Médoc-områder, men Louis Gaspard d’Estournel så et potentiale i Saint-Estèphes terroir.
Han havde måske nok forstand på vin, men noget tyder på, at det kneb lidt mere, når det gjaldt økonomi. I 1811 var han så forgældet, at han måtte sælge Cos d’Estournel - dog lykkedes det ham sammen med et lille konsortium af forretningsmænd i Bordeaux at købe det tilbage i 1821.
Louis Gaspard d’Estournel udvidede ikke kun sit vinmarksareal men eksperimenterede også med nye druer i markerne og indførte tekniske forbedringer i vineriet. Og så kæmpede han en livslang kamp for anerkendelsen og udbredelsen af sine vine.
Det endte da også med, at vinene fra Cos d’Estournel vandt indpas ved hofferne hos dronning Victoria i England, zar Nicolas d. 1. af Rusland og kejser Napoléon d. 3. af Frankrig.
Han opsøgte også markeder i Asien, og i 1838 var hans vine blandt favoritterne hos de udstationerede engelske soldater i Indien.
På et tidspunkt, hvor han havde lommesmerter, fik han bragt nogle usolgte fade hjem til Bordeaux fra Indien. Da han smagte vinen, var han overbevist om, at den var blevet endnu bedre af den lange sørejse frem og tilbage. Han fik tappet vinen på flasker og solgte dem med et ”retour des Indes” (retur fra Indien) på etiketterne. Vinene blev revet væk, og herefter fortsatte han med at sende sine fade med vin tur retur til Indien.
Louis Gaspard d’Estournel rejste flere gange til Asien, og hans begejstring for denne del af verden satte sit præg på vinslottet, da det på et tidspunkt blev renoveret. I dag fremstår det stadig med sine pagodetage og sine elefantskulpturer i blandt andet vinkælderen.
I 1852 blev han igen nødt til at sælge Cos d’Estournel - denne gang til en britisk bankmand. Men der er ingen tvivl om, at det var Louis Gaspard d’Estournels fortjeneste, at slottet blev klassificeret som et 2. cru vinslot i 1855 - desværre to år efter hans død.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.
Et eksempel på en californisk vin med et "Meritage" på etiketten.

Hvad står Meritage for?

På en rødvin fra Californien har Nikolaj Gregersen for nylig set ordet Meritage. Hvad står det for? spørger han.
I USA er der en lov, som siger, at der kun må stå fx Cabernet Sauvignon på en vinetiket, hvis der er mindst 85 procent af denne drue i flasken.
I 1980’erne var der en del vinbønder, som følte sig hæmmet af denne i øvrigt fornuftige lov. De ville gerne gøre deres Cabernet-vine mere interessante ved at tilføje mere Merlot, Cabernet Franc og andre druer - altså skabe blandingsrødvine efter Bordeaux-modellen. Men så måtte de altså ikke kalde vinen for Cabernet Sauvignon, og de havde heller ikke lyst til at skrive "Red Table Wine".

Udskrev en konkurrence


Vinbønderne skabte en organisation, de kaldte "Wine Looking for a Name”, og udskrev en konkurrence om det bedste navn. Der kom 6000 bud på navne, og vinderen blev Meritage - en forening af ordene ”merit” (fortjeneste, hvilket henviser til druernes kvalitet) og ”heritage” (arv, der henviser til den flere hundrede år gamle tradition for blandingsvine).
Navnet skulle stå for blandet Cabernet Sauvignon, men naturligvis var der straks vinhuse – hvoraf nogle slet ikke var medlemmer af Meritage Association – der lavede alle mulige andre vine under navnet Meritage, uden at foreningen tog sig sammen til at beskytte navnet. Og nogle af producenterne af de mest berømte Meritage-vine, fx Opus One, ville slet ikke være med i foreningen.


Ugens vinøse billede

Den gode, gamle bastflaske lever skam i bedste velgående, som det ses på dette billede, som Fr. Skov har taget i en lille vinby i provinsen Veneto under en udflugt fra Verona. Ideen med basten er ikke kun at give glasflasken med den runde bund noget at stå på. Gør man basten våd, køler fordampningen vinen i flasken.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469.494Billede 495-540
Billede 521-546
Billede 622-651
Billede 547-568Billede 569-594Billede 595-621


651 En fransk bødker har netop samlet stavene til et nyt vinfad. (foto © Vins de Bordeaux).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 17 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Charles Rousseau, Sauvignon Blanc, Languedoc IGP, Frankrig, 2019, lav alkohol (12%)

79 kr., pris ved 6 flasker, Noer & Kofod Wines

Der er kærlighedsfrugt i den meget aromatiske duft af denne dejlige hvidvin - dog ikke så markant som i mange newzealandske vine på samme drue. Smagen er medium fyldig og rig på frisk frugt - moden citrus og melon - samt fine krydrede noter. Prisen ved 6 flasker er yderst attraktiv.

stjernestjernestjernestjerne

Mirabile, Conti Morini, Pinot Grigio, Rubicone IGT, Italien, 2020, lav alkohol (13%)

84,95 kr., pris ved 6 flasker: 69 kr., AndrupVin.dk

En rigtig god hvidvin med duft af modne grønne druer og med en fyldig smag med god frugt og en fin sødme, der opvejes af en anelse syre til slut.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Villa Neus, Weingut J. Neus, Rheinhessen, Tyskland, 2020, lav alkohol (12,5%)

129 kr., pris ved 6 flasker: 95 kr., Mr. Ruby

Der er friske citrusnoter i både duften og smagen af denne dejlige hvidvin. Eftersmagen er lang og fyldig, frisk og med en fin note af modne æbler til slut. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Diamonds in Space, Desparada Wines, Sauvignon Blanc, Paso Robles, Californien, 2020, middel alkohol (13,4%)

199 kr., California Wine

En hvidvin med en sart duft af halm og en liflig, tør og elegant frugtsmag med fine noter af modne citroner, der holder ud i den lange eftersmag. Det er så afgjort Sauvignon Blanc i topgear.

Rosévin

stjernestjernestjerne

MiP Made in Provence, Côtes de Provence, Frankrig, 2020, lav alkohol (12,5%)

69 kr., Bevco

En rosévin, der dufter lifligt som en hel blomsterbuket. Smagen, der har noter af modne ribs, slutter dog lidt tyndt.

Rødvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Arrogant Frog, Jean Claude Mas, Languedoc IGP, Frankrig, 2019, middel alkohol (13,5%)

85 kr., pris ved 6 flasker: 65 kr., Jysk Vin

"Arrogante frø" er navnet på denne rødvin - og lidt provokerende står der i parentes "Croak Rotie", der henviser til Rhône-appellationen Côte Rotie. Sjovt og anderledes - og lidt opsigtsvækkende, når det gælder fransk vin! Vinen er fremstillet på Syrah og Viognier, og den har en dejlig aromatisk duft af hyldebær og en bred og frisk bærsmag med noter af solbær. Eftersmagen slutter silkeblødt. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

Belles Vignes Collection GSM, Frankrig, 2019, middel alkohol (13,5%)

89 kr., på tilbud d. 22. september: 55 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne Online

En rigtig god og let drikkelig rødvin med duft af hyldebær og med en smag med god frugt, tilpas tørhed og en afslutning med et lille tanninbid.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Juan Gil, Viñas Familia Gil, Monastrell, Jumilla DOP, Spanien, 2020, høj alkohol (14,5%)

89,95 kr., pris ved 6 flasker: 69 kr., AndrupVin.dk

En tæt og intens og ualmindelig dejlig vegansk rødvin til prisen pr. flaske - så køb den til tilbudsprisen ved 6 flasker. Vinen dufter af brombær med strejf af aromatisk te og har en smag i perfekt balance mellem frugtsødme og tørhed. Eftersmagen afrundes af et lille tanninbid.

stjernestjernestjernestjerneØ

Gattone, Montepulciano d'Abruzzo DOC, Italien, middel alkohol (13,5%)

90 kr., pris ved 6 flasker, Vinmonopolet

En udmærket og aromatisk økologisk rødvin med frugten i front og en tilpas tørhed som modspil. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

Il Passo Secreto Appassimento, Sangiovese, Rubicone IGT, Italien, 2019, høj alkohol (14,5%)

99,95 kr., pris på tilbud i uge 39: 49 kr. ved 6 flasker, Megavin.dk / Kvickly Odder

En god rødvin med dejlige krydrede noter og strejf af mælkechokolade i duften. Smagsmæssigt er det en her-kommer-jeg vin, der vil frem i verden med sin kraft, saft og fine frugtsødme.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Los Intocables Red Blend, Finca Las Moras, Argentina, 2019, middel alkohol (14%)

109,95 kr., pris på tilbud fra 24. til 30. september: 50 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En rigtig dejlig rødvin på de tre druer Syrah, Merlot og Bonarda. Den dufter af modne brombær og nødder og har en fyldig, frisk og fløjlsblød bærsmag. Her er ingen skarpe kanter men en fin syre, der holder ud i den lange eftersmag og gør vinen til en oplagt madvin - gerne til lidt kraftige og fede kødretter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Château la Fleur Peilhan, Saint-Émilion Grand Cru, Frankrig, 2018, middel alkohol (14%)

149,95 kr., pris på tilbud 24. til 30. september: 109 kr., SuperBrugsen

Her har vi en klassisk og meget dejlig rød Bordeaux med en kompleks og fin krydret duft med en anelse fenikkel. Smagen er tilpas tør, stringent og saftig og med en fin balance mellem frugtsødme og syre.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Saulheimer Spätburgunder Trocken, Weingut Landgraf, Spätburgunder, Rheinhessen, Tyskland, 2020, lav alkohol (13%)

199,95 kr., pris på tilbud fra 23. til 29. september: 99 kr., Irma

En økologisk rødvin på Spätburgunder (Pinot Noir) - og en vin af absolut top-kvalitet. Den dufter mildt af mørke rosiner og blå blommer og har en indtagende og saftig smag med frisk frugt og noter af hyldebær, som varer ved ud i den lange eftersmag. Nyd vinen let afkølet.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Cecchi Brunello di Montalcino, Brunello di Montalcino DOCG, Italien, 2016, middel alkohol (14%)

249,95 kr., pris på tilbud i udvalgte butikker. 149,50 kr. ved 2 flasker. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Brunello bliver kaldt for "vinenes konge", og det forstår man godt, når man smager denne rødvin. Den er helt igennem harmonisk med duft af trøfler og med en kompleks smag, hvor frugt, tørhed og krydrede noter går op i en højere helhed. Nyd vinen til bløde cremede oste.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Dame Fittipaldi, Agricola Donne Fittipaldi, Bolgheri DOC, Italien, 2019, høj alkohol (14,5%)

250 kr., pris ved 3 flasker: 170 kr., Erik Sørensen Vin

Denne rødvin fortjener at blive hældt over i en karaffel et par timer før servering. Så vil den folde sig ud med al sin dejlige aroma. Vinen har en intens duft af modne mørke bær og svampe og en fløjlsblød og lang smag med solbær og fine krydrede noter. En vin, der kan drikkes nu eller gemmes i endnu nogle år.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Ballade de la Pointe, Pomerol AOC, Frankrig, 2018, høj alkohol (14,5%)

340 kr., pris på tilbud indtil 31. oktober: 299 kr., Skjold Burne

Man er ikke i tvivl om, at man er i Pomerol med denne fortræffelige rødvin. Den er en klassiker med sin elegance, kompleksitet og bløde frugt. I den lange eftersmag er der strejf af anis. En vin, der fortjener en ekstra god og ikke alt for krydret oksebøf.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Château Deyrem Valentin, Margaux, Frankrig, 2018, høj alkohol (15%)

380 kr., pris på tilbud indtil 31. oktober: 320 kr., Skjold Burne

En rødvin med en forførende og kompleks duft af modne brombær, aromatisk tobak og te, mørke rosiner og lys chokolade. Smagen er kraftig med god frugt og fine krydrede noter. Den meget lange eftersmag slutter med et tilpas lille tanninbid og en fin syre. De 15% alkohol er fornemt integreret. Man bliver forkælet for de 380 kr. - så køb vinen til tilbudsprisen. Hæld den over i en karaffel et par timer før servering, så vil alle de dejlige duft- og smagsnoter komme til deres fulde ret.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen