Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 40, 2021



Denne vinflaske var ombord på HMS Bounty, da besætningen med Fletcher Christian i spidsen begik mytteri. Foto: Sworders.

Flasken, der oplevede mytteriet på Bounty

Det britiske auktionshus Sworders of Stansted blev for nylig yderst overrasket over et online hammerslag på 1700 pund (cirka 14.600 kr.) for en vinflaske fra slutningen af 1700-tallet. Flasken, der oven i købet var tom, var nemlig kun vurderet til at kunne indbringe maksimalt 300 pund (cirka 2600 kr.), men auktionen endte i en ren budkrig.

Det, som auktionshuset ikke var helt forberedt på, var, hvor populær historien om mytteriet på Bounty i 1789, stadig er. Den 28 cm høje flaske har nemlig været ombord på det britiske skib HMS Bounty, da mytteriet fandt sted under skibets rejse i det sydlige Stillehav.
De fleste af VinAvisens læsere kan sikkert huske beretningen om den utilfredse besætning med Fletcher Christian i spidsen, der gjorde oprør og endte med at sende kaptajn William Bligh og atten søfolk, som forblev ham tro, til søs i en redningsbåd.

Nåede til øen Pitcairn


Historien er blevet filmatiseret flere gange - senest i 1984 med Anthony Hopkins og Mel Gibson i rollerne som henholdsvis Bligh og Christian.
Besætningen nåede til øen Pitcairn, der den dag i dag er en britisk koloni. Her slog de sig ned og brændte dernæst skibet - vraget kan stadig ses ud for kysten.
Flasken skulle efter sigende være nået hele vejen med til Pitcairn - om den allerede da var tom, vides ikke. Men det var den, da den blev erhvervet af britiske John O’Conner, der samlede på genstande fra HMS Bounty. Han døde sidste år, og flasken var kun en af de mange ting og sager fra samlingen, der kom under hammeren.

To slotsejere risikerer fem års fængsel

To af Saint-Émilions førende vinproducenter, Hubert de Boüard og Philippe Castéja, står anklaget for at have manipuleret med den seneste udgave af appellationens berømte klassifikation. Hvis de bliver dømt skyldige, risikerer de op til fem års fængsel samt en bøde på omkring 500.000 euro (cirka 3,7 millioner kr.)
Boüard ejer Château Angélus, og Castéja Château Trotte, vinslotte, der er klassificeret som henholdsvis Grand Cru Classé A og B - de absolutte topplaceringer.
Klassifikationen bliver revurderet hvert tiende år - sidste gang var i 2012. Og det var her, de to slotsejere skulle have begået ugerningen.

Stor betydning at være med


Både Hubert de Boüard og Philippe Castéja er indflydelsesrige medlemmer af den franske appellationsmyndighed INAO, der offentliggør klassifikationen, og anklagen går således ud på, at de har brugt deres indflydelse til at give egne slotte de højeste placeringer.
De skulle ligeledes have sørget for, at de vinslotte, som de yder vinøs rådgivning, enten er blevet optaget eller, hvis de allerede figurerede i klassifikationen, har fået ekstra gode placeringer.
Bag de alvorlige anklager står tre meget vrede vinslotte i Saint-Émilion, der enten ikke opnåede så høj en placering i 2012, som de havde regnet med - eller slet ikke fik deres nye årgang optaget i klassifikationen. Og det har unægtelig stor betydning at figurere i den prestigefyldte klassifikation. Et vinslot, der er med på listen, skulle ifølge The Drinks Business kunne sætte priserne på slottets vine op med cirka 30%.


Et slot kan næppe få en flottere placering end Castello Grinzane, der i 1800-tallet var ejet af grev Camillo Benso Conte di Cavour. Nu bliver slottet rammen om Italiens første "en primeur" salg.

Barolo en primeur

Primeur-ugen i Bordeaux er en kendt tilbagevendende begivenhed. Hvert eneste år valfarter denne verdens vinbranche til det franske distrikt for at smage og investere i den nyeste årgang vin, der stadig ligger og modner på fade. Og i Bourgogne har man den årlige Hospices de Beaune auktion - ligeledes over fade med den nyeste årgang.
D. 30. oktober afholdes for første gang nogensinde en lignende "en primeur" begivenhed - omend af et noget mindre omfang - på italiensk jord. Og det foregår i et ligeså berømt distrikt som de to franske, Barolo.
Det drejer sig om femten fade fyldt med Barolo-rødvin årgang 2020 fra en historisk vinmark med navnet Gustava. Den breder sig på skråningerne for fødderne af slottet Castello Grinzane, og man ved, at marken var beplantet med vinstokke allerede i 1800-tallet, hvor den - ligesom slottet - tilhørte grev Camillo Benso di Cavour.

Bliver solgt på auktion


Det er de nuværende ejere af Gustava-marken, banken Fondazione Cassa di Risparmio di Cuneo, der har fået ideen til "Barolo en primeur”, som den afholder i samarbejde med Piemontes vinråd.
Fadene bliver solgt på en auktion, hvor det britiske autkionshus Christie’s svinger hammeren, og rammerne bliver Castello Grinzane, så deltagerne kan se ned på den mark, hvis druer befinder sig i fadene.
Åbningsprisen pr. fad bliver på det, der svarer til cirka 190.000 kr., og køberne får først vinen, når den er tappet på flasker i 2024 - indtil da fortsætter den med at modne i fadene ifølge fremstillingsreglerne for Barolo.
Samtlige indtægter fra salget går til velgørende formål.

Forskelle på vinen i fadene


Der bliver ikke nogen større primeursmagning før auktionen, men den anerkendte italienske vinskribent, Antonio Galloni, har smagt vinen fra samtlige femten fade, og hans signerede smagenoter medfølger ved køb af et fad.
Måske tænker man, at han kunne have nøjedes med at smage vinen fra et enkelt fad, da den jo er lavet på Nebbiolo-druer fra samme mark. Men nej, den 3,5 hektar store Gustava-mark er inddelt i femten parceller, hvor druerne har forskellig alder og dyrkes i lidt forskellige terroirer. Parcellerne høstes og vinificeres derfor separat, og druerne underkastes forskellige fremstillingsmetoder. Og det medfører, at der er visse forskelle på vinene i de femten fade.

En historisk begivenhed


Præsidenten for vinrådet, Matteo Ascheri, kalder auktionen for ”en historisk event for Barolo og en mulig ledestjerne for hele den italienske vinsektor”. Håbet er da også, at andre Barolo-producenter vil arrangere lignende "en primeur" begivenheder, og eventen i Castello Grinzane er heller ikke et engangsfænomen men skulle gerne ende som en årlig begivenhed.
Flaskerne med Barolo Gustava 2020 bliver nummererede og forsynet med etiketter af den italienske kunstner Giuseppe Penone. Man kan læse mere om "Barolo en primeur" ved at klikke her.


En flaske Petrus 1996 til omkring 28.000 kr. er en bedre investering end den viste håndtaske. Tasken er en såkaldt Hermès Matte White Himalaya Niloticus Crocodile Diamond Birkin 20 (pyha!), og den blev solgt på Christie's auktioner i 2017 for det, der svarer til 2,4 mio. kr.

Vin som luksus-investering

Hvis man ikke vil investere sin formue i aktier men hælder mere til luksusgenstande, bør man overveje at investere i fornemme Bordeaux-vine.
Ifølge en ny undersøgelse fra firmaet Knight Frank, der rådgiver i investeringer, har fine vine fra Bordeaux vist sig som et meget gunstigt investeringsemne. Fra juni 2020 til samme måned i år - altså under pandemien - steg prisen på ældre årgange af Bordeaux-vine med 13% i gennemsnit, hvilket placerer vinene på en førsteplads over de mest lukrative investeringsobjekter.

Overhaler whisky og luksus-håndtasker


På andenpladsen kom luksusure som fx Rolex og Cartier med en gennemsnitlig stigning i prisen på 5% og på tredjepladsen biler med en 4% stigning.
Når det gælder investering i sjældne whiskyer og håndtasker fra Hermès (jo, luksushåndtasker er også et yndet investeringsemne…), er interessen og dermed afkastet for begge dele faldet under pandemien.
Stadig flere får også øjnene op for, at fornemme vine er en forholdsvis sikker langtidsinvestering. Hvis man investerer i top-årgange fra Bordeaux - fx årgang 1996 eller 2000 - vil prisen uvilkårligt stige, idet der bliver stadig færre flasker på markedet.


Der trampes druer, mens snakken går i et vineri i Douro-dalen. Fra dokumentarfilmen "A Wonderful Kingdom".

Dokumentarfilm hylder arbejdet i Douro-dalen

Man bliver helt ydmyg over for det storslåede syn, der møder én, når man skuer ud over Douro-dalen i Portugal. Så langt øjet rækker, er bjergskråningerne beklædt med terrasser med vinstokke, og uendeligt langt nede i bunden af dalen snor Douro-floden sig. Nu hylder en ny dokumentarfilm dette historiske vindistrikt hvis druer forvandles til dejlig portvin.
Filmen, hvis titel er ”A Wonderful Kingdom”, hylder ikke kun landskabets skønhed men i høj grad også de høstarbejdere, der hvert år i september samles i vinmarkerne for at håndhøste druerne. Der er ofte tale om flere generationer i én og samme familie, som har haft dette hverv.

Der trampes løs


Arbejderne kender hinanden og hygger sig, mens de udfører et ualmindeligt hårdt arbejde. Først er der selve høsten på de stejle skråninger, så skal druerne sorteres i vineriet, og til sidst skal de trampes med fødderne i store kar. Sådan har arbejdet været i de sidste cirka 300 år i Douro-dalen.
Det er den portugisiske instruktør Carlos Carneiro, der har lavet filmen, og den kendte engelske skuespiller Malcolm McDowell, der med poetisk stemme fortæller om arbejdet.
Ved at klikke her kan man se traileren til den 1,20 timer lange film, som kan downloades i sin fulde længde via blandt andet Apple Tv og Google Play.


Foto: Unsplash/Beazy.

Champagnepropper kræver lige det ekstra

At åbne en mousserende vin kræver lige lidt ekstra. Først skal hætten tages af. Den består enten af en tynd aluminiumfolie eller af det mere robuste polylaminat. Derefter skal agraffen - ståltråden som holder proppen på plads - fjernes, hvorefter man kan begynde langsomt at dreje og lirke proppen op.
For mousserende vin skal altid åbnes med "et suk" og ikke et bang, og det gøres bedst ved at holde flasken i en vinkel på 45 grader, så lidt af trykket kan sive ud.
Hvis proppen får lov til at springe ud af flaskehalsen, sker det med en hastighed på cirka 2400 km i timen, og en undersøgelse fra øjenklinikken i det tyske Friedrich-Alexander-Universität viser, at cirka 6,5% af alle øjenskader skyldes uagtsom åbning af mousserende vin!
Når det gælder selve champagneproppen, kræver det også lige det ekstra at fremstille den, og udviklingen af den perfekte prop har taget en god rum tid.
Det ved Otto Berker alt om. Han er tidligere propmand med mere end 25 års erfaring på området og har - sammen med professor W. Rüdiger Sponholz fra universitetet i Geisenheim og Novozymes - et patent, som forhindrer dannelsen af propsyge. Nedenfor videregiver Otto Berker lidt af sin store og interessante viden om champagneproppen til VinAvisens læsere.

Limen gav smag til vinen


- Der var engang, hvor man pressede store naturpropper ned i flaskehalsene, men de kunne ikke i længden holde til trykket inde i flasken. Derefter prøvede man at udstanse propperne af tynde sammenlimede korkplader, men propperne sluttede ikke helt tæt i flaskehalsen, og trykket på cirka 6 bar ved stuetemperatur (18-20 grader), gjorde, at vinen også her fandt sin vej ud mellem glas og prop.
Så opfandt man granulatproppen, og snart fulgte en champagneprop-udgave, dog med en større diameter. Den slags propper bruges også i dag - med eller uden pålimede korkskiver i den ende, der vender ned mod vinen.
Oprindelig anvendte man kaseinlim som bindemiddel til granulatet og korkskiverne, men limen viste sig at afgive smag til vinen, og man gik derfor over til polyuretanlim.
Nu var smagsproblemet løst - men ikke problemet med de utætte propper. At trykket i flaskerne og dermed vinen kunne sive langsomt ud, skyldtes måden, man fremstillede propperne på. Det granulat, man bruger, har flere forskellige størrelser, og via den metode, man førhen anvendte, blev størrelserne ikke ligeligt fordelt i propperne, og de små ujævnheder var årsag til lækket. (Fortsættes nedenfor...).

Et problem med fordelingen

- I 1970’erne opfandt man i Frankrig et anlæg, hvor blandingen af de forskellige størrelser granulat blev holdt i konstant bevægelse med en slags piskeris i en bred, tragtformet beholder. Det hjalp på fordelingen, og det er stort set sådan, propperne fremstilles i dag. Granulatet ender sammen med polyuretanlimen i en ovn, hvor limen smelter og limer de enkelte små stykker kork sammen. Hele processen varer ca. 30 minutter, og maskinerne kører i døgndrift.
De to tynde korkskiver, som champagneproppen som nævnt ofte forsynes med i den ene ende, udstanses af en cirka 7 mm tyk korkplade, som er skåret parallelt med barkens årringe. Det er modsat propper til flasker med stillevine, men det er denne type udskæring, der garanterer, at korkskiverne sammen med granulatkorpusset altid vil bestræbe sig på at indtage sin naturlige dimension efter åbning af flasken. Herved dannes den kendte champignonform.
Før korkskiverne i dag limes på proppen, bliver de kvalitetskontrolleret via skanning. Afgørende for skivernes - og dermed for hele proppens - kvalitet er blandt andet antallet og størrelsen af korkporrerne (lenticellerne). De findes på den flade side af skiven - den, der vender ned mod vinen i flaskehalsen.
Porrerne indeholder tanniner og andre stoffer, der - mens korken befinder sig på korkegen - virker som en forsvarsmekanisme mod svampe, mug og bakterier. Men disse stoffer påvirker vinen i negativ retning - blandt andet ved at forhindre frigørelsen af diverse smagsstoffer.
Undersøgelser har vist, at jo færre porrer, der er i korkskiverne, desto renere er vinen.

Formen sladrer om smagen


I dag er det muligt at producere en fuldstændig ren korkprop via rensning med såkaldt superkritisk CO2. En sådan korkprop findes også til mousserende vine og markedføres under navnet Mytik eller DIAM, så hvis man ser et af de to navne på proppen, kan man være sikker på, at vinen er fri for enhver negativ indflydelse - fra proppen, vel at mærke.
Når en champagneprop er færdig, skal den presses 24 mm ned i flaskehalsen - og her er præcision af største vigtighed. Hvis proppen ikke er kommet helt langt nok ned - og vi taler om millimeter - er der risiko for, at trykket i flasken ukontrolleret skyder proppen ud under åbning af vinen.
Presses proppen derimod en anelse for langt ned, ekspanderer den endnu mere i den koniske flaskehals. Herved bliver det et hårdere arbejde at få proppen op, ligesom proppens hoved selvsagt bliver mindre og dermed vanskeligere at dreje.
Den prop, man holder i hånden, skal helst have den korrekte champignonform. Men der findes propper, som afviger fra denne form.
Otto Berker har sendt os en pdf, hvor man kan se disse afvigelser med forklaringer på hvorfor, propperne ser sådan ud. Og afvigelserne fortæller meget om, hvilken duft- og smagsoplevelse man kan forvente af den mousserende vin - om den fx er oxideret eller stadig er ung og frisk.


Flotte drueklaser fra Château Grand-Pontets vinmarker - fremover vil de blive anvendt til vinene fra Château Quintus.

Vinslot med vokseværk

Domaine Clarence Dillon ejes af familien Dillon og omfatter flere Bordeaux-slotte - heriblandt Château Quintus i appellation Saint-Émilion. Oprindelig hed slottet Château Tertre-Daugay, men da familien Dillon købte det i 2011, valgte man at omdøbe det. Allerede dengang udtrykte prins Robert af Luxembourg, som står i spidsen for Domaine Clarence Dillon, at han havde store planer med nyerhvervelsen.
Nu har han bebudet, at han vil udvide Quintus’s vinmarksareal, så det bliver det måske største areal af top-vinmarker i Saint-Émilion. Og han vil gøre det ved lade de vinmarker, der hører til et andet slot, Grand Cru Classé slottet Château Grand-Pontet, som familien købte for nylig, indgå i det areal, der leverer druer til Quintus’s i alt fire forskellige vine. Det er da også oplagt, da Château Grand-Pontets 14 hektar vinmarker ligger omkring 1 kilometer fra Château Quintus - der efter fusioneringen vil have hele 42 hektar vinmarker.


I det portugisiske distrikt Bairrada, hvorfra dette billede stammer, fremstilles der glimrende rød- og hvidvin. Foto: Wines of Portugal.

Portugal for proffer

Ud over portvine er portugisiske vine ikke dem, man møder flest af på de danske forretningshylder. Og det kan man godt undre sig lidt over, da Portugal er Europas femte største vinland. Det har Wines of Portugal tænkt sig at gøre noget ved, og producentforeningen har derfor inviteret den danske vinbranche til smagning m.m. i Langelinie Pavillonen d. 25. oktober.
Hos de 27 fremmødte vinproducenter kan man til sammen smage mere end 200 forskellige vine, fremstillet på nogle af Portugals 250 lokale druesorter. Her er fyldige, frugtmættede rødvine, syrefriske hvidvine og dejlige søde vine. Ved indgangen får man udleveret et katalog, så man kan orientere sig ved standene.
Ud over smagsprøverne byder dagen også en masterclass ved Thomas Ilkjær. Ved at klikke her kan man tilmelde sig såvel smagningen som masterclassen.


Den nye champagne fra Bollinger, kreeret i anledning af James Bond filmen "No time to die"

007's egen champagne

Film nummer 25 om verdens mest berømte agent, James Bond, ruller nu over de danske biograflærreder. ”No time to die” hedder den, og traditionen tro nyder agenten Bollinger champagne midt imellem sine heltegerninger.
Champagnen dukkede første gang op i ”Live and Let Die” fra 1973, og i slutningen af 70’erne blev den udnævnt til at være agentfilmenes officielle champagne - hvilket Bollinger garanteret har betalt klækkeligt for.
For hver film har champagnehuset lanceret en særlig 007 Cuvée - hvilket naturligvis også er sket i forbindelse med den nyeste agentfilm. Champagnen kan nu købes på dansk jord, hvor den koster cirka 400 kr.

Mere "spilletid" til Château Angélus


Selv om Bollinger har været den officielle 007-champagne i mere end 40 år, så har Bordeaux også fået en fod inden for i den nye film. Relativt tidligt i filmen ses en flaske af Saint-Émilion vinen Château Angélus, som James Bond tager sig et stort glas af. Og faktisk får vinen langt mere ”spilletid” end både Bollinger og den legendariske ”Martini shaken not stirred”.
Det er dog ikke første gang, Angélus ses i en James Bond film - i Casino Royale fra 2006 drikker agenten slottets vin årgang 1982.
Ifølge The Drinks Business skulle ejeren af Bordeaux-slottet, Hubert de Boüard, være gode venner med familien Broccoli, der producerer 007-filmene…

Et hjørne af The Gin Library.

Europas største ginsamling

Hvis man er vild med gin, er det oplagt med et besøg på São Miguel i den portugisiske øgruppe Azorerne. På øen har Ali Bullock, der ejer landejendommen Solar Branco Eco Estates, slået dørene op for Europas største ginsamling, The Gin Library, med 586 ginner på hylderne.
Bullock har i 20 år rejst verden rundt og smagt og købt gin i alle afskygninger. Og der kommer stadig nye flasker til samlingen, da han opfordrer besøgende til at medbringe gode håndværksginner fra egne hjemlande. Hvis flasken optages i samlingen, får gæsten en gratis gin masterclass med smagning af fem top-ginner, der parres med forskellige egnede tonicvand og pynt.

En 5 liters G&T


I The Gin Library kan man også få lov til at lave sin egen blanding af botanicals (urter, frugter osv.) til infusion af en gin eller bestille verdens største G&T, Ginzilla. Den består af hele 5 liter gin og tonic svarende til omkring 25 standard cocktails, og den serveres i en kæmpestor kobberkop til deling mellem flere gæster.
I januar 2023 åbner Ali Bullock et hotel i forbindelse med The Gin Library - så man kan falde omkuld på en seng efter at have nydt en Ginzilla…
Man kan læse mere om ginsamlingen og Solar Branco Eco Estates ved at klikke her.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Lalou Bize-Leroy.

Vinens Hall of Fame

Vi kører i høj grad videre med "Vinbranchens Blå Bog", men ind imellem bringer vi også sider til "Vinens Hall of Fame" – en "blå bog" om vinverdens store vinpersonligheder: Mondavi, Hugh Johnson, Catena, Robert Parker, og hvad de nu alle hedder, nulevende såvel som afdøde. I denne uge er turen kommet til Lalou Bize-Leroy. På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.

Lalou Bize-Leroy (f. 1932) er the grand old lady i Bourgognes vinverden. En drøm om at blive bjergbestiger blev droppet, da hun i 1955 som fjerde generation overtog négociantfirmaet Maison Leroy efter sin far, Henri Leroy.
I 1942 havde faderen købt halvdelen af aktierne i Domaine de la Romanée-Conti. Dem arvede Lalou Bize-Leroy og hendes søster i 1972, og ud over at drive négociantfirmaet bestred hun nu også posten som administrerende direktør for domænet. Og det er ikke mindst hende, der har æren for, at domænets flagskib, rødvinen Romanée-Conti, i dag er en af verdens mest berømte vine.
Lalou Bize-Leroy er forblevet medejer af Domaine de la Romanée-Conti, men forlod den daglige drift i 1992.
Siden da har hun helliget sig Maison Leroy samt sine to vinhuse, Domaine Leroy i Vosne Romanée, som hun købte i 1988, og Domaine d’Auvenay i Meursault, som hun arvede samme år.
Gennem årene har hun opkøbt den ene fornemme vinmarks-parcel efter den anden i Bourgogne, og i dag ejer hun 23 hektar med vinstokke, hvoraf hovedparten befinder sig på Premier- og Grand Cru-marker.
Lalou Bize-Laroy er ikke kun en dygtig forretningskvinde men også en dygtig vinmager. Og så er hun biodynamiker om en hals og praktiserer biodynamisk vindyrkning på samtlige sine vinmarker. I dag hører vinene fra de to vinhuse blandt de allermest anerkendte i Bourgogne.
Hun har været gift med Marcel Bize, der var hendes tro støtte og forretningspartner indtil sin død i 2004. Parret har sammen datteren Perrine Fenal.
Adresse:
 Leroy S.A., Rue du pont Boillot 21, 190 Meursault, tlf.: +33 (0)3 80 21 21 10, fax: +33 (0)3 80 21 63 81, www.domaine-leroy.com.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.
I 1944 blev det amerikanske skib USS Shangri-La døbt ved at få en champagneflaske knust mod sit skrog. Foto: U.S. Navy.

Hvorfor champagne til en skibs-dåb?

Søren Dahl har undret sig over, hvorfor man bruger en flaske champagne til at døbe skibe med. Som han skriver, så er det da lidt synd for den gode mousserende vin.
Allerede for 5000 år siden hældte babyloniske søfolk en ukendt mørk drik over deres skibe for at behage guderne og gøre rejsen sikker. Åbenbart virkede det, for skikken blev overtaget af egypterne og senere af grækerne og romerne – og af vore dages skibsbyggere.
Gennem århundrederne har man anvendt forskellige væsker til døbning af skibe, lige fra vand til whisky, men siden slutningen af 1800-tallet har champagnen været den foretrukne drik, måske fordi det virkelig kan ses, når skummet flyder ned over skibets side.

Et job for kvinder


I over 100 år har der været tradition for, at det skulle være kvinder, gerne af kongelig byrd, der døbte skibe – hvis ikke man nøjedes med skibsrederens kone. Men hvis disse kvinder ikke havde øvelse i at kaste flasker efter deres mænd, kunne det hænde, at flasken faldt i vandet eller ramte en tilskuer. Derfor indførte man, at flasken skal hænge ned fra rælingen i et tov og blot skal svinges ind mod skibets skrog.
Det hænder, at flasken ikke vil gå i stykker, hvilket overtroiske søfolk betragter som et dårligt varsel.
Da Camilla, Prins Charles’ kone, i 2007 skulle døbe den nye luksusliner "Queen Victoria", gik flasken ikke i stykker. Og hvad skete der? En masse af de 2014 passagerer på jomfrurejsen fik et alvorligt mavetilfælde. Aviserne kaldte det The Curse of Camilla – Camillas Forbandelse.


Ugens vinøse billede

Det er Per Herløv, der har sendt os billedet af den opsigtsvækkende drueklase. Det er taget under veraison - den proces, hvor druernes begynder at tage farve - men, som man kan se, har nogle af druerne haft en hel del mere vokseværk end andre. Man skulle næsten tro, der var tale om to forskellige druesorter. Klasen stammer fra en vinmark, der tilhører portvinsgården Quinta do Tedo i Portugals Douro-dal.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469.494Billede 495-540
Billede 521-546
Billede 622-653
Billede 547-568Billede 569-594Billede 595-621


653 Solnedgang over vinmarkerne hos Resonance Winery Yamhill-Carlton i Oregon. (foto © Resonance Winery).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 16 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Adobe Reserva, Emiliana, Chardonnay, Valle Casablanca DO, Chile, 2021, middel alkohol (13,5%)

59,95 kr., pris på tilbud fra 8. til 14. oktober: 40 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Denne dejlige hvidvin er både økologisk og vegansk. Den dufter af moden melon og har en frisk frugtsmag, der slutter med en anelse citrus. Normalprisen er helt ok for en vin af denne kvalitet - så køb nogle flasker til tilbudsprisen. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjerne

Domaine de Sainte-Cécile, Chardonnay, Languedoc, Frankrig, 2019, høj alkohol (14,5%)

99 kr., pris ved 6 flasker, Noer Wines

En hvidvin med eg og moden citrus i duften og med en fyldig tør og krydret smag, hvis alkohol dog bider en del i eftersmagen.

Rødvin

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Adobe Reserva, Emiliana, Cabernet Sauvignon, Valle Central, Chile, 2020, middel alkohol (13,5%)

59,95 kr., pris på tilbud fra 8. til 14. oktober: 40 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En økologisk rødvin med en koncentreret duft af friske solbær. Også i smagen er der solbær samt fine krydrede noter og en anelse tanniner til slut. Det er en velkomponeret vin til en fordelagtig tilbudspris. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Flight of the Condor, Malbec, Mendoza, Argentina, 2019, høj alkohol (14,5%)

69 kr., Bevco

Der er brombær, hyldebær og aromatisk te i både duften og smagen af denne gode og harmoniske rødvin. 69 kr. er yderst rimeligt for en vin af denne kvalitet, og prisen indkasserer den femte stjerne. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

Latido de Sara, Garnacha, Navarra DO, Spanien, 2019, middel alkohol (14%)

75 kr., pris ved 6 flasker, Vinmonopolet

En god rødvin med en parfumeret duft med noter af tørrede tranebær og en krydret smag, der slutter med et bid af ren lakrids.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Viña Tarapacá Reserva, Cabernet Sauvignon, Valle del Maipo DO, Chile, 2019, middel alkohol (13,5%)

90 kr., pris på tilbud indtil 31. oktober: 75 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne

Vi har tidligere smagt andre årgange af denne rødvin, og den har aldrig skuffet - hvilket årgang 2019 bestemt heller ikke gør. Det er en megt harmonisk vin med bærfrug i front - især solbær - og med en frisk og intens smag, der ender med afrundede tanniner. En vin, mange vil kunne lide, og dermed en vin til en større komsammen. Til prisen ved 6 flasker er den et kup.

stjernestjernestjerne

Viña Real Crianza, Rioja, Spanien, 2018, middel alkohol (13,5%)

105 kr., pris ved 6 flasker: 89,95 kr., Jysk Vin

En tør og let krydret rødvin med noter af peber. Det er ikke nogen stor vin, og prisen er i overkanten.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Piqueras Gold Label, Bodegas Piqueras, Almansa, Spanien, 2017, høj alkohol (14,5%)

125 kr., pris ved 6 flasker: 95 kr., Erik Sørensen Vin

Der er mørk chokolade og vanille med undertoner af modne brombær over duften af denne økologiske rødvin. Smagen er kraftig med god frugt og en fin krydring. En helt igennem dejlig rødvin, der vinder ved at blive hældt over i en karaffel et par timer før servering.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Symposium Bordeaux Supérieur, Bordeaux Supérieur AOC, Frankrig, 2019, middel alkohol (14%)

134,95 kr., pris ved 6 flasker: 119 kr., AndrupVin.dk

Dette er ikke en klassisk Bordeaux-rødvin - men det er en ualmindelig dejlig vin. Den er vellavet og har en meget aromatisk og fint krydret duft og en fyldig og koncentreret smag med tør frugt og noter af blandt andet rosmarin.

stjernestjernestjernestjerne

Cascina San Rocco, Nebbiolo, Langhe DOC, Italien, 2018, høj alkohol (14,5%)

149 kr., pris ved 6 flasker: 100 kr., Holte Vinlager

Der er aromatisk tobak i duften af denne udmærkede rødvin, mens smagen er kompleks med blød frugt og noter af rødt kød. Eftersmagen er dog lidt kort.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Soraighe, Casa Vinicole Bennati, Valpolicella Ripasso Superiore DOC, Italien, 2019, middel alkohol (14%)

149 kr., pris ved 6 flasker: 89 kr., Skjold Burne Online

En rigtig dejlig rødvin på druerne Rondinella, Molinara og Corvina, der har gennemgået en anden gæring på druekvaset fra Amarone-fremstillingen. Der er vanlille, mørke rosiner og syltede kirsebær over duften, mens smagen er blød og fyldig og med god frugt, der er krydret med strejf af kakao. Vinen slutter med afrundede tanniner.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Mazzeo, Massei, Sangiovese, Chianti Classico DOCG, Italien, 2019, middel alkohol (13,5%)

179 kr., på tilbud fra 7. til 13. oktober: 99 kr., Irma

En rigtig dejlig rødvin med en duft af krydderier og mørke kirsebær og med en tilpas tør smag med strejf af lakrids i den lange eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Caballo Loco Grand Cru, Apalta DO, Chile, 2018, høj alkohol (14,5%)

249,95 kr., pris ved 6 flasker: 220 kr., AndrupVin.dk

I denne lækre rødvin er der krydrede noter ad libitum i både duften og smagen, og de går op i en højere mindeværdig helhed. Rosmarin, basilikum og ren lakrids dominerer. Nyd vinen til fx en krydret culottesteg eller en god efterårs-simreret.

stjernestjernestjernestjerneØ

Leon Millot, Skærsøgaard Vin, Leon Millot, Regional Vin fra Jylland, Danmark, 2019, lav alkohol (12%)

Denne rødvin er modnet et år på intet mindre end danske, svenske, franske og amerikanske egefade. Det er en rigtig god, frisk og let vin fuld af saftig bærmost og med en god syre til mad.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Château de la Charrière Clos Rousseau, Pinot Noir, Santenay Premier Cru, Frankrig, 2019, lav alkohol (13%)

300 kr., pris på tilbud indtil 31. oktober: 250 kr., Skjold Burne

En rødvin af top-kvalitet med duft af modne brombær og friske grønne blade. Smagen er fyldig og frisk med hyldebær og solbær, en god syre til mad, og med en lang og silkeblød eftersmag.

Sød vin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Burmester Late Bottled Vintage, Burmester, Porto, Portugal, 2015, høj alkohol (20%)

169 kr., pris på tilbud fra 7. til 13. oktober: 119 kr., Irma

Giv denne portvin lidt luft før servering - så giver den igen med en af de rigtig gode portvinsoplevelser. Der er valnødder og mørke rosiner i duften, mens smagen forkæler ganen med tørret frugt, noter af kandis, strejf af syltede blommer og en meget lang, lækker og sødmefuld eftersmag. En lille bitternote til slut giver modspil til sødmen. Nyd vinen til søde desserter eller blå oste.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen