Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 23, 2022



Château La Gaffelière har været ejet af familien Malet-Roquefort siden 1400-tallet.

Endnu et slot siger farvel og tak

I uge 2 nævnte vi, at Château Angélus har valgt at trække sig fra den berømte Saint-Émilion klassifikation – og dermed følge trop med to andre af appellationens slotte, Château Cheval Blanc og Château Ausone, som trak sig i slutningen af 2021.

Alle tre slotte har den fineste betegnelse i klassifikations-systemet, nemlig Premier Grand Crus Classé (A) - fremover vil der kun være et enkelt slot tilbage med denne top-placering, Château Pavie.
Nu har endnu et vinslot ifølge Decanter valgt at sige farvel og tak til klassifikations-systemet. Det drejer sig om Château La Gaffelière, der har status af Premier Grand Crus Classé (B) – altså lige under (A).

Utilfredshed med nyt kriterie


Klassifikationen, der har eksisteret siden 1955, bliver taget op til revision hvert tiende år. Ved hver revurdering smager et uafhængigt ekspertpanel vinene i de sidste ti til femten årgange fra samtlige af slottene, og netop i år finder en sådan revurdering sted.
De fire slotte, der har valgt at trække sig, er alle utilfredse med et nyt kriterie for bedømmelsen, som blev indført ved sidste revision i 2012, nemlig også at lade slottenes berømmelse og metoder til markedsføring indgå i vurderingen. Det bør udelukkende være vinene og terroiret, der tæller, mener de nu udmeldte slotte.


Fin lille guide til danske vingårde

Som ethvert andet vinland bør Danmark selvfølgelig også have en guidebog over sine vingårde. Det er der nu kommet i form af en ny bog i lommeformat med titlen Vinruten - din guide til Danmarks Vingårde. Teksten har Foreningen Dansk Vinavl og Torben Toldam-Andersen stået for, og den er på både dansk, engelsk og tysk, så også turisterne kan få glæde af bogen. Det er et glimrende initiativ - og vejen frem, hvis dansk vin skal blive kendt viden om.
Danmark har i dag mere end 120 professionelle vingårde og langt over 1000 hobbyvinavlere. De er selvfølgelig ikke alle omtalt i bogen, faktisk er der kun beskrevet 69 gårde, som dog til sammen giver et godt indblik i spændvidden inden for dansk vinavl. Her er alt fra de mindste producenter, som fx Heden Vingård i Nordjylland, der kun har 1000 vinstokke, til Vesterhave Vingaard i Karrebæksminde med 25.000 vinstokke og Danmarks største vingård, Dyrehøj Vingaard i Kalundborg, med 30.000 stokke.

Symboler viser, hvad gårdene tilbyder


Vingårdene, der er inddelt efter de fem danske regioner, er ganske kort beskrevet, og symboler viser, om de fx har dørsalg, café, restaurant, overnatning osv.
Ind imellem beskrivelserne er der blevet plads til små oplysende kapitler om de druer, der anvendes i Danmark, vintyperne, og vinavl. Bogen er desuden krydret med gode fotos fra den danske vinverden.
Eneste anke ved denne ellers glimrende bog er tekstens grad - den er meget lille og måtte godt være et par grader større. Det samme gælder symbolerne.
Bogen er på 148 sider, er udgivet af Groblaa Forlag og koster 129,95 kr. hos online-boghandlerne.


På en særlig side kan man klikke på et interaktivt kort og se gennemsnitsprisen pr. hektar fransk vinmark i såvel distrikterne som i de enkelte appellationer.

Interaktivt kort over vinmarkspriser

Hvis man vil slå sig ned som vinproducent i Champagne, skal man regne med en gennemsnitspris pr. hektar vinmark på gigantiske 1 million euro (cirka 7,4 mio. kr.). Og det er endda 5,6% mindre end i 2020. Noget billigere er en vinmark i Alsace – den kan man få for en gennemsnitspris på 111.800 euro (cirka 832.000 kr.) pr. hektar.

Oplysningerne finder man på Le-prix-des-terres.fr, som viser de gennemsnitlige vinmarkspriser i Frankrig i 2021. På siden, der hører under det franske landbrugsbureau, Société d’Amenagement Foncier et d’Etablissement Rural (SAFER), kan man klikke på et smart interaktivt kort, der viser priserne i de enkelte distrikter og appellationer, og se, hvor meget de er steget eller faldet i forhold til året før.
I alt skiftede 17.400 hektar vinmarker – 2,2% af Frankrigs samlede vinmarksareal – ejermænd sidste år. Og der blev dermed solgt vinmarker for et samlet beløb på 1,09 milliarder euro (cirka 8 mia. kr.).



Det elegante stativ til flasker i stort format. Fra den lille YouTube-film.

At skænke vin fra store flasker

I sidste uge fortalte vi om en rødvin i den sjældne flaskestørrelse Goliat, der indeholder hele 27 liter vin. Vi spurgte jer læsere om, hvordan man skænker fra så stor en flaske. Og vi har fået flere gode bud – tak for dem alle.

Et af dem kommer fra Tommie Frylling fra Skelstrup:
- Det er meget nemt. Der skal to mand til at løfte og hælde, og så hælder man indholdet over i karafler til servering på bordet. Det har jeg oplevet ved flere vinsmagninger med 12 og 27 liters flasker.
- Man kan også i Bordeaux købe et skænkesæt til disse store flasker. Det består af en korkprop med to huller - et til et gasrør med en vinkel på til at trække luft ind i flasken, og et til en lille skænkehane, som man så kan skænke fra. Dog kræver det, at flasken ligger ned med bunden lidt hævet, og det gøres ved at lægge flasken oven på den trækasse, den er leveret i og så kan man ellers fylde karafler eller glas.
- Jeg har selv benyttet denne sidste metode med tappehanen flere gange til 12 liters flasker - hullet i alle de store flasker har samme diameter.

Fra hævert til trillebør


Til sin 75 års fødselsdag hev Kjeld Rasmussen proppen op af en flaske Bordeaux-vin i flaskestørrelsen Melchior (18 liter eller 24 almindelige flasker). Vinen fik han ud via en hævert – en slange, hvormed vinen kunne aftappes.
- Aftapningen skete til en kande, som der så blev serveret fra, skriver han. - Da der kun var halvdelen tilbage i flasken, var den mere håndterbar, og så blev der ellers skænket fra den direkte i glassene til stor morskab for gæsterne.
Kjeld Rasmussen samler i øvrigt på Bordeaux-vin, og han har også leveret ugens vinøse billede af en lang række flaskestørrelser længere nede på siden.
Malou Pedersen har sendt os et link til en YouTube-film, der viser et fornemt stativ til store flasker med navnet Vcanter. Flasken forsynes med en skænkeprop, og med et håndtag drejer man holderen, så flaskehalsen vippes langsomt nedad, hvorefter vinen siver direkte ned i vinglasset. Filmen kan ses ved at klikke her.
Og så er der Knud-Lars Rasmussen, der har læst om en måske ikke helt så elegant, men efter sigende effektiv metode - der dog må kræve en indsats fra tre personer. Den store flaske lægges i en trillebør, og mens der er en, der holder på flasken, tipper en anden børen, mens den tredje person holder en kande under flaskehalsen.


Den røde streg viser afgrænsningen af den nye West Sonoma Coast AVA. Illustration: Westsonomacoast.com.

Ny amerikansk appellation

Med jævne mellemrum får USA en ny vinappellation - eller AVA (American Viticulturel Area), som amerikanerne kalder det. Og det er netop sket igen, idet den vinøse myndighed, TTB (Alcohol and Tobacco Tax and Trade Bureau) har godkendt West Sonoma Coast AVA.
Gennem de sidste ti år har vinproducenterne i West Sonoma Coast kæmpet for, at deres område kunne blive en selvstændig appellation og ikke kun være en del af den meget store Sonoma Coast AVA. Men det kan tage tid at overbevise myndighederne, som kræver, at terroiret i en ny AVA skal adskille sig markant fra det omkringliggende område. Det er dog omsider lykkedes for den lokale vinproducentforening, West Sonoma Vintners Association (WSCV).

Vine i en tør og frisk stil


Denne vestlige del af Sonoma Coast ligger tættere ved Stillehavet end den øvrige del af den store appellation. Tætheden til havet og det faktum, at vinmarkerne er anlagt i mellem 120 og 550 meters højde, giver dagtemperaturer, der i gennemsnit typisk er 10 grader lavere end i andre områder af Sonoma Coast.
Nattemperaturerne er til gengæld lidt lunere. Det bevirker igen, at druerne - fortrinsvis Chardonnay og Pinot Noir - modnes over lang tid, og stadig har et relativt lavt sukkerindhold og en frisk syre, når de er fuldmodne. Og det afspejler sig i rødvinene og hvidvinene, der er i en tør og frisk stil - og ifølge producenterne dermed helt anderledes end i den store AVA.
West Sonoma Coast AVA består af 57.000 hektar, hvoraf de cirka 400 hektar er beplantet med vinstokke - som ejes af i alt 28 vinproducenter.
Man kan læse mere om den nye AVA - og se en lille film om den - ved at klikke her.



Danmark i stedet for Rusland

Hvert år offentliggør det britiske magasin Wine Intelligence en liste over verdens største vinmærker – altså dem, der sælges flest af globalt. Udgangspunktet for listen er feedback på en rundspørge blandt 25.000 forbrugere i 25 forskellige lande.
Rusland plejer at deltage, men er i år boykottet fra listen på grund af krigen i Ukraine. Og som erstatning for russerne har de danske forbrugere for første gang fået lov til at deltage i den store undersøgelse.
Det er femte gang, Wine Intelligence udgiver en sådan liste, og top-tre over de største vinmærker har ikke rokket sig det mindste. På førstepladsen finder man igen det australske mærke Yellow Tail, som fremstilles af Casella Family Brands, mens andenpladsen går til Casillero del Diablo fra chilenske Concha y Toro og tredjepladsen til Barefoot fra den amerikanske producent Gallo Family.
Det er faktisk altid de oversøiske vinmærker, der topper listen, men det er jo også her, man finder de meget storproducerende vinhuse. Først på ottendepladsen dukker der et fransk mærke op. Nedenfor bringer vil hele topti listen.

Top-ti listen


* Yellow Tail (Australien)
* Casillero del Diablo (Chile)
* Barefoot (USA)
* Gallo Family (USA)
* Jacob’s Creek (Australien)
* GatoNegro (Chile)
* Santa Carolina (Chile)
* Mouton Cadet (Frankrig)
* J.P. Chenet (Frankrig)
* Lindeman’s (Australien)


Udsigten fra Rooftop Reds "vinmark" fejler bestemt ikke noget.

Tag med egen vinmark

Det er blevet rigtig populært i ind- og udland at anlægge køkkenhaver og placere bistader på tagene af boligblokke og højhuse.
Den slags initiativer har også bredt sig på tagene i Brooklyn i New York, og i 2013 fik en af bygningerne i bydelen anlagt verdens første kommercielle vinmark på toppen af taget.
Grundlæggeren af Rooftop Reds, som vinmarken hedder, er Devin Shomaker, og han plantede de første vinstokke, mens han læste til ønolog.

Med udsigt til skyline


I dag breder vinstokkene sig over 1400 kvadratmeter tag, hvorfra der er en formidabel udsigt til New Yorks skyline. Devin Shomaker har også fået sin bror samt to venner og vinmagere med i projektet.
Vinstokkene er plantet i 50 meget store plantekasser og i jord iblandet 40% knust genbrugsglas for at imitere den ikke særligt næringsrige jord, som vinstokkene i staten New York normalt er plantet i.

Kun 300 flasker årligt


"Vinmarken" på toppen af taget har selvfølgelig sin naturlige begrænsning – den kan ligesom ikke rigtig udvides. Og hvert år er det da også kun blevet til 300 flasker rødvin – en blandingsvin på Merlot, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Malbec og Petit Verdot. Så i den lille restaurant, der også er blevet plads til på taget, serveres der ligeledes vin fremstillet på druer fra marker, som Rooftop Reds ejer i Finger Lake distriktet.
Rooftop Reds afholder en række arrangementer sommeren igennem. D. 11. juni fejrer man fx National Rosé Day, der er også vin og chokolade smagninger om aftenen, og så kan man komme med på en guidetur med efterfølgende vin- og ostesmagning.
Man kan læse mere om Rooftop Reds og deres arrangementer blandt vinstokkene - ved at klikke her.


Foto: Wikipedia/Aka.

Nyt fra sundheds-fronten

Det er ikke ligefrem ”breaking news”, at et moderat forbrug af vin, og især rødvin, er forbundet med en lavere risiko for at udvikle demens. Det har talrige forskningsresultater vist, og flere af dem har vi allerede bragt i VinAvisen. Men det afholder os selvfølgelig ikke fra at bringe endnu mere godt nyt fra den front.

Nu har forskere fra universiteterne i Giessen og Leipzig udført en interessant undersøgelse, der viser, at såvel vin som te kan være med til at nedsætte risikoen for demens.
De tyske forskere har taget udgangspunkt i en stor statistisk sundhedsundersøgelse – den såkaldte U.K. Biobank – der rummer sundhedsdata fra briter mellem 38 og 73 år baseret på spørgeskemaer. Herfra indhentede forskerne data omkring drikkevanerne hos 350.000 af deltagerne – hvoraf de 4270 havde udviklet demens.

De samme stoffer i vin og te


Deltagerne blev dernæst inddelt i tre grupper – vindrikkerne, de, der fortrinsvis drak kaffe og så de, der drak te. Og for hver gruppe var der en kontrolgruppe, som ikke nød den angivne drik. De enkelte grupper blev igen inddelt ifølge deltagernes større eller mindre forbrug.
Det viste sig, at de deltagere, der havde et moderat vinforbrug havde 19% lavere risiko for at udvikle demens end afholdsfolkene i kontrolgruppen. Forskerne definerede et moderat forbrug som mellem 12 og 24 gram ren alkohol dagligt, hvilket svarer til cirka halvandet til to glas vin om dagen.
Kaffe havde slet ikke samme godgørende virkning, men det havde te til gengæld. Her havde de deltagere, der drak mellem tre og seks kopper te dagligt hele 31% lavere risiko for at udvikle demens.
Nøglen til den beskyttende effekt skal ifølge forskerne findes i de såkaldte flavonoider, stoffer, som findes i både vin og te men ikke i kaffe.
Man kan læse undersøgelsen i sin helhed i det lægevidenskabelige tidsskrift Brain Science.
Sådanne undersøgelser, der er baseret på spørgeskemaer, bør tages med et gran salt, da besvarelserne måske ikke altid er helt korrekte. Der melder sig i øvrigt et oplagt spørgsmål i forbindelse med denne undersøgelse: Hvad med de deltagere, der både har et moderat vinforbrug og drikker adskillige kommer te hver dag? Har de så en endnu lavere risiko for at udvikle demens...?

Det store nye destilleri får en formidabel udsigt.

New Zealands største destilleri

Den newzealandske spiritusproducent Scapegrace Distilling Company har taget det første spadestik til et nyt destilleri, der bliver New Zealands største nogensinde.

Det kommer til at ligge på et 36 hektar stort område i Central Otago på Sydøen og med en formidabel udsigt til Lake Dunstan og de bagvedliggende bjerge.
Budgettet er ifølge Otago Daily Times på 25 millioner NZD (cirka 113 mio. kr.), og planen er, at destilleriet skal være CO2 neutralt. Det vil blandt andet benytte elektrode kedler til destilleringen i stedet for de traditionelle kedler til fossilt brændstof, ligesom byggematerialet er træ i stedet for stål.

Står færdigt i 2023


Den første af de to store bygninger forventes færdigopført allerede til august, og den kommer til at rumme Scapegraces nye hovedkontor, en tappehal, lagerhuse og den første af i alt fire fadhaller, hver med plads til 2000 fade med whisky, gin og vodka.
Den anden bygning, selve destilleriet, vil – hvis alt går vel – stå færdig i 2023. Og så kan man ellers byde turister velkommen til guideture, smagninger og spisning. Ved at klikke her kan man se en lille film om det fantastiske nye destilleri.
Scapegrace blev grundlagt af to svogre, Mark Neal og Daniel Mclaughlin, i 2014, og man må sige, at firmaet har haft vind i sejlene. I dag sælges dets berømmede gin og andre spiritusser i 40 forskellige lande på verdensplan – heriblandt i Danmark.
The Balvenie 140 af Ernie Button.

En mand med øje for detaljen

Nogle mennesker lægger mærke til ganske små ting, som flertallet ville overse. Et af disse mennesker er den amerikanske fotograf Ernie Button.
Da han en dag ville sætte et glas, der havde været brugt til Single Malt whisky, ned i opvaskemaskinen, opdagede han noget, der mindede om en tynd film med nogle fine, laserende og bugtende linjer i glassets bund.
En nærmere undersøgelse viste, at det var den sidste lille efterladte dråbe whisky, der var tørret ind og havde aflejret mønstret.

Whisky forvandlet til landskaber


Nu begyndte Ernie Button at eksperimentere, og han fandt snart ud af, at de indtørrede mønstre altid var forskellige, og at det også spillede en rolle, hvilken whisky, der havde været i glasset.
Ved hjælp af makrofotografering (fotografering tæt på små motiver) og forskelligt farvet lys har Button skabt et hav af fantastiske billeder, hvor disse indtørrede dråber er blevet til fascinerende landskaber. ”Vanishing Spirits” (forsvindende alkohol) kalder han sine kunstværker, hvoraf vi herover viser et enkelt, der er skabt ud fra en indtørret dråbe Balvenie 140. Resten af billederne kan ses på hans hjemmeside.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i

vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.



Jean-Rémy Moët.

Vinens Hall of Fame

Vi fortsætter i høj grad med "Vinbranchens Blå Bog", men ind imellem bringer vi også sider til "Vinens Hall of Fame" – en "blå bog" om vinverdens store vinpersonligheder: Mondavi, Hugh Johnson, Catena, Robert Parker, og hvad de nu alle hedder, nulevende såvel som afdøde.I denne uge er turen kommet til Jean.Rémy Moët, der gjorde champagnehuset Moët berømt viden om.  en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.

Jean-Rémy Moët (1758–1841) var vinproducent og forretningsmand - og manden, der førte sin families champagnehus, Moët, i Épernay til international berømmelse.
Han overtog huset efter sin bedstefar, Claude Moët, der havde grundlagt det i 1743, og han sørgede for flere forbedringer. Han tog blandt andet fat på at udvide champagnehusets kældre, hvor de mange flasker champagne lå og modnede. I 1813 strakte kældrene sig to kilometer under jorden - i 1880 bestod de af et netværk af 11,5 kilometer lange gange.
Han fik også sat gang i en betydelig eksport af Moëts champagner. Mellem 1802 og 1834 voksede eksporten således fra 43.000 til 233.000 flasker.
Med til at øge anerkendelsen af husets champagne var hans venskab med Napoléon, der varede fra 1782 til dennes død i 1821.
Når Napoléon drog på militære togter, tog han altid først forbi champagnehuset for at besøge sin ven - og ikke mindst tage nogle kasser med flasker med sig. Det er klart, at den vin, den franske kejser drak, nød en særlig prestige i såvel Frankrig som i udlandet. Og for at glæde sin gode ven og velgører lod Jean-Rémy opføre en tro kopi af Versailles-slottes fornemme bygning, Grand Trianon, på champagnehusets ejendom. Her kunne Napoléon og hans kejserinde Josephine så overnatte, når de besøgte ham.
Efter Napoléons abdikation i 1814 blev Champagne besat af russiske soldater, der tog for sig af flaskerne i champagnehusenes kældre. Hos Moët gik det ud over hele 600.000 flasker, men som Jean-Rémy Moët sagde til sine venner: "De soldater, som ruinerer mig i dag, vil gøre mig rig i morgen. Jeg lader dem drikke alt det, de har lyst til. De vil få en livslang begejstring for min champagne og blive mine bedste sælgere, når de vender tilbage til deres hjemland."
Og sandt nok så fulgte der en markant stigning i salget af Moëts champagner - og zar Alexander d. 1. af Rusland blev en af de helt store kunder.
Jean-Rémy Moët opnåede også at være borgmester i Épernay i to omgange, før han i 1830’erne trak sig tilbage og overlod roret til sin søn Victor og sin svigersøn, Pierre Gabriel Chandon de Briailles.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.
The Vegan Trademark ses ofte på certificerede veganske vine.

Hvornår er en vin vegansk?

Vivi Qvistorff vil gerne vide, hvad det indebærer, når vi skriver, at en vin er vegansk:
- Mig bekendt er der ikke meget dyrehold i vinmarker. Betyder det, at druerne ikke må indsamles i læderposer, eller at vinbonden skal vaske hænder efter pølsemaden, inden han vender tilbage til arbejdet?
Umiddelbart skulle man tro, at al vin var vegansk – druer og gær er jo meget langt fra alt, hvad der har med dyr at gøre. Men så enkelt er det ikke. En veganer må hverken spise dyr eller udnytte dem kommercielt, og det betyder, at vinmarken, der lægger druer til vinen, ikke må være pløjet af en hest. Der må heller ikke anvendes kogødning – hvilket man ofte gør i økologisk og biodynamisk vindyrkning.

Æg, gelatine og kasein


Og så er der det klaringsmiddel, der anvendes i vineriet. Enhver nyfødt vin er uklar, og ligesom man kan klare en kødsuppe ved at lade en æggehvide dale ned igennem den og binde de mange partikler, kan man også klare vin ved at hælde fx tre æggehvider i hver fad.
Til klaring kan man også bruge gelatine - som fremstilles af collagen fra knogler og sener fra svin og køer – eller kasein, et protein, der findes i mælk. Alle tre midler er selvsagt bandlyst, hvis vinen skal være vegansk. I så fald vil vinmageren bruge fx lerarten bentonit - eller et vegetabilsk middel - til klaringen. Eller helt lade være med at klare vinen.

Mælkebaseret lim


Lukningen af vinflasken er heller ikke underordnet. Til granulerede korkpropper anvendes der ofte mælkebaseret lim, så det er også ”no go”.
Der findes en forening The Vegan Trademark, som giver det blå stempel til at anvende dens logo på produkter, som med 100% garanti er vegansk producerede hele vejen igennem. Og foreningen tjekker selvfølgelig nøje, om produktet nu også lever op til kravene for en vegansk vin.
Der er i dag mere end 60.000 produkter i 80 forskellige lande, der bærer mærket – heriblandt også et par tusinde vine. Der findes dog også andre logoer for veganske vine.


Ugens vinøse billede

Kjeld Rasmussen elsker Bordeaux-vin, og han havde bestemt sig for, at han ville smage vinen i alle de store flaskestørrelser, der findes, inden han fyldte 75 år.
På billedet, der stammer fra hans samling, ses nederst fra højre til venstre: Melchior (18 liter), Nebuchadnezzar (15 liter), Balthazar (12 liter), Salamanazar (9 liter), Methusalem (6 liter) og Jéroboam (4,5 liter). Melchior-flasken blev nydt til Kjeld Rasmussens 75 års fødselsdag.
- Disse store flasker blev oprindelig fremstillet til det russiske hof, og de fik i 1800-tallet navne efter bibelske fyrster – intet mindre kunne gøre det, skriver vores læser.
Og lad os bare tage rækken ovenover med de lidt mindre flasker. Fra venstre mod højre ses dobbelt magnum (3 liter), magnum (1,5 liter), en almindelig standardflaske på 75 cl, Fillette (37,5 cl), Aviation (18,7 cl) og Echantillon (9 cl). Jamen, har standardflasken ikke også et fint fransk navn? Spurgte vi vores læser. Jo da, den hedder en Frontignan.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469.494Billede 495-540
Billede 521-546
Billede 622-648
Billede 547-568
Billede 649-688
Billede 569-594Billede 595-621


688 Kasser med nyhøstede Pinot Noir-druer bringes i hus hos Alloro Vineyard i Oregon. (foto © Alloro Vineyard).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 18 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Mousserende

stjernestjernestjernestjerne

Marina Espumante, Bodegas Bocopa, Muscat, Alicante DO, Spanien, lav alkohol (7%)

99,95 kr., pris ved 6 flasker: 79 kr., AndrupVin.dk

En udmærket vegansk mousserende vin med en blød mousse og en duft af blomstereng. Smagen er enkel, let og sød med noter af hyldeblomster. En vin, der er sagen, til når de nybagte studenter kører på omgang - eller til en let dessert.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjerne

Château Ferreyres, Sauvignon Blanc, Bordeaux AOC, Frankrig, 2021, lav alkohol (11,5%)

75 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

Dette er en god fiske- og skaldyrs-hvidvin med dens citrusnoter i duften og dens tørre, fyldige og let cremede smag, der ender med en lille krydret note.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Eser No 3 Simply Fruity, Eser, Riesling, Rheingau, Tyskland, 2020, lav alkohol (11%)

110 kr., Skjold Burne

En delikat hvidvin med en fin note af akaciehonning i duften og med en fyldig smag af modne grønne druer, der slutter med en fin sødme i eftersmagen. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjerne

Jülg vom Kalk Trocken, Grauburgunder, Pfalz, Tyskland, 2021, lav alkohol (12,5%)

159 kr., pris ved 3 flasker: 129 kr., Mr. Ruby

En tør hvidvin med mineralske noter i duft og smag og en anelse æble i eftersmagen. Det er en ok vin, men kvaliteten lever ikke helt op til prisen. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Muré Calcaires Jaunes, Muré, Riesling, Alsace AOC, Frankrig, 2019, lav alkohol (13%)

170 kr., Skjold Burne

En delikat hvidvin med mineralske noter og strejf af honning i duften og med en elegant, tør og fyldig mineralsk smag, der holder sin fylde ud i den lange eftersmag. En perfekt ledsager til diverse skaldyrsretter. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Willamette Valley Vineyards, Riesling, Willamette Valley, USA, 2019, lav alkohol (9%)

170 kr., Skjold Burne

Af bagetiketten fremgår det, at denne hvidvin er medium sød. Og ja, der er en fin frugtsødme i smagen - lidt à la hyldeblomstsaft - men der er også en dejlig syre i den lange fyldige eftersmag, så det indtryk, vinen efterlader, er ikke medium sødt. Nyd vinen godt afkølet, som den er - eller til stegt laks.

Rosévin

stjernestjernestjernestjerne

Baggiante Rosé Frizzante, Italien, lav alkohol (11%)

39,95 kr., Coop 365

En let og læskende rosé med en lille forfriskende prikken på tungen. Det er en vin uden det store smagsregister, men ok som et køligt glas en varm sommereftermiddag. Prisen er yderst attraktiv og indkasserer den fjerde stjerne.

stjernestjernestjernestjernestjerne

12 e mezzo Rosato, Varvaglione, Negroamaro, Salento IGP, Italien, 2021, lav alkohol (12,5%)

79,95 kr., pris ved 6 flasker: 69 kr., AndrupVin.dk

Denne rosé er stort set uden farve, og man kunne godt forledes til at tro, at det var en hvidvin. At det er en rosé, og en ualmindelig dejlig en af slagsen, afslører den fyldige duft og smag af paradisæbler, hindbær og andre røde sommerbær. Det er en tør og elegant vin, der er en anelse petillant, som franskmændende siger - altså med en blid mousse. De seks flasker til 60 kr. stykket får hurtigt ben at gå på til alt fra kyllingeretter til madsalater.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Farandole Rosé, Saint Martin, Méditerranée IGP, Frankrig, 2021, lav alkohol (12,5%)

89,95 kr., pris på tilbud fra 9. til 22. juni: 64,50 kr. ved 2 flasker, Irma

En lys, let og saftig - og rigtig dejlig - rosévin med en mild duft af lyse kirsebær og en frisk smag af blommer og rabarber. Nyd vinen til en ekstra god kyllingeret.

stjernestjernestjernestjernestjerne

La Campagne, Pinot Noir, Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2021, lav alkohol (13%)

109 kr., på tilbud til 59 kr., Kjær & Sommerfeldt

Endnu en af disse oeil de perdrix (agerhøneøje farvet) roséer - denne helt sart rosa farve, som minder om den kulør, det hvide i en agerhønes øje får, når den er ophidset. Det er en meget lækker rosé med duft af modne ribs og en tør, liflig og fyldig smag af røde bær og rabarber - samt en lille honningnote til slut. Vinen er velegnet til fede fisk og fjerkræsretter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Eternelle Favorite, Château Saint Martin Cru Classé, Côtes de Provence AOP, Frankrig, 2021, lav alkohol (12,5%)

199 kr., pris på tilbud fra 9. til 22. juni: 129 kr., Irma

Til de få, der stadig rynker på næsen af rosévin og kalder vintypen for en "tøse-vin": Smag denne vin - den har det hele. Her er en perfekt balance mellem duft og smag, tørhed og bærsødme. Her er jordbær, hindbær, aromatiske æbler og en anelse gule blommer i den lange eftersmag. En absolut nydelse til en yderst fordelagtig tilbudspris.

Rødvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Domaine de Champarlan, Menetou-Salon AOC, Frankrig, 2020, lav alkohol (13%)

Menetou-Salon er en af Loires små appellationer, hvor der ud over hvidvin også fremstilles dejlige rødvine - som denne, der er saftig og fint krydret i både duft og smag og med en blød og rund afslutning. Det er en forholdsvis let rødvin, der vil egne sig fint til ligeledes lette kødretter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Château Ferreyres Bellevue, Bordeaux Supérieur AOC, Frankrig, 2018, høj alkohol (14,5%)

99 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

Her står duft- og smagsoplevelserne i kø. Der er modne mørke kirsebær og mørk chokolade i duften, mens smagen byder på god frugt og krydrede noter - aromatisk peber, rosmarin, ren lakrids og en anelse eukalyptus. Eftersmagen slutter med afrundede tanniner. 99 kr. ved 6 flasker er et kup for denne vin. Nyd den til gode krydrede kødretter - gerne fra grillen.

stjernestjernestjernestjerne

Château la Bastide, Corbières AOP, Frankrig, 2017, høj alkohol (15%)

100 kr., 80 kr. ved 6 flasker, Holte Vinlager

Denne gode rødvin er lavet på 60% Syrah, 20% Grenache og 20% Mourvèdre. Der er læder og svampe over duften, mens smagen er meget kraftigt krydret med noter af især sort peber, der vidner om Syrah-druens dominans. Plask gerne vinen over i en karaffel et par timer før servering.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Poderi del Paradiso, Chianti Colli Senesi DOCG, Italien, 2020, middel alkohol (14%)

Chianti Colli Senesi DOCG er en af de store appellationer i Chianti-distriktet, og det er herfra denne rigtigt gode rødvin stammer. Den har det hele - god druemost, strejf af kantareller, en anelse sødme, som afløses af fine krydrede noter og en blød, rund og saftig eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Colle Sori Appassimento, Puglia IGT, Italien, 2020, høj alkohol (14,5%)

119 kr., på tilbud til 79 kr., Kjær & Sommerfeldt

En rødvin lavet på tørrede druer. I duften er der mørke rosiner, mens smagen er fyldig med interessante noter af tørrede tranebær, modne solbær og en anelse kokos som punktum i den lange eftersmag. Man får så afgjort rigtig god kvalitet for de 119 kr. - så køb vinen til tilbudsprisen på 79 kr.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Pfaffl Wald, Pfaffl, St. Laurent, Niederösterreich, Østrig, 2020, middel alkohol (13,5%)

140 kr., Skjold Burne

Her er vi helt oppe at ringe. Man får virkelig høj kvalitet for de 140 kr. Denne rødvin har en dejlig og kompleks krydret duft med nyslået græs, hyldebær og anis og en forførende, frisk og samtidig blød smag af sommerbær, der holder længe i munden. Nyd vinen til lette kødretter. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Pagus Bisano Amarone, Amarone della Valpolicella DOCG, Italien, 2019, høj alkohol (15%)

249,95 kr., pris på tilbud fra 10. til 16. juni: 139 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En god, kraftig rødvin med den for amarone typiske store fylde, krydrede noter og fine frugtsødme - men også med et lille bittert bid til slut. Det er en vin, der kalder på en grillbøf. Tilbudsprisen er attraktiv og indbringer den femte stjerne.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen