Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 22, 2023



Man kan vist ikke være i tvivl om, at der her reklameres for den rosé udgave af Dom Périgon. Foto: Som Pérignon.

Samarbejde i fare

I 2022 indgik Moët & Chandon et samarbejde med Lady Gaga omkring champagnemærket Dom Pérignon.

Den amerikanske sanger har vundet Oscar-statuetter og Grammyer, og hendes singler er blandt de mest solgte i verden. Og hun er mindst lige så kendt for sin flamboyante og yderst kreative tøjstil som for sin formidable stemme. Det er helt sikkert, at hvis et champagnemærke for alvor ønsker at gøre opmærksom på sig selv - og sætte lidt mere spræl i et traditionelt image - så er valget af den festlige og farverige Lady Gaga oplagt.
Nu er samarbejdet ifølge Vitisphere kommet i fare, og årsagen er den franske forening Addictions France, der kæmper mod alkoholmisbrug.

Skjult reklame


Med den skrappe franske alkohollov, Evin-loven, i hånden har foreningen lagt sag an mod Moët & Chandon. Ifølge loven er det forbudt at reklamere for alkoholiske drikke, hvilket dermed også omfatter vin. Tidligere er franske aviser, der har bragt reklamer for vin blevet idømt store bøder.
Man ser stadig flere samarbejder rundt om i verden mellem kendte musikere og skuespillere og så diverse champagne- og spiritusmærker. Og det går fint - bare ikke i Frankrig.
Moët & Chandon fremhæver samarbejdet med Lady Gaga som “en invitation til omverdenen til at opleve to ikoniske skaberes fælles univers”.
Addictions France kalder derimod samarbejdet for en skjult reklame for champagnemærket og dermed en omgåelse af alkoholloven.

Kan meget vel vinde


Sagen kommer for retten i Paris i starten af 2024 - og den kan meget vel falde ud til foreningens side. Sådan gik det i hvert fald dengang i 2013, hvor Addictions France lagde sag an mod avisen Paris Match, fordi den havde bragt billeder af skuespilleren Scarlett Johansson, der holdt en flaske champagne i hånden. Dommen lød på en bøde på 30.000 euro (cirka 233.000 kr.) til avisen for, som dommeren udtrykte det, “at have tilskyndet til forbrug af alkohol gennem en attraktiv personlighed”.



En vej i Emilia-Romagna er forsvundet i vandmasserne. Foto: Il Meteo.

Katastrofe i Emilia-Romagna

Emilia-Romagna er et af Italiens førende vinområder, der ifølge data fra Istituto di Servizi per il Mercato Agricolo Alimentare (ISMEA) i 2022 tegnede sig for 14% af landets totale vinproduktion.

I begyndelsen af maj led Emilia-Romagna under oversvømmelser. Så indtog hård forårsfrost regionen – og nu har ekstreme vejrforhold medført endnu større oversvømmelser. I nogle områder faldt der helt op til 50 cm regn i løbet af 36 timer. Det svarer til omkring halvdelen af den gennemsnitlige nedbør i Emilia-Romagna i løbet af et helt år. Indtil videre er 14 mennesker omkommet og 36.000 er blevet hjemløse.

Begravede vinstokke og oversvømmede vinrerier


Når det gælder Emilia-Romagnas vinmarker, står vinstokkene flere steder i cirka en meter højt vand. I nogle områder har jordskred begravet et større antal vinstokke. Vandmasserne er også trængt ind i mange vingårde og vinerier, så der forestår et stort oprydningsarbejde, før druehøsten sætter ind senere i år.
Også frugtplantagerne er hårdt ramte. Ifølge den store italienske landbrugsorganisation Coldiretti bliver det nødvendigt at rive mindst 15 millioner ødelagte frugttræer op ved rode.
De store skader, som oversvømmelserne i Emilia-Romagna har forvoldt, forventes at resultere i en nedgang på 20% i år i den samlede høst af druer og frugter.
Ifølge de italienske myndigheder vil skaderne på landbruget i regionen løbe op i omkring 1,5 milliarder euro (cirka 11 mia. kr.).


Steen Rasmussen (t.h.) og Lars Møller.

20 år med Rhônefestivalen

En af årets mest stemningsfulde vinmesser, Rhônefestivalen, vender tilbage d. 9. september. Og i år kan festivalen, hvis rammer er Nordlund Vingård i Avedøre, fejre sit 20-års jubilæum.
Bag festivalen står Steen Rasmussen og Lars Møller fra The Wine Company samt Rhônes marketingforening, Inter Rhône.
- Det hele startede i 2002, hvor jeg og en kompagnon fik den idé, at vi ville afholde en årlig vinmesse - hvert år med vine fra et nyt fransk vindistrikt, fortæller Steen Rasmussen.
- Vi lagde ud med Languedoc-Roussillon, og i 2003 valgte vi så Rhône – og fik så positivt et feedback fra gæster og importører, at vi aldrig kom videre rundt i Frankrig.

Køb vinene på stedet


Rhônefestivalen er stadig en stor succes med cirka 20 udstillere og 500-600 gæster. At vinene fra det sydfranske distrikt er så populære hos danskerne, skyldes ifølge Steen Rasmussen blandt andet de krydrede, fyldige rødvine med en god portion varmende promiller. Den slags er sagen i Danmarks forholdsvis kølige klima.
- Derudover er Rhône også et af de franske distrikter, hvor man har hele paletten af vine – rød, hvid og rosé. Spændvidden gælder også priserne, lyder det fra vinimportøren. - Selv om der findes forholdsvis dyre rødvine fra det nordlige Rhône kan man også få glimrende Rhône-vine til cirka 60 kr. flasken.
Under festivalen bliver der rig lejlighed til at gøre en god handel, da mange udstillere har ekstra gode tilbud på de vine, de præsenterer.
Og der er god tid til både at smage og handle, da entrébilletten gælder for hele dagen og ikke kun for en 2-3 timers smageperiode.

Større er ikke bedre


Trods Rhônefestivalens succes går Steen Rasmussen ikke i ekspansions-tanker:
- Vi skal ikke være større – hvilket rammerne hos Nordlund Vingård heller ikke tillader. Som det er nu, har gæsterne tid til at komme hele vejen rundt til standene og få smagt og snakket med importørerne. Og det er vigtigt for at få en god oplevelse.
Ud over de mange vine vil årets festival som altid også byde på sydfranske delikatesser – oste, pølser osv, og det hele kan nydes med udsigt til vingårdens vinmarker.
Det er en stor opgave at arrangere Rhônefestivalen. Allerede i februar begynder Steen og Lars på forberedelserne til næste udgave, og de har også allerede nu datoen for festivalen årgang 2024 på plads. Det bliver d. 7. september.
Ved at klikke her kan man læse mere om festivalen, se udstillerlisten og købe billetter.


Nogle af de 35.000 flasker sodavand. Foto: (@douane_france) / Twitter.

Champagne destruerer 35.000 flasker

På verdensplan er Champagne et beskyttet navn i mere end 121 forskellige lande. Og appellationens vinråd, Comité Champagne, har travlt med at sørge for, at navnet ikke bliver misbrugt.
Hvert år opretter vinrådet omkring 500 nye sager på vinproducenter og firmaer, der ulovligt har anvendt navnet. Nogle af sagerne ender i retten, andre ordnes med en skrap advarsel.
Efter eget udsagn bruger Comité Champagne i gennemsnit 1 million euro (cirka 7,4 mio. kr.) årligt på advokater og retssager i bestræbelserne på at beskytte navnet Champagne. Som vinrådet har udtalt til Decanter, så skal forbrugerne udelukkende forbinde Champagne med den berømte mousserende vin. Ikke med andre vine - eller en øl, en parfume, en sodavand, et lys eller en yoghurt. For bare at nævne nogle af de produkter, der har misbrugt navnet.
For få dage siden arrangerede Comité Champagne destrueringen af hele 35.000 flasker sodavand med et “Couronne Fruit Champagne” på etiketterne. De mange flasker, der stammer fra Haiti, blev konfiskeret af toldere i havnebyen Le Havre og dømt til udslettelse ved en retsinstans i Paris.
Det er anden gang inden for få uger, vinrådet har stået for destruering af produkter, der har udnyttet navnet Champagne. I april drejede det sig om 2300 øldåser, som måtte lade livet. De materialer, der bliver til overs fra destrueringerne, bliver genbrugt.


Et kig ind i en lille del af Lewis Chesters store vinkælder. Der ser ud til at være orden i sagerne! Foto: Sotheby's.

Auktion for kræsne ganer

Der findes en oscar-uddeling for fine vine. The Golden Vines Awards, som er grundlagt af den britiske vinsamler Lewis Chester. Gennem flere årtier har Chester skabt sig en diger vinsamling - så stor, at der er rigtig mange vine, han aldrig vil kunne nå at nyde.
Derfor har han nu sat en del af sin samling til salg på en online auktion hos Sotheby’s. Auktionen er startet, men man kan stadig når at byde med, da deadline for sidste bud er d. 1. Juni kl. 10.
I alt 776 partier vin er kommet under hammeren, og det er til en samlet vurdering på 1,2 millioner dollars (cirka 8 mio. kr.).
Blandt vinene er hele 251 partier med Bourgogner, og heriblandt nogle fra top-domainer som Rousseau, Roumier, Leflaive og Dauvissat.

En større mængde champagne


Det parti, der har den højeste vurdering - 16.000 dollars (cirka 110.000 kr.) - er seks flasker Bonnes Mares 2014 fra Domaine Georges Roumier.
Derudover kan man byde med på store mængder champagne - blandt andet 91 partier med Krug og Dom Pérignon. Ædle Bordeaux-vine er selvfølgelig også med på auktionen - heriblandt flere 1. Cru'er. Dertil kommer en række perler fra de oversøiske vinlande.
Man kan se samtlige vine - og byde med - ved at klikke her.


Vinderholdet The Spanish Connection bestod af Hans Werge, holdchef Thomas Rydberg og Master of Wine Jonas Tofterup. Godt gået!

Alle gode gange fem!

I søndags blev der afholdt finale i Det Åbne Danmarksmesterskab i blindsmagning – og der var tale om en jubilæums-version, da det var tiende gang, Vinakademiet arrangerede konkurrencen. Og åben er den virkelig, da enhver med glæde for vin – og selvfølgelig en god portion vinviden – er velkommen.

Deltagerne er inddelt i tremandshold, og da vinderholdet blev offentliggjort, var der vild jubel. Det blev holdet The Spanish Connection, der hev sejren hjem – efter at være blevet nummer to i konkurrence hele fire gange! Så alle gode gange fem…
Holdet gættede helt korrekt – på nær årgangen - på den afsluttende Brunello di Montalcino, Le Potazzine, Toscana, 2017.
Konkurrencen lagde ud med 54 hold i Axelborg-salen i København klar til at kæmpe om titlen, æren og en plads ved VM. For at markere 10-års jubilæet var der indført flere nye tiltag under konkurrencen. Hovedrunden bestod som sædvanlig af 12 vine, men i år afleverede holdene for første gang deres svar på en tablet eller pc, og hver vin blev afsløret løbende til jubel eller dybe suk fra salen.

En vin og to hold tilbage


Herefter opdateredes den store pointtavle, som uden nåde viste holdenes aktuelle placering. Det nye format gav en helt anden dynamik til konkurrencen og de hold, der formåede at holde hovedet koldt, havde en stor fordel.
Finalens fem hold kæmpede mod hinanden efter last-man-standing princippet, så efter hver finalevin forlod holdet med den dårligste score scenen. Til sidst var der kun en vin og to hold tilbage.Ved at klikke her kan man se samtlige vine, som indgik i konkurrencen.
The Spanish Connection kan nu se frem til at deltage ved VM, der arrangeres af det franske vinmagasin La Revue du Vin de France. Det er planlagt til afholdelse i Provence d. 13. og 14. oktober.
Det Åbne Danmarksmesterskab vender tilbage i 2024, og datoerne for semifinalerne annonceres på www.dmblindsmagning.dk.


Det er 30. generation af familien Frescobaldi, Lamberto Frescobaldi, der har være på indkøb i Maremma.

Frescobaldi køber vingård nr. 10

I 700 år har Marchesi De' Frescobaldi fremstillet vin i Toscana – og har udvidet sin portefølje af vingårde undervejs. I dag ejer Frescobaldi hele ni gårde i det norditalienske distrikt.
Nu har Frescobaldi føjet vingård nummer 10 til porteføljen. Det drejer sig om Poggio Verrano i Maremma, der blev grundlagt i år 2000 af Francesco Bolla og hans familie. I dag er vingårdens supertoskanere berømmet verden over.
Familien Bolla beholder dog en historisk ejendom på stedet samt en olivenplantage.
Frescobaldis øvrige vingårde i Toscana er Castello Pomino, Castello Nipozzano, Tenuta Perano, Tenuta Castiglioni, Tenuta Castel Giocondo, Tenuta Ammiraglia, Remole, Tenuta Calimaia og Gorgona – et særligt projekt på en fængsels-ø i det Tyrrhenske hav. Det projekt kan man læse mere om i uge 10 2022.


Der er plads til seks små prøveglas ad gangen i Coravin Vinitas.

Smart nyt system fra Coravin

Firmaet Coravin har lanceret et helt nyt system, der gør det muligt at få vin til at holde sig frisk i op til et år i små prøve-glas til 10 cl.
Coravin Vinitas hedder systemet, som er designet med vinhandlere, vinhuse og vinskoler for øje. Systemet består af en tappemaskine og en pumpe med slange, der fastgøres til den åbne flaske vin. Ved at trykke på knapper – ligesom på en kaffemaskine – overføres vinen automatisk til små glasflasker, som indsættes i holdere i maskinen. Samtidig med, at indholdet i den store flaske synker, fyldes hulrummet med gasarten argon, så den resterende vin holdes frisk.
De små flasker forsynes med skruelåg og er nu klar til at blive sendt til vinskribenter, der skal anmelde vine, eller gives eller sælges billigt til forbrugere, der lige vil smage vinen, før de køber en hel flaske. Man kan også fylde æsker med en række prøveglas med forskellige vine.

Ingen påvirkning fra ilt


På intet tidspunkt under tapningen kommer vinen i kontakt med ilt, og det er det, der gør, at indholdet i de små flasker har så lang en holdbarhed.
Små glas med vinprøver er ikke noget nyt – de blev blandt andet anvendt under Corona, hvor vinslottene i Bordeaux sendte prøver på den nyeste årgang til vinbranchefolk rundt om i verden. Det var dengang, hvor den årlige (fysiske) primeur-smagning blev droppet.
Problemet var bare, at vinen i de små prøveflasker kvalitetsmæssigt ikke var i top, når de nåede frem. Det skulle vinen ifølge Coravin være i flaskerne i det nye system.
Det har taget halvandet år at udvikle og teste Coravin Vinitas, hvilket er foregået hos såvel vinhuse som vinhandlere.
Man kan læse mere om nyheden på dens egen hjemmeside eller se en lille YouTube film, der viser, hvordan systemet fungerer.


Du kan stadig nå at tilmelde dig!

Der er nedtælling til årgang 2023 af Barolo & Friends Event, årets store smagning af vine fra Piemonte. Smagningen afholdes d. 8. juni, og også i år er rammerne den store Børssal i København.

At danskerne elsker Barolo, Barbaresco, Barbera og alle de andre dejlige vine fra det italienske distrikt, vidner salget af billetter til smagningen om. De blev simpelt hen revet væk i løbet af kort tid.
Men sommelierer, restauratører, vinimportører og andre vinbranchefolk, der endnu ikke har tilmeldt sig, kan stadig nå at gøre det ved at klikke her.
Branchen har sit eget tidsinterval på dagen mellem kl. 11.30 og 15.30, før dørene kl. 16 åbnes for private vinentusiaster. Det giver fred og ro til at smage vinene og få en god snak med vinproducenterne – og måske få en importaftale stand. For selv om en del af de i alt 35 udstillerne allerede har danske importører, er der også rigtig mange, der søger en forhandler.



Binderen til Købkes portræt af Susanne Cecilie Købke fra 1836 indeholdt rester fra øl-brygning.

Øl og kunst har noget til fælles

Før en kunstner går i gang med at male på et lærred, forsyner han eller hun lærredet med en grunder eller binder. I dag bruges der som regel en akrylbinder, og en sådan binder hjælper med at få pigmenterne i malingen til at fæstne sig til lærredet.
I gamle dage brugte man en lang række forskellige stoffer og midler som bindere. Nu har ny dansk forskning vist, at danske kunstnere i 1800-tallet blandt andet anvendte rester fra øl-produktionen.
Et team af forskere fra Københavns Universitet har analyseret prøver af den kemiske sammensætning i ti malerier af to af Danmarks mest berømte guldaldermalere, C. W. Eckersberg og C.S. Købke.
Analyserne viste, at en forholdsvis stor mængde proteiner i binderen stammede fra rester af gær og korn – rug, byg og hvede – fra brygningen af øl.

Den store øl-epoke


Det er ikke så mærkeligt, som det måske lyder. Øl-produktionen var på sit højeste i 1800-tallets Danmark – hvilket blandt andet skyldtes, at vandet fra floder og brønde var sundhedsskadeligt med mindre, det blev behandlet, før man drak det. Øl var derfor den vigtigste tørst-slukker, og selv nonnerne i klostrene fik tildelt en daglig øl-ration.
Der var derfor rigelige mængder rester fra produktionen, og forskerne mener, at bryggerierne har solgt resterne til blandt andet Kunstakademiet i København, hvorefter kunstnerne så genanvendte dem i binderne.
Man kan læse hele den digre forskningsrapport i tidsskriftet Science Advances.


Modne Chardonnay-druer håndhøstes i en sydafrikansk vinmark (foto © Louise Brodie).

Lidt men godt

Mens det stadig var vinter herhjemme, begyndte druehøsten i Sydafrika. Landet er verdens niende største vinproducent, der årligt leverer cirka 4% af den globale vinproduktion.
Og hvordan er det så gået med årets høst? Ifølge den sydafrikanske vinindustriforening SAWIS (South African Wine Industry Information and Systems) er der høstet 1,2 millioner tons druer. Det er 14% færre end i 2022 – og en af de mindste mængder druer i mere end ti år.
Der er flere årsager til den mindre høstmængde. For det første er der blevet nedlagt et større antal vinmarker i blandt andet Olifants River og Swartland. Der har desuden været alvorlige angreb af meldug og Bortrytis i flere vindistrikter, og i december og januar var solskoldning af de næsten modne druer et problem. Derudover har der stort set over alt været perioder med mangel på elektricitet, hvilket har medført, at pumperne til vandingsanlæggene ikke har fungeret i den tørre vækstperiode.
Til gengæld tales der om en årgang af ualmindelig god kvalitet med små druer med stor aroma-koncentration. Og det gælder stort set for samtlige af de sydafrikanske distrikter. Så man kan roligt glæde sig til årgang 2023, når den kommer på danske forretningshylder.
Foto: Wikipedia / Sten Porse.

Svampen, der truer gin-industrien

Den vigtigste ingrediens i gin er enebær, og sådan har det været siden 1600-tallet, hvor spiritussen blev opfundet af den hollandske professor Fransiscus Sylvius.

Det blev dog briterne, der blev berømte for deres gin-fremstilling, og er det den dag i dag.
Men i de senere år er Storbritanniens enebærbuske, der leverer de blå bær til ginnen, blevet stærkt reduceret. I 2013 gjorde horder af harer et godt indhug i antallet af buske, og nu truer en svampesygdom, Phytophthora austrocedri, med at slå en stor del af de tilbageværende 400 hektar enebærbuske ihjel.

Kvæler buskene


Svampen skader enebærbuskens rødder og grene og forhindrer busken i at suge vand og næringsstoffer fra jorden. Første tegn på, at svampen har angrebet en busk, er, at de blågrønne nåle bliver orange. Senere bliver busken brun, hvorefter den dør efter et par år.
Hovedparten af enebærbuskene vokser i Skotland, og mange af dem er flere hundrede år gamle, og i dag er mere end halvdelen af de skotske enebærbuske angrebet af svampen.
Det er selvfølgelig et trist syn at se de mange gamle døde buske, men værre er det for den britiske ginindustri at se deres hovedingrediens forsvinde.

Enkelte resistente buske


Man regner med, at svampen har befundet sig på britisk jord i de seneste cirka 30 år, og i dag er dens udbredelse større end nogensinde.
Der er intet bekæmpelsesmiddel, men der forskes på livet løs for at finde en løsning på problemet. Det viste sig, at nogle enebærbuske i inficerede områder mirakuløst overlever. Noget tyder på, at de således er resistente over for Phytophthora austrocedri. Derfor er der sat et forskningsprojekt i gang, hvor man tager frø fra de sunde buske og dyrker dem til nye enebærplanter for at se, om ”børnene” fra de resistente buske ligeledes kan modstå angreb af svampen. Hvis det er tilfældet, kunne man genplante større områder med resistente buske.
Man kan læse mere om projektet ved at klikke her.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Kasper Hovmand Christensen.

VinAvisens Blå Bog

Hver uge bringer VinAvisen enten en Hall of Fame om en berømt person fra den internationale vinverden eller et portræt af en person fra den danske vinbranche, hvilket kan være såvel vinhandlere og importører som sommelierer og vinproducenter. Nedenfor kommer denne uges Blå Bog.

Kasper Hovmand Christensen (f. 1992) er vokset op i den lille by Spentrup nord for Randers og har en HD i Regnskab. Siden 2014 har han arbejdet som konsulent både inden for regnskab og digitalisering.
I 2021 flyttede han til Ungarn, da hans kæreste skulle studere til dyrlæge i Budapest. Han bibeholdt sit konsulentjob – og blev sideløbende stadig mere overrasket over kvaliteten af ungarsk vin, som han aldrig nogensinde havde smagt før.
I september 2022 satte han sig for at undersøge muligheden for at lave en importvirksomhed af ungarsk vin. Det startede med deltagelse i forskellige vinmesser og besøg hos vinbønder i Ungarn. Og det kulminerede med, at han i oktober lejede en bil for at køre hele vejen til Danmark for at afholde en gratis vinsmagning med en god bunke ungarske vine, som han selv var faldet for.
Til vinsmagningen var der sommelierer, restauratører og vinspecialister. Alle gav de ham god feedback – så god, at Kasper Hovmand Christensen valgte at tage springet og åbnede online-importfirmaet Winen.dk.
Det tog ham yderligere cirka et halvt år, før han i april 2023 havde sin første import af vin til Danmark. Men nu er han i fuld sving, og han elsker sit passionsprojekt, som han arbejder på om aftenen og i weekenderne ved siden af sit konsulentjob.
Hans håb er, at Danmark vil lære at sætte lige så høj pris på ungarsk vin som på fransk, italiensk og spansk vin.
Adresse: Winen APS, Niels Bruusvej 3, 8981 Spentrup, tlf.: (+36) 70 660 2978, e-mail: info@winen.dk, www.winen.dk.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.

Hvorfor hedder det vermouth?

Signe Jensen har spekuleret over ordet vermouth. – Mouth betyder mund på engelsk, skriver han, – men hvad står så ver- for?
Din formodning ligger lige for, men du er alligevel på galt spor. Ordet vermouth er nemlig afledt af det tyske Wermut, som er navnet på den plante, vi her i landet kalder malurt.
Det er da også først og fremmest malurt, der tilsættes vermouth, men der er mange andre urter – op til et halvt hundrede forskellige.
Vi har engang prøvet at få opskriften på den fremragende franske Noilly Prat, men det lykkedes ikke. Den har været en dyb hemmelighed siden år 1800. Med et glas under næsen kan man dog ret let konstatere, at der må være tilsat kamille og kryddernellike. Og lidt duft af appelsin synes vi også at kunne fornemme.
Derudover er det kendt, at man tilsætter hyld, ingefær, kardemomme, enebær, rose, koriander, allehånde, ensian, isop, kinin og forglemmigej.
Mange af de italienske vermouther er søde, og sødmen skyldes tilsætning af sød, ugæret druesaft samt brug af den parfumerede Muskat-drue. Men der findes også rigtig mange glimrende tørre vermouther.


Ugens vinøse billede

Tatovøren blev sat på noget af en opgave, da Pernille og Thomas Bjerre ville have tatoveret det motiv, som ses på billedet til venstre.
Det var sin sag, at få rødvinen til at ramme glasset på det helt rigtig sted. Men det lykkedes!
Motivet var oplagt for ægteparret, da de driver Skjold Burne-forretningen Bjerrevin i Odense. Det er Thomas, der ”skænker” og Pernille, der får vin i glasset. Som regel må kunderne dog nøjes med at se glasset, da det er Pernille, som er fysisk til stede i butikken.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469.494Billede 495-540
Billede 521-546
Billede 622-648
Billede 547-568
Billede 649-739
Billede 569-594Billede 595-621


739 Hos Theorem Vineyards i Napa ligger vinmarkerne med bjergene som et dramatisk bagtæppe (foto © Theorem).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 15 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Mousserende

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Prosecco Giol, Prosecco DOC, Italien, 2022, lav alkohol (11%)

140 kr., pris på tilbud til og med 28. maj: 110 kr., Skjold Burne

En dejlig let mousserende økologisk og vegansk vin med fine små bobler og en aromatisk duft af paradisæbler. I den fyldige, tørre smag videregiver boblerne noter af modne grønne druer og karambole. Nyd vinen som velkomstdrink - eller til en salat med sommerbær.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjerne

Radio Boka, Verdejo, Spanien, 2022, lav alkohol (12,5%)

45 kr., pris på tilbud fra 1. til 7. juni: 35 kr., Coop 365

Man får god hvidvin for de 45 kr. - og dermed også for de 35 kr. på tilbud. Det er en enkel vin med tilpas tørhed, god fylde, en frisk druesmag og en lille krydring til slut. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Domaine Saint Damien Le Blanc, Côtes du Rhône AOC, Frankrig, 2022, lav alkohol (13%)

75 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

Sikke en dejlig hvid Rhône-vin. Duften er sart, men smagen kommer én i møde med stor fylde, tilpas tørhed, moden frugt og en let cremethed i eftersmagen, der giver smagsnoterne et langt liv i munden. Det er godt gået for 75 kr. ved 6 flasker.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Cuándo, Armero Adrover , Chardonnay, Mallorca, Spanien, 2022, lav alkohol (12,5%)

Denne hvidvin er fremstillet på Chardonnay, men er meget atypisk for druen med sin miniralske duft med strejf af grønne druer og sin fine, tørre smag med citron og en anelse honning. En delikat vin, der bestemt er sine 80 kr. værd.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Château de Loire, Sauvignon Blanc, Vin de Pays Loire IGP, Frankrig, 2022, lav alkohol (12,5%)

120 kr., Skjold Burne

En rigtig dejlig og velstruktureret hvidvin med en ren, frisk citrusnote i duften og en smag med god fylde, modne grønne druer og et lille tørt bid til slut.

Rosévin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Signature, Spier, Western Cape, Sydafrika, 2022, lav alkohol (13%)

79,95 kr., pris på tilbud indtil 8. juni: 30 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En rigtig dejlig rosé på Chardonnay og Pinot Noir. Farven er lys orange, duften har milde noter af hindbær, og smagen har god fylde, tørhed og er fuld af røde sommerbær. Tilbudsprisen er et rent kup. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

Reserve de L'Aube, Père Anselme, Vin de France, Frankrig, 2022, lav alkohol (12%)

100 kr., pris på tilbud fra 29. maj til 25. juni: 66,66 kr. ved 3 flasker, Skjold Burne

En rosé med en lys varm farve, en duft af nyslået græs og umodne jordbær og en god tør og fyldig smag med en fin krydring. En god all round vin til alt fra madsalater til kylling.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Château Favori, Coteaux Varois en Provence AOP, Frankrig, 2022, lav alkohol (12,5%)

129 kr., Masa Wine

En lys, biodynamisk rosévin med en liflig duft af modne ribs og en elegant tør bærsmag med lidt kvæde i eftersmagen, der slutter med en dejlig saftighed. Det er i øvrigt sjældent, man ser så stort et opstik i flaskebunden, men det giver faktisk en fin optisk virkning i den klare glasflaske.

Rødvin

stjernestjernestjernestjerneØ

La Bouveau, Domaine Saint-Damien , Côtes du Rhône, Frankrig, 2021, høj alkohol (14,5%)

75 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

En god rød - og biodynamisk - Rhône-vin med saftighed og fine krydrede noter i både duft og smag. Eftersmagen er lang, og tanninerne afrundede. Drik vinen til en let krydret kyllingeret eller til tørre oste.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Epicuro Z, Zinfandel, Italien, 2020, høj alkohol (14,5%)

99,95 kr., pris på tilbud indtil 8. juni: 46,50 kr. ved 6 flasker. Sælges også i SuperBrugsen, Kvickly

En dybt koncentreret, fyldig og meget aromatisk økologisk rødvin. Smagen er stor, rund og venlig med dejligt krydrede noter - især nelliker og stjerneanis - men også med moden frugt. Zinfandel-vine kan godt tangere noget lidt marmelade-agtigt, men ikke denne vin. Den har struktur og har en behagelig tørhed i eftersmagen. Tilbudsprisen ved 6 flasker er bestemt værd at gå efter.

stjernestjernestjernestjerne

L'incontournable, Collin-Bourisset, Pinot Noir, Vin de France, Frankrig, 2021, lav alkohol (13%)

109 kr., pris ved 6 flasker: 89 kr., YouAndWine

Vinens lange navn, L'incontournable, betyder "det væsentlige". Det er en klassisk og god Pinot Noir-rødvin med duft og smag af blåbær og med et godt saftigt bid og med en lille frugtsødme til slut.

stjernestjernestjernestjernestjerne

La Casica del Abuelo, Casa Balaguer, Alicante, Spanien, 2020, middel alkohol (14%)

110 kr., pris på tilbud til og med 28. maj: 80 kr., Skjold Burne

En kompleks duft møder næsen - syltede blommer, kirsebær, lys chokolade og strejf af lyse rosiner. I smagen er der en perfekt balance mellem den fine krydring og den friske frugt. Man får en meget velkomponeret rødvin med en stor spændvidde til mad for de 80 kr.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Poderi del Paradiso, Chianti Colli Senesi DOCG, Italien, 2021, middel alkohol (14%)

Her får man god og elegant Chianti-vin for de 125 kr. Den har en aromatisk duft af boysenbær, nyrestede kaffebønner og mørk bitter chokolade og har en fyldig tør smag med en rank struktur men også med frisk bærmost og fine krydrede noter i den lange eftersmag. De er en vin, der fortjener en ekstra god let krydret grøntsags- eller kødret.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Nereto, Cantine Truentum, Montepulciano d'Abruzzo DOC, Italien, 2020, middel alkohol (14%)

129,95 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., AndrupVin.dk

Flasken med den elegante etiket i sort, hvidt og guld indeholder en rigtig dejlig rødvin med modne mørke kirsebær, vanille og eg i duften. Smagen er tæt med en fin frugtsødme og mørke bær - solbær og brombær - mens eftersmagen har en behagelig tørhed og afrundede tanniner. En vin, mange vil kunne lide - og en vin, der vil være en god ledsager til lam og cremede oste.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Coto de Hayas Centenaria, Bodegas Aragonesas, Garnacha, Campo de Borja DO, Spanien, 2021, høj alkohol (14,5%)

134,95 kr., pris ved 6 flasker: 119 kr., AndrupVin.dk

Her må vi finde superlativerne frem. Duften byder på modne mørke kirsebær og vanille. I smagen er der frisk bærfrugt, der afløses af fine krydede noter - rosmarin og hvid peber - mens eftersmagen slutter med en forfriskende syre. Det er en vin, der byder på én lang god oplevelse - og som vil egne sig glimrende til lidt fede kødretter.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen