En serie postkort fra Navarra
Navarra i det nordlige Spanien er ikke nær så kendt som sin berømte nabo, Rioja. Men det burde dette fine gamle vindistrikt være, for her fremstilles fremragende vine i hele paletten af såvel små familieejede vinhuse som store kooperativer. VinAvisen var for nylig på en lille tur rundt i Navarra. Det har resulteret i en serie på seksten postkort, som kan læses nedenfor.




.......
Navarras vinmarker breder sig over 11.000 hektar og gennemskæres af floderne Ebro og Agra. Mod nord ligger regionens hovedby, Pamplona, en livlig by, der er et godt udgangspunkt for de vinøse oplevelser.

1. postkort fra Navarra:
I skyggen af sin berømte nabo
- Øh, hvor er det nu lige, det ligger henne? Sådan lød spørgsmålet, da VinAvisens udsendte fortalte en bekendt, at hun skulle til Navarra.
De fleste, der holder af god vin, ved dog godt, hvor Navarra ligger. For i denne autonome nordspanske region på grænsen til Frankrig fremstilles der i dag vine - og ikke mindst rødvine - af ypperste kvalitet.
Men sandt nok så står Navarra, hvis vinmarker breder sig over 11.500 hektar, i skyggen af sin berømte nabo mod vest, Rioja. Årsagen er, at der helt op i 1970’erne stort set kun blev fremstillet bulkvin i Navarra - vin, som blev brugt til at give kraft og saft i vine fra andre spanske områder.
Det store kvalitetsløft inden for distriktets rødvine - og vine i det hele taget - tog sin begyndelse i 1981, hvor man etablerede EVENA (Navarra Viticultural and Enological Research Center), et research- og rådgivningscenter, som skulle stå gratis til rådighed for alle distriktets vinproducenter. Her kunne producenterne blandt andet hente viden om, hvilke druesorter og hvilke kloner, der egnede sig bedst til at dyrke i et givent terroir.
I dag kan distriktets elegante og krydrede rødvine bestemt godt konkurrere med naboens. Nu gælder det bare om at få omverdenens øjne op for de oplevelser, der venter, når man skænker sig et godt glas Navarra-vin.





.......
Vi besøgte Navarra i forsommeren, hvor vinstokkene var ved at afblomstre, og de små spæde druer netop var begyndt at tage form.

2. postkort fra Navarra:
En blanding af lokale og internationale druer
Når det drejer sig om markedsføringen af Navarras vine til omverdenen gør det lokale vinråd, Consejo Regulador de la Denominación de Origen Navarra, et stort arbejde, så det skal nok lykkes på et tidspunkt at få flere af distriktets dejlige vine på ikke-spanske forretningshylder.
Navarra fik sin appellation - eller DO (Denominación de Origen), som det hedder i Spanien - i 1933, og den omfatter fem under-appellationer: Ribera Baja, Ribera Alta, Tierra Estella, Valdizarbe og Baja Montaña.
Rødvinsdruerne udgør 90% af distriktets samlede vinmarksareal, og Tempranillo er den mest udbredte drue. Dernæst kommer Garnacha og Graciano. Alle tre blå druer er spanske og har været dyrket i Navarra i umindelige tider. Men også internationale druer har gjort sit indtog - heriblandt Cabernet Sauvignon og Merlot.
Der fremstilles generelt to forskellige rødvinstyper - en blandings-vin på Tempranillo tilsat andre druer og så rødvin på 100% Garnacha.
Når det gælder hvidvinene er de mest plantede lokale druer Viura og Mazuelo. De får følgeskab af internationale druer som Chardonnay og Sauvignon Blanc.



.......
Fra toppen af bakken, hvor Inurrieta ligger, kan man overskue stort set samtlige af vinhusets marker - fra dem i det flade lavland til markerne, der dækker skråningerne i horisonten.

3. postkort fra Navarra:
Første vinhus med Sauvignon Blanc
Første stop er Bodega Inurrieta, et af Navarras største familieejede vinhuse med en årlig produktion på 1,5 millioner flasker vin. Det er også et af de nyere huse, da det blev grundlagt for ”kun” 20 år siden.
Det supermoderne vinhus ligger på en bakketop, hvorfra man har udsigt til stort set samtlige af dets 260 hektar vinmarker.
Hos Inurrieta blev vi vist rundt af eksportdirektør José Antonio Pellicer, og han fortalte, at vinhuset i 1999 som det første i Navarra plantede Sauvignon Blanc i en af vinmarkerne. Man kunne dog ikke skrive druens navn eller appellationsnavnet Navarra DO på etiketterne, da druen dengang var forbudt til vinfremstilling ifølge reglerne fra det lokale vinråd. Men vinen blev en succes, og i 2009 fik Sauvignon Blanc det blå stempel. I dag anvender flere vinhuse i Navarra druen - og gerne i en blandings-hvidvin sammen med Chardonnay.
Under smagningen hos Inurrieta faldt vi blandt andet for den herligt krydrede rødvin Sur, den friske og tørre Orchidea på Sauvignon Blanc og rosadoen Mediodia. Enkelte af vinhusets vine forhandles herhjemme af Clément Vin.



.......
Vi besøgte også Inurrietas imponerende fadkælder, hvor i alt 2500 primært franske fade er stablet oven på hinanden.

4. postkort fra Navarra:
Traditionel rosado og trendy rosé
Ovenfor nævner vi Inurrietas rosado - den traditionelle mørke rosétype, og det er netop sin rosé, Navarra hidtil har været mest kendt for. Men vinhuset fremstiller også en rosé i den trendy lyse Provence-stil. Og sådan var det stort set hos hvert eneste af de vinhuse, vi besøgte på turen. - Det er den lyse rosé, der sælger i øjeblikket, så den er vi også nødt til at lave, lød det fra vinproducenterne.
De roséer i Provence-stil, vi smagte, var generelt også udmærkede, men det var nu frem for alt de traditionelle rosadoer, der brillerede med deres forførende mørke farve, deres fylde, krydrede noter og strejf af rødvinskarakter. Her kan Navarra noget helt specielt.
Vinmarkerne hos Inurrieta breder sig over såvel lavland som bakkeskråninger og over vidt forskellige jordbundsforhold. Det betyder, at de samme druer er plantet i flere forskellige terroirer, hvilket påvirker deres aroma og smag. Druerne fra de enkelte marker bliver vinificeret hver for sig, hvorefter vinmageren har et helt batteri af vine på samme drue men med forskellig aromaprofil, som han så kan blande til den endelige vin.
Inurrieta betyder i øvrigt ”område for termitter” på baskisk og henviser til de utallige termitboer i egnen rundt om vinhuset.



.......
Sjette generation i familien Ochoa har fordelt arbejdsopgaverne mellem sig. Adriana til venstre i billedet tager sig af vinfremstillingen, mens Beatriz står for markedsføringen af vinene. I baggrunden kan man ane lidt af "skov-korridoren".

5. postkort fra Navarra:
En "skov-korridor" fuld af insekter
Ochoa er både navnet på et vinhus og på familien, der grundlagde det - og som har fremstillet vin i området omkring byen Olite siden 1300-tallet. Det nuværende vinhus er fra 1845, og det er sjette generation Ochoa, Adriana og Beatriz, der i dag har roret. Førstnævnte tager sig af vinfremstillingen, mens Beatriz sørger for markedsføringen.
Ochoas 145 hektar vinmarker, hvoraf langt hovedparten bærer blå druer, dyrkes økologisk. Og i det hele taget tænkes der i bæredygtige baner.
Søstrene tog os ud til en af vinmarkerne, hvor vi fik serveret et glas af husets rosé. Det var dog svært at fange vinens aroma, for vi var omgivet af en urskov af vidunderligt og kraftigt duftende krydderurter og blomster.
- Det er vores ”skov-korridor” - et sådan vildnis er godt for biodiversiteten, fortalte Adriana. - Vi lokker også insekterne videre ind i vinmarken ved at opsætte små boliger til dem lavet af strå og fliserester.
Og da vi kørte tilbage til vinhuset gennem skov-korridoren, sagde Beatriz:
- Vi må hellere lukke vinduerne. - Vi har også opstillet adskillige bistader, og det er ikke rart at få en bisværm ind i bilen.



.......
På billedet kan man se, hvordan en stikling fra en af Garnacha-klonerne er podet på en af Ochoas vinstokke.

6. postkort fra Navarra:
Eksperimenter med kloner i vinmarken
Det er næsten som om, man i Ochoas vine - og især i rødvinene - kan smage urskoven af krydderurter, som omgiver vinstokkene. Det gælder ikke mindst Mil Gracias, som er på 100% Graciano og er en ren krydderibombe, der eksploderer i munden med al sin aroma af blandt andet rosmarin og timian. Denne vin - samt flere af Ochoas andre dejlige (og krydrede) rød- og hvidvine forhandles herhjemme af Vinoble.
Der eksperimenteres også i Ochoas vinmarker i samarbejde med universitetet i Navarra, der har lokaliseret en række gamle og næsten uddøde kloner af Garnacha i lokalområdet. Disse kloner er blevet dyrket på en planteskole, og fra de aller bedste af dem blev der sidste år taget stiklinger, som blev podet på Garnacha-vinstokke tilhørende Ochoa.
Om nogle år vil der blive fremstillet små partier rødvin på de enkelte kloner, så man kan finde frem til, hvilke kloner, der giver de bedste Garnacha-rødvine.
Resultatet af eksperimentet kommer ikke kun til at gavne Ochoa men også Navarras andre vinproducenter.
Et lignende universitets-forsøg med kloner af den grønne drue Moscatel har også fundet sted hos Ochoa. Her fandt man frem til, at ikke en klon var perfekt til vinproduktion, men at druerne fra elleve forskellige kloner kunne forvandles til en fantastisk sød hvidvin.



.......
Det kan være en fordel at tage med på en guidetur, hvis man vil besøge kongepaladset i Olite. Man får meget at vide om paladset krydret med underholdende historier. Desuden kan det være lidt svært at finde rundt i palads-labyrinten på egen hånd. Foto: Wikipedia/Jorab.

7. postkort fra Navarra:
Leverede vin til kongpaladset i Olite
Ochoa har kunnet kalde sig kongelig hofleverandør, idet man ved, at en forfader til Adriana og Beatriz i 1370 leverede vin til kong Carlos d. 2. - der især var glad for vinhusets Mayor Ochoa de Ayanz. Også efterfølgeren, Carlos d. 3., skænkede vin fra Ochoa i pokalen - og han nød vinen i Olites fantastiske kongepalads.
Det kan varmt anbefales at besøge paladset, som troner over den charmerende middelalderby. Det var hovedsæde for Navarras konger indtil 1512, og det var et af Europas mest luksuriøse og overdådige paladser med hængende haver og en zoologisk have med giraffer, løver, kameler og eksotiske fugle.
I dag er paladset fornemt restaureret - dog er salenes rige udsmykning gået tabt ved en brand i 1813.
Paladset har haft byggemæssig knopskydning gennem et par hundrede år og er derfor en fantastisk labyrint af ind- og udvendige gange, rum og sale og et hav af tårne, som stort set alle kan bestiges. Fra toppen af nogle af tårnene har man en flot udsigt over Olite og de omkringliggende vinmarker.
Man kan i øvrigt bo i den ældste del af slottet, da den er lavet om til parador. Sådanne paradorer ligger rundt om i Spanien og er typisk indrettet i paladser, borge og klostre med den største respekt for de gamle bygninger. Det er den spanske stat, der ejer dem, og i betragtning af de ofte luksuriøse omgivelser er priserne for en overnatning som regel meget rimelige. Man kan få et overblik over de spanske paradorer ved at klikke her.



.......
Bodega Señorio de Sarria ligger i 500 meters højde i et underskønt naturreservat.

8. postkort fra Navarra:
Et vinhus midt i et naturreservat
Vi skal nu på besøg hos Bodega Señorio de Sarria, der ligger midt i et cirka 1300 hektar smukt naturreservat i Valdizarbe, endnu et af Navarras underappellationer. Naboen er byen Puente La Reina, der er et af de vigtige stoppesteder for de mange pilgrimme, der hvert år går ad pilgrimsruten el camino. Ruten fører gennem Navarra, Rioja og Bierzo over Galiciens små vinområder og til endestationen, den store katedral i Santiago de Compostela. Og siden middelalderen har vinhusene i det område, hvor Señorio de Sarria ligger, sørget for, at pilgrimmene fik slukket tørsten i et godt glas vin.
Man kører flere kilometer op ad en snoet bjergvej, før man når til vinhuset, der ligger i 500 meters højde. Undervejs passerer man et slot i bedste Bordeaux-stil - det er her, de forhenværende ejere bor. Sidste år solgte de vinhuset til en rig mexicansk forretningsmand, der ud over Señoria de Sarria ejer syv andre vinhuse rundt om i Spanien.
Vinhuset har egen kirke og restaurant - som dog kun åbnes for større selskaber. Fx når der skal være bryllup i kirken, hvilket sker relativt ofte dette smukt beliggende sted.



.......
Tæt ved selve vinhuset var der en mark med meget gamle vinstokke, der blev dyrket som bush vines - sådan, som man gjorde det i gamle dage i Navarra.

9. postkort fra Navarra:
60 år gamle vinstokke
Ikke nok med, at omgivelserne er smukke - vinen hos Señorio de Sarria er også ualmindelig god, og det er trist, at disse vine ikke er repræsenteret på det danske marked.
Igen fik vi skænket en af de dejlige mørke rosévine i glassene - og fik at vide, at det altid er den mørke type, indbyggerne i Navarra forventer at få, når de beder om et glas rosé i en restaurant. Den trendy lyse rosé-type er mest af alt målrettet eksport.
Vinene fremstilles på druer fra relativt gamle vinstokke, hvoraf de ældste blev plantet af manden, der grundlagde vinhuset i 1953, Don Félix Huarte. De dyrkes som busk vinstokke, hvilket vil sige, at de er beskårede som buske og ikke har nogen form for støtte - som fx ståltrådswirer eller stokke. På fransk siger man gobelet eller goblet, der beskriver en bred drikkekop uden hanke – nærmest lidt i retning af, hvad vi kalder en kalk. Det var sådan, man dyrkede vin i Navarra og i resten af Spanien i gamle dage. De yngre vinstokke i Señorio de Sarrias i alt 100 hektar vinmarker er alle bundet op på almindelig vis.
Man bør bestemt besøge vinhuset og tage med på en af guideturene i vineriet, der slutter med en smagning af husets vine.
I næste uge fortsætter vi turen i Navarra, og her gælder det blandt andet Bodega Otazu, hvor vin, middelalder og moderne kunst går op i en højere enhed.



.......
Bodega Otazu ligger i Cuenca de Pamplona-bassinet, der er omgivet af bjergkæderne Sierra del Perdón og Sierra de Echauri. Det er Spaniens nordligst beliggende rødvinsproducerende vinhus.

10. postkort fra Navarra:
Vinhus med Spaniens fineste klassifikation
I Navarra er vinhusene koncentreret i den sydlige del af regionen. Det vinhus, der ligger længst mod nord, er Bodega Otazu - som faktisk har de nordligst beliggende vinmarker med rødvinsdruer i hele Spanien.
Vinhuset har som et ud af kun fjorten spanske vinhuse fået tildelt klassifikationen Vino de Pago, som gives til enkelte vinmarker eller til selve vinhusene. Det er den fineste klassifikation, man kan opnå, og den svarer til franskmændenes Grand Cru.
Vino de Pago blev indført i 2003, og for at opnå klassifikationen skal et vinhus opfylde en lang række kvalitetskrav i forbindelse med dyrkning, høstudbytte og vinfremstilling. Desuden skal terroiret være helt specielt - hvilket bestemt også gælder for Otazus vinmarker.
Påvirkningen fra Atlanterhavet sørger blandt andet for mere regn end i resten af Navarra. Somrene er lange med masser af solskinstimer og med kølige nætter, der forlænger druernes modning og giver elegance og kompleksitet.
Og sandt nok så smagte vi den ene perle af en vin efter den anden hos Otazu. Herhjemme forhandles vinhusets vine af VildMedVin.




.......
Foran den gamle kirke er der opstillet en installation bestående af fire glaskasser med vand i. De symboliserer de fire typer vin, Otazu fremstiller: Rødvin, hvidvin, rosé og mousserende vin. Og størrelsesforholdet mellem kasserne svarer nøjagtig til produktionen af de enkelte vintyper.

11. postkort fra Navarra:
En smeltedigel af kontraster
Folk valfarter til Bodega Otazu for at smage vinhusets fortræffelige vine. Men de kommer også for at opleve selve ejendommen, der er en interessant smeltedigel af arkitektur og moderne kunst.
Der er blandt andet en kirke, San Estaban, fra 1100-tallet og et palads, Señorío de Otazu, fra 1500-tallet - hvor ejerne af Otazu, den venezuelanske familie Penso Blanca, bor. Derudover er der det gamle vinhus fra 1860'erne, som i dag er indrettet som museum, samt et nyt og moderne vineri fra 1990'erne. Og overalt, hvor man går rundt på ejendommen, er der - såvel ude som inde - spændende moderne kunstværker: Installationer, malerier, skulpturer, fotografier, tegninger og videokunst af især spanske og latinamerikanske kunstnere.
Hver uge er der forskellige guideture hos Bodega Otazu - der naturligvis ender med en smagning af husets vine.



.......
Den venezuelanske kunstner Carlos Cruz Diez har skabt en lys-installation i Otazus fantastiske fadkælder. Lyset kan skifte i forskellige farver og nuancer.

12. postkort fra Navarra:
Bodega Otazus berømte vinkatedral
Kunsten dukker op i gangene, i vineriet og i den imponerende 3600 kvadratmeter store fadkælder, der huser 2000 fade af fransk og amerikansk eg.
Kælderen, der stod færdig i 1997, er tegnet af arkitekten Jaime Gaztelu Quijano og ingeniøren Juan José Arenas, og over de mange fade rejser sig i 6 meters højde i alt ni kolossale hvælvinger af beton. De er alle kvadratiske og har et spænd på hele 18 meter. Hvælvingerne hviler ikke på søjler - sådan som man ser det i fx gotiske katedraler - men er fastgjort direkte til kældergulvet.
Man bliver helt stum, når man står i denne mægtige vinkatedral, der velfortjent er blevet beskrevet i utallige arkitekturmagasiner.
På billedet ses, hvordan kunstneren Carlos Cruz Diez giver kælderen en ekstra dimension med en lys-installation.



.......
Vineriet hos Bodegas Príncipe de Viana er imponerende stort og med skinnende ståltanke, der minder lidt om kæmpemæssige dåser, hvor man har pillet etiketterne af.

13. postkort fra Navarra:
Her er styr på tingene
Fra Navarras nordligst beliggende vinhus, Otazu, gik turen videre til regionens største vinhus, Bodegas Príncipe de Viana, hvor vi blev modtaget af eksportdirektør, Luis Miguel Soler Jermyn.
Og stort er dette vinhus, der ejes af en bank, og som fremstiller 12 millioner flasker vin årligt, har 500 hektar vinmarker og får leveret druer fra yderligere 1400 hektar. 40% af alle flaskerne eksporteres til 60 forskellige lande.
I fadkælderen er i alt 15.000 franske og amerikanske fade placeret i rækker oven på hinanden fra gulv og næsten til loft. Jermyn fortalte, at cirka hvert femte år udskiftes 20% af fadene med nye fade.
Der er styr på tingene - og på druerne - hos Príncipe de Viana. For hvert parti vinmark er der opsat en lille digital kontrolpost, som er forbundet til vinstokkenes rødder, og som advarer vinhuset, hvis er der noget galt i marken. Det kan fx være, at vinstokrødderne i en langvarig tørkeperiode trækker sig sammen, hvilket betyder, at de lider af vandmangel.



.......
En laborant i Príncipe de Vianas laboratorium forklarer om et af de interessante apparater.

14. postkort fra Navarra:
Et apparat, der tjekker druenes modenhed
Vinhuset har (selvfølgelig) også sit eget store laboratorium, og det rummer adskillige interessante apparater.
Vi fik fx forevist et apparat, hvor man kan stadfæste nøjagtig, hvornår en given druesort er perfekt høstmoden.
- Det har vi fx stor glæde af, når vi skal fremstille vores blandingshvidvin på Chardonnay og Sauvignon Blanc, fortalte Luis Miguel Soler Jermyn. - Hvis de to druer ikke har opnået en perfekt modningsgrad, bliver vinen simpelt hen ikke god nok.
I laboratoriet var der også et massespektrometer, som gør det muligt at blive fri for uønskede aromaer - og en dna-detektor, der kan afsløre TCA, det kemiske stof, der forårsager propsyge, og brettanomyces, en gærsvamp, som bevirker, at vinen kommer til at lugte og smage metallisk og kedeligt.
Nu er der måske nogen, der tænker, at så stort et vinhus med så megen kontrol og teknik må fremstille mainstream vine uden sjæl. Men nej, Príncipe de Vianas vine er ikke bare fejlfri, de er fantastisk gode. Og vinhusets rødvin "1423" var en af Navarra-turens store oplevelser - og et godt punktum for vores vinhus-besøg.



.......
Et af Pamplonas charmerende torve med cafeer fyldt med indbyggere og turister.

15. postkort fra Navarra:
Pinchos og vin i Pamplona
Vi må også lige runde Navarras hovedstad, Pamplona, som er et perfekt udgangspunkt for udflugter til distriktets vinhuse. Og så er byen, der har 200.000 indbyggere, i sig selv bestemt også værd at se.
Man bør koncentrere sig om den gamle og charmerende bymidte, hvis centrum er Plaza del Castillo - en flot og meget stor plads, omkranset af en palet af forskelligartede gamle, smalle huse med balkoner.
Herfra kan man så finde ned i de lange og ligeledes smalle gader, der byder på et hav af delikatessebutikker, caféer og restauranter.
Når man er i Pamplona, skal man selvfølgelig gøre, som indbyggerne gør - gå på bar om aftenen og spise pinchos med god Navarra-vin til.
Hvor man i Sydspanien spiser tapas, står den på pinchos i den nordlige del af landet. Pinchos er lidt større og ofte mere elegante hapser end tapas, og de spises enten som snack eller - hvis man bestiller nok af dem - som et helt måltid. Et af de rigtig gode pinchos-steder er Bar Gaucho.



.......
Solhatte, soveposer, vanddunke og muslingeskaller er blandt udvalget i Caminoteket i Pamplona.

16. postkort fra Navarra:
Vinoteker og caminoteker
Vi skal til at slutte vores serie af postkort fra Navarra - og vil gøre det med dette billede fra Pamplona. For ligesom der findes vinoteker, hvor man kan smage alverdens vine, så findes der også caminoteker, hvor man kan ”tanke op” med alt det, vandreturen ad pilgrimsruten el Camino kræver.
Der er faktisk flere ruter, der alle ender i Santiago, men den mest populære er den, der starter i den franske by Saint Jean Pied de Port. Første stop er Navarra, og man kan kun håbe, at rigtig mange pilgrimme bliver et stykke tid i området og når at få smagt nogle af de gode lokale vine.
Også herhjemme er det værd at gå på jagt efter Navarras vine.
Nogle gange skal man dog lede lidt efter distriktets navn på flaskerne - i stedet for fremhæves navnet på det underdistrikt, hvor vinen er lavet, mens Navarra findes på bagetiketten. Men egentlig burde der vel altid stå et stort og fint Navarra på foretiketten - ligesom man gør med navnet Rioja i nabodistriktet? Det kan være svært at huske navnet på et underdistrikt - men Navarra, det går ikke så let i glemmebogen og slet ikke, når først man har oplevet, hvilke fantastiske vine, der tilflyder verden fra dette nordspanske distrikt.