25 postkort fra Galicien
En serie af 25 postkort, som Mariette tog under et besøg i den dejlige spanske region Galicien.

....... Santiago de Compostela er hovedbyen i Galicien og et godt udgangspunkt for en rejse gennem de fem vindistrikter Rías Baixas, Ribeiro, Ribeira Sacra, Valdeorras og Monterrei.

Postkort nr. 1 fra Galicien: Spaniens grønne hjørne Spanien er sol og varme, hede sandstrande og store rødvine fra kendte områder som Rioja og Priorat. Men der findes et andet og ikke helt så kendt Spanien, Galicien oppe i det nordvestlige hjørne af landet. I denne region, der er på størrelse med Jylland, er vejret mildt og fugtigt med mere regn end noget andet sted i Spanien. Her er frodigt og grønt, fløjlsbløde bakker og dybe kløfter, floder med hårnålesving og dramatisk forrevne kyststrækninger. Flere steder minder landskabet en hel del om Skotland. Galicien er et smørhul for alt godt fra havet, og blæksprutter, pulpo, er den store delikatesse, der serveres på et hav af måder i de såkaldte pulperías. Og til al den fisk og skaldyr fremstilles der masser af dejlige galiciske hvidvine. Man er nemlig i hvidvinsland, når man er i Galicien – rødvinen overlader galicerne med få undtagelser til resten af Spanien. Vi besøgte tre af de i alt fem vindistrikter i regionen: Rías Baixas, Ribeiro og Valdeorras.

....... Albariño er Rías Baixas store hvidvinsdrue. Alba betyder ”hvid” og Riño står for ”Rhinen” – altså den hvide drue fra Rhinen, hvilket hentyder til dens oprindelse fra Alsace. Foto: Bodegas Fillaboa.

Postkort nr. 2 fra Galicien: Den store hvidvinsdrue Albariño Man kan ikke sige Rías Baixas uden at sige Albariño – hvidvinsdruen, som lægger most til 90% af al den vin, der fremstilles i distriktet. Denne drue – og de vine, den forvandles til – er måske ikke så kendte herhjemme, men det er så afgjort værd at gå på jagt efter dem. Det er dejligt friske hvidvine, som smager rigtig godt her og nu, men som man også roligt kan gemme i flere år. Albariño-vinene har stort lagringspotentiale, hvilket bevistes af de ældre årgange, som flere af bodegaerne bød os på. Det var fantastiske hvidvine. Det er dog ikke nemt for vinproducenterne at få afsat disse ældre Albariño-vine til det hjemlige marked. I Galicien – som i resten af Spanien – er der en udbredt holdning til, at den hvidvin, der kommer i glasset, skal være af nyeste årgang. Producenterne gemmer dog en lille del af hver årgang i håb om, at restauranterne vil aftage de ældre vine og få overbevist gæsterne om deres store værd. Men der er nu heller ikke den store forståelse fra restauranternes side. Herfra lyder det, at en ældre hvidvin er som en fisk, der er 15 dage gammel – og den sætter man jo heller ikke på bordet.

....... Fra venstre mod højre: Vinmager Ana Quintela, Vicky Mareque Bueno og Marisol Bueno. Marisol er et stort navn i Rías Baixas. Hun har gjort meget for at højne kvaliteten af Albariño-vinene og blev i 1986 udnævnt til præsident for distriktets vinkomité.

Postkort nr. 3 fra Galicien: Her er det kvinderne, der bestemmer Nogle af de rigtig gode Albariño-vine kommer fra Bodega Pazo de Señorans. Bodegaen ligger et stenkast fra havet, i Val do Salnés, det største og bedste område i Rías Baixas. Hos Pazo de Señorans er det ståltankene, der dominerer billedet – Albariño-druen egner sig ikke så godt til eg, mener man her. En del af vinen får dog nogle ganske få måneder på fad. Også kvinderne dominerer billedet. Vi blev modtaget af hele tre af dem: Marisol Bueno, der ejer bodegaen sammen med sin mand Javier Mareque, deres datter Vicky Mareque Bueno og vinmageren Ana Quintela. Faktisk er samtlige chefer i bodegaen kvinder, mens de ansatte er mænd – noget, der gælder for mange af vinhusene i Rías Baixas. Området har fra gammel tid været matriarkalsk, da mændene i de dengang talrige små fiskerbyer næsten altid var ude at fiske, mens kvinderne passede skansen derhjemme.

....... De gamle kornkamre, hórreos, er nærmest et vartegn for Galicien. Der er rigtig mange af dem, og en af de meget lange kan ses hos Pazo de Señorans. Den slår dog ikke Galiciens længste hórreo – den måler 35 meter og findes i byen Carnota.

Postkort nr. 4 fra Galicien: Korn i eget kammer Når man kører gennem det galiciske landskab, ser man overalt de såkaldte Hórreos. Ud over fiskeri var dyrkning af korn og andre afgrøder udbredt i Galicien i gamle dage. Om vinteren blev afgrøderne opbevaret i disse meget dekorative kornkamre. Væggene i en hórreo kan – ligesom de bærende konstruktioner – være af granit og forsynet med små aflange vinduer. Eller de kan bestå af træplanker med sprækker imellem, som sørger for ventilationen. Selve kammeret er hævet op på høje granitben, der afsluttes med runde granitplader, som holdt rotter, mus og andre kornglade dyr væk. Hórreos fremstilles den dag i dag i alle størrelser og afskygninger og mest af alt til pynt på gårdspladser og i villahaver. Til Pazo de Señorans, hvis smukke hovedbygning stammer fra 1500-tallet, hører der en formidabel gammel hórreo. I dag er den tom – nu fremstiller man udelukkende vin. Herhjemme fås bodegaens dejlige hvidvine hos Kjær & Sommerfeldt.

....... I den lille vinmark foran Bodega Gerardo Méndez vokser mere end 200 år gamle vinstokke, hvis Albariño-druer anvendes til hvidvinen Cepas Vellas.

Postkort nr. 5 fra Galicien: Nogle meget gamle vinstokke Man føler sig ofte langt ude på landet, når man kører rundt i Rías Baixas. Og i disse landlige omgivelser mellem høns og hunde, kaniner og køkkenhaver finder man masser af små og mellemstore familieejede vinhuse. Flere af dem laver fortræffelige hvidvine - blandt andet Bodega Gerardo Méndez i Val do Salnés. Ejeren Gerardo Méndez og hans datter Encarna med tredje generation på armen skænkede i glassene af deres vin, Cepas Vellas – hvilket betyder gamle vinstokke. Og gamle er de vinstokke, der har lagt Albariño-druer til denne bløde, frugtrige hvidvin. Mere end 200 år, hvilket Gerardo Méndez har papir på i form at nogle gamle dokumenter. Vinstokkene, som vokser på en lille mark foran bodegaen, snor og bugter sig da også af ælde. De formeres via rodskud, hvor grene med nye skud bøjes og stikkes ned i jorden, hvor de slår rødder. De gamle vinstokke giver ikke så mange druer mere, men i et godt år kan bodegaen komme op på 10.000 liter druemost.

....... I et lille rum, som Rodrigo Méndez Arosa deler med byens musikskole, fortæller han om fremstillingen af sine gode hvid- og rødvine.

Postkort nr. 6 fra Galicien: En ganske lille bodega Hos Bodegas Forjas del Salnés i Val do Salnés i Rías Baixas kan man virkelig tale om meget små forhold. Ejeren Rodrigo Méndez Arosa førte os ind i et hus, hvor det lille vineri lå i kælderen, hans bedstemor boede i stueetagen, og 1. sal bestod af et rum, hvor han afholdt smagninger – når ikke byens musikskole brugte det som øvelokale. Vinkælderen havde til huse på den anden side af vejen. Blandt de mange bodegaer i Rías Baixas er der kun en lille håndfuld, som foruden hvidvin også fremstiller rødvin. En af dem er Forjas del Salnés, hvor der eksperimenteres med en række lokale blå druer. Imens vores vært skænkede smagsprøver i glassene, fortalte han begejstret om sin ven Raúl Pérez, der ligeledes eksperimenterer på livet løs. Pérez har sin egen bodega i Rías Baixas, hvor han fremstiller hvidvinen Sketch på Albariño. Når vinen er tappet på flasker, tager han ud til muslingefarmene langs kysten. Her – dybt nede i havet og omgivet af muslinger – lægger han flaskerne til modning. Rodrigo fortalte, at trykket er gunstigt for modningen, og at der trænger en anelse salt ind i vinen, hvilket er prikken over i’et. En lidt vildtvoksende film på YouTube viser eksperimentet.

....... En dramatisk udsigt fra Fillaboa’s højt beliggende vinmarker. De tunge regnfulde skyer er et hyppigt syn i Galicien.

Postkort nr. 7 fra Galicien: Formidabel udsigt hos Fillaboa Nu er vi taget videre til et andet område i Rías Baixas, Condado do Tea, og til Bodegas Fillaboa. Det er den velhavende familie Masaveu, der har interesser i bankverdenen, som ejer bodegaen – samt andre bodegaer i Rioja og Navarra. Hos Fillaboa fremstilles der glimrende hvidvine på Albariño-druen, som herhjemme forhandles af Theis Vine. Men før vi smagte på vinene, fik vi en tur op til Bodegas Fillaboa's højest beliggende vinmarker. Herfra var der en formidabel udsigt over rækkerne af vinstokke, der falder ned mod floden Miño. Lignende dramatiske scenerier med floder og dale præger i det hele taget landskabet i Condado do Tea. Fillaboa har i alt 50 hektar vinmarker, som lægger druer til 300.000 flasker vin.

....... Der er lidt opera-kulisse over den gamle pazo, som tilhører bodegaen Pazos de Lusco. Planen er, at den skal restaureres og genbruges som hotel.

Postkort nr. 8 fra Galicien: Topvine og forfalden romantik Rundt om i Rías Baixas ser man de gamle pazos – slægtsgårde opført af granit, som der er rigtig meget af i undergrunden. Disse familieejede ejendomme har været rammerne om vinfremstilling gennem flere generationer. De er ofte indbegrebet af romantik, som fx Pazos de Lusco, der stammer fra 1500-tallet – om end der her er tale om en noget forfalden romantik. I dag opbevares der stadig vinfade i kælderen, men man har store planer om at forvandle ejendommen til hotel – hvilket lyder som en oplagt idé. Pazos de Lusco’s vine fremstilles i et moderne vineri få skridt fra den gamle pazo. Og det bliver kun til omkring 40.000 flasker om året – men hvilke flasker. Topvinen, Pazo Piñeiro de Lusco på Albariño-druen, er en godbid af en aromatisk hvidvin med liflige noter af honning, mens den strågule Lusco er frisk og krydret. Ingen af vinene bliver ringere af at gemmes i en fem års tid – tværtimod. Et glas Lusco årgang 2002 er en delikat oplevelse. Lad os håbe, at disse vine en dag vil findes på det danske marked.

....... Viña Nora ejer selv 40 hektar vinmarker – resten af druerne kommer fra andre producenter. Her ses Viña Nora’s direktør Sergio Alén blandt vinhusets egne vinstokke, som dyrkes i pergolaer. Direktøren er meget høj.

Postkort nr. 9 fra Galicien: Vinstokke højt til vejrs At lade vinstokkene gro i pergolaer er udbredt i Galicien og en tradition, der går meget langt tilbage i tiden. Årsagen er det fugtige klima med mere regn end i resten af Spanien. Ved at hæve vinrankerne minimerer man risikoen for, at druerne bliver angrebet af svampesygdomme på grund af den fugtige jord. Jo længere, man kommer ud mod kysten i Galicien, desto fugtigere er klimaet og desto højere er pergolaerne. Hos Bodegas Viña Nora var vi meget tæt på havet … Pergolaerne laves af den lokale granit, og når man kører gennem det galiciske vinlandskab ser man ofte bundter af granitsøjler foran vinhusene, parat til at blive rejst i vinmarkerne. De gode vine fra Viña Nora fås herhjemme hos LMA Vine.

....... Et typisk udsnit af landskabet i Ribeiro, hvor maleriske gamle gårde ligger omgivet af deres vinstokke, som ofte dyrkes på terrasser.

Postkort nr. 10 fra Galicien: Granit og grønt i Ribeiro Der er utroligt frodigt i appellationen Ribeiro. Tætte buskadser og vidstrakte skove danner overalt bagtæppe for vinmarkerne. Hist og her afbrydes det grønne af gamle vingårde i granit og hyggelige landsbyer med fine middelalderkirker. Ribeiro ligger et godt stykke fra kysten, og her, hvor der er lidt mindre fugtigt, er det ikke nær så udbredt at dyrke vinstokkene i pergolaer. Ribeiro fik sin egen appellation, DO, i 1932, og der er sket rigtig meget med kvaliteten af vinene siden da – ikke mindst i de sidste tredive år, hvor Palomino-druen, som frem for alt anvendtes til bulkvin, i stadig større omfang er blevet erstattet af bedre lokale druer. Det drejer sig blandt andet om hvidvinsdruerne Godello, Treixadura, Lado og Torrontés – druer, som mange herhjemme måske ikke har hørt om før, men som kan forvandles til fantastiske vine.

....... Luís Anxo Rodríguez Vázquez foran et kludetæppe af vinmarker i Arnoía. Hans samlede vinmarksareal er opstået via arv fra forældrene, en onkel og en tante samt adskillige opkøb.

Postkort nr. 11 fra Galicien: Et kludetæppe af vinmarker I dag har det 2685 hektar store Ribeiro ikke kun gode druer, men også mange rigtig dygtige vinproducenter, som gennem de sidste tyve år har gjort meget for at sætte appellationen på det vinøse verdenskort. En af dem er Luís Anxo Rodríguez Vázquez med vinhuset af samme navn. Dengang i 1988, da han fremstillede sine første vine – i alt kun 1700 flasker – tænkte han ikke i markedsføring og let genkendelige vinhus-navne. Han regnede med, at hans vine kun ville blive kendt i lokalområdet. Sådan er det ikke gået – i dag findes de på vinkortene i flere førende spanske restauranter.. Luís ejer kun 2,7 hektar vinmarker, hvilket ikke er ret meget. Alligevel er vinhuset et af de mellemstore i Arnoía, den kommune, hvori det ligger. Her er vinmarksarealet et kludetæppe af små marker – nogle af dem er ikke større end en stor villahave, og så kan de endda have flere ejere, der hver har et par rækker vinstokke. Kludetæppet er blandt andet opstået ved, at vinmarkerne er gået i arv og er blevet delt mellem søskende – og igen delt mellem deres børn – ligesom i Bourgogne. Luís fortalte os, at hans samlede vinmarksareal består af et større eller mindre antal rækker med vinstokke i cirka tyve forskellige parceller – helt tal på dem har han ikke.

....... Vineriet hos Bodega Luís Anxo Rodríguez Vázquez er lille og minder mest af alt om et hobby-værksted. Men det er et godt eksempel på, at man under selv ydmyge forhold kan fremstille fortræffelige vine.

Postkort nr. 12 fra Galicien: Små forhold og store vine Hos Bodega Luís Anxo Rodríguez Vázquez blev vi ikke ført gennem et vineri med store ståltanke og fine fadkældre. Vineriet bestod stort set af det, vi kunne se gennem den åbne dør ud mod landevejen. Men i disse ydmyge rammer under de orientalsk inspirerede lamper udfører Luís og hans lille team rene mirakler på flasker. Vi fik lov til at smage på nogle af miraklerne, og ud over de nyere årgange hentede den stolte bodega-ejer også ældre årgange frem fra kælderen – den ene skat efter den anden. Vi smagte blandt andet Viña de Martin Os Pasás årgang 1994 – en hvidvin på flere lokale druer, heriblandt den berømte Albariño, og den var forbavsende frisk. Igen – ligesom vi oplevede det i det første vindistrikt, vi besøgte, Rías Baixas, har de galiciske hvidvine et stort gemmepotentiale.

....... Marketingchef Imma Pazos ved, hvad hun taler om, når hun præsenterer Riveiros do Avia’s vine. Hun er uddannet ønolog og har arbejdet som vinmager i flere bodegaer. Her ses hun sammen med chefvinmageren hos Viña Mein, Ricardo Vázquez.

Postkort nr. 13 fra Galicien: En forening af producenter Riveiros do Avia kunne godt lyde som endnu en appellation i Galicien. Men det er en forening af fire små kvalitets-bodegaer i Ribeiro: Casal de Armán, Casal Viña Meín, Sanclodio og Coto de Gomariz. Siden år 2000, hvor Riveiros do Avia blev grundlagt, har bodegaerne stået sammen om markedsføringen af deres vine. Og primus motor i det hele er deres fælles marketingchef, Imma Pazos. Hun sørger for, at bodegaerne bliver præsenteret ved diverse vinmesser i ind- og udland, ligesom hun tager vinskribenter og sommelierer på besøg i Ribeiro på rundtur til de fire producenter. Hvor større og mindre vinproducent-sammenslutninger er ganske almindelige mange andre steder i verden, så er Riveiros do Avia foreløbig den eneste forening af sin art i Galicien.

....... Bodegas Viña Mein er en dramatisk forening af lige linjer og bløde runde former, idet en kæmpestor granitsten er integreret i husets ene ende.

Postkort nr. 14 fra Galicien: Bygget op ad en kæmpesten En af de fire medlemmer af Riveiros do Avia er Viña Mein. Det er en familieejet bodega, hvis ydre ramme er meget spændende at se på. Huset stammer fra 1600-tallet, og det ser ud som om, det vokser ud af en kæmpestor granitsten. Disse kolossale sten er typiske for Galicien, hvor det bakkede terræn i højere grad består af store sten oven på hinanden end af solid klippegrund. Kæmpestenene dukker også op hist og pist midt i vinmarkerne. Det ser dramatisk ud, men stenene har også ofte en praktisk funktion, idet de yder skygge til vinmarksarbejderne i sommervarmen. På postkort nr. 13 ovenfor kan man se, hvordan stenens "bagside" ligesom skyder sig ind i vineriet. Viña Mein fremstiller mellem 80.000 og 120.000 flasker vin om året, og en lille del af de gode flasker ender i Danmark hos Laudrup Vin.

....... Skyerne hænger ofte lavt ned over dalene i Valdeorras. Men når skydynen letter, åbenbares der et fantastisk panorama, hvor terrasserne, som siden romertiden har været tilplantet med vinstokke, skærer sig ind i bjergskråningerne.

Postkort nr. 15 fra Galicien: Terrasserne i gulddalen Valdeorras betyder "gulddalen" på galicisk. Det var her, oldtidens romere fandt guld i undergrunden, da de havde erobret Nordspanien. Og datidens guldhøst blev skyllet ned med rigelige mængder vin fra de vinmarker, som de plantede på terrasser hugget ud i Valderorras’ stejle bjergskråninger. Når man i dag besøger Valdeorras, der fik sin egen appellation i 1977, er det stadig terrasserne, der præger det dramatiske landskab. En del af markerne er placeret højt oppe ad skråningerne væk fra varmen, der lagrer sig i dalene om sommeren. Valdeorras ligger et godt stykke inde i Galicien, så her er der lidt varmere end ude ved kysten og ikke helt så regnfuldt. Men også langs bredderne af floden Sil, der krydser distriktet, finder man tæpper af vinmarker. I Valdeorras er der 45 vinproducenter – vi besøgte et par stykker af dem.

....... En af de gamle, forsømte terrasse-marker, som Telmo Rodríguez endnu ikke har opkøbt – men har et godt øje til. Vinhuset har lignende projekter med at genoplive eller genplante gamle marker flere andre steder i Spanien.

Postkort nr. 16 fra Galicien: Opkøber forfaldne vinmarker En af de bodegaer, vi besøgte, var Compañía de Vinos Telmo Rodríguez, hvor vi blev mødt af Ricardo Etchats. Først var der lidt diskussion mellem vores arrangører og señor Etchats, hvor de ind imellem kastede et blik på os og ikke mindst på vores sko. Heldigvis blev de enige om at føre en ganske særlig plan ud i livet: En tur ad smalle og ikke helt let tilgængelige stier rundt til bodegaens vinmarker højt oppe ad bjergskråningerne. Det blev en uforglemmelig tur med den ene smukke udsigt efter den anden. Undervejs fortalte Etchats, hvordan bodegaen opkøber gamle, forfaldne terrasse-vinmarker og beplanter dem med nye vinplanter. I nogle af vinmarkerne vælger man dog at lade de gamle vinstokke stå. Typisk er en række forskellige druesorter plantet i et virvar, og da de modner på hver sit tidspunkt, må bodegaen høste dem ad flere omgange. Mange små vinbønder høster dog alle druer på en gang og laver så en vin til lokalt brug ud af dem.

....... - Kom og få en bid brød, lød det fra de flinke høstfolk, som vi mødte på gåturen i det bakkede terræn.

Postkort nr. 17 fra Galicien: Frokost med femstjernet udsigt Man kan gå længe mellem vinmarkerne i Valdeorras' højder uden at møde en sjæl. Men pludselig midt på vores tur over stok og sten mødte vi en flok af Telmo Rodríguez’s høstfolk, der holdt pause i drueplukningen. På en dug på jorden var der linet op til en lille picnic med sodavand og et par flasker vin til. Med hver sin skarpe kniv skar høstfolkene humpler af brødet og beklædte det med pølser og sardiner. Et ydmygt måltid med en fantastisk udsigt. Helt unge var arbejderne ikke, og det synes utroligt, at de kunne magte det hårde høstarbejde på terrasserne, der kræver mange gåture op og ned med tunge fyldte spande. En af de garvede høstfolk ses på ugens STORE billede. Vi blev spurgt, om vi ville have en humpel med – hvilket vi dog takkede nej til. Vi skulle nemlig videre til et af Telmo Rodríguez’s spændende projekter.

....... Den strågule Godello-vin bliver skænket i glassene af Ricardo Etchats fra Telmo Rodríguez – og nydt af blandt andet Angela de la Rosa fra Handelsafdelingen i Spaniens Ambassade og redaktøren af Sommelier, Jørgen Aldrich. I baggrunden aner man rækkerne af vinstokke i vinhusets nye mark.

Postkort nr. 18 fra Galicien: Et glas i den nye vinmark Vi nåede frem til en af de gamle vinmarker, som Telmo Rodríguez for et par år siden har opkøbt og tilplantet med nye vinstokke. Ricardo Etchats fortalte os, at det havde taget to år at rydde den forsømte mark og gøre den klar til at modtage de nye planter. Nu lyste de nye grønne vinplanter op på de stejle terrasser. Det er hvidvinsdruen Godello og den blå drue Mencia, som Telmo Rodríguez planter i rigt mål. Godello er en af Spaniens ældste druer – allerede romerne fremstillede vin på den, da de havde slået sig ned i Valdeorras. På et tidspunkt var druen ved at uddø, men nu har en række kvalitets-bodegaer pustet liv i den igen – hvilket bestemt er en rigtig god idé. Efter vores lange vandretur ventede der midt i vinmarken en smagsprøve på nogle af Telmo Rodríguez’s vine. De dejlige hvidvine forhandles herhjemme af Philipson Wine.

....... En typisk landejendom, som den så ud for et par hundrede år siden i Galicien. Køerne levede i rummene forneden, og den varme, de afgav, nød beboerne godt af ovenpå.

Postkort nr. 19 fra Galicien: Familien Pradas gamle gård – Bodegas ValdeSil er en familieejet bodega, men jeg er den eneste, der bestiller noget her, sagde Guillermo Prada Luengo med et stort smil. Og han sagde det på et så smukt engelsk, at man skulle tro, man stod over for en britisk godsejer. Sit engelske har han lært under et længerevarende ophold i Storbritannien. Men hans hjerte befinder sig i Galicien – i Valdeorras, hvor familien Prada ejer 20 hektar vinmarker i Val de Sil-dalen og forpagter yderlige 50 hektar. Det er også her, man finder vinhuset samt familiens fine gamle landejendom. I dag bruges den som sommerbolig og til repræsentation, men i gamle dage levede køerne i staldene forneden, mens familien boede på første sal. ValdeSil fremstiller elegante hvidvine samt den fortræffelige rødvin Losada, som er stringent og tør og har en hel del Bordeaux-karakter. Den kan herhjemme fås hos Spanske Vine.

....... Det var en oplevelse at besøge marken fra 1885 med store, krogede vinstokke. Nogle af dem var så tunge, at de måtte understøttes af store sten.

Postkort nr. 20 fra Galicien: Galiciens ældste mark med Godello I 1885 anlagde en forfader til familien Prada, drueavleren José Ramón Gayoso, sin første vinmark i Valdeorras. Og stik imod, hvad der var almindeligt, plantede han udelukkende den lokale hvidvinsdrue Godello, som ikke blev regnet for noget særligt dengang. Men Gayoso mente, at der kunne skabes store vine på denne drue, og han endte med at eje adskillige små vinmarker, som dog med tiden blev solgt fra igen. Den eneste mark, der forblev i familiens eje, var den første, forfaderen anlagde. Den er i dag den ældste Godello-mark i verden. Gennem de sidste ti år har familien tilbagekøbt de gamle marker, og råder i dag over en skat af fornemme vinstokke. Udbyttet fra den ældste vinmark er meget lavt, men druerne har en koncentreret aroma. Ud af dem fremstiller Valdesil vinen Pedrouzos, opkaldt efter marken. Der laves kun 500 magnumflasker om året – vi smagte en årgang 2007, og det var en vidunderligt moden, blød og intens hvidvin. Ugens STORE billede nedenfor viser den gamle mark med de skulpturelle vinstokke.

....... Rafael Palacios fortalte begejstret om vindyrkning og vine. I baggrunden ses en af hans vinmarker, hvor vinstokkene dyrkes på terrasser i et uvejsomt område.

Postkort nr. 21 fra Galicien: De højest beliggende vinmarker Rafael Palacios er endnu en af de vinproducenter i Valdeorras, der opkøber gamle og ofte forfaldne vinmarker med Godello for at bringe dem på fode igen og fremstille dejlige hvidvine på druen. Som han siger: – Codello er min drømme-drue. Den er ikke helt så aromatisk som Albariño, men den har større dybde. Nogle af de marker, han opkøber, er ganske små. De er blevet delt via arv i flere generationer. Ofte foregik delingen af markerne mellem søskende via lodtrækning, hvor man trak navnet på hver mark fra en hat, der bar det spanske navn "sorte". Denne gamle tradition har inspireret til navnet på Rafael Palacios’ flagskib, hvidvinen "As Sortes" (lodtrækning), som er fremstillet af druer fra flere marker. I alt ejer Rafael Palacios 21 hektar vinmarker fordelt over hele 26 små parceller. Palacios tog os med op til vinmarkerne, hvoraf nogle ligger 720 meter over havet, hvilket gør dem til de højest beliggende i Valdeorras.

....... Med hurtige hænder blev de nyhøstede druer sorteret hos Rafael Palacios, så kun de ypperste røg videre til pressen.

Postkort nr. 22 fra Galicien: Travlhed under høsten Vi var ankommet til Bodegas Rafael Palacios midt i høsten, og foran vineriet stod kasserne stablet med modne Godello-druer fra vinstokkene på de stejle terrasser. Rafael Palacios er biodynamiker om en hals. Ifølge biodynamikken følger alt i naturen en rytme, der er afhængig af Månens og planeternes faser. Og den rytme skal man så også følge som vinproducent, hvilket vil sige, at man skal beskære, binde op og høste på ganske bestemte dage i løbet af året. Opskriften på, hvilke dage, der egner sig bedst til hvilke arbejdsprocesser, finder man i en særlig Måne-relateret kalender, udført af Rudolf Steiner-tilhængeren Maria Thun. Ofte følger de biodynamiske vinproducenter kun kalenderen nogenlunde. Men Palacios går ikke på kompromis. Er det ikke den rigtige dag at høste ifølge kalenderen, så venter han. Han går heller ikke på kompromis med kvaliteten af sine hvidvine – hans Louro do Bolo er en dejligt krydret vin med anis og rosmarin, mens topvinen As Sortes er en frisk og frugtrig lækkerbisken. Begge vine kan herhjemme fås hos Sigurd Müller.

....... Den fine gamle statue hos bodegas Fillaboa forestiller apostlen Jakob. Hans logo, en ibskal, er placeret på hans hat.

Postkort nr. 23 fra Galicien: Spaniens egen skytshelgen Hos Bodegas Fillaboa var der en fin gammel rytterstatue, hvor rytteren forestiller apostlen Jakob, der led martyrdøden i år 44. Han var bror til apostlen Johannes, og det fortælles, at Jesus kaldte de to brødre for tordensønnerne, sandsynligvis på grund af deres opfarende temperament. Jakob er Spaniens skytshelgen, og han har ikke mindst stor betydning i Galicien. Hvert år valfarter tusinder af pilgrimme til regionens hovedby Santiago de Compostela for at besøge Jakobs grav i byens katedral. Apostlen kan altid kendes på sit symbol, en "ibskal", som stammer fra en særlig kammusling, der er almindelig langs kysten i Nordspanien.

....... Disse likørflasker med ibskaller fandt vi på det store marked i Santiago de Compostela. I byens mange souvenirbutikker ser man også skallen på alt fra nøgleringe til vækkeure.

Postkort nr. 24 fra Galicien: Likører på markedet i Santiago Sidste stop i Galicien var Santiago de Compostela, som bestemt er et besøg værd. Afsæt et par dage til at gå rundt i de gamle krogede gader, besøge katedralen og nyd et stykke af den forrygende mandelkage, tarta de Santiago. Overalt vil man se pilgrimme med vandrestokke og rygsække med påsatte ibskaller. Pilgrimmene befolker også byens store madmarked, Mercado de Abastos, hvor boderne bugner af oste, fisk, skaldyr, pølser og grøntsager. Man kan også få den berømte ibericoskinke eller nyde en skål med friskdampede muslinger. På markedet var der også en likørhandler med et hav af hjemmelavede likører på alle mulige krydderurter. Og flaskerne havde selvfølgelig en kammuslingeskal om halsen.

....... Fra trappen af den store katedral i Santiago de Compostela kan man se over på byens parador, Hostal Dos Reis Catolicos.

Postkort nr. 25 fra Galicien: Overnatning i historiske rammer Den kolossale plads foran katedralen er knudepunktet i Santiago de Compostela. Det er en smuk plads, og man kan bo med udsigt over den døgnet rundt, hvis man indlogerer sig i byens parador, Hostal Dos Reis Catolicos. Bygningen blev opført i 1499 som et hospital for pilgrimmene. Paradoren i Santiago er kun en af mange paradorer rundt om i Galicien og i resten af Spanien. På vores tur overnattede vi i flere af dem, og det kan bestemt anbefales. Disse hoteller er typisk indrettet i gamle slotte, paladser, borge og klostre. Det er den spanske stat, der ejer dem, og de er indrettet med den største respekt for de gamle bygninger. I betragtning af de ofte luksuriøse omgivelser er priserne for en overnatning som regel meget rimelige. Paradorernes restauranter er også glimrende. Her kan man spise alt godt fra havet ledsaget af de gode galiciske hvidvine. Man kan læse mere om paradorerne ved at klikke her. Og ved at klikke her kan man se en række af de mange andre billeder, som vi tog under vor vinrejse i Galicien. **** Hvis du er interesseret i at se en række af de mange andre billeder, Mariette tog på turen, så skal du klikke her. Billederne ligger i et Picasa-show, og når de små billeder kommer op på skærmen, så klik på "Diashow" og derefter på F11. Hvis du klikker på knappen forneden med de to lodrette streger, kan du styre slagets gang med piletasterne. God fornøjelse.