Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Postkort fra Sydafrika 2002
9 postkort fra Sydafrika 2002
................
Sydafrika er blevet et yndet mål for vinrejser. I år har mange tusinde skandinavere været dernede. Det har VinAvisen også, og traditionen tro sender vi postkort hjem til vinvennerne i Danmark. Her er det første postkort. Sydafrika er et af verdens smukkeste vinlande - de grønne vinmarker, de takkede bjerge, de fine, gamle huse, den formidable kyst med pingviner og hvaler. Og så vinene, naturligvis. Alt det gør landet til en stor oplevelse. Og det er nemt at komme derned. Det tager ganske vist nogle timer med fly, men fordi man flyver "lodret", får man ikke jetlag, og man kan sove i flyveren både op og ned og således spare to overnatninger. Når man så er hernede, springer man ind i en Avis-bil og følger vinruten rundt i Cape-provinsen med alle de glimrende hoteller og gode restauranter. Da vi ankom i Cape Towns lufthavn, så vi et stort skilt med teksten: - You arrive as a visitor, you leave as a friend. Det kan vi godt skrive under på. |
Det er lidt mærkeligt at sidde her ude i "bushen" og nyde et glas Bay View, som de sælger hjemme i Kvickly. Vi sidder i en lodge i Kwandwe gamereserve, og uden om os er der milevidt med dybt afrikansk mørke og ellers ingenting - bortset fra elefanter og giraffer, løver og zebraer. Men her i dette pragtfulde hus ved floden er der den yderste komfort og et vinkort med nogle af Sydafrikas bedste vine. Vi har hver sin bungalow og har fået strenge ordrer: - Når I nu går i seng, må I ikke gå alene derover i mørket. Der er løver, så I skal følges med en vagt, der kan skræmme dem væk med sin lygte. Og så fortalte de ellers en historie om en dame, der ikke kom til morgenmaden. Hun var selv blevet morgenmad. Den slags skrækkelige ting oplever man da heldigvis ikke hjemme i Kvickly. |
........... |
Længe før den hollandske kaptajn Jan van Riebeeck landede i Sydafrika, har en løve vogtet over stedet. Riebeeck var udsendt af det hollandske ostindiske kompagni for at grundlægge en handelsstation halvvejs på ruten fra Europa til Det fjerne Østen, og han var den første, der dyrkede vin på stedet. Den 2. februar 1659 skrev han i sin dagbog: - I dag, lovet været Gud, blev vin for første gang presset af druer fra Cape. Riebeeck var egentlig læge, og han kendte til den skørbug, søfolkene fik på grund af vitaminmangel på den tre måneder lange rejse til Afrikas sydspids. Sygdommen kunne koste livet for op til 40 procent af mandskabet. Så for Riebeeck gjaldt det om at forsyne skibene med grønsager, frugt, vand, kød og brød - og altså også med vin. Sådan fødtes Sydafrikas vinindustri. Men løven - vi havde hørt om den, og på en sejltur til Robben Island så vi den, liggende over Cape Towns hvide huse. Den har Riebeeck og hans mænd også set. Bag løven hæver Tafelberg sig - Tabel Mountain, der har fået sit navn, fordi det flade "bord" ofte er dækket af en dug i form af en hvid sky. |
Hvis man har rejst rundt i Holland, føler man sig hjemme i Sydafrikas byer. Det er stort set den samme arkitektur, man møder, men den er til en vis grad påvirket af indførte slaver fra Malaysia i 1700-tallet. I Holland er de gamle huse præget af mursten og træ, i Sydafrika er de murede huse hvidkalkede. Og der er mange af disse meget charmerende huse, både i by og på land. De blev skabt i den anden halvdel af 1700-tallet, da store rigdomme strømmede til Cape-provinsen. Stellenbosch er den mest oprindelige af byerne - dens navn optræder på mange af etiketterne på de vine, vi nyder her i landet. Den blev grundlagt i 1685 af den hollandske guvernør Simon van der Stel, der opkaldte byen efter sig selv. Men også byer som Paarl og Tulbagh er et besøg værd. Mange af vingårdenes gamle bygninger har stråtag. De har næsten alle en fint svunget gavl over indgangsdøren, og døre og vinduer er malet med fed blank oliemaling - ligesom hjemme i Holland. |
Vi besøgte blandt andet Frans Smit, der er winemaker hos Winecorp og ansvarlig for vine som Savanha, Bay View, Longridge og Spier, der sælges hjemme hos Brugsen og Irma. Det var interessant at se, med hvilken dygtighed og entusiasme de unge sydafrikanske vinfolk går til sagerne - og se al den lækre teknik, der står til deres rådighed. Der er sket en kolossal udvikling i de seneste år. Men Winecorp er kun et enkelt firma. I alt er der 450 vinfirmaer i Sydafrika, og alene inden for det sidste år er der kommet 44 til, og over 500 nye vinmærker har set dagens lys. Ifølge den nyeste udgave af John Platters "South African Wine Guide" laves der over 4000 forskellige vine, og hertil kommer en masse vin, der eksporteres som bulkvin og sælges under etiketter, som man slet ikke ser i Sydafrika. |
Jan van Riebeeck, der plantede de første vinstokke i Sydafrika, var ikke nogen stor vinmager, men det var hans efterfølger, guvernøren Simon van der Stel. Han fik dog god hjælp fra franske huguenotter, der var flygtet fra forfølgelser i deres hjemland, og som senere flyttede op til det smukke Franschhoek - Det franske Hjørne. I 1695 grundlagde van der Stel den store vingård Constantia uden for Cape Town. Den søde vin blev sendt hjem til Europa. Solkongen drak den, Ruslands tsarer drak den - og Napoléon drak ikke andet, mens han sad som fange på øen Sankt Helena. I mange år var vinen verdens berømteste og kostbareste, og den er i dag genskabt og kan købes i Brugsens Netbutik for 259 kr. - for en halv flaske. Vingården Constantia er et meget fornemt hus, der er indrettet til museum og bestemt et besøg værd. Simon van der Stel, havde en søn, Adriaan, der også blev guvernør, og i 1700 byggede han en prægtig vingård, Vergelegen - idet 600 sorte slaver dog var så venlige at hjælpe ham. Resultatet ses på billedet her. |
En vinrejse i Sydafrika er ikke kun vin og storslåede landskaber. Det er også gastronomi, og her er der rige muligheder for opdagelser. Der er masser af glimrende restauranter, og kursen på Rand er menneskevenlig. Vi kunne fx godt blive forfaldne til springbuk-filét og til nogle af de mange fisk, de hiver op ude i Atlanterhavet og i Det indiske Ocean. På en restaurant i Stellenbosch bestilte vi østers. – Hvor mange? spurgte tjeneren. - Åh, tolv, svarede vi. Han så lidt tvivlende på os, og da han kom med dyrene, der stadig baskede med halen (eller hvad sådan nogle nu basker med), forstod vi ham. Østerserne var så store som skosåler! Nå, vi delte som venner bordet rundt og lod de velsmagende skaldyr få følgeskab af en Bay View Sauvignon Blanc, som vi selv havde sat til fire stjerner hjemme i Danmark. |
Uden for Stellenbosch ligger den gamle vingård Spier, grundlagt i 1695. Her er fremsynede sydafrikanske vinfolk ved at skabe noget helt enestående: Et oplevelsescenter midt i vinmarkerne. Nej, det er ikke endnu et Disney World, men et sort område med alle mulige former for aktiviteter, som hvert år besøges af 700.000 gæster. De gamle farmbygninger er nænsomt restaureret og bygget om til restauranter. Der er et glimrende hotel, et amfiteater, picnic-areas, et tennisakademi, en golfbane og en zoologisk have med rovfugle og geparder (der kan løbe 100 meter på 6,123 sekund). Og uden kranses det hele af vinmarkerne, hvor man gør et stort arbejde med organisk dyrkning, og hvor man støtter de sorte landarbejdere med jord og uddannelse og skole til deres børn. Da man grundlagde Spier Village, som stedet hedder, sagde man: - Alle, der bor inden for 5 km herfra, hvide og sorte, kan få et job. Det løfte har man holdt. |
I en årrække kunne vi ikke købe sydafrikansk vin i Danmark. I 1985 opfordrede FN verdensamfundet til handelsembargo mod Sydafrika i protest mod landets apartheit-love, og først i 1993 blev sanktionerne ophævet. For at få et indtryk af den ulykkelige periode sejlede vi ud til Robben Island, hvor Nelson Mandela sad fanget under kummerlige forhold. Vi blev vist rundt af Eugene Mokgoasi, der selv havde været fange på øen i syv år - fordi han som sekstenårig gymnasiast var medlem af en forening, som det hvide styre ville knuse. - Efter ophævelsen af apartheit ville man fjerne alle fængselsbygningerne og bygge et casino på øen, fortalte han, - men biskop Desmond Tuto fik udvirket, at de blev stående som et historisk monument og som et vidnedsbyrd om håb og forsoning - et vidnesbyrd om at alle Sydafrikas folkeslag nu skal arbejde sammen for at skabe landets fremtid. Eugene Mokgoasis beretning var både meget gribende og meget positiv, og vi vil fremover have svært ved ikke at sende ham en venlig tanke, når vi skænker et glas sydafrikansk vin. |