....


ANDALUSIEN

DO Condado de Huelva
DO Málaga
DO Montilla-Moriles
DO Jerez-Xérès-Sherry
DO Manzanilla Sanlúcar de Barrameda
DO Sierras de Málaga
.....

Det var her det hele startede. Der er ingen tvivl om, at Cádiz er den havn, hvor spansk vin først er blevet udskibet fra. Og lige så sikkert er det, at de første druer blev til, der hvor Sherry i dag har sine rødder. Da man opdagede de gode resultater, fik man mod til at rykke endnu længere ind i landet til Montilla, Huelva og ud østpå til Málaga.

Meget tyder også på, at den Muscat, der stadig står i den hvide jord i Cádiz, er den ældste ædle vin i verden.

Bare for en ordens skyld skal det lige nævnes, at andalusierne er overbeviste om at de opdrætter de stærkeste og mest modige tyre, og de flotteste og smukkeste heste i hele Spanien.

Andalusien er et rigt landbrugsområde. Foruden vinen har man oliventræer, appelsinplantager, masser af mandeltræer, kaffebuske, bomuldsmarker, sukkerrør, figentræer, jordbær… ja kort sagt alt. Det er som et åbent drivhus. De varme somre kølnes af kølige briser fra Atlanterhavet. Mod nord ligger beskyttende bjerge.

Maurerne gjorde Andalusien til Europas kraftcenter. Det var i byer som Córdoba, Granada og Sevilla, at kulturen blomstrede, og senere var det fra Huelva, at den nye verden blev erobret.

Vin har altid været en vigtig del af den andalusiske historie.


Kort & godt om Andalusiens køkken
Her får man tapas som ingen andre steder. Ja, det var vel sådan set her, at man opfandt begrebet, selv om der er en del diskussion om emnet. Enkelt, som det var i starten, hvor man lagde et stykke, papirtyndt skåret skinke hen over sherryglasset for at bevare Fino’ens friske aroma og bouquet. Nu udviklet, så den andalusiske tapas er et helt måltid. Gazpacho er også en lokal opfindelse: Kold tomat- og hvidløgssuppe med agurk og friskkværnet peber. Masser af fisk og skaldyr, skinke (noget af det bedste i Spanien) og en række gode fåreoste. Og Fino Sherry både før, under og efter.


DO Condado de Huelva
der ligger mellem Sherrydistriktet og den portugisiske grænse, har indtil 1979, hvor området fik sin DO, været fuldtidsbeskæftiget med at fremstille noget som kunne ligne Sherry så meget, at man kunne sælge det som Sherry. Men DO loven tillader ikke denne forretning, og man koncentrerer sig nu om at fremstille tørre, »stærke hvidvine«, som kommer meget tæt på Fino-karakteren.

Det er ikke Palomino som i Sherry, men en drue som hedder Zalema. Når den høstes, inden den er helt moden, og straks presses og koldgæres, får man denne intense og pikante smag, som er noget ganske særligt.

Under samme DO tillades også fremstilling af en Condado hedvinstype, som lægger sig tæt op af det vi kender fra Sherryområdet.

Condado betyder frit oversat »grevskab«. Condado er et område som styres af en »Conde« (greve).


DO Málaga
er uden DO en kendt ferieby ved den spanske solkyst. Men det er også navnet på en af historiens mest kendte, søde hedvine. Der er flere typer, men mest efterspurgt er den brune, fede, cremede Málaga, der fremstilles på Pedro Ximénez-druen. Den er bedst når den høstes i baglandet. Den anden drue Moscatel er bedst, når den hentes fra den varme kyststrækning.

Der er to afgrænsede områder: Den ene nord og øst for Málaga by, og den anden i den sydlige del af provinsen, grænsende op til Sherry-landet.Den traditionelle, søde Málaga fremstilles af soltørrede druer, som presses og bringes til gæring. Gæringen stoppes på et tidligt tidspunkt ved tilsætning af brandy, som bringer den unge vin op på omkring 20%. Lagringen for al Málaga foregår i 800-literfade, enten individuelt eller i et Solera-system.

Vinen klassificeres i henhold til den kvalitet/karakter, som den unge most er bedømt til. De kendteste er Málaga Seco, hvor mosten har gæret helt ud, og vinen derfor optræder som tør. Der er Málaga Abocado, hvor en lille del af mosten har fået lov til at gære helt ud. Den er medium til halvsød. Og så er der den klassiske Málaga Dulce, som udelukkende er lavet på soltørrede druer, og hvor det meste af sødmen i mosten er bevaret.

De fleste Málagavine vi møder i dag er »blends« fra forskellige Solera’er.

De bedste Muscat-vine sælges under navnet Moscatel de Málaga, og er normalt lidt lysere og lettere end den typiske Málaga.


DO Montilla-Moriles
er et interessant vindistrikt, som ligger midt i Andalusien i den sydlige del af Córdoba-provinsen. Det er lige præcis her, at middelhavsklimaet skifter til fastlandsklima. Somrene er lange, varme og tørre, og vintrene er korte og kolde.

Den vigtigste drue er Pedro Ximénez, som traditionelt blev brugt til stærk, mørk sød vin, der blev fremstillet på samme måde som i Sherry, dog med den undtagelse, at vinen ikke blev lagret på fad, men i store åbne lerkrukker, der kaldes »Tinajas«. Mosten blev kun sjældent tilsat brandy, fordi naturen i Montilla-Moriles tillod en naturlig gæring helt op til 15-16% - nogle gange endda mere.

I dag kender vi Montilla-Moriles som fine, tørre hvidvine både som Vino Joven og Crianza.Lokalt har man haft succes med at sende en »årets hvidvin« på markedet samme år som druerne er høstet.


DO Jerez-Xérès-Sherry
DO Manzanilla Sanlúcar de Barrameda
- eller Sherry og Manzanilla Sanlúcar de Barrameda. Eller blot Sherry.

Vi er omkring byen Jerez de la Frontera. Lige bagom ligger Sevilla, og herfra løber floden Guadalquivir mod kysten, hvor den forenes med Atlanterhavet ved Sanlúcar de Barrameda. På de hvide tørre jorder mellem Jerez, Sanlúcar og Cádiz breder Sherry-landet sig ud.

Jerez stammer fra det mauriske Sherris, der blandt andet benyttes i Shakespeares værker.

Jerez de la Frontera er hovedbyen, men der er andre byer, som man henviser til i sherry-sammenhæng, blandt andet de to udskibningshavne Cádiz og Puerto de Santa María. Det var fra sidstnævnte, Columbus sejlede ud for at opdage den nye verden. En anden vigtig Sherry-by er Sanlúcar de Barrameda, der er kendt for sin særlige sherry-type, Manzanilla, der har en speciel, lidt saltet karakter. Det skyldes det særlige mikroklima ved havet.

Jorden indeholder ekstreme mængder kalk, og det giver mulighed for at fremstille lette vine. Samtidig afgiver kalken fugtige dampe, så der dannes noget der ligner dis. Disse to forhold forklarer, hvordan man kan lave en tør og frisk grundvin i et subtropisk område, hvor solen skinner 300 dage om året fra en skyfri himmel, og hvor det kun regner i vintermånederne.

Den hvide jord kaldes Albariza. Kalken og det mikroklima der er, har en heldig indvirkning på friskheden og duften af de druer, der har deres rødder her. Solens stråler nærmest afkøles når de reflekteres i den hvide jord.

Den vigtigste Sherry-drue er Palomino. Alle andre steder i verden giver den tunge og uinteressante vine, men her har den fundet sit rette element. Den er i modsætning til andre klassiske vindruer særdeles velsmagende. Den anden Sherry-drue er Pedro Ximénez, der for lethedens skyld altid omtales som PX. Det er den der giver sødmen til de sherry-typer, hvor det forlanges. PX’en får lov til at hænge længere på vinstokken, og først når de er overmodne, plukkes de og lægges til tørre på stråmåtter. Der er også lidt Moscatel i sherry-landet.

Druerne plukkes i begyndelsen af september, men først efter at de er blevet velsignet i Jerez-katedralen, ved den traditionelle fest, La Fiesta de la Vendimia, der indleder høsten.

Druen PX lægges på stråmåtter til tørring, mens Palomino’en bringes direkte ind i pressehuset, hvor store moderne maskiner hurtigt frigør mosten, der sættes til gæring på store rustfri ståltanke.

Når mosten er gæret til en tør hvidvin, hældes den på Butts, specielle træfade på 500 liter. Disse butts fyldes kun fire femtedele op, og spunshullet dækkes ikke af. Samtidig tilsættes den første alkohol, der bringer den unge vins alkoholprocent op på ca. 15. Det er under disse omstændigheder, den første lagring foregår. I de første uger af denne lagring, hvor luften har fri adgang gennem spunshullet, sker der noget betydningsfuldt i fadet. Andre steder ville der opstå eddikestik, men her i Andalusien dannes, lidt på lykke og fromme, på overfladen et tyndt lag som godt kan ligne flødeost lidt. »Flor« kalder man det, og den synes at trives bedst på de mest lette og delikate vine. I bedste fald dannes et tykt lag, der effektivt beskytter mod luftens påvirkning. Denne proces ændrer vinens karakter.

I det forår, der følger høsten, går kældermesteren i gang med at bedømme udviklingen i de forskellige butts. Hvert fad bliver klassificeret. De, som har et tykt lag flor, klassificeres som Finos. De, hvor floren ikke har arbejdet så godt, og er blevet gyldne af oxideringen, bliver lagt til side til anden brug.

Fino er den helt lyse, tørre type. Lagres den i Sanlúcar de Barrameda, der ligger tæt ved havet, vil den udvikle en særlig salt- og jodagtig smag. Fino’en herfra kaldes Manzanilla. Den er knastør som en Fino.

Lagres Fino’en i lang tid på fad, vil den miste sin friske frugt og lyse klarhed og dreje over mod det gyldne og få en meget tæt smag. Frugten erstattes af en meget fin nøddesmag. Denne type kaldes Amontillado.

De butts, hvor floren ikke var komplet, bruges på forskellig vis. De bedste af dem fortsætter på butts, stadig kun fire femtedele fyldt, og stadig med direkte adgang til luften. Vinen oxiderer ganske lidt, og det giver vinen en dybere farve og en speciel karakter. De allerfineste af disse vine ender som prestige-Oloroso’er.

Den almindelige Oloroso laves fra de butts, hvor floren ikke eller næsten ikke fik fat. Den tilsættes brandy op til 20% og fadet fyldes helt op, og på et tidspunkt sødes den med vin fra PX.

Sherry må først sælges efter en minimumslagringstid på 3 år. Lagringen foregår i et såkaldt Solera system. Det er en form for en blanding, der sikrer en ensartet kvalitet. Solera’en er forskellig fra bodega til bodega, men virker på samme måde: man skal forestille sig butts ligge i lange rækker og i adskillige lag oven på hinanden. Den nederste række indeholder sherry klar til at blive tappet. Den kaldes eksport-Solera’en. Når der trækkes vin herfra, er det kun lidt man tager fra hvert fad. Det der kommer til at mangle i fadet, bliver fyldt op fra det fad, der ligger lige ovenover, og det igen fyldes op fra det oven på osv., indtil der til sidst kun mangler lidt i hvert af de øverste butts. De fyldes op med den unge »Añada« vin. Hver bodega har deres mening om, hvor meget og hvor ofte man kan trække vin fra Solera’en. Dog må man højst tage en tredjedel hvert år.

Sherry optræder uden årgangsbetegnelse, men man ser for eksempel »Solera 1908«. Det betyder, at man startede den pågældende Solera i 1908, og teoretisk er der stadig nogle dråber tilbage fra dengang.

Cream og Brown typer er Oloroso med en stor andel PX.

Palo Cortado er en speciel fornem Sherry, der kommer »ud« af floren som en mellemting mellem Fino og en tør Oloroso, og den smager som en blanding af en fin Amontillado og Oloroso.

Der fremstilles en del god, tør hvidvin på Palomino, som har stor succes lokalt.


DO Sierras de Málaga
er en klassisk DO, der er kendt i århundreder for sine søde hedvine fremstillet af Moscatel og Pedro Ximénez druer og har kunnet bevare sin identitet trods årtiers tilbagegang under pres fra turismen.

Geografisk dannes en T-form med vinmarker, der løber langs kysten øst for Malaga by, og tilbage op mod bjergene. En mindre, tredje underzone ligger vest for byen.

DO Sierras de Málaga oplever en renæssance efter, at deres hedvine er blevet genopdaget. Producenter i Málaga, som andetsteds i Andalusien, er ved at tilpasse sig de skiftende markedskrav for lettere vin og har oprettet den nye DO Sierras de Málaga, hvor unge vine fremstilles i det samme geografiske område, hvor Consejo Regulador de la DO Málaga har sit virke.
....

Tilbage til forsiden
,,,,,
Til til kortet over Spanien