Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Spanien: Baskerlandet


....


BASKERLANDET

DO Chacolí de Vizcaya
- eller DO Bizkaiako Txakolina
DO Chacolí de Guetaría
- eller DO Getariako Txakolina
DO Chacolí de Álava
- eller DO Arabako Txakolina
.....

Selv om baskerlandet er kendt for en intens industrialisering, som følge af den rige forekomst af jern, så opdager flere og flere skønheden, der ligger lige bag de travle havnebyer Bilbao og San Sebastián. Store, imponerende bjerge rejser sig som et flot bagtæppe og ind imellem breder smukke, grønne dale sig ud. Rivende vandløb skærer sig igennem det hele. Det baskiske folk har levet her siden stenalderen, og deres oprindelse, kultur og sprog er et mysterium. Det er meget sandsynligt at baskerne var de første mennesker som bosatte sig på den iberiske halvø, og når de har fået lov til at leve uden ret megen indblanding fra anden side, skyldes det tildels at »landet« ligger godt beskyttet bag utilgængelige bjerge.

Baskerlandet har som bekendt sit eget sprog - »euskera« på baskisk, »vasco« på spansk - hvis oprindelse der er mange teorier om.

I virkeligheden er noget af Rioja-distriktet teknisk set en del af Baskerlandet. Men vi vælger her at se bort fra dette.

Det nye fantastiske og meget utraditionelle Guggenheim museum i Bilbao trækker mange turister til Baskerlandet, og der er ingen tvivl om, at det vil rette fokus endnu mere på Spanien.


Kort & godt om Baskerlandets køkken
Baskerlandet er kendt for sit gode køkken, og mange af Spaniens bedste kokke kommer netop fra denne egn. Flere af Spaniens nationalretter har deres oprindelse i »País Vasco«. Gastronomisk giver det lidt sig selv. Landet har en lang kystlinie, hvor en stor fiskerflåde dagligt lander med frisk fisk og skaldyr. Det er det, man spiser i nord. I dalene i baglandet går store fåreflokke. Lam er hverdagskost i syd. Derfor er det let at forstå, at man i nord laver hvide vine og i syd røde.

Nogle typiske specialiteter er »Marmitako« (makrelgryde), »Bacalao a la Vizcaína« og »Zurrukutuna« er klassiske baskiske klipfiskeretter.

Men Baskerlandet er også andet og mere end fisk - der er masser af gryderetter med vildt, som »Liebre a la bilbaína« (hare a la Bilbao) for blot at nævne en enkelt. En af de mest typiske baskiske oste er fåreosten Idiazábal med egen D.O.


DO Chacolí de Vizcaya - eller DO Bizkaiako Txakolina
DO Chacolí de Guetaría - eller DO Getariako Txakolina
var indtil for nylig de to eneste baskiske demarkerede vindistrikter, og der er ikke rigtig nogen grund til at omtale dem hver for sig.

Traditionelt er det en frisk og syrerig, tør hvidvin som er beregnet til den daglige fiskesuppe og fiskeretter fra egnen. Men nu har moderne vinteknik erstattet de gamle »kupelas« (træfade), og det har forbedret det generelle indtryk så meget, at det faldt naturligt at give områderne DO i 1990.

Men der er ikke produktion til mange andre end de lokale, for der er ikke mere end henholdsvis 64 ha og 56 ha plantet til med vin. For 100 år siden var der mere end 1000 ha, men det blev ødelagt af først skimmel og så af vinlusen. Intet tyder på, at der i fremtiden vil ske nogen udvidelse af betydning.

Vi finder Baskerlandets vinmarker separeret i to enklaver, den ene lidt vest for San Sebastián og den anden fordelt på begge sider af Bilbao.

Der laves en lille smule rød og rosé, men det der betyder noget er hvid på den lokale drue Hondarribi Zuri. Når den er bedst er den spændstig som en Albariño. Og den har denne fine og forfriskende lette prikkende smag, som kendetegner mange af de hvide vine fra den nordlige del af Spanien. Det er Vino Joven og skal drikkes som sådan med de lokale tapas til.


DO Chacolí de Álava - eller DO Arabako Txakolina
er en ny DO, der dækker Baskerlandets sydligste provins grænsende op til Rioja. I virkeligheden inkluderer appellationen en lille del af det traditionelle Rioja-distrikt, hvor man traditionelt koncentrerer sig om rødvin.

Bønderne vil blive ved med at sælge deres rødvine som Rioja. Den nye appellation dække områdets hvidvine, der kommer fra markerne rundt om byerne Amonrio, Laudig og Airra. Der er 50 hektar jord med vin, der er 33 producenter ,og de laver tilsammen og på samme vineri (bodega) cirka 80.000 liter vin om året.

Den dominerende drue er Hondarribi Beltza, der har sin oprindelse i Pamplona-området. Den giver en lys gylden, frisk og syrerig vin, der skal drikkes, mens den er ung, og som passer fint til dagens fad med skaldyr.

....

Tilbage til forsiden
,,,,,
Til til kortet over Spanien og register til regioner og distrikter