Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Allan Hansen

    Allan Hansen (f. 1945) fik sin interesse for vin i midten af 1960’erne som kunde i K. Dorph-Petersens Vinlager i København. Det var et af byens bedste læresteder - også for kunderne.
    Da Danmark kom med i Fællesmarkedet i 1972, fusionerede flere af de fine gamle vinhandeler, og resultatet blev rationalisering og dermed farvel til en række specialiteter, fx de tørre vine fra Tyskland og Østrig. En vinhandler forsøgte ligefrem at overbevise Allan Hansen om, at man var holdt op med at lave tør vin i Tyskland (!).
    I 1982 vandt Allan Hansen en konkurrence på tysk vin, udskrevet af "Informationsservice for Tyske Vine", og præmien var en tur til Tysklands vinområder. Her fandt han alt, hvad hjertet kan begære, når det gælder tørre tyske vine. Efter forgæves at have tigget og bedt etablerede vinimportører om at tage nogle af disse vine på programmet - de ville jo få ham som kunde, sagde han - startede han AH-Vinimport i 1984.
    I dag ligger 90 procent af hans salg på de tørre vine, her iblandt en hel del rødvine. Men han har også alle de mere eller mindre søde hvidvine, der er så populære herhjemme. I alt har han over 150 vine på programmet.
    I 1994 blev Allan Hansen "æresmagister" i foreningen af danske vinskribenter, Laugsmagistrene. Han kommer ofte i mange vinklubber og har selv været med til at grundlægge de to eneste vinklubber i Roskilde med offentlig adgang, Roskilde Vinklub og Vinvennerne Roskilde. Ligeledes har han siden 1982 undervist på Roskilde Aftenskole, hvor hans vinhold er et af de mest søgte hold i Roskilde overhovedet med deltagere fra mange andre kommuner.
    I sin fritid dyrker han friluftsliv, kunst og klassisk musik, ligesom han samler på glas. Hans søn Anders støtter udviklingen i virksomheden. Han er en kreativ guldsmed, gift med Vivi, der også er guldsmed, og begge de unge er fremragende vinsmagere. - De smager bedre end mig, siger Allan Hansen. - Men de er jo også yngre!
    Adresse: Det tyske Vinhus, AH Vinimport, Hersegade 26, 4000 Roskilde, tlf./fax: 46 37 37 45, e-mail: post:tyskvin@private.dk.