Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Dorte Pontoppidan



    Dorte Pontoppidan (f. 1954) er født og opvokset i Danmark, men har hele sit voksenliv haft tilknytning til Frankrig og har også boet der i en årrække.
    Det stod ikke skrevet i kortene, at Dorte skulle få så stor tilknytning til Frankrig – hun fik 03 (den gamle skala) i fransk til studentereksamen! Det skræmte hende dog ikke fra at tage af sted efter eksamen til en international ungdomslejr i Auvergne, hvor hun blev bidt af Frankrig og det franske sprog. Efter opholdet i Auvergne blev hun ansat i ungdomsorganisationen Concordia, der organiserede lejrene, og boede derefter flere år i Paris. Efter en korrespondenteksamen (med 13 i fransk) blev Dorte Pontoppidan ansat først som eksportsælger og siden som key account manager i Danish Freeze Dry (nu European Freeze Dry). Fra 1980 til 1985 var hun igen bosat i Paris, mens hun var ansat på den danske ambassades handelsafdeling.
    Mad og vin har altid været i høj kurs hos Dorte Pontoppidan, så da hun i 2003 skiftede de frysetørrede produkter ud med fransk vin ved sin ansættelse som PR ansvarlig i Sopexa, kunne hun hellige sig vinen. Det er foreløbig blevet til 10 år med diverse PR-opgaver og rejseaktiviteter primært til Frankrigs vinområder sammen med vin- og madjournalister.
    Hovedparten af Danmarks sommelierer har efterhånden også været med hende på de nærmest legendariske sommelier-rejser til diverse franske vinregioner. I maj 2014 afsluttede hun selv en uddannelse som sommelier på Vinakademiets sommelieruddannelse.
    I sin fritid passer Dorte Pontoppidan hus og have på landet i Hornsherred og spiller barytonsaxofon i flere bands. Der er altid mad og vin i huset til middage med venner og familie. Dorte har to voksne børn.
    Adresse: Sopexa, St. Kongensgade 34, 1264 København K, tlf. 33 73 05 00, dorte.pontoppidan@sopexa.com, www.sopexa.dk. (Opdateret 2014).