Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Ib Bergkjær

    Ib Bergkjær (f. 1967) var som fjortenårig ligeglad med knallert og stereoanlæg. Vin var hans altoverskyggende lidenskab. Den blev vakt i den lokale vinhandel i Nørresundby, hvor han arbejdede som medhjælper efter skoletid.
    Det hændte, at aflønningen fandt sted i form af flasker, så der var rig lejlighed til at smage på de ædle dråber.
    Ib Bergkjær voksede op hos sine bedsteforældre, der nok undrede sig lidt over knægtens begejstring for vin. - Du er bindegal, lød det fra hans bedstefar, da han investerede i en dobbeltmagnum Mouton Rothchild 1982 til 3200 kr.! Han var da seksten år gammel.
    At Ib Bergkjær som voksen skulle arbejde med vin, var oplagt. I dag har han været tilknyttet Sigurd Müller Vinhandel i sytten år. Han kom til det gamle vinfirma i Aalborg med en uddannelse som kontorassistent i bagagen og har siden været gennem næsten samtlige jobfunktioner inden for husets fire vægge. Han begyndte som lagerekspedient, blev siden hen indkøbs- og salgschef og har siden 2009 været administrerende direktør.
    Derudover sidder Ib Bergkjær i NRSB banks repræsentantskab og har i tre år være med i bestyrelsen for Det Franske Vinråd, indtil rådet lukkede og slukkede.
    Han bruger også rigtig megen tid på at fortælle om vin i forbindelse med vin- og madarrangementer rundt om i de danske restauranter.
    Vin spiller også hovedrollen, når det gælder fritidsinteresser. Fransk vin er favoritten, og ferierne sammen med kæresten gennem 20 år, Pia, går derfor ofte til Bourgogne, Rhône eller Bordeaux.
    Der bliver dog også tid til at kokkerere – en anden af Ib Bergkjærs lidenskaber. Og så har ægteparret købt et gammelt hus fra 1910, der kræver en kærlig hånd – noget, der tager en hel del tid.
    Adresse: Sigurd Müller Vinhandel A/S, Otto Mønstedsvej 2, 9200 Aalborg SV, tlf.: 98 18 50 99, fax: 98 18 81 65, e-mail: ib@smv.dk, www.smv.dk. (Opdateret 2013).