Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Martin Nordkvist



    Martin Nordkvist (f. 1975) er opvokset i Korsør, men har boet i København i næsten 20 år. Han har interesseret sig for vin og mad, lige siden han begyndte at arbejde i restaurantbranchen i en alder af 18 år. Den professionelle tilgang til gastronomi, de uendelige muligheder for smagskombinationer og det at se glade gæster, som lige har fået en god og måske ny oplevelse, gav ham glæde og blod på tanden. Derfor blev det til mange år i branchen i København, hvor han blandt andet var restaurantchef hos Fox Kitchen på Jarmers Plads, EAT i Hovedvagtsgade og Sushitarian i Gothersgade, hvor han også har bestredet posten som øverste chef.
    Efter cirka 12 år ønskede Martin Nordkvist at finde ud af, om græsset var grønnere i andre brancher. Det resulterede i en uddannelse som ernæringskonsulent med speciale i vægttab, et par års arbejde som projektleder på et stort eventbureau samt udgivelse af en ungdomsroman i 2009.
    Men Martin Nordkvist ville arbejde med vin, og kun vin. Han startede som vinmand i Føtex og blev efter et halvt år en del af Føtexs vinudvalg, som i den periode - foruden ham - bestod af fire varehuschefer og en distriktschef.
    Den daglige kundekontakt, og det at hjælpe folk med at vælge den rigtige vin til sagerne i indkøbskurven, var meget givende. Alligevel ville han gerne videre i vinens verden og tog derfor sommelieruddannelsen på Vinakademiet. Efter endt eksamen fik han job som HoReCa-konsulent for København og Nordsjælland i Østjysk Vinforsyning.
    Med sommelieruddannelsen i ryggen, besluttede han sig for at skrive sin første vinbog. Bogen skulle være for alle, der kan lide vin, og skulle både indeholde korte, præcise informationer om vin, vintyper og områder og enkle, gode råd om sammensætning af vin og mad. Det skulle være den håndbog, han selv manglede i de tidlige år af sin vininteresse, og rigtig mange aftener blev brugt på at nørkle med projektet, som endte med udgivelse af bogen i 2013.
    I 2015 slog Star Tours "Danmarks Bedste Job" op, som var et deltidsjob som kvalitetstester på Stars Tours destinationer omkring Middelhavet. Der kom hele 5633 ansøgninger, hvilket var Danmarksrekord, og Martin Nordkvist løb af med jobbet, som han udførte samtidig med konsulentjobbet hos Østjysk Vinforsyning.
    I de følgende to år udgav han endnu to ungdomsromaner. Bøgerne, som er en historie i to bind, handler om tilblivelsen af et boyband, hvilket Martin Nordkvist selv har erfaring med som forsanger i boybandet Fortyfive Degrees i 90'erne. I bøgerne er der i alt tolv popsange, som han selv har skrevet og indspillet, og læseren kan i løbet af historien høre sangene via QR-koder.
    2019 blev endnu et begivenhedsrigt år for Martin Nordkvist. I foråret vandt han Meny & Masterchefs konkurrence "Danmarks Bedste Opskrift", og opmuntret af sejren besluttede han sig for at tage en kokkeuddannelse for at styrke sin gastronomiske profil. Uddannelsen på Unord i Hillerød blev forkortet kraftigt på baggrund af merit, og d. 10. oktober bestod han svendeprøven med guldmedalje.
    I starten af 2020 vendte Martin Nordkvist tilbage til vinbranchen for fulde sejl. Denne gang hos Sigurd Müller Vinhandel, som er specialist i engros-salg til HoReCa-segmentet gennem 45 år, og som han i dag repræsenterer primært i Nordsjælland.
    Privat bor Martin Nordkvist i hus i Frederikssund sammen med sin ægtefælle, Benjamin. Fritiden går i høj grad med madnørderi, køkkenhavedyrkning og motion, og ikke mindst de to hunde Cuba og Rocco.
    Adresse: Sigurd Müller Vinhandel, Otto Mønsteds Vej 2, 9200 Aalborg. tlf.: 20 23 20 83, e-mail: mn@smv.dk, www.smv.dk.