Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Morten Stjernholt Nielsen



    Morten Stjernholt Nielsen (f. 1977) fik smag for vin, da han læste spansk på aftenskole i sin fødeby Svendborg for omkring femten år siden. Læreren var fra Chile og meget glad for vin, og undervisningstimen afsluttedes derfor ind imellem med et godt glas vin.
    Morten Stjernholt Nielsens vin-interesse tog for alvor fart et par år senere, hvor han var flyttet til København og deltog i en række vinsmagninger. I første omgang forblev vinen dog udelukkende en fritidsinteresse. Han blev uddannet massør og arbejdede derefter tre år som cykelbud, hvor han lærte de københavnske gader at kende til fingerspidserne fra cykelsadlen.
    I 2005 flyttede han tilbage til Svendborg, hvor en ny uddannelse som fængselsbetjent blev føjet til cv’et.
    I dag har han et godt job på den rigtige side af tremmerne, og de skæve arbejdstider som fængselsbetjent har gjort det muligt for ham at gøre drømmen om en egen vinforretning til virkelighed.
    I 2011 åbnede han internetfirmaet Svendborg Vinimport. Målet var at skabe en webshop med en god sammenhæng mellem pris og kvalitet - et sted, hvor han selv ville købe vin. Desuden håbede han via arbejdet med firmaet at få en endnu større viden om vinens verden.
    Det er frem for alt vine fra den italienske Veneto-region og den franske Rhône-dal samt nogle gode flasker portvin, man finder på "hylderne" i forretningen. Nogle af vinene er egen import, mens andre stammer fra en række danske vinimportører.
    Ud over salget af vin tilbyder Morten Stjernholt Nielsen også afholdelse af vinsmagninger for firmaer og private.
    Fritid er der ikke voldsomt meget af, men den, der er, bruges sammen med hustruen Karen og deres to børn, Emil på 6 år og Anna på 3 år. Børnene bliver også slæbt med på besøg på diverse vingårde, når familien er på ferie i fx Rhône. Interessen for vin må gerne spire så tidligt som muligt.
    Ud over familien og rejser bruger vinmanden en hel del tid på racercyklen - med håbet om, at formen bliver god nok til i 2014 at køre 24 timers landevejsløb for sjette gang.
    Adresse: Svendborg Vinimport, Walkendorffsvej 48, 5700 Svendborg, tlf.: 42 66 90 01, e-mail: svendborgvinimport@hotmail.com, www.svendborgvinimport.dk. (Opdateret 2014).