Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Ole Brødholt


.

VinAvisens Blå Bog

...Klik på knappen for at vende tilbage til Den Blå Bogs oversigtsside.
.

    Ole Brødholt (f. 1954) havde 27 år bag sig i vinbranchen, før han tog det store spring - og blev “garageimportør”. I 1998 grundlagde han Furesø Vinimport, og siden er garagen vokset til et større lager i Slagelse.
    Hans vinøse karriere startede i 1971, da han blev tjenerelev på Søllerød Kro. Siden fulgte jobs hos Vinstokken og i vinfirmaerne Georg Bestle og Remy Danmark (der i dag hedder Maxxium Danmark) - de sidste to steder var han salgsdirektør.
    Furesø Vinimport sælger især italienske og franske vine til cirka 50 specialforretninger, 90 restauranter og en række firmaer, men det er stadig et familiefirma. I 2000 forlod Ole Brødholts hustru, Kate, ejendomsmæglerbranchen og konverterede til vinen.
    Mange, der begynder at importere vin, gør det, fordi de har nogle kunder - hvorefter de så prøver at finde nogle vine. Ole Brødholt siger: - Jeg gjorde det modsatte. Jeg tog ud og fandt vinene og gik derefter i gang med at finde mine kunder. Ikke mindst har jeg haft en overvældende succes med vinene Villa Torre fra Montepulciano d’Abruzzo og Aresti Montemar fra Chile.
    Ole Brødholt arbejder også utraditionelt på en anden måde, idet hans kunder kan få vinen leveret direkte fra producenten, evt. under egen banderole. - Denne form for “medimport” fjerner dyre mellemled, siger han.
    I sin sparsomme fritid dyrker han sin store interesse for mad, vin og kultur - og familielivet sammen med Kate og parrets to piger, Vivita på fjorten og Malini på ti. Samt ikke at forglemme newfoundlænderen Remy, opkaldt efter vinfirmaet af samme navn. (Den forrige hund hed Bacardi).
    Adresse: Furesø Vinimport, Furesøvej 80, 2830 Virum, tlf.: 45 85 70 49 og 40 14 70 49, fax: 45 85 70 83, e-mail: info@furesoevin.dk.