Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Peter Buch Hansen



    Peter Buch Hansen (f. 1985) voksede op i København i et hjem, hvor der ikke blev drukket meget andet end klassisk Bordeaux, og det var også her, hans interesse for vin spirede.
    Interessen blev til mere end blot en fritidsbeskæftigelse, da han startede med at læse på Copenhagen Business School i København i 2010. Han havde glædet sig til at slutte sig til universitetets vinklub, men fandt hurtigt ud af, at sådan en slet ikke eksisterede. Derfor tog han samme år initiativ til at oprette vinklubben CBS Wine.
    Ideen med CBS Wine er at lade de danske vinimportører komme tættere på de studerende, og herigennem blandt andet afmystificere vinsmagninger, der for mange, og specielt for unge studerende, er noget svært forståeligt og noget, ældre mennesker deltager i.
    I starten var kendskabet til CBS Wine internt på CBS, men også eksternt i det danske vinmiljø, meget lille, og det var svært at få solgt billetter nok til en vinsmagning.
    I dag er CBS Wine Danmarks største vinklub for studerende med over 4000 likes på Facebook,, og klubben har afholdt vinsmagninger for over 3000 medstuderende både på og uden for skolens regi.
    Peter Buch Hansen og resten af holdet bag bestyrelsen i CBS Wine modtog også Student Prize of the Year 2013, der tildeles af the Dean’s office på CBS til studerende, som har bidraget til studievenlige aktiviteter på skolen.
    Udover at planlægge månedlige vinsmagninger for medstuderende, har CBS Wine med Peter Buch Hansen i spidsen også deltaget i en række internationale vinsmagningskonkurrencer i blandt andet Bordeaux, Champagne, Lyon og Lausanne i Schweiz. Her er det blevet til en lang række podiepladser: en 1. plads i Sciences Po International Tasting 2015 hos Bollinger i Champagne, en 2. plads i Défi de Bacchus 2015, 2. plads i Millésime EHL - Wine Tasting Contest i Lausanne samt to 3. pladser i Left Bank Bordeaux Cup i 2012 og 2013, der afholdes på Château Lafite Rothschild.
    I dag er CBS Wine blevet en af de mest populære studieorganisationer på skolen, og målet er klart: Vinklubben skal også være der om 100 år.
    Peter Buch Hansen er nu færdig med sin uddannelse i International Business og skal fremover arbejde med egen konsulentvirksomhed, Salvador, et kreativt bureau med speciale i skræddersyede marketingløsninger. Han har dog ikke helt sluppet vinens verden - han har blandt andet fået Dansk Sommelier Forening som kunde og har stået for design og layout af foreningens nye medlemsblad.

    Adresse: www.Salvador.dk