Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Peter Larsen



    Peter Larsen (f. 1965) er uddannet inden for it-branchen og har stadig en karriere i denne branche. Vin som fritidsinteresse har dog altid fyldt rigtigt meget.
    De sidste 30 år er det blevet til to-tre vinture om året til vindistrikter primært i Europa, typisk Alsace, Bourgogne og Bordeaux, men også Italien, Spanien og USA er blevet besøgt.
    I starten af 1990erne tog Peter Larsen initiativ til en vinklub, hvor der blandt andet blev afholdt vinsmagninger for større grupper. Allerede i den forbindelse voksede kærligheden til Pinot-familien og specielt til Pinot Noir og de lettere koldklima-rødvine.
    Tanken om egen vinforretning blev vakt tilbage i 1999. Men det tog tid at finde de helt rigtige vine til hylderne. Dem fandt Peter Larsen på en rejse til det tyske område Kaiserstuhl i Baden i 2009. Og sammen med partneren Robert Jonsson startede han i 2011 Vinbutikken.dk.
    Forretningen har i dag et bredt sortiment af rødvine fra Kaiserstuhl på netop Pinot Noir, men også hvidvine på blandt andet Weissburgunder, Grauburgunder og Chardonnay. Det tyske område er nærmest ukendt i Danmark, men de to butiksindehavere gør en stor indsats for at udbrede kendskabet til det og ikke mindst til dets fantastiske vine - blandt andet ved at deltage i forskellige udstillinger for tysk vin.
    Området har siden 1980erne været i en forrygende udvikling, og vinstokkene begynder nu at vise, at Kaiserstuhl kan tage kampen op mod Bourgogne.
    I dag har også nøje udvalgte vine fra andre områder i Tyskland samt fra Frankrig og New Zealand fundet vej til forretningen.
    Peter Larsens tilbringer sin fritid sammen med familien, Natallia, Anton og Viktor, hjemme eller på rejse. En fisketur eller en jagtrejse er også ofte på programmet.
    Adresse: Vinbutikken.dk, Krogsbøllevej 20, 4000 Roskilde, tlf.: 23 86 11 71, e-mail: info@vinbutikken.dk, www.vinbutikken.dk. (Opdateret 2013).