Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Poul Erik Bermann



    Poul Erik Bermann (f. 1955) er nordjyde men har boet på Sjælland siden 1983. Han er uddannet planteskolegartner og anlægsgartneritekniker - og så har vin altid været en stor del af hans liv.
    Hans debut i vinens verden var dengang, hvor han som ung syntes, det var mere ”blæret” at drikke vin end øl, når der var fest. Og når der blev købt ind i grænsebutikkerne i Tyskland, handlede det mere om kvantitet end kvalitet. Især Père Médard 1,5 liter til 9,50 kr. fyldte godt i indkøbskurven.
    Nysgerrigheden omkring vin fik dog stadig mere tag i Poul Erik Bermann, og efterhånden blev der købt mere kvalitet end kvantitet. Han købte også gemmevine - det gik dog ikke lige godt hver gang, da han ikke havde tilstrækkelig viden om opbevaring af vin.
    Frankrig var og er ”hans” vinland, og hans første møde med de franske vinmarker var i 1985 i Languedoc. Den sydfranske vin, landskaberne og franskmændenes tilgang til mad, vin og livet fascinerede ham.
    I 1995 begyndte han at importere franske vine via sit handelsfirma. Snart etablerede han samarbejder med flere andre vinimportører, så sortimentet bød på en bred vifte af vine fra forskellige lande, og salgskataloget dermed kunne tilfredsstille såvel Horeca-sektoren som B2B kunder.
    Poul Erik Bermann fik med tiden trang til at dele sine vinoplevelser og sin efterhånden nørdede tilgang til vinens univers med andre. Allerede det første år, han importerede vin, afholdt han vinsmagninger for vinklubber og ved private arrangementer. I dag har han afholdt langt over 100 smagninger rundt omkring i Danmark - og endda også en i Sisimiut på Grønland. Han har også været medarrangør på et par vinrejser til Bordeaux.
    I 2021 blev Rådtilvin.dk grundlagt - et familieprojekt, som skal lære danskerne at få bedre smagsoplevelser gennem vinsmagninger, videoer og podcasts. To af hans tre børn, Claus og Frederik, deltager ligeledes i projektet.
    Ud over vin har Poul Erik Bermann også altid haft en stor passion for kunstens verden, og i 2007 begyndte han selv at være udøvende kunstner. Han har også skrevet to bøger, Til døden OS skiller og bogen Just Andersen om den verdenskendte danske designer. Fritiden bruges på jagt og naturen - samt jagten på fossiler i Danmark. Han har blandt andet en samling på hele 35.000 vættelys.
    Adresse: Rådtilvin.dk, drives af Bermann Marteting, Herredsvej 24, 2820 Gentofte, tlf.: 20 26 49 40, e-mail: peb@raadtilvin.dk, www.raadtilvin.dk, www.poulerikbermann.dk.