Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 52, 2005





Vin-aktuelt i uge 52
27. december - 1. januar 2006
...............

...............
Vil du have vores løbeseddel?
Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden.
Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.


VinAvisen uge 51
VinAvisen uge 50
VinAvisen uge 49
...............


.............
Ti års garanti på skruelåg
I dag bliver 90% af alle vinflasker på New Zealand forsynet med skruelåg. Vinproducenterne er således enige om, at de er alle tiders. Men blandt forbrugerne hersker der stadig en vis skepsis – blandt andet når det gælder vinenes udvikling og holdbarhed.
Derfor har Esvin Wine Resources, en newzealandske producent af skruelåg, ifølge WeinReporter som noget helt nyt tilbudt forbrugerne en tiårig garanti på vine med firmaets skruelåg.
Eswin var oprindelig importør af korkpropper, men et kig i krystalkuglen fik ledelsen på andre tanker. Først blev det til import af skruelåg – senere til egen produktion.

EU-USA aftalen vedtaget
Som ventet har EU’s ministerråd vedtaget den omstridte handelsaftale med USA, idet Tyskland, Østrig, Grækenland, Portugal og Litauen stemte imod.
De tre store vindyrkende nationer, Italien, Frankrig og Spanien, stemte for – de har jo en stor eksport til USA, der i alt aftager 40% af EU’s vineksport.
Ifølge aftalen vil begge parter – EU og USA – godkende hinandens metoder til fremstillingen af vin. Amerikanerne kan således eksportere vine fremstillet med egespåner og fortyndet med vand til EU-landene.
Det lykkedes ikke EU at få indført et forbud i USA mod brugen af navne som Burgundy, Chablis, Champagne, Chianti, Claret, Haut-Sauterne, Hock, Madeira, Malaga, Marsala, Moselle, Port, Retsina, Rhine, Sauterne, Sherry og Tokay. Ifølge aftalen vil USA’s myndigheder dog bede kongressen om at indføre visse begrænsninger i brugen af disse navne.
Især tyske vinfolk er utilfredse med aftalen. – At komme egespåner i vin, siger den tyske landbrugsminister, Horst Seehofer, – er simpelt hen utænkeligt i vores vinkultur. Det kan da ikke accepteres, at amerikanske kunstvine kommer ind på det tyske marked, uden at forbrugerne er klar over det. Tyske kvalitetsvine vil blive oversvømmet af billige laboratorievine på grund af denne aftale.
..........
>33
............
Hammeren falder i bestikkelsessager
Nu går det løs med uddelingen af bøder i de mange bestikkelsessager, som tynger det svenske Systembolags renommé. Som tidligere nævnt har medarbejdere i en række importfirmaer betalt ansatte hos Systemet klækkelige beløb for at fremme salget af deres vine.
I alt står 92 personer under anklage, hvoraf de fleste er tidligere ansatte i Systemet.
For få dage siden sluttede den første sag mod atten butiksledere samt to ansatte fra vinfirmaet Vin-Trägardh, der har betalt 190.000 skr. (cirka 150.233 dkr.) i bestikkelse. Der blev idømt bøder på mellem 1500 og 51.000 skr. (cirka 1186 og 40.325 dkr.).

Tre portvinshuse til salg
Portvinshusene Barros, Da Silva og Messias står for 10% af al den portvin, der fremstilles i Portugal. Nu er virksomhederne ifølge Just Drinks sat til salg, og det forlyder, at de tre ejere allerede har været ude med følere efter nye muligheder for investering.
Årsagen kan være, at priserne på portvin gennem længere tid har været for nedadgående, og at konkurrencen på eksportmarkederne er skærpet.
Ude i kulissen venter nogle af de tunge drenge, der også har opkøbt andre portvinshuse – heriblandt The Fladgate Partnership, banken Caixa Nova og den kendte familie Symington, der blandt andet ejer portvinshusene Graham’s, Dow’s og Warre’s.

Rødvin mod ledbetændelse
Ledbetændelse i knæene er en smertefuld sygdom, som man normalt forsøger at komme til livs med piller og indsprøjtninger. Men nu tyder en ny undersøgelse, udført af forskere ved New York University School of Medicin, på, at rødvin ligeledes er en glimrende medicin mod lidelsen. Det skyldes gode gamle resveratrol, som vi så ofte har skrevet om i VinAvisen. Det er et stof, der findes i de blå druers skind og dermed også i rødvinen.
Faktisk har det ifølge Daily Mail vist sig, at de stoffer, der forårsager ledbetændelse, nedsættes med mellem 50 og 90% under påvirkning af resveratrol.
Når forskerne overhovedet valgte at lave forsøg med det vinøse stof, skyldes det, at det i forvejen menes at kunne bekæmpe alvorlige lidelser som hjertesygdomme, lungekræft og Alzheimers.
...............
44-43/07
..........
Unwins gået bankerot
Gennem de sidste par år har det stået sløjt til med økonomien hos Storbritanniens store vinhandler-kæde Unwins. Konkurrencen fra de store supermarkedskæder Sainsbury's og Tesco, der sidder på 50% af det vinøse engelske marked, er blevet stadig hårdere.
Der er ifølge Decanter blevet kæmpet til det sidste for at rette op på forholdene – man har haft forhandlinger i gang med en stribe vinfirmaer med henblik på partnerskab. Men nu er det endegyldigt slut: Den 153 år gamle vinhandler-kæde er blevet erklæret for konkurs. Samtlige 381 butikker er lukket, og de 1800 medarbejdere har fået deres fyreseddel.

Krav om erstatning
I et sidste forsøg på at slippe med skindet i behold har ejeren af Unwins, firmaet DM Private Equity, bekendtgjort, at det vil lægge sag an mod såvel firmaets revisorer, som dets aktieindehavere og tidligere direktører.
Man har nemlig fundet ud af, at der er rod i regnskaberne med en regnefejl på hele 13,2 millioner pund (cirka 145 mio dkr.).
DM Private Equity kræver derfor også en klækkelig erstatning fra de tidligere ejere af Unwins, da de mener at have købt katten i sækken.

Et hurtigt salg
Ved redaktionens slutning har vi fået en mail fra Just Drinks, der fortæller, at vinhandlerkæden Thresher har købt 200 af Unwins’ forretninger.
Thresher vil hurtigst muligt genåbne forretningerne og lade dem fremstå under Thresher’s navn.
Dette betyder, at cirka 1200 af Unwins’ medarbejdere har en chance for at blive genansat. Så det blev alligevel jul – for nogle af dem ...
Thresher er Storbritanniens største vinhandlerkæde med 2000 forretninger under en række kendte navne – Threshers, Wine Rack, Victoria Wine og Bottoms Up.
............
>30/06
.............
Snart mere end 50% blå druer
Tyskerne er ikke mere kun til hvidvin. Markedsandelen for rødvin har passeret de 50%. Og det har naturligvis fået de tyske bønder til at plante blå druesorter.
I 1992 var kun 18% af det dyrkede areal beplantet med blå druer. I år udgør de "blå" marker tilsammen 36%.
Den vigtigste blå drue i Tyskland er Spätburgunder (på fransk Pinot Noir), der er i stadig vækst i parløb med druen Dornfelder – som det fremgår af statistikken herunder.

Riesling stadig i front
Tyskerne dyrker over 100 forskellige druesorter på deres 102.000 hektar vinmarker, enten regulært eller på forsøgsmarker.
Når det gælder hvidvin, ligger Riesling stadig helt i front med 20,2%, mens Weiss- og Grauburgunder (Pinot Blanc og Pinot Gris) dækker cirka 7% af markerne. Sammen med Müller-Thurgau dækker Riesling mere end en tredjedel af alle Tysklands vinmarker.
Ny blandt de tyske rødvinsdruer er Regent, en ret ung druesort, som modnes midt i sæsonen og er meget bestandig over for svampe. Og ved siden af denne opkomling finder man gamle rødvinssorter som Saint Laurent og Frühburgunder.
Også Merlot og Cabernet Sauvignon vinder frem, men de er dog stadig kun mellem "andre druesorter" i statistikken.
.............
Beplantede
vinmarker
Procent af
alle vinmarker
    Hvidvinsdruer
    Riesling
20.627 hektar
20,2 %
    Müller-Thurgau / Rivaner
14.983 hektar
14,6 %
    Silvaner
5.578 hektar
5,4 %
    Kerner
4.606 hektar
4,5 %
    Grauburgunder / Ruländer
3.786 hektar
3,7 %
    Weissburgunder
3.192 hektar
3,1 %
    Bacchus
2.320 hektar
2,7 %
    Scheurebe
2.003 hektar
1,9 %
    Gutedel
1.331 hektar
1,1 %
    Faberrebe
847 hektar
0,8 %
    Huxelrebe
755 hektar
0,7 %
    Ortega
746 hektar
0,7 %
    Gewürztraminer
824 hektar
0,8 %
    Chardonnay
958 hektar
0,9 %
    Elbling
645 hektar
0,6 %
    Andre druesorter
2.168 hektar
2,1 %
    I alt
65.389 hektar
64,0 %
    Rødvinsdruer
    Spätburgunder
11.371 hektar
11,1 %
    Dornfelder
8.200 hektar
8,0 %
    Portugieser
4.879 hektar
4,8 %
    Trollinger
2.578 hektar
2,5 %
    Schwarzriesling
2.491 hektar
2,4 %
    Lemberger
1.535 hektar
1,5 %
    Regent
2.037 hektar
2,0 %
    Saint Laurent
652 hektar
0,6 %
    Dunkelfelder
379 hektar
0,4 %
    Domina
350 hektar
0,3 %
    Andre druesorter
2.380 hektar
2,3%
    I alt
36.852 hektar
36,0 %
............
49-52
...............
Nu også vin fra Polen
EU’s ministerråd har vedtaget at indlemme Polen i rækken af lande med en produktion af kvalitetsvin. Det betyder, at polske vinproducenter allerede til næste år kan begynde at eksportere deres vine til de andre EU-lande.
Den polske produktion er koncentreret i landets sydlige del – i Zielona Góra og i Karpaternes forland.
Ifølge WeinReporter er Roman Myœliwiec en pionér i polsk vin. Han har et vingods med 5000 vinstokke samt en planteskole ved Winnica Golesz i det sydøstlige Polen.
.............

............
Som noget ret usædvanligt ligger der små huse rundt omkring på Saale-Unstruts gamle terrasser (foto DWI/Hartmann).
    Tyve ribbede vinstokkene
    En flok tyveknægte "hjalp" i sidste uge det tyske vinhus Kloster-Pforta i vinregionen Saale-Unstrut med høsten. I nattens mulm og mørke sneg de sig ind i vinmarkerne og ribbede hele 180 vinstokke for Weissburgunder-druer.
    I alt slæbte de ifølge WeinReporter af med 400 kilo druer til en værdi af 24.000 euro (cirka 179.013 dkr.).
    Druerne var endnu ikke høstet, da vinhuset havde tænkt sig, at de skulle forvandles til liflig Eiswein, når den første nattefrost satte ind.
    Nu undersøger politiet, om et andet tysk vinhus har fået tilbudt druer til presning.

    Den lille vinregion Saale-Unstrut
    Saale-Unstrut, hvor det uheldige vinhus ligger, hører med sine kun 650 hektar vinmarker til blandt Tysklands mindste vinregioner.
    Oprindelig var der kun elleve regioner i Tyskland, men efter murens fald kom der endnu to til, hvoraf netop Saale-Unstrut var den ene og den nordligst beliggende. Den anden er Sachsen.
    Trods regionens ringe størrelse dyrkes der mere end tyve forskellige druesorter på de flere hundrede år gamle stejle terrasser. Müller-Thurgau er den mest udbredte, men der dyrkes også Riesling, Silvaner og så den førnævnte Weissburgunder.
............
Lanson endelig solgt
I torsdags blev champagnehuset Lanson endelig solgt. Køberen er Boizel Chanoine Champagne, der lagde 120 millioner euro (900 mio dkr.) på bordet samt overtog en gæld på cirka 400 mio euro (3 mia dkr.).
Boizel erhverver herved champagnemærkerne Lanson og Bellefon samt en række billige champagner, der afsættes til supermarkeder og restauranter under disses egne mærkenavne.

Et begrænset antal ejere
Der har været flere salg af champagnehuse i de seneste år. Fornylig købte investeringsgruppen Starwood Capital hotel- og champagne-gruppen Taittinger og er nu i færd med at frasælge champagnehuset.
Faktisk ejes de berømte champagnehuse i dag af et begrænset antal ejere. Luksusgiganten LVMH ejer Krug, Moët & Chandon, Dom Pérignon, Ruinart og Veuve Clicquot Ponsardin (Den gule enke). Allied-Domecq ejer Perrier Jouët og Mumm; og Remy Cointreau ejer Gosset og Piper Heidsieck.
Bollinger, Louis Roederer og Pol Roger er dog fortsat i privat eje.
.............
>43/06
............
Cono Sur har vokseværk
Den chilenske bodega Cono Sur har ifølge Just Drinks vokseværk, og i onsdags har bodegaen købt en 200 hektar stor vinmark i Peralillo samt yderligere 160 hektar i San Antonio Valley.
En hektar er jo lig med 10.000 kvadratmeter. En fodboldbane skal være mindst 45 x 90 m = 4050 kvadratmeter, og det vil sige, at Cono Sur har købt nye vinmarker svarende til 890 fodboldbaner.
I år har Cono Sur, der ejes af Chiles største vinproducent, Concha y Toro, øget sin omsætning med 20%, og eksporten er steget til cirka 25 millioner flasker.
.............

...........
Førstepræmie-vinderen Lymar Winery har et billede af vingården på etiketten.
    Top 10 over vinhuses websider
    At have en velfungerende webside bliver af stadig større vigtighed for vinproducenterne rundt om i verden. Folk søger i stigende grad på Internettet, og websiden er ofte den første kontakt, som potentielle kunder får med et vinhus.
    Nu har Mike Duffy, der udgiver The Winery Website Report, undersøgt 2200 amerikanske vinhuses websider og har opstillet en liste over de ti bedste.
    Duffy har blandt andet set på, hvor let og hurtigt brugerne kan manøvrere rundt på websiderne, og om siderne opfylder behovene hos såvel private købere som hos vinbranchen og pressen.
    Lignende tests af websider fra vinhuse i andre lande hører ifølge Decanter med til Michael Duffys fremtidsplaner. Herunder bringer vi har hans top ti liste over de amerikanske sider, og på www.winerywebsitereport.com findes yderligere oplysninger.
............
1
    Lynmar Winery
www.lynmarwinery.com
2
    Clos Du Val Wine Co.
www.closduval.com
3
    EOS Estate Winery
www.eosvintage.com
4
    King Estate Winery
www.kingestate.com
5
    Huntington Wine Cellars
www.huntingtonwine.com
6
    Nickel & Nickel
www.nickelandnickel.com
7
    Goldeneye
www.goldeneyewinery.com
8
    Lambert Bridge Winery
www.lambertbridge.com
9
    Wildhurst Vineyards
www.wildhurst.com
10
    Quivira Vineyards
www.quivirawine.com
............
>12
.............
Engelsk vin ikke hans kop te
For nylig var Tony Blair vært ved et EU-topmøde i Bruxelles. Den engelske premierminister syntes åbenbart, at gæsterne skulle smage hans hjemlands vin, og der blev derfor skænket engelsk rødvin i glassene.
Det var ikke lige den svenske statsminister Göran Perssons kop te, hvilket han tydeligt gav udtryk for over for Silvio Berlusconi.
Det italienske statsoverhoved syntes åbenbart, at Persson skulle have noget ordentlig vin at rense ganen med efter den frygtelige oplevelse og sendte ham derfor 24 flasker god italiensk vin. Om vinen faldt i bedre jord, melder historien ikke noget om.
.............
    Madonna på etiketten
    Millioner af Madonna-fans får nu chancen for at sætte deres idol på middagsbordet. Det californiske vinfirma Celebrity Cellars har nemlig lanceret en serie rød- og hvidvine, hvor popdronningen gør interessant gymnastik på etiketterne.
    Serien, der ifølge WineSpectator efterfølger en lignende serie med Rolling Stones, har fået navnet "Confessions". Den læner sig dermed op ad Madonnas nyeste album, "Confessions on a Dance Floor" (Betroelser på et dansegulv).
    Hvordan vinene, hvoraf de fleste koster over 100 kr., smager, aner man ikke noget om hos Celebrity Cellars. Men ledelsen er sikker på, at de nok skal blive et hit.
...........
Forfalsket vin i omløb
Jacob Jensen hos Philipson Wine advarer om, at en af de vine, Philipson importerer, er blevet forfalsket og sælges i Hamborg. Så kører du på indkøb over grænsen, skal du altså passe på ikke at få en fin flaske med et noget mindre fint indhold.
Det drejer sig om den italienske Bricco dell'Uccellone, Braida, Barbera d'Asti 2001, som Philipson tager 249,95 kr. for (ved køb af 12 flasker).
– De falske flasker er let genkendelige, skriver Jacob Jensen, – for de bærer ikke den danske baglabel med Philipson Wine’s logo. Yderligere har den ægte flaske stemplet R.I. 501/AT ROCCHETTA TANARO i hætten på flasken samt et parti-nummer diskret udstanset på etiketten. Den falske vin mangler stemplet, og parti-nummeret er perforeret.
.............
--....
    Den danske vinbranche
    * Fionia Vin har optaget importen af vine fra Domaine Paul Garaudet i Monthelie i Bourgogne.
    * Erik Sørensen Grand Vin har optaget importen af champagner fra Camille Savès i Bouzy, Montagne de Reims.
    * Eltorp Vin har optaget importen af vine fra Dolores Morenas i det spanske Ribera del Guadiana samt fra Wein- und Sektgut Ernst Minges i det tyske Pfalz.
    ...........--....
...........
    .VinAvisens Online Auktioner
    Med et klik på denne bjælke åbner du et nyt vindue med auktionssiderne
    - og husk: Det er GRATIS at udbyde en vin og GRATIS at byde på den!
    .
    .
.............
38-37/06
............

Vinbranchens blå bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
..........
..
    Flemming Deichmann (f. 1948) blev oprindelig uddannet som arkitekt og har, siden han i 1975 stod med eksamenspapiret i hånden, arbejdet som bygherrerådgiver og tilrettelægger af mere end 350 arkitektkonkurrencer.
    Sideløbende har han plejet sin store interesse for vin og mad blandt andet via "ud af huset"-arrangementer til bryllupper, konfirmationer og andre festlige lejligheder.
    Efter i et par år at have været stamkunde hos vinfirmaet Fransk Dansk Kompagni og efter mangen en snak med indehaveren, Helge Sidor, endte det med, at de to slog de vinøse pjalter sammen og 1. januar 2004 åbnede vinfirmaet Compagniet.
    Så i dag – to år efter firmaets start – er det kvalitetsvine fra både Frankrig, Italien og Spanien, der flokkes på hylderne..
    Ud over salget af vin, der omfatter både restauranter, virksomheder og private, arrangerer Compagniet løbende smagninger såvel i showroomet i Jersie, som hos kunden, og én gang i kvartalet arrangerer Compagniet en vin- og gourmetaften med skiftende tema.
    Men det er ikke kun blevet ved vinene. Under temaet "Kunsten møder vinen" afholdes der hver måned fernisering, hvor malerier, skulpturer, keramik og anden kunst går op i en højere sanselig enhed med de vinøse dråber.
    Den fritid, der er til overs, går med rejser til Italien samt hygge og madlavning i køkkenet sammen med hustruen Eva.
    Adresse: Compagniet, Åsvej 3, Jersie, 2680 Solrød Strand, tlf.: 56 16 79 07, fax: 56 16 89 07, e-mail: flemming@compagniet.dk, www.compagniet.dk.
........
51-01/06
............
.....
Ugens gode spørgsmål

Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål - og svaret på det.
.....
.....
    Er champagnesablen et våben?
    D.K. i Horsens oplevede forrige nytårsaften brugen af en champagnesabel og spørger, om der mon skal våbentilladelse til en sådan sabel.
    Ja, det skal der – hvis man går rundt og fægter med den. Men hvis den kun bliver brugt til at slå toppen af flasken, betragtes den som et køkkenredskab.
    Man kalder metoden for "at sabrere en flaske" – et ord, der er afledt af det franske ord sabre = sabel. Det kan være ganske sjovt, men det skal gøres på den rigtige måde:
    Fjern den dekorative folie rundt om flaskehalsen, men lad ståltråden, den såkaldte muselet, sidde.
    Hold flasken med den ene hånd, og sving sablen i en svag bue, så den rammer skråt op under fortykkelsen øverst på flaskehalsen.
    Hvis slaget er kraftigt nok, ryger hovedet af flasken med prop og det hele.
    Til formålet bruger man en speciel sabel med en stump æg – der findes flere modeller til priser mellem 700 og 1600 kr. – og man bør nok benytte beskyttelsesbriller under proceduren.
    Vi kan i hvert fald anbefale, at man går udendørs og ikke foretager sabreringen over husets kostbareste persertæppe. Endelig skal man passe på glassets meget skarpe kanter – især når man samler det afhuggede hoved op.
...............
..........
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
...........
34-07/06

............

    Ugens vinøse billede
    Chresten Hell og hans kone, Mona, er pionerer, når det gælder vinrejser, og naturligvis har de også udforsket kinesisk vin. Blandt andet besøgte de for nogle uger siden vinhuset HuaXia Great Wall Co., der ligger i byen Changli i provinsen He Bei, cirka 350 km fra Beijing.
    Great Wall er et af Kinas tre største vinhuse med enorme rustfrie ståltanke og et tappeanlæg, der kan klare 15.000 flasker i timen. Den årlige produktion er 30.000 tons druer, hvilket svarer til cirka 28 millioner flasker.
    På billedet ses en meget lille del af vinhuset, der naturligvis er bygget som en kopi af The Great Wall. Marken foran er en vinmark, og når man ikke kan se vinstokkene, skyldes det, at de er lagt ned og dækket med jord, så de ikke fryser om vinteren. Der bliver meget koldt om vinteren og meget varmt om sommeren i Changli, som ligger helt ud til havet.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.
............
14-17
............
I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 36 vine. Af disse vine var der nedenstående 26, som fik mere end to stjerner, og 14, som fik fem stjerner. I alt 115 stjerner. En enkelt flaske havde propsmag i så høj en grad, at vi opdagede det.
...........
...
Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
.....
........
Mousserende vine


Deutz Classic, Brut, Champagne, Frankrig
249,75 kr., H.J. Hansen
Glimrende champagne, der lander som dug på tungen – blød, med frisk frugt og syre samt en fin mousse.


Vigne Regali, Spumante Dolce, Asti, Italien
74,95 kr., på tilbud 59,95 kr., Amka
En rigtig dejlig mousserende og sød vin med en fin aroma fra Muskat-druen. Mange vil kunne lide vinen – når den nu skal være sød. Lidt af et fund, når den er på tilbud.


Ferrari, Brut, Metodo Classico, Trento, Italien, uden årstal
139,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
En meget elegant mousserende vin, med en fin duft af parfumeret pære. Den har et hav af fine små bobler, der fylder munden og fører en blid og frisk smag med sig. Et rigtig godt alternativ til champagnen nytårsaften.


Palmer & Co., Champagne, Frankrig
179,75 kr. ved 6 flasker, Vintjeneren.dk
Pæn og rar champagne med lidt grove bobler i glassene. God frugt og forfriskende syre.


Duval-Leroy, Fleur de Champagne, Champagne, Frankrig
259 kr., Vinens Verden
En venlig "standard-champagne" med god frugt, syre og mousse.
............



Hvidvine


Tamer Ridge, Gewurztraminer, Tasmanien, Australien 2003
119 kr., World of Wine
Elegant, tør og meget lækker hvidvin med Gewurztraminer-druens forførende krydderi og honningtoner. Flasken har skruelåg – det er jo en vin af kvalitet.


Paul Garaudet, Vieille Vigne, Meursault, Frankrig 2001
198 kr., Fionia Vin
Stor, moden og lækker Bourgogne-hvidvin med integreret fad og en dejlig fedme.


Cave de Lugny, Les Charmes, Mâcon-Lugny, Frankrig 2004
79,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
En ret let og rigtig dejlig hvid bourgogne med frisk duft og en smag med mineralske toner.


Pennyfield Wines, Viognier, Riverland, South Australia, Australien 2004
109 kr., Vinkrogen
Flot og elegant hvidvin med en fin duft af honning og krydderurter. Smagen er frisk og fyldig og med en god syre. En markant fedme gør, at smagen bliver hængende længe i munden.


Pirramimma, Chardonnay, McLaren Vale, South Australia, Australien 2003
69 kr., Fionia Vin
Lækker og frisk hvidvin med smag af citrus, grape og melon.


Castel, Cuvée Réservée, Sauvignon Blanc, Vin de Pays d’Oc, Frankrig 2004
44,95 kr., Vintappergaarden
En skikkelig lille hvidvin, der markedsføres til unge mennesker, men egentlig er en alle-mands-vin.


Rosemount Estate, Diamond Label, Chardonnay, South Eastern Australia, Australien 2004
87,95 kr., Bilka
En hvidvin, der dufter af melon, ananas og banan. Smagen er fyldig med god frugt og en behageligt forfriskende syre.




Rosévin


Nova, Tickled Pink, Australien, uden årgang
65 kr., U&Wine
Ikke nogen ringe velkomstdrik. En fin rosa farve, en god duft og en smag, der er både frugtagtig og ret sød. Prisen er ret høj, og der er ingen årgang, hvilket jo er en uskik. Men flasken har skruelåg, hvilket er en god skik.




Rødvine


Weingut Walter Kroiss, Trialog, Neusiedlersee, Østrig 2003
115 kr., Cosyway Vinimport
En trialog – en samtale mellem tre, nemlig druerne Cabernet Sauvignon, Zweigelt og Blaufränkisch. Og en virkelig god snak er det. Vinen er kraftig, men helt uden spritkant trods de 14,5% alkohol. Den har en god vinøs duft og en blød og lækker smag med god frugt. Fortræffelig til lidt kraftige kødretter og oste.


Cono Sur, 20 Barrels, Pinot Noir, Casablanca Valley, Chile 2002
99,95 kr. i denne uge (uge 52), SuperBest
Fornem og spændende Pinot-rødvin med duft af stald og skovbund og en blød og frugtagtig smag med mange facetter – cedertræ, tobak … Navnet "20 barrels" henviser til, at der i hver årgang kun fremstilles 20 fade af denne vin. Vinen er skabt af Adolfo Hurtado, som i uge 38 præsenterede sin vine i København. Han er netop blevet udnævnt som Chiles bedste vinmager af vinguiden Guia de Viños de Chile.


Cannetto, d’Angelo, Basilicata IGT, Italien 2001
112 kr., Carlo Merolli
Dejlig moden rødvin med en flot struktur – masser af frugt, krydderi, mandler, fin sødme … En knaldhamrende god vin, virkelig en nydelse, lød det fra smagepanelet. Den ligger helt rigtig, både i munden og i pengepungen.


Sartori Rino, Amarone della Valpolicella Classico, Italien 2002
135 kr., Italian Wines og Fiasco-Vine
Prægtig rødvin med flot duft og en moden, afrundet, blød og lækker smag. Og selv om den har 15% alkohol, virker den ikke sprittet. Lad den gerne ligge nogle år endnu.


Lincoln, Merlot, Gisborne, New Zealand 2001
100 kr., Skovgaard Vine
Rødvin med en god vinøs duft og en blød og saftig smag, der gør vinen velegnet til mange retter. Kort sagt en meget anvendelig vin.


Otazu, Reserva, Navarra, Spanien 2000
99,75 kr., Ki-Ma Vinimport
En dejlig rødvin med fint krydderi – en vin, man er rigtig glad for at nyde til maden. Let er den også – 13% alkohol.


Cuvée des Ardoises, Château des Erles, Fitou, Frankrig 2003
69,75 kr. ved 12 flasker, Vintjeneren.dk
Flot og elegant rødvin, rubinrød i glasset, en herlig duft og en fyldig, harmonisk smag med frugt, krydderi …


Castel, Syrah, Cuvée Réservée, Vin de Pays d’Oc, Frankrig 2004
44,95 kr., Vintappergaarden
Denne dejlige rødvin smager af moden frugt og chokolade. Det er en vin, de fleste vil kunne lide, og den vil derfor være sagen til den store fest.


Château de Mons, Bordeaux, Frankrig 2003
50 kr., Dansk Vincenter
Det er danskeren Søren Davidsen, der har lavet denne pæne, ret enkle Bordeaux-rødvin. Udmærket som hverdags-vin. Prisen er i orden.




Søde vine


Pennyfield Wines, Late Picked Viognier, Riverland, South Australia 2004
109 kr. for ½ flaske, Vinkrogen
Lækker dessertvin på senthøstede druer. Den har en fin sødme, men også med en blød afbalancerende syre og en vidunderlig frugt. Nyd den fx til en tør kage – eller til en blåskimmelost.


Thörnicher Ritsch, Riesling Auslese, Weingut Bach-Wagner, Mosel-Saar-Ruwer, Tyskland 2001
105 kr., Retro Wines
En forførende halvsød/sød hvidvin med en frisk syre, der afbalancerer sødmen meget fint og fremhæver den rene frugtsmag og den fornemme Riesling-drues mineralitet. En klassisk Mosel-Auslese. Glimrende til en ikke alt for sød dessert – eller bare til at drikke, fordi den er så dejlig. Og drik bare løs – den har kun 8,5% alkohol.




Hedvin


Fernando di Castilla, Oloroso, Sherry, Spanien
186,25 kr. for 50 cl, Laudrup Vinimport
Herlig sherry med en lidt mørk farve, duft af valnødder og en afrundet, blød, blød, blød og meget karakteristisk smag.



.
Disse vine fandt de danske vinskribenter
Her kommer listen over nogle af de vine, som de forskellige vinskribenter har fremhævet enten med topkarakter - som regel seks stjerner - eller på anden vis.
I kolonnen længst til højre ses navnet på importøren. Er dette blåt, kan du klikke på det og åbne en side i vores database med importørens adresse, telefonnummer etc.
En liste over bladenes vinskribenter finder du ved at klikke her.
........................
Alt for Damerne
Amancaya, Gran Reserva, Malbec / Cabernet Sauvignon, Argentina 2004Rødvin119,75 kr.Skjold Burne
.
Frederiksborg Amts Avis
Pasqua, Amarone della Valpolicella Classico, Italien 2001Rødvin99,75 kr.Amka
Blondel, Carte d'Or, Brut, Champagne, FrankrigMousserende140 kr.Weber Vinimport
.
Information
Adam, Alsace Blanc, Frankrig 2004Hvidvin54,95 kr.SuperBest
.
Mad & Bolig
Domaine Roger Sabon, Les Olivets, Châteauneuf-du-Pape, Frankrig 2003Rødvin229 kr.SuperBest
.
Nordjyske Stiftstidende
Quinta do Pégo, Vintage Port, Portvin, Portugal 2003Hedvin270 kr.Amka
.......................
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.