Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 14, 2006





Vin-aktuelt i uge 14
3. - 9. april 2006
...............

...............
Vil du have vores løbeseddel?
Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden.
Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.


VinAvisen uge 13
VinAvisen uge 12
VinAvisen uge 11
...............


..........

..........
Robert Parker - og forsiden på Hugh Johnsons bog "A Life Uncorked".
    Verbal krig mellem vinguruer
    I august sidste år gav det genlyd, da den britiske vinguru Hugh Johnson udtalte, at der er stor forskel på, hvordan vinkritikere i USA og Storbritannien gebærder sig. Det skete forud for udgivelsen af Johnsons bog, "A Life Uncorked".
    I den forbindelse gav Hugh Johnson sin amerikanske guru-kollega, Robert Parker, på puklen. Johnson kaldte ham blandt andet for en "smagens diktator", der kun dømmer mellem godt og dårligt og aldrig ser nuanceret på tingene.
    – Den imperialistiske korsfarer George W. Bush bor i Washington, sagde Johnson, – men også i Baltimore findes der en imperialistisk korsfarer, en smagsdiktator [Parker bor i Baltimore].
    – For Parker er alt sort eller hvidt, – fortsatte Johnson, – og folk, som ikke deler hans holdninger, betragter han som frafaldne personer, som det er tilladt at revse. Han mener, at der kun er god og dårlig vin, mens jeg i højere grad nyder vinenes forskelligheder.
    Parker gav dengang ikke svar på tiltale, men det har han gjort nu i et interview i New York Times.

    Han har nået bunden
    – Jeg er en stor beundrer af Hugh Johnson, siger Parker i interviewet, – men han har virkelig nået bunden, når han sammenligner mig med Bush.
    Parker retter i det hele taget sit modangreb mod alle britiske vinskribenter. De er efter hans mening nogle snobber, som kun er interesserede i at tækkes Bordeauxs aristokrati. Vinproducenterne i Médoc og de britiske skribenter ser ned på de nye [garage]vinmagere i Saint-Émilion og Pomerol og betragter dem som hillbillies [bonderøve].
    – Før jeg begyndte at anmelde vine, var branchen præget af snobberi og fordomme, siger Parker. – Jeg har demokratiseret vinverdenen og tager mig ikke af, hvad den ene eller anden vinproducent hedder.

    Uretfærdigt forfulgt
    Parker føler, at han bliver uretfærdigt forfulgt. – Når nogen skal skrive en artikel, der angriber 100 point-systemet og vinskribenters indflydelse, hvem sidder så lige i sigtekornet? Det gør jeg.
    Parker mener også, at hans opfattelse af smag er meget mere kompleks end den "forenklede påstand", at han kun kan lide store frugtbomber med masser af ekstrakt og giver dem høje point i sine smagninger.
    Samtidig kan han ikke lade være med at pege på sin egen succes: – Folk, der er foregangsmænd, bliver kopierede. Der er en grund til, at ethvert nyhedsbrev om vin stræber efter at se ud som mit [The Wine Advocate].
    (fortsættes)

Sagen om Château Pavie
Allerede i uge 17, 2004 var der verbal krig mellem Robert Parker og de britiske vinskribenter. Den brød ud i kølvandet på primeur-smagningen i Bordeaux, hvor både Parker og den britiske vinskribent Jancis Robertson havde smagt Château Pavie 2003.
Ifølge Jancis Robinson havde vinen fuldstændig uappetitlige overmodne aromaer og var sød som en portvin – og "portvin er nu engang bedst fra Douro, ikke fra Saint-Émilion".
– Vinen er fjollet, skrev hun. – Den minder mere om senthøstet Zinfandel end om rød Bordeaux. Hun gav den 12 ud af 20 point.

Et horn i siden
Helt hen i vejret, mente Robert Parker om Jancis Robinsons bedømmelse. Det er imidlertid en kendt sag, at han er en stor ynder af vinene fra Château Pavie, og han er overbevist om, at Jancis Robinson bare generelt har et horn i siden på ejeren af slottet, Gérard Perse, og hans vine.
– Jeg har smagt vinen blindt, lød det fra Robinson. – Og jeg har vidner på det!
– Alligevel har hun vidst, hvad der var i flasken, lød Parkers svar. – Den har nemlig en ganske særlig facon.

Et brev fra Jancis Robinson
I forbindelse med Parkers bredside har Jancis Robinson sendt en brev til New York Times og International Herald Tribune.
– Ideen om, at de britiske vinskribenter igen og igen forfølger Parker, er en god historie, skriver hun, – men den er ikke sand.
Robinson havde kritiseret Château Pavie 2003 længe før Parker kom med sin egen, meget anderledes, mening om vinen. Men det var ham, der kritiserede hende for ikke at kunne lide den.
Til Decanter siger Robinson, at hun er ærgerlig over interviewet i New York Times, hvori Parker betragter uenigheden "nærmest som en klassekonflikt". – Jeg tager især afstand fra påstanden om, at briterne forfølger Parker på grund af jalousi, og at en dårlig kritik af Château Pavies vine kan være inspireret af snobberi.
Jancis Robinson siger, at hun meget gerne vil have korrigeret det indtryk, at hun har specialiseret sig i at forfølge Parker. – Jeg prøver meget omhyggeligt på at undgå personlig kritik, fordi jeg ved, at a) vinsmagning er en meget subjektiv ting, og b) Robert Parker gør et fint job. Som jeg også prøver at gøre.
...........

.........
Ved prisoverrækkelsen blev de tre vindere linet op. Fra venstre er det Jacob Krocembo (Kong Hans), Henrik Yde Andersen (The Paul) og førsteprisvinderen Dennis Rasmussen (Le Sommelier). Samt Angela de la Rosa Tanco fra Spaniens Ambassades Handelsafdeling.
.........
    Danmarks bedste vintjener
    I søndags afholdt Danske Sommelier Forening sin store konkurrence for at kåre Danmarks bedste sommelier.
    Vinderen blev Dennis Rasmussen, der er tjener på restaurant Le Sommelier i København og sidste år vandt det nordiske mesterskab. Den mand samler simpelt hen på mesterskaber!
    Ud over hæderen giver den eftertragtede titel også ret til at deltage i Europamesterskabet i Frankrig i 2006 og verdensmesterskabet i Barcelona i 2007.
    I alt deltog 24 af landets bedste tjenere i konkurrencen, hvoraf de tre bedste gik videre til en afsluttende finale, hvor de skulle dekantere vin, servere champagne og blindsmage tre vine og syv slags spiritousa på en scene foran et spændt og entusiastisk publikum.
    Forinden var der gået en dag med svære skriftlige prøver, hvor deltagerne blandt andet skulle nævne tre græske druesorter og forklare, hvad der gemmer sig bag begrebet fléti (se til venstre).

    En uhyggelig tæt affære
    De tre vintjenere, der havde optjent flest point i de indledende discipliner, gik videre til finalen, som blev en uhyggelig tæt affære. Kun 6 point skilte nummer ét og to, beretter Keld Johnsen, men i den sidste ende var det Dennis Rasmussen, der løb af med sejren, og som naturligt nok var meget stolt.
    – Jeg synes egentlig, at alle prøverne var gået udmærket, sagde han, – men alligevel var det en utrolig stor lettelse for mig. Den teoretiske del var klart det sværeste i konkurrencen, og min fornemmelse var, at jeg ikke havde været så skarp der. Derfor var det vigtigt at levere en god præstation på scenen, hvilket jeg heldigvis også gjorde.
Hvad er flétri?
Det er et fransk ord, der betyder vissen, indtørret – altså en pendant til det italienske ord passito. Det bruges om druer, som er blevet helt eller delvist tørret som rosiner før gæringen for at koncentrere indholdet af sukker. Ordet flétri bruges mest i Schweiz og i det italienske distrikt Valle d’Aosta.
..........
............
Hvor mange fade ligger der i denne chai (navnet på en overjordisk "vinkælder" i Bordeaux)?
Billedet har vi taget på Château Mouton Rothschild, og ved at tælle på billedet i en stor forstørrelse når vi frem til, at der må ligge 400 fade.
I hvert fad er der 225 liter vin, så i alt ligger der 90.000 liter, svarende til 120.000 flasker. Og hvis hver flaske en primeur koster 3000 kr., så ligger her altså for 360 millioner kr. Slottet får dog ikke alle pengene ...
    Super-årgang i Bordeaux
    Så strømmer indkøbere, vinskribenter og point-distributører atter til Bordeaux for at deltage i årets store primeur-smagning – denne gang af årgangen 2005. Og det er en virkelig super-årgang. Der er masser af store vine, efterspørgselen er glødende, og priserne forventes at blive tårnhøje.
    James Suckling, der er Wine Spectators topsmager med samme indflydelse som Robert Parker, er dernede og arbejder sig igennem mere end 600 vine.
    I Wine Spectator skriver han, at de røde er nogle af de bedste, han nogensinde har smagt, og at de har en enestående karakter – fyldige og kraftige med masser af saftig, opulent, moden frugt og kraftige tanniner, men også med en vidunderlig friskhed takket været deres klare, sprøde syre.

    Fantastiske hvidvine
    Også hvidvinene beskriver James Suckling som fantastiske, og de søde vine er i fin balance med masser af sødme og krydderi fra den ædle råddenskab.
    Priserne – det er svært at spå. Men Suckling har hørt rygter om, at første-cru’erne vil komme til at koste over 500 dollars en primeur på det amerikanske marked (over 3000 dkr.).
    Wine Spectator vurderer vine efter 100 point skalaen, men når det gælder fadprøver, opgiver bladet et point-interval, fx 95-100 point. Vinene er jo langtfra færdigudviklede. De ligger stadig på fade i slottenes kældre. Så point-intervallet peger på deres potentiale. Her er en række af Sucklings bedømmelser af Médoc-vine:

    95-100 point – kan blive klassikere
    Saint-Estèphe: Château Cos-d'Estournel
    Pauillac: Les Forts de Latour * Château Lafite Rothschild * Château Latour * Château Pontet-Canet
    Saint-Julien: Château Ducru-Beaucaillou * Château Léoville Barton * Château Léoville Las Cases * Château Léoville Poyferré
    Margaux: Château Malescot-St.-Exupéry * Château Margaux * Château Palmer * Château Rauzan-Ségla
    Pessac-Léognan: Château Haut-Brion

    92-94 point – kan blive fremragende
    Saint-Estèphe: Château Calon-Ségur * Château Montrose
    Pauillac: Château Clerc Milon * Château Duhart-Milon Rothschild * Château Grand-Puy-Lacoste * Château Haut-Bages-Libéral * Château Haut-Batailley * Château Lynch-Bages * Château Mouton-Rothschild * Château Pichon-Longueville-Baron * Château Pichon-Longueville-Lalande
    Saint-Julien: Château Branaire-Ducru * Clos du Marquis * Château Langoa Barton * Château Lagrange * Château Talbot
    Margaux: Château Marquis-d'Alesme-Becker * Château Boyd-Cantenac * Château Dauzac * Château Giscours * Château Kirwan * Château Lascombes * Château Monbrison * Pavillon Rouge du Château Margaux * Château Pouget
    Moulis: Château Malmaison
...........
Stadig strid om prisen på Bordeaux-vin
I uge 49 sidste år fortalte vi om producentforeningen for Bordeaux og Bordeaux Supérieur, der havde indført en blokade af salget af bulkvin.
De 6700 medlemmer af foreningen skal fremover forlange en minimumspris på 1000 euro (7450 dkr.) pr. tonneau (900 liter), i stedet for den hidtidige pris på 700 euro. Hvis ikke de vil gå med til det, vil de ikke få deres AOC-certifikater og vil dermed blive nødt til at sælge vinen som bordvin.
Men vinkøbmændene i Bordeaux, der skal sælge vinen videre, er ifølge Decanter også trængt op i en krog, idet vinsalget er faldet drastisk. I januar og februar sidste år blev der solgt 213.000 hektoliter Bordeaux-vin – i de samme måneder i år lød tallet på sølle 34.000 hektoliter. Et fald på 84%!
Vinkøbmændene klager deres nød, men producentforeningen har på et nyt møde vedtaget at holde fast ved sine krav. Den venter bare på, at købmændene har fået solgt den sjat af årgang 2004, som de har tilbage, og som de i sin tid købte til den lavere pris. Så bliver de nemlig nødt til at købe den nye vin til den højere pris.
...........
Vinlandet Norge
For nogle år siden blev det halve EU sat i bevægelse for at gøre Danmark til et vinland med ret til at sælge vin til forbrugerne og eksportere de sjældne dråber til resten af EU. Embedsmænd rejste frem og tilbage mellem København og Bruxelles og udfærdigede fine dokumenter i stabelvis.
Nu vil Norge også være med. Nordmændene begynder i hvert fald en større produktion, og den norske minister for vinøse sager, Loof Lirpa, udtaler: – Vore lange solrige somre, hvor det aldrig bliver mørkt, kompenserer for de lave temperaturer ved at give druerne lige så meget solskin, som de ville have fået i Toscana.
Et vineri i landsbyen Ugotterby vil tappe de første vine til næste år, og foruden Cabernet Sauvignon og Chardonnay har man plantet en lokal druesort ved navn Jærking.
Historien cirkulerer på nettet, og vi har vore mistanker: Den lyder som en fed aprilsnar. Den minister ... hvis man nu staver hans navn bagfra ...
...........
    Spåner i stedet for fade
    I de oversøiske lande har det længe været almindeligt, at man i stedet for at lade vinen lagre på kostbare egetræsfade tilsætter den egetræsspåner for at give den smag af eg.
    Selv om EU har givet tilladelse til, at medlemslandene kan gøre det samme, har man i Frankrig kviet sig ved at give den slags frit løb. Den franske regering har dog hidtil tilladt brugen af spåner i mindre fine vine på Vin de Pays-niveau.
    Men nu er den franske regering kommet på banen med en ny plan, der skal lette forholdene for landets hårdt trængte vinproducenter og gøre det muligt for dem at tage kampen op med konkurrencen fra de oversøiske lande.
    Et af punkterne i planen går netop ud på, at det skal være lovligt også at anvende egetræsspåner i vine af høj kvalitet.

    Druenavne på etiketterne
    Det med spånerne i de finere vine vækker dog allerede heftig debat i den franske vinbranche. De mere traditionsbundne vinfolk mener, at det vil skade den fine vins renommé, hvis man erstatter fade med spåner.
    Og det hjælper åbenbart ikke noget, at de australske vinproducenter, der er storforbrugere af egetræsspåner, for nylig har taget føringen fra franskmændene som største eksportør af vin til Storbritannien.
    Ifølge regeringens nye plan vil det også blive tilladt at nedsætte alkoholstyrken i vinene ad kunstig vej og sætte druenavne på etiketterne – ligesom man gør på de oversøiske vine. Desuden skal AOC-reglerne forenkles og gøres lettere forståelige for forbrugerne.
    Planen indeholder også som tidligere nævnt en økonomisk håndsrækning til vinbranchen i form af 90 millioner euro (cirka 6,7 milliarder dkr.). Herudaf skal de 12 millioner euro (cirka 89,5 millioner dkr.) målrettet gå til at sætte skub i eksporten og markedsføringen af fransk vin.
...........
Sundhedsfarlig vin i russiske butikker
I sidste uge foretog sundhedsmyndighederne ifølge det russiske nyhedsbureau Novosti en storstilet razzia i vinforretningerne i Moskva. Butikshylderne blev finkæmmet i jagten på forfalsket vin fra Moldavien og Georgien, hvis etiketter bebuder, at der er tale om fine og dyre dråber. Flaskerne indeholder ikke kun vin af ringe kvalitet – vinen er højst sandsynlig også sundhedsskadelig, da der er anvendt pesticider under produktionen.
Sådan lyder russernes påstand – uden at man nødvendigvis skal tage den for gode varer. Der synes at være en bevidst politik bag aktionen

En katastrofe for de moldoviske vinbønder
Der er nu sat en stopper for al vinimport fra Moldavien og Georgien – noget, der kun er med til at øge det allerede anspændte forhold mellem de to lande og den tidligere sovjetrepublik.
For de moldoviske vinproducenter er forbudet en katastrofe, da hele 80% af deres vin bliver eksporteret til Rusland.
I Georgien tager man det mere roligt. Her har man ifølge det russiske nyhedsbureau Itar-Tass løbende forsøgt at få en fod indenfor på det internationale marked, og noget tyder på, at en eksport af vin til såvel Ukraine og Kasakhstan som til USA er nært forestående.
Alligevel har Georgien skyndsomst indledt forhandlinger med den russiske regering.
...........
    < Til venstre ses Jacques Regnier-Vigouroux fra Vidal-Fleury sammen med Michael Carl fra Chris-Wine, og til højre de gamle terrasser på Côte-Rôtie – "den stegte skråning". Vinene fra Vidal-Fleury har hidtil haft flere forskellige danske importører, men fremover varetages importen udelukkende af Chris-Wine.
...........
Topvine fra Rhônedalen
Igen i sidste uge deltog vi i en større smagning, denne gang af topvine fra Rhônedalen. Jacques Regnier-Vigouroux fra det 225 år gamle vinhus Vidal-Fleury var på besøg hos Chris-Wine, og i glassene skænkede han en serie meget flotte vine.
I dag ejes 95% Vidal-Fleury af Marcel Guigal, som Decanter har udnævnt til "årets mand". – Men vi er helt os selv, sagde Monsieur Regnier-Vigouroux. – Faktisk konkurrerer vi i al venskabelighed med Guigal, og vi har vores egen stil.
– Vores vine er udpræget beregnet til mad, og vi har også det princip, at vi først sender dem på markedet, når de er drikkemodne. De store vine lagrer vi i flere år på flaske. Vi tør simpelt hen ikke løbe den risiko, at nogle købere trækker en alt for ung vin op og bliver skuffede – og ikke mere køber vinen.

Den stegte skråning
Ligesom Guigal holder Vidal-Fleury til i byen Ampuis neden for nogle af Rhônedalens berømteste marker, dem på Côte Rôtie – den stegte skråning. Og stegt er skråningen, fordi den er så stejl; den hælder mellem 30 og 60 grader mod Solen.
Lige siden romertiden er marken bygget op i smalle stensatte terrasser som høje trappetrin – et næsten umenneskeligt arbejde, som det i dag ville være meget svært at gennemføre.
75 vinbønder deles om Côte Rôties godt 200 hektar vinmarker. Heraf har Vidal-Fleury 10 hektar, altså et godt stykke over gennemsnittet.

Brunetten og blondinen
To af Côte-Rôties skrænter er særligt berømte: Côte Brune og Côte Blonde.
Ifølge overleveringen havde den feudale hertug Maugiron to døtre, en brunette og en blondine, som i medgift fik en skråning hver. Den blonde var en livlig pige, der dog efterhånden blev mere falmet og ret upålidelig – og sådan er også vinen fra hendes skråning, siger legenden. Brunetten derimod var reserveret, men med tiden udviklede hun sig og blev en strålende kvinde – og igen på samme måde med vinen fra hendes skråning.

Det er gudedråber
Der er en markant forskel på vine fra de to skråninger, og mange holder på, at en rigtig Côte Rôtie skal være en blanding af dem – en "Brune et Blonde". Den Côte-Rôtie, vi smagte fra Vidal-Fleury – til 975 kr. i magnumflaske – er i hvert fald vidunderlig.
Der kommer ikke meget vin fra Côte-Rôtie. Druerne er vanskelige at dyrke på de stejle skråninger, vinen trækker mange Parker-point og er stærkt efterspurgt, så prisen er derefter. Men det er gudedråber! Blandt verdens bedste vine.
Længere nede – i listen over ugens smagte vine – er der flotte stjerner til samtlige de Rhône-vine, vi smagte.
.........
Dundertale til vinkollegerne
Som vi skrev i VinAvisen uge 12 har det engelske vinmagasin Decanter udnævnt den franske vinproducent Marcel Guigal til ”årets mand”.
Da han forleden fik overrakt prisen, kvitterede han med en dundertale, hvori han forsøgte at ruske op i den efter hans mening sovende franske vinbranche og komme med løsninger på, hvordan branchen kan komme ud af sin katastrofale situation.
Ifølge Just Drinks langede han blandt andet ud efter sine vinproducerende kolleger, hvis vine han mener skal have en ordentlig saltvandsindsprøjtning, når det gælder kvaliteten. Vinene er simpelt hen ikke gode nok til at kunne hamle op med den stadigt stigende konkurrence på det internationale marked.
Desuden bør de franske vinproducenter i langt højere grad lade sig inspirere af vinene fra de oversøiske lande.
...........
    Vi skal have den med hunden
    Også i Danmark synes forbrugerne at gå efter dyr på vinetiketterne. Steen Rasmussen fra The Wine Company melder således om stort salg i hans "Shadows Run" fra australske Fox Creek, der har vinmagerens bordercolie Shadow i fuld fart på etiketten. Det er i øvrigt en vin (med skruelåg), som vi i tre årgange efter hinanden har givet fem stjerner.
    Steen Rasmussen siger, at hans kunder simpelt hen husker vinen og nøjes med at sige: Vi skal have den med hunden.
.........
En test af vodka
I De Bergske Blade, der udkommer med otte distriktsaviser i Nord- og Vestjylland, har Erik Mortensen bragt en test af seksten kendte mærker i vodka.
Testen er interessant, idet den afkræfter myten om, at alle vodkaer er ens, og at det er ligegyldigt hvilken vodka, man bruger til sin Bloody Mary.
Farve og klarhed blev bedømt til max 5 point, duft til max 10 point, smag til max 20 point og eftersmag til max 10. På den måde ville den helt sublime vodka kunne opnå 45 point, og da der var fire smagere, ville toppen være 4 x 45 = 180 point.

En suverænt overlegen vodka
Som det fremgår af listen herunder opnåede den franske Citadelle hele 161 point. Den er da også de andre vodkaer suverænt overlegen – elegant og afrundet i både næse og mund.
Den russiske Moskovskaja og den svenske Absolut ligger i bunden på grund af deres sprittede og rå duft. Specielt Absoluts bundplacering kom som en overraskelse, idet den har erobret pladsen som verdens største mærke. Det skulle man tro forpligtede, men kvaliteten står langtfra mål med den massive markedsførings lovord, skriver Erik Mortensen.
En enkelt vodka, den bulgarske Balkan, har ikke mindre end 88% alkohol, hvilket vil sige, at den ikke kan drikkes umiddelbart og derfor ikke er sammenlignelig med de øvrige.
...........
.....
1. Citadelle, 40%, Frankrig, Juul's Vin & Spiritus, 161 point
2. Skyy, 40%, USA, Hans Just, 147 point
3. Bols Excellent, 40%, Holland, Maxxium Danmark, 145 point
4. Finlandia, 40%, Finland, Bacardi-Martini, 141 point
5. Vikingefjord, 40%, Norge, Arcus, 139 point
6. Odin, 37,5%, Estland, Coop, 136 point
7. Bols, 37,5%, Holland, Maxxium Danmark, 131 point
8. Fjordor, 37,5%, Tyskland, Fakta, 129 point
9. Smirnoff, 37,5%, Italien, Diageo, 119 point
10. Dworek, 37,5%, Polen, Netto, 103 point
11. Stolichnaya, 37,5%, Rusland, Pernod Ricard Denmark, 100 point
12. Rasputin, 37,5%, Tyskland, Fakta, 98 point
13. White Swan, 37,5%, Danmark, Taster Wine, 97 point
14. Moskovskaja, 37,5%, Rusland, Pernod Ricard Denmark, 85 point
15. Absolut, 40%, Sverige, V&S, 85 point
Uden for nummer: Balkan, 88%, Bulgarien, Juul's Vin & Spiritus
.....
..........

...........
Anders Öhman og Bengt-Olof Andersson (Boa).
    De tager boksvinene ved vingebenet
    Svenskerne har i langt højere grad end danskerne taget boksvinene til sig. Over halvdelen af al vin i Sverige sælges i boks. Men det er nu ikke alle svenskere, der er lige begejstrede.
    To svenskere – Anders Öhman, der er sommelier, og Bengt-Olof Andersson, der er kok – har en kulinarisk hjemmeside, som de kalder Gustibus, allt om smaker, og på den tager Anders Öhman en række påstande om boksvinene ved vingebenet:

    Påstand: Boksen er en praktisk emballage.
    Nej. Den er ikke til at have på bordet uden et specielt stativ, og hanen drypper. Det er lettere og meget mere hyggeligt at skænke fra en flaske. Og har I nogensinde set de patetiske krumspring, folk tvinges til at tage, for at få de sidste 3 dl ud af en boks?

    Påstand: Det er så let at tage et glas uden at skulle åbne en hel flaske.
    Nej. Problemet med boksvine er, at man taber al kontrol med, hvor meget vin man drikker. Og hvorfor i Herrens navn er det bedre at åbne 300 cl end 75 cl, hvis man vil have sig et glas? Drikker man et glas om dagen, holder en flaske fint i fem dage i køleskabet – hvor den optager meget mindre plads end boksen. Personlig vil jeg også være træt af at drikke samme vin i tyve dage. De mennesker, der drikker boksvine, har måske en 5 kg’s pose med Mamma Scans köttbullar til alle ugens måltider?

    Påstand: Kvaliteten på boksvinene er jo blevet så god.
    Det passer måske, hvis man godt kan lide oversvovlet vin, der ligger i en emballage, som automatisk gør, at vinen taber sin frugt og bliver udrikkelig efter tolv måneder. Samme vin er altid bedre på flaske, end når den kommer ud af en plasticpose.

    Påstand: Det er meget billigere at købe vin på boks end på flaske.
    Unægteligt. Men du får, hvad du betaler for – se ovenfor vedrørende kvaliteten.

    Påstand: Til og med kvalitets-producenterne tapper i dag på plasticpose.
    Det stemmer. Men fra starten vægrede samme producenter sig ved at tappe på pose. De ville ikke ødelægge deres vine og deres renommé. Da de mistede næsten al deres salg på flaske, ændrede de mening. "Omvendelse under galgen" kaldes det.

    Påstand: Man slipper for proptrækker og propsyge vine.
    Ja – men er der nogen, som har hørt tale om skruelåg?

    Påstand: Boksvinene har afdramatiseret nydelsen af vin.
    Afdramatiseret? De har snarere gjort indtagelsen af vin mere trist.

    En djævelens opfindelse
    Anders Öhman skriver, at vin i plastpose er en djævelens opfindelse, og at det er på tide at slå i bordet og sige sandheden: Vin i plastpose med tappehane er en vederstyggelighed og savner enhver eksistensberettigelse.
    Boksenes totale dominans på det svenske marked forarmer sortimentet på flaske, og forudsætningerne for et varieret og interessant udbud af flaskevine forsvinder.
    Næste gang, nogen siger: ”Jag tycker det är så praktiskt med bag-in-box och vinerna är riktigt bra, eller hur?”, så tag dit ansvar og sig NEJ.
..........
Ære være vinmageren
Det er meget godt med al den snak om årgang, oprindelsesland, terroir, druesorter osv. Men når det kommer til stykket, er det vinmageren, der bestemmer, hvordan en vin skal smage.
Det mener Philippe Raoux, der ejer Château d'Arsac i Margaux, og han har nu fået en ganske særlig idé, der skal hædre "manden bag vinen":
Fremover vil han hvert år invitere en berømt vinmager til at fremstille en vin af druer fra slottets vinmarker.
Vinmageren kan ifølge Decanter frit vælge 15 hektar marker til projektet og selv bestemme hele processen fra beskæring og opbinding af vinstokkene til høsttidspunkt og produktionsmetode.

Michel Rolland lægger ud
Bag den nye vinserie, der vil blive lanceret under navnet "Vinmagerens Samling", står et helt nyt firma, ”Once Upon A Wine”, som Philippe Raoux har oprettet i den gode sags tjeneste.
Foruden ham selv er der to andre partnere i firmaet – et par kändiser, som Raoux dog ikke vil røbe navnene på.
Den første vinmager, der får æren at fremstille en vin til den nye serie, bliver ingen ringere end den omrejsende franske vinkonsulent, Michel Rolland. Produktionen forventes at blive på 60.000 flasker.
Bolden vil så til næste år blive givet videre til en anden vinstjerne, landsmanden Denis Dubourdieu.
Philippe Raoux har dog også tænkt sig med tiden at få fat i vinmagere fra mange andre lande.
.........

................
Camille Seghesio
    Historien om Zinfandel
    Som nævnt i sidste uge var der i forbindelse med den store smagning af californiske vine i Tivolis koncertsal et Zinfandel-seminar, ledet af Camille Seghesio fra den berømte californiske vinfamilie Seghesio. Camille indledte med en historisk gennemgang, som vi her kort vil referere:
    Det sene 1700-tal. Druedyrkning og vinfremstilling kommer til Californien med spanske præster.
    1830’erne. Missions-stationerne har 3000 vinstokke, og halvdelen af vinen bruges som altervin. Den fremherskende drue er Mission. Det er en europæisk drue med lav syre og en ret uinteressant smag, men den gror godt i Californiens "Middelhavsklima".
    1822-29. Planteskoleejeren George Gibbs på Long Island importerer flere forskellige druesorter fra den kejserlige samling i Wien. En af dem er Zinfandel.
    1852-89. Zinfandel plantes mere og mere i Californien. Ved udgangen af denne periode er den drue nummer ét.
    1890-1919. De fleste af det nordlige Californiens vinmarker lægges øde af vinlusen Phylloxera. Ved genplantningen benyttes i vid udstrækning Zinfandel, og her går italienske immigrant-familier i spidsen.
    1919-33. Under forbudstiden er det forbudt at sælge vin, men Zinfandel forbliver populær blandt private druedyrkere.
    1933-98. I genopbygningsfasen øges Zinfandel’s popularitet. I 90’erne vokser det beplantede areal fra 13.760 til over 20.235 hektar, og Zinfandel er igen Californiens druesort nummer et, som den var det 100 år tidligere.
    1967. Under et besøg i Bari i det sydlige Italien smager Austin Goheen fra det californiske vinuniversitet i Davis en rødvin, som han synes at genkende. Han beder om at se vinplanterne og konstaterer, at det er Zinfandel. Lokalt bliver sorten kaldt Primitivo.
    1983. Leon Adams er den første, der efterviser, at den kroatiske drue Plavac Mali er den samme som Zinfandel.
    1989. Amerikanske forskere tager på "safari" i amerikanske vinmarker for at finde Zinfandel-vinstokke plantet før 1930. Planter fra i alt 63 forskellige vinmarker samles i Davis-universitets Zinfandel Heritage Vineyard. Den første vin fra marken lanceres i 1999.
    1994. Ved hjælp af DNA-undersøgelser fastslår professor Carole Meredith fra vinuniversitetet i Davis, at Zinfandel og Primitivo er den samme druesort. Myndighederne kræver imidlertid, at de på det amerikanske marked bliver identificeret særskilt.
..........
    En vin med hår på brystet
    Flere amerikanske vinproducenter bestræber sig på at fremstille vine, der specielt falder i de kvindelige ganers smag. Det er som regel lette hvidvine med citrustoner og med navne på etiketterne, der leder tankerne hen på silke og sæbeoperaer.
    Men der findes også en række vine med hår på brystet, fremstillet til mænd med stort M. Nyeste skud på vinstammen er en Cabernet Sauvignon og en Merlot fra vinhuset Ray’s Station i Sonoma. På etiketterne ses noget så mandigt som en galopperende hingst, og vinene markedsføres under sloganet ”Hearty Red Wines for Men” (kraftige rødvine for mænd).
    De to vine vil ifølge ejeren af vinhuset, John G Ray, under ingen omstændigheder få følgeskab af en Pinot Noir vin. Det er nemlig den druesort, som den blide og bløde bogorm Miles har hang til i vinfilmen "Sideways".
    Og hvidvine får heller ikke lov til at blande sig i mandehørmen. Den slags er kun for kvinder, mener John G Ray, der i øvrigt selv optræder på reklamerne for sin mandevin i diverse macho-stillinger.

    Brugte bilreservedele i glasset
    Andre amerikanske vinproducenter er ifølge Decanter kommet Ray’s Station i forkøbet – blandt andet Don Sebastiani, der også har til huse i Sonoma.
    Dette vinhus kan diske op med en serie mandevine med navne som Plungerhead (toiletrenser med gummikop), Smoking Loon (den rygende tåbe) og Used Automobile Parts (brugte bilreservedele) – vine, der nok ikke lige er sagen på bordet til en romantisk candlelight dinner ...
..........
--....
    Den danske vinbranche
    * Bichel Vine har fået en ny medarbejder i Troels Bendix, der oprindelig er uddannet cand. mag., og som kommer fra et job som restaurantchef på Molskroen. Samtidig har Bichel Vine fået den gode idé at indføre en vinquiz på sin hjemmeside.
    * Vintappergaarden har optaget importen af vine fra det 72 år gamle vinhus De Martino i Maipo Valley, Chile.
    * Toscavini har optaget importen af vine fra vinhuset Bisceglia i det italienske Basilicata.
    * The Wine Company har optaget importen af vine fra Clos Saint Jean i Châteauneuf-du-Pape.
    ...........--....
............
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
...........
Vinbranchens blå bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
.........
..
    Morten Schnefeld (f. 1966) er kaptajn i hæren, hvor han har været ansat siden 1987. Sideløbende med den militære karriere har han sin egen vinforretning i Aalborg, Vigneron Wine Company.
    Morten Schnefeld havde længe næret en stor interesse for vin, og målet med forretningen var at hygge sig lidt med vinen på en ny og anderledes måde samt at pleje et spirende "købmands-gen".
    Han hygger sig stadig, men løber noget stærkere end først beregnet. Konkurrencen er hård, og det niveau, som han har lagt for vinene, er højt. Det er ikke her, man finder allemandsvinen til sommerens grillfest. Til gengæld er der masser af kultvine og lækre dråber til kræsne ganer. En del af vinen kommer fra diverse vinimportører, men Morten Schnefelds egen import fylder stadigt mere på hylderne.
    Vinene stammer fra alle de kendte nye og gamle vinlande, men hans hjerte banker særligt for Rhône-vine og tyske vine, fremstillet på Riesling-druen. Salget går til såvel privatkunder som til en stadig større kreds af restauranter og virksomheder. Mortens bror, Peter, der til daglig er køkkenchef, bistår i firmaet.
    Hvis man skal have lidt lækkert til kaffen, kan Morten Schnefeld også byde på dessertchokolader, kreeret af den søde tands mester, Morten Heiberg.
    Fritiden går med vin og gastronomi, kæresten Helle og at være far for datteren, Emma-Sofie.
    Adresse: Vigneron Wine Company, Vissebakkegård 2D, 9210 Aalborg SØ, tlf.: 98 33 33 75, e-mail: mail@vigneron.dk, www.vigneron.dk.
........
.....
Ugens gode spørgsmål

Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål og svaret på det.
........

.....
Forsiden på det italienske diplom for MES - Master i Ønologi og Sommelleri.
    Hvordan bliver jeg sommelier?
    Signe Jensen er for ikke så længe siden blevet udlært som tjener og arbejder i dag som vintjener. Hun kunne imidlertid god tænke sig at videreuddanne sig inden for dette område. – Jeg ved, der findes en uddannelse som vinkelner ved Gastronomisk Institutt i Norge, skriver hun, – men findes der lignende uddannelser i Sydeuropa?
    Hvis du går ind på hjemmesiden for Association de la Sommellerie Internationale, henviser foreningen til et samarbejde med to uddannelsessteder.
    Der er dels et "akademi" med et langt og fint navn. Det holder til i byen Bourg ved Bordeaux, men et Google-spor til det ender blindt.
    Dels er der Universita Cattolica del Sacro Cuore i den italienske by Piacenza, og det ser mere fornuftigt ud. En pdf-fil om det ligger her.
    Men du kan jo også gøre som de fleste andre af vore dygtige sommelierer: Du kan læse og smage og læse og smage og huske ... Samt deltage i de optagelsesprøver, som Dansk Sommelier Forening afholder to gange om året. Du kan tilmelde dig på foreningens hjemmeside.
..........
................
    Ugens vinøse billede
    Alex Kristensen, der bor i Erritsø, har bidraget med dette billede, som han i juli 2002 tog lige uden for Barolo by, og det er jo et helt fantastisk landskab, han her har fanget. Tak for det.
    Familien var på den årlige campingtur, og billedet indgår i den rejsedagbog, som børnene skrev og forældrene har redigeret og lagt ud på nettet.
    Naturligvis er sådan en dagbog privat, men når vi nu har fået øjet på den – og når familien selv har lagt den ud på nettet – så kan vi ikke lade være med at linke til den. Andre kan måske blive inspireret til at lave noget lignende. Dagbogen ligger på www.erritsoe.dk.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.
...........
I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 45 vine. Af disse vine var der nedenstående 32, som fik mere end to stjerner, og 25, som fik fem stjerner. I alt 152 stjerner. En meget fornem høst, der naturligvis blev præget af de fine vine fra Rhônedalen.
...........
...
Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
.....
...........
Smagningen af Rhônevine fra Vidal-Fleury


J. Vidal-Fleury, Côtes-du-Ventoux, Frankrig 2004
72 kr., Chris-Wine
En rigtig god Ventoux-rødvin med en blid og afrundet smag og en masse krydderi. En meget anvendelig madvin.


J. Vidal-Fleury, Côtes-du-Rhône, Frankrig 2004
84 kr., Chris-Wine
En ret let og saftig rødvin, som vil være oplagt til mange krydrede kødretter.


J. Vidal-Fleury, Côtes-du-Rhône-Villages, Frankrig 2004
92 kr., Chris-Wine
Uha, den er go! Den er blød og lækker og med fint krydderi. Skænk den til en god kødret eller gryderet. Eller såmænd bare til lidt paté …


J. Vidal-Fleury, Vacqueyras, Frankrig 2000
109 kr., Chris-Wine
En prægtig rødvin med fyldig frugt og krydderi – lidt i retning af salvie. Til sublim madlavning. Prisen er ganske spiselig.


J. Vidal-Fleury, Crozes-Hermitage, Frankrig 2004
145 kr., Chris-Wine
Elegant og blød rødvin med en vidunderlig frugt. Den kan sagtens ligge et par år endnu. Skænk den til gæster, der kan værdsætte den.


J. Vidal-Fleury, Gigondas, Frankrig 2000
180 kr., Chris-Wine
Fantastisk lækker og moden rødvin, blid og blød som smør. En feinschmecker-vin, der breder sig i hele munden.


J. Vidal-Fleury, Châteauneuf-du-Pape, Frankrig 2004
245 kr., Chris-Wine
Elegant rødvin, afrundet og meget lækker. En glimrende vin, som man drikker med største glæde. Helt oppe og ringe.


J. Vidal-Fleury, Côte-Rôtie, Frankrig 2000
445 kr., i magnumflaske: 975 kr., Chris-Wine
En af Rhônedalens allerstørste rødvine. Simpelt hen en oplevelse. Der er en pragtfuld frugt i den, blød og lækker, men også læder, cedertræ. Den kan drikkes nu, men også gemmes i endnu en årrække.


J. Vidal-Fleury, Muscat, Beaumes-de-Venise, Frankrig 2004
205 kr., Chris-Wine
En himmelsk og elegant dessertvin. Hvis det er svært at opnå det umulige, så er vi i hvert fald tæt på. Hent en skive gåselever.




Hvidvine


Telaro, Vendemmia Tardiva, Falanghina, Roccamonfina IGT, Italien 2005
85 kr., Lækkerbisken
Vendemmia Tardiva, står der på etiketten. Altså lavet på senthøstede druer. Men denne hvidvin er ikke på nogen måde sød, blot meget blød, fyldig og lækker. En elegant vin, som man med største fornøjelse vil kunne drikke til mange lettere retter eller til en frokost. Eller som apéritif eller terrassevin. Roccamonfina er en by i det nordlige Campanien, og Falanghina er druen.


Joseph Mellot, Le Chant des Vignes, Pouilly Fumé, Frankrig 2003
99,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
En liflig Loire-hvidvin med en ren og frisk frugtsmag med let krydderi og tilpas syre. En glimrende vin til fiskeretter eller til en frokost. Eller som et glas på terrassen, når den tid snart kommer.


Castillo de Molina, Reserva, Chardonnay, Casablanca Valley, Chile 2005
49,95 kr., Fakta
Hvidvin med en god og ren Chardonnay-smag med fin sødme og lidt lime. Brug den fx til en frokost. Den femte stjerne får den på grund af den meget rimelige pris.


Reinhold Haart, Riesling Spätlese, Piesporter Goldtröpfchen, Tyskland 2004
125 kr., Rieslingvin.dk
Sødlig og meget lækker hvidvin med en fint parfumeret duft og en frisk, frugtagtig smag, hvor sødmen afbalanceres af god syre. En skive gåselever ville være fint til eller en lidt tør nøddekage.


Hansjörg Rebholz, Chardonnay, Spätlese Trocken, Pfalz, Tyskland 2004
198 kr., Hoffmeyer-Lippert Wine
En meget elegant hvidvin med duft af pære og andre modne frugter. Den er tør og frisk og bryder markant med de noget tungere oversøiske Chardonnay-vine.




Rosévin


Rosado, René Barbier, Penedès, Spanien 2005
48 kr., Strandgården
En uhøjtidelig rosévin, der kan virke lidt tynd, lige når man får den i munden, men som så folder sig ud med en god frisk frugt, en fin syre og en anelse nødder i eftersmagen.




Rødvine


L.A. Cetto, Reserva Privada, Cabernet Sauvignon, Valle de Guadalupe, Baja California, Mexico 2002
99 kr., Haller Vine
Rødvin med en flot, intens smag af mørke bær og masser af krydderi – peber. En karakteristisk Cabernet. Den har en god sødme, der er fint afbalanceret af syre og garvesyre. En herlig vin, der kræver mad.


Nieddera, Contini, Rosso Valle Tirso IGT, Italien 2003
96 kr., Carlo Merolli
Denne rødvin fra Sardinien er fortræffelig. Lidt af et scoop. Den har en dejlig duft og en blød og meget frugtagtig smag med toner af røde bær og vanille samt en indtagende sødme.


Kumala Zenith, Cabernet Sauvignon, Western Cape, Sydafrika 2005
49,95 kr., i denne uge (uge 14): 3 flasker for 100 kr., SuperBest
Lidt af en bamse-rødvin med intens frugt, men bestemt meget dejlig. Den skal ubetinget have selskab af en stor bøf, en kraftig gryderet eller lignende. Tilbudsprisen er lidt af et kup.


Liberalia, Tres, Toro, Spanien 2004
69,95 kr. ved 12 flasker, Lautia Vino Fino
Dejlig duft, dejlig smag – en glimrende rødvin med saft og fylde og tilpas syre og sødme. Den lægger sig godt i munden og vil være meget fin til mange kødretter.


Burle, Les Pallieroudas, Gigondas, Frankrig 2004
115 kr., The Wine Company
En meget vellavet rødvin med fornem frugt og krydderi. De mange nuancer er i fin harmoni. Skænk den til en kraftig kødret – og nyd den. Vinen i den flotte flaske har i øvrigt gemmepotentiale.


Montalto, Nero d’Avola / Merlot, Sicilien IGT, Italien 2004
39,95 kr., ViniPortugal
Til prisen er dette en overordentlig flot og lækker rødvin med en kraftig, bred, harmonisk smag. Faktisk et kup. Og så har den skruelåg (så det er måske derfor, den smager så godt).


Le Stanze, Poliziano, Toscana IGT, Italien 2002
199 kr., Fionia Vin
Druerne Cabernet Sauvignon, Merlot og Sangiovese mødes i denne prægtige rødvin. Vinen har en herlig duft og en blød, harmonisk smag med god ren frugt og blød syre. En meget anvendelig vin til mange retter.


Domaine du Mas de la Tour, Costières de Nîmes, Frankrig 2003
49,75 kr., frem til 30. april: 41,65 kr. ved 3 flasker, Skjold Burne
God afrundet og krydret frugt præger denne gode rødvin, der er oplagt til mad. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet. Prisen ved tre flasker gav den femte stjerne.


Les Salices, Syrah, Vin de Pays d’Oc, Frankrig 2004
54,75 kr. ved 12 flasker, Vintjeneren.dk
En elegant og tør rødvin, der dufter af mandler og hasselnødder. Den har en pikant krydret smag, toner af eg og en frisk syre i eftersmagen. Hvis man vil have rødvin til sin laks, så vil denne vin egne sig fortræffeligt. Den vil også være suveræn til kalvekød.


Vigne Nuove, Valle Reale, Montepulciano d’Abruzzo, Italien 2004
69 kr., Østjysk Vinforsyning/Vignoble
Duften af denne rødvin har toner af abrikos og kirsebær, mens smagen er tør og krydret med en anelse lakrids og anis i eftersmagen. En vin, der bare er sagen til en god oksebøf.


Didier Cornillon, Gamay d’Antan, Chatillon en Diois, Frankrig 2004
41,65 ved 6 flasker, Vinmand
Gamay d’antan – en ”Gamay-drue fra dengang”. Denne rødvin er lavet på en ældre Gamay-drue, der er meget forskellig fra den, som bruges i Beaujolais. Til prisen er det en rigtig god vin – den femte stjerne får den for prisen.


Willowbank de Bortoli, Shiraz / Cabernet Sauvignon, South Eastern Australia 2004
72 kr., 49,75 kr. ved 12 flasker, Cort Trap
Dette er en rødvin, som mange vil kunne lide. Den har en god, ren frugt med toner af mørke kirsebær og krydderi. Prisen ved tolv flasker må siges at være den rigtige.


Waterstone, Pinot Noir, Carneros, Californien 2002
149,95 kr. ved 12 flasker, Wine Group
Barnemord! Den skal have lov til at ligge i endnu nogle år. Men ganske flot er denne rødvin, og hvis den skal drikkes nu, bør den plaskes over i en karaffel et par timer før måltidet. Endvidere skal den ledsage kraftig mad. Helt billig er den ikke.


Vulcano, Bisceglia, Basilicata IGT, Italien 2004
59 kr., Toscavini
En saftig og rigtig rar rødvin med fyldig frugt og god syre, der gør den meget anvendelig til mad.


Teleki, Portugieser, Villány, Ungarn 2004
50 kr. ved 12 flasker, Laszlo's Vin / Hungary
En pæn og venlig rødvin med god frugt og saft. Det er ganske interessant med sådan en god ungarer på en drue, der især bruges i Tyskland og Østrig – og næppe har noget med Portugal at gøre.


Portaal Sole, Chianti Superiore, Italien 2003
114,50 kr., Fiasco-Vine
Denne rødvin er ikke helt billig, men det er en pæn og saftig rødvin, som vil passe fint til lettere kødretter.


Heritage, Cabernet Sauvignon / Merlot, Bordeaux Supérieur, Frankrig 2003
48 kr., Red & White
En pæn Bordeaux-rødvin – en venlig og vellavet lille hverdags-vin.




Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.