Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Postkort fra Torres

15 postkort fra Penedès
I februar 2008 indviede den store spanske vinmand Miguel Torres et fantastisk vinhus i distriktet Penedès ved Barcelona. Tyve internationale vinskribenter var inviteret med til indvielsen, her iblandt Anker fra VinAvisen. Det kom der disse femten postkort ud af.
...........


..................
    Postkort nr. 1 fra Penedès:
    Til fest i Vilafranca
    Den 1. februar 2008 var der en stor fest i den spanske by Vilafranca del Penedès, 45 km fra Barcelona.
    Spaniens store vinmand, Miguel Torres, fejrede indvielsen af sin nye fadkælder til enkeltmarks-vine, og som gæster havde han og hans familie vinhusets nøglemedarbejdere, husets arkitekt og de kunstnere, der har udsmykket det – plus tyve internationale vinskribenter, heriblandt kendte navne som Hugh Johnson, Oz Clarke og Charles Metcalfe.
    Fra Danmark kom VinAvisens gamle redaktør, der i denne uge og de tre næste uger sender i alt femten postkort fra den store begivenhed. På det første postkort ses Miguel Torres, mens han bød velkommen i vinhusets smukt arrangerede museum.
    .......

..................
    Postkort nr. 2 fra Penedès:
    Med tog gennem vinhuset
    Aftenen indledtes med en tur igennem det enestående byggeri, skabt af arkitekten Javier Barba – han har blandt andet også stået for et spændende byggeri for Stag’s Leap Wine Cellars i den californiske Napa Valley.
    Opgaven var klar: Javier Barba skulle tegne en bygning, hvor Torres kunne modne og præsentere sine eksklusive enkeltmarks-vine, Fransola, Milmanda, Mas Borràs, Mas la Plana, Grans Muralles og Reserva Real.
    Mørket var faldet på, da vi ankom, men Pacs del Penedès, som Torres kalder sit store vineri, var oplyst som et bengalsk palads.
    Efter modtagelsen i museet gik vi ind i et aflangt rum på hvis buede væg kørte et billed- og lydshow om årets gang i vinens verden. En port åbnedes i den ene ende, og et tog kørte ind. Vi skulle simpelt hen opleve den nye vinkælder siddende i et tog og med ørepropper, hvori vi fik det hele forklaret på et sprog, vi selv kunne vælge.
    VinAvisens udsendte tog turen på svensk og var imponeret over et audiovisuelt show, der henvender sig til de mange tusinde turister, som besøger Torres’ Pacs del Penedès hvert år.
    .......

..................
    Postkort nr. 3 fra Penedès:
    Klostergård til ro og fordybelse
    Det nye vinhus er i tre etager. Nederst ligger de mange hundrede vinfade i kæmpemæssige rum. Ovenover er der en forsænket gård, som arkitekten, Javier Barba, sammenlignede med en middelalderlig klostergård til ro og fordybelse – selv om vi nu også følte os lidt som i et egyptisk tempel.
    I midten af klostergården er der en fontæne med en lysende bund, som dels får vandet til at funkle, dels giver lys til kælderen nedenunder. Et bredt vandfald ved indgangen til gården giver en brusende, beroligende lyd. Og fra gården er der så adgang til de forskellige kældre, der hver især er helliget en af de berømte marker.
    Kun den tredje etage ligger over jordhøjde. Her findes smagerummet og museet i en let og elegant bygning omgivet af flade vandbassiner, der spejler Penedès’ altid skiftende himmel.
    .......

..................
    Postkort nr. 4 fra Penedès:
    Et bioklimatisk byggeri
    Javier Barba er en af Spaniens pionerer, når det gælder bæredygtig arkitektur og hensyntagen til naturen. I 1989 udnævnte en EU-komité et af hans huse til at være det bedste bioklimatiske byggeri i Europa.
    Arkitekt Barba har bygget huset ind i landskabet, så mindre end en tredjedel er synligt over jorden, og han har omgivet det med en lokal vegetation, der kun kræver meget lidt vand.
    Også forbruget af energi har han minimeret med et skulpturelt "træ" med solceller, der genererer nok elektricitet til at oplyse hele byggeriet.
    Fra smagerummet kunne vi kigge ned i kælderens dyb, hvor der sad to unge damer og spillede klassisk musik på cello og violin. Men det var nu nok kun i festens anledning ...
    .......

..................
    Postkort nr. 5 fra Penedès:
    Hans ungdoms bil
    Familien Torres har dyrket vin siden 1600-tallet. I de første 2-300 år gav det dog hverken til dagen eller vejen, så i 1870 drog Miguel Torres oldefar, Don Jaime, til Amerika for at prøve lykken.
    Lykken var med ham. Han tjente så mange penge, at han kunne tage tilbage til Vilafranca og bygge en bodega.
    I 1932 overtog hans sønnesøn, Miguel, firmaet, men måtte få år senere se det hele lagt i grus under den spanske borgerkrig. Don Miguel og hans kone gav imidlertid ikke op. De rejste rundt i deres gamle bil for at sælge vin, og det lykkedes dem at genopbygge firmaet.
    På museet viser deres søn, nutidens Miguel Torres (f. 1941), med stolthed den bil, som han selv i sin ungdom brugte, da han kørte omkring og solgte vin.
    .......

..................
    Postkort nr. 6 fra Penedès:
    En fornyer i spansk vin
    Miguel Torres har haft stor betydning for udviklingen i spansk vin. Han er uddannet i Frankrigs Bourgogne-distrikt på universitetet i Dijon, og han er en af verdens mest begavede og progressive vinfolk.
    I 1966 overtog han roret efter sin far. Vinhuset var allerede da internationalt anerkendt, men det blev Miguel Torres, som for alvor gjorde vinhuset til et af verdens mest berømte. Evigt eksperimenterende søgte han nye veje, altid på jagt efter kvalitet og fornyelse.
    Han opkøbte vinmarker rundt omkring i Penedès efter et nøje studium af mikroklimaerne i de forskellige højder over havet. Han var den første, der indførte koldgæringen i Spanien – denne i dag helt uundværlige teknik. Og han var faktisk også den første, der gik i gang med at forny fadlagringen, idet han indførte fade, hvori kun de udskiftelige endestykker var af egetræ, mens resten blot var en stålcylinder.
    Miguel Torres siger selv for sjov, at der er tre appellationer i Spanien: Rioja, Penedès og Torres.
    Og så kan vi da lige tilføje, at han med købet af vingården Santa Digna i 1979 i Curicó-dalen viste, at det er muligt at lave god vin på chilensk jord. Faktisk lagde han frøet til den chilenske vinindustris succes.
    .......

..................
    Postkort nr. 7 fra Penedès:
    En datter og en søn
    Under den store fest fredag aften (omtalt i de første postkort) og under den næste dags program lagde Miguel Torres ikke skjul på, at han går på pension, når han om tre år fylder 70 – idet han naturligvis fortsætter som formand for bestyrelsen. Men næste generation er for længst i gang i vinhuset.
    Datteren Mireia, stående på billedet her, er med i teamet af vinmagere og har blandt andet skabt den populære vin Nerola. Og hendes bror, Miguel (de hedder Miguel næsten alle sammen), har i flere år ledet vingården Jean Leon, som Torres købte i 1995. I dag er han direktør for Torres' marketing.
    Som et led i det tætpakkede program deltog vi i en smagning af Torres’ topvin, Mas La Plana. Den blev kyndigt ledet af Mireia.
    .......

..................
    Postkort nr. 8 fra Penedès:
    En once-in-a-lifetime smagning
    Vinen Mas La Plana laves med Cabernet Sauvignon-druer fra en mark i nærheden af vinhuset i Vilafranca. Den blev internationalt berømt, da det franske gastronomiske blad Gault-Millau holdt en såkaldt vinolympiade i Paris i 1979 – og den spanske vin i årgang 1970 sejrede med et hestehoved foran en jævnaldrende Château Latour.
    Det var en kæmpe-overraskelse – en vin, som mange franskmænd overhovedet ikke kendte! En hel del af de professionelle franske smagere troede, at det var en Rioja. Penedès havde de aldrig hørt om.
    I anledning af den store fest havde Torres stillet an til en once-in-a-lifetime smagning af netop denne enkeltmarks-vin.
    .......

..................
    Postkort nr. 9 fra Penedès:
    Vinen, der byttede navn
    Da den sensationelle smagning blev afholdt i Paris i 1979, havde vinen et fantasinavn, Gran Coronas – Den store Krone. Markens navn, Mas La Plana, var blot anført med mindre bogstaver. Fra og med 1994-årgangen byttede Torres om på navnene, så nu hedder vinen Mas La Plana, og Gran Coronas står kun med småt.
    Smagningen, som vi deltog i, var en vertikal smagning af tolv årgange fra den berømte 1970 til den seneste, 2005.
    Nogle af de Torres-folk, der deltog, fortalte, at det var yderst sjældent, at man dykkede så langt ned i lageret af gamle vine.
    1970 er stadig helt i top. 37 år gammel er den blødt afrundet, superlækker og helt vital, mens 1975 faktisk godt kan ligge nogle år endnu. Af de nyere årgange faldt vi især for 2004, der er meget kompleks men naturligvis først bør nydes om ret mange år.
    .......

..................
    Postkort nr. 10 fra Penedès:
    Museums-mark med 209 druesorter
    Da vi var færdige med drømmesmagningen af Mas La Plana, smuttede vi lige ud for at tage Miguel Torres’ druemuseum i øjesyn.
    Siden 1980’erne har han gjort et stort arbejde for at redde gamle katalanske druesorter, og indtil i dag har han og hans hold af forskere fundet i alt sytten, hvoraf druen Garró synes at være specielt interessant.
    På museumsmarken vokser i alt 209 forskellige druesorter. Det er ikke de 5000, der er identificeret på verdensplan, og heller ikke de 500, der dyrkes i Spanien, men det er alligevel et imponerende antal.
    Vinhuset har selv en årlig produktion af 35.000 udplantningsplanter.
    .......

..................
    Postkort nr. 11 fra Penedès:
    Med helikopter rundt i vinland
    Om lørdagen, dagen efter den store fest, klemte de tyve inviterede vinskribenter sig ind i fem gule helikoptere for at besøge Torres’ vinmarker, og først gjaldt det en halv times flyvetur til det lille distrikt Priorat syd for Barcelona.
    I 1500-tallet grundlagdes et kloster i dette dramatiske landskab. Grundlæggerne var en gruppe karteuser-munke, der blev ledet af en prior, og derfor kom egnen til at hedde Priorato.
    Klostrets navn var Scala Dei. Ifølge legenden blev det bygget på et sted, hvor man havde set engle, der gik op og ned ad en lang "Guds trappe til himlen" – en Scala Dei.
    Klostrets munke plantede vinstokke, og da de blev fordrevet under Napoléonkrigen, fortsatte bønderne dyrkningen. I mange år har distriktet sovet en tornerosesøvn, men nu er vinen blevet kult, og flere dygtige vinproducenter er rykket ind. Også Torres.
    .......

..................
    Postkort nr. 12 fra Penedès:
    Med egen fadkælder i Priorat
    For at appellationen Priorat skal kunne nævnes på etiketten, skal vinen være fremstillet i Priorat. Torres er derfor gået i gang med at bygge et vineri, der vil stå færdigt om to måneder.
    Vi fløj hen over byggeriet i lav højde, mens Miguel Torres Junior, der var med i helikopteren, fortalte, at bygningen vil få en fadkælder med plads til 1000 fade, og at der yderligere vil være atten store tanke af rustfrit stål.
    Byggeriet er på flere måder udført under hensyntagen til miljøet: 300 kvadratmeter fotoceller genererer 22.000 kWh om året, en stor tank samler regnvand, vandet renses med 2000 liter i timen, og et kloaksystem behandler spildevand med en kapacitet svarende til 25 personer.
    Bygningen er tegnet af arkitekten Miguel Espinet, og regningen vil komme til at lyde på 3 millioner euro (22 mio kr.).
    .......

..................
    Postkort nr. 13 fra Penedès:
    Befæstet vingård fra 1200-tallet
    Torres har igennem årene erhvervet flere vingårde i forskellige højder fra 250 til 800 meter over havet, hvilket har gjort det muligt for ham at lave en bred vifte af forskellige vine. I det midterste Penedès – fra 100 til 400 meter over havet – svarer klimaet nærmest til Bordeaux. Længere oppe i højderne er klimaet køligere, nærmest som i Alsace, og herfra kommer delikate og frugtagtige hvidvine.
    Penedès har med andre ord hele skalaen fra det varme Middelhav til det kølige Alsace.
    På billedet her er vi ved at lægge an ved vingården Milmanda, der ligger ved landsbyen Vimbodi og hvert år besøges af mange tusinde turister.
    Den befæstede vingård blev grundlagt i 1200-tallet som en forsvarsmæssig forpost for det nærliggende cistercienser-kloster Poblet – en af Spaniens store seværdigheder.
    Fra vingården Milmanda kommer en fortræffelig fadgæret hvidvin på 100% Chardonnay. I mange år havde den appellationen Penedès. I dag ligger den under den lille appellation Conca de Barberà.
    .......

..................
    Postkort nr. 14 fra Penedès:
    Vinmarken bag de store mure
    Fra Milmanda gik vi en dejlig tur ud langs vingårdens perfekt passede vinmarker. Målet var en højderyg, der skilte dalen fra den næste dal, og heroppefra havde vi en pragtfuld udsigt over til klostret Poblet og de mere end 1 km lange mure, der omgiver marker, som i sin tid tilhørte klosteret. Murene blev opført i 1300-tallet.
    Fra marken bag murene kommer druerne til Torres’ rødvin Grans Muralles (De store Mure), en vin, som også var med i lørdagens smagning. Vinen er lavet på de gamle katalanske druesorter Monastrell, Garnacha Tinta, Garró, Samsó og Cariñena.
    .......

..................
    Postkort nr. 15 fra Penedès:
    Mødte hinanden til flamenco
    Og her er så det sidste postkort, der viser Miguel Torres, mens han besvarer spørgsmål fra de tyve indbudte vinskribenter. Han og hans kone, den tyskfødte kunstnerinde Waltraud Maczassek, samt deres to børn var med hele vejen rundt, og det var en god oplevelse at møde denne charmerende spanske familie.
    Vi spurgte Waltraud, hvordan det gik til, at Miguel fandt sig en kone fra Frankfurt am Main – og at hun fandt ham.
    – Vi mødte hinanden til en flamenco-forestilling, svarede hun. – Min søster boede i Spanien, og da jeg kom på besøg, skulle vi i teatret. Hun havde en ven med – og vennen havde Miguel med – og sådan gik det altså for sig.
    På billedet her ses den engelske vinskribent Hugh Johnson, der er en god ven af familien Torres.
    .......