Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Piero Antinori

    Piero Antinori (f. 1939) er en sværvægter på den italienske vinscene. Han blev født i Firenze, og hans løbebane var udstukket på forhånd. Siden år 1385 har familien Antinori fremstillet vin i Toscana, så det var oplagt, at Piero Antinori skulle repræsentere 26. generation i vinfirmaets direktørstol.
    Efter en afsluttet økonomiuddannelse trådte han ind i firmaet og blev allerede i 1965 udnævnt til administrerende direktør og i 1988 til formand for bestyrelsen.
    Mens Piero Antinori har været ved roret, er familiefirmaet ekspanderet betydeligt, og dets vine har vundet et hav af priser. Vinhuset Antinori ejer i dag ti vingårde og mere end 1400 hektar af de allerbedste vinmarker i blandt andet Toscana og Umbrien. Og så har Piero Antinori skabt intet mindre end en revolution, når det gælder vinproduktionen i Chianti.
    Distriktet var førhen kendt for en lidt tynd, let perlende rødvin, der pr. tradition blev fremstillet efter en særlig metode og iblandet hvidvinsdruer. Men Piero Antinori ville vise, at man også kunne fremstille kvalitetsvin i Chianti – et mål han nåede med rødvinen Tignanello, der er skabt på druerne Sangiovese og Cabernet Sauvignon og uden tilsætning af grønne druer. Vinen blev hurtigt en kultvin og regnes i dag for den første i en lang række af såkaldte supertoskanere.
    Ud over vinhuset i Toscana ejer familien Antinori også Antica Winery i Napa Valley og i 2017 erhvervede den også Haras de Pirque i Maipo-dalen i Chile.
    2017 blev også året, hvor Piero Antinori overdrog tøjlerne til næste generation, datteren Albiera Antinori - der dog får hjælp til at drive vinfirmaet af sine yngre søstre, Allegra og Alessia.
    Adresse: Marchesi Antinori Srl, Piazza Antinori 3, 50123 Firenze, Italien, www.antinori.it. (Opdateret 2017).