Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 36, 1998

www.vinavisen.dk
redigeres af
Flemming Hvelplund
Anker Tiedemann
Vin-aktuelt i denne uge
Uge 36 - 31. august - 6. september
Det var så den sommer ...
Med indgangen til september er sommeren 1998 officielt slut. Uofficielt har den aldrig været der.
Den manglende sommer har skabt nogle store lagre af vin, som vi skulle have læsket os med under skyggefulde træer eller ved grillen. Hvad gør importørerne med den bugnende beholdning af sommer-hvidvine, friske unge rosé’er og “karton’erne” til grillen?
VinAvisen har spurgt lidt rundt, og umiddelbart tyder det på, at der - lige så snart der er den mindste udsigt til nogle dage med solskin - vil komme nogle gode tilbud. - Vi skal jo af med det nu, siger nogle.
Andre har vendt kasserne på hovedet og sat stablerne hen i det mørkeste hjørne af kælderen. - Det kan vi ikke gøre noget ved, siger de. - Vi må vente til næste år! Vi ser det først som et problem, hvis solen også bliver væk i 1999.
Andre igen har ikke haft lagerproblemer, fordi de disponerer løbende og derfor har kunne bytte “sommervarerne” ud med de vintervine, som vi har hygget os med foran pejsen i det, der skulle have været sommeren 1998.

Advarsel: Varme vine på vej østfra
Det er en kendt sag, at sammenbruddet i den asiatiske økonomi blandt andet efterlod mange hundrede containere med dyre franske vine rundt om på kajanlæg i Østen. Firmaerne, der havde bestilt varerne, eksisterede lige pludselig ikke mere, og mens man fandt ud af, hvad man skulle stille op med leveringen, stod vinen og svedte i containerne. Og tog selvfølgelig mere eller mindre varig skade.
De fleste danske importører har udtalt frygt for, at noget af denne “kajvin” skulle komme til Danmark, og alt tyder på, at der nu i Danmark cirkulere nogle partier, som har været på “varmekur” i Asien. Intet på etiketten afslører udflugten, og man kan derfor kun anbefale, at man enten meget nøje undersøger handelskanalerne, eller at man smager, før man køber mere end én flaske.
En meget lav pris er selvfølgelig en advarsel om, at man skal være ekstra opmærksom.

VinAvisens læserskare vokser
Flere og flere vinvenner og branchefolk får kendskab til VinAvisen og besøger os på Internettet - for øjeblikket har vi cirka 120 besøg om dagen. Det er faktisk ikke så galt i en begynderfase, og vi føler, vi løser en opgave. Vinbranchen har længe savnet sit eget nyhedsbrev à la det kendte Mandag morgen.
I en del vinfirmaer printer man ugens nyheder ud og lader alle ansatte læse dem - et glimrende initiativ, der gør medarbejderne endnu mere engagerede og fagligt orienterede.
Send os meget gerne en e-mail og fortæl os, hvordan I bruger VinAvisen derude i den vinøse cyberspace. Og fortæl os, hvis I synes, vi kan gøre det endnu bedre. Adressen er anker@vinavisen.dk
Her finder du alle vinene på Zinfandel
Dyden, lasten og vinen
Erik Olaf Hansen har slået til igen. Endnu en velskrevet og underholdende bog fra hans hånd er på hylderne. Titlen er “Dyden, lasten og vinen”, og i bogen fortæller Erol om mennesker han har mødt, og flasker han har tømt. Der er masser af sentenser om vinen og livet.
- Det er med vin som med mænd. Alderen gør de dårlige sure og de gode bedre, sagde Cicero.
Det stemmer: Erik Olaf Hansen er i dag 84 år gammel og stadig i fineste form.
Forlaget Sesam har udgivet bogen, der koster 149 kr.

Amalie giver 100.000 kr. til naturen
Amalie Vinimport (tlf.: 86 91 18 44) har indgået et samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening, og sammen har de sendt en Danmark-vin på markedet.
Et vist beløb fra salget går til pleje af den danske natur, og det var et krav fra Naturfredningsforeningen, at druerne til vinen skulle være produceret uden bruge af kunstgødning og sprøjtegift.
Amalie Vin havde et krav: Beløbet skulle øremærkes til Naturfredningsforeningens gods Skovsgaard på Langeland.
Ved en frokost i sidste uge for 140 indbudte gæster på Skovsgaard overrakte Amalievin en gavecheck på 100.000 kr. til præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Hans Henrik Harritz.
Danmarkvinen er en Reserva fra Torre Oria, og den sælges i supermarkeder over hele landet for 39,50 kr.

Ændringer i Danmarks største vinfirma
Med cirka en fjerdedel af det danske vinsalg er FDB en ganske betydelig faktor i den danske vinhandel. Derfor følges det med den største opmærksomhed, når der sker ændringer.
I bestræbelserne for at effektivisere organisationen samler man nu indkøb og markedsføring for de fire kæder Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen og LokalBrugsen i en organisation, som får hovedkontor i Albertslund.
Målet er flere spændende og aktuelle varer på hylderne og en større overskuelighed i butikkerne.
For leverandørerne vil den nye organisation betyde, at der for hvert vareområde kun vil være én kontakt til FDB, som indgår aftaler for samtlige kæder.
Ændringerne vil resultere i færre leverandører samt flere afskedigelser og omrokeringer internt.
De konkrete personalemæssige rokeringer og bemandinger vil blive oplyst under et stormøde i Bella Centret tirsdag den 8. oktober.
Klassisk vin fra helligt bjerg

Stadig misforståelser med vand, sukker og mælk
I en artikel i Børsen skriver Gynther Adolphsen om fransk vinfuskeri. Ifølge artiklen fandt myndighederne i 7000 stikprøver i alt 731 vine med fusk eller mangler, enten i fremstillingsmetoden eller i etikettens oplysninger.
I den forbindelse nævnes den snart gamle historie med problemerne på Château Giscours i Bordeaux, og avisen gentager misforståelserne med, at vinen ulovligt skal være tilsat vand, sukker og mælk.
Vi henviser til VinAvisens omtale i uge 28. Den ligger i VinAvisens arkiv.

Total afholdenhed livsfarlig
Alkohol fungerer som en slags opløsningsmiddel, der får åreforkalkning til at forsvinde. Dette er det gode budskab i Annette Hagerups artikel i Berlingske Tidende. Hun har talt med afdelingslæge Hans Ole Hein på miljø- og arbejdsmedicinsk klinik på Bispebjerg Hospital, der har stået for en ny dansk undersøgelse af 2817 mænd - en undersøgelse, der viser, at total afholdenhed kan være direkte livstruende for mænd med den skjulte hjertesygdom stum iskæmi.
Godt at vide: Får man som mand ikke sine tre glas vin om dagen, har man tre gange så stor en risiko for blodpropper.

Fremgang for Beaujolais
De har haft problemer i Beaujolais. Men nu ser det da ud til at lysne lidt: I de fem første måneder af 1998 har distriktet oplevet en stor stigning i eksporten - hele 40 procent i forhold til samme periode i 1997. Mest steg salget til Japan, Holland, Canada og Schweiz.
Berømt rebel og ikke bare en bordvin

En halvdanskers toskanske vine
Jacqueline Jensen har i Berlingske Tidende en stor reportage om Erik Banti og hans toskanske vine. Hun fortæller levende om den lidt sky italiener, der er halvt dansker, taler flydende dansk og laver nogle enestående rødvine.
Ikke så stor en del af hans produktion når de danske strande, og det er måske grunden til, at Jacqueline Jensen ikke fortæller, hvor de kan købes. Men for VinAvisen er der ingen hemmeligheder, og vi kan afsløre, at Erik Bantis danske agent i næsten femten år er Carlo Merolli (tlf.: 45 85 19 78), og at følgende vine aktuelt er til at få i flere specialbutikker samt i visse restauranter: Morelino di Scansano 1997 til 49-55 kr. og Morelino di Scansano Carato 1997 til 65 kr., samt de to enkeltmarks-vine Morelino di Scansano Aquilia 1996 til 100 kr. og Morelino di Scansano Ciabatta 1996 til 145 kr.

De nøgne facts om vinforbruget
En dame, der har mistet det meste af sit tøj, ledsager nogle statistiske oplysninger i Ekstra Bladet om forbruget af diverse drikkevarer. Ifølge Søren Jakobsens artikel er vores vinforbrug steget med 0,3 liter til 29 liter pr. dansker, og Danmark er avanceret fra 9. til 6. pladsen blandt de vindrikkende nationer.
Italienerne drikker præcis dobbelt så meget som os, mens svenskerne kun får det halve.

En afløser for proppen?
Clos du Bois, Beringer, Kendall-Jackson, Robert Mondavi og Sebastiani er alle betydningsfulde californiske vin-huse – kollegaer ja, men så sandelig også hårde konkurrenter. Alligevel er de blevet enige om, at de har et fælles problem, som må og skal løses. Og det er korkproppen. De har i fællesskab indskudt 15 millioner kroner til udvikling af et alternativ til naturlig kork, der ødelægger alt for mange vine.
De syntetiske efterligninger, som hidtil har været præsenteret, har ikke været gode nok, og det er for dyrt at behandle kork, så man er sikker på, at den ikke giver vinen afsmag.
Man håber og tror på, at man vil komme frem med et helt nyt “lukketøj” som både producenter og forbrugere kan acceptere. Men forbrugernes accept er nøgleordet –skulle man ikke tage hensyn til dem, havde man forlængst udstyret vinflaskerne med en eller anden form for kapsel. Korkproppen har jo ingen kvalitets-funktion i sig selv, men som kosmetisk er den supervigtig.
Vi følger korksagen nøje i VinAvisen.
En vin, der bliver mere værd om ti år

Quinta do Noval på rette vej
En af Portugals fornemste portvins-ejendomme, Quinta do Noval er Jørgen Aldrichs mål i Fyens Stiftstidende. Han har besøgt stedet og fortæller, hvordan marker og teknisk udstyr fornys i stor stil under de nye franske ejere og med briten Christian Seely ved roret. I Danmark er det Johs. M. Klein (tlf.: 31 38 12 11), der står for importen.

Vinpriserne i Bordeaux
Vinmæglerne i Bordeaux udarbejder en ugentlig statistik over priserne for 1997-årgangen pr. tonneau (900 liter = 96 kasser à 12 flasker) og en vrac (bulk) fra ejendommen.
Fremover bringer VinAvisen denne statistik og begynder her med uge 35. Beløbene er gennemsnit i franske francs og uden afgifter.


Uge 35
Bordeaux rouge
12.000
Bordeaux supérieur
13.000
Côtes de Bordeaux
13.000
Graves
15.500
Saint-Émilion
24.000
Bordeaux blanc
7.250
Entre-deux-Mers
7.750
Sauternes
38.500
Bergerac rouge
7.900
Bergerac sec
4.250
Bergerac moelleux
5.625
Monbazillac 1996
14.500

Liebfraumilch er passé
Der er ikke mere nogen, der gider drikke Liebfraumilch, konstaterer Jørgen la Cour-Harbo i ugens vinartikel i Ålborg Stiftstidende. Han er på besøg hos Hans Joachim Louis Guntrum i det tyske Nierstein, og her smager han interessante vine, hvoraf nogle også sælges i Danmark:
- Guntrum Riesling, Rheinhessen, Tyskland 1997 til 49 kr., import: Taster Wine (tlf.: 43 45 14 22) - i en blå flaske.
Samt hos Sig. Müller i Ålborg (tlf.: 98 18 50 99) disse tre:
- Niersteiner Oelberg Riesling, Kabinett, Trocken, Rheinhessen, Tyskland 1996 til 80 kr.
- Oppenheimer Sackträger Riesling, Spätlese, Rheinhessen, Tyskland 1992 til 78,50 kr.
- Oppenheimer Herrenberg Eiswein, Rheinhessen, Tyskland 1992 til 270 kr.
Tyveri giver os en stor vin til billig pris

Ny appellation
En ny appellation, Côteaux du Giennois, forener fem andre appellationer omkring byen Gien ved Loire-flodens bred: Sancerre, Quincy, Pouilly, Menetou-Salon og Reuilly. Den nye appellation omfatter 140 hektar i departementerne Nièvre og Loiret, hvor man fremstiller tørre hvidvine og rødvine.

Kongen af Beaujolais
I Jyllands Posten København skriver Per Calum om “kongen af Beaujolais”, Georges Duboeuf og smager en lang række af hans vine. Han er generelt glad for dem alle og giver “fire stjerner” til ti af dem. Af hans beskrivelser synes det af fremgå, at han er specielt glad for disse fem, der alle importeres af Løgismose Vinimport (tlf.: 33 32 93 32):
- Jean Descombres, Morgon, Frankrig 1997 til 76 kr.
- Domaine de la Seigeneurie de Julienas, Julienas, Frankrig 1996 til 75 kr.
- Château des Déduits, Fleurie, Frankrig 1997 til 88 kr.
- Domaine de la Tour de Bief, Moulin-à-Vent, Frankrig 1995 til 86 kr.
- Château de Nervers, Brouilly, Frankrig 1997 til 76 kr.

Vinhøsten i gang i Frankrig
I mandags begyndte vinhøsten i Frankrig - i Provence, hvor man gik i gang med de grønne druer.
I Bordeaux begynder man først at høste de grønne druer omkring 10. september og de blå omkring den 21. september.
Udviklingen af druerne har stort set været normal, hverken for hurtig eller for langsom, og man har uden problemer passeret la floraison (hvor vinstokkens blomster danner de første små bær) og la véraison (hvor druerne skifter farve fra grøn til blå). Kun har heden i begyndelsen af august sat sine spor, og på visse marker må man regne med et høstudbytte, der er mellem 5 og 25 procent mindre end normalt.
Nu beder vinbønderne til vejrguderne om tilpas regn i de kommende par uger og derefter sol, sol og mere sol, merci!
Golf og vin i Bordeaux

Vi mindes ...
I ugen, der gik, kom meddelelsen om Frederik Gundelachs død, 82 år gammel. Han lod sig pensionere tidligt fra en succesrig og aktiv erhvervskarriere og bestemte sig for, at “anden halvdel” af hans tilværelse skulle bruges på den store hobby - vin. Han var i ti år formand for DAWS - Danish American Wine Society - hvor han gjorde et stort pionerarbejde for at lære os danskere californisk vin at kende. Ligeledes var han initiativtager og mangeårig formand for Les Amis du Vins danske afdeling.
Også i ugen, der gik, kom meddelelsen om Leif Karbergs død, 59 år gammel. Han blev “født” ind i vinbranchen og var i en årrække direktør for Frederiksberg Vinkompagni.

Spanierne invaderer Frankrig
Netop nu er næsten 13.000 spanske daglejere på vej til Frankrig for at deltage i høsten. De fleste af dem kommer fra Andalusien i Sydspanien. De vil arbejde i snit ni timer om dagen til en timeløn af mellem 40 og 45 francs.

Ny leder af Dansk Vinforsyning
Dansk Vinforsyning i Karise (tlf.: 56 76 96 00) har igennem årene gjort en stor indsats for gode italienske vine. Den 1. september får firmaet ny direktør, Tom Jørgensen.

H.J. Hansen Vinhandel i Ålborg
Denne og de efterfølgende nyheder blev også bragt i sidste uge efter opdateringen mandag kl. 13:
Fredag den 28. august åbner H.J. Hansen Vinhandel i Ålborg. Adressen er Vingårdsgade 13-15, der er nabo til Vinspecialisten, som også kommer med ind under den nye facade. Der er foretaget en større ombygning. Forretningen er indrettet i samme stil som den, alle vinelskere kender fra Vestergade i Odense. I baghuset bliver der store og veludstyrede lokaler til vinsmagning og vinskole.
Ringene breder sig. For nylig overtog H.J. Hansen også vinforretning i Middelfart og Køge.

Rødvin fra et sødt distrikt
I Politiken skrev Henrik Steen Andersen i lørdags om Rhônes rigdom og tildeler to vine fra den sydlige del af distriktet "fire glas".
Den ene er rødvinen Château Redortier, Beaumes-de-Venise, Côtes-du-Rhône, Frankrig 1993 til 110 kr. for to flasker hos Gobi (tlf.: 36 13 00 60). At den kommer fra distriktet Beaumes-de-Venise, berømt for den søde Muscat, bør ikke forvirre. Dette er en rødvin - og en god rødvin.
Den anden vin er rødvinen Domaine du Cayron, Gigondas, Frankrig 1993 til 80 kr. fra Philipson Wine (tlf.: 45 76 68 88), der beskrives som en bombe af en vin og et smækkys, der vil noget.

Elegante italienere
I dagbladet Børsen skriver Mette Kryger om vin, og i ugen, der gik, beskriver hun seks elegante hvidvine til omkring 80 kr., der kan drikkes nårsomhelst og til næsten hvadsomhelst. Alle kommer de fra Tentino i Norditalien og forhandles af Italiensk Vinhus (tlf.: 35 43 47 49). De seks vine præsenterer hver sin drue: Pinot Bianco, Chardonnay, Müller-Thurgau, Pinot Grigio, Riesling og Moscato Giallo (som tyskerne kalder Goldmuskateller).

Øregas og manipulation
I Jyllands Postens København gør Anders Grøndahl op med bagsideetiketternes "øregas og manipulation", og for to af de omtalte vine sammenligner han sine egne indtryk med, hvad han kan læse på flaskerne. Han er bestemt ikke enig. To af de fem smagte vine betegner han som "særdeles gode":
- Roodeberg, KWV, Western Cape, Sydafrika 1996 til 35 kr. i Netto.
- Querceto, Chianti, Italien 1996 til 64 kr. hos Jysk Vin i Randers (tlf.: 86 40 44 44).

Gamle nyheder er stadig aktuelle
Mange af VinAvisens nyheder helt tilbage fra mandag d. 29. juni er stadig aktuelle, og de findes derfor i VinAvisens arkiv.

Eftertryk er tilladt
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret. Men angiv venligst kilden:
VinAvisen på Internet-adressen www.vinavisen.dk


VinAvisen, Krogvej 30 A, 2830 Virum, fax: 45 83 38 91
e-mail: anker@vinavisen.dk