Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 16, 1999

www.vinavisen.dk
redigeres af
Flemming Hvelplund
Anker Tiedemann
Vin-aktuelt i uge 16
19 - 25. april

April er primeur-tid
Vi har flere gange fortalt om, hvordan vinfolkene i Bordeaux har problemer med at få gang i salget af årgang 1998.
Hvad er det egentlig, der sker?
Her i april er det primeur-tid. Det er nu, man sælger vin en primeur - ikke en ung vin som den nyfødte beaujolais, der kommer til os i november, men vine, som ikke er tappet på flaske - som ikke er "færdige", og som slotsejerne vil lagre endnu et år i deres chais (som de overjordiske vinkældre kaldes i Bordeaux).
Men traditionelt køber vinkøbmændene den ufærdige vin allerede nu, dels for at sikre sig et lager til deres kunder, dels for at få vinen billigere, end når den først er tappet på flasker.
I år har det været nødvendigt for slottene at sænke primeur-priserne for at få gang i salget - både fordi priserne var skruet op i et uacceptabelt højt leje, og fordi købmændene stadig ligger med store lagre af 97-årgangen og ikke er særligt villige til at købe.
Flere slotte har sænket priserne med ind til 25 procent, og fx har de to berømte slotte, Château Margaux og Château Latour udbudt deres vine til 430 francs pr. flaske i stedet for de 500 francs, som de forlangte sidste år. Det er en reduktion på 14 procent.
Dette vil måske få gang i salget fra de store slotte. Men resten ...? Det er et spørgsmål, om det er nok med denne kickstart. Endnu er der ikke rigtigt gang i salget.
Et problem er også, at japanerne netop nu vælger at købe en masse billig chilensk vin - og vælger Bordeaux fra.
Bordeaux-folkene har netop vedtaget at ofre 115 millioner kr. på en reklamekampagne world wide i anledning af 2000-året. Temaet lyder: "Bordeaux wines: Let us celebrate two millennia of vintages." Tjah - det 2000 år. Eller som amerikanerne siger: Y2K - year 2 kilos ...

Bordeaux's vineksport i 1998
At Bordeaux har været glad for Japan i 1998, fremgår af denne statistik over eksporten af vin. Den vil næppe gentage sig i 1999. Som det fremgår, var salget til Japan mere end fordoblet i 1998, mens salget til Danmark faldt 10 procent i mængde.


.Værdi
i 1000 kr.
Værdi
i forhold til 97
Mængde
i hektoliter
Mængde
i forhold til 97
Japan1.398.389 kr.+ 105 %272.589 hl+ 125 %
Tyskland1.332.333 kr. + 19 %471.537 hl + 7 %
Benelux1.298.754 kr. + 21 %394.922 hl + 8%
Storbritannien1.212.917 kr. + 16 %369.471 hl - 1 %
USA1.011.539 kr. + 29 %149.676 hl + 6 %
Schweiz 777.859 kr. + 18 %106.176 hl + 2 %
Holland 541.818 kr. + 13 %233.963 hl - 3 %
Danmark 446.727 kr. + 1 %144.503 hl - 10 %
Canada 280.701 kr. + 41 % 71.394 hl + 13 %
Hong-Kong 127.291 kr. - 60 % 24.217 hl - 58 %

1997 erklæret som et år for portvins-vintage
En række portvinshuse, blandt andet Graham, Dow, Warre og Quinta do Noval har erklæret 1997 som et "vintage-år". Andre huse - fx Taylor-Fladgate, Fonseca, Cockburn og Croft, forholder sig afventende, til de er helt sikre på, at deres vine virkelig er årgangs-portvine.
Når et portvinshus erklærer et vintage-år, er det ensbetydende med, at huset vil tappe en del af høsten fra netop denne årgang og skrive årgangen på flaskerne. Traditionelt tager man stilling til dette i det andet forår efter høsten - sidst var det for 1994-årgangen, der var en af de bedste nogensinde. Alle portvinshusene har således en 1994 vintage port.
Tidligere vintage ports blev erklæret i 1992 (først og fremmest Taylor-Fladgate og Fonseca) og i 1991 (næsten alle huse) samt i 1985, 1983, 1982 og 1980.

Endnu et par danske château-ejere
Der er efterhånden flere danske château-ejere i Frankrig, men i det nye nummer af Vinbladet fortælles om et par, som vi i hvert fald ikke har hørt om - nemlig ægteparret Pernille og Mogens. N. Olesen. De to dygtige mennesker driver det gamle familiefirma Poulsen Roser, og indtil nu har de investeret 30 millioner kroner i Château Lecusse med 33 hektar vinmarker i appellationen Gaillac.
En stor del af produktionen sælges til restauranter i Frankrig. Her i Danmark forhandles vinene til mellem 40 og 75 kr. af Vinimporten Danmark i Fredensborg (tlf.: 48 48 20 67).

Big business i vinklubber
Vinklubber er flere ting. Der er de private vinklubber - det er dem, vi er ved at lave en liste over her i VinAvisen - og der er de kommercielle, der er oprettet af vinfirmaer, og hvis formål det er at sælge vin. Altså ganske som fx bogklubber sælger bøger.
En vinklub kan være en god forretning, og det er åbenbart grunden til, at det australske firma Mildara Blass netop nu er i gang med at opkøbe vinklubber i Europa, USA og Japan. Fx har firmaets vinklub The Wine Exchange, der hører hjemme i Holland, næsten 100.000 medlemmer i Holland og Belgien og en årlig omsætning 3-400 millioner kr.

Kender du en vinklub?
Som nævnt i sidste uge har vi her på VinAvisen fået den idé at lave en liste over vinklubber, der er åbne for alle interesserede. Så dette er en opfordring: Kender du en sådan vinklub, så giv os lige et praj med oplysninger om
* Navnet på klubben,
* Adresse og telefonnummer, hvor man melder sig ind - samt
* Kontingentets størrelse.
Send venligst en e-mail til anker@vinavisen.dk.
Vi bør lige tilføje, at vores liste ikke er åben for kommercielle vinklubber, kun for klubber oprettet på privat initiativ.

Disse klubber har vi allerede på vores liste
* Bourgogneselskabet v/ Eva Sørensen, Furesø Parkvej 45, 2830 Virum, tlf.: 45 85 37 31. Årligt kontingent: 225 kr. for to personer.
* Danish American Wine Society (DAWS) v/ Bent Møller Pedersen, tlf.: 43 73 00 63. Hjemmeside: www.daws.dk. Kontingent: 150 kr.
* Frederiksværk Vin Klub v/ Michael Wilspang, Strandgade 21, 3300 Frederiksværk. Hjemmeside: http://www.wilspang.dk/frvk, e-mail: frvk@wilspang.dk. Halvårligt kontingent: 200 kr.
* Vallensbæk Vinlaug, v/ Peter Bjørn Hansen, Gartnerbakken 3, 2625 Vallensbæk Strand, tlf.: 43 62 09 96 eller e-mail til Carsten-Bach.Petersen@sas.dk eller humulus@post1.tele.dk. Årligt kontingent: 300 kr.
* Vinklubben ”Den ædle drue”, Åbakken 14, 6534 Agerskov. Klubbens formål er, at skaffe medlemmerne god vin til billige priser. Klubben tilstræber, at der afholdes minimum to vinsmagninger i såvel Åbenrå som Esbjerg pr. år. Kontingent: 100 kr. pr. husstand - én gang for alle.
* Vinstyrke 12, Kjærsgårdsvej 3, 9800 Hjørring, tlf.: 98 97 79 09, e-mail: Dalmark@post.tele.dk. Klubben er i gang med sin tolvte sæson, og der holdes smagninger på to niveauer. Intet kontingent for blot at stå på mailinglisten.

En chance i Bordeaux
Den danske vinkøbmand i Bordeaux, Iacob Schjerbeck, har en vinbutik i Bordeaux og har tidligere haft danskere til at arbejde i butikken - blandt andet danskere, som enten studerede fransk eller vin på universitetet i Bordeaux. Nu vil han atter gerne have en dansker i butikken - en ung dansker i eller uden for vinbranchen, som trænger til et år i Bordeaux - og han tilbyder gode udfordringer i salg, marketing, vin, internet, logistik samt bolig og løn med bonus.
Sådan en person kender vi ikke umiddelbart her på VinAvisen. Men skulle nogen kende nogen, der gerne vil have denne chance, så kan de kontakte Iakob Schjerbeck på e-mail is@wanadoo.fr, tlf.: 00 33 5 56 01 20 23 eller fax: 00 33 5 56 48 23 20.

Nyborg Strand 100 år
En lille bog, skrevet af Hans Arne Hansen, henvender sig til alle, der interesserer sig for dansk restaurant-historie. Bogen hedder "Nyborg Strand, 100 år i takt med tiden", og den er - rigtigt gættet - udgivet i anledning af det store hotels 100 års-jubilæum. Bogen koster 125 kr. og fås dels på hotellet (tlf.: 65 31 31 31), dels i Boghandelen i Nyborg.

Vinexpo i Bordeaux
Meget tyder på, at den forestående Vinexpo-udstilling i Bordeaux bliver den hidtil største. I dagene 14.-18. juni vil der være mere end 2000 udstillere fordelt på udstillingshallernes godt 36.000 kvadratmeter.
Vinexpo er åben for interesserede inden for vin- og spiritusbranchen, og De Danske Vinrejser (tlf.: 33 32 62 20) arrangerer rejser derned. Men man skal nok skynde sig, for der er rift om hotellerne i Bordeaux.

Skandale i Københavns Zoo
Vel skal vi drikke, men vi skal jo heller ikke drikke for meget. I sidste uge vakte hunelefanten Inda i Københavns Zoo skandale ved at være beruset. Den havde haft snablen for langt nede i noget gæret hø og oparbejdet en antagelig promille. Hvis elefanten havde haft kørekort, var det blevet snuppet.

Vine i top - med telefonnumre
Her kommer listen over de vine, som vinjournalisterne har fundet som værende helt i top. Ved samtlige vine har vi anført importørens eller forhandlerens telefonnummer, så du nemt kan ringe op og spørge, hvor vinen fås. Hvis du ringer til et firma, må du meget gerne nævne, at du har set vinen omtalt i VinAvisen.
Politiken (ved Jørgen Mønster Pedersen):
* Campofiorin "Ripasso", Masi, Vino da Tavola del Veronese, Italien 1995, rødvin til 140 kr. for 2 flasker i Føtex.
B.T. (ved Gitte Hindholm og Svend Erik Olsen):
* Sycamore Canyon Zinfandel, Californien 1996, rødvin til 69,50 kr. (i april) hos Skjold Burne.
Jyllands Posten København (ved Anders Grøndahl):
* La Rena, Leone de Castris, Salice Salentino Riserva, Italien 1995, rødvin til 150 kr. i Superstore i Ballerup (tlf.: 44 97 25 88) og Rungsted (tlf.: 45 76 10 89).
* Domaine du Vieux Lazaret, Côtes du Ventoux, Frankrig 1997, rødvin til 47 kr. hos Lynhjern i Helsingør (tlf.: 49 21 12 18).
Berlingske Tidende (ved Jacqueline Jensen):
* Bonterra Cabernet Sauvignon, North Coast, USA 1995, rødvin til 110 kr. fra Peter F. Heering (tlf.: 62 21 21 48)
* Monteviña Zinfandel, Californien 1995, rødvin til 95 kr. fra Chris-Wine (tlf.: 43 43 65 65).
* Beaujolais Regnié, Domaine Christian Ducroux, Frankrig 1997, rødvin til 76 kr. fra Urtekram (tlf.: 98 54 22 88).
Århus Stiftstidende (ved Palle Westphal):
* Cape Bay Chenin Blanc, Sydafrika 1998, hvidvin til 39 kr. fra Bichel Vine (tlf.: 86 22 94 00).
* Cape Bay Pinotage, Sydafrika 1998, rødvin til 49 kr. fra Bichel Vine (tlf.: 86 22 94 00).
Mad & Bolig (ved Anders Grøndahl og Jens G. Eilertzen):
* Domaine Daniel et Denis Alary, Cairanne, Frankrig 1995, rødvin til 74,50 kr. fra Jysk Vin (tlf.: 86 40 44 44).
* Domaine de l'Oratoire Saint Martin, "Cuvée Prestige", Cairanne, Frankrig 1997, rødvin til 79 kr. fra Bichel Vine (tlf.: 86 22 94 00).
* Cave de Cairanne, "Reserve de Voconces", Cairanne 1995, rødvin til 79,75 kr. fra Grand Cru Vinhandel (tlf.: 35 25 07 00).
Alt for Damerne (ved Flemming Hvelplund):
* Di Majo Norante, Ramitello Riserva, Molise, Italien 1995, rødvin til 55 kr. fra Vinens Verden (tlf.: 66 14 44 48).
Fyens Stiftstidende (ved Jørgen Aldrich):
* Gato Blanco, Sauvignon Blanc, Viña San Pedro, Lontué, Chile 1998, hvidvin til 29,95 kr. hos Fakta.
Vinbladet (ved Peter Winding og Elsebeth Lohfert):
* Zind Humbrecht Gewurztraminer, Herrenweg de Turckheim, Alsace, Frankrig 1997, hvidvin til 172 kr. fra Weinart (tlf.: 33 13 26 20).
* Domaine Zind Humbrecht Pinot Gris, Vieilles Vignes, Alsace, Frankrig 1997, hvidvin til 220 kr. fra Weinart (tlf.: 33 13 26 20).
* Zind Humbrecht Gewurztraminer, Grand Cru, Goldert, Alsace, Frankrig 1997, hvidvin til 257,50 kr. fra Weinart (tlf.: 33 13 26 20).
* Pierre Sparr Riesling, Grand Cru, Mambourg, Alsace, Frankrig 1990, hvidvin til 129,95 kr. fra House of Wine (tlf.: 44 66 23 11).
* Sipp Mack Gewurztraminer, Cuvée Lucie-Marie, Vendange Tardive, Alsace, Frankrig 1994, sødlig hvidvin til 114,50 kr. for 50 cl fra Jysk Vin (tlf.: 86 40 44 44).
* Hugel Gewurztraminer, Sélection de Grains Nobles, Alsace, Frankrig 1988, sød hvidvin til 459 kr. fra Remy Danmark (tlf.: 31 20 29 08).
* Sipp Mack Pinot Gris, Sélection de Grains Nobles, Grand Cru Osterberg, Alsace, Frankrig 1994, sød hvidvin til 179 for 50 cl fra Jysk Vin (tlf.: 86 40 44 44).
* Beyerskloff, Sydafrika, rødvin til 149 kr. fra Tedeum Vin (tlf.: 45 86 00 50).
Penge og Privatøkonomi (ved Ole Høy Hansen og Søren Søndergaard):
* Frei João, Bairrada, Portugal 1995, rødvin til 50 kr. fra Portugisisk Vinkælder, Odense (tlf.: 65 91 31 02).

Eftertryk er tilladt
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret. Men bemærk: Det gælder kun vore nyheder fra vinens verden, ikke de vurderinger og udtalelser om vine, som landets vinjournalister citeres for. Og angiv venligst altid kilden: VinAvisen på Internet-adressen www.vinavisen.dk