Vin-aktuelt i uge 43
23. oktober - 29. oktober 2000

Tre Bordeaux-slotte deklassificeret
De franske vinmyndigheder, Institut National des Appellations d'Origine, har tvunget tre Bordeaux-slotte til at deklassificere deres 2000-årgang, fordi de har overdækket jorden med plastfolie før og under vinhøsten. De gjorde det for at undgå, at vinstokkene optog alt for meget regnvand, så vinmosten blev fortyndet.
Det drejer sig om Château Valandraud i Saint-Émilion samt Château Fontenil og Château de Carles, begge i Fronsac, og efter deklassifikationen vil deres vine ikke kunne sælges som Appellation d'Origine Contrôlée, kun som bordvin.
Château Fontenil ejes af den flyvende vinguru Michel Rolland, der er skuffet over, at en nyskabelse som en simpel og billig overdækning kan medføre denne repressalie, men vinmyndighederne påpeger flere ulemper ved metoden. Den kan ifølge Wine Spectator ændre karakteren af "le terroir" - alle de forhold, der giver vinen (lokal)karakter.
Endvidere stresser plasticen vinstokkene, og vandet, der ikke kommer ned til rødderne, løber videre til nabomarker med måske katastrofale følger.

Vinmægler med revolver
Store portvinshuse som Symington og Sandeman køber druer udefra. Men når druerne skal bruges til portvin, skal de naturligvis komme fra portvins-distriktet i Douro-dalen. Det gjorde mere end 50 tons druer, som portvins husene fik tilbudt - stod der på dokumenterne. Men dokumenterne var falske, og druerne kom fra Spanien og fra andre portugisiske egne.
Til WineToday fortæller Paul Symington, at druerne, der blev leveret med de falske papirer, var i så dårlig stand, at de omgående blev kasseret, hvorefter myndighederne blev tilkaldt.
Nu har de portugisiske myndigheder konfiskeret druerne, og Instituto do Vinho do Porto har indledt undersøgelser mod en række vinmæglere - hvoraf en trak sin revolver, da inspektørerne troppede op.

Øget salg - til svenskerne
I årets første otte måneder er det danske salg af tobak og vin steget med 22 procent ifølge Danmarks Handelsstandsforeninger. Og det skyldes ikke mindst, at vi har haft besøg af så mange tørstige svenskere.

Ændrede norske drikkevaner?
Ikke siden 1946 har det norske monopol solgt så lidt "brennevin" som sidste år, skriver avisen Nationen. Det totale salg faldt til 8,2 millioner liter. Til gengæld steg salget af rødvin med 15 procent, og salget af visse hedvinstyper - "sterkvin" - steg hele 50 procent.
Det faldende salg af whisky, vodka osv. kan dog godt skyldes andre forhold end et mindsket forbrug. Nordmændnene rejser mere og køber mere af deres spiritus i lufthavne, og eftersom Norges alkohol-afgifter er nogle af verdens højeste, er der også mange, som selv fremstiller, hvad de har brug for.

Ægteskab mellem Mondavi og Rosemount
I mandags fusionerede californiske Robert Mondavi Winery med australske Rosemount Estates på en 50-50 basis, meddeler Wine Market Report, der tilføjer, at Rosemount vil være en god hjælp for Mondavi på de europæiske markeder, idet Rosemount er stærkt inde i Storbritannien og Tyskland..
Rosemount, der fremstiller over 35 millioner flasker vin om året, er familieejet ligesom Mondavi, og firmaet er nr. to i den australske eksport til USA.

En sidste rapport om vinhøsten
Så kom regnen og forstyrrede vinhøsten i et bredt bælte ned over Champagne, Bourgogne, Loire, Bordeaux og Rioja og videre mod det nordlige Italien.
Ifølge WineToday er høsten dog stort set færdig, bortset fra mindre vingårde i Frankrig og Italien, der har måttet vente på ledige høstmaskiner.
I Bourgogne har øget sommervarme og øget regn medført et fald i vinens syre - samt en øget høstmængde på mere end 20 procent over normalt.
I Champagne svømmer de i vin - trods problemer med hagl og meldug tidligere på året. Ifølge WineToday bliver 2000 et år, hvori man vil fremstille årgangs-champagne.

Grønt lys fra EU
I mandags gav EU-kommissionen grønt lyst for fusionen mellem de to media-koncerner Vivendi (Canal+) og Seagram - og banede dermed vejen for Seagrams salg af den canadiske koncerns vin- og spiritus-portefølje.
Vivendi imødekom EU’s indvendinger mod en konkurrenceforvridende koncentration ved at sælge sin 23% andel i British Sky Broadcasting (BSkyB), der er et betalings-tv foretagende, kontrolleret af mediekongen Rupert Murdoch.
Seagram forventes at have solgt sine vin- og spiritus-mærker inden udgangen af året.

Vigende salg i champagne
Salget af champagne har været lidt vigende efter sidste års store Millennium-salg.
Louis Vuitton-Moët Hennessy (LVMH), der kontrollerer 40 procent af markedet for top-champagner med mærker som Veuve Clicquot, Krug og Moët & Chandon (Dom Perignon), har i tredje kvartal oplevet et fald i omsætningen på 5%.

En forskel på Merlot og Cabernet
Storbritanniens svar på "Illustreret Videnskab", ugemagasinet "New Scientist", bringer i sit nyeste nummer en artikel om et forsøg, udført i Bordeaux.
Kemikeren Alain Bertrand bad sytten professionelle vinsmagere om at smage ni vine, seks på Merlot og tre på Cabernet, og sætte vinene i rækkefølge efter styrken af tolv aromaer - blomme, rose, karamel, kaffe osv.
Smagerne fandt alle, at Merlot-vinene havde en stærkere smag af karamel, og dr. Bertrand konstaterede da også ved en gaskromotografisk analyse, at disse vine havde fire gange så mange af de stoffer, der giver karamel-aromaen, end Cabernet-vinene. Det gjaldt især stoffet 4-hyroxy-2,5- dimethylfuran-3(2H)-one (HDMF).
Forsøget har peget på en kemisk forskel på de to druesorter - uden at man dog skal tro, at man nogensinde vil nå frem til en fuldstændig kemisk analyse af den enkelte vin.
.
    Hugh Johnsons lommebibel
    - Det ser ud til, at Amerika aldrig bliver enig med resten af verden om, efter hvilken skala man kan bedømme en vins kvalitet. Amerika er forgabt i en 100 points-skala udtænkt af Robert Parker og baseret på det mærkværdige amerikanske skolesystem, hvor 50 = 0. Kun for døve øren argumenterer man, at smag er for varieret, for underfundig, for flygtig, for vidunderlig til at kunne reduceres til et pseudo-videnskabeligt talsystem. Og meget længere kommer man ikke med argumenter om, at det er hjernespind at antyde nøjagtighed ved at give én vin 87 point og en anden 88.
    Sådan skriver Hugh Johnson i den netop udkomne lommeguide "Vin 2001" (Politikens Forlag, 99 kr.), og selv nøjes han da også med at give fra én til fire stjerner til bogens over 6000 distrikter, vinslotte og vinmærker.
    Guiden, der udkommer i en revideret udgave hvert år, vil være velkendt af mange. Siden 1977 er der solgt over 270.000 eksemplarer af den i Danmark. I årets aftapning er der foruden alle de mange opslag på vinnavne en række temaartikler og oversigter, og yderligere har bogens danske konsulenter, Politikens vinskribent Jørgen Mønster Pedersen og kokken Jan Friis-Mikkelsen, givet vinforslag til 150 retter og råvarer.
    Hugh Johnsons "Vin 2001" er bestemt en nyttig bog. Og hvis nogen skulle finde en lille fejl eller to, så tag jer ikke af det. Det er menneskeligt umuligt at undgå i en bog med i tusindvis af konkrete facts.

Øget import af vin fra Rhône
En grafisk fremstilling i en brochure fra Sopexa synes umiddelbart at vise, at Danmark har fordoblet sin import af Rhône-vin, både i volumen og værdi. Helt så flot er det nu ikke, men alligevel flot:
Hvis man sammenligner tallene fra januar til marts sidste år med de samme tal for i år, er der sket en stigning på 12% i volumen og 8% i værdi.
.
..
    Bulgarsk vin netop nu
    Klik her, og se vores specialsektion om bulgarsk vin netop nu - om den udvikling, der er sket, og om landets glimrende vine, der er alt for ukendte i det store udland. Læs også om distrikter, druesorter og bulgarsk vinhistorie, og se listen over de vine på det danske marked, der er værd at drikke.
    ..
.
Skarpskytten invaderer Wall Street
Det amerikanske magasin Wine Spectator er verdens største blad om vin, og hvad det skriver, kan få vidtrækkende konsekvenser.
Det gælder fx artiklen "California Vineyard Apocalypse" i det seneste nummer af bladet. Artiklen forudser det snarlige sammenbrud af californisk vinindustri på grund af insektet den glasvingede skarpskytte og dets ødelæggelse af vinstokkene. "Time may be running out on the California wine industry as we know it," lyder budskabet.
Dette skrækscenarium har naturligvis fået Wall Street til at reagere. Kurserne i vinejendomme og -firmaer falder, og investorerne begynder at trække deres penge ud. Og dette har igen foranlediget indsigelser fra både myndigheder og vinindustri.
Ifølge Wine Market Report har Californiens landbrugsminister, William Lyons, taget skarpt afstand fra udtryk som "apocalypse" (dommedag) og en "plage af bibelske proportioner".
Samtidig skriver vinavlernes og vineriernes organisationer, at Spectator’s artikel vinder prisen for den mest alarmerende beskrivelse af en plantesygdom. Hvad bladet ikke nævner, er det bemærkelsesværdige høje niveau i samarbejdet mellem den private vinindustri og de statslige og federale regeringer i deres vellykkede indsats mod insektet og sygdommen.

Vinflasker med blindeskrift
Fra Australien meldes, at The Wine Society i samarbejde med The Royal Victorian Institute for The Blind har skabt de første vinflasker med blindeskrift, braille, på etiketten.
Det er jo bestemt en god idé, som allerede Rhône-vinhuset Chapoutier lancerede for cirka fem år siden. Chapoutier kundgjorde dengang, at ideen og den tekniske know-how frit kunne benyttes af alle, men så vidt vi ved, har ingen endnu taget ideen op - altså bortset fra australierne.
Australierne taler om at lancere en månedens vin med braille-skrift.

Vinhøst på Internettet
På tirsdag d. 24 kl. 20.30-22 (dansk tid) vil en konference om vinhøsten i Californien kunne følges på Internettet - på adressen www.wineinstitute.org - gå ind på siden, og klik på Harvest 2000.
For at kunne følge konferencen "live" er det dog nødvendigt at installere de nødvendige video-programmer. Hvordan man gør det, kan allerede nu læses på Wineinstitute's hjemmeside.
Et par dage efter konferencen vil man kunne se en redigeret video-version på hjemmesiden.

Ugens gode nyhed
Ifølge en undersøgelse, der refereres i bladet Choice Health Reader, har sydamerikanske forskere konstateret, at et glas rødvin eller to har en gavnlig indflydelse, hvis middagen er til den fede side. Vinen reducerer den fede mads skadelige indflydelse på kredsløbet.

Og endnu en god nyhed
Med ECA Windham/KRT som kilde har Berlingske Tidende bragt en lille statistik over, hvad det koster at nyde en flaske hvidvin af en rimelig kvalitet.
I Japan skal man holde sig til det gode japanske øl, for - som det fremgår af bjælken herunder - koster en flaske hvidvin 140 kr. Derimod koster den kun 58 kr. i Danmark. Endnu en god nyhed!
.
    Japan, 140 kr.
.
    USA 93 kr.
.
    Argentina, 73 kr.
.
    Storbritannien, 73 kr.
.
    Brasilien, 64 kr.
.
    Danmark, 58 kr.
.
    .
    Den danske vinbranche
    * Kjær & Sommerfeldt har overtaget NCC Trading's portefølje af 300 forskellige vine fra seksten ud af de tyve italienske vinregioner. Kjær & Sommerfeldt satser meget på italiensk vin, og i firmaets butikker rundt om i landet vil der blive indrettet store specialafdelinger med italienske vine og delikatesser.
    * NCC Trading er skabt af Bent Christensen, der er kendt som en passioneret foregangsmand for salget af italiensk vin. I en årrække har han stået for den danske afdeling af Slow Food-bevægelsen, ligesom han er ophavsmand til "Den Danske Spiseguide".
    * Bent Christensen vil fremover virke som konsulent for Vingaarden.
    * Nyheder fra den danske vinbranche bedes sendt til anker@vinavisen.dk - men redaktionen forbeholder sig naturligvis ret til at afgøre, hvad der er relevant stof at bringe ...
..

Ugens fund: De bedste vine
Til denne uge har VinAvisens smagepanel fundet disse yderst drikkeværdige vine:

Terrazas Alto, Chardonnay, Mendoza, Argentina 1999
75 kr., Taster Wine, tlf.: 43 45 14 22
En glimrende hvidvin med en kraftig og typisk Chardonnay-duft og en blød og dejlig smag med indtagende honning-sødme. Der er masser af frisk frugt i den - det er næsten som at putte druer i munden.

Carmen, Cabernet Sauvignon, Central Valley, Chile 1998
62 kr., Vinens Verden, tlf.: 66 14 14 48
"Årets vin" fra Vinens Verden i Odense er denne meget lækre og afrundede Cabernet. Den har en tiltalende duft og en smag, præget af muskler og de 13,5% alkohol. Den vil være glimrende til store saftige bøffer og gode oste.

Château Pierrail, Bordeaux Supérieur, Frankrig 1995
87,75 kr. (210 for 3 flasker), H.J. Hansen Vinhandel,
tlf. i Odense: 63 12 82 00, i København 35 42 43 11 og i Aalborg 98 12 52 90
- samt kæden Vinspecialisten, tlf.: 63 12 82 00
Jo, det kan godt lave god vin i Bordeaux. Der er potentiale til høj kvalitet i det store distrikt - når man får has på alle dem, der ødelægger distriktets image. Tag fx denne bløde, fyldige og dejlige rødvin. Den har en god frugt fra det store indhold af Merlot, en let sødme og en lang eftersmag. Den skal drikkes nu.

Moyston, Cabernet / Shiraz, Seppelt, South Eastern Australia 1998
34,95 kr., Fakta
En blød og fyldig rødvin med god frugt. Den har en tiltalende duft uden kanter og god frugt i smagen. God til hakkebøffer.

Vino Kupljen, Chardonnay, Spätlese, Jeruzalem, Slovenien 1997
56,10 kr., Schou Vin Import, tlf.: 97 71 19 92
Denne hvidvin kommer fra det slovenske Steiermark, der ligger oppe under landets grænse til Østrig. Vinen har en god og kraftig Chardonnay-duft og en blød og afrundet smag. Og sammenlignet med andre Chardonnay'er, der ofte koster 70 kr. eller mere, er den et fund til prisen.

Château Les Grands Cèdres de Sipian, Médoc, Frankrig 1998
69,50 kr., Vinslottet i Greve, tlf.: 43 69 11 62
En dejlig bordeaux. Lidt til den tørre side, når man bare smager den, men virkelig dejlig til mad, afrundet, med god frugt - måske lidt efter nødder - og med en fornem Bordeaux-karakter. Og så er prisen for denne kvalitet i øvrigt rimelig.

High Gables, Merlot, Coastal Region, Sydafrika 1998
79,95 kr., OBS!, Kvickly og SuperBrugsen
I 1997 købte Sydafrikas historiske Klein Constantia endnu en vingård, Anwilka Farm, opkaldt efter den tidligere ejers børn: ANna, WILlem og KAren. Og herfra kommer denne rødvin, hvis etiket prydes af en tegning af en typisk sydafrikansk gavl - arkitektur, der stammer fra philipinske indvandrere. Selve vinen lever op til Klein Constantias niveau. Den er en fortræffelig vin, som alle vil kunne lide - en "varm" og imødekommende vin med en let sødme og en afrundet frugtsmag, lidt i retning af svedsker og blommer.

Marques de Monistrol, Cabernet Sauvignon, Penedès, Spanien 1997
55 kr., Vinens Verden, tlf.: 66 14 14 48
Den glider bare ned, lød kommentaren under vores smagning. Og det er da også en yderst vellavet og indtagende rødvin med blødhed, stor frugtfylde og en let sødme. I smagen har den toner af kirsebær. Med sine muskler vil den såmænd kunne klare selv den danske julemad.

Terrazas, Cabernet Sauvignon, Reserva, Mendoza, Argentina 1997
106 kr., Taster Wine, tlf.: 43 45 14 22
Bodega Terrazas er en del af den franske luksuskoncern LVMH og vingården bag denne fantastisk lækre og fyldige rødvin. På etiketten står der "980 metres". Terrazas lægger nemlig vægt på at dyrke de forskellige druer i passende højder op ad Andesbjergenes skråninger, og 980 m er højden for Cabernet Sauvignon. Længere oppe dyrkes Chardonnay, der jo er vant til et køligere klima. Denne muskuløse vin vil være en glimrende følgesvend til kraftig mad - stegt kød, vildt osv.

Terrazas, Malbec, Reserva, Mendoza, Argentina 1997
106 kr., Taster Wine, tlf.: 43 45 14 22
En lækker vin, dyrket - som der står på etiketten - i 1067 meters højde. Duften er tiltalende og ret kraftig, og smagen er blød og afrundet, med god frugtfylde, en let sødme og lang eftersmag. Efter smagningen nød vi den til marineret lammefilét, og dertil var den sublim.

Disse vine fandt vinskribenterne
Her kommer listen over nogle af de vine, som vinjournalisterne har fremhævet. Vinene er anført i alfabetisk orden, først hvidvine og derefter rosé- og rødvine.
Listen gentages og suppleres uge efter uge, og når en henvisning har stået i tre uger uden yderligere tilføjelser af bladnavne, sletter vi den.
Ved samtlige vine har vi anført importørens eller forhandlerens telefonnummer, så man nemt kan ringe op og spørge, hvor vinen fås. Nævn meget gerne VinAvisen i den forbindelse.

HVIDVINE
Cloudy Bay, Marlborough, New Zealand 1999 til 165 kr. fra Wine Selection (tlf.: 45 88 40 20). (Børsen/41)
Domaine de Dagueneau, Pouilly Fumé, Frankrig 1999 til 110 kr. hos Vinens Verden (tlf.: 66 14 44 48). (Børsen/41)
Fillaboa Albariño, Rias Baixas, Spanien 1999 til 125 kr. hos La Cava (tlf.: 32 96 95 77). (Politiken/41)
Khan Krum, Chardonnay / Sauvignon, Bulgarien 1999 til34,95 kr. i Fakta. (Nordjyske Stiftstidende/41)
KWV, Chardonnay, Western Cape, Sydafrika 1999 til 46,95 i Føtex. (B.T./42)
Monatine Blanc, Vin de Table, Frankrig til 55 kr. fra Østjysk Vinforsyning (tlf.: 86 98 84 00). (Nordjyske Stiftstidende/38, Information/38, Fyens Stiftstidende/41).
Palliser, Sauvignon, Martinborough, New Zealand 1999 til 109 kr. hos Gobi (tlf.: 36 13 00 60). (Børsen/41)

RØDVINE
Almenar, Reserva, Rioja, Spanien 1995 til 50 kr. i Netto. (Penge og Privatøkonomi/41)
A-mano, Primitivo di Puglia IGT, Italien 1999 til 59,95 kr. hos Philipson Wine (tlf.: 70 22 68 88). (Penge og Privatøkonomi/41)
Avegiano, Montepulciano d'Abruzzo, Italien 1999 til 40 kr. hos Enoteca (tlf.: 38 88 48 38). (Penge og Privatøkonomi/41)
Barrelli Creek Vineyard, Merlot, Ernest & Julio Gallo, Alexander Valley, Californien 1995 til 159,75 kr. hos Skjold Burne. (ErhvervsBladet/41)
Bourgogne Pinot Noir, Denis Philibert, Bourgogne, Frankrig 1996 hos Skjold Burne. (ErhvervsBladet/42)
Campofiorin, Masi, Veneto, Italien 1997 til 60 kr. i Netto. (Politiken/40)
Carmen, Cabernet Sauvignon, Shile 1998 til 62 kr. fra Vinens Verden (tlf.: 66 14 44 48). (Frederiksborg Amts Avis/43)
Castellare in Castellina, Chianti Classico, Italien 1997 til 80 kr. hos Philipson Wine (tlf.: 70 22 68 88). (Politiken/42)
Castello di Farnetella, Toscana, Italien 1998 til 80 kr. hos Gobi (tlf.: 36 13 00 60). (JP-København/41)
Castillo de Molina, Reserva, Cabernet Sauvignon, Spanien 1998 til 49,95 kr. i Fakta. (Nordjyske Stiftstidende/40)
Château de Saint Cosme, Gigondas, Frankrig 1998 til 112 kr. hos Jysk Vin (tlf.: 86 40 44 44). (Jyllands Posten/41)
Château Haut-Fompeyre, Côtes de Castillon, Frankrig 1999 til 110 kr. for 3 flasker i Føtex. (Politiken/41)
Château PlainPoint, Fronsac, Frankrig 1998 til 98 kr. hos Alex Vinhus (tlf.: 33 93 36 67). (JP København/42)
Clos Pegase, Carneros/Napa, Californien 1997 til 175 kr. hos Sigurd Müller Vinhandel (tlf.: 98 18 50 99). (ErhvervsBladet/41)
Deligato, Merlot til 59 kr. fra Viniberia (tlf.: 38 86 26 46). (ErhvervsBladet/41)
Domaine Bressy Masson, Rasteau, Côtes du Rhône Villages, Frankrig 1998 til 55 kr. fra Memfeed (tlf.: 66 14 85 53). (Penge og Privatøkonomi/41)
Domaine de la Croix Jacqueld, Mercurey, Frankrig 1997 fra Sigurd Müller Vinhandel (tlf.: 98 18 50 99). (ErhvervsBladet/41)
Domaine du Cayron, Gigondas, Frankrig 1998 til 149 kr. hos Philipson Wine (tlf.: 70 22 68 88). (Jyllands Posten/41)
Domaine Preignes le Vieux, Merlot, Vin de Pays d'Oc, Frankrig 1998 til 64 kr. i Rungsted Vinhandel (tlf.: 45 57 03 20). (JP København/42)
Domaine Santa Duc, Gigondas, Frankrig 1998 til 125 kr. hos Bichel (tlf.: 86 22 94 00). (Jyllands Posten/41)
Dom Martinho, Alentejo, Portugal 1995 til 69 kr. fra DZ-Wine (tlf.: 38 11 44 33). (ErhvervsBladet/42)
Hacienda Monasterio, Ribera del Duero, Spanien 1996 til 185 kr. hos Sigurd Müller Vinhandel (tlf.: 98 18 50 99). (Berlingske Lokalaviser/40)
Houdamond, Reserve, Stellenbosch, Sydafrika 1998 til 64,95 kr. i Føtex. (Berlingske Lokalaviser/42, JP København/42)
Katnook Estate, Cabernet Sauvignon, Coonawarra, Australien 1998 til 165 kr. fra Vinens Verden (tlf.: 66 14 44 48). (Politiken/41)
La Pirsch, Côtes de Provence, Frankrig 1998 til 54,95 kr. hos Kjær & Sommerfeldt (tlf.: 70 15 65 00). (B.T./41)
Le Mistral, Joseph Phelps, Napa Valley, Californien 1997 til 229 kr. (v/12) hos Philipson Wine (tlf.: 70 22 68 88). (Berlingske Lokalaviser/40)
Leone de Castris, Salice Salentino, Italien 1997 til 69,50 kr. i Irma. (ErhvervsBladet/40)
Los Caminillos, Viños de Madrid, Spanien 1999 til 39,95 kr. fra Philipson Wine (tlf.: 70 22 68 88). (Alt for Damerne/42)
Lovico Suhindol, Cabernet Sauvignon Reserve, Bulgarien 1996 til 29,95 kr. i Netto. (Nordjyske Stiftstidende/41)
Marques de Monistrol, Cabernet Sauvignon, Penedès, Spanien 1997 til 55 kr. fra Vinens Verden (tlf.: 66 14 44 48). (Frederiksborg Amts Avis/43)
Pervini, Archidamo, Primitivo di Manduria, Puglia, Italien 1997 til 59,95 kr. i Gobi (tlf.: 36 13 00 60). (B.T./41)
Querciabella, Chianti Classico Riserva, Italien 1997 til 215 kr. fra Adriat Vimimport (tlf.: 38 86 37 47). (Smag & Behag/40)
Quinta do Côtto, Douro, Portugal 1998 til 99,75 kr. fra H.J. Hansen Vinhandel (tlf. i Odense: 63 12 82 00, i København 35 42 43 11 og i Aalborg 98 12 52 90) - samt kæden Vinspecialisten (tlf.: 63 12 82 00). (ErhvervsBladet/42)
Somerton Shiraz/Cabernet, Miranda Wines, South Eastern Australia til 100 kr. for 3 flasker i Irma. (Politiken/41)
Tradeaux, Reserve, Klein Karoo, Sydafrika 1998 til 54,95 kr. i Føtex. (Berlingske Lokalaviser/42)
Turning Leaf Merlot, Ernest & Julio Gallo, Californien 1997 til 85 kr. fra Taster Wine (tlf.: 43 45 14 22). (ErhvervsBladet/41)
Valpolicella Classico, Ripasso, Monte Croce, Veneto, Italien 1995 til 75 kr. i Holte Vinlager (tlf.: 45 42 04 15). (Politiken/42)
Viña Erenia Reserva, Bodega Uriz, Navarra, Spanien 1994 til 360 kr. for 3 flasker hos La Cava (tlf.: 32 96 95 77). (Politiken/41)
Villa Bona Terra, Sangiovese/Merlot, Terra Dealul Mare, Rumænien 1999 til 49 kr. fra Chris-Wine (tlf.: 43 43 65 65). (ErhvervsBladet/38, Børsen/39, Århus Stiftstidende/42)
Villa Bona Terra, Merlot, Terra Dealul Mare, Rumænien 1999 til 48 kr. fra Chris-Wine (tlf.: 43 43 65 65). (ErhvervsBladet/38, Børsen/39, Århus Stiftstidende/42)
Viu Manent, Merlot, Colchagua, Chile 1998 til 50 kr. fra Philipson Wine (tlf.: 70 22 68 88). (Politiken/40)

MOUSSERENDE VIN
Dampierre, Cuvée des Ambassadeurs, Champagne, Frankrig til 300 kr. fra Nordisk Tobaks Kompagni (tlf.: 43 45 67 66). (Information/40)
Dampierre, Millésimé Grand Vintage, Brut, Frankrig 1995 til 390 kr. fra Nordisk Tobaks Kompagni (tlf.: 43 45 67 66). (Information/40)
Deakin Estate, NV Brut, Australien, mousserende hvidvin til 75 kr. fra Vinens Verden (tlf: 66 14 44 48). (Alt for Damerne/42)

SPECIALITETER
East India Madeira, Old Reserve, 10 years old, Madeira, Portugal til 115 kr. fra Amka Vinimport (tlf.: 86 41 96 00). (Nordjyske Stiftstidende/39, Alt for Damerne/42)
Il Raggio, Umbrien, Italien 1995, dessertvin til 100 kr. (37,5 cl) fra D.W.C. (tlf.: 35 43 26 33). (Information/41)
Lustau Papirusa Manzanilla, Solera Reserva, Sanlucar de Barrameda, Spanien, sherry til 89,50 kr. hos H.J. Hansen Vinhandel (tlf.: i Odense: 63 12 82 00, i København 35 42 43 11 og i Aalborg 98 12 52 90) - samt kæden Vinspecialisten. (Berlingske Tidende/42)
Solera Manzanilla, Antonio Barbadillo, Sanlucar de Barrameda, Spanien, sherry til 79 kr. fra Troels-Smith (tlf.: 75 71 16 00). (Berlingske Tidende/42)

Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Det gælder kun vore nyheder fra vinens verden, ikke de vurderinger og udtalelser om vine, som landets vinjournalister citeres for. Og angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: VinAvisen på Internet-adressen www.vinavisen.dk.