Nyheder i uge 18, 2013









Følg vinvejen i Alsace, og nyd de prægtige landskaber og de små byer. Og forbered turen via vinvejens hjemmeside. Endnu et flot landskab ses på denne uges STORE billede længere nede.




Peter Esper Larsen fra Sopexa førte an på vinruten gennem København. Man kan læse mere om ham i ugens Blå Bog længere nede i avisen. (foto: Jette Faurschou).

170 km vinøse oplevelser
Vinvejen i det franske Alsace – La Route des Vins d'Alsace – er verdens første vinvej. Før den havde der været mindre stumper vinvej rundt omkring i andre vindistrikter, men i Alsace kom en vej, som inddrog et helt distrikt. Mere end 170 kilometer fra nord til syd langs foden af bjergkæden Vogeserne. En slynget vej gennem næsten 100 vinbyer. En herlig vej, hvor man kører fra by til by og standser hos bønder og kooperativer for at smage de gode vine.
I byerne møder man små torve med plaskende fontæner, et væld af blomster og små restauranter med blafrende duge og parasoller. Og over de stejle tage ser man vinmarkerne, der hæver sig som et grønt, stribet tapet. Heroppe kan man gå ad smalle stier og få lidt motion før det næste prægtige måltid.
I år fylder vinvejen 60 år, og i mandags blev den fejret i København med endnu en vinvej.

Alsace-vinvejen i København
I samarbejde med Sopexa havde CIVA (Conseil Interprofessionnel des Vins d'Alsace) arrangeret en vinvej i København og indbudt den kulinariske og vinøse presses drenge og piger på en ret fantastisk vandretur, som burde gentages for andre interesserede.
Turen gik via fire restauranter, hvor vi hvert sted smagte otte-ni hvidvine ledsaget af små hapser, der passede til vinene, i alt 32 vine. Den blev til et indgående studie i vine på fire berømte Alsace-druer og deres særlige karakter, duft og smag.
På "Restaurant l'Alsace" smagte vi druen Muskat; hos "Umami" var der Riesling i glassene; hos "Khun Juk" fik vi Gewurztraminer til det krydrede thaikøkken, og i "Orangeriet" blev fine oste ledsaget af Pinot Gris.
Tiden var ikke til at anmelde de enkelte vine, som alle er meget dejlige. Så vi koncentrerede os om at beskrive de fire druer så detaljeret som muligt. Disse beskrivelser kommer nedenfor, og samtidig bringer vi lister over de i alt femten smagte vine, der forhandles i Danmark.







    Sådan smager Riesling
    Riesling er kongen – den klassiske drue i Alsace, hvor den står for 21,7% af produktionen.
    Den har en klokkeren, aromatisk duft af frugt og blomster – ret meget som fersken, men måske også lidt citrus og akacieblomster. Der kan endvidere være noter af citrongræs, grape, fersken og pære, måske lindeblomst og brændenælde. Dertil mineralske noter.
    Smagen er frisk og vital med en elegant balance mellem tørhed, frisk syre og druesmag.
    Ældre Riesling-vine kan have udviklet en duft af petroleum – goût de pétrole – der nogle gange beskrives som noter af smøreolie og gummi – og petroleum. De fleste undgår den, nogle elsker den.

    Smagte Riesling-vine
    * Paul Ginglinger, Alsace Grand Cru Pfersigberg, Riesling 2011, mergel, kalk-og sandsten, 168 kr. (Cappa Vin)
    * Cave de Hunawihr, Grand Cru Rosacker, Riesling 2011, dolomitterkalk, 115 kr. (Sigurd Müller)
    * Armand Hurst, Grand Cru Brand, Riesling 2010, granit, 110 kr. (Vini Portugal)..............


    Sådan smager Muskat
    Hvis Riesling er kongen i Alsace, så er Muskat dronningen. Mange kender druen fra Italiens sødlige spumanter og fra søde dessertvine som fx Muskat de Beamues-de-Venice – og måske undgår nogle den, når der er tale om en tør hvidvin til mad. Det vil imidlertid være synd.
    Muskat-vinene fra Alsace har druens karakteristiske smag, der minder om moskus og anis (fennikel), men frem for alt er vinen som at få en håndfuld friske spisedruer i munden. Dertil måske en prikken på tungen og et lille bittert bid i slutningen.
    Muskat er en nem druesort, som de fleste kan lide. Der er forår i den, og den er oplagt til asparges.
    Druen står for kun 2,3% af produktionen i Alsace.

    Smagte Muskat-vine
    * Dirler-Cade, Grand Cru Saering, Muscat 2011, mergel, kalk-og sandsten, 240 kr. (Grapewise)
    * Maurice Schueller, Grand Cru Goldert, Muscat, 2011, kalksten, 128 kr. (Vinotheket)
    * Domaine Zind-Humbrecht, Alsace Grand Cru Goldert, Muscat 2011, kalksten, 275 kr. (Erik Sørensen)
    ..............


    Sådan smager Gewurztraminer
    18,6% af alle Alsace-vine er lavet på denne drue med dens påtrængende duft, der nærmest fylder rummet, når proppen trækkes op.
    Vinen er udadvendt og forførende med sin generøse, let parfumerede charme. Duften er som hyldeblomster, roser, violer og liljer. Og smagen er kraftig, ofte "fed" og som regel uden ret meget syre men til gengæld med en markant sødme.
    Der kan være noter af eksotiske frugter: kumquat, figen, ananas, goyave og passionsfrugt samt citrus og abrikos. Vinen er da også fortræffelig til østasiatiske retter.
    Gewürz er det tyske ord for krydderi, og der er også krydderi i duft og smag: peber, ingefær, røde peberkorn og nelliker. Ifølge visse autoriteter smager vinen "som friske fåreekskrementer".

    Smagte Gewurztraminer-vine
    * Cattin Frères, Grand Cru Hatschbourg, Gewurztraminer 2011, mergel, kalksten og løss, 109 kr. ved 6 flasker (Holte Vinlager)
    * Ruhlmann-Schutz, Grand Cru Frankstein, Gewurztraminer 2011, granit, 199 kr. (Fin-Vin)
    * Paul Kubler, Alsace Grand Cru Zinnkoepflé, Gewurztraminer 2011, kalk- og sandsten, 286 kr., 215 kr. ved 12 flasker (Laudrup Vin)
    * Cave de Turkheim, Grand Cru Hengst, Gewurztraminer 2010, mergel og kalksten, 119 kr. (Irma)
    * Domaine Weinbach-Faller, Altenbourg, Gewurztraminer 2010, mergel og kalksten, 399 kr. ved 12 flasker (Philipson Wine)
    * Audrey et Christian Binner, Cuvée Béatrice, Gewurztraminer 2010, granit og løss, 168 kr. (Lieu-dit)
    ..............


    Sådan smager Pinot Gris
    Denne drue, der i gamle dage hed Tokay d'Alsace, står for 15,2% af produktionen i Alsace. Den er en mutation af Pinot Noir og stammer egentlig fra Bourgogne, hvor den stadig bruges som et lille tilskud til store, hvide Bourgogne-vine.
    Druen giver en rig, blød og blid hvidvin, der kan være lidt grå-gullig i farven og næsten "fed" – som en god bourgogne. Og duften er ganske let røget med mindelser om nødder, kvæde og honning, nogle gange også med nuancer af underskov, mos, skovsvampe, tørret frugt, abrikos, bivoks og honningkage.
    Alsace Grand Cru-vine på Pinot Gris kan ofte gemmes i op til ti år, og det vil være en god idé at plaske sådan en vin over i en karaffel for at frigive alle de gode aromastoffer.
    Skænk Pinot Gris til ost. Det er en fremragende kombination. Rødvin til ost er et ægteskab, som sjældent ender lykkeligt: Ostens fede mælkesyre og rødvinens tanniner giver tilsammen en smag af sæbe.

    Smagte Pinot Gris-vine
    * Domaine André Ostertag, Fronholz, Pinot Gris, siliciumsand, kvarts, kalksten, 228 kr. (Vinrosen)
    * Huber Bleger, Geissberg, Pinot Gris 2011, granit, 119,50 kr. (Lars Bjørn)


Til_37/09





Billigste Lafite på markedet
Som vi fortalte i sidste uge, er vinslottene i Bordeaux begyndt at løfte sløret for priserne på den nye årgang 2012.
Til stor overraskelse - og glæde hos négocianter og vinimportører - meldte 1. cru-slottet Château Mouton Rothschild ud med en ex-Bordeaux pris på 240 euro (cirka 1789 kr.) flasken (den pris, négocianterne videresælger vinene for.). Det var en nedgang på hele 33% i forhold til årgang 2011.
I den forløbne uge blev der sat pris på den nye årgang fra endnu et af de berømte slotte, Château Lafite Rothschild. Den lyder på 330 euro (cirka 2460 kr.) flasken - en nedgang på 21% sammenlignet med forrige årgang. Det er en pris, der ifølge slottet selv gør årgang 2012 til den billigste årgang Lafite på markedet i øjeblikket.

Sælges i et parti
Trods de lavere priser for disse fornemme vine årgang 2011, er prisniveauet stadig meget højt. Prisen på Lafite 2012 er således hele 154% højere end for årgang 2008.
Lafite har ikke kun givet prisen et dyk - slottet har også frigivet al vinen til salg på én gang. Og det er temmelig usædvanligt. Normalt sælger de førende vinslotte deres vin i partier (tranches eller skiver), og prisen for senere partier kan meget vel være højere end for det første. Men sådan bliver det altså ikke, når det gælder Lafite 2012.
Slottets andenvin, Carruades de Lafite, er blevet frigivet til 100 euro (cirka 745 kr.) flasken - en nedgang på 11%.

Prisstigning på grund af et "A"
Senest er Château Margaux kommet på banen med sin pris, og slottet har lagt sig op af Mouton Rothschild med 240 euro (cirka 1789 kr.) ex-Bordeaux, hvilket ligeledes er en nedgang på 33% - men 85% højere end for årgang 2008. Slottet har også valgt at lade prisen for sin andenvin, Pavillon Rouge, falde med 12%.
En række mindre slotte i Bordeaux har ligeledes prissat deres vine lavere end sidste år.
I mængden af vinslotte, der lader priserne dykke markant, er der også nogle slotte, der er gået i den stik modsatte retning. Således overraskede Château Angélus og Château Pavie i Saint Émilion ved at lade deres årgang 2012 prissætte til 180 euro (cirka 1342 kr.) – en stigning på henholdsvis 30% og 58%. Begge slotte er netop avanceret til Grand Cru Classés A ifølge den nye klassifikation i Saint Émilion – hvilket blev markeret med prisstigningen.
Nogle af de store britiske vinhandlere mener dog ikke, at det lille A efter Grand Cru Classé berettiger til at sparke priserne så drastisk i vejret. Det er i hvert fald ikke nogen god idé, da det kan blive svært at sælge den nye årgang, når årgangene 2004 og 2007 – ganske vist uden et A på etiketten - stadig er på markedet for en langt lavere pris.
Man kan selvfølgelig også gøre som Château Palmer, der gerne vil være med på prisdyk-vognen - dog uden at gå til yderligheder. Slottet har derfor valgt at sænke prisen med 1% i forhold til årgang 2011.






Forstår til dels vinanmelderne
I sidste uge fortalte vi om de mange mere eller mindre uforståelige ord, som vinanmeldere i ind- og udland ofte anvender, når de skal beskrive en vins duft og smag.
Det har fået vinhandler Kaare Noer til tasterne:
- Godt, at I tager fat i den ordflom, der strømmer ud af vinanmelderne i Danmark. Jeg skriver hver uge skilte og beskrivelser af nye vine i vores vinafdeling. Jeg løber også tør for ideer til nye vendinger og må vride min lille hjerne for ikke at skrive det samme om to vine.
- Jeg forstår til dels anmelderne, som uge efter uge må finde på nyt. Derfor behøver man ikke referere til duft- og smagsmæssige oplevelser, som ingen andre kan referere til. - Jeg kunne snildt skrive "den dufter som min mors boller i karry". Men hvem kan bruge den beskrivelse til noget?

Hvad med jeres egne anmeldelser?
- Det er ikke nemt at finde på nye beskrivelser i ét væk, men jeg synes, at mange anmeldere driver det ud mod et skråplan, når de også skal drive deres vokabulære udfoldelser ud til et maksimum, mener Kaare Noer.
- Men I anmelder jo selv vin og har vel samme problem med at variere jeres superlativer?
Ja, naturligvis har vi sådanne problemer, når vi i ugens løb smager 25-30 vine. Men deltagerne i smagepanelet er flinke til at beskrive deres indtryk, så der kan komme lidt varierede boller på suppen. Og så prøver vi i øvrigt at supplere med konkrete oplysninger om drue, distrikt, historisk baggrund osv. Lidt leksikalt stof, som vores læsere forhåbentlig vil kunne få glæde af.




En grøn klase Muskat-druer. Muskat findes i flere forskellige farver. Foto: Wikipedia / Silverije.

Moscato-trend i USA
Sidste år nåede vinsalget i USA op på 4,3 milliarder flasker - en stigning på 2% i forhold til 2011 og en hidtidig rekord. I værdi lød stigningen på 5% til 34,6 mia. dollars (cirka 196 mia. kr.).
Opsvinget skyldes ikke mindst salget af Moscato, hvidvine på Muskat-druen. I 2012 blev der solgt en tredjedel flere flasker Moscato end året før, så disse hvidvine i dag udgør 6% af det samlede vinsalg i USA. Dermed har Moscato-vinene overhalet hvidvine på Sauvignon Blanc i popularitet.

Sødmen hitter
Der fremstilles Moscato-vine i en lang række forskellige vinlande. Bedst kendt er måske nok den italienske let mousserende Moscato d’Asti, men også i Californien er der en større produktion af hvidvine på druen.
Der er flere årsager til, at Moscato-vinene er blevet så populære i USA.
Amerikanerne kan godt lide den aromatiske sødme, som præger disse vine - og det relativt lave alkoholindhold. Og så lovprises Moscato-vinene af nogle af de mest hotte amerikanske hip-hop stjerner.


Tendenser i vinhandelen
Wine Intelligence har lavet en global markedsundersøgelse om nye tendenser, når det gælder den måde, vinhandlere markedsfører og sælger deres vine på. Undersøgelsen viser, at internettet og den digitale teknologi spiller en stadig større rolle i markedsføringen af vinene – blandt andet i form af online reklamekampagner. Derudover bliver afholdelse af vinsmagninger i forretningerne stadig mere udbredt. Det samme gælder de såkaldte selfservice-smagninger, hvor især supermarkeder og store vinforretninger har et udvalgt af åbne flasker eller boksvine, som kunderne kan smage på.
Et stigende antal vinhandlerne indførerogså en kategori inden for vinsalget målrettet de lidt mere nørdede vinentusiaster. Netop det med at tage internettet i brug til såvel annoncer, kampagner og salg af vin lader til at være en rigtig god idé. Ifølge undersøgelsen er der en markant stigning i køb af vin via nettet. I Kina fx udgør antallet af forbrugere, der køber vin online 27% - man forventer, at tallet er oppe på næsten 50% inden 2020. I Storbritannien køber 18% af briterne i dag vin via nettet – et tal, der højst sandsynligt vil være steget til 26% om syv år.







Flertal er ligeglade med lav-kalorie vine
I sidste uge fortalte vi om de mange lav-kalorie vine, som især hitter hos de amerikanske forbrugere. Vi spurgte VinAvisens læsere, om hvor stor betydning kalorieindholdet ville have for valget af vin - hvis nu den slags vine skulle indtage de danske forretningshylder.
I alt tog 1947 læsere sig tid til at sætte en prik i vores rundspørge. Tak for det. Og der tegner sig et meget klart billede, hvor hovedparten, 1728 (88,8%) tilkendegiver, at kalorieindholdet ikke ville have den ringeste betydning for vinvalget. 30 læsere ville dog gå målrettet efter disse vine, hvis de blev mere almindelige i Danmark.

Skærer ned på andre områder
Nogle læsere har også sendt os input om emnet:
- Smagen og oplevelsen ved at drikke vin må være det vigtigste, skriver Finn Rasmussen.
- Hvis en kalorielet vin smager fantastisk, vil jeg ikke snydes for den oplevelse, men det er smagen der tæller. Så må jeg spare kalorier på andre områder.
Leif Poulsson mener, at amerikanernes idé med at sælge skinny-vin sikkert betaler sig. De skal nok få solgt nogle ekstra flasker, skriver han. Samtidig tilføjer han, at sådanne vine bestemt ikke er noget for ham.
- Det er manipulerede vine, der sikkert er noget slemt pjask, skriver han. - De er ikke mere vin end alkoholfri vin (som der naturligvis kan være brug for i visse tilfælde).
- I det hele taget er det paradoksalt, at man skal lave vin med et kalorieindhold, der er lavere end i en almindelig flaske vin. Som det fremgår af en tidligere artikel i VinAvisen, giver alkohol ikke ekstra kilo.

En ineffektiv energikilde
Artiklen, som vores læser nævner, bragte vi i uge 30, 2012, og i den henvises blandt andet til lærebogen "Klinisk ernæring".
Af bogen fremgår det, at forbrændingsværdien af alkohol er betydeligt mindre end alkohols kaloriske værdi på 7 kcal = 30 kJ pr. gram. "Således medfører så meget som 7 Mj i form af spiritus lagt oven i sædvanlig kost ikke vægtstigning, og substitution (erstatning, red.) af kulhydrat med alkohol fører til vægttab” (3. udgave side 271).
- Med andre ord: Alle kalorier feder, men nogle kalorier ser ud til at fede mindre end andre. "Alkohol må således betragtes som en ineffektiv energikilde," er specialisternes konklusion.
I artiklen fra sidste år henviser lægen Erik Skovenborg til flere andre videnskabelige kilder, fx Motions- og Ernæringsrådets rapport om alkohol og livsstilssygdomme.






50 vinslotte på kinesiske hænder
Så er endnu et vinslot i Bordeaux på vej til at få en kinesisk ejer. Det drejer sig om Château Loudenne i Médoc, hvis ældste bygninger stammer fra 1600-tallet. Og køberen er det kinesiske spiritus- og vinfirma Moutai. Forhandlingerne mellem ejeren af slottet, Jean-Paul Lafragette, og det kinesiske firma har stået på siden december sidste år, og det endelige salg af slottet forventes på plads inden for få dage.
Foruden selve slottet omfatter købet 48 hektar vinmarker med Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Merlot samt 12 ha med Sauvignon Blanc og Semillon. Dertil kommer en bed and breakfast.
Med salget af Loudenne er antallet af vinslotte i Bordeaux, der gennem de senere år er solgt til kinesere, nået op på 50.




Et net af guld dækker de 400 Jeroboam Cristal.

Champagne i et net af guld
Champagnehuset Louis Roederer er ikke mindst berømt for champagnen Cristal.
Nu har Roederer fået den franske designer Philippe di Méo til at udsmykke i alt 400 flasker af årgang 2002 i flaskestørrelsen Jeroboam (3 liter eller 4 normale flasker).
Méo har valgt at dække flaskerne med et elegant net af 24 karat guld. Det tager to guldsmede fire dage at fremstille nettet til blot en enkelt flaske.
I næste måned bliver 200 af disse store flasker sat til salg hos udvalgte vinhandlere og luksus-natklubber verden over. De resterende 200 flasker vil blive frigivet til salg på et senere tidspunkt.
Herhjemme forhandles Cristal af Østjysk Vinforsyning, hvor en almindelig 75 cl's flaske koster 1695 kr. Vinfirmaet har også fået tildelt et par stykker af den udsmykkede Jeroboam-flaske, men har dog endnu ikke prissat flaskerne.På det internationale marked ligger prisen på 20.000 euro (cirka 149.000 kr.).
Jeroboam-flasken har i øvrigt fået sin helt egen hjemmeside.

Zaren ville have klare flasker
Nettet af guld giver et ganske særligt spil i champagneflasken - hvilket skyldes, at Cristal altid tappes på helt klare flasker. Det er lidt af et særsyn i mængden af grønne champagneflasker, og det har en ganske særlig forklaring:
Da russerne sloges med Napoléon i Champagne i 1814, fik de russiske officerer smag for Cristal champagnen, og det lagde grunden til en stor eksport til Rusland. Roederer blev leverandør til zarens hof, og hvert år sendte Alexander d.2. sin mundskænk til Reims, for at denne kunne være med, når vinen blev blandet.
I 1876 forlangte den russiske zar, at Roederer fremover skulle levere champagnen i helt klare krystalflasker, og det gjorde firmaet naturligvis.
Men så kom den russiske revolution. Roederer lå inde med et stort parti krystalflasker og var nødt til at sælge dem til champagne-elskere med mindre blåt blod i årerne. Derfor er champagnen Cristal den dag i dag i en glasklar flaske.


En fornuftig indtagning af vin
Alfredo Tesio har besøgt den store vinmesse Vinitaly i Verona, og i en artikel i Politiken filosoferer han over, at de kriseramte italienere ligger og flyder rundt på bunden af Europas økonomi, men når det gælder statistikken over levetid, topper de og lever i snit 81 år, dvs. to år mere end nordboerne.
Mad og vin synes at være en af de årsager, der bidrager til, at Middelhavets folk har et længere liv, skriver Alfredo Tesio. Den legendariske middelhavskost bunder netop i de sunde råvarer og i en fornuftig indtagning af vin.
Måske skulle den vinforskrækkede danske Sundhedsstyrelse læse med på Tesios erfaringer.








Man må sige, at vinhuset Ysios er et iøjnefaldende og flot byggeri - trods de store problemer med taget.


Et noget besværligt tag
Nogle af vinhusene i Rioja er rene arkitektoniske perler. Men arkitekterne kan måske også lege lidt for meget med formerne - som nu fx med vinhuset Ysios, der ejes af firmaet Domecq Bodegas. Det ser fantastisk ud med sit kolossale kurvede tag, der bugter sig som en slange bag vinmarkerne. Men netop taget har vist sig at være et stort problem. Der opstår konstant lækager, der gør, at regnvandet fosser ind, ligesom de store aluminiumsplader løsner sig, når det blæser. I konstruktionen er der heller ikke taget højde for temperatursvingninger, så når temperaturen skifter markant, slår taget revner.
Vinhuset er tegnet af den berømte spanske arkitekt, Santiago Calatrava Valls, der er manden bag mange spændende bygninger – blandt andet skyskraberen Turning Torso i Malmø. Han har i flere omgange sammen med entreprenøren, der har stået for byggeriet af vinhuset, forsøgt at udbedre skaderne – men forgæves. Faktisk har en uvildig sagkyndig erklæret, at forsøgene bare har gjort det hele meget værre.
Heldigvis er det endnu ikke gået ud over vinen eller vinfremstillingen. Domecq Bodegas har nu lagt sag an mod både arkitekten og entreprenøren med krav om en erstatning på 2 millioner euro (cirka 14,9 mio. kr.), som skal bruges på et nyt tag.




.

...




Nogle af portvinshuset Crofts vinmarker langs Douro-floden.

Ny årgangs-portvin på vej
Med flere års mellemrum deklarerer et større eller mindre antal af portvinshusene deres portvin som årgangs-portvin. Det kræver nemlig en særlig god årgang, før portvinen findes værdig til at få et årstal på etiketten. Den nye årgang 2011, der nu kommer på markedet, tilhører i høj grad et sådant år. Og ikke siden årgang 2007 har så mange af producenterne deklareret årgang, og flere kommer sikkert til.
The Fladgate Partnership, der ejer Taylor, Fonseca og Croft, har deklareret deres portvine 2011. Det samme gælder Symingtons, som har deklareret Graham, Dow, Warre og Cockburn. Flere af de store navne er således med på vognen.
Sogrape, der ejer Sandeman, Ferreira og Offley, har også deklareret årgangen. Vinmageren for de tre portvinshuse, Luis Sottomayor, har udtalt til Decanter, at han har arbejdet i Douro-dalen i mere end 23 år og har fremstillet adskillige årgangs-portvine. Han har dog aldrig set en portvin med så stor en koncentration, kraft og tanniner som årgang 2011.


Gode tider for Pernod Ricard
Det går rigtig godt for det franske spiritusfirma Pernod Ricard. I de første ni måneder af 2012 solgte firmaet spiritus for 6,65 milliarder euro (cirka 49,6 mia. kr.), og alene i årets tredje kvartal øgedes salget med 2,4%.
De fine tal skyldes frem for alt et stigende salg til Rusland, hvor salget forøgedes med hele 19% i de første ni måneder af 2012 sammenlignet med samme periode året før. Det er ikke mindst den irske whiskey Jameson samt de skotske whiskyer Chivas og Ballantine’s, der hitter hos russerne. Også i Kina og Indien øgedes salget af spiritus fra Pernod Ricard betydeligt sidste år.


    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Ingen nyheder i vinbranchen i denne uge.


34/09





    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.


Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.


.


    Peter Esper Larsen (f. 1962) har i en stor del af sit liv boet i udlandet, heraf de otte år i fransktalende lande - hvilket har givet ham gode sprogkundskaber i fransk og kendskab til den franske kultur. Han var i en tidlig alder tiltrukket af vinbranchen. Han startede dog først sin karriere i ølbranchen hos Carlsberg, hvor han under studierne som civiløkonom arbejdede som turistguide i Carlsbergs besøgsafdeling. Dette blev efterfulgt af nogle års udstationering med Carlsberg i USA. Som Peter Esper Larsen udtrykker det, så var han først ansat i ølbranchen, inden han efterfølgende fik børstet tænder med nogle års markedsføring af produkterne Macs og Aquafresh hos Glaxosmithkline. Derefter fik han genopfrisket sine franskkundskaber hos Renault for til sidst i 1996 at ende i vinbranchen med ansættelse som produktchef hos Sopexa, marketing- og konsulentbureau inden for fødevarer, vin og livsstil.
    I perioden 1996-2006 har han arbejdet i Sopexa som produktchef for fransk vin og spiritus og har stået for diverse kommunikations-kampagner for de største franske vinregioner - heriblandt Alsace, Côtes du Rhône og Bordeaux.
    Siden 2006 har han været ansvarlig for Sopexa Danmark. Firmaet er blevet privatiseret, hvilket har givet mulighed for at repræsentere andre lande end Frankrig – blandt andet Spanien og Italien.
    I fritiden dyrker Peter Esper Larsen squash og tennis samt nyder at tage på skiferie med sin kone, Charlotte, og døtrene Juliane og Caroline.
    Adresse: Sopexa Danmark, Store Kongensgade 34, 1 sal, 1264 København K, tlf.: 33 73 05 03, e-mail: peter-esper.larsen@sopexa.com, www.sopexa.dk



    Ugens vinøse billede
    Søren Mandrup tog dette billede lige inden for bymuren omkring vinbyen Bolgheri i det toskanske Maremma.
    Billedhuggeren Flavio Melanis statue viser "bedstemor Lucia", hvis barnebarn var digteren Giosuè Carducci – den første italiener, som i 1906 modtog Nobelprisen i litteratur.
    Carducci skrev digtet "Davanti San Guido" – dvs. "Foran Sankt Guido" – og så er vi igen i vinens verden.
    I Bolgheri ligger Tenuta (vingården) San Guido, hvor man siden årgangen 1968 har fremstillet en af de allerførste supertoskanere, kultvinen Sassicaia.
    I mange år var Sassicaia kun en "bordvin" og senere en "landvin" (IGT) – den er lavet på de "forkerte" Bordeaux-druer Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc og kunne ikke få nogen højere appellation. Men i 1994 fik vinen – som den første og eneste italienske vin – sine egen helt private appellation, Sassicaia DOC.
    Man kan høre Giosuè Carduccis digt "Davanti San Guido" på YouTube. Det bliver læst på et formfuldendt italiensk, og selv om man måske ikke forstår ret mange af ordene, kan man nyde det smukke, rytmiske sprog.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder, I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det har vi ikke ressourcer til - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.




.

Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234

...............................
    .....................
    222 Vogesernes lange bjergkæde skærmer de prægtige landskaber i Alsace mod venstenvinden (foto © CIVA).
    ..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 31vine. Af disse vine var der 23, som fik mere end to stjerner og hele 17, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 105 stjerner og i gennemsnit 3,4 stjerner til alle de smagte vine inkl. de otte, vi ikke gav stjerner, og som derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Hvidvin


Cottage Garden, Chardonnay, South Eastern Australia, Australien, 2011, lav alkohol (13%)
69 kr., på tilbud ved 6 flasker indtil 22. juni: 50 kr., Vinoble
Til 50 kr. er dette en forbavsende god hvidvin. Den har en fyldig og lækker smag med noter af ananas og kokos samt med fint integrerede fadtoner. Flasken har skruelåg.


Intaglio, Cantina La Vis, Pinot Grigio, Trentino, Italien, 2010, lav alkohol (12,5%)
80 kr., pris ved 12 flasker: 59,95 kr., Vinmonopolet
Frisk og krydret hvidvin med en lille fedme og mineralske toner. Denne vin kunne vi "grumme godt" lide. Flasken har skruelåg.


Graushiefer, Schmitges, Riesling, Mosel, Tyskland, 2012, lav alkohol (12,5%)
129 kr., pris ved 6 flasker: 116 kr., Propperiet
Frisk og aromatisk hvidvin med en liflig duft og en dejlig druesmag med mineralske toner. En fortræffelig vin. Flasken har skruelåg.


Kanta, Balhannah Vineyards, Riesling, Adelaide Hills, Australien, 2008, middel alkohol (13,5%)
250 kr., H.J.Hansen Vin
Den kendte tyske vinmager Egon Müller ejer sammen med to andre den australske vingård Balhannah Vineyards, hvorfra denne hvidvin kommer. Det er en fornem hvidvin, frisk, blød, superlækker og i fin balance. Det er sjældent at få så god en hvidvin på Riesling-druen fra Australien.

Rosévin


Les Grands Cyprès, Lirac, Frankrig, 2012, middel alkohol (13,5%)
74,95 kr., på tilbud i denne uge (uge 27): 39 kr., SuperBrugsen
Vellavet rosé, der smager af vin - ikke af marmelade. Den har god fylde og fint krydderi og vil være en velegnet ledsager til lettere retter. Eller brug den som terrassevin. Den femte stjerne gælder tilbudsprisen.

Rødvin


Barbadillo, Bodegas Barbadillo, Vino de la Tierra de Cadiz, Spanien, 2011, middel alkohol (14%)
35 kr., Rema 1000
Vi har smagt denne rødvin i årgang 2010, og årgang 2011 lever fuldt ud op til de fem stjerner, vi gav den tidligere årgang. Vinen er en kombination af Tempranillo og Cabernet Sauvignon, og den har førstnævnte drues fine krydderi og Cabernet'ens dejlige fyldige frugt. Et kup til prisen. Flasken har skruelåg.


Tutunjian, Carmenère, Colchagua Valley, Chile, 2010, middel alkohol (14%)
69 kr., VinDanmark Lagersalg
En ganske interessant rødvin i fin balance - med krydret duft, med god, fyldig frugt, masser af peber, jordbund. Den smager ganske enkelt godt.


Chakana Reserve, Malbec, Mendoza, Argentina, 2011, middel alkohol (14%)
70 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company
Denne rødvin er fuld af sol og varme. Den har en koncentreret duft og smag af modne bær og mørk chokolade og et krydret strejf af chili til slut. Det er en kraftig sag, så plask den gerne over i en karaffel før servering.


Benedek, VinBled, Pinot Noir, Ungarn, 2011, middel alkohol (14%)
75 kr., Laszlo's Vin
En meget elegant og lækker rødvin med lidt mere fylde end i så mange andre Pinot-vine. I smagen er vinen i god balance, og der er noter af ribs og hindbær. Glimrende ledsager til mad.


Galets Rouges, Château Mourgues du Gres, Costières de Nîmes, Frankrkig, 2010, middel alkohol (14%)
79,75 kr., Bichel Vin
Den er rigtig fin, denne rødvin. Den har en liflig duft og en blød smag, der hænger fint sammen med mange facetter og gode tanniner. Perfekt til mad.


Château Haut-Macô, Anne et Huges Mallet, Côtes de Bourg, Frankrig, 2008, lav alkohol (12,5%)
80 kr., Køge Vinhandel
En rigtig dejlig Bordeaux-rødvin, let og nem at drikke. God frugt, god struktur - glimrende til mad.


La Fagotière, Domaine Palestor, Côtes du Rhône, Frankrig, 2009, middel alkohol (14%)
89,75 kr., på tilbud ved 6 flasker indtil 12. maj: 64,75 kr., Skjold Burne
En typisk og vellavet Rhône-rødvin, der breder sig i munden med sin frugt, bløde tanniner og mineralske toner.


Tempo, Bacci, Morellino di Scansano, Italien, 2010, middel alkohol (13,5%)
99 kr., pris ved 6 flasker: 69 kr., A Vinstouw
En rigtig dejlig rødvin med en Sangiovese-smag typisk for Morellino di Scansano. Det er en aromatisk vin med god frugt og en let krydret smag - tør men også med en vis saftighed.


Santa Cristina in Pilli, Ambra, Sangiovese, Carmignano, Italien, 2009, middel alkohol (14%)
99,95 kr., pris ved 6 flasker, BrdrDsVinhandel
Carmignano, der ligger i Toscana, er med sine 110 hektar en af verdens mindste appellationer. Men den kan godt fremstille store vine - som fx denne rødvin, der har en dejlig aromatisk duft af bær og sort te og en god frugtsmag med noter af blå blommer og bittermandel. Vinen har også et tilpas lille bid af tanniner til slut.


Frem, Scagliola, Barbera, Asti, Italien, 2010, høj alkohol (14,5%)
116 kr., Jysk Vin
En fantastisk Barbera-rødvin - stor, blød frugt, fint krydderi, slank syre, lang eftersmag. Den hænger rigtig godt sammen.


Requiebro, Selección, Vino de la Tierra de Castilla, Spanien, 2006, middel alkohol (14%)
159 kr., DK Wine
En fint udviklet rødvin i sin bedste alder, stadig med frugt. Med lidt luft kommer der mange facetter frem. Vinen skal ikke gemmes yderligere.


Baigorri, Rioja Blanco, Spanien, 2011, middel alkohol (14%)
159 kr., Kjær & Sommerfeldt
Spørg os ikke om, hvad der står på etiketten. En lang tekst er trykt med bitte små bogtaver på spejlblank sølvpapir. Men vi så da et spejlbillede af os selv i meget slank udgave. Selve vinen ... En meget flot hvidvin med en kraftig duft og en bred, fed druesmag med markante, men bløde og lækre fadtoner. Dertil en lille honningsødme.


Château Guibon, André Lurton, Bordeaux, Frankrig, 2006, lav alkohol (12,5%)
54 kr., på tilbud ved 12 flasker indtil 30. juni, Erik Sørensen Vin
Seks år gammel, men denne rødvin har holdt sig godt, de sidste år under skruelåg. Her er konfirmations-vinen til foråret.


505, Esencia, Mendoza, Argentina, 2012, middel alkohol (13,9%)
75 kr., Haller Vine og Vin&Vin
En frugtbombe-rødvin på druerne Malbec, Cabernet Sauvignon og Merlot. Måske ikke 100 procent i balance, men fin fx til grillmad.


Finca Tempranal, Selección, Tempranillo, La Mancha, Spanien, 2012, middel alkohol (14%)
45 kr., på tilbud i maj: 38,70 kr., Franske Vinhus
Til den lave pris en udmærket hverdagsvin med en kvalitet i overensstemmelse med prisen.


Chalk Hill Blue, Angove, South Australia, Australien, 2011, middel alkohol (13,5%)
59,95 kr., Amka
En pæn og venlig frikadelle-skubber på druerne Camenère og Siraz. Flasken har skruelåg.


Shotfire, Thorn-Clarke, Shiraz, Barossa Valley, Australien, 2009, høj alkohol (15%)
179,75 kr., på tilbud indtil 12. maj: 139,75 kr., Skjold Burne
Denne rødvin henvender sig udpræget til elskere af australsk vin. Den er en alkoholisk bamse med markant frugtsødme - men uden facetter og elegance.


Ripe del Falco, Ippolito, Gaglioppo, Cirò, Italien, 1998, middel alkohol (13,5%)
279 kr., pris ved 12 flasker: 251,10 kr., Distinto
Denne rødvin er næsten femten år gammel og skal ubetinget drikkes nu - eller skulle måske være drukket allerede for nogle år siden. Den skal have luft og viser derefter lidt mere frugt, men indtrykket er først og fremmest markant krydderi med nelliker og kanel.








...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.