Nyheder i uge 49, 2010
Til_37/09 |
På den nye etiket af Xu Lei ses Château Mouton Rothschild’s emblem, den gyldne vædder, mellem to halvmåner. | Kineser bag ny etiket I 1924 fik plakattegneren Jean Carlu æren af at illustrere en vinetiket til den fornemme vin fra Château Mouton Rothschild. Efter anden verdenskrig tog vinslottet ideen op igen, og siden da har en lang række berømte internationale kunstnere sat deres præg på etiketterne. Det gælder blandt andet Braque, Dali, Chagall, Picasso, Warhol, Henry Moore, Kandinsky, Tapiès, Baselitz, Miró og vores egen Per Kirkeby. Den næste årgang af Château Mouton Rothschild, der kommer på markedet, er 2008, og rygterne har svirret, at det måske ville blive en kinesisk kunstner, der skulle stå for etiketten – både på grund af kinesernes store glæde for Bordeauxvin, og fordi tallet 8 er et lykketal i Kina. Og rygterne har talt sandt. Vinslottet har nu løftet sløret for den nye etiket, og den er kreeret af maleren Xu Lei, der også er kunstnerisk direktør hos Dagens Kunst Museum, det førende moderne kunstmuseum i Beijing. Prisen røg i vejret Alene det, at der gik rygter om, at en kinesisk kunstner måske skulle udsmykke etiketten, gav primeur-salget af Mouton Rothschild 2008 ekstra vind i sejlene. Hos de førende britiske vinhandlere af Bordeauxvin steg priserne fra 1800 pund (cirka 16.000 kr.) til omkring 2200 pund (cirka 19.000 kr.) pr. kasse med 12 flasker. Nu, hvor kunstnerens navn er offentliggjort, er prisen med et trylleslag steget til hele 6000 pund (cirka 53.000 kr.) kassen, svarende til cirka 4400 kr. flasken. Trods den høje pris tvivler de handlende ikke et øjeblik på, at der vil være stor afsætning af de fine flasker til det kinesiske marked. |
En drueklase, som er parat til at blive forvandlet til den dejlige søde Eiswein (foto: DWI). | Eiswein-høsten er sat ind Som nævnt i uge 46 har tyskerne haft den mindste druehøst i de sidste 25 år. Og det har derfor været meget begrænset, hvor mange druer vinproducenterne har ladet hænge på vinstokke til fremstillingen af Eiswein. Men nogle druer fik lov til at blive hængende, og siden da har de tyske vinproducenter spændt ventet på, hvornår termometret nåede ned på otte minusgrader. Først da må de høste druerne til den søde vin. Når druerne fryser, vil vandet i dem fryse først, mens de sukkerholdige stoffer, syrer og ekstrakter forbliver i flydende tilstand. Og under presningen vil det frosne vand - isen - blive tilbage sammen med drueskind og stilke, mens en sød og aromatisk most løber fra. Startskuddet lød i Kaiserstuhl den 30. november, hvor der blev høstet 400 liter kolde og let indskrumpne Weissburgunder-druer. Dernæst kom turen til Franken, Rheingau, Rheinhessen, Mosel og Pfalz. Kun få flasker Nogle vinhuse venter endnu et par nætter med at høste druerne. Jo koldere det bliver, desto mere koncentrerede bliver druernes sukker og aromastoffer. Høstmængden af druer til Eiswein ligger i år ifølge Deutsches Weininstitut langt under gennemsnittet for de sidste ti år. Og kun 5-10% af druerne ender som vin, da det jo udelukkende er den søde koncentrerede most, der bruges. Så der skal nok blive rift om de flasker, der kommer på markedet. |
Ny verdensrekord for en flaske vin Som vi fortalte i uge 45, satte Sotheby’s for nylig verdensrekord, når det gælder prisen for en enkelt flaske vin på auktion. Det drejede sig om tre flasker Château Lafite 1869, der hver gik for et beløb svarende til 1,3 millioner kr. Nu har konkurrenten Christies slået rekorden ved en auktion over fine Bordeauxvine i Geneve i Schweiz. Her blev en flaske Château Cheval Blanc 1947 nemlig budt op til hele 298.500 CHF (cirka 1,7 mio. kr.). Den højeste vurdering lød på 250.000 CHF (cirka 1,4 mio. kr.). Der var ganske vist tale om den flaskestørrelse, man kalder for Imperial, som rummer 6 liter vin – eller 8 almindelige flasker. Men en flaske er jo en flaske, så rekorden gælder. Man regner med, at det er den eneste eksisterende Imperial af denne fantastiske Bordeauxvin. Køberen var en anonym vinsamler. |
....... Fra hvor vi står på billedet her og ned til den anden ende er der lige ved en kilometer. | 10. nye postkort om sherry En mammutbygning til 80.500 fade Mange af de familieejede bodegaer i sherry-distriktet er ret små. Men der er også nogle meget store. Det gælder fx Bodegas Williams & Humbert, der blev grundlagt i 1877 af englænderen Sir Alexander Williams og hans kompagnon Arthur Humbert, men som i dag ejes af den spanske familie Medina. Det er herfra bl.a. sherryen DrySack sendes ud i verden – i Danmark via Altia Denmark. Williams & Humberts lagerbygning med de 80.500 fade og 30 millioner liter vin er Europas største vinkælder. Den dækker et areal på 180.000 kvadratmeter. I sandhed en mammutbygning. Taget er formet som store tragte, og søjlerne er hule, så regnvandet kan føres ned i tanke under gulvet til brug i produktionen. |
....... De 214 fade hele vejen rundt langs væggen er prydet med våbenskjolde for de 115 lande, som González Byass eksporterer sherry til. | 11. nye postkort om sherry Vældigt rum helt uden søjler Hos González Byass finder man en arkitekturhistorisk perle – et rundt lagerhus opført i 1869. Det kan godt ligne en muslingeskal og kaldes derfor La Concha. Det var en irsk ingeniør, Joseph Coogan, der ledede opførelsen, men nogle mener, at Eiffeltårnets arkitekt, Gustave Eiffel, inspirerede til designet. Det er nu nok ikke korrekt, men til gengæld en god historie. Taget bæres af 24 kæmpemæssige spær af stål, der mødes i en lanterne i midten og holdes på plads af en 93 m lang mur. Der er således ikke nogen søjler i rummet, men et helt frit gulv, 33 meter i diameter, hvor der er god plads til at flytte rundt med fadene. Tagfladen består af blikplader, der er blanke på oversiden, så de reflekterer Solens varme – den samme funktion, som de glaserede teglsten havde i arabernes spanske byggeri. I dag bruges bygningen til repræsentative formål – hvad den også blev i 1883, da denne uges STORE billede (nedenfor) blev optaget. På det gamle billede har bodegaen besøg af nogle gæster, der at dømme efter navnene bag på billedet sandsynligvis er britiske vinhandlere. |
....... De mange flasker i Manuel González’ lille laboratorium fra 1840 er efterhånden groet til i støv. | 12. nye postkort om sherry Onkel Pepes sherry Manuel Maria González grundlagde Bodegas Gonzáles Byass i 1835, og hans laboratorium er stadig bevaret. Senhor González var ikke særlig vinkyndig, men det var hans onkel, José Angel y Vargas. Han tog sin nevø under sine vinger og belærte ham både om vin og handel. Som tak opkaldte nevøen sin sherry efter onkel José. Et spansk kælenavn for José (Josef) er Pepe, og da onkel hedder tio på spansk, fik vinen navnet Tio Pepe – et af de berømteste sherry-mærker. Men hvordan kan Josef blive til Pepe? Jo, Josef var ”Jesus’ adoptivfar” – på latin: ”Jesus Christi Pater Putativus”, og da munkene kopierede de hellige tekster, forkortede de Pater Putativus til PP – Pepe. |
....... Seks af disse flasker eksporteres til Danmark - læs om dem nedenfor i ugens smageliste. | 13. nye postkort om sherry En lang række fornemme sherry’er Når man som vinskribent besøger bodegaer i sherry-distriktet, er det lidt forskelligt, hvordan det foregår. Nogle steder står man med et glas i hånden, mens en kældermester med sin venencia henter fadprøver op og lader én smage de gode dråber. Andre steder sidder man ved et bord, hvor alt er tilrettelagt på professionel vis med smageskemaer, spyttespande osv. Et af de huse, vi altid har besøgt med største fornøjelse, er Lustau. Siden 1988 har vi faktisk været der fire gange, og hver gang er vi blevet præsenteret for en lang række fornemme sherry’er, opstillet i rækkefølge fra de tørre til de søde. Virkelig prof. Således også denne gang. Vi lugtede, smagte, spyttede og skrev, og i denne uges smageliste nedenfor bringer vi stjerner og kommentarer til de seks Lustau-sherry’er, der eksporteres til Danmark – til H.J. Hansen i Odense. |
. |
Den nye vandre- og cykelsti vil blandt andet føre folk forbi St. Helena i Napa Valley (foto: Brent Miller, WineCountry.com). | Cykelsti gennem Napa Valley Fra hovedvej 29, der strækker sig gennem Napa Valley, har man udsigt til det smukkest tænkelige vinlandskab. Men hvis man vil nyde det uden risiko for liv og lemmer, skal det foregå gennem en bilrude. Hvert år kommer mange cyklister, der også vil have glæde af udsigten, til skade på hovedvejen. I flere år har vinproducentforeningen Napa Valley Vintners, en række andre lokale organisationer samt Californiens politiafdeling derfor kæmpet for at få anlagt en cykel- og vandresti langs med hovedvej 29. Nu har myndighederne langt om længe givet projektet det blå stempel, og om 10 år vil stien være en realitet. En indbringende sti Stien vil følge hovedvejen nogenlunde og vil strække sig 70 km gennem Napa Valley fra Vallejo, hvor man kan leje cykler, til Calistoga i den nordlige del af dalen. Det vil ifølge Winespectator koste omkring 10 millioner dollars (cirka 56 mio. kr.) at anlægge stien. Til gengæld vil den - med de mange flere cyklister og vandrere, der vil besøge Napa - kunne generere op mod 75 mio. dollars (cirka 420 mio. kr.) om året i form af øget salg fra vinhuse, restauranter og forretninger. |
>33/09 |
Druerne til den røde isvin blev høstet i hånden i isnende kulde. Fra en film på YouTube. | Rød isvin fra Rioja Man har hørt om Eiswein fra Tyskland og Østrig samt fra Canada, hvor den søde hvidvin kaldes for Icewine. Men nu kan man også få en spansk rød isvin fra Bodega San Prudencio i Rioja. De blå druer – Tempranillo og Garnacha – blev høstet i januar 2010 ved minus 9 grader. Man begyndte om natten med sakse, spande og lygter i panden og fortsatte til et stykke ud på morgenen. Presningen foregik også i vinmarken i en lille presse, da man ikke ville risikere, at druerne tøede op. En fin film på YouTube viser, hvordan den kolde høst foregik. Nu er vinen, der har fået navnet Malizia, tappet på flasker og parat til salg. Det blev til i alt 1000 halvflasker, og vi hører gerne, om denne interessante spanske vin findes på det danske marked. |
| Økodyrket vin vandt Ifølge loven må man ikke skrive økologisk vin. I stedet skal man bruge det noget mere besværlige "vin fremstillet på økologisk dyrkede druer". Det har fået Troels Østergaard fra Godsets Vin til at efterlyse et godt og lovligt ord for den slags vine. Han kom selv med en stribe forslag, og vi bad i en rundspørge i sidste uge læserne om at krydse af, hvilket ord, de syntes var bedst. Vi opfordrede også til, at man kom med endnu flere forslag. Det er der dog ikke nogen, der har gjort – og vi må tilstå, at vi heller ikke selv kunne finde på flere. 1243 læsere satte en prik i spørgeskemaet, og de fleste – i alt 707 – mente, at "økodyrket vin" var de bedste ord. Dernæst fulgte "organisk vin" med 267 stemmer. I skemaet til højre ses resultatet af rundspørgen. |
En cirka 100 år gammel plakat for Piper-Heidsieck champagne. Der er lidt Irma-pige over stilen ... | Berømte champagnemærker til salg Det franske spiritusfirma Rémy Cointreau har stor succes med cognac-mærket Rémy Martin. Helt så godt ser det ikke ud med firmaets champagnemærker, Piper-Heidsieck og Charles Heidsieck. De har faktisk levet en skrantende tilværelse i samtlige 20 år, de har været i Rémy Martin’s eje. Og helt galt gik det, da den globale økonomiske krise bankede på døren. Fra marts 2009 til samme måned i år faldt salget af Piper-Heidsieck med 5,6 millioner flasker – for Charles Heidsieck drejede det sig om 800.000 flasker. Nu er det slut. Firmaet har valgt at sætte de to mærker til salg, og der spekuleres allerede i, hvem der kunne tænke sig at komme med et bud. Franske Pernod Ricard og det verdensomspændende spiritusfirma Diageo har ifølge Decanter været nævnt som mulige købere. Den samlede salgspris for de to champagnemærker forventes at nå op på omkring 450 millioner euro (cirka 3,4 milliarder kr.). |
Etiketten fra Château Chenu-Lafitte med Oberbech-Clausens navn, der kan skimtes nederst til højre. | Dansk navn på etiketten I uge 47 fortalte vi om den kun 20 år gamle kineser, der havde fået et vinslot, Château Chenu-Lafitte, i gave af sin far. Sælgeren af det gamle 1700-tals slot, der ligger i Bourg i Bordeaux, var Philippe Darricarrère. Historien har fået Hans Kristensen fra Excellent Wine til at skrive til os: – Det var sjovt for mig at læse om Château Chenu-Lafitte, idet jeg har en flaske liggende fra netop dette slot – en årgang 1920. – Det undrer mig, at der står et dansk navn på etiketten, nemlig Oberbech-Clausen? Kan I fortælle mig, hvordan det hænger sammen? Fra manufakturhandler til greve Faktisk står der Comte & Comtesse (greve og grevinde) Oberbech-Clausen på etiketten, og bag disse ord gemmer der sig en ganske særlig historie om en af de første danske vinproducenter i Frankrig. Ejnar Offer Oberbech-Clausen blev født i Nyborg i 1883 som søn af en isenkræmmer. Selv blev han uddannet som manufakturhandler, og herfra kunne hans liv have formet sig som enhver anden god borgers liv i Nyborg dengang. Men han må have gjort det godt, for i 1906 blev han optaget på den fornemme franske skole Lycée Lakanal i udkanten af Paris. Han studerede dog kun i kort tid, hvorefter han blev ansat som sekretær hos greve og grevinde Chenu-Lafitte på slottet af samme navn. Greven døde i 1908, og to år efter giftede Oberbech-Clausen sig med enken Marie Henriette. Han konverterede til katolicismen og blev af paven udnævnt til romersk rigsgreve – ikke mindst på grund af greveparrets store donationer til den katolske kirke. Og dermed endte manufakturhandleren som greve og vinslotejer i Bordeaux. Tilbage til Danmark Ud over Chenu-Lafitte ejede ægteparret Oberbech-Clausen også vinslottene Château Gourdet, Château Pérenne og Château Saint-Genès de Blaye. Sidstnævnte vinslot havde Ejnar selv købt, mens han var sekretær, for egne tjente penge samt sin fædrende arv. Han var for alvor begyndt at interessere sig for vinfremstilling og ville fremstille egne vine. Greveparrets formue var stor – hvilket blandt andet skyldtes de mange penge Marie Henriette havde bragt med sig ind i ægteskabet. Hun var datter af den franske kirurg Jules-Émile Péan, der opfandt en arterieklemme til standsning af blødning fra pulsåren – en såkaldt pean. I 1941 døde Marie Henriette under et bombardement af Bordeaux. Oberbech-Clausen solgte samtlige vinslotte – han ville tilbage til Danmark, men han ville have de mange kunstgenstande fra vinslottene med sig. Og i 1955 fragtede tolv togvogne de mange skatte fra Frankrig til hans nye hjem, nemlig Voergård ved Sæby – hvor greven døde i 1963. |
33/09 |
..................................
|
Den danske vinbranche * Treasury Wine Estates, tidligere Foster’s, og H.J. Hansen Vin har indgået et samarbejde om to af de største brands fra Treasury Wine Estates, australske Penfolds og amerikanske Beringer. Det betyder, at man fra februar 2011 kan finde vinene fra de to vinhuse på hylderne i H.J. Hansens butikskæde, Vinspecialisten. * KK Wine har optaget importen af vinene fra følgende vinhuse i Californien; Jonata, Santa Ynez Valley. The Paring, Santa Ynez Valley. Clos Saron, Sierra Foothills. Clos Solene, Paso Robles. Alysian, Russian River Valley. Derudover har firmaet optaget importen af vodka og Limoncello fra Napa Vodka. * GoodGrape Wine Co. har optaget importen af vinene fra Gloria Ferrer, Carneros i Californien, og Charles & Charles i Washington State. |
Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr, e-mail hver uge. Klik her! Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke vore adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam. |
. . |
Det var, da han var i tjenerlære på Hotel Munkebjerg i Vejle, at der for alvor kom skub i hans interesse for vin. Gennem hotellet kunne eleverne købe al den gode vin, de havde lyst til – pengene blev trukket i lønnen. Og for Lars Kroman betød det en læretid med store vine og få penge på lommen. Da han og hans venner en dag ville øve sig i at sable champagne, var "forsøgskaninen" en flaske Veuve Clicquot La Grande Dame årgang 1976 – en champagne til over 1000 kr. De unge mænd var allerede godt vant. Lars Kroman har også været restaurantinspektør på Hotel Hilton i Københavns lufthavn, og sidst har han haft job som vinindkøber og tjener for det københavnske advokatfirma Plesner. Med sin store erfaring i bagagen har han nu valgt at træde ud af det pulserende restaurantliv og ind i de selvstændiges rækker med eget vinfirma, Det Lille Vinhus. Sortimentet i firmaet, der slog dørene op i juli 2010, består af kvalitetsvine fra Spanien og Italien, og foreløbig foregår salget udelukkende via firmaets hjemmeside. Ved at sadle om håber Lars Kroman også at få mere tid til hustruen Jeanette og deres to piger på 3 og 1 ½ år. Den nybagte firmaejer – og snart nybagte far, da endnu en datter er på vej – har ikke altid begge ben solidt plantet på jorden. Ofte dingler de fra en paraglider højt oppe over den smukke danske natur. Denne sportsgren har afløst en aktiv karriere som faldskærmsudspringer med i alt 900 udspring og posten som videomand for det danske landshold i faldskærmsudspring. Adresse: Det Lille Vinhus, Mosebakken 67, 2670 Greve, tlf.: 26 27 14 23, e-mail: kundeservice@detlillevinhus.dk, www.detlillevinhus.dk. |
>43 |
Ugens gode spørgsmål Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere. Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte – det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål – og svaret på det. .... |
Druer ophængt med S-formede kroge på et net af ståltråd. | Hvad er appassimento? Simone Secher har i en avis læst om en italiensk vin fra Veneto-området, der var fremstillet med "appassimento-teknikken". Hvad er det?, spørger hun. At bruge et så specielt italiensk fagudtryk uden at forklare, hvad det er, er naturligvis både nørdet og krukket. Fy, skamme! Smæk, seng, sove! Appassimento er det italienske ord for tørring af druer, en teknik, der har været brugt i årtusinder, og som tjener til at koncentrere indholdet af sukker i druerne og udvikle særlige aromaer. Drueklaserne lægges ud på hylder i tørrehuse, eller de hænges op på ståltrådsnet og forvandles på den måde til rosiner. Det er en proces, der koster tid og penge, og samtidig formindskes den mængde vin, der kommer ud af det. Til en flaske med 75 cl almindelig vin medgår cirka 1 kg druer. Men efter fire til seks ugers tørring er druerne vægt skrumpet ind med en tredjedel, så der kun kommer 50 cl vin ud af dem. Samtidig kræver processen en hel del håndarbejde, så vinen bliver dyrere. Dette gælder ikke mindst, når druerne hænges til tørre på net. Druerne falder let af klaserne, når disse tages ned af nettene. Samtidig er stilkene blevet tørre og skrøbelige, så de hakkes i stykker i afstilknings-maskinen. Afstilkningen må derfor foretages manuelt. I uge 43 skrev vi om appassimento-teknikken anvendt i det italienske Veneto – dvs. til vinene Amarone, Ripasso og Recioto. .... |
Ugens vinøse billede Midt i vinterkulden er det rart med lidt forårsfornemmelser. Dem får vi her med dette arbejdsomme billede fra Bourgogne, som Holger og Karsten Foskjær fra Foskjær Vinimport har sendt os. Det er taget omkring maj måned i år og viser, hvordan der i vinmarken hos det berømte domæne Romanée Conti er taget hestekræfter i brug til pløjningen. I Bourgogne er der faktisk en del vinhuse, der har vinket farvel til maskinerne og er vendt tilbage til den gode gammeldags metode. Ifølge disse vinhuse løsner pløjningen med hest jorden og giver den nyt liv i modsætning til de tunge traktorer, som forårsager traktose, altså presser jorden så hårdt sammen, at der lukkes af for regnvandet. Hvem kommer med det næste billede til os? Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur – det orker vi ikke – så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til mariette@vinavisen.dk. |
| Billede 1-26 | Billede 27-52 | Billede 53-76 | Billede 77-..... |
| ............................... | ||
|
..................... 98 Den 10. november 1883 havde sherry-bodegaen González Byass fint besøg i sin runde fadkælder (foto © González Byass' Historiske Arkiv). ............... |
Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse. |
I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 32 vine. Af disse vine var der 23, som fik mere end to stjerner, og hele 19, som fik fem stjerner. I alt blev det til 110 stjerner og i gennemsnit 3,4 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her. Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk. |
Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen. ,,,,, |