Merry (Meridith) Edwards (f. 1947) er en af Californiens første kvindelige vinmagere - og en vinmager, der så afgjort har sat sit aftryk på den californiske vinindustri.
    Merry Edwards blev uddannet ønolog fra Californiens vinuniversitet, UC Davis i 1973, og allerede hendes hovedopgave, der handlede om faren ved brug af bly i vinkapsler, vakte opmærksomhed.
    I opgaven havde hun fundet frem til en metode, hvorved hun kunne påvise, at der var bly i de vine, der brugte den slags kapsler. Hun udførte også efterfølgende undersøgelser, og i dag krediteres hun for, at man holdt op med at bruge de blyholdige vinkapsler.
    Universitetet sørgede for at formidle job til de nyudklækkede ønologer. Kvinderne fik tilbudt arbejde som laboratorieteknikere, mens mændene fik job som vinmagere i de lokale vinhuse.
    Men Merry Edwards takkede nej til laboratorie-jobbene - hun ville være vinmager, og det lykkedes. I 1974 fik hun job hos Mount Eden Vineyards.
    Hermed blev hun et forbillede for mange efterfølgende kvindelige studerende, der ligeledes forlangte at kunne blive ansat som vinmagere.
    Hun har arbejdet som vinmager hos en række californiske vinhuse og siden hen som en eftertragtet vinkonsulent. Og overalt, hvor hun har haft med vinfremstillingen at gøre, har vinene vundet stor anerkendelse.
    I 2006 slog hun dørene op for vinhuset Merry Edwards Winery i Russian River Valley i Sonoma. Her fremstiller hun blandt andet sine vidt berømmede rødvine på Pinot Noir - vine, der har givet hende tilnavnet ”dronningen af Pinot Noir”.
    Merry Edwards’s forskning i kloner af forskellige druer har også haft stor betydning for den californiske vinindustri. Da hun begyndte sin forskning, var der stor skeptis fra den californiske vinverden. Men hun fik udbredt budskabet om, hvor vigtig udvælgelsen af de rette kloner var for den færdige vin. Og i 1985 afholdt hun det første klon-seminar nogensinde på UC Davis for californiske vinproducenter og drueavlere.
    I 2013 blev hun optaget i Culinary Institute of America’s Vinters Hall of Fame og samme år modtog hun prisen James Beard Award som USA’s bedste vinproducent.
    Hun har to sønner og er gift med Ken Coopersmith, der også er hendes samarbejdspartner.
    Adresse: Merry Edwards Winery, 2959 Gravenstein Hwy N, Sebastopol, CA 95472, USA, tlf.: 001 707 823 7466, email: order@merryedwards.com, www.merryedwards.com. (Opdateret 2019).